I løbet af få døgn har Europa taget endnu et skridt væk fra diplomati - og tættere på en krig, der truer med at opsluge hele kontinentet.
Tyskland har netop ophævet alle begrænsninger på rækkevidden af de våben, landet sender til Ukraine1. Det betyder i praksis, at ukrainske styrker nu har grønt lys til at ramme mål dybt inde i Rusland - ikke længere kun i forsvar, men i decideret angreb. Og Tyskland står ikke alene. Storbritannien, Frankrig og USA bakker op. Europa er i bevægelse. Ikke mod fred - men mod konfrontation.
Det er ikke længere bare støtte. Det er en direkte optrapning.
Hvad de færreste taler om, er, at Ukraine slog "først" i denne runde. Det er gengældelse på gengældelse, hvor NATO i første omgang provokerede Rusland til ar slå fra sig, hvorefter snebolden rullede. Ukraine har gennemført droneangreb dybt inde i Rusland, bl.a. i Moskva-regionen og mod våbenfabrikker. Angrebene fandt sted umiddelbart inden Ruslands massive luftangreb.
De ukrainske droneangreb på russisk territorium fandt sted mellem den 19. og 22. maj 2025. Ifølge rapporter fra det russiske forsvarsministerium blev mindst 485 droner opsnappet over hele landet i denne periode, herunder 63, der var rettet mod Moskva-regionen. Disse angreb omfattede 13 russiske oblaster og Krim og repræsenterede en af de største koordinerede droneoperationer fra Ukraines side siden krigens begyndelse2. I dagene umiddelbart efter, den 24. og 25. maj 2025, lancerede Rusland sit hidtil største luftangreb mod Ukraine. Dette omfattede 367 droner og missiler, der ramte 13 regioner, herunder Kyiv, og resulterede i mindst 14 dødsfald og adskillige sårede3.
Kreml og russiske medier har kaldt disse ukrainske angreb en "provokation", og bruger det som retfærdiggørelse for deres svar. Vestlige medier og efterretningstjenester har ikke entydigt bekræftet, at Ukraine begyndte den seneste optrapning - og præsenterer det ofte som del af en gensidig optrapning. The Guardian rapporterer at Ukraine gennemførte omfattende droneangreb mod seks russiske regioner, hvilket førte til midlertidige flyaflysninger i Moskva. Som reaktion lancerede Rusland droneangreb mod Kharkiv, hvilket resulterede i flere sårede, herunder et barn4.
Men altså - droner blev sendt dybt ind over russisk territorium og ramte højtprioriterede militærmål. Svaret fra Rusland kom prompte og brutalt. Det største drone- og missilangreb siden krigens begyndelse. Kiev blev sønderbombet. Civile døde. Infrastruktur blev lagt i ruiner. Rusland har vist at der svares på aggression med aggression. Det burde ikke komme som en overraskelse5.
Og midt i det hele forsøger Donald Trump, ironisk nok, at holde fredsforhandlingerne åbne. Han har erklæret sig villig til at tale direkte med både Zelenskyj og Putin. Zelenskyj har svaret ja. Kun én part mangler ved bordet: Rusland. Og hvorfor skulle de møde op, når Vesten sender signaler om, at krigen ikke skal slukkes - men vindes?
Tyskland, og dets "fremsynede" kansler, har valgt side. Ikke for fred. Men for kamp. Et valg, der klinger ilde i lyset af landets historie. Har vi virkelig ikke lært noget? EU fremstår i denne krise ikke som en samlet fredsstemme - men som en lappet politisk konstruktion, der lader sig rive med af stormagtsspil og nationale ambitioner. Der er ingen fælles hær. Ingen samlet strategi. Og hvis krigen for alvor eksploderer, vil det være hvert land for sig selv. Det bliver kaos - ikke ledelse.
Og hvor er de såkaldte diktatorer i dette spil? Orban i Ungarn. Fico i Slovakiet. Meloni i Italien. De får skældud i pressen - men de er dem, der siger nej til optrapning, nej til krig og til at lade Europa blive trukket ind i endnu et verdensomspændende mareridt. Og vi, befolkningen? Vi bliver ikke spurgt. Vi bliver ikke informeret eller advaret - andet end at vi skal kunne klare os selv i tre døgn med mad og vand. Vi får beroligende og glatte taler, tillige med redigerede overskrifter. Men virkeligheden er, at Europas borgere der har fået en plads i den politiske arena, gambler med vores fremtid. Med vores byer. Med vores børn.
Det er ikke strategi. Det er galskab.
Hvis vi ikke europas samfundskritikere der har en stemme vågner op og begynder at stille de svære spørgsmål til vores ledere, til medierne og hvis ikke vi som borgere i Eurpopa taler om de svære ting med hinanden, så går vi med åbne øjne ind i en krig, som ingen har stemt for.
Det er ikke for at skræmme, men fordi det er virkeligt. Det er allerede i gang. Jeg håber for Europa at Birger Claesson, Ove Falg og Ron White6, alle har talt i formastelighed som falske profeter. Jeg håber for deres skyld at de ikke har de, og meget tyder på at hvad de har set og beskrevet, er for den nærmeste fremtid.
