Den 18. maj 2025 markerede en skillevej i europæisk politik. To centrale lande i EU - Rumænien og Polen - afholdt præsidentvalg, og resultatet kan vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for hele Europas fremtidige kurs. Ikke blot i de enkelte lande, men for hele kontinentet står valget mellem to vidt forskellige retninger: national identitet og suverænitet på den ene side, og globalistisk integration og teknokratisk styring på den anden.
Rumænien: Pro-EU sejr over nationalistisk udfordrer
I Rumænien blev valget afgjort i første runde, da Bukarests borgmester, den pro-europæiske Nicușor Dan, besejrede George Simion - lederen af det nationalistiske parti AUR (Alianța pentru Unirea Românilor). Det var en valgkamp præget af skarpe kontraster - og de superlativer og kritik mainstream medier sætter på de to mænd, er mildest talt manipulation af valget - det er meget skarpt delt op - pro og anti:På den ene side George Simion, der er leder af AUR, et parti, der beskrives som højreorienteret til yderste højrefløj. Partiet er kendt for sin "ultranationalisme", konservatisme, kristne værdier og højrepopulisme - det er i dag ultra... AUR har også været forbundet med "anti-vaccinationsretorik" - et øgenavn for alle der var utrygge ved corona-injektionsvæsken, tvungen vaccine og vaccinepas - og så viser han modstand mod sekularisme. Simion har udtrykt beundring for Donald Trump og har deltaget i konservative konferencer i USA, hvilket viser hans tilknytning til den internationale højrefløj. Han har også været kritisk over for EU og har ønsket at styrke Rumæniens nationale suverænitet inden for eksisterende alliancer som EU og NATO.
På den anden side Nicușor Dan, en centristisk og pro-europæisk politiker, der tidligere har fungeret som borgmester i Bukarest. Han er kendt for sin baggrund som matematiker og civilsamfundsaktivist med fokus på anti-korruption og bybevarelse. I præsidentvalget positionerede han sig som en stærk fortaler for EU-integration, demokratiske reformer og støtte til Ukraine. Hans sejr blev set som en sejr for pro-vestlige og demokratiske værdier i Rumænien.
Simion erkendte hurtigt sit nederlag og lykønskede sin modstander - en gestus, der ikke mindskede valgets betydning som et ideologisk vendepunkt. Dans sejr blev bredt tolket som en bekræftelse af Rumæniens fortsatte kurs mod EU-integration, vestlige værdier og teknokratisk reformstyring. I sin takketale udtrykte Simion støtte til de traditionelle samfundsværdier, som gennem generationer har båret Vestens frihed - men som nu er ultra det ene og andet.
| “ | Vi er nu færdige med at tælle alle stemmerne. Vi har tabt anden runde af valget her. Jeg fik over 5 millioner stemmer, men min modkandidat vandt med én million stemmer mere. Vi kan ikke anklage stemmeoptællingen for væsentlig manipulation. Vi vil fortsætte med at repræsentere den suverænitetsbaserede, patriotiske og konservative bevægelse i Rumænien. Og vi vil fortsætte kampen sammen med alle suverænister, patrioter og konservative over hele verden - for frihed, for Gud, for familien og for det rumænske folk. Og for vores fælles idealer. Det har været en ære for mig at repræsentere vores bevægelse i denne kamp. Vi har tabt denne kamp, men vi har ikke tabt det, vi står for - og vi vil aldrig tabe vores værdighed. Tak fordi I står ved vores side. Tak fordi I står sammen med Rumænien. Vi håber på en tilbagevenden til demokratiet. Vi håber på en tilbagevenden til sund fornuft - her, i hele Europa og i den frie verden. | ” |
Polen: Et folk splittet i to retninger
I Polen blev resultatet mere uklart. Den første valgrunde endte uden en vinder, og befolkningen må nu vente til anden runde den 1. juni, hvor valget står mellem to markante profiler: Rafał Trzaskowski og Karol Nawrocki.Rafał Trzaskowski er borgmester i Warszawa og kandidat for det centrum-højre parti Borgerplatformen (PO), som er en del af premierminister Donald Tusks regeringskoalition. Han opnåede 31,36% af stemmerne i første runde. Trzaskowski er kendt for sin pro-europæiske og liberale tilgang, med fokus på EU-integration, retsstatsprincipper og sociale reformer. Han støtter også rettigheder for LGBTQ+-personer og har tidligere været EU-parlamentariker.
Karol Nawrocki er historiker og tidligere leder af det polske Institut for National Erindring. Han er støttet af det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed (PiS) og modtog 29,54% af stemmerne i første runde. Nawrocki er kendt for sin konservative tilgang, med vægt på traditionelle familieværdier, national suverænitet og skepsis over for EU's indflydelse. Han har også modtaget støtte fra tidligere amerikansk præsident Donald Trump.
Begge kandidater ligger tæt, og over 20% af stemmerne i første runde gik til kandidater længere ude på højrefløjen - et tegn på, at national identitet og modstand mod centralisering stadig har stærk appel blandt vælgerne. Det polske valg er dermed ikke kun et spørgsmål om personer - men om Polens og Europas ideologiske kurs.
Et Europa i opbrud: to veje - én skæbne
Valgene i Rumænien og Polen udgør mere end blot nationale begivenheder - de er del af en bredere, strukturel konflikt, der splitter Europa. På den ene side står en stigende folkelig modstand mod EU’s voksende magtkoncentration i Bruxelles. På den anden side står de kræfter, der ønsker mere integration, mere kontrol og mindre national selvbestemmelse.EU opererer i dag med en struktur, hvor det folkevalgte parlament ikke har ret til at fremsætte lovforslag. Den lovgivende magt ligger i stedet hos 27 kommissærer, udpeget uden folkeligt mandat. Disse teknokrater kan ikke vælges, ikke afsættes af vælgerne og har mulighed for at tilsidesætte parlamentets beslutninger - og dermed folkets vilje. Det skaber en situation, hvor EU i stigende grad er en “demokratisk kulisse” snarere end et reelt repræsentativt system. Demokratiet er en illusion, hvor slogans som “fælles værdier” og “europæisk identitet” dækker over en magtkoncentration i hænderne på en lille elite, understøttet af skattemidler og PR-kampagner.
Tyskland, centraliseringens fortrop
Samtidig vokser bekymringen for, at enkelte medlemslande - især Tyskland - arbejder for at gøre EU-lovgivning overordnet national lovgivning. Den nye tyske regeringslinje, der ønsker at gøre EU-retten til retningsgivende for al tysk lovgivning, bliver af kritikere opfattet som et varsel om reel suverænitetsafgivelse. Hvis den tendens breder sig, vil nationale parlamenter i praksis blive reduceret til symbolik - og beslutninger om borgernes liv vil blive truffet i et system, hvor folket har et sted mellem minimal og ingen indflydelse.Demokrati eller teknokratisk kartel?
EU-Parlamentet er den eneste institution i EU, som befolkningen direkte vælger ved valg. Men i modsætning til nationale parlamenter (som Folketinget i Danmark) har EU-Parlamentet ikke ret til selv at fremsætte lovforslag. Det kan kun godkende eller afvise forslag, som EU-Kommissionen har skrevet. Derfor har medlemmerne af EU-Parlamentet (MEP'er) stemt for at få det, man kalder "lovgivende initiativret" - altså retten til selv at foreslå love. Det er en helt almindelig rettighed i et demokratisk parlament, men EU har ikke givet dem den endnu. I stedet for bliver magten ved med at ligge hos EU-Kommissionen, som ikke vælges direkte af folket, men udpeges, og som ofte består af teknokrater og embedsmænd med tætte forbindelser til lobbyister, interessegrupper og magtfulde netværk i Bruxelles.Med andre ord ligger beslutningskraften i EU hos folk, ingen kan stemme ud. Og selv når de valgte parlamentarikere prøver at ændre det - ved f.eks. at kræve lovgivningsret - så er det op til Kommissionen selv, om de vil acceptere det.
Sammenligningen med USA dukker ofte op i den offentlige debat. Det amerikanske system er ikke perfekt og det er som i alle andre lande præget af lobbyisme og pengestrømme. Men forskellen er, at man i USA stadig kan vælge folk, som udfordrer systemet og kæmper imod. I EU har man ikke muligheden for at vælge dem, der har den reelle magt.
Valget - ikke kun for Rumænien og Polen
Valgene i Rumænien og Polen er derfor ikke blot nationale begivenheder, men pejlemærker for hele Europas fremtid. Ønsker borgerne et Europa baseret på national identitet, folkestyre og grænser for magt? Eller et Europa, hvor teknokrater og embedsmænd i Bruxelles sætter dagsordenen uden folkelig modstand?Hver stemme bliver en brik i det store puslespil. Og mens EU fremstår som en bastion for fred, stabilitet og værdier - må det stadig afklares, hvilke værdier der egentlig hersker - frihed og ansvar, eller kontrol og centralisering? For i sidste ende står Europa ved en korsvej - og valget mellem højre og venstre er ikke længere blot et spørgsmål om økonomisk politik. Det handler om folkets ret til at styre sin egen fremtid - eller acceptere, at den allerede er blevet besluttet bag lukkede døre.
Trump, fornuftens stemme
Det nævnes hvordan George Simion er positiv over for Trump - og det er en europæisk synd. Mediernes hetz mod Trump handler ikke kun om ham - den handler om at holde Europas befolkninger i mørket.Mens EU-lederne i årevis spyttede på Trump og fremstillede ham som en trussel mod den liberale verdensorden, brugte de samtidig Ukraine-krigen som et bekvemt dække for deres egen mangel på lederskab. Bag paroler om "euro-atlantisk enhed" og "forsvar for demokratiet" gemte sig en anden virkelighed: krigen blev en undskyldning. En undskyldning for at pumpe milliarder i våbenindustrien, skjule den økonomiske deroute efter corona, dulme følgerne af den grønne omstilling og fastholde befolkningerne i frygt og ensporet konsensus. Man talte om europæiske værdier, mens Ukraine forbød opposition. Om fred, mens NATO provokerede. Og om demokrati, mens EU selv nægtede enhver form for selvransagelse - præcis som demokraterne i USA, da Trump vandt. De anede ikke, hvad der ramte dem, og chokket blev smertefuldt.
Krig er for nogle ikke en tragedie - for visse aktører er det en forretningsmodel. De største våbenproducenter i verden - Lockheed Martin, Raytheon, Northrop Grumman, BAE Systems m.fl. - har tætte forbindelser til regeringer, efterretningstjenester og internationale banker. Når krige bryder ud, eller truslen om dem vokser, stiger efterspørgslen på våben, missiler, droner, radarer og ammunition. Disse firmaer modtager massive statslige kontrakter (betalt af skatteydere). Fordi de fremstilles som "nødvendige for sikkerheden", oprettes der støttepakker "til Ukraine" eller "til Israel", og det er sat i citationstegn, for det kanaliseres i praksis til leverandører af våbenmateriel. "Hjælpepakkerne" er ikke velgørenhed - de er statsstøttet business - misbrug af dine og mine skattekroner. Aktiekurserne eksploderer - og mange politikere og embedsmænd ejer selv aktier i disse virksomheder.
Dem der vinder på krig er våbenproducenterne, der tjener milliarder. Politiske eliter, der får stemmer og kontrol. Finansverdenen, der finansierer krige og profiterer på uroen. De globale institutioner, der bruger kriserne til at fremme integration og "fælles løsninger". Det er ikke teorier - det er dokumenteret magtdynamik. Som Eisenhower advarede: "Pas på det militærindustrielle kompleks". Krig er således ønsket på alle måder, ikke mindst for at producere Antikrist.
Men nu lægger Trump et reelt amerikansk våbenhvileforslag på bordet mellem Ukraine og Rusland - og pludselig bøjer EU sig. De samme ledere, der i årevis hånede ham, følger nu tavst trop. Ikke af vilje, men af nødvendighed. Når der kræves mod og ægte diplomati, træder EU tilbage og venter på, at USA - selv med Trump - fører an. Det har altid været sådan.
Krigen i Ukraine har også haft en anden funktion: at bevare EU’s rolle som lydig klient under amerikansk kommando. Det er lettere at prædike global solidaritet mens man sylter budgettet i NATO, når man skjuler sig bag Washingtons muskler - også selvom man offentligt foragter den mand, der bruger dem. Det europæiske hykleri er blevet så rutinemæssigt, at ingen længere stiller det enkle spørgsmål: Hvis Trump tog fejl - hvorfor følger de ham så, når det gælder?
Svaret er lige så enkelt. Trump står ikke kun for en stil, de hader. Han står for en styrke, de mangler. Og Ukraine-krigen, som EU hverken formåede at forhindre eller afslutte, har afsløret hele illusionen: EU er ikke et imperium - det er et ekkokammer. Og når USA kalder, selv i skikkelse af Trump, så retter de ind. Også selvom det kvæler deres stolthed.
Trump blev ikke udskammet af medierne, fordi han tog fejl - men fordi han havde ret for tidligt. Da han advarede mod NATO’s udvidelser, opildning i Ukraine og faren ved at presse Rusland unødigt, blev han kaldt en Putin-marionet og latterliggjort som uvidende. Men nu, hvor selv The Hill i Washington indrømmer, at krigen i Ukraine ikke begyndte i 2022, og at vestlige regeringer i årevis støttede en eskalation, som kunne være undgået, er det ikke længere Trump, der står for skud - det er narrativet selv, der smuldrer.
Medierne har skabt et had til Trump, ikke fordi han er farlig for demokratiet, men fordi han er farlig for den politiske konsensus, der har bragt Europa ud i økonomisk og geopolitisk ruin. De er bange for ham - "han er en outsider, han er ikke dem, han er ikke en del af klubben" sagde Newton Leroy Gingrich i 2016, og hvis Trumps afsløring af elitens ulogiske formation af Amerika forårsager at europæerne begynder at spørge, hvorfor deres egne ledere i Europa ikke udviser samme realisme og vilje til fred, som Trump formidler, så vælter ikke bare en fortælling - men et helt magtsystem. Derfor måtte og må han dæmoniseres. Derfor blev og bliver sandheden pakket ind i propaganda.
Derfor er valgene i Rumænien og Polen vigtige
Valgene i Rumænien og Polen er som sagt ikke blot nationale begivenheder - de er afgørende slag i den bredere kamp om Europas fremtid. Når figurer som George Simion i Rumænien eller nationalkonservative kræfter i Polen udfordrer EU's konsensus og åbner døren for alternative perspektiver - herunder en positiv vurdering af Trumps realpolitiske linje - bliver det straks mødt med mediehetz og dæmonisering. Hvorfor? Fordi de truer et system, der hviler på narrativer snarere end resultater.I årevis har EU-eliten brugt Ukraine-krigen som et politisk skjold til at aflede kritik, retfærdiggøre økonomiske fejltagelser og knuse enhver dissent under påskud af "euro-atlantisk enhed". Netop derfor er de valg, hvor folket kan bryde gennem denne mur af foregivet konsensus, af så afgørende betydning. Når kandidater stiller spørgsmål ved dogmerne om NATO, om EU's rolle, om krigen og den grønne omstilling og vinder gehør, så afsløres magtens skrøbelighed.
Trump bliver ikke hadet for sine fejl, men for sin forudseenhed - og i takt med at hans advarsler viser sig velbegrundede, smuldrer den fortælling, der har holdt Europas befolkninger i mørket. Derfor er det ikke kun George Simion, der hånes - det er enhver, der vover at tænke uden for den tilladte ramme. Og derfor er valgene i Rumænien og Polen ikke bare nationale opgør - de er et opgør med den virkelighedsfornægtelse, der har kendetegnet Europas ledelse alt for længe.
Disse valg giver en sjælden mulighed for at genskabe forbindelsen mellem fornuft, frihed og folkelig repræsentation - og at erstatte ensporet loyalitet over for Bruxelles med ægte nationalt lederskab. Hvis det lykkes, er det ikke kun valget, der vindes - det er muligheden for at redde Europas fremtid.
Rumænien er faldet. Med valget af Nicușor Dan har befolkningen endnu en gang overladt styringen til systemtro kræfter, der hellere bøjer sig for Bruxelles end handler i national interesse. George Simions nederlag er ikke blot en personlig skuffelse - det er et symbol på, hvordan mediernes spin og frygtnarrativer stadig formår at holde folket i skak.
Men der er stadig håb for Polen. Her er valget ikke afgjort endnu. Selvom presset fra EU, medierne og fremmede interesser vokser, har det polske folk stadig muligheden for at sige nej og vælge en anden vej. En vej væk fra tvangsfællesskaber, dobbeltmoral og blind lydighed over for udenlandske magter.
Et valg mellem vejen mod Antikrist og vejen til frihed
Der er mange meninger om Trump. Men én ting må man se sig enig i, og det er at manden er frygtesløs.Den moderne venstrefløj har ikke længere rødder i arbejderklassens virkelighed, men er blevet til et teknokratisk præsteskab, der prædiker globalisering, klimareguleringer og central kontrol - altid i frihedens navn, men med tvang som metode. EU, FN, WHO og den internationale finansverden arbejder i takt, ikke for folkets bedste, men for at opløse nationernes suverænitet og samle verden under ét system - én dagsorden, én sandhed, én myndighed. Det er konturerne af Antikrists rige, hvor menneskets frie vilje underordnes en digitalt overvåget orden. I denne verden er krig ikke en undtagelse, men et redskab til frygt, kontrol og profit.
Midt i dette, på den globale politiske scene, står én mand i vejen, og det er Trump. Han nægter at føje sig for den globale elites spil. Han nægter at kaste unge amerikanere ind i endnu en krig for våbenlobbyen og udenlandske interesser. Og for det bliver han ikke bare hånet - han bliver jaget.
Systemet har forsøgt alt: censur, retsforfølgelse, sabotage - sågar snigmord - og apropos - når alt fejler, ved vi fra historien, hvad næste skridt er. For den, der truer Antikrists fremmarch, bliver ikke blot en politisk modstander. Han bliver et mål. Trump spiller ikke med - og det gør ham til den største forhindring for det system, der vil underlægge verden én stemme og én hersker. Når bare én mand tør sige nej, afsløres hele bedraget. Derfor er det ikke kun et valg mellem højre og venstre. Det er et valg mellem sandhed og bedrag - mellem frihed og det mørke rige, der er ved at tage form.