Verden bliver fortsat bombarderet med billeder, overskrifter og videoer, der hævder, at Gaza står på randen af en humanitær katastrofe - med sultende børn og udhungrede familier. Men en nærmere gennemgang afslører et langt mere komplekst billede, hvor propaganda, strategi og internationale aktører spiller sammen i en opsigtsvækkende konflikt om virkelighedsopfattelsen i krigens skygge.

Enestående nødhjælp - til en fjende i krig

Ifølge den amerikanske Kongresformand Mike Johnson har Israel siden krigens begyndelse den 7. oktober 2023 tilladt over 94.000 nødhjælpslastbiler ind i Gaza - svarende til fødevarer nok til at brødføde to millioner mennesker i to år.

Den israelske analytiker Eitan Fischberger tilføjer, at dette svarer til 666 kg mad per person over 21 måneder - enestående i moderne krigshistorie, især når man sammenligner med historiske nødhjælpsaktioner:

- Berlin-luftbroen (1948-49): 736 kg/år pr. person (fra allierede til egne borgere)
- Sarajevo (1992-96): 130 kg/år (og mange forhindringer)
- Biafra (1967-70): 30 kg på to år

Denne omfattende forsyning sker til trods for, at Israel juridisk ikke er forpligtet til at forsørge en fjendtlig civilbefolkning, særligt når nødhjælp gentagne gange beslaglægges af Hamas, ifølge artikel 23 i Genève-konventionerne.

Hamas’ økonomiske gevinst og kontrol over nødhjælpen (opdateret)

Det store problem er ikke mængden af nødhjælp - men kontrollen med den. Flere rapporter og videodokumentation viser, hvordan Hamas og tilknyttede handlende beslaglægger og videresælger nødhjælp på det sorte marked:

- Ifølge lokale rapporter blev alle 30 nødhjælpslastbiler, der krydssede ind i Gaza og var på vej mod Khan Younis, plyndret af Hamas.
- Det rapporteres yderligere, at ikke én eneste af de egyptiske nødhjælpslastbiler nåede frem til UNRWA's lagre - de blev stoppet og frarøvet undervejs.
- Dåsemad kastet ned af Jordan, mærket "Not for Sale", sælges nu for op til $60 pr. dåse.
- Ifølge IDF nyder Hamas-militser fuld forplejning i deres tunnelnetværk, hvor madlagre med kød og grønt dokumenteres.

Pallywood og "sultens teater"

Samtidig ruller en intensiv kampagne på sociale medier og i visse traditionelle medier. Her fremstilles Gaza som ramt af udbredt hungersnød, særligt blandt børn. Men mange billeder og historier viser sig at være manipulerede eller direkte falske:- Drengen Osama al-Raqab, udråbt som sultoffer, har cystisk fibrose og modtager behandling i Italien efter evakuering af Israel.

- Babyen Sila Barbakh lider af en kronisk mave-tarmlidelse, ikke sult.
- Mohammad al-Hasanat døde ikke af sult men af ubehandlet diabetes.
- Flere billeder er identificeret som AI-genererede eller stammer fra andre lande (f.eks. Yemen).

Organisationen "Honest Reporting" har dokumenteret, at New York Times brugte et manipuleret billede med 55 mio. følgere - og lagde korrektionen ud på en konto med blot 88.000.

Gaza's sundhedsministerium hævdede 115 dødsfald pga. sult, 115 - men verden hører ikke noget om sultedøden i

- Ethiopia (2025): 74.583 sultedødsfald
- Bangladesh (2025): 95.000–100.000
- Angola (2025): 33.000–35.000
- Sudan (sidste 2 år): 520.000

Hvorfor opgiver Israel sine pressionsmidler over for Hamas?

Et centralt spørgsmål, der melder sig, er: Hvorfor vælger Israel at fortsætte leveringen af nødhjælp til Gaza - velvidende at det styrker Hamas og underminerer presset for at få gidslerne frigivet?

1. Internationalt pres og image
Israel er under massivt internationalt pres, især fra FN, vestlige regeringer og ngo'er, om at sikre humanitær adgang til Gaza. Hvis Israel afviser at levere nødhjælp, anklages det straks for kollektiv afstraffelse eller "krigsforbrydelser", hvilket skader både diplomatiske relationer og Israels internationale image.

2. Hamas udnytter sult som våben
Ved at nægte at frigive gidsler og samtidig iscenesætte en hungersnødkatastrofe, tvinger Hamas Israel ud i et moralsk og politisk dilemma: 
- Enten opretholde pres via blokade og dermed blive anklaget for at sulte civilbefolkningen -
- Eller åbne for nødhjælp og dermed opgive et vigtigt forhandlingskort.

Israel har i praksis valgt det sidste, og det svækker forhandlingspositionen betydeligt. Flere kilder siger direkte, at Israel har opgivet dele af en ellers færdigforhandlet gidselaftale, alene for at få nødhjælpen ind.

3. Hamas belønnes uden modkrav
Resultatet er, at Hamas kan modtage enorme mængder international nødhjælp uden at give noget tilbage - hverken våbenhvile eller gidsler. Det skaber et farligt incitament for Hamas til at blive ved med at nægte forhandling, velvidende at nødhjælpen alligevel kommer.

4. Humanitære hensyn vejer tungt i israelsk politik
Trods alt er det israelske demokrati meget følsomt over for moralske anklager. Mange beslutningstagere føler sig forpligtet til at sikre, at den palæstinensiske civilbefolkning ikke lider unødigt, uanset Hamas' handlinger. Men netop dette udnytter Hamas kynisk.

Det endelige paradoks er, at Hamas sultestrejker på luksushoteller i Qatar, mens Israel åbner grænser og luftkaster nødhjælp til deres befolkning. Gidslerne - som burde være det moralske fokuspunkt - forsvinder ud af mediernes synsfelt, mens nødhjælp bliver det nye presmiddel, men nu vendt mod Israel selv.

Luftbro og våbenhvile: reelle tiltag og reelle farer

IDF har indført daglige humanitære våbenhviler fra kl. 10 til 20 i udvalgte områder (Gaza City, Deir al-Balah, Al-Mawasi), og FN-konvojer får adgang mellem 6 og 23. Der er blevet kastet nødhjælp ned via faldskærm, og Egypten, Jordan og UAE har også bidraget.
Men meget af nødhjælpen lander i aktive kampzoner, hvilket ifølge palæstinensiske kilder gør den svær at tilgå. Samtidig nægter Hamas at lade uafhængige aktører overtage distributionen.

Et psykologisk og strategisk informationskrig

Gaza-konflikten er ikke blot en kamp om territorium - men en kamp om fortællingen. Hungersnød er blevet et politisk og propagandistisk våben, hvor billeder og følelser skal erstatte fakta.
Samtidig illustrerer sagen en hidtil uset situation, hvor en krigsførende nation (Israel) leverer massive nødhjælpsmængder til en fjendtlig enhed (Hamas) - som bruger nødhjælpen både til at styrke sin magt og våbenføre en mediekampagne mod leverandøren.

Med andre ord: Gaza-sulten er ikke så meget et spørgsmål om mangel på mad - men om mangel på sandhed.

Når man analyserer hele situationen omkring Gaza, gidslerne, sulten og verdens reaktioner, træder et moralsk absurdt mønster frem: Israel - den eneste demokratiske stat i regionen, der sender nødhjælp til sin fjende midt under en krig - fordømmes hårdt og vedvarende, mens Hamas, der med vilje skaber lidelse, fremstilles som offer og legitim repræsentant for palæstinenserne.

Det er ikke bare skævt. Det er grotesk.

Hamas har udviklet en kynisk, men effektiv strategi. De skaber selv lidelsen blandt civilbefolkningen - ved at skjule sig blandt dem, beslaglægge nødhjælp, nægte våbenhvile og afvise gidselaftaler. De iscenesætter den lidelse med billeder og videoer - ofte fabrikeret, overdrevet eller direkte falske. De lader verdenssamfundet reagere med refleks: Fordøm Israel. Med FN's og vestlige mediers hjælp bliver denne løgn til sandhed i den globale bevidsthed.

Frem for at anerkende, at nødhjælp bliver plyndret af Hamas og solgt til profit, anklager FN Israel for at "sulte Gaza". UNRWA insisterer på eneret til nødhjælpsdistribution - selvom deres egne lastbiler bliver overfaldet og stjålet, og nogen af deres medarbejdere har forbindelser til Hamas. Medierne bruger billeder af syge børn til at fremme en "sultkatastrofe", uden at oplyse om diagnoser, evakueringer eller sand sammenhæng. Dermed bliver verdenssamfundet medskyldig i en kampagne, hvor smerte og lidelse iscenesættes som våben - og hvor Israel fratages retten til at forsvare sig, moralsk og politisk.

Den mest perverse del er, at Israel - som bringer nødhjælp ind i fjendtligt territorium, samtidig med at det bekæmper terror og forsøger at frigive gidsler, bliver kaldt "krigsforbryder". Hamas - som holder gidsler, afpresser, plyndrer nødhjælp, og optrapper krig, fremstilles som undertrykt frihedskæmper. Det svarer til at anklage brandvæsenet for pyromani, mens man rospriser den, der satte ild til huset - blot fordi den brændte bygning vækker sympati på billeder.

Verdensreaktionen på Gaza-krisen er ikke styret af fakta eller ansvar - men af billeder, følelser og ideologiske narrativer. Hamas forstår dette. De har ikke bare krudt og raketter - de har kameraer, skuespil og globale mediekanaler. Deres egentlige våben er emotionel afpresning af Vesten - og lige nu virker det.