Zefanias 2:2-4 - Hængslet:
"før HERRENS Vredes Dag kommer over eder... Måske kan I skjule jer på HERRENS Vredes Dag" … "thi Gaza skal ligge forladt"Zef. 2:2-3 er selve "hængslet". Passagen siger, at det "måske" kan ske, at de ydmyge "før HERRENS Vredes Dag kommer" bliver skjult "på HERRENS Vredes Dag". Det er afgørende for timingen - skjulestedet sættes ikke "dagen før", men på tiden for vredens dag.
Og så kommer næste vers (4), med et lille ord "Thi" eller "For": “Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort ved Middag, Ekron udryddes”. Det betyder, at profeten ikke skifter emne. Han forklarer, hvad denne domsstrøm indebærer: Gaza, Askalon, Ashdod og Ekron nævnes samlet - ikke som fire tilfældige stednavne, men som en kæde af konsekvenser, hvor ordene er hårde: "forladt", "øde", "drives bort ved Middag", "udryddes".
Det er her ses Gaza som del af en større profetisk scene. Det er ikke "Gaza før vreden", men "Gaza i den samme domsbevægelse, som følger efter kaldet: søg Herren - så I kan skjules i vredens dag".
Esajas 26:19-20 - opstandelse i horisonten, og så: "Kom, mit folk… gå ind… skjul dig"
Når gennemgangen går til Esajas 26, sker det igen gennem rækkefølgen. Der ligger opstandelsestonen i Es. 26:19, og så lyder kaldet i Es. 26:20. KJV åbner ikke med "Mit folk gå ind", men med “Kom, mit folk”: "Kom, mit folk, gå ind i jeres kamre og luk dørene omkring jer: skjul jer som om det blot var et øjeblik, indtil vreden er forbi". Det er samme mønster som hos Zefanias. Vreden/indignationen er reel, men der tales samtidig om et skjul, et sted Gud bringer sit folk ind i, "indtil" vreden er passeret. Vi ser et tydeligt mønster genoptaget fra Israels udvandring fra Ægypten i påsken - de skjulte sig i deres kamre, med blodet fra lammet strøget på dørstolperne, indtil døden (vreden) var passeret. Et tydeligt billede på os der skjules i Kristus. som har hentet os hjem i vores himmelske boliger (Joh. 14:1-3). Gennemgangen læser det ikke som en løs metafor, men som en profetisk struktur, der både kan rumme Israels kommende konkrete flugt (til Petra) og menighedens skjul før den fulde vredestid - netop fordi Esajas' tale står tæt op ad opstandelsen.
Og her skifter artiklen fokus væk fra Gaza som enkelt-objekt, og over på helheden: Gud beskriver en tidsperiode som "vredens dag / indignation", og midt i den tid beskriver Han et kald til at gå ind og være skjult. Det er det store billede.
Salme 27:5 - "Han gemmer mig… på ulykkens dag" - skjul er Guds handling, ikke menneskets plan
For at vise at "skjul" ikke er en ny idé, forankrer gennemgangen sig i Sal. 27:5, hvor David taler om, at Herren gemmer og skjuler ham på "ulykkens dag". Pointen er ikke først og fremmest geografi, men teologi. Når ulykken/vreden kommer, er der et mønster i Skriften, hvor Gud selv skaber et skjul for sine. Sal. 27:5 taler om 2 begivenheder:
1) Gud "gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt".
Det lyder unægteligt som en skjult henvisning til menighedens bortrykkelse før trængslen. Jesu bolig (Hans hytte og telt) er hos Faderen (Joh. 14:2), hvor Han skjuler os igennem trængslen.
2) Gud "løfter mig op på en Klippe". Det taler om Israel, hvortil Gud har beredt en plads i Petra (der betyder klippe)
Sekventielt passer det med at menighedens fjernes før trængslen, og Israel efterfølgende flygter ud i ørkenen midt i trængslen (Matt. 24:15-16). Det er ikke Gaza i sig selv der bærer budskabet, men at blive skjult i forbindelse med budskabet om Gaza og vreden - og Zefanias’ nævnelse af Gaza er én af de måder, tiden for dommens realitet bliver gjort konkret på.
"Kom herop" - det samme "Kom", den samme bevægelse
Læg mærke til, at Gud flere steder siger "Kom" på tærsklen til åbenbaring af trængslen. "Kom herop" til Johannes (Åb. 4:1), "Kom herop" til de to vidner (Åb. 11:12), og "Kom… ind i arken" til Noa som forbillede (1. Mos. 7:1). Arken er et billede på Jesus, at vi i Ham, frelses fra Guds vrede (Rom. 8:1; 1. Kor. 1:30; 15:31; Ef. 2:13). KJV siger: "Kom du og dit hus ind i arken". Hvis Gud siger "Kom ind i arken", hvor er Gud da selv? Han var inde i arken - hos Noa og hans familie, ligesom Han var hos Israel i Templet (1. Kong. 8:10-11; 2. Krøn. 5:12). På samme måde som Gud i Noas dage kaldte Noa og hans familie ind i arken, skal det være når Jesus kommer efter menigheden (Matt. 24:37), da kalder Han også os op til sig. Så igen: Gaza er ikke centrum. Gaza er et led i en tekststrøm, der i forvejen handler om kaldet, skjulestedet og vredens dag.
"Ikke bestemt til vrede" og "fri dig ud af prøvelsens stund": hvorfor skjul læses som bortrykkelsens mønster
Gennemgangen binder Esajas 26 og Zefanias 2 sammen med det nytestamentlige udsagn om, at de troende ikke er bestemt til Guds vrede (1. Tess. 5:9), og løftet til Filadelfia om at blive holdt ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige (Åb. 3:10). I artiklens logik er det her "skjul" får vægt: ikke bare som "overlevelse", men som frelse fra vreden - en bevægelse Gud selv iværksætter.Filadelfia betyder "broderlig kærlighed" (Åb. 3:7-13). De syv menigheder repræsenterer de syv typer menigheder, som har været fra Jesu tid til nu. Den sjette er Filadelfia, for hvem Gud åbnede en dør (Åb. 3:8) som åbnede for evangelisation over store dele af Jorden, som tidligere var umulige at nå. Fra ca. 1649-1900 blev evangeliet spredt som aldrig før, siden menighedens begyndelse med apostlene (ca. år 30-100). Luthersk misson, Indre mission, Apostolsk kirke m.fl. bygger på denne broderlige kærlighed. Men siden starten af 1900tallet, er flere og flere gledet væk fra kærligheden, fordi den køles for endeligt at blive kold (Matt. 24:12). De transformeres over i Laodikea menigheden, den sidste af de syv, som betyder "folket regerer" (Åb. 3:14-22).
Så i samme tidsperiode hvori Bibelen taler om trængsel, bortrykkelse og udryddelse af Gaza sant dens nabobyer, taler den også om at den menighedstype, der grundet den fremskyndede tid er ved at være sjælden, vil blive friet fra prøvelsens stund - altså trængslen (Åb. 3:10). Gud vil ikke fri os fra prøvelsen / trængslen, men fra trængslens tid. Det er vigtigt at se, og KJV er tydelig her - Ordet siger ikke at vi skal fries "ud af" den (som den danske fejlagtigt siger), men "fra den" - fra trængslens tid, "der skal komme over hele verden". Han bevarer os ikke igennem trængslen, men fra trængslens tid.
Esajas 13:14 - det globale perspektiv: "får, som ingen tager op"
For at Gaza ikke bliver brugt som et enkeltstående "bevis", kan vi også se på Es. 13:14. I KJV lyder det, at folk bliver "som får, som ingen tager op". Pointen er, at der ligger et stærkt billede i den sætning. I en tid med dom og kaos bliver mennesker spredt og jaget bort, som en flok får der ikke bliver samlet. Og netop derfor bliver kontrasten tydelig: nogle bliver ikke samlet, men flygter i panik - de søger "hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land" (måske skal araberne i Israel flygte hjem? - Gaza, Askalon, Asdod, Ekron), mens Guds egne i samme profetiske mønster bliver samlet og taget til sig af Herren - jøderne samles i Israel og menigheden i luften med Jesus. Så Esajas 13 udvider perspektivet - det handler ikke kun om ét geografisk område, men om en større bevægelse, hvor verden spredes - mens Gud samler sine.Zefanias viser, at dommen også rammer konkret og regionalt. Esajas 26 viser, at Gud samtidig taler om skjul "til vreden er forbi". Esajas 13 viser, at billedet har global tyngde, og NT-løfterne viser, at der findes en guddommelig udvej for dem, der er i Kristus.
"en liden stund" og "tachu": det sker hurtigt, når det sker
Til sidst ligger det presserende ikke i at datofæste, men i at forstå tempoet. Gennemgangen understreger, at Åbenbaringen taler om ting der skal ske "i en hast", og at "snart" (tachu) bærer betydningen "hurtigt/uden forsinkelse" i udfoldelsen.Når Jesus siger jeg kommer snart, betyder det "hurtigt, uden forsinkelse, hurtigt som en overraskelse". Mange har tolket det, som at begivenhederne i Åbenbaringsbogen ville ske hurtigt, og kort tid efter Jesus, hvorfor der er en lære som siger, at Åbenbaringsbogens profetier har udfoldet sig igennem historien efter Jesus. En lignende lære siger at Åbenbaringsbogens sidste 1.260 dage har udfoldet sig i årene fra 538 - 1798, 1.260 år hvor pavestolen har domineret verden. Begivenheder som forseglingen af 144.00 jødiske mænd (Åb. 7:4-8), et globalt militær, en global økonomi og religion (Åb. 13:7, Åb. 12-18), ofringer i det tredje tempel (Dan. 9:27) og at Antikrist sætter sig i det for at blive tilbedt som Gud (2. Tess. 2:4) og i særdeleshed bortrykkelsen (1. Tess. 4:17), viser uigendriveligt at denne lære er forkert. Andre mener at snart peger på Jesu nært forestående komme, hvilket vi klart og tydelig ser, her knap 2.000 år efter Jesus forlod Jorden, ikke kan være en korrekt fortolkning. Betydningen er, at når trængslen begynder så går det hurtigt. Undergangen er pludselig over folket (1. Tess. 5:3). Faktisk forklarer Jesus det selv i 22:6 - Åbenbaringens begivenheder fortæller "hvad der skal ske i hast".
Jeg ser ikke Gaza som et isoleret emne, men som et fysisk håndtag i den samme profetiske strøm, hvor Skriften taler om at blive skjult på vredens dag og om en pludselig, synlig omvæltning blandt nationerne - og når rømning, fordrivelse og opbrud i vores tid i Ordet føjes til mønstret af at blive skjult fra vreden, så er budskabet ikke, at vi har god tid, men at trængslens skygge allerede ligger over verden, og at bortrykkelsen derfor ikke er en fjern idé, men et nært kald: søg Herren nu, så du er skjult i Kristus, når vreden bryder frem.