Hun fejrede 75-året for Schuman-erklæringen, roste EU som fredsprojekt og beskrev Europa som idé, kultur og civilisation. En hyldest værdig en prisceremoni, men med én markant mangel: virkeligheden.
Bag ordene om "et stærkt Europa", "solidaritet" og "demokrati", ligger en voksende virkelighed, hvor national suverænitet undermineres, informationsstrømmen styres centralt, og borgernes rolle som frie, oplyste deltagere i samfundet forvitrer.
EU - Fra samarbejde til system
Statsministeren mindede os om, at EU startede som et fredsprojekt. Men EU anno 2025 er ikke Kul- og Stålunionen. Det er et bureaukratisk system, hvor en ikke-valgt kommission har initiativretten, og hvor nationale parlamenter ofte reduceres til godkendelsesstempler.Frederiksen sagde selv, at EU "aldrig for alvor har været et hjertebarn for mange danskere." Det burde få alarmklokkerne til at ringe. Men i stedet for at lytte til befolkningen, ønsker regeringen nu at styrke det europæiske samarbejde yderligere - og gøre Danmark til bannerfører for et system, der i stigende grad fungerer som en topstyret union snarere end et samarbejde mellem frie nationer.
Demokratiet reduceres til et ritual, hvor borgerne må vælge mellem forskellige udgaver af den samme kurs. Den politiske valgfrihed er reel på papiret, men retningslinjerne dikteres i praksis af traktater, forordninger og embedsværk i Bruxelles - uden reel folkelig kontrol.
Ukraine - geopolitik med skjulte dagsordener
Krigen i Ukraine bliver i statsminister Mette Frederiksens tale fremstillet som en brutal, ensidig aggression fra Rusland. Men det officielle narrativ ignorerer en lang og kompliceret forhistorie, hvor politisk vilje og diplomatiske muligheder blev negligeret. Krigen er ikke en uforudsigelig tragedie - den er resultatet af en iscenesat geopolitisk proces, hvor eskalation blev valgt frem for fred.Krigen kunne være undgået
Siden 2008 har USA og EU udtrykt ønske om, at Ukraine på sigt skulle indlemmes i NATO2. Denne ambition, som åbenlyst blev opfattet som en trussel i Moskva, blev aldrig ledsaget af diplomatiske kompromisser eller sikkerhedsgarantier. Tværtimod blev den ukrainske befolkning kastet ind i et politisk stormvejr, hvor vestlige regeringer og efterretningstjenester understøttede regimeskifte og vestligt orienterede ledere.I stedet for at søge fred gennem forhandlinger, blev Ukraine gjort til et bræt i et geopolitisk spil. Minsk-aftalerne blev ignoreret, og våbenstøtten til Ukraine blev oprustet længe før 20223. Alt imens Rusland gentagne gange advarede om, at NATO's fremmarch var en rød linje, valgte vestlige ledere at gå videre. Krigen er derfor ikke blot Putins ansvar, men også en konsekvens af bevidste provokationer og den vestlige elites kyniske kalkulationer4.
Ukraine - ikke et europæisk demokrati
Det politiske landskab i Ukraine adskiller sig markant fra det, vi i Vesten normalt forbinder med demokrati. Efter Maidan-opstanden i 2014 blev flere oppositionspartier forbudt, medier lukket, og regeringskritik straffet. Zelenskyjs styre har i stigende grad centraliseret magten, og under krigen har Ukraine suspenderet valg, kriminaliseret kritik og forfulgt religiøse grupper, der anses for prorussiske.Dette er ikke demokrati. Det er undtagelsestilstand som styreform. Og alligevel bliver Ukraine fremstillet som "demokratiets frontlinje". Det er et politisk teater, der legitimerer vestlig involvering og dækker over realiteterne: Ukraine fungerer i dag nærmere som en klientstat under NATO og EU's kontrol end som en selvstændig, demokratisk nation.
Krigen som nyttig krise for EU og eliten
Ukraine-krigen har været et bekvemt dække for flere formål. Samling og opstilling af militære styrker af militarisering og våbenstøtte, der går direkte til forsvarsindustrien. Afledning af offentlighedens opmærksomhed fra økonomisk kaos efter coronakrisen og den forfejlede grønne omstilling. Styrkelse af EU's rolle som sikkerhedspolitisk aktør, uden folkelig opbakning.Det er ikke tilfældigt, at krigen er blevet brugt som argument for øgede bevilgninger, censur af kritiske medier og fælles EU-politik på områder, der traditionelt har ligget under national kontrol. Krig er ikke kun en tragedie - det er for magteliten en lejlighed til at konsolidere magt - demokrati i Frederiksens verden.
Ukraine er blevet geopolitikkens maskine - et redskab til at skabe uro, centralisering og topstyring. Ikke for frihedens skyld, men for kontrollens. Ikke for Europas skyld, men for systemets.
Mainstreammedierne: Demokratiets lydige tjenere
En central del af det moderne demokratis maskineri er en fri presse. Men hvor fri er pressen, når store dele af mediebilledet finansieres af staten? DR, TV 2 og andre statsstøttede medier får milliarder i licens og støtte - og leverer til gengæld en ofte ensrettet dækning, der bekræfter regeringens og EU's linje.Kritiske vinkler på EU, Ukraine-krigen, NATO eller den grønne omstilling får sjældent sendetid - og når de gør, er det oftest i form af "eksperter", der hurtigt neutraliserer debatten med de "korrekte" vurderinger.
Medierne fungerer i dag mere som demokratiets præsteskab end dets vagthunde. De forvalter "den rette fortælling", og marginaliserer borgeres og eksperters uenige synspunkter som misinformation, konspirationsteori eller populisme.
Resultatet? En befolkning, der tror, de er informeret - men kun har hørt én side af sagen.
Når samarbejde bliver tvang
Frederiksen sagde: "Europa er ikke først og fremmest et sted. Det er en idé." Og: "Et stærkt Europa er en forudsætning for et stærkt Danmark."Men hvis idéen om Europa er blevet lig med accept af unionsprojektet, overstatslig lovgivning og økonomisk afhængighed, hvad er der så tilbage af det nationale demokrati? Demokrati er først noget Frederiksen kan tale om, når præmissen Europa Unionen" er accepteret. Er man imod den, er det udemokratisk og nationalistisk - en holdning som for ikke mange år siden blev ligestillet med kærlighed til fædrelandet. Men ikke længere. Nu er det kærlighed til unionen der ligestilles med kærlighed til fædrelandet - og Frederiksen er ikke sen til at udbasunere, "Jeg elsker Danmark af hele mit hjerte".
I dag omtales EU som "fællesskab" - men hvordan kan noget, der i praksis tvinger medlemslande til at følge regler, de ikke selv har valgt, kaldes samarbejde?
Det er ikke fællesskab, men en arbejdslejr med åbne grænser - hvor hvert medlemsland betaler kontingent, arbejder efter fælles regler og adlyder kommandoer - men uden reelt at kunne ændre kursen.
Demokrati som dekoration
Statsministerens tale er velformuleret og nationalt flatterende. Men bag retorikken gemmer sig et ubehageligt paradoks. Demokratiet bruges som begrundelse for at opgive selvbestemmelse. Krig bruges som anledning til at lukke munden på kritikere. Fællesskab betyder, at du ikke må sige nej.I sin form hyldede talen Europa. I sit indhold afskaffede den stille og roligt. Det, vi oplever i Europa i dag, er ikke et naturligt forfald. Det er ikke en tilfældighed, men design. En politisk og kulturel nedbrydning, der skrider frem med bemærkelsesværdig præcision - og med forbløffende lidt modstand.
Der sendes milliarder til fjerne fronter, mens egne grænser forbliver åbne og egne samfund forfalder. Unge mistrives, familier kæmper, inflation og usikkerhed breder sig - men politikerne klapper sig selv på skulderen, fordi de har sat det rigtige flag i deres bio og stemt for den næste hjælpepakke til et krigshærget land, de næppe kunne placere på et kort for fem år siden.
Demokrati er reduceret til skuespil. Medierne - statsstøttede og værdistyrede - sikrer, at kun ét verdenssyn når frem. Kritik udskammes, alternativer dæmoniseres, og enhver uenighed stemples som farlig. Mens borgerne bliver fattigere og friheden skrider, får vi forelæst om inklusion, alt imens mangfoldigheden af synspunkter og holdninger forsvinder. Selv om der tales meget om "mangfoldighed" i moderne politik og kultur, så handler det ofte kun om overfladiske forskelle (køn, etnicitet, seksualitet), mens reel mangfoldighed i tanker, meninger og ideologiske retninger bliver undertrykt.
Det Europa, vi kendte, forsvinder - ikke fordi det blev overhalet af historien, men fordi det blev afmonteret indefra.
Det er ikke sammenbrud som konsekvens. Det er sammenbrud som strategi. Når Mette Frederiksen taler om Europa som idé, som frihed og demokrati, lyder det højtideligt - men det er sproglig røgsløring. Hun bruger velklingende ord til at dække over en virkelighed, der er det stik modsatte: krig kaldet fred, centralisering kaldet samarbejde, censur forklædt som ansvarlighed.
Hun siger "demokrati", mens magten flyttes væk fra folket. Hun taler om "solidaritet", mens befolkningen splittes. Hun priser "europæiske værdier", mens dissens stemples som farlig.
Det er ikke bare tom retorik - det er kontrolleret afkobling fra virkeligheden. Når virkeligheden ikke passer til fortællingen, omskriver hun virkeligheden. Det er ikke lederskab. Det er doublespeak - præcis som den kommende falske profet vil gøre det, der trods sit udseende som lam taler som en drage, hvilket afslører en skjult ondskab og bedrag. Jeg kan anbefale at læse bogen "Doublespeak" af William Lutz - den taktik kommer ét sted fra, og det er antikrists ånd.
Statsministerens ord afslører ikke styrke, men hvor langt magten er gledet væk fra virkeligheden.