Israels luftangreb i Doha den 9. september 2025 - rettet mod Hamas' forhandlere i et statsligt boligkompleks - var et chok i Golfen og et sjældent direkte brud på en "Gulf Cooperation Council" (GCC) stats suverænitet (dvs. Kuwait, Bahrain, Qatar, Oman, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater). FN's Sikkerhedsråd noterede sig hurtigt, at angrebet ramte et kompleks, der husede forhandlere og deres familier midt i en aktiv våbenhvileproces, og betegnede det som en farlig optrapning med regionale implikationer1.
Qatar reagerede skarpt. Landets premierminister, Mohammed bin Abdulrahman Al-Thani, kaldte angrebet "stats-terrorisme" og - måske mest bemærkelsesværdigt - "et angreb på selve princippet om mægling". Han understregede, at Doha ikke ville opgive sin rolle, men krævede "reelle og håndgribelige" modtræk. Uafhængigt af den retoriske temperatur blev signalet opfanget i hele den muslimske verden: hvis Israel kan ramme i Doha, kan ingen regne med, at territoriale røde linjer i Golfen nødvendigvis respekteres2.
I Washington udløste angrebet en kurskorrektion. Præsident Donald Trump faciliterede en treparts-samtale, hvor Benjamin Netanyahu udtrykte "dyb beklagelse" over for Qatar og lovede, at en krænkelse af Qatars suverænitet ikke ville gentage sig. Kort efter fulgte en amerikansk eksekutivordre, der gav Qatar usædvanligt stærke sikkerhedsgarantier - i praksis et løfte om, at nye angreb på Qatar kunne udløse diplomatiske, økonomiske og potentielt militære amerikanske svar. For Israel og flere Golfstater var det en påmindelse om Qatars voksende vægt i amerikansk Mellemøst-politik3.
Fra symbolik til strukturer: OIC i Doha og ideen om et "islamisk NATO"
Endnu engang kommer fænomenet "et islamisk NATO" på tale. Under den kolde krig fandtes den sekulære Baghdad Pact/CENTO (1955-1979) med Iran, Irak, Pakistan, Tyrkiet og Storbritannien - ikke "muslimsk NATO", men et tidligt regionalt forsvarsforsøg.I 2015 lancerede Saudi-Arabien den pan-islamiske Islamic Military Counter-Terrorism Coalition (IMCTC) - i pressen ofte kaldt en "islamisk NATO". Den er formelt en anti-terror-koalition (43 medlemmer), med fælles center i Riyadh - altså ikke en egentlig kollektiv forsvarspagt, men idéen om en samlet muslimsk sikkerhedsramme har været på banen siden da.
Ligeledes i 2017-2019, forsøgte USA at samle en "Middle East Strategic Alliance" (MESA) - populært "Arab NATO" - med GCC-landene, Egypten og Jordan. Den strandede på indbyrdes rivalisering og uenighed om trusselsbilledet.
Nu igen, på baggrund af det israeliske angreb i Doha, fik Organization of Islamic Cooperations (OICs) nødmøde i Doha et andet skær end normalt. Organisationen har i fem årtier været kendt for stærke erklæringer men svage "håndtag". Denne gang drøftede stats- og regeringsledere mere end ord, og forsøgte at skabe en ramme for koordineret afskrækkelse og eventuelt en fælles kommandostruktur. Iran og Egypten gik forrest i at italesætte en NATO-lignende ordning, med Kairo luftende idéen om et fælles kommandocenter og Teheran om en bredere, muslimsk koalition. Selv hvis ikke der ikke blev enighed om alle detaljer i Doha, var nyheden, at forslaget rykkede fra idéplanet til et decideret forhandlingsspor4.
Men der har altid været og er stadig friktion - det er et folk som Bibelen kalder et "Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder! (brødre)" (1. Mos. 16:12). Arabiske magtbalancer, saudisk-iranske spændinger og tyrkiske interesser gør ethvert "islamisk NATO" vanskeligt. Nogle rapporter peger endda på, at bestemte formuleringer om en egentlig forsvarsalliance blev nedtonet eller afvist i slutteksten. Men summen af Doha-mødet, Golf-reaktionerne og de efterfølgende analyser i vestlige tænketanke er klar - angrebet på Doha skabte et sjældent vindue for muslimsk sikkerhedssamling, hvor ord om "fælles doktriner" og "aktiverede mekanismer" ikke længere afskrives som ren symbolik5.
En folkelig harme over Doha-angrebet og Gaza-krigen presser lederne til at vise handlekraft. Samtidig har den muslimske elite set, at Israels vilje / evne til at projicere magt ikke længere er begrænset af geografiske "tabu-zoner". Tanker om fælles luftforsvar, "juridiske svar" og koordineret afskrækkelse vinder derfor gehør, også blandt stater der ellers har samarbejdet økonomisk og sikkerhedspolitisk med Israel siden 2020. Flere analyser peger på, at Doha-angrebet var et vendepunkt for Golfens risikovurdering - og et vink med en vognstang om, at den nuværende orden ikke beskytter dem mod alle eventualiteter6.
Paradokset ved Abraham-aftalerne
"Abraham-aftalerne" blev udråbt som en integrationsmotor - normalisering, investeringer, fredsudbytte og gradvis afdramatisering af konflikten. Fem år senere står regionen i et paradoks. På den ene side forsøger nøglesignatarer som de Forenede Arabiske Emirater (UAE) at holde kanalerne åbne, presse Israel væk fra annektionstanker og få støtte til amerikanske fredsplaner. På den anden side skubber Doha-angrebet og Gaza-krigen de samme lande til at lægge røde linjer og - i det mindste retorisk - føje sig ind i en bredere muslimsk solidaritetsramme. Med andre ord - jo mere Israel søger at håndhæve sin sikkerhed med offensiv rækkevidde, desto mere trues den defensive legitimitet i Abraham-aftalernes normaliseringslogik7.Noget tyder på at en stærk hånd i den nærmeste fremtid nødes til at "bekræfte" / "forstærke" "aftalerne" / "pagten med de mange", for at skabe den fred, hvormed han kan ødelægge mange (Dan. 8:25, KJV).
Paradokset bliver skarpere, fordi Golfstaterne hverken ønsker at kassere de økonomiske gevinster ved normalisering eller fremstå som passive, når en GCC-stat rammes. Derfor ser vi samtidigheden - offentlige fordømmelser af Doha-angrebet, diplomatiske demarcher og - i kulissen - en forsigtig koordinering om fælles afskrækkelse. Tænketanke og udenrigspolitiske institutter beskriver, hvordan Doha-angrebet både tærer på tilliden i Abraham-arkitekturen og accelererer overvejelser om Golfens "egne" sikkerhedsværn. Resultatet er en trekant, der kan blive ustabil: 1) bilaterale Abraham-relationer, 2) et spirende muslimsk multilateralt sikkerhedsspor og 3) amerikanske garantier, der nu i særklasse tilgodeser Qatar - en stat, som mange i Israel så som både uundværlig og problematisk8.
Uundværlig, fordi Doha er den mest effektive mægler til våbenhviler/fangeudvekslinger (direkte adgang til Hamas’ top + gode USA-kanaler). Qatar kan åbne logistikken for humanitær hjælp og pengeoverførsler, når alt andet er låst. Al Udeid-basen og tætte bånd til Washington gør Qatar til en nøgleknude i krisehåndtering. Problematisk, fordi, Qatar har huset Hamas’ politiske ledelse og kanaliseret midler til Gaza, som i israelsk optik forlænger Hamas’ kapacitet. Al Jazeera’s dækning opfattes ofte som stærkt kritisk over for Israel og former regional opinion imod israelske mål. Qatars egen diplomatiske balance (kontakter til f.eks. Tyrkiet/Iran) kan skærme aktører, Israel vil presse.
Et "muslimsk NATO" føles profetisk signifikant!
I profetisk perspektiv er det, der særligt vækker opmærksomhed, kombinationen af 1) Persia (Iran) som højrøstet drivkraft og 2) en tværregional mobiliseringstanke, der kan spænde over arabiske og ikke-arabiske muslimske aktører. Ezekiel 38 nævner "Persien" (Iran) blandt de folk, der følger Gog: "Persere, Ætiopere og Putæere er med dem, alle med Skjold og Hjelm, Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det yderste Nord med alle dets Hobe, mange Folkeslag er med” (Ezek. 38:5-6). Dagens politiske processer er ikke lig med opfyldelse - men infrastruktur-opbygningen omkring fælles afskrækkelse og Irans centrale stemme, ligner en bevægelse der gør scenen mere "klar" end tidligere.Om OIC beslutter X eller Y, er i og for sig irrelevant - man aner en funktionel koalitionskompetence under opbygning: doktriner, kommandolinjer, øvelser, deling af sensorer/luftforsvar og maritime patruljer. Netop den slags kapaciteter kan gøre forskellen mellem løs solidaritet og en handlingsdygtig kreds af nationer9.
De navngivne folk/områder i Ezek. 38-39 er i dag overvejende (ofte mere end 90%) muslimske. Persien (Iran) ca. 99% muslimsk. Ætiopere (ofte forstået som Sudan/Nubien, ikke nutidens Etiopien) - Sudan ca. 90–97% muslimsk. Put (typisk Libyen) - ca. 96–99% muslimsk. Gomer (Tyskland og slaviske lande (især Østtyskland, Polen, Tjekkoslovakiet = nutidens Tjekkiet & Slovakiet) - Tyrkiet ca. 99% muslimsk, mens Vesttyskland og Berlin bærer næsten hele den tyske muslimske befolkning, mens det tidligere Østtyskland, Polen, Tjekkiet og Slovakiet alle har meget små muslimske andele i dag. Togarma (Armenisk højland/Østanatolien/Kaukasus; ofte knyttet til Tyrkiet/Aserbajdsjan) - igen Tyrkiet ca. 99% og Aserbajdsjan ca. 97%.
Som vi nærmer os, bliver grænserne for de nævte områder i Ezekiel defineret tydeligere og tydeligere - der hvor den muslimske marioritet eksisterer, er de områder der er specificeret i Bibelen. Det gør denne muslimske NATO-lignende organisering ekstra interessant.
Sabæerne og Dedanitterne, der bekymrer sig om bytte, er formentlig mere handelslande (Abrahams Akkorderne). Disse repræsenterer formentlig de rige nationer i den Persiske Golf: Saudi Arabien, Kuwait, Qatar, Oman, De forenede Arabiske Emirater. Saudi-Arabien over 90% muslimske. Kuwait ca. 75% muslimer. Qatar ca. 65% muslimer. Oman ca. 86-95 %muslimer. De Forenede Arabiske Emirater (UAE) ca. 75% muslimer.
Pointen er, at vi inden for de nævnte områder i Ezekiel, synes at kunne afgrænse koalitionen ud fra islamisk dominans - og en "paraply-benævnelse" synes at forme sig til at navngive ezekiel-koalitionen.