I bogen "Unholy Sacrifices of the New Age" beskrev de allerede i 1988, hvordan Vesten - i det øjeblik den forlod kristen tro på mennesket som skabt i Guds billede - ville glide tilbage i præcis de samme mønstre som de hedenske kulturer, der ofrede børn og svage til deres guder. Det, der i dag sker i Canada, er ikke et neutralt "sundhedstilbud". Det er et eksempel på, at den gamle ofringsreligion vender tilbage i kliniske omgivelser, med hvid kittel i stedet for præsteskjorte og med blå plastik-handsker i stedet for blodige hænder. Den angriber ikke kun i det allerhelligste, barnet i moderens mave, men alle kan ofres.
Fra "hjælp til døende" til industrielt drab
MAiD blev i 2016 lanceret som et begrænset tilbud til mennesker, hvis død var "rimeligt forudsigelig", og som ønskede at afkorte et allerede nært forestående dødsforløb. I de fleste tilfælde er det lægen, der aktivt giver en dødelig injektion - kun i et mindretal får patienten selv et middel til at tage. Det første er faktisk klassisk aktiv dødshjælp (eutanasi), det andet assisteret selvmord - men begge dele bliver pakket ind i det samme bløde brand: Medicinsk Assistance til Dødshjælp.Siden da er programmet blevet udvidet i bølger. Kronisk sygdom og handicap er nu i sig selv gyldige kriterier for at blive dræbt af staten, også uden at døden er nært forestående. Antallet af mennesker, der dør via MAiD, eksploderer. I 2023 blev over 15.000 mennesker dræbt gennem MAiD - omkring hver tyvende dødsfald i Canada. Det er ikke længere et marginalt fænomen, men en stabil, statsunderstøttet dødsindustri.
Og nu kommer næste skridt: "modne mindreårige". Aktivistgruppen "Dying With Dignity Canada " (Dø Med Værdighed) anbefaler, at børn helt ned til 12 år skal kunne omfattes af programmet. De går længere endnu og ønsker, at 16- og 17-årige kan få en statslig dødsinjektion uden forældres samtykke, hvis blot de opfylder nogle brede kriterier. Aldersgrænsen skal ikke være kronologisk men vurderes efter "modenhed".
Det er præcis den form for glidning, psykiateren Aaron Kheriaty advarer imod. Når man først har accepteret princippet om, at læger må slå patienter ihjel, og at nogle liv "ikke er værd at leve", bliver det næsten umuligt logisk at sætte en klar grænse. Hvem skal så udelukkes? Hvis kriteriet er "lidelse" eller "autonomi", kan enhver gruppe gøres til næste naturlige udvidelse.
Det er den "grusomme, ubønhørlige logik", han beskriver. Har du først accepteret, at drab kan være behandling, vil alt efterfølgende blot blive en diskussion om, hvilke grupper der endnu ikke er "inkluderet" i dette "tilbud".
Den gamle religion i hospitalskittel
DeParrie og Pride beskriver i Unholy Sacrifices, hvordan hedenske kulturer gennem historien har ofret mennesker - ofte børn - i den overbevisning, at deres død gav frugtbarhed, velstand eller åndelig fordel til stammen. Khonds i Indien avlede særlige mennesker, Meriahs, der blev langsomt dræbt som ofre til jord-gudinden, mens Aztekerne rev de bankende hjerter ud på fanger og børn for at vinde gudernes gunst (side 5).De definerer menneskeoffer sådan: mord, tortur og/eller kannibalisme på en uskyldig person, der retfærdiggøres som noget gavnligt for offeret selv, for en anden person eller for samfundet. Det afgørende er ikke, om ritualet foregår ved en gammel stenaltre eller i et moderne behandlingscenter. Det afgørende er, at et uskyldigt liv fjernes, fordi nogen har besluttet, at det er "bedst sådan".
I dag er det ikke længere guderne, der skal midles - eller i hvert fald ikke direkte, for det gamle afguderi beklædes med abstrakte størrelser som "livskvalitet", "samfundsøkonomi" eller "bæredygtighed". Men strukturen er den samme. Nogle mennesker erklæres "ressourcer" eller "ballast-typer uden værdi", som Binding og Hoche kaldte de uønskede i det tidlige 1900-tals Tyskland, før nazisternes eutanasiprogram tog fart. Når mennesket reduceres til biologisk materiale og økonomisk enhed, er næste skridt logisk - at "ofre" de svage for helhedens bedste.
Det er netop denne logik, forfatterne kalder "den nye bølge i medicinen". Humanisme og sekularisme har fjernet Guds billede, og tilbage står en kold rationel livsvurdering, hvor det eneste mål er "samfundets bedste, som vores ledere nu engang ser det". New Age-tænkning lægger ovenpå en pseudo-åndelig dimension: lidelse og død kan fremstilles som noget åndeligt vækstfremmende - en måde at forbedre karma, accelerere evolution eller aflaste Moder Jord.
Når MAiD fremstilles som "medfølende" og "værdigt", er det blot den moderne version af at kalde offeret "helligt". Det er stadig et menneske der bliver slået ihjel, fordi andre har besluttet, at dette liv ikke længere har nok værdi til at leve.
Nye ord for gamle ofre
Et af de mest afslørende kapitler i Unholy Sacrifices handler om, hvordan sproget bruges til at sløre det, der foregår (side 157 og frem). Forfatterne gennemgår, hvordan kliniske ord som "hjertetransplantation" dækker over, at "Det bankende hjerte af en levende person blev skåret ud af ham, hvilket resulterede i hans død, og det (hjertet) blev givet til og brugt af en anden person, hvis liv blev anset for at være mere værdifuldt end den oprindelige bruger af hjertet". De påpeger, at når vi taler om at "slukke for stikket", gemmer vi den virkelighed, at det kan betyde at sulte eller tørste et menneske ihjel over dage eller uger.Mennesker omtales som "grøntsager" eller "biologisk tenace" - som om det, at de fortsat er i live, er en slags provokation mod systemet. DeParrie kalder dette "euphemasia" - drab forklædt i pæne ord. Eutanasi bliver "død med værdighed", sult til døde bliver "afslutning af ernærende behandling", og bevidst drab på handicappede bliver "selvbestemmelse".
Sproget omkring MAiD følger præcis samme mønster. "Medicinsk Assistance til Dødshjælp" lyder som lindring, ikke som det, det reelt er, nemlig aktiv, statsligt organiseret drab. Når aktivister taler om, at "modne mindreårige" skal have adgang til "selvbestemt død", er det et sprogligt røgslør, der skjuler, at en 12-årig, der ikke må købe alkohol, køre bil eller stemme, her skal kunne få en læge til at slå sig ihjel på statens regning.
I Unholy Sacrifices beskriver forfatterne, hvordan vi vænnes til tanken om, at døden er en tjeneste. Man taler om, hvor "modigt" det er at hjælpe sin ægtefælle eller forælder med at dø, og mediedækningen giver "kendis dræbere" taletid til at forklare, hvordan de bare gjorde det "mest kærlige". De samme mekanismer ses nu i Canada, hvor fortællinger om "værdig død" og "frihed til selv at vælge" skubber hele kulturen i retning af at se selvmord og eutanasi som det naturlige - og efterhånden forventede - valg.
Når børn gøres til ofre
Unholy Sacrifices har et helt afsnit om, hvordan døds- og selvmords-pædagogik i skolerne baner vejen for eutanasi - ikke kun for voksne, men også for børn. Forfatterne citerer en konference, hvor pro-suicide-aktivisten Margaret Battin argumenterede for, at selv teenagere med katastrofale sygdomme eller alvorlige mentale lidelser skulle kunne få hjælp til at begå selvmord, "hvis de vurderede, at døden ville være dem til gavn" (side 78).I Holland blev der i den hollandske lægeforening (KNMG) fremsat forslag om, at børn under 16 år skulle kunne bede om lægeassisteret selvmord uden forældres samtykke2. Forfatterne beder læseren læse det to gange, fordi det er så ufatteligt (side 79). Et barn menes at skulle kunne anmode om at blive slået ihjel af en læge, uden at forældrene overhovedet informeres, før barnet er dødt. Det åbner for manipulation, pres og åndelig forførelse uden nogen som helst beskyttelse.
DeParrie og Pride konkluderer, at dette er en opskrift på et moderne børneoffer-system. Man "erstatter 'satanister' med læger og sorte hætteklædte kapper med de hvide kitler, og dette ville være den perfekte opskrift på en enestående genoplivning af børneofringer, der i omfang svarer til abort-holocausten" (side 79). Samtidig peger de på den økonomiske motivation - et konstant tilskud af unge, friske organer, som det moderne hospitals- og transplantationssystem kan profitere på.
Når vi læser dette i dag, er det svært ikke at høre en direkte kommentar til den canadiske debat. "Dying With Dignity Canada" argumenterer for, at 16- og 17-årige bør kunne tilvælge MAiD uden forældre, og at børn helt ned til 12 skal kunne omfattes. Læger og staten bliver de, der "åndeligt ledsager" barnet til døden - men i praksis er de dem, der udfører ritualet, uden at de, der elsker barnet mest, nødvendigvis får reel indflydelse.
Læger som præster og staten som Baal
I kapitlet "Guardian Angels of Death" (Dødens Skytsengle) gennemgår Unholy Sacrifices, hvordan amerikanske love om værgemål og "Living Wills" (Livstestamenter) allerede i 80’erne var ved at skabe en juridisk ramme, hvor tredjepersoner - slægtninge, institutioner, staten - kunne beslutte, at et menneske skulle have nægtet mad, vand eller basale behandlinger.De beskriver, hvordan en patient kan komme ud for en ulykke, havne i koma, og mens familien ikke kan træffes, kan hospitalet "antage juridisk værgemål", skære organer ud til transplantation og erklære patienten død - alt sammen "for patientens bedste" og i systemets egen interesse.
Værgemål gør mennesker til "u-personer", som én ekspert siger - juridisk døde, uden stemmeret, uden mulighed for at hyre advokat, uden ret til at protestere mod behandling eller mangel på samme (side 67). Forfatterne peger på, at hele logikken bag disse love bryder med Nürenberg-kodekset efter nazilægernes forbrydelser, hvor man fastslog, at frivilligt samtykke er absolut ufravigeligt, og at eksperimenter og behandlinger skal give patienten en reel medicinsk fordel.
Vi så samme forbrydelse under Covid-19, dog uden det blev nødvendigt at sige, fordi man haste-godkendte injektionsmidlet. De fleste juridiske og medicinske etik-eksperter mener, at Nüremberg-kodekset ikke blev brudt af covid‑19‑vaccinationsprogrammerne, fordi kodekset handler om menneskeforsøg, ikke om brugen af godkendte lægemidler i almindelig sundhedspraksis. Kritikere af vaccinekrav har hævdet, at covid‑19‑vacciner var "eksperimentelle", og at mandater derfor var medicinske forsøg uden reelt frivilligt samtykke og dermed i strid med Nüremberg-kodekset. Hele verden ved, at det der blev brugt ikke var godkendt efter strengeste normer og det enorme pres myndighederne lagde på folk for at tage vaccinerne, var uden fortilfælde og for mange ikke et reelt valg.
Når Canada nu vil udvide MAiD til mennesker med psykiske lidelser alene - og aktivisterne selv siger, at dette allerede i praksis er sket i sager, hvor unge voksne med autismediagnose eller ADHD er blevet dræbt gennem eutanasi - bliver læger og psykiatere i realiteten præster i et nyt tempel. De skønner, hvem der er "egnet" til at dø. De forvalter grænsen mellem liv og død på baggrund af subjektive vurderinger af "livskvalitet" og "lidelsesgrad".
I det øjeblik, hvor en 12-årig, en depressiv 20-årig eller en autistisk 27-årig kan få en dødelig injektion, ikke fordi kroppen er ved at bryde sammen, men fordi sjælen er træt - og staten kalder det behandling - har vi ikke længere at gøre med medicin, men en kult. Et præsteskab, der ofrer ofrene på alteret for en ideologi - individets "rettighed" til at ophøre med at eksistere, kombineret med samfundets lettelse over at slippe for byrden.
Økonomi, bekvemmelighed og den "medfølende" eliminering
Unholy Sacrifices dokumenterer, hvordan økonomiske og praktiske argumenter gradvist blandes ind i retorikken. En tidlig hospice-forfatter kunne skrive, at menneskeliv kun har økonomisk værdi i det omfang, det producerer goder og tjenester, som andre efterspørger, og at en hurtig død "foretrækkes frem for en vedvarende terminal sygdom, fordi direkte omkostninger reduceres" (side 45).Det er nøjagtig den understrøm, vi ser i den canadiske debat. I den citerede artikel (fra Daily Wire) slås det fast, at mange af dem, der vælger MAiD, dybest set frygter at være en byrde - for familien, for samfundet, for sundhedsvæsnet. Kheriaty siger det direkte: De vil ikke være en belastning, og i stedet for at blive mødt med ordene "Det er et privilegium at drage omsorg for dig", mødes de med "Her er giftpillen" eller den dødelige sprøjte.
DeParrie beskriver det samme mønster i kapitlet "Euphemasia". Man taler om, hvor svært og dyrt det er at passe syge og gamle, og hvor meget mere "kærligt" det er at "hjælpe dem af sted". Selvmodsigelsen i at kalde drab på bedstemor for "det mest medfølende" bliver skjult bag billeder af "lettelse" og "afslutning".
I bogen nævnes, hvordan kun 10% af amerikanere i 80’erne mente, at børn havde ansvar for at tage sig af deres aldrende forældre, mod ca. 50% i 50’erne (side 91). Det er et mål for civilisationens forfald. Når generationen, der burde ære far og mor, i stedet lærer, at ære forældrenes "ønske om at dø", bliver det til et nyt bud: Du skal elske din næste så meget, at du ikke vil bære byrden af ham, men fjerne ham.
Satanisk strategi: at elske døden
Unholy Sacrifices er gennemsyret af en pointe: hedensk religion - og dens moderne New Age-version - er ikke bare misledt spiritualitet; den er et satanisk angreb på selve Guds billede i mennesket. Når menneskeoffer dukker op igen, skyldes det ikke, at vi er blevet mere oplyste, men at vi er vendt tilbage til "den gamle religion fra Babylon" - Gud er forvist og de gamle guder vender tilbage.Forfatterne beskriver, hvordan Vesten har troet på myten om, at humanisme og sekularisme automatisk skaber barmhjertighed. Men i virkeligheden fjerner de fundamentet for barmhjertighed. Når der ikke længere er en nådig Forløser, når der ikke længere er et absolut bud "Du må ikke slå ihjel", står vi tilbage med en jordisk kalkule: hvad gavner "helheden", hvad er billigst, hvad føles mest behageligt lige nu?
De peger på tre betingelser, der historisk set altid har produceret menneskeoffer. Mangel på en barmhjertig Forløser, fravær af en virkelig human etik, og troen på en cyklisk genfødsel, hvor døden er et trivielt mellemled. Alle tre er tydeligt til stede i samtiden. Kristus afvises, etik relativiseres, og New Age-spiritualitet og terapeutisk tænkning lærer os, at døden egentlig bare er "et skridt på vejen", "en overgang", "en ny begyndelse".
I lyset af dette bliver det tydeligt, hvorfor døden ikke længere blot tolereres, men romantiseres. Hospicer, som i sin tid opstod som kristne herberger for døende, afkristnes og får en makaber fascination af "at ledsage døden". Selvmord fremstilles som modigt og ærligt. Og nu fremstilles det som et fremskridt, at også børn skal have "adgang" til denne "rettighed".
Bibelen kalder døden "den sidste fjende, som skal tilintetgøres" (1. Kor. 15:26). Den kristne kirke har gennem historien stået på, at mennesker - unge som gamle, syge som raske - skal ledsages igennem dødsdalen med omsorg, forbøn og håb, ikke med sprøjter og gift. At gøre døden til en ven og medicinsk løsning, er en direkte inversion af evangeliet.
Den linje, der ikke må krydses
Dr. Aaron Kheriaty siger i artiklen1, at han for få år siden ville have ment, at idéen om at give børn eutanasi var en marginal, ekstrem tanke. I dag kan han ikke længere udelukke, at Canada går hele vejen. Han taler om den logiske glidebane - præcis den glidebane, de kristne kritikere af eutanasi advarede imod, og som politikerne dengang kaldte skræmmepropaganda.Unholy Sacrifices viser, at glidebanen ikke kun er logisk, men historisk dokumenteret. Binding og Hoche skrev i 1920 om "liv uden værdi" og "ballast-personer", længe før nazisterne satte ordene i praksis gennem eutanasiprogrammer mod handicappede, psykisk syge og senere uønskede etniske grupper. De argumenterede med medfølelse, økonomisk fornuft og "videnskabelig nødvendighed". Det begyndte med dem, der "alligevel var døende", og endte med gaskamre.
Ved Nürnberg-processen slog man fast, at medicinsk behandling uden frivilligt, informeret samtykke er uacceptabel, og at selv mennesker "på vej mod døden" ikke mister deres grundlæggende rettigheder. Når vi i dag igen begynder at tale om, at nogle liv ikke er værd at leve, og at læger og staten skal have lov til at tage livet af mennesker med psykisk lidelse, handicap eller blot "følelse af at være en byrde", er vi ved at ophæve Nürnberg-domstolens konklusioner og genåbne en dør, som blodet fra millioner døde burde have holdt lukket for altid.
At inkludere børn i dette system betyder at kaste den sidste skranke overbord. Et barn kan altid påvirkes, overtales, manipuleres. Et barn i dyb depression, med ubehandlet autisme, med traumer, med mobning, kan overbevises om, at det bedste, han eller hun kan gøre, er at forsvinde. At læger og staten skulle stå klar til at effektuere det ønske med en dødelig injektion, er ikke medfølelse. Det er satanisk.
Hvad modstanden må ligne
Unholy Sacrifices beskriver historien om Major Campbell, den britiske officer, som blev sendt ind i Khond-folkets område i Indien, hvor menneskeofringer - de såkaldte Meriah-ofre - var en fast del af religionen. Ofrene var ofte børn, som blev opdrættet eller købt med det formål at blive langsomt mishandlet og til sidst ofret i en rituel handling, der blev anset for hellig og nødvendig for landets frugtbarhed.
I stedet for at forsøge gradvise reformer eller diplomatiske kompromiser valgte Campbell en direkte konfrontation. Han rejste personligt ind blandt stammerne, velvidende at han kunne blive dræbt for at udfordre deres guder. Han erklærede åbent, at den britiske regering betragtede menneskeoffer som mord, og at praksissen ikke ville blive tolereret under nogen religiøs undskyldning.
Campbell afviste enhver form for kompromis. Der skulle ikke findes "mildere" ofre eller overgangsordninger. Kravet var totalt ophør. Resultatet var, at over 1.500 mennesker, som ellers var udset til at blive ofret, blev reddet, og menneskeofringerne blandt Khonds blev effektivt brudt.
I stedet for at forsøge gradvise reformer eller diplomatiske kompromiser valgte Campbell en direkte konfrontation. Han rejste personligt ind blandt stammerne, velvidende at han kunne blive dræbt for at udfordre deres guder. Han erklærede åbent, at den britiske regering betragtede menneskeoffer som mord, og at praksissen ikke ville blive tolereret under nogen religiøs undskyldning.
Campbell afviste enhver form for kompromis. Der skulle ikke findes "mildere" ofre eller overgangsordninger. Kravet var totalt ophør. Resultatet var, at over 1.500 mennesker, som ellers var udset til at blive ofret, blev reddet, og menneskeofringerne blandt Khonds blev effektivt brudt.
Pointen hos deParrie og Pride er klar: kun en absolut, principiel modstand mod menneskeoffer - uanset hvor pæne etiketterne er, og hvor veldoseret den terapeutiske retorik er - kan standse den slags systemer. Man kan ikke reformere Baal-kulten til at være "lidt mere barmhjertig". Man må forkaste den.
Overført til Canada betyder det, at modstanden ikke kan nøjes med at diskutere aldersgrænser, "sikringer" og procedurer. Linjen, som aldrig skulle have været krydset, er, at staten overhovedet giver læger ret til at slå patienter ihjel som "behandling". Når først det er accepteret, vil presset for udvidelser - til kronisk syge, handicappede, psykisk syge, ensomme, fattige, og nu børn - blive ved.
Det er Satans strategi - først at få os til at acceptere princippet, siden at tømme begrebet menneskeliv for indhold og så systematisk at udvide kredsen af dem, der "med fordel" kan bringes som offer.
Konklusion: At stå imod dødskulten
Det, der sker i Canada, er ikke en isoleret juridisk reform. Det er en milepæl i Satans langvarige kamp mod mennesket som Guds billede. DeParrie og Pride beskrev for mere end tredive år siden, hvordan grundlaget blev lagt. Abortens blod, de dehydrerede komapatienter, de gamle, der fik nægtet mad og vand, de handicappede, der blev omtalt som "menneskelige ukrudt".I dag ser vi frugten. Et land, hvor én ud af tyve dødsfald nu er statsligt styret eutanasi, hvor mennesker med handicap eller psykisk lidelse allerede dør gennem MAiD, og hvor stærke kræfter arbejder for, at børn så unge som 12 skal kunne lægges på det samme alter. Alt sammen med sprog om værdighed, frihed og medfølelse. Men bag ordene står den samme gamle afgud, som Bibelen gav navn for tusinder af år siden: Baal, Molok, de kræfter der krævede børneblod og uskyldige liv. Og bag disse står den, som Jesus kalder "morder fra første færd" (Joh. 8:44).
Kheriaty har ret i, at glidebaneargumentet ikke længere er teori. Det er nyhedsstof. Men Unholy Sacrifices minder os om noget andet - at Guds folk før har stået over for kulturer, der dræbte deres børn og svage som ofre - og at de gennem forkyndelse, mod og villighed til selv at lide har brudt de mønstre.
Hvis Canada - og den vestlige verden - ikke skal ende som endnu et kapitel i historien om folkeslag, der fyldte landet med uskyldigt blod (Sal. 106:38) og blev givet over til dom, må kristne, læger, familier og alle samvittighedsfulde mennesker sige et absolut nej. Ikke et nej til at lindre smerte, ikke et nej til god palliation (lindring af symptomer og lidelser for patienter med livstruende sygdomme for at forbedre livskvaliteten), men et nej til, at drab på de svage nogensinde kaldes behandling, rettighed eller medfølelse.
Vi er ikke vidne til sundhedsreform. Vi er vidne til et moderne offer-system, hvor børn, syge og sårbare står i kø til alteret. Og spørsmålet, som Unholy Sacrifices og Bibelen stiller os, er det samme som dengang: Vil vi se til, mens trommerne trommer, eller vil vi - som Major Campbell - træde ind i kredsen og sige: "Dette er ondskab. Det må stoppe. Nu".