Artiklen "En bølge af sandhed: COP30 tager fat på misinformationstruslen mod klimaindsats" på UN.dk beskriver, hvordan forhandlerne indledte COP30 med en skarp advarsel om at klimaforhandlingerne og den politiske vilje er, ifølge dem, ved at blive undergravet af en bølge af klimadisinformation, der spreder sig hurtigt online1.
Brasiliens præsident Lula da Silva sagde ved åbningen, at kampen for sandhed nu er lige så vigtig som kampen for at reducere udledninger, og at COP30 skal være "et nyt nederlag for klimabenægterne". Samtidig blev den første Erklæring om Informationsintegritet vedrørende Klimaændringer lanceret under et nyt "Globalt initiativ for informationsintegritet om klimaændringer", et samarbejde mellem Brasilien, FN og UNESCO1.
Hvad mener FN med "misinformation"?
I artiklen og i den tilhørende erklæring taler FN om et helt spektrum af "skadelige" informationstyper: misinformation, disinformation, denialism (benægtelse) og "obskurantistiske verdensbilleder". Disse beskrives som kræfter, der underminerer klimahandling, skaber ekstremisme og kan forstyrre selve COP-forhandlingerne1.COP30's særlige udsending for "information integrity" (informations integritet), Frederico Assis, siger, at klimadisinformation efter hans opfattelse kan "kompromittere alle dele af COP-processen" - både diplomatiske forhandlinger, handlingsagendaen og mobiliseringen omkring topmødet. Og den brasilianske klima-influencer Maria Clara Moraes - der fremhæves positivt i artiklen – kalder det decideret disinformation, når folk siger, at det er for sent at handle, eller at COP-møderne ikke virker. Fortællingen "det her virker ikke, det går for langsomt, det er for frustrerende" betegnes direkte som en form for desinformation, der skal modgås1.
Med andre ord: FN bruger ikke kun "disinformation" om det, de mener er åbenlyse løgne, men også om fortællinger, der sår tvivl om COP-processens nytte eller tempo. Kritik af systemet selv glider dermed ind i kategorien "informationsproblem".
Hvad er FN’s planer for at bekæmpe uønskede informationer?
Artiklen gør det klart, at FN ikke bare vil lave kampagner - man bygger en hel infrastruktur op omkring "informationsintegritet".Kernen er Globalt initiativ for informationsintegritet om klimaændringer, som ifølge UNESCO skal "undersøge, afsløre og nedbryde disinformation om klimaændringer" og opbygge et globalt netværk af forskere og journalister, der kortlægger, hvem der finansierer og spreder klimadisinformation2.
Under initiativet ligger en Global Fond for Information Integritet om Klimaændringer, som allerede har modtaget næsten 450 projektforslag fra omkring 100 lande. Fonden finansierer især undersøgende journalistik og forskningsprojekter - med fokus på at afsløre "klimaløgne" og deres bagmænd, særligt i det globale syd1.
Derudover lægger selve erklæringen op til, at regeringer skal
- analysere, hvordan digitale platforme og deres algoritmer underminerer "integriteten" af klimainformation og give forskere adgang til data- lancere kampagner og undervisning, der lærer befolkningen at genkende og afvise skadelige narrativer
- støtte et "divers og robust medieøkosystem", der sikrer "nøjagtig og pålidelig dækning" af klima og miljø3.
Kort sagt: FN’s plan er en kombination af penge, politik, pres på tech-platforme og global koordination, alt sammen for at styre informationsstrømmen om klima.
Hvad forpligter FN's medlemslande sig til?
UNFCCC's pressemeddelelse om erklæringen opsummerer medlemslandenes forpligtelser. De lande, der har underskrevet (herunder - selvfølgelgi - lille Danmark), lover bl.a.:4- at fremme integriteten af klimainformation på internationalt, nationalt og lokalt niveau, i tråd med menneskerettigheder og Paris-aftalen
- at støtte et mangfoldigt, modstandsdygtigt mediemiljø, som leverer "korrekt og pålidelig" klimadækning
- at indarbejde informationsintegritet i FN’s Action for Climate Empowerment (ACE), altså i undervisning, oplysning, offentlig deltagelse m.m.
- at fremme lige adgang til "nøjagtig, konsistent og evidensbaseret" klimainformation for alle
- at styrke internationalt samarbejde og kapacitetsopbygning for at beskytte dem, der rapporterer om og forsker i klima, og for at "forstærke tilliden til klimavidenskab og videnskabsbaserede politikker".
Derudover opfordres regeringer til at udforme politikker og juridiske rammer for informationsintegritet, finansiere forskning i klimainformation - især i udviklingslande - og kræve, at teknologiselskaber undersøger, om deres platformdesign undergraver klimainformations-økosystemet3.
Formelt understreges det, at alt dette skal ske "i overensstemmelse med ytringsfriheden". Men i praksis er det en politisk ramme, der knytter stater og private aktører tæt til én bestemt forståelse af, hvad "korrekt klimainformation" er.
Hvorfor er det problematisk, at FN's klimapanel i praksis ikke må modsiges?
I selve erklæringen står der, at man "erindrer vigtigheden af IPCC, som giver adgang til nøjagtig, konsistent og evidensbaseret videnskabelig information om klimaændringer"3.Det lyder uskyldigt, men sammenholdt med resten af teksten er pointen klar:
- den information, som skal beskyttes og promoveres, skal være "konsekvent" og "evidensbaseret" - med IPCC som norm
- stater, medier, tech-firmaer og civilsamfund opfordres til at nedbryde trusler mod informationsintegriteten og "forstærke tilliden til klimavidenskab og videnskabsbaseret politik"3.
Dermed opstår en struktur, hvor IPCC's linje ikke bare er et vigtigt input, men rettesnor for, hvad der overhovedet må forstås som "god" klimavidenskab. Forskere, der kritiserer modeller, usikkerheder, scenarier eller politiske konklusioner baseret på IPCC-rapporter, risikerer at:
- blive stemplet som "denialister" eller del af "netværk, der underminerer tilliden til klimavidenskaben"
- få sværere ved at opnå finansiering, medieadgang eller platforme, hvis deres resultater opfattes som undergravende for "tilliden til videnskaben"
- blive indirekte presset til selvcensur i en kultur, hvor uenighed kobles til "trusler mod informationsintegritet".
Problemet er ikke alene at IPCC eksisterer - men også at FN bygger et informationsregime omkring panelet, hvor kritik bliver mistænkeliggjort som noget, der skal bekæmpes, ikke diskuteres. Det er helt modsat videnskabens normale måde at udvikle sig på, hvor uenighed og kritik er nødvendige.
Det er Orwells 1984 "Ministerie for Sandhed"
George Orwell beskrev i 1984 et samfund, hvor staten definerer sandheden, omskriver virkeligheden efter politisk behov, udråber kritikere som farlige, og gradvist indsnævrer sproget, så afvigende tanker bliver umulige at formulere.COP30's informationsdagsorden afspejler mekanismer, der ligner hvad Orwell beskrev:
1. Et sandhedsministerium i nye klæder
FN og UNESCO etablerer en global struktur, der skal "skabe en bølge af sandhed" og bekæmpe alt, der klassificeres som desinformation. Sandhed bliver dermed noget, der administreres ovenfra, ikke noget der formes i fri debat.
2. Omdefinering af kritik som "desinformation"
Når det i artiklen kaldes desinformation at sige, at COP-processen ikke virker, eller at det går for langsomt, er man meget tæt på Orwells logik: kritik af systemet defineres som løgn eller skadelig tale1.
3. IPCC som ufejlbarlig autoritet
Erklæringen giver IPCC status som den, der leverer den rigtige, evidensbaserede sandhed, og alt, der underminerer tilliden til denne sandhed, bliver en trussel mod "informationsintegriteten". Det svarer til Orwells Parti-linje, der ikke må modsiges.
4. Opdragelse til "rigtige" tanker
Når stater opfordres til at føre kampagner og undervisning, der hjælper borgerne til at "genkende og afvise" visse narrativer, handler det ikke blot om oplysning, men om at træne befolkningen i at tænke inden for en bestemt ramme. Staternes sandheder skal gentages igen og igen, og det er præcist hvad der sker i radio og TV. Gentagelser skaber programmering af mennesker.
Derfor - set udefra ligner COP30's informationsdagsorden ikke et forsøg på at beskytte sandheden - men et skridt i retning af en global, politisk styret sandhedsramme, hvor FN og IPCC sætter grænserne for, hvad der må siges, og hvem der må blive taget alvorligt.
Det er her, parallellen til 1984 trænger sig på. Når én institution både definerer problemet, sandheden og, hvem der må kritisere - så er vi ikke længere kun i klimapolitikkens verden, men i sandhedspolitikkens.
Bjørn Lomborg advarer: COP30-erklæringen åbner døren for ét sandhedsmonopol
Den danske klimaøkonom Bjørn Lomborg advarer kraftigt mod den nye COP30-erklæring om "informationsintegritet"5, (som også Danmark har underskrevet). For Lomborg er problemet ikke, at FN vil bekæmpe løgne, men at FN - gennem erklæringen - tager et skridt mod at definere, hvad man må og ikke må sige om klimaet. Han beskriver det som begyndelsen på et FN-styret sandhedsregime: "et FN-sandhedsbureau", der sætter grænserne for den offentlige samtale.Lomborg fremhæver, at erklæringen risikerer at stemple faktiske, veldokumenterede observationer som "misinformation", hvis de ikke passer ind i FN's narrativ. Det gælder f.eks. data om, at færre mennesker i dag dør af kulde end tidligere, eller at flere koraløer i Stillehavet er vokset, selvom havniveauet stiger. Begge dele er empirisk dokumenteret, men udfordrer den dominerende fortælling - og kan derfor, i FN's optik, betragtes som "problematiske udsagn".
Ifølge Lomborg handler meget af initiativet slet ikke om sandhed, men om at genvinde kontrol over en befolkning, der i stigende grad vender blikket væk fra klimadagsordenen. Når klima fylder mindre i den globale offentlighed, ser FN det som et problem - ikke som et demokratisk signal - og forsøger derfor at styre, hvilke udsagn der kan "bidrage til den tendens".
Han advarer om, at erklæringen ikke blot opfordrer til korrekthed, men til ensretning. Landene forpligter sig til at opretholde den "rigtige" fortælling og til at fremme tilliden til den officielle klimavidenskab. Problemet, pointerer Lomborg, er, at pluralisme - forskellige fortolkninger, uenighed, kritik - er afgørende for et frit samfund. Når stater får ansvar for at sikre, at der "tales ordentligt" om klimaet, risikerer der at opstå ét godkendt narrativ, mens alle andre - uanset evidensgrundlag - skubbes ud som "misinformation".
Det paradoksale, påpeger han, er, at en stor del af klimadisinformationen faktisk kommer fra mainstream-medier, der overdramatiserer enkeltbegivenheder, f.eks. orkaner, som beviser på en akut krise, mens modsatrettede tendenser - såsom rekordlav global brandaktivitet - forties, fordi de ikke passer ind. Men denne type hysteri adresserer FN ikke. I stedet bliver fokus rettet mod alternative stemmer og kritiske perspektiver, hvilket ifølge Lomborg truer den åbne og frie klimadialog, som et demokrati er afhængigt af.
Det handler altså ikke om videnskab, men om et program bestående af økonomi, kontrol og overvågning der har til formål at tage dine og mine friheder - i hvilken form som helst - ytringsfrihed, bevægelsesfrihed, friheden til at mene, tænke og have værdier - alt hvad der rimer på frihed skal underlægges staternes diktatur. Det er med andre ord en konspiration mod hele verden. Falsk information ophøjes til sandhed for at bekæmpe sand information. Dragens spaltede tunge hvæser igennem FN.