I 1991 stemte over 90% af ukrainerne for selvstændighed. Også i øst og syd var der flertal, mens opbakningen i Krim var lavere, men stadig over 50% 2 3.
Løfter, dokumenter og gråzoner: NATO, Budapest og Founding Act
Debatten om Vestens løfter til Moskva er central. De-klassificerede dokumenter viser, at vestlige ledere i 1990 gav verbale forsikringer til Gorbatjov om, at NATO ikke ville rykke "en tomme mod øst", men uden traktatlig forpligtelse. Det er en historisk strid, som fortsat præger parternes selvforståelse 4 5 6.I Budapest-memorandummet (1994) opgav Ukraine verdens tredjestørste atomarsenal mod sikkerhedsforsikringer fra Rusland, USA og Storbritannien - altså politiske løfter om at respektere Ukraines grænser og søge FN-spor ved brud - ikke sikkerhedsgarantier som i en forsvarstraktat, der ville have forpligtet til automatisk militær hjælp7 8.
Med NATO-Rusland-aftalen (1997) fastslog parterne, at der ikke skulle ske "yderligere permanent placering af betydelige kampstyrker" i nye medlemslande. NATO etablerede siden en roterende "øget fremadrettet tilstedeværelse" i øst - i overensstemmelse med læsningen af, at rotationsnærvær ikke er "permanent stationering", hvilket dog længe har været politisk kontroversielt i Moskva9 10.
På Bucharest-topmødet (2008) erklærede NATO, at Ukraine og Georgien "vil blive medlemmer" - uden køreplan. Det var og er en rød linje for Rusland, hvilket også fremgår af senere topmøde-debatter og erindringer11 12 13 14.
2014: Maidan, Krim og krigen i Donbas
Efter Maidan-protesterne i 2013-14 flygtede præsident Janukovitj. Det var masseprotester i Kyiv på Uafhængighedspladsen (Maidan), udløst da præsident Janukovitj i november 2013 droppede en EU-associationsaftale. De voksede hurtigt til en bred bevægelse mod korruption og for et mere europæisk spor. Efter voldelige sammenstød med sikkerhedsstyrker - med snesevise dræbte i februar 2014 - flygtede Janukovitj, parlamentet afsatte ham, og en overgangsregering tog over. Kort efter annekterede Rusland Krim efter en hurtig folkeafstemning. FN's Generalforsamling erklærede afstemningen ulovlig og bekræftede Ukraines territoriale integritet. Samtidig brød krig ud i Donbas 15 16.Sproglovgivning og medieindgreb i Ukraine blev herefter strammere. Den omstridte sproglov af 2019 giver ukrainsk prioritet i store dele af det offentlige rum, og i 2021 blev tre russisk-orienterede tv-kanaler lukket ved præsidentielt dekret. Disse skridt blev i østlige regioner opfattet som marginalisering af russisksprogede 17 18 19.
For at standse kampene blev Minsk I og Minsk II indgået i 2014-15, med løfter om våbenhvile, lokalvalg og en form for autonomi til dele af Donetsk og Luhansk. Aftalerne blev systematisk brudt af alle parter. Angela Merkel sagde siden åbent, at Minsk gav Ukraine tid til at styrke sig - en bemærkning, som har forstærket Russlands mistillid 20 21 22.
De menneskelige omkostninger inden fuldskala-invasionen, var allerede store. FN vurderer ca. 14.200-14.400 dræbte i Donbas 2014-2021, heraf godt 3.400 civile 23 24.
2021-22: Strategier, øvelser og efterretninger
I marts 2021 underskrev præsident Zelenskyj dekret nr. 117/2021, der godkendte en statslig strategi for "de-okkupation og reintegration af Krim". Det var ikke en militær invaderings-ordre, men en politisk ramme for at fastholde Krim som ukrainsk 25 26.Samtidig gennemførte NATO og partnere store øvelser - bl.a. Sea Breeze 2021 i Sortehavet med 32 lande - og ISR-flyvninger* i regionen tiltog. Rusland reagerede bl.a. på en britisk rekognosceringsflyvning nær Krim i november 202127 28 29.
* ISR-flyvninger står for "Intelligence, Surveillance, Reconnaissance" - på dansk opklaring, overvågning og rekognoscering. Det er ikke-angribende missioner, hvor fly, droner eller satellitter indsamler data med f.eks. radar, elektro-optiske/infrarøde kameraer og signalefterretning (radio/telemetri). Formålet er at spotte troppebevægelser, luftforsvar, skibe m.m. Flyvningerne foregår typisk i internationalt luftrum tæt på grænser og kan opleves som provokerende, selv om de ikke krænker luftrum.
Den 10. november 2021 underskrev USA og Ukraine en Strategisk Partnerskabsaftale, der eksplicit bekræfter støtte til Ukraines euro-atlantiske aspirationer og ikke-anerkendelse af Krims anneksion. Dokumentet blev i Moskva læst som endnu et vestligt skridt ind over en rød linje30 31.
Samtidig voksede den russiske opmarch omkring Ukraine markant fra efteråret 2021 - dokumenteret i satellitfotos og analyser - og i februar 2022 eksploderede antallet af OSCE-registrerede våbenhvilebrud* ved frontlinjen32 33 34 35.
* OSCE-registrerede våbenhvilebrud er hændelser, som OSCE's observatører i Østukraine (2014-2022) noterede som brud på Minsk-våbenhvilen - f.eks. skud, maskingeværsalver, morter- og artillerinedslag eller eksplosioner. De blev registreret via patruljer, faste observationsposter, kameraer og akustiske sensorer og opsummeret i daglige OSCE-rapporter med tal og kort.
Hemmelige baser og "Operation Goldfish"
Der findes indicier der peger på at CIA og MI6, over otte år hjalp Ukraine med at opbygge 12 fremrykkede efterretningsbaser langs grænsen, og at et træningsprogram kaldet "Operation Goldfish" blev brugt. Det kan kun delvist bekræftes. Store, dybdegående reportager beskriver et tæt CIA-samarbejde med ukrainske tjenester siden 2014 og omtaler et dusin fremskudte faciliteter samt et program, som ukrainske kilder kalder "Operation Goldfish" - den præcise rolle og omfang er fortsat omgærdet af hemmeligholdelse36 37 38.Der er ligeledes indicier for, at Ukraine flyttede 60-80.000 soldater til øst og syd et år før krigen, og at NATO i januar 2022 inviterede Ukraine til at hjælpe med at skrive "Agenda 2030". Men billedet er lidt mudret:
Uafhængige satellit- og mediekilder fokuserer primært på den russiske opmarch (over 100.000), mens ukrainske styrkeflytninger i samme størrelsesorden ikke er dokumenteret på tilsvarende vis i åbne kilder. Det kan derfor ikke bekræftes med de almindelige medier39 32.
2022: Anerkendelser, invasion - og folkeretten
I februar 2022 anerkendte Rusland de såkaldte "folkerepublikker" i Donetsk og Luhansk, erklærede Minsk død og invaderede Ukraine. Invasionen er bredt bedømt som ulovlig efter folkeretten, mens Rusland henviser til sikkerheds- og forsvarshensyn16 40.En konflikt bygget på årtiers brudte forventninger - men også klare brud på loven
Krims sovjetiske overførsel, Ukraines selvstændighedsmandat, NATO's Bucharest-formulering, de ikke-juridisk bindende forsikringer i 1990, Budapest-memorandummet, Minsk-aftalerne og den efterfølgende tillidsnedbrydning - samt Vestens politiske og militære opbakning til Ukraine, inklusive en usædvanligt tæt efterretningsrelation, har ført til denne vanvittige konfrontation4 11 7 41 36.Det er svært ikke at se, at plottet er en ønsket provokation med sigte på at destabilisere Europa. Den gradvise inddæmning af Rusland fremmer en krigs- og sikkerhedsøkonomi, hvor forsvarsbudgetter stiger, og våbenindustrien tjener på konflikten - med udsigt til løbende kontrakter i produktion, logistik og genopbygning. Europæiske beslutningstagere ser og accepterer de økonomiske gevinster, selv om prisen er øget ustabilitet og et svækket civilsamfund. Og, der er massivt gang i kontrakter i Europa.
- EU’s ASAP-ordning har udvalgt 31 industriprojekter (ca. 500 millioner euro.) for at øge produktionen af ammunition42 43.
- European Defence Agency har indgået rammekontrakter for fælles indkøb af 155 mm-granater, og flere lande har allerede lagt konkrete ordrer gennem ordningen44.
- Store nationale køb kører parallelt: Tyskland har bestilt F-35-kampfly for omkring 10 milliarder euro, og har indgået aftale om Arrow-3-missilforsvar for knap 4 milliarder euro45 46.
- Samtidig løfter europæiske NATO-lande deres forsvarsbudgetter, hvilket driver flere udbud og langvarige leveranceaftaler47 48 49.
Krigsøkonomien omfordeler midler nedefra og op. Skatteindtægter kanaliseres via stigende forsvarsbudgetter til private leverandører, hvor profitten koncentreres hos kapitalejere. Gennem lobbyisme, branchealliancer og leverandørbindinger former disse aktører den politiske kurs. Resultatet er, at borgernes skat finansierer en privat-offentlig overstyring, hvor den politiske beslutningskraft skubbes i retning af dem, der tjener mest på fortsat spænding.
En snæver elite kanaliser krigsprofitter ind i politisk indflydelse, via lobbyisme, tænke tanke, kampagnefinansiering og medieøkologi, og skubber kursen mod centralisering af magt og undtagelsespolitik. I dette perspektiv modner udviklingen et mønster, Bibelen advarer om. Magt samles og overdrages til én verdensmagt/leder. Åb. 17:13, "De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed", se også Åb. 13:7; 2. Tess. 2:3-4; Dan. 7:25). Den nuværende krigsøkonomi er en motor for den politiske ensretning, hvor økonomiske gevinster kobles til beslutninger, der styrker den samme magtkoncentration, profetierne varsler.
Narrativen om Rusland som Europas evige fjende, er i en menneskealder holdt i live, for der er planer med Rusland - og når tiden kommer formes situationen der trækker Rusland mod Israel. Det er et politisk spil. Eliten har sit eget mål for øje - verdensdiktatoren, men de spiller alle uvilligt en brik i Guds planer om dom over deres ugudelige verden. Og dommen er på vej!