Indiens digitale ID-system, Aadhaar, er blevet en central brik i landets velfærdssystem og har siden indførelsen omfattet over 1,2 milliarder borgere. Systemet kræver, at man registrerer sig med fingeraftryk og iris-scanning, hvorefter et unikt identifikationsnummer bliver nødvendigt for at modtage basale ydelser som subsidieret mad, pension og sundhedsydelser¹.

Tekniske fejl rammer de svageste  

Ifølge BBC oplevede mange fattige, især ældre med slidte fingeraftryk, at systemets biometriske aflæsning ofte fejlede, hvorefter de blev nægtet adgang til både madrationer og pensionsudbetalinger. Enkelte steder førte dette til dødsfald som følge af sult, fordi fejlen ikke blev rettet i tide, og borgerne ikke havde andre muligheder for hjælp¹.

Sultedødsfald og bureaukratiske barrierer  

Human Rights Watch har dokumenteret flere tragiske eksempler fra især delstaten Jharkhand, hvor personer døde efter at være blevet afvist ved udleveringssteder for mad. Her blev udleveringen automatisk nægtet, hvis fingeraftrykket ikke blev genkendt eller hvis systemet var nede - og for mange i landområder betød det reelt manglende adgang til livsnødvendig fødevarehjælp².

Massive sikkerhedsbrud  

RevelSI rapporterede i 2018 om et af de største databrud med Aadhaar, hvor hackere udnyttede svagheder i systemet og fik adgang til millioner af personers oplysninger, inklusive følsomme biometriske data. Dette har ført til en markant stigning i identitetstyveri og skabt stor bekymring om datasikkerhed blandt befolkningen³.

Kritik af tvang og mistet rettighedssikkerhed  

The Economist beskriver, at adgangen til sociale ydelser i praksis blev umulig uden Aadhaar. Selvom systemet ikke var officielt obligatorisk, var tilmeldingen afgørende for at kunne fortsætte modtagelsen af støtte, hvilket har ført til en omfattende debat i Indien om digitale rettigheder, overvågning og risikoen for, at de svageste grupper bliver ladt i stikken⁴.