Indiens digitale ID-system, Aadhaar, er blevet en central brik i landets velfærdssystem og har siden indførelsen omfattet over 1,2 milliarder borgere. Systemet kræver, at man registrerer sig med fingeraftryk og iris-scanning, hvorefter et unikt identifikationsnummer bliver nødvendigt for at modtage basale ydelser som subsidieret mad, pension og sundhedsydelser1.
Tekniske fejl rammer de svageste
Ifølge BBC oplevede mange fattige, især ældre med slidte fingeraftryk, at systemets biometriske aflæsning ofte fejlede, hvorefter de blev nægtet adgang til både madrationer og pensionsudbetalinger. Enkelte steder førte dette til dødsfald som følge af sult, fordi fejlen ikke blev rettet i tide, og borgerne ikke havde andre muligheder for hjælp1.
Sultedødsfald og bureaukratiske barrierer
Human Rights Watch har dokumenteret flere tragiske eksempler fra især delstaten Jharkhand, hvor personer døde efter at være blevet afvist ved udleveringssteder for mad. Her blev udleveringen automatisk nægtet, hvis fingeraftrykket ikke blev genkendt eller hvis systemet var nede - og for mange i landområder betød det reelt manglende adgang til livsnødvendig fødevarehjælp2.
Massive sikkerhedsbrud
RevelSI rapporterede i 2018 om et af de største databrud med Aadhaar, hvor hackere udnyttede svagheder i systemet og fik adgang til millioner af personers oplysninger, inklusive følsomme biometriske data. Dette har ført til en markant stigning i identitetstyveri og skabt stor bekymring om datasikkerhed blandt befolkningen3.
Kritik af tvang og mistet rettighedssikkerhed
The Economist beskriver, at adgangen til sociale ydelser i praksis blev umulig uden Aadhaar. Selvom systemet ikke var officielt obligatorisk, var tilmeldingen afgørende for at kunne fortsætte modtagelsen af støtte, hvilket har ført til en omfattende debat i Indien om digitale rettigheder, overvågning og risikoen for, at de svageste grupper bliver ladt i stikken4.
Tekniske fejl rammer de svageste
Ifølge BBC oplevede mange fattige, især ældre med slidte fingeraftryk, at systemets biometriske aflæsning ofte fejlede, hvorefter de blev nægtet adgang til både madrationer og pensionsudbetalinger. Enkelte steder førte dette til dødsfald som følge af sult, fordi fejlen ikke blev rettet i tide, og borgerne ikke havde andre muligheder for hjælp1.Sultedødsfald og bureaukratiske barrierer
Human Rights Watch har dokumenteret flere tragiske eksempler fra især delstaten Jharkhand, hvor personer døde efter at være blevet afvist ved udleveringssteder for mad. Her blev udleveringen automatisk nægtet, hvis fingeraftrykket ikke blev genkendt eller hvis systemet var nede - og for mange i landområder betød det reelt manglende adgang til livsnødvendig fødevarehjælp2.Massive sikkerhedsbrud
RevelSI rapporterede i 2018 om et af de største databrud med Aadhaar, hvor hackere udnyttede svagheder i systemet og fik adgang til millioner af personers oplysninger, inklusive følsomme biometriske data. Dette har ført til en markant stigning i identitetstyveri og skabt stor bekymring om datasikkerhed blandt befolkningen3.Kritik af tvang og mistet rettighedssikkerhed
The Economist beskriver, at adgangen til sociale ydelser i praksis blev umulig uden Aadhaar. Selvom systemet ikke var officielt obligatorisk, var tilmeldingen afgørende for at kunne fortsætte modtagelsen af støtte, hvilket har ført til en omfattende debat i Indien om digitale rettigheder, overvågning og risikoen for, at de svageste grupper bliver ladt i stikken4.Når adgang til køb og salg afhænger af et elektronisk / biologisk mærke i hånd eller pande, bliver hele livets nødvendigheder bundet op på én digital godkendelse. Det betyder, at et menneske kan stå med penge på sin konto, mad i indkøbskurven og en sulten familie ved siden af, men alligevel gå tomhændet hjem, hvis mærket ikke svarer rigtigt i det øjeblik, systemet tjekker det.
Der er ingen butik, der kan "lukke op alligevel", ingen kontanter som kan bruges, ingen lokal hjælp eller undtagelser. Hvis forbindelsen mellem mærke og central database fejler, har man teknisk set ingen adgang til mad, medicin, varme, strøm, brændstof eller transport.
Selv et kort teknisk udfald i den centrale validering kan gøre familier ude af stand til at købe mad, hindre dem i at få varme i hjemmet eller forhindre dem i at rejse efter hjælp. Millioner kan sidde fast uden brændstof eller transport, fordi intet kan købes - ikke engang det mest nødvendige. Et enkelt svigt i systemet bliver ikke et lokalt problem, men et øjeblikkeligt globalt kaos, hvor teknikken afgør, hvem der kan leve, og hvem der må gå væk med tomme hænder.
Det ser ud til, at selv de der forsøger at redde under presset for at tage dyrets mærke - samme pres som vaccinen under Corona - ikke sikres det, de bliver lovet. End ikke dem med mærket vil kunne opleve ikke at kunne købe og sælge, når det tekniske system går ned.