Udviklingen vækker alvorlige etiske og samfundsmæssige advarsler og føjer sig ind i et bredere vestligt mønster, hvor staten i stigende grad ikke blot tillader, men aktivt organiserer og faciliterer døden.
Fra sundhedsvæsen til dødsservice
Forslaget kommer i forbindelse medTerminally Ill Adults (End of Life) Bill (Lovforslag om Uhelbredeligt Syge Voksne (Livets Afslutning)) fremsat af parlamentsmedlem Kim Leadbeater, der arbejder for at indføre assisteret selvmord for voksne, som vurderes at have mindre end seks måneder tilbage at leve i.Men lovforslaget stopper ikke dér. Ifølge ændringsforslag fremsat af Lord Birt, støttet af Lord Pannick, skal staten oprette en "Assisted Dying Help Service" (Assisteret Dødshjælp) under det britiske sundhedsvæsen National Health Service. Kernen i forslaget er, at alle, der anmoder om hjælp til at dø, skal tildeles en statsligt finansieret "Personal Navigator" - en person, der skal vejlede, rådgive og koordinere processen frem mod assisteret selvmord.
Begrebet minder stærkt om de såkaldte "dødsdoulaer" (en person, der yder ikke-medicinsk støtte til mennesker, som står over for døden - og ofte også til deres pårørende), som allerede bruges i visse kredse til netop at støtte mennesker mentalt og følelsesmæssigt i dødsprocessen.
Kritisk advarsel imod "National Dødsservice"
Forslaget har dog udløst markante advarsler - også fra tidligere regeringsmedlemmer. Den tidligere sundhedsminister Baroness Coffey udtalte direkte: "Jeg ønsker ikke, at National Health Service bliver til en National Death Service". Hun advarede samtidig om, at udviklingen kan presse sårbare mennesker til at vælge døden: "Det øger min bekymring for, at mennesker, der føler sig som en byrde, lettere vil tænke, at de burde tage deres eget liv".Når staten opstiller strukturer, personale og procedurer omkring død, ændres signalet fra "hjælp til liv" til "hjælp til at forsvinde".
Et system med huller - og 900 ændringsforslag
Ifølge planen skal ansøgere om assisteret selvmord godkendes af to læger og et panel bestående af en psykiater, en socialrådgiver og en juridisk ekspert.Men trods disse lag af kontrol er bekymringen massiv. Over 900 ændringsforslag er allerede fremsat til loven - et tegn på, hvor uafklaret og problemfyldt konstruktionen er. Baroness Berger har advaret om, at lovforslaget er så mangelfuldt udformet, at, "Sårbare mennesker vil falde igennem og komme til skade".
Udviklingen i Storbritannien spejler den samme ideologiske bevægelse, som allerede er blevet tydelig i Canada. Når døden først legitimeres som løsning, begynder staten gradvist at normalisere, effektivisere og administrere den.
Først gives retten til at dø. Dernæst tilbydes hjælp. Så stilles vejledere, procedurer og offentlige midler til rådighed.
Det, der præsenteres som medfølelse, risikerer i praksis at blive et system, hvor menneskers livsværdi vurderes ud fra belastning, omkostninger og funktion. Spørgsmålet, der nu presser sig på, er ikke længere blot, om staten tillader døden - men om den er ved at gøre den til en offentlig service.
Fastlagt tidslinje: døden som administrativ proces
Ud over selve oprettelsen af en "Assisted Dying Help Service" indeholder ændringsforslagene også bestemmelser om en fast, dag-for-dag-tidslinje for hele dødsforløbet. I disse forslag fremgår det, at en ansøger allerede på dag 2 i processen skal tildeles en Personal Navigator3.Det betyder, at dødsforløbet ikke blot er en mulighed, men indlejres i et standardiseret, tidsstyret forløb, der minder om andre offentlige sagsgange. Kritikerne peger på, at dette reducerer døden til et administrativt flow, hvor tempo og fremdrift prioriteres frem for reel, åben refleksion.
Forsøg på at "balancere" kritikken - uden at ændre systemet
Det er bemærkelsesværdigt, at der sideløbende er fremsat ændringsforslag, som forsøger at afværge kritik, uden at ændre den grundlæggende struktur4. Her præciseres det, at den personlige navigator ikke må fremme assisteret død frem for andre muligheder, og at vedkommende også skal informere om palliativ og hospice-baseret pleje5.Men kritikerne understreger, at dette ikke ændrer kernen. Selv med neutralt sprog er der tale om en statslig funktion, hvis eksistens forudsætter, at døden er et legitimt og forventet udfald, og som derfor uundgåeligt normaliserer valget.
Assisteret død som formel NHS-opgave - ikke et sideløbende tilbud
En afgørende, men ofte overset detalje er, at ændringsforslagene ikke beskriver dødsordningen som et eksternt eller frivilligt tilbud, men som noget, sundhedsministeren skal etablere som en del af National Health Service.Dermed flyttes assisteret død ind i samme institutionelle ramme som behandling, pleje og forebyggelse. Det er dette greb, der får kritikere til at advare om, at sundhedsvæsenets formål forskydes: fra at beskytte liv til også at administrere afslutningen på det6.
Et lovforslag i konstant bevægelse
Lovforslaget er fortsat under behandling, og ændringsforslagene spænder vidt. Blandt dem findes forslag om at hæve aldersgrænsen for adgang, at begrænse ordningen til britiske statsborgere eller personer med permanent ophold, at justere godkendelsesproceduren for at gøre ordningen mere administrativt håndterbar.Det understreger, at der ikke er tale om et færdigt, stabilt system, men om en levende konstruktion, som gradvist kan udvides, justeres og effektiviseres - præcis som man har set det i Canada og andre lande7.
Fra domstol til ekspertpanel
Et andet markant skifte, der diskuteres i forbindelse med loven, er bevægelsen væk fra domstolskontrol. Tidligere var der tale om, at en dommer skulle godkende hvert enkelt tilfælde. I stedet lægges der nu op til en panelmodel, hvor afgørelsen træffes af fagpersoner: psykiatri, socialfaglighed og jura.Kritikere advarer om, at dette gør ordningen mere skalerbar, men samtidig svækker den principielle barriere mod fejl, pres og normalisering8.
En ny dødslogik - nu også i Storbritannien
Det, der udspiller sig i Storbritannien, er derfor ikke blot endnu en national debat om aktiv dødshjælp. Det er endnu et skridt i en bredere vestlig bevægelse, hvor døden gradvist flyttes fra det personlige og tragiske ind i det administrative, strukturelle og statslige. Når døden først defineres som et legitimt politisk svar på lidelse, følger resten næsten uundgåeligt - systemer, procedurer, vejledere, tidslinjer - og til sidst et sundhedsvæsen, der ikke længere alene er indrettet på at redde liv, men også på at afslutte dem.Erfaringerne fra Canada viser, at grænserne sjældent bliver stående dér, hvor de først trækkes. Det, der begynder som en snæver ordning for "de allermest syge", har en tendens til at udvide sig - både i praksis og i mentalitet. Når døden først er accepteret som løsning, bliver spørgsmålet ikke længere om, men hvornår og for hvem.
Storbritannien står nu ved samme skillevej. Ikke blot med et lovforslag, men med en grundlæggende ændring i statens rolle, fra livets beskytter til dødens administrator. Det er denne udvikling, der kalder på mere end tekniske justeringer og sproglige balancer. Den kalder på et grundlæggende opgør med den nye dødslogik, før den - som andre steder - bliver normal, tavs og uigenkaldelig.