Denne anskuelse af abort, er den mest alvorlige og rigtige jeg endnu har hørt. At abort er et offer til Satan, er i den okkulte verden ikke noget nyt. Men vidste du at det er en satanisk - selvisk forvrængnign af Jesu offer?

Satan ville dræbe Gud, hvis det stod i hans magt - men det kan han ikke. Den Almægtige er urørlig, uovervindelig og evig. Derfor retter Djævelen sit had mod det, der ligger Gud nærmest: mennesket, skabt i Hans billede, og særligt det mest uskyldige og hjælpeløse liv - det ufødte barn. Når Satan ikke kan røre Gud, forsøger han at såre Faderens hjerte gennem Hans skabning. Han ved, at hvert barn, der dræbes i moders liv, er et slag mod den kærlighed, Gud udøste i skabelsen, og et angreb på selve livets orden.

Derfor er abort ikke blot et moralsk spørgsmål. Det er et sakramente - men et mørkt et af slagsen. Et mod-sakramente, der spejler og håner det hellige. Seth Gruber kalder det Satans sakramente, og den katolske filosof Peter Kreeft siger det endnu tydeligere i sin bog, "Jesus Shock", side 144: "Abort er Antikrists dæmoniske parodi på nadveren". For ligesom Djævelen ikke selv kan skabe, men kun forvride og pervertere, tager han de helligste ord og vender dem mod Gud.

Når Kristus siger: "Dette er mit legeme, som gives for jer" (Luk. 22:19), taler Han som kærlighedens Gud, der giver sig selv hen for menneskers frelse. Hans ord er liv, fordi de udspringer af selvopofrelse. Men i abortens tempel lyder de samme ord igen - "Dette er mit legeme" - ikke som kærlighed, men som oprør. De bruges nu til at retfærdiggøre drab: "Dette er mit legeme, og jeg gør med det, hvad jeg vil". Ordene er de samme, men meningen er vendt på hovedet. Hvor Kristus ofrer sig selv for den andens liv, ofrer mennesket her den anden for sit eget.

Det er ikke en tilfældighed, at netop disse ord står i centrum af både frelsen og fortabelsen. Nadveren og aborten er to modsatte sakramenter - det ene er kærlighedens mysterium, det andet selviskhedens. I nadveren brydes Kristi legeme for at give liv. I aborten brydes et barns legeme for at bevare et andet menneskes bekvemmelighed. Den ene er hellig; den anden er blasfemisk.

I denne sammenhæng fremstår abortindustrien som en præstestand i en ny religion - den sekulære progressivismes tro. Dens ritualer handler ikke længere om at bøje sig for Gud, men om at tilbede autonomien. "Jeg er min egen Gud," siger mennesket, og gentager dermed slangens ord fra Edens have: "I skal blive som guder". (1. Mos. 3:5). Det er ikke længere Gud, der bestemmer over liv og død, men mennesket selv.

Heraf udspringer hele den moderne "sundhedsretorik". Organisationer som Planned Parenthood, der både er verdens største udbyder af aborter og nu også den største leverandør af kønshormoner og kønsskiftebehandlinger, kalder begge disse lemlæstelser for sundhedspleje. Abort kaldes "reproduktiv sundhed", og kønsskifteoperationer kaldes "kønsbekræftende sundhed". Men begge ord dækker over det samme åndelige bedrag - at ødelæggelse kan kaldes helbredelse, og at livets gave kan behandles som sygdom.

Og hvis de ikke kan få fat i babyerne i livmoderen, får de dem udenfor livmoderen. Den samme logik hersker: kroppen er min egen guddom, og jeg bestemmer, hvem der skal leve eller dø, hvad den skal være, og hvilket køn den skal have. Det er det moderne sakramente - et menneske, der bryder sit eget skaberværk for at tilrane sig Guds trone.

Men Kristus står i fuldkommen kontrast til dette mørke spejlbillede. Han siger ikke: "Du må dø, så jeg kan leve". Han siger: "Jeg må dø, så du kan leve". Han kom ikke for at hævde sin ret, men for at give sit liv som løsesum for mange (Mark. 10:45). Og Han valgte ikke et palads eller et tempel at træde ind i, men en kvindes livmoder - det sted, der i dag er blevet slagmarken for liv og død. I den mest skjulte og sårbare del af menneskets krop - livmoderen - trådte Gud selv ind i verden for at genløse den. Det sted, som Satan forsøger at forvandle til dødens alter, gjorde Gud til livets port. Dermed besejrede Han fjenden med hans egne våben: dér, hvor Satan ville ødelægge, skabte Gud frelse.

Derfor er kampen om livet ikke blot et socialt eller politisk anliggende. Den er teologisk til sin kerne. Den handler om, hvem der skal tilbedes: Skaberen eller skabningen. Det er ikke tilfældigt, at abortens forsvar gentager vores Frelsers egne ord - for hvert bedrag, hver falsk religion, hver dæmonisk parodi, tager sit udgangspunkt i det hellige, men vender det til sit modsatte.

Når mennesket siger: "Dette er mit legeme," som et opråb for kontrol og selvrådighed, gentager det i virkeligheden slangens løfte: "I skal blive som guder". Men når Kristus siger de samme ord, brydes mørket. For hvor mennesket ofrer den uskyldige for at redde sig selv, ofrede Gud den Uskyldige for at redde synderen. Det er dér, forskellen mellem lys og mørke står klarest frem - i to kroppe, to stemmer, og to helt forskellige betydninger af de samme ord:

"Dette er mit legeme".



(Se hele videoen her: Happening Now with Pastor Jack and Seth Gruber)