Et stort EU-finansieret forskningsprojekt, The European Qur'an (EuQu), arbejder i disse år på at genfortolke Koranens rolle i Europas historie. Projektet præsenteres som akademisk forskning, men ifølge dets egne formuleringer rækker ambitionerne langt ind i nutidens politiske og kulturelle spørgsmål. Netop derfor bør projektet vække særlig opmærksomhed hos EU-borgere - ikke mindst fordi det finansieres af offentlige midler og kan fungere som et narrativt værktøj i en tid, hvor Europas migrationspolitik er under stigende kritik.

EuQu er et seksårigt projekt (2019-2025), finansieret af European Research Council (ERC), der er en del af EU's forskningsstruktur. Projektet beskriver sig selv som "ambitiøst" og har ifølge sin egen præsentation til formål at undersøge, hvordan islams hellige bog har været "indlejret" i Europas intellektuelle, religiøse og kulturelle historie i perioden fra middelalderen til den tidlige modernitet¹.

Projektets forskningsfokus beskrives således: Man vil undersøge, hvordan Koranen er blevet oversat, fortolket, tilpasset og brugt af kristne, europæiske jøder, fritænkere, ateister og europæiske muslimer "for at forstå, hvordan den hellige bog har påvirket både kultur og religion i Europa".

Isoleret set er det ikke kontroversielt at studere Europas historiske forhold til Koranen. Det kontroversielle opstår i den måde, projektet selv rammesætter denne påvirkning. Europas religiøse fundament har historisk været jødisk-kristent og bibelsk. Når kristne og jøder i Europa gennem århundreder har beskæftiget sig med Koranen, har det i overvejende grad været i opposition: som polemik, kritik og afvisning af Koranens autoritet og Muhammeds profetskab. Koranen fungerede som modtekst - ikke som normativ kilde.

Dette forhold anerkender EuQu delvist selv, når projektet skriver, at Koranen spillede en central rolle "ikke blot i polemiske interaktioner med islam, men også i debatter og polemik mellem kristne af forskellige retninger". Alligevel vælger projektet at bruge et sprog, der går videre end denne historiske realitet. EuQu erklærer åbent, at det vil "udfordre veletablerede forestillinger om europæiske religiøse og kulturelle identiteter" og samtidig adressere "presserende og aktuelle problemstillinger i Europa" samt "åbne nye perspektiver på vores multireligiøse samfund".

Her bevæger projektet sig ud over historieforskning og ind i nutidig identitets- og samfundsfortolkning. Det bliver særligt tydeligt i formuleringen: "EuQu er ved at omskrive historien om den europæiske Koran".

At "omsrive historien" kan i akademisk forstand betyde revision på baggrund af ny viden. Men når dette udsagn kobles direkte til ønsket om at udfordre europæisk identitet og åbne nye perspektiver på multireligiøse samfund, rejser det et mere alvorligt spørgsmål: Omskrives historien her primært for at forstå fortiden bedre - eller for at gøre nutidens politiske virkelighed lettere at legitimere?

Denne problemstilling bliver særlig følsom i lyset af Europas migrationspolitik. Gennem årtier har europæiske regeringer ført en omfattende og ofte ukritisk indvandringspolitik, hvis konsekvenser i dag er tydelige i form af parallelmiljøer, religiøse spændinger og sociale konflikter. Kritikken er ikke længere begrænset til politiske yderfløje. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger udtalte i 2023, at Europas åbne tilgang til masseindvandring havde været "en alvorlig fejl", fordi store grupper med helt andre kulturelle og religiøse forudsætninger skaber indre pres i samfundene (udtalelsen er bredt gengivet i europæiske medier).

I den kontekst får projekter som EuQu en ny funktion. Når Koranen fremstilles som "indlejret" i Europas religiøse og kulturelle historie, og når Europas identitet beskrives som historisk multireligiøs, flyttes fokus væk fra konkrete politiske beslutninger truffet i de seneste årtier. I stedet opstår en fortælling om historisk kontinuitet, at nutidens situation ikke er resultatet af politisk fejlslag, men snarere en naturlig videreførelse af Europas egen fortid.

Kritikere ser her et klassisk politisk røgslør. Ikke nødvendigvis fordi forskerne bevidst agerer politiske aktører, men fordi EU som institution har en klar interesse i at mindske oplevelsen af politisk ansvar. Når konsekvenserne af migrationspolitikken bliver svære at bortforklare, bliver det strategisk attraktivt at omskrive rammen for debatten. Spørgsmålet bliver ikke længere: Hvem traf beslutningerne, og hvem bærer ansvaret? - men snarere: Hvorfor modstår nogle borgere en multireligiøs virkelighed, der angiveligt altid har været en del af Europa?

Her træder EU's rolle tydeligt frem. Gennem ERC finansierer EU ikke blot forskning, men også fortællinger. Det betyder, at EU fungerer som mere end en økonomisk og juridisk union. Den fungerer også som et overnationalt narrativt magtcenter, der via forskningsmidler kan påvirke, hvordan medlemslandenes borgere opfatter deres historie og identitet. Midlerne er borgernes egne skattekroner, men fortællingen, der produceres, kan i praksis virke imod mange borgeres oplevede virkelighed.

Problemet er ikke, at historien undersøges eller nuanceres. Problemet opstår, når historieforskning bruges - bevidst eller ubevidst - til at aflede opmærksomheden fra politisk ansvar. Når politikere ønsker magt uden ansvar, bliver kultur- og forskningsprojekter et bekvemt redskab. Fortiden omskrives, så nutiden ikke behøver at forklares.

Derfor er EuQu et projekt, EU-borgere bør kende til. Ikke fordi forskning skal stoppes, men fordi offentligheden bør være opmærksom på, hvordan EU-midler anvendes til at forme de fortællinger, der efterfølgende bruges i den politiske debat. Når historien omskrives i samtidens billede, bliver spørgsmålet ikke blot akademisk, men demokratisk: Hvem har retten til at definere Europas identitet - og hvem stilles til ansvar, når fortællingen erstatter virkeligheden?

Referencer

¹ "The EuQu project"