Den seneste fangeudvekslingsaftale mellem Israel og Hamas har vakt betydelig kritik, især på grund af det uforholdsmæssige antal fanger, der udveksles, og de sikkerhedsmæssige konsekvenser for Israel. Aftalen, der indebærer en seks ugers våbenhvile og en gradvis tilbagetrækning af israelske styrker fra Gaza-striben, blev forhandlet med støtte fra USA og er blevet præsenteret som en midlertidig løsning med langsigtede implikationer.

Normalt vil en 1:1 udveksling finde sted, men aftalen afkræver kun Hamas 33 frigivne israelske gidsler, mens Israel til gengæld skal frigive omkring 1.890 palæstinensiske fanger. Denne udveksling har skabt stor utilfredshed blandt mange israelere, da det gennemsnitlige forhold er 57 palæstinensiske fanger for hver israelsk gidsel. Blandt de frigivne fanger findes 290 personer, der er dømt for mord, herunder brutale angreb, som har udslettet familier og dræbt børn og ældre. Derudover omfatter gruppen 600 fanger, der tidligere har forsøgt at begå mord og påført tusindvis af israelere alvorlige skader. Yderligere 1.000 Hamas-tilknyttede fanger fra Gaza vil blive løsladt, hvilket øger bekymringen for, at mange af dem vil vende tilbage til aktiv deltagelse i terrorisme. OG aftalen fejres af mængderne i Gaza, mens de sædvanen tro stakatisk råber, Allah er stor.

Det er et mønster der gentager sig. I 2011 fandt en lignende udveksling sted. Den involverede den 19årige israelske soldat Gilad Shalit, som i et grænseangreb blev kidnappet af Hamas i juni 2006 og holdt fanget i Gaza i over fem år. Til gengæld for Shalits frigivelse indvilligede Israel i at løslade 1.027 palæstinensiske fanger, herunder mange, der var dømt for alvorlige forbrydelser, såsom terrorangreb og mord. Omkring 280 af fangerne var dømt for mord eller involvering i dødelige angreb mod israelere. Én af fangerne var Yahya Sinwar, der siges at være hovedarkitekten bag massakren den 7. oktober. En anden var Ahlam Tamimi, en kvinde, der spillede en nøglerolle i planlægningen af det dødelige selvmordsangreb i en Sbarro-restaurant i Jerusalem i 2001, hvor 15 mennesker blev dræbt, herunder børn. Eller Abd al-Hadi Ghanim, der blev dømt for at have kapret en bus i 1989, hvilket resulterede i, at 16 mennesker blev dræbt.

Der er ingen grund til ikke at tro, at Hamas ser det her som en sejr og en mulighed for at begynde nye planer om massakre. Kritikken retter sig derfor mod de bredere implikationer af aftalen, som styrker Hamas’ politiske og militære position. Hamas ser uden tvivl dette som en slags sejr de kan bryste sig af, hvor frigivelsen af så mange farlige individer kan drejses til at Hamas fremstår stærkere over for sine støtter. Med god grund rejser aftalen spørgsmål om Israels sikkerhed, da de frigivne terrorister igen udgør en potentiel trussel mod civilbefolkningen.

Aftalen inkluderer også humanitære og logistiske bestemmelser. 600 lastbiler med humanitær hjælp vil få adgang til Gaza-striben som en del af aftalen. Her skal det pointeres at 64.587 lastbiler med 1.286.493 tons mad, allerede er i Gaza. 7.249 tons på 10.272 paller er leveret med fly, og 9.710 tons på endnu 725 lastbiler er leveret med skib¹. Og når Hamas tilbageholder al denne nødhjælp for vedholdende at fremstille Israel som blodige menneskeædere over for Gazas befolkning, hober maden sig op - men Sleepy Joe Biden vil hobe yderligere 600 lastbiler op.

Denne video viser hvordan humanitærhjælpen kun delvist når frem til Gazas civile. Online videoer viser, at Hamas-medlemmer stjæler nødhjælp fra organisationer og lokale indbyggere. Der er rapporter om, at nogle indbyggere forsøger at konfrontere Hamas-medlemmer, der plyndrer lastbiler med forsyninger. Hamas-ledere prioriterer deres egne interesser frem for at støtte den nødstedte befolkning. Rapporter afslører, at store lagre af nødhjælp ikke bliver fordelt, men i stedet bliver opbevaret i et UNRWA-lager i Gaza og venter på at blive overdraget til Hamas.


Rafah-grænseovergangen åbnes for syge og sårede palæstinensere, mens internt fordrevne personer fra Gaza får lov til at vende tilbage til deres hjemområder uden våben. Derudover vil en amerikansk virksomhed stå for inspektionen af køretøjer, der vender tilbage til Gaza. Israel har modtaget garantier fra både den nuværende og den kommende amerikanske administration om, at støtte vil blive ydet, hvis våbenhvilen brydes.

EN analyse af Netanyahus godkendelse af så absurd en aftale:
Netanyahus beslutning om at indgå i våbenhvileaftalen med Hamas er baseret på en strategisk vurdering af både de umiddelbare behov og de langsigtede gevinster for Israel. På trods af at aftalen ved første øjekast kan virke ugunstig, søger han at maksimere fordelene ud fra de omstændigheder, han står overfor. Et centralt motiv er frigivelsen af gidsler, som er en presserende humanitær prioritet. Ved at sikre løsladelsen af så mange gidsler som muligt i første fase, håber Netanyahu også på, at Hamas potentielt vil bryde aftalen, hvilket kan give Israel en legitim begrundelse for at genoptage kampene.

Samtidig ser han aftalen som en mulighed for at styrke Israels diplomatiske position, særligt ved at give kredit til den kommende amerikanske præsident og dermed sikre fortsat støtte fra USA. Aftalen giver også et vindue til at fjerne våbenembargoen og genopbygge det israelske militærs styrker, så landet er bedre rustet til fremtidige konflikter. Derudover giver våbenhvilen tid til at svække terrorinfrastrukturen i Judea og Samaria, hvor Israel kan intensivere sine operationer mod militante grupper.

Netanyahu ser også aftalen som en del af en bredere regional strategi. Han arbejder på at forberede Israel til at deltage i internationale koalitioner mod Irans nukleare ambitioner og stræber efter at opnå normaliseringsaftaler med nøglelande som Saudi-Arabien og Indonesien. På denne måde håber han at styrke Israels diplomatiske og sikkerhedsmæssige position i regionen.

Selvom aftalen indebærer store omkostninger, har Netanyahu tilsyneladende vurderet, at den giver Israel en mulighed for både at håndtere de akutte udfordringer og samtidig skabe et fundament for fremtidige gevinster på det diplomatiske, militære og strategiske plan.

For mange israelere føles aftalen dog som et smertefuldt kompromis. Uretfærdigheden i forholdet mellem de frigivne gidsler og fanger og risikoen for fremtidige terrorhandlinger skaber en følelse af afmagt. Aftalen har efterladt en nation splittet mellem lettelsen over frigivelsen af gidslerne og frygten for, hvad konsekvenserne vil være på længere sigt.

Referencer

¹ "Israel Humanitarian efforts - Swords of Iron", Israel Humanitarian efforts, pr. 12-01-2025