I december 2024 annullerede Rumæniens forfatningsdomstol det oprindelige præsidentvalg, efter at efterretningstjenesterne afslørede, efter sigende, omfattende russisk indblanding til fordel for den (første) nationalistiske kandidat Călin Georgescu. Denne beslutning førte til omfattende protester og en politisk krise, hvor George Simion (den anden nationalistiske kandidat), leder af det højrenationalistiske parti AUR, positionerede sig som en forsvarer af folkets vilje og modstander af det, han kaldte et "kup mod demokratiet"2.
I månederne efter annulleringen oplevede Rumænien en bølge af protester organiseret af AUR og George Simion. Demonstranter krævede, at valget blev genoptaget fra anden valgrunde, og anklagede regeringen for at undergrave demokratiet. Samtidig blev Georgescu udelukket fra at stille op igen, på grund af igangværende efterforskninger, hvilket yderligere intensiverede spændingerne3.
Derfor stillede George Simion op som AUR's kandidat, mod Nicușor Dan, der vil føre en pro-europæisk og centristisk linje. I første valgrunde den 4. maj opnåede Simion 40,96% af stemmerne, mens Dan fik 20,99%. I anden valgrunde den 18. maj vendte Dan situationen og vandt valget med 53,6% af stemmerne.
Denne pludselige vending, at 40,96% af stemmerne i første runde pegede på George Simon, mens Nicușor Dan kun opnåede 20,99% mod anden runde hvor Dan vandt med 53,6% mod Simions 46,4%, skabte mistillid. At valget med to forskellige nationalistiske (højre-orienterede) kandidater, pegede på befolkningens ønske om et nationalistisk parti, pludselig vendte til et modsat, men blivende resultat for en globalistisk linje, vakte mistanke om at resultatet var blevet manipuleret, i retningen af en interlationalistisk retning.
Efter valget indgav Simion en klage over formodet valgsvindel, men valg-udfaldet var nu som europa ønskede det og forfatningsdomstolen annullerede ikke valget, men afviste denne gang formodningen om valgsvindel som ubegrundet. Valget blev anerkendt som legitimt af både nationale og internationale observatører. Den offentlige forklaring ligger i flere ting:
- Valgdeltagelsen steg fra 53,21% i første runde til 64,72% i anden runde, den højeste siden 1996. Denne stigning skyldes blandt andet mobilisering af vælgere i byområder og blandt etniske minoriteter, som generelt støttede Dan4.
- Dan modtog betydelig støtte fra etniske minoriteter, især den ungarske befolkning i Transsylvanien, hvor han opnåede op til 91% af stemmerne i visse områder. Desuden stemte omkring 88% af rumænske borgere i Moldova på Dan, hvilket bidrog væsentligt til hans sejr.
- Mange vælgere, herunder dem der stemte på andre kandidater i første runde, samledes om Dan i anden runde for at forhindre en sejr til den "yderliggående" nationalistiske Simion.
Selvom ændringen i stemmemønstret mellem de to valgrunder er bemærkelsesværdig, er der ikke fremlagt beviser for, at denne ændring skyldes manipulation til fordel for en pro-EU-linje. Og iøjnefaldende er det, at reslutatet har været en nødvendighed for den globalistiske elite, for nu sker der alvorlige ting i Rumænien.
NATO's udnyttelse af Rumænien
Rumænien har i 2025 fået en central rolle i både europæisk og international politik, hvilket afspejles i den øgede opmærksomhed fra medier, politiske institutioner og økonomiske aktører.Som NATO-medlem og naboland til Ukraine, har Rumænien fået øget strategisk betydning. Landet har doneret et Patriot-missilsystem til Ukraine og er vært for internationale F-16-træningsprogrammer. At få en pro-EU præsident i Rumænien, har været vigtigt for projektet "NATO", fordi den "militære forsvarsalliance" var allerede i gang med at opføre sin største luftbase i Europa ved Mihail Kogălniceanu i Rumænien5. AURs første præsidentkandiat Călin Georgescu, udtrykte direkte modstand mod NATO's missilforsvarssystem i Deveselu og har kaldt det "ikke en prioritet", mens George Simion udtrykte støtte til NATO, men med forbehold. Begge kunne have kompliceret processen betydeligt og skabt spændinger i alliancen - og derfor var det vigtigt at få dem af vejen. Nicușor Dan har bekræftet Rumæniens engagement i NATO og støtter fortsat udvidelsen af militær infrastruktur i samarbejde med alliancen.
Det, der præsenteres som partnerskab og integration, ligner nu i stigende grad en forberedelse til krig. NATO’s største base i Europa - altså Mihail Kogălniceanu Air Base - er i færd med at blive udviddet til en decideret militærby. Med egne hospitaler, skoler, kaserner og udvidede landingsbaner bliver basen et knudepunkt for logistik og mobilisering.
Basen vil fremover dække 2.800 hektar - dobbelt så meget som Ramstein-basen i Tyskland. Projektet koster 2,5 milliarder euro og strækker sig over 20 år. Basen skal rumme 10.000 soldater og familiemedlemmer fra både NATO og Rumænien, og vil inkludere nye faciliteter som landingsbaner, hangarer, boliger, skoler og hospitaler. Udvidelsen sker som reaktion på Ruslands aggression og styrker som sagt Rumæniens rolle som strategisk NATO-knudepunkt i Sortehavsregionen. USA har haft tilstedeværelse på basen siden 1999 og investerer fortsat i udbygningen6.
Officielt taler NATO om "forsvar", men de enorme investeringer og infrastrukturelle forandringer peger på noget andet - en forberedelse - en opsætning til offensiv handling. Rumænien kan i praksis blive gjort til det næste dominerende træk i en vestlig krigsstrategi, hvor landets geografiske placering gøres til en taktisk fordel, ikke en sikkerhedsforanstaltning.
Det store spørgsmål er derfor - hvad er Rumænien egentlig blevet til? Noget tyder på at Rumænien, som Ukraine, er endnu et offer, en bonde, et nødvendigt tab i elitens geopolitiske skakspil. I stedet for at blive beskyttet, bliver Rumænien positioneret som det sted, hvor den næste blodudgydelse skal foregå, når Tredje Verdenskrig begynder - eller som endnu en provokation til at eskalere krigen. Eliten er ligeglad om det er USA eller Putin der gør udfald, bare én af dem reagerer og giver NATO undskyldningen for at gennemføre krigen.
Der er ovevældende chance for, at de der tror at NATO's opbygning i Østeuropa handler om værdier og demokrati, vil overraskes af virkeligheden. Det handler ikke om forsvar, men som sagt om at lægge linjen for den næste krig. Når beslutningstagere i Bruxelles skåler i vin og taler om "solidaritet", og Washington dirigerer troppebevægelser i kulissen, må vi spørge, hvem beskytter egentlig hvem. Og det er en stående advarsel til alle andre NATO-lande - er vi partnere eller strategiske aktiver?
Rusisk reaktion
Selvom udbygningen af basen i Rumænien har en langsigtet horisont på 20 år, sender den allerede nu et tydeligt signal om NATO's øgede militære tilstedeværelse tæt på Sortehavet og dermed i Ruslands nærområde. Det kan have flere konsekvenser:Allerede nu kan planerne - ikke kun den fysiske færdiggørelse - opfattes som en provokation af eller trussel mod Rusland, med sine mange tropper og avanceret infrastruktur. Rusland har tidligere reageret skarpt på NATO-udvidelser både diplomatisk og militært - hvilket er årsagen til Ukraine-krigen og annekteringen af Krim efter vestligt engagement i Ukraine. En massiv NATO-base i Rumænien kan derfor blive mål for propaganda, hybridkrig eller forsøg på at destabilisere området politisk. Selvom en direkte konventionel militæraktion fra Rusland mod en NATO-base, som vil udløse NATO's artikel 5 (hvilket ikke er en usandsynlig fremtidsudsigt) måske ikke sker i morgen, kan der komme cyberangreb, sabotage, desinformation og lignende former for aggression rettet mod basen eller Rumænien generelt, som en måde at underminere projektet uden at starte en storkrig. En del af den russiske militærdoktrin handler netop om, at forhindre NATO i at opnå for stor operativ kontrol i regioner, tæt på Rusland. Basens udvidelse kan derfor blive grundlaget for "forebyggende" handlinger fra russisk side - især i en ustabil sikkerhedspolitisk kontekst.
Rusland mangler ikke historisk bevis for at NATO ikke er bare er et forsvar, men er direkte interverende på moralsk basis - og der er mange eksempler på både direkte og indirekte indvolvering. Lad mig give dig to nylige direkte angreb.
Vi skal bare 14 år tilbage for at ramme NATO's direkte militære interventionen i Libyen, hvor NATO gik ud over FN’s mandat om at beskytte civile og endte med at vælte Muammar Gaddafis regime. NATO overtog kommandoen for operationen i marts 2011 (Operation Unified Protector) og bombede Gaddafi-styrker, kommunikationslinjer og militær infrastruktur. Det understøttede reelt de oprørsgrupper, der kæmpede mod Gaddafi og gennemførte luftangreb, som banede vejen for Gaddafis fald i oktober 2011.
Med skøn der siger ca. 30.000 dræbte og ca. 50.000 sårede, eflerlod den "militære forsvarsalliance" landet i oprør og borgerkrig, hvor våben flød ud i hele Sahel-regionen og islamistiske grupper (herunder ISIS) fik fodfæste og forårsagede yderligere vold og død. Libyen gik fra ét autokratisk regime til magtvakuum og krigsherredømme. Flyvepladser, radarstationer, regeringsbygninger og våbenlagre blev bombet. Hundredtusinder blev fordrevet fra deres hjem med manglende adgang til sundhed, vand, el og sikkerhed.
Går vi 26 år tilbage, rammer vi NATOs bombekampagne mod Jugoslavien i 1999, specifikt mod mål i og omkring Beograd. NATO bombede Jugoslavien i 78 dage, uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd, fra 24. marts til 10. juni 1999. Formålet var at få præsident Slobodan Milošević til at standse undertrykkelsen af kosovoalbanere. Kampagnen omfattede mål som militære installationer, broer, energiforsyning og - kontroversielt - også civile mål. Der var betydelige civile tab og omfattende materiel ødelæggelse i Beograd og andre byer.
Ca. 500 - 2.000 civile døde ifølge uafhængige estimater (Serbien hævder op mod 5.000). Ca. 10.000 soldater og paramilitære blev dræbt. Hundredtusinder af mennesker blev fordrevet. Øget had og polarisering mellem etniske grupper (serbere, albanere, romaer m.fl.). Langvarige helbredsmæssige og psykologiske følger for befolkningen.
Mange ser interventionen som starten på Vestens dominans i Balkan-regionen. Serbien blev geopolitisk isoleret, men har siden nærmet sig både EU og Rusland. NATO’s rolle blev kontroversiel og ses stadig af mange serbere som aggressiv og ulovlig. Serbien balancerer mellem EU og Rusland i et stadig tydeligere udenrigspolitisk dilemma. På den ene side søger landet EU-medlemskab og modtager massiv økonomisk støtte fra Vesten. På den anden side nægter Serbien at anerkende Kosovos uafhængighed og fastholder tætte bånd til Rusland, både diplomatisk og energimæssigt.
Forvirring og ødelæggelse følger i NATOs virke, og der er god grund for Rusland til at gøre hvad der skal gøres for at beskytte sig imod NATO. Det er unødvændigt at pointere, men jeg gør det alligevel for klarhedens skyld. Provokationerne over for Rusland, og USA's balance mellem at gøre og ikke at gøre noget, gør situationen voldsomt ustabil. USA's og NATO's engagement i konflikten er sprængfarlig, da de balancerer på en knivsæg mellem nødvendig støtte til Ukraine og "risikoen" for at provokere Rusland til en eskalation, der kan føre videre til en global konflikt. Når provokationerne forårsager at Rusland føler sig for presset og truet, kan Rusland vælge at eskalere konflikten, herunder brug af taktiske atomvåben, hvilket naturligvis endeligt vil trække NATO direkte ind i konflikten. Den gradvise udvidelse af vestlig støtte uden klare grænser, vil næsten uundgåeligt føre til misforståelser og fremprovokeret eskalation. Uden tydelige signaler om, hvad der er acceptabelt, øges risikoen for, at en part overskrider "den røde linje".
Målet synes klart - det er et spørgsmål om tid før det opnås. Tredje Verdenskrig er planlagt - som