Men selvom målet om bedre foderudnyttelse og lavere klimabelastning lyder tillokkende, rejser det et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad går tabt, når vi målrettet manipulerer med maden?
Mere effektivitet - men til hvilken pris?
Historien om genteknologisk redigerede proteiner minder om en større tendens i moderne fødevareproduktion - at forskere ændrer eller fjerner bestemte stoffer i jagten på højere effektivitet, men uden altid at forstå de langsigtede konsekvenser.Et klassisk eksempel er moderne korn. Her har man gennem avl øget indholdet af gluten og raffineret melet ved at fjerne kim og klid. Resultatet er flot, luftigt brød - men samtidig er kostfibre, vitaminer og mineraler fjernet, hvilket har gjort brødet mindre gavnligt for tarmen. Mange forskere peger i dag på, at det netop er fraværet af disse næringsstoffer - ikke blot tilstedeværelsen af gluten - der har bidraget til stigningen i glutenfølsomhed og fordøjelsesproblemer.
En balancegang mellem kontrol og kompleksitet
De naturlige proteasehæmmere, som nu fjernes i byg, findes i planter netop fordi de beskytter planten mod skadedyr og sygdom. De er en del af den biologiske kompleksitet, som forskere risikerer at forsimple, når de fjerner "generende" stoffer med teknologi. De risikerer at løse ét problem og skabe et andet - som først opdages mange år senere.Historien gentager sig. Transfedt blev engang anset som en teknologisk triumf. I dag er det stort set forbudt. Ligeledes blev raffineret hvidt mel engang hyldet for sin renhed - indtil man opdagede de ernæringsmæssige konsekvenser.
Bovaer - et eksempel på tunnelsyn i den grønne omstilling
Et beslægtet eksempel på teknologiens dobbeltsidighed er Bovaer - et fodertilsætningsstof udviklet til at reducere metanudledning fra køer. Bovaer virker ved at hæmme enzymet methyl-coenzym M reductase i vommen, som bruges af metanogene mikroorganismer til at danne metan under fordøjelsen.Umiddelbart lyder det som en klimamæssig sejr - mindre metan, mindre drivhusgas. Men spørgsmålet er, hvad det koster biologisk.
Køernes vom er et ekstremt komplekst økosystem med milliarder af mikroorganismer i en fintunet balance. Når man blokerer et centralt enzym for ét formål - at mindske metan - griber man ind i et netværk af processer, som forskere langt fra forstår til bunds. Hvad betyder det for koens generelle fordøjelse? Dens næringsoptagelse? Dens immunforsvar? Og hvad med de næringsstoffer, der kommer ud i gødningen og videre ud i miljøet? Der er ingen tvivl om at forskerne kan komme med forklaringer - men igen erkendelse.
Her ses igen det samme mønster. Et snævert mål (reduktion af én drivhusgas) risikerer at overskygge bredere konsekvenser for sundhed, økologi og balance. Forskningen risikerer tunnelsyn, hvor ønsket om resultater måles med én indikator, mens resten af biologien reduceres til baggrundsstøj.
Når forskere ændrer det skabte, uden at forstå det
Det handler ikke blot om teknologi - det handler om en grundlæggende mangel på ydmyghed over for livets kompleksitet. Når forskere griber ind i planters genetiske sammensætning eller ændrer enzymprocesser i dyremaver for at nå konkrete mål, glemmer de ofte, at det, de piller ved, er en skabelse, der er uendeligt mere kompleks, end noget menneske kan overskue. Det hele er så sammensat fra Skaberens side, en intelligens der overgår menneskehedens samlede viden med asrtonomiske længder, så ingen forsker kan forstå konsekvensen - og det er det, vi se over alt i forskning, inkl. medicin.Hele naturen - fra tarmflora til økosystemer - er et samspil, der for den ærlige tænker eliminerer evolutionstanken om alles kamp mod alle, og åbenbarer en skabelse formet af en intelligens, og igen, en intelligens der langt overgår menneskehedens samlede viden. Det er en orden, ikke et laboratorieprojekt. Når forskere ændrer enkelte dele ud fra snævre mål - som proteinoptagelse eller metanudledning - risikerer de at vælte balancer, de knap, om overhovedet, anede fandtes.
Det er ikke et religiøst synspunkt, men en erkendelse af grænserne for menneskelig forståelse. Det samme ser vi i medicinens verden, hvor midler, der skulle helbrede, ofte gør skade, netop fordi hver krop er unik, og biologien reagerer med kompleksitet, ikke forudsigelighed.
Problemet er ikke kun de ændringer, der laves - men den overmodige antagelse, at forskerne forstår, hvad de gør. Når teknologiske eksperimenter gennemføres på fødevarer, som millioner af mennesker spiser hver dag, uden at de langsigtede konsekvenser kendes, så er det ikke fremskridt - det er en kollektiv risikotagning på vegne af hele menneskeheden.
Vi bør derfor stille os selv det grundlæggende spørgsmål: Har vi ret til at ændre det, vi ikke forstår? Og hvis ikke - hvornår stopper vi op og genopdager den respekt, vi burde have haft fra begyndelsen?
Hele befolkningen bliver forsøgsdyr
Fælles for både genredigerede planter og tilsætningsstoffer som Bovaer er, at ændringerne sker dybt inde i selve fødekædens grundelementer - i foderet, i planterne, i jorden og i dyrene. Det er ikke bare teknologiske forbedringer, men biologiske systemindgreb, som ingen enkelt aktør - om det er forskere, myndigheder eller producenter - kan overskue de fulde konsekvenser af.Når sådanne ændringer implementeres i praksis, bliver hele befolkningen forsøgsdyr, der deltager i forskernes eksperimenter. Vi spiser den mad, der er blevet ændret. Vi lever med de miljøeffekter, der følger. Og vi gør det ofte uden at vide det, uden samtykke og uden reel mulighed for at vælge noget andet.
Det egentlige problem er den systematiske undervurdering af kompleksitet og den manglende respekt for det biologiske samspil Gud har formet. Når man optimerer for én parameter ad gangen - proteinudnyttelse, metanudledning, væksthastighed - risikerer man at fjerne elementer, der er vigtige for tarmflora, immunforsvar, biodiversitet og ernæring, uden at opdage konsekvenserne før det er for sent.
Det kalder på større videnskabelig ydmyghed, mere transparens, og en langt bredere vurdering af, hvad forskerne ændrer - og hvad de ødelægger for os.
Krigen mod kød og jagten på at smutte insekter ind i vores mad, er en del af den ondskab der kommer fra Satans raseri i kampen imod menneskeheden. Paulus fortæller at som en del af den sidste tid, vil man kræve afhold fra mad, "som Gud har skabt til at nydes med taksigelse" (1. Tim. 4:3), hvilket Gud ved sin Ånd viste Paulus, som værende dæmonisk lærdom i de sidste tider. Det bliver ikke krævet at vi holder os fra disse ting, det bliver ganske enkelt umuligt for os at vælge, for med priser og teknologi, fjernes vores valg - det er dæmonisk i sin dybeste natur. Det er en drivkraft der forøges jo tættere vi kommer på trængslen, og er udtalt og nedskrevet i World Economic Forums dokumenter for den store nulstilling.