Dette ene vers har gennem århundreder været tolket som begyndelsen på den sidste uge i Daniels 70-ugers profeti - de syv år, Jeremias kalder "en Trængselstid for Jakob" (Jer. 30:7) og Jesus kalder "en stor trængsel" (Matt. 24:21). Hvad, der nu fremlægges i dokumentet fra UK Abraham Accords Group, er ikke blot endnu en traktat. Det er en eksplicit udbygning af Abraham-pagten med formålet at inkludere endnu flere nationer - og det er det mest realistiske bud til dato på det internationale grundlag, som Antikrist vil træde frem og "bekræfte".
Abraham-aftalerne som profetisk ramme
Når man analyserer Dan. 9:27 - "Og han skal bekræfte pagten med de mange i én uge" - er det vigtigt at forstå, at Bibelen ikke siger, Antikrist vil skabe en ny pagt, men snarere bekræfte en allerede eksisterende én. Det hebræiske ord "gābar" har betydningen at styrke, forstærke, gøre gældende eller fuldbyrde.I lyset heraf bliver Abraham-aftalerne langt mere end blot mellemøstlig diplomati. De fremstår som strukturelt og funktionelt identiske med den pagt, Daniel taler om, og dokumentet fra juli 2025 viser med uhyggelig tydelighed, hvordan dette netværk nu forgrener sig på en måde, der opfylder profetien.
Policy-dokumentet understreger, at formålet med UK Abraham Accords Group er at fremme og forankre netop dette multilaterale netværk:
| “ | UK Abraham Accords Group er en upartisk og ikke-kommerciel, britisk baseret organisation dedikeret til at støtte implementeringen og udvidelsen af de historiske fredsaftaler kendt som Abraham-aftalerne. | ” |
Læg mærke til ordene: ikke blot støtte - men udvide aftalerne. Videre står der:
| “ | Organisationen blev lanceret i det britiske parlament i september 2021 i anledning af det første jubilæum for Abraham-aftalerne. De israelske, emiratiske og bahrainske ambassadører til Storbritannien udpegede The Rt. Hon. Sir Liam Fox som formand... | ” |
Dermed får Abraham-aftalerne en formel parlamentarisk forankring i en vestlig stormagt - Storbritannien - hvilket flytter pagten ud over dens mellemøstlige kontekst og ind på den globale arena. Denne udvikling bekræfter, at vi står overfor en pagt, der ikke længere kun involverer Israel og dens naboer - men "de mange", som Daniels profeti siger.
Dokumentet beskriver yderligere gruppens formål:
| “ | UK Abraham Accords Group har som mission at etablere en succesfuld parlamentarisk gruppe for at opbygge og vedligeholde tværpolitisk støtte i det britiske politiske system til Abraham-aftalerne. Gruppen søger også at udvikle handels-, regerings- og kulturelt samarbejde samt at fremme fred og økonomisk fremgang i regionen. | ” |
Bemærk omfanget: handel, regering, kultur, fred og økonomi. Dette er ikke blot diplomati - det er en struktureret pagt, der former internationale relationer og institutioner.
Det, Bibelen kalder en pagt, må i praksis ligne netop dette - en formel, international struktur, som tilbyder:
- Fred og sikkerhed
- Teknologisk og økonomisk udvikling
- Multinational deltagelse
- Legitimitet i både sekulære og religiøse sfærer
Og det er præcis, hvad Abraham-aftalerne nu udvides til at være. Gennem citater som disse bliver det klart, at UK Abraham Accords Group ikke blot støtter en eksisterende pagt, men arbejder aktivt på dens bekræftelse og udvidelse.
I et af de mest centrale afsnit hedder det:
| “ | Gennem bånd til Israel kunne lande i Sahel-regionen drage nytte af israelsk infrastruktur, investeringer og innovation inden for vandforsyning, sammen med initiativer som Abraham Accords Development Fund. | ” |
Her ser vi, hvordan Abraham-aftalerne nu ikke blot binder Israel sammen med arabiske naboer, men også med afrikanske nationer, vestlige stormagter og internationale udviklingsinstitutioner. Dette bekræfter én ting: Pagten udvides til mange.
Hvis vi sammenligner med Daniels tekst, er det påfaldende, hvordan denne moderne pagt rummer alle kendetegnene:
- En eksisterende struktur (ikke ny)
- Mange nationer (Israel, Marokko, Emiraterne, Sudan, nu Storbritannien, Mali, Niger, Mauritanien…)
- Fred og sikkerhed (særligt i form af kontra-terror og teknologi)
- En teknologisk-frelst løsning med en religiøst neutral ramme
- Et voksende globalt mandat
Alt dette peger på, at Abraham-aftalerne udgør den profetiske ramme, hvor Antikrist en dag vil træde ind og sige: Jeg bekræfter denne pagt.
Den nye fase: Storbritannien tilslutter sig
Der er noget grundlæggende nyt ved den britiske tilslutning til Abraham-strukturen, som går langt ud over blot en ny nation i kredsen. Det er første gang, at en ikke-mellemøstlig stormagt med kristen-kulturelt udgangspunkt og kongelig institutionel autoritet formelt indtræder i Abraham-aftalernes maskinrum – og ikke blot som observatør, men som aktiv arkitekt for den videre udvidelse.Det fremgår klart i dokumentet, at denne tilslutning ikke er perifer eller symbolsk, men strategisk og funktionel. Dokumentets titel bærer i sig selv det profetiske ekko: "Anbefalinger til det trilaterale initiativ for Sahel (Det Forenede Kongerige, Marokko, Israel)". Her er ikke tale om almindelig støtte eller uformelt samarbejde. Der lægges op til et bindende, treleddet partnerskab, der opererer med fælles mål og udvidelsesorienterede mekanismer. Det er i sig selv en profetisk nyskabelse - en pagt mellem en europæisk nation, et muslimsk kongedømme og den jødiske stat - som herefter sammen går ind i Afrika med ét mål, at skabe fred og stabilitet i en kriseramt region gennem teknologi, militær og diplomati.
Dokumentet foreslår:
| “ | Storbritannien bør bygge videre på sin støtte til autonomiplanen for at styrke relationerne til Marokko - allerede en meget tæt allieret. | ” |
Autonomiplanen henviser til Marokkos krav på Vestsahara - et kontroversielt område, der længe har været genstand for spændinger mellem Marokko og sahariske uafhængighedsbevægelser. Ved at støtte Marokkos suverænitet her, har Storbritannien - bevidst eller ubevidst - solgt en geopolitisk anerkendelse til gengæld for adgang til den Abraham-struktur, Marokko allerede er en del af.
Her begynder en ny fase. Hvor USA før var mægler og Israel part, bliver Storbritannien nu medskaber, og det sker på et tidspunkt, hvor både Frankrig og USA trækker sig ud af Sahel-regionen. Dokumentet noterer netop dette skifte:
| “ | Vesten er i tilbagetog i Sahel... USA er blevet fjernet fra Niger, og regeringer i regionen er modvillige overfor Frankrig, den tidligere kolonimagt. | ” |
Ind i dette vakuum træder en ny allieret: Israel - og nu også Storbritannien.
Den profetiske implikation er slående. Vi ser her en ny verdensdiplomatisk orden tage form, hvor gamle akser (Frankrig, USA) mister indflydelse, og nye konstellationer træder frem. Og Storbritannien tilbyder ikke bare diplomati, men også:
- Militærtræning og efterretninger
- Institutionel opbygning
- Vandinfrastruktur og klimastøtte
- Sikkerhed som alternativ til russisk paramilitær dominans
Disse funktioner er ikke neutrale. De er suverænitetsopbyggende - og derfor også legitimerende. I det øjeblik Sahel-landene begynder at modtage træning, sikkerhed og vandteknologi gennem et fælles britisk-israelsk-marokkansk projekt, tilslutter de sig i praksis den pagt, som allerede eksisterer - også selv hvis de endnu ikke underskriver formelle diplomatierklæringer med Israel.
Man kunne fristes til at sige: Pagten bekræftes først de facto (“i praksis" eller "som faktum"), og derefter de jure ("ved lov" eller "i henhold til ret"). Og det er netop, hvad Dan. 9:27 antyder.
Tilslutningen af Storbritannien medfører yderligere en særlig faktor. Den åbner op for en aktør, der ikke blot har militær og økonomisk vægt, men kulturel og religiøs autoritet. Storbritannien bærer stadig resterne af sin koloniale prestige, sit anglikanske lederskab og - vigtigst - sin kongehusbaserede magtstruktur. Dermed har Abraham-pagten nu ikke kun diplomatiske og teknologiske elementer. Den har også fået et ceremonielt og historisk hoved - en monarkisk åbning - som potentielt forbereder scenen for én, der kan bekræfte alt dette med symbolsk vægt.
Fra fire til mange: Mali, Niger og Mauritanien foreslås integreret
Abraham-aftalerne blev i begyndelsen som sagt indgået mellem Israel og fire arabiske stater - Emiraterne, Bahrain, Sudan og Marokko - men i juli 2025 rettes blikket mod en ny gruppe: de afrikanske Sahel-nationer Mali, Niger og Mauritanien. Disse tre lande har hverken formelle relationer til Israel eller tidligere været en del af den diplomatiske samtale om regional fred. Alligevel fremhæver UK Abraham Accords Group netop disse som næste naturlige skridt i den igangværende udvidelse af pagten.Det centrale citat fra dokumentet lyder:
| “ | I modsætning til Marokko - som underskrev Abraham-aftalen i 2020 - har Mali, Mauritanien og Niger ingen diplomatiske relationer med Israel. Dette notat argumenterer for, at disse Sahel-nationer ville have fordel af at etablere bånd til Israel, og at dette, kombineret med mere aktivt britisk og marokkansk lederskab, ville forbedre stabiliteten og de humanitære forhold i Sahel. | ” |
Det er vigtigt at bemærke, at forslaget ikke blot handler om, at disse lande bør have relationer til Israel - men at de bør gøre det gennem den eksisterende Abraham-struktur og i koordinering med to allerede integrerede aktører: Marokko og Storbritannien. Der skitseres en konkret plan, hvor landene tilbydes sikkerhed, vandinfrastruktur og international bistand som incitament for tilslutning. Det er ikke en åben invitation, men en strategisk ramme - adgang til fordelene forudsætter en vis form for anerkendelse og alignment med Israels rolle.
Derudover skaber dokumentet en ny geopolitisk akse. Ikke blot nord-syd (Mellemøsten-Afrika), men en vest-mellemøst-afrikansk trekant, hvor Storbritannien spiller en faciliterende rolle, Marokko fungerer som regional bro, og Israel bidrager med innovation og stabilitet. I denne konstruktion bliver Mali, Niger og Mauritanien de næste modtagere af den Abrahamiske model - ikke blot politisk, men også institutionelt og praktisk.
Selvom der endnu ikke er tale om officielle aftaler, beskrives processen tydeligt som en forberedelse på integration. Det, som dokumentet anbefaler, er begyndelsen på det, Daniel forudsiger - at "de mange" bliver omfattet af en pagt, som mere og mere tyder på er denne, som de ikke nødvendigvis selv har initieret, men som de kan trækkes ind i for deres overlevelse.
Dermed kan vi være vidne til noget langt mere strukturelt end blot forslag om diplomati. Det er et arkitektonisk udspil, der planlægger, hvordan ikke-troende og tidligere fjendtlige stater kan bringes ind under en internationalt bemyndiget og israelsk-centreret pagt. Det er det, Dan. 9:27 med slående præcision forudsiger.
Israels rolle: Militær og teknologisk dominans
Israel indtager i dokumentet en central position, ikke som passiv deltager, men som operativ hovedakse i det trilaterale partnerskab med Marokko og Storbritannien. Rollen, Israel tildeles, går langt ud over diplomati og markerer en overførsel af praktisk kontrol og regional indflydelse - særligt gennem sikkerhed, efterretning og teknologi. Dokumentet fastslår, at Israel allerede er aktiv i regionen:| “ | Israelske rådgivere har leveret specialstyrketræning og kontra-terrorstøtte, særligt mod Boko Haram og iransk-støttede proxybevægelser i den marokkanske Sahara. | ” |
Her afsløres ikke bare tilstedeværelse, men direkte intervention i islamiske konfliktzoner, noget der hidtil har været tabu for mange afrikanske og muslimske nationer. Det betyder, at Israel allerede fungerer som konfliktløsende aktør i områder, hvor hverken FN eller vestlige magter har lykkedes.
Israels rolle er ikke blot taktisk. Den bliver strukturelt forankret via memoranda og aftalegrundlag, som man foreslår kopieret til Sahel-regionen:
| “ | Den aftale, der blev underskrevet mellem Marokko og Israel i 2022 om efterretningsdeling, fælles militærøvelser og samarbejde om kontra-terror, foreslås gentaget i Sahel-landene. | ” |
Denne gentagelse indebærer mere end blot samarbejde - det signalerer en eksport af israelsk sikkerhedsdoktrin og institutionel tænkning. Hvad Israel har opbygget sammen med Marokko - gennem Abraham-aftalerne - skal nu eksporteres og implementeres i lande som Mali, Niger og Mauritanien, som i dag enten styres af militærjuntaer eller befinder sig i postkoloniale kollaps.
Ud over militær dominans lægger dokumentet stor vægt på Israels teknologiske rolle - særligt inden for vand, klima og landbrugsinnovation. Det hedder:
| “ | Gennem bånd til Israel kunne lande i Sahel-regionen drage nytte af israelsk infrastruktur, investering og innovation inden for vandforsyning, sammen med initiativer som Abraham Accords Development Fund. | ” |
Her præsenteres Israel ikke blot som en aktør, men som den uundværlige løsning på de dybeste humanitære problemer i regionen: tørke, sult og mangel på adgang til rent drikkevand. I en kontekst, hvor Rusland og Kina forsøger at vinde indflydelse gennem udvinding af råstoffer og våbeneksport, positioneres Israel som den "gode redningsstat".
Dokumentet skitserer også en konkret militær infrastruktur, hvor Israel forventes at spille en samordnende rolle:
| “ | Udvidelsen af African Lion-initiativet til at inkludere britiske og saheliske styrker i fælles militærøvelser vil skabe en koalition mod regional ustabilitet og støtte regeringers legitimitet. | ” |
Israel er her underforstået som den erfarne aktør, der gennem sin allerede etablerede militære relation til Marokko kan fungere som træner, rådgiver og initiativtager for fremtidige koalitioner - et militært centrum under dække af partnerskab.
Ved at normalisere med Israel åbnes regionen for Mashav, Israels internationale udviklingsagentur. Det i sig selv er ikke profetisk, men i sammenhæng med hele strukturen - hvor adgang til livsvigtig teknologi, vand og fødevaresikkerhed knyttes til tilslutning til en voksende pagt - kan det ses som en forløber for det økonomiske og styringsmæssige kontrolsystem, der beskrives i Åb. 13:17.
| “ | Ved at normalisere med Israel åbnes regionen for Mashav, Israels internationale udviklingsagentur, som har stor succes med at fremme vand- og fødevaresikkerhed. | ” |
Her bindes teknologi, udviklingshjælp og statsforvaltning direkte sammen med diplomatiske relationer til Israel. Dvs. adgang til overlevelse forudsætter tilslutning til pagten. Dette ligner i sin struktur den fremtidige verdensorden, hvor ingen kan købe eller sælge uden at modtage mærket - eller i denne fase, uden at være på linje med Israels teknologiske og sikkerhedsmæssige netværk.Det er israel der drager fordelDet er israel der drager fordel
Israels rolle i dokumentet er mere end funktionel. Det fremstilles som en central aktør i såvel militær opbygning som teknologisk bistand. Gennem eksisterende forbindelser til Marokko og det foreslåede samarbejde med Storbritannien, bliver Israel positioneret som en bærende søjle i en voksende international struktur. Det er ikke Israel alene, der skaber eller styrer pagten, men uden Israels bidrag kunne den ikke fungere som den foreslås i dokumentet.
Set i profetisk lys er det dette, der gør det muligt for én at træde frem og bekræfte - ikke opfinde - pagten. Pagten eksisterer allerede. Den fungerer. Den bæres af Israel. Den mangler blot én, som gør den gældende på globalt plan.
Kan det være Charles? Storbritanniens tilslutning åbner for en kongelig bekræftelse
Med Storbritanniens indtræden i Abraham-strukturen opstår et spørgsmål, som tidligere har ligget i periferien, men nu trænger sig frem med fornyet relevans: Hvem vil være den, der bekræfter pagten med de mange? Daniel siger ikke, at det nødvendigvis er en israelsk leder, en amerikansk præsident eller en FN-diplomat. Det er en "han", som træder frem med autoritet og magt, bekræfter en allerede eksisterende pagt, og dermed indleder trængslen.Gennem årene har flere peget på Kong Charles III som en potentiel kandidat til Antikrist. Ikke blot på grund af hans globale prestige og royale nedarvede autoritet, men også på grund af hans dybe bånd til både islam, jødedom og global governance.
Med det nye dokument bliver forbindelsen mere end hypotetisk. Det politiske initiativ, som foreslås, bærer præg af imperiel diplomati i moderne klæder. Det er ikke tilfældigt, at dokumentet netop udgår fra UK Abraham Accords Group, som er stiftet og ledet af Sir Liam Fox - tidligere forsvars- og handelsminister - og aktivt bakket op af britiske parlamentarikere og udenrigspolitiske kræfter. Gruppen har direkte forbindelser til både det britiske kongehus og israelske diplomatiske kredse.
Kong Charles har desuden vist særlig interesse for Mellemøsten og Afrika, både via sine fonde og gennem gentagne møder med islamiske ledere. Han har tidligere ytret ønske om at være "defender of faiths" - beskytter af al tro - ikke blot kristendommen. En sådan universel åndelig profil passer uhyggeligt præcist på Antikristens karakter som fredens mand, der forener religioner og lover sikkerhed - men som i virkeligheden bringer ødelæggelse (jf. 1. Tess. 5:3, Dan. 8:25).
Nu hvor Storbritannien officielt foreslås som partner i pagten, er vejen banet for en britisk figur med global legitimitet til at træde frem som bekræfter. Ikke nødvendigvis som politisk underskriver - men som moralsk og symbolsk autoritet over en pagt, der forener nationer, religioner og kontinenter.
Hvis denne pagt omfatter både Israel, muslimske nationer, europæiske stormagter og afrikanske udviklingslande - og den bekræftes af en leder med global religiøs og diplomatisk rækkevidde - er vi meget tæt på at have identificeret den profetiske struktur i Dan. 9:27.
Tiden er nær
Dette dokument viser, at Abraham-aftalerne ikke længere blot handler om Mellemøsten. De er i færd med at blive et multilateralt netværk af nationer, med Israel som knudepunkt, og med deltagelse fra både muslimske stater, vestlige stormagter og afrikanske udviklingslande. Det er en pagt med mange, og den vokser. Dokumentet markerer et tydeligt skifte fra regional fredsaftale til global pagtstruktur. Der er nu:- En udvidet deltagelse af vestlige og afrikanske stater
- En eksplicit strategi for at inkludere flere nationer
- En bekræftelse af eksisterende diplomatiske forbindelser
- En pagt, der dækker sikkerhed, teknologi, økonomi og infrastruktur
Alt dette stemmer uhyggeligt nøje med det, Daniel profeterede for over 2.500 år siden - en pagt med de mange, som bekræftes af én magtfuld person - en verdenshersker i forklædning.
Dokumentet fra UK Abraham Accords Group ligner ikke bare en teknokratisk strategi - det ligner en profetisk milepæl.