Når klima-alarmismen har besluttet at der er klimakrise, er smeltende ismasse ikke en midlertidig opbremsning af isforøgelse. Men når ismassen øges og går imod klima-alarmismens manglende klimaforståelse, så er det naturligvis kun en midlertidig opbremsning af deres virkelighedsforestilling.
Antarktis: Fra år med tab til pludselig tilvækst
En opsigtsvækkende undersøgelse ledet af Dr. Wang og Prof. Shen fra Tongji Universitet i Kina1 har afsløret et bemærkelsesværdigt skifte i ismassen over Antarktis. Ved hjælp af avancerede satellitmålinger fra NASA’s GRACE- og GRACE-FO-missioner kunne forskerne dokumentere, at Antarktis - efter næsten to årtiers vedvarende tab af is - i perioden 2021 til 2023 oplevede en rekordstor nettotilvækst i ismasse.Særligt i den østlige del af kontinentet, i områderne Wilkes Land og Queen Mary Land, viste fire store gletsjerbassiner - Totten, Moscow University, Denman og Vincennes Bay - tegn på markant genvinding. Disse områder havde tidligere vist intensiveret massetab fra 2011 til 2020, drevet af både øget overfladeafsmeltning og accelereret isudløb til havet.
Men det vendte. I stedet for yderligere tab steg ismassens volumen i disse områder, hovedsageligt som følge af anomal høj sneakkumulation - med andre ord: det sneede usædvanligt meget over flere år. Det betød, at Antarktis i denne periode ikke bidrog til havniveaustigning, men faktisk modvirkede den med omkring –0,3 mm/år.
Arktis: Havisen viser uventet stabilitet
Et andet studie - i skrivende stund under fagfællebedømmelse - rapporterer om en lignende udvikling i Arktis2. Forskere fra USA og Storbritannien dokumenterer, at nedgangen i havisens udbredelse i Arktis er bremset op markant over de sidste to årtier - en udvikling, der gælder hele året rundt, og ikke kun i sommersæsonen, hvor isen traditionelt når sit minimum.Selvom Arktis stadig er opvarmet, og det samlede isdække er lavere end i midten af det 20. århundrede, antyder forskerne, at denne "pause" i isens tilbagetrækning kan vare flere årtier, hvilket komplicerer tidligere modeller, der forudsagde et isfrit Arktis omkring 2020’erne eller 2030’erne.
Et klima i skift og spring - ikke i lige linjer
De seneste målinger af voksende isdække i både Antarktis og Arktis kaster grus i maskineriet hos de modeller og teorier, der i årtier har fremstillet klimaet som et system styret næsten entydigt af menneskelig CO2-udledning. I stedet peger observationerne på en langt mere uforudsigelig og kompleks virkelighed, hvor naturlige klimavariationer stadig spiller en afgørende rolle - og hvor selve forudsigeligheden er illusorisk.Dette er ikke blot en faglig fodnote. Det er en krise for den moderne klimavidenskab, forstået i klassisk forstand. Videnskab bør være baseret på viden, ikke på tro eller modelbaserede gætterier. Når uafhængige målinger viser det modsatte af, hvad der er blevet forudsagt og indprentet i befolkningen gennem medier og politikere, rokker det ved hele den videnskabelige autoritetsplatform.
For selvom der findes enorme datamængder, betyder det ikke, at forskere forstår, hvad de fortæller os. Data skal fortolkes, og tolkningen afhænger af modeller, verdenssyn, antagelser og ikke mindst økonomi - og netop disse har vist sig både skrøbelige og omdiskuterede. Den brede videnskabelige uenighed, som ofte undertrykkes i den offentlige debat, er i virkeligheden udtryk for, at forskere ikke har noget samlet overblik over klimaets dynamik.
Derfor er det ikke ærligt at påstå, at klimavidenskaben har "styr på det", eller at "videnskaben er afgjort". Når den virkelige verden gentagne gange modsiger modellernes forudsigelser, er det ikke bare en afvigelse - det er en grundlæggende underminering af troværdigheden bag de antagelser, beslutninger og politikker, der hviler på dem.
Mere ærlighed, mindre sikkerhed
Når man forsøger at forstå, hvordan iskapper og gletsjere ændrer sig over tid, fremstår gravimetri umiddelbart som en attraktiv metode. Den registrerer ændringer i Jordens tyngdefelt, hvilket kan tolkes som udtryk for ændringer i massefordelingen - eksempelvis tilvækst eller tab af is. Men netop heri ligger det fundamentale problem. Gravimetri måler ikke ismassen direkte, og endnu mindre dens ændringer over tid. Den måler alene variationer i tyngdekraften, og herfra forsøger man - via modeller, forudsætninger og indirekte korrektioner - at - kan jeg sige, fedspille - sig frem til, hvad der måske er sket med isen.Et af de centrale problemer opstår, når man forsøger at omsætte ændringer i tyngdefeltet til konkrete tal for ismasseændringer. Det skyldes, at en målt ændring i tyngdekraften i et område både kan skyldes, at isen er smeltet væk, og at undergrunden har reageret på dette ved at hæve sig. Tyngdekraften bliver nemlig svagere både fordi der er mindre masse ovenpå (isens vægt er forsvundet), og fordi undergrunden stiger op mod satellitten, hvilket ændrer tyngdefeltets geometri. Problemet er, at gravimetri kun måler det samlede signal - summen af alle disse ændringer - men fortæller ikke, hvor meget der skyldes det ene og hvor meget det andet. For at skelne mellem disse bidrag må man trække en model for Glacialt Isostatisk Justering (GIA) fra det samlede signal. GIA er ikke noget man observerer direkte. Det er en model, bygget på "videnskabelige" antagelser om jordens indre struktur, isens udbredelse i fortiden og dens viskoelastiske (hvordan visse materialer reagerer på belastning) eftervirkninger. Forskellige modeller giver forskellige korrektioner - og dermed forskellige estimater for, hvor meget is der "må være" smeltet. Det betyder, at forskere i praksis ikke måler ismassetabet direkte, men snarere måler et tyngdefeltsignal og derefter vurderer igennem modeller, hvor meget af det de vil tilskrive GIA - og hvor meget de vil tilskrive isen.
Disse modeller er imidlertid både komplekse og usikre, og forskellige forskergrupper bruger forskellige versioner. Valget af GIA-model kan alene ændre estimatet af massetab med flere hundrede gigaton - og dog betragtes sådanne modeller ofte som "nødvendige korrektioner", snarere end som endnu en kilde til usikkerhed.
Problemet forværres af, at satellitgravimetri, som GRACE-missionerne, har en meget lav rumlig opløsning - typisk flere hundrede kilometer. Det betyder, at små og lokale ændringer udglattes, og at store områder tolkes som homogent ændrede, selv når virkeligheden er langt mere kompleks. Derudover er GRACE-data præget af såkaldt "striping noise" - støj, der optræder som længdestriber i datasættene - hvilket kræver filtrering, som yderligere reducerer den reelle opløsning. Dertil kommer fejl i tidevandsmodeller og behovet for korrektion for atmosfærisk tryk og hydrologi, som alle bygger på yderligere antagelser.
Når man derfor ser på en gravimetrisk ismasserapport, f.eks. fra Grønland, der hævder at "is er forsvundet med X gigaton pr. år" - eller det modsatte at isen nu tiltager, er dette tal ikke et direkte mål, men resultatet af en lang kæde af valg. Valg af GIA-model, valg af filtreringsmetode, antagelser om isens densitet, korrektion for sne, atmosfære og undergrund - og igen, ikke at forglemme, politiske og økonomiske programmer og forventninger. Valgne er ikke neutrale - de afspejler bestemte vurderinger, præferencer og nogle gange blot mavefornemmelser. Det betyder også, at to forskergrupper med adgang til samme data kan nå vidt forskellige konklusioner, alene ved at vælge forskellige modeller.
I sidste ende er problemet ikke, at gravimetri er ubrugeligt, men at dets styrke - at kunne se masseændringer globalt - hviler på en række skrøbelige fundamenter. Og når konklusionerne afhænger mere af modellens mavefornemmelse end af ufortolket observation, må man spørge, hvor meget af det, vi kalder "målt ismasse", egentlig er målt - og hvor meget der blot er modelleret frem.
Misinformationen igennem 2002-2020
Når man hører udsagn som at Antarktis' iskapper fra 2002 til 2010 mistede isen i gennemsnit omkring 74 gigaton om året, med en usikkerhed på cirka 56 gigaton og at i perioden 2011 til 2020 er dette tab næsten fordoblet til omkring 142 gigaton om året - igen med en usikkerhed på cirka 56 gigaton1, så er denne usikkerhed markant. De opgivne tal for ismassetab viser ved første øjekast en dramatisk udvikling: Fra 2002 til 2010 anslås isen at have mistet omkring 74 gigaton om året, hvilket næsten fordobles til 142 gigaton årligt i perioden 2011 til 2020. Men når man ser nærmere på usikkerhederne - begge på over 56 gigaton - bliver billedet langt mindre klart. I den første periode er usikkerheden så stor, at det reelle massetab i princippet kan have været tæt på nul, eller langt højere end midtpunktet. Selv i den senere periode er usikkerheden betydelig. Det betyder, at den tilsyneladende fordobling i massetab i høj grad afhænger af, hvordan man tolker og modellerer data - og ikke nødvendigvis af en klar, observerbar acceleration i afsmeltningen. Det understreger, hvor forsigtige man må være med at drage bastante konklusioner på baggrund af gravimetriske data, hvor usikkerhederne ofte er så store, at de kan rumme vidt forskellige virkeligheder.
Men det hedder sig at isen i den periode var i makant recession - en tilstand der blot er sat kortvarigt på pause. Men også igennem den tid, var der forskere der fortalte at isen voksede.
- 2018 - Kolde Fakta om den Falske Antarktis Smeltning
Der har været opsigtsvækkende rapporter om hurtigt smeltende is i Antarktis, hvilket kunne føre til betydelige havstigninger og oversvømmelser. Imidlertid udfordrer en 2015-undersøgelse af NASA-glaciolog Jay Zwally disse påstande ved at vise, at isakkumulation i det meste af kontinentet opvejer tabet i den vestlige del. - 2014 - Rekordlavt omfang af is i Antarktis dæmper frygten for global opvarmning
Skeptiske klimaforskere som Lennart Bengtsson har oplevet pres og mobning fra kolleger, hvilket har ført til hans fratræden fra rådgivningsrådet i Global Warming Policy Foundation. Lignende tilfælde er set før, som da Mitch Taylor blev ekskluderet fra Polar Bear Specialist Group for sine kritiske holdninger til alarmerende påstande om global opvarmning. Samtidig viser nyere data, at den antarktiske isudstrækning sætter rekorder, hvilket udfordrer bekymringerne om en uoprettelig nedsmeltning. Antarktis-isudstrækningen er steget over de seneste år, og præcise satellitmålinger viser ingen nedgang i polaris siden 1979. - 2014 - Kan nogen fortælle det rekordstore polaris, at det burde være ved at smelte?
I april 2014 nåede den sydlige halvkugles polare iskappe sin største udstrækning nogensinde for april måned. Dette fortsætter en langsigtet ekspansion af den antarktiske iskappe, hvilket modbeviser påstanden om, at global opvarmning smelter polarkapperne. Ironisk nok skete denne rekord samtidig med, at nogle forskere udgav en artikel, der hævder, at det nu er uundgåeligt, at Antarktis vil miste sin is inden for 1.000 år på grund af global opvarmning. Denne artikel har dog mødt kritik, da fakta viser, at isudstrækningen faktisk har været stigende i årtier. - 2013 - Antarktisk Isudbredelse Ligner En Hockeystav
De seneste analyser viser, at isudbredelsen i Antarktis tager form af en hockeykølle, hvilket indikerer en pludselig og dramatisk ændring i isens omfang. Tidligere var der en cyklus med isudbredelse i kolde måneder og tilbagegang i varmere perioder, men nu opleves en vedvarende tilbagegang. Dette bekymrer klimaforskere, da det kan medføre havniveaustigninger globalt. Årsagerne til disse ændringer er endnu ukendte, og der arbejdes på at forstå og forudsige fremtidige konsekvenser. - 2012 - Antarktis' havis har nået sit største omfang nogensinde.
Antarktis' havis har nået sit største omfang nogensinde, hvilket betyder, at havisen omkring kontinentet nu dækker et større område end tidligere målt. Derudover viser NASA's data, at sne og is også akkumuleres på selve det antarktiske kontinent. Selvom der er sket et tab af is på Den Antarktiske Halvø, er der en nettoforøgelse af is på resten af kontinentet. I september 2012 blev der sat flere rekorder for omfanget af havisen, hvilket blev ignoreret af nationale medier og nogle regeringsinstanser. - 2008 - Arktisk Havis Udvider Sig i Rekordfart
I 2007 rapporterede NASA forskere, at Arktis havis ekspanderede i rekordhastighed, kort efter at globale opvarmningsaktivister hævdede, at isen var ved et rekordlavt niveau på grund af global opvarmning. Lavpunktet blev kun målt fra 1979. En ændring i vindmønstre, snarere end global opvarmning, blev identificeret som årsag til det kortvarige fald. Desuden rapporterede NOAA, at havisen i Antarktis nåede sin største udbredelse nogensinde samme år, på trods af fokus på smeltende Arktis is. - 2007 - Frygt for smeltende polær is er diskrediteret
En række videnskabelige undersøgelser tyder på, at iskapperne i Grønland og Antarktis mister meget lidt eller næsten ingen ismasser, hvilket har minimal indvirkning på det globale havniveau. En studie peger på, at sedimentære kiler i Vestantarktis kan stabilisere iskappen mod fremtidige ændringer i havniveauet. Ifølge en anden undersøgelse bidrager det kombinerede tab af is fra Grønland og Antarktis kun minimalt til den nuværende stigning i havniveauet. Disse resultater står i kontrast til påstande om betydelige havniveaustigninger som følge af global opvarmning. - 2005 - Det ville være rart at vide mere om is
Et team fra Minnesota planlægger at dokumentere klimaforandringer ved Nordpolen for at skabe opmærksomhed om global opvarmning. Kritikerne bemærker dog, at deltagerne mangler videnskabelig baggrund og drager konklusioner uden solidt datagrundlag. Forskning af R.J. Braithwaite viser, at der ikke er en entydig global trend i gletsjersmeltning. Kilimanjaros svindende is nævnes ofte som et klimabevis, selvom undersøgelser peger på skovrydning som den primære årsag. Samtidig viser data, at dele af Antarktis afkøles. Ændringer i havisens udbredelse er komplekse og påvirkes i høj grad af naturlige faktorer som solens aktivitet – ikke kun menneskelig indflydelse. - 2002 - Kollaps af ishylde udløser debat
En ishylde kendt som Larsen B ved den Antarktiske Halvø kollapsede i begyndelsen af 2002. Selvom nogle forskere forbinder dette med menneskeskabte klimaforandringer, er der fortsat debat om forbindelsen til global opvarmning. Der er også forskning, der viser, at nogle dele af Antarktis oplever afkøling og endda is-tilvækst, hvilket skaber udfordringer for nuværende klimamodeller. Mens nogle eksperter mener, at der ikke er nok data til at drage konklusioner for hele Antarktis, opfordrer andre til en reduktion af afhængigheden af fossile brændstoffer.
Oversigten viser tydeligt, at der ikke findes solid evidens for, at menneskelig aktivitet er den primære drivkraft bag ændringer i polernes isdække. Tværtimod peger en lang række observationer og forskningsresultater på, at både Arktis og Antarktis i perioder har oplevet isvækst, rekordstor havis og afkøling - forhold, der står i direkte modstrid med påstandene om en global, menneskeskabt opvarmning. Lokale variationer i isdække kan forklares langt mere overbevisende gennem naturlige fænomener som skovrydning, ændringer i vind- og havstrømme samt solens aktivitet. Når centrale klimafortællinger modsiges af konkrete målinger og satellitdata, bør det lede til kritisk selvransagelse frem for politisk alarmisme. Den samlede konklusion må være, at der hverken er tale om en ensartet global afsmeltning eller et videnskabeligt fastslået bevis for menneskeskabt opvarmning - men derimod om et komplekst og naturligt klimamønster, som endnu langt fra er fuldt forstået.