Det betyder, at forskning i adfærd, etik, retfærdighed og social påvirkning af klimaforandringer ofte nedprioriteres, selvom den viden er afgørende for at forstå og implementere reelle løsninger. Resultatet er en systematisk skævvridning, hvor politiske og økonomiske hensyn former, hvilke spørgsmål forskningen overhovedet stiller.
Siden februar, har artikler brølet imod Trump, for at opfordre forskere, hvis arbejdsgivere modtager føderal finansiering, til at undgå termer som “klimaforandringer", "bæredygtig" og "bæredygtighed". Det har ført til forvirring og frygt for hvilket ord der nu kan og skal bruges, for at få statsstøtte til sin forskning2.
Det giver ligeledes næring til endnu et punkt, hvor ytringsfriheden af venstrefløjens mange blodsugende igler bliver brugt til at fremme modstanden mod Trump.
Tara McKay, der leder Vanderbilt University's LGBTQ+ Policy Lab, modtog tidligere i år en e-mail om, at finansieringen fra National Institutes of Health (NIH) til hendes forskningsprojekt var blevet afsluttet. Grunden var, at projektet involverede transkønnede emner, som ikke stemmer overens med Trumps administrations prioriteter. McKay, hvis forskning undersøger sundhedsuoverensstemmelser blandt ældre personer, der identificerer sig som LGBTQ+, udtalte, at det var svært at læse, at hendes arbejde blev opfattet som uværdigt. Dette projekt er en del af over 1.000 tilskud, som er blevet annulleret af Department of Health and Human Services under den nuværende administration. Mange forskere, inklusive McKay, frygter for deres ytringsfrihed og benytter nu strategier til at skjule fokusset for deres undersøgelser for at undgå konflikt med regeringen, hvilket minder dem om tidligere oplevelser fra lande med lignende restriktioner3.
Forskningsstøtte i Danmark
Det er en kendt virkelighed i mange lande, at forskningsprojekter, der selv på tyndt grundlag relaterer sig til klima, får lettere adgang til statsstøtte. En gennemgang af Danmarks klimafinansiering (udarbejdet af 92-gruppen4) dokumenterer, at danske regeringer i stigende grad klassificerer udviklingsstøtte som “klimarelateret” - selv når klima kun er periferisk involveret.Rapporten kritiserer ikke direkte at regeringen i praksis har stor magt over, hvordan klimaprojekter defineres og prioriteres, men den dokumenterer at systemet tillader politisk styret økonomisk fordeling. Et centralt problem er, at projekter, der kun delvist relaterer sig til klima, alligevel ofte rapporteres som fuldt klimafinansierede. Et eksempel er et dansk vandprojekt i Uganda:
| “ | Nøjagtigheden af sådanne beregninger er begrænset, fordi klassificeringen af interventioner i Rio-markører kun er et groft skøn. Dette analyseres yderligere i kapitel 5, der giver eksempler fra vandsektoren og danske NGO'er, hvor der har været en overdrivelse af dansk klimafinansiering. (side IV) | ” |
Det viser, at brugen af Rio-markører - en metode til at vurdere hvorvidt et projekt har klima som primært eller væsentligt mål - er alt for grov og giver anledning til overrapportering:
| “ | Da denne metode er baseret på en grov klassificering af projekter/programmer i form af Rio-markører, er nøjagtigheden begrænset... Projekter med Rio-markørens "væsentlige" mål (identificeret med en score på 1) - med henblik på enten tilpasning eller afbødning - vægtes 50%, mens projekter med Rio-markørens "hovedmål" (score 2) tælles som 100% klimaspecifikke (side 9) | ” |
Et andet problem er skævheden i fordelingen mellem klimatilpasning og klimabegrænsning. Finansieringen går i højere grad til projekter, der skal begrænse udledningen af drivhusgasser, frem for projekter, der skal hjælpe sårbare lande med at tilpasse sig klimaforandringer:
| “ | Rapporten bemærker, at den nuværende klimafinansiering er skæv til fordel for afbødning frem for tilpasning. Denne ubalance forventes at blive endnu mere udtalt, når den private finansiering, der mobiliseres af de udviklede partier, medtages i rapporteringen, da der kun er få private investeringer i tilpasning. Dette kræver politisk lederskab for at sikre overholdelse af forpligtelserne til afbalanceret klimafinansiering. (forord) | ” |
Alt dette skaber, ifølge rapportens forfattere, en situation hvor "klimatilpasning" og "bæredygtighed" bliver strategiske ord, der fremmer bevillinger, men ikke nødvendigvis saglighed.
Amerika har nu en præsident der ikke er bange for at gå imod den etablerede metodik, og da den metodik på dette område har favoriseret og tiltrukket videnskabelige studier med en eller anden form for klima-alarmistisk fokus, så rammes mange af ændringerne, og selvfølgelig giver det dyndinger. Men kan det kategoriseres som forkert, eller uretfærdigt, at specifik sprogbrug åbner økonomiske dører, som robust faglighed ikke kan?
Samfundsfarlig politik
Heartland Institute har længe kritiseret denne tendens, og ser en bredere problematik i sammenhængen mellem statsstøtte og videnskab5. Allerede fra barndommen fremmes klimaengagement i skolerne, hvilket gør børn med stærk klimabevidsthed mere tilbøjelige til at vælge miljø- eller klimafag som karrierevej. Dette er første skridt i en flertrins "destillation" af holdninger. På universiteter favoriseres studerende og forskere, der er enige i det dominerende klimasyndrom. Skeptikere falder fra tidligt, fordi de har sværere ved at få adgang til videreuddannelse (f.eks. ph.d.-programmer). For at opnå forskningsmidler fra f.eks. regeringsfonde skal forskere formulere deres projekter, så de bekræfter bekymringer om klimaforandringer. Projekter, der sår tvivl, har langt sværere ved at få bevillinger. Forskningsprojekter designes ofte for at bekræfte hypoteser fremfor at teste dem objektivt. Negative eller skeptiske resultater bliver sjældent skrevet, publiceret eller anerkendt. Artikler, der stiller spørgsmålstegn ved klimakonsensus, mødes med større modstand i peer-reviewprocessen og bliver oftere afvist. Det gør det endnu sværere for afvigende perspektiver at trænge igennem.
Medier fremhæver kun de mest dramatiske klimaresultater og ignorerer nuancerede eller skeptiske analyser. Klimarelaterede frygtfortællinger dominerer journalistikken. Efter disse mange lag af selektion, forstærkning og filtrering er det ikke overraskende, at der kan findes konsensus mod klimarealisme - men dette er snarere et resultat af strukturel bias end bevis på sandheden i sig selv.
Politisering af videnskab, kan føre til katastrofale konsekvenser for samfundet, hvis ukritisk klimaortodoksi får lov til at diktere politik uden reel faglig pluralisme. Det er præcis det, Trump er gået imod - ikke bare på klimaområdet, men også sundhedsområdet. Medierne formår altid at farvelægge virkeligheden til fordel for den betalende elite - og så kan befolkningen styres og medindlemmes som elitens politi, der lukker munden på divergerende stemmer. Det er hvad vi oplever på disse områder i medieverdenen nu.