Pave Frans, født Jorge Mario Bergoglio, er død. Den argentinskfødte pave, der i 2013 blev valgt som efterfølger til Benedikt XVI, blev 88 år gammel og efterlader et prægnant, kontroversielt og - i nogles øjne - profetisk præg på den katolske kirke.
Frans var den første pave fra det amerikanske kontinent, den første jesuit og den første, der valgte navnet "Frans" - inspireret af Frans af Assisi, som blandt andet blev kaldt Francesco di Pietro di Bernardone, altså “Peter, søn af Bernardone”. Netop det navn har vækket særlig opmærksomhed blandt fortolkere af Sankt Malakias’ profeti, der i 1100-tallets Irland nedfældede en liste over fremtidens paver, afsluttende med “Romeren Peter”.
En pave for alle - og enhver
Frans’ pontifikat vil i kirkehistorien blive husket for sin inkluderende linje. Han blev hurtigt kendt som en pave, der rakte hånden ud til verdens folkeslag og religioner. Under hans ledelse blev kirken mere åben over for mennesker, der før følte sig marginaliseret - ikke mindst homoseksuelle, transkønnede, skilsmisseramte, ateister og mennesker fra andre trosretninger. Et af hans mest citerede udsagn kom i 2013: "Hvis en person er homoseksuel og søger Gud og har god vilje, hvem er jeg så til at dømme?"Han besøgte moskéer, synagoger og hinduistiske templer, og i 2019 underskrev han et interreligiøst dokument med storshejken af al-Azhar i Abu Dhabi - en "Erklæring om menneskets broderskab". Dokumentet opfordrer til fællesskab på tværs af religiøse grænser og blev i Vatikanet selv kaldt "et vigtigt profetisk skridt".
Frans udtalte gentagne gange, at “vi alle er Guds børn”, uanset religion. Og med dette mantra rykkede han kirken nærmere en form for åndelig globalisme - en enhedsbevægelse, hvor forskelle mellem religioner nedtones til fordel for “broderskab” og “fredelig sameksistens” - hvilket fulgte strategien med Andet Vatikankoncil tæt - økumenisk dialog. Moderkirken ville efter århundrede med forfølgelse af og korstog mod menneskeheden, forbedre forholdet til andre kristne kirker og religioner, betone fælles værdier fremfor forskelle.
Men netop dette har affødt skarp kritik. Ikke kun fra konservative katolikker, men også fra evangelikale kristne, der har set Frans’ universalistiske linje som et klart brud med evangeliets grundlæggende budskab: at frelsen er i Jesus alene.
En pave på profetisk kurs?
Med pave Frans’ død rejses igen spørgsmålet: Var han den sidste pave, som Sankt Malakias profeterede om?Malakias’ liste over 112 paver1 fra Celestin II i 1143 afsluttes med “Romeren Peter”, der ifølge teksten vil “passe fårene i store trængsler”, og under hvis pontifikat “byen med de syv høje (Rom) vil blive ødelagt”. Profetien - hvad enten den er sand, okkult eller opdigtet - har fascineret historikere og troende i generationer, og særligt pavernes mottoer har vakt undren. De sidste 10 paver har haft slående præcise mottoer, der i tilbageblik har matchet deres liv, gerning eller omstændigheder.
Frans’ navn har som nævnt forbindelse til både “Peter” og “Romano”, idet hans far var italiensk immigrant fra Torino - en by i regionen Piemonte, der i romersk tradition kan knyttes til “Romano” (latinsk for “romer”). Yderligere har mange fortolkere fremhævet, at Frans’ pontifikat netop var præget af trængsel - ikke blot i verden, men i kirken. Krisen omkring overgrebsskandaler, moralsk forvirring, tab af medlemmer, og interne teologiske konflikter gjorde hans regeringstid til en kampplads for katolicismens sjæl.
Samtidig blev Frans af mange betragtet som en, der “gav fårene føde” - ikke nødvendigvis med forvrængningen af Bibelens ord alene, men med dialog, velvilje og global appel. På den måde passer profetiens sidste sætning næsten uhyggeligt godt: “Romeren Peter… som vil give fårene føde i mange trængsler…”.
En okkult opfyldelse?
Blandt dem der fortolker verdens gang ud fra Bibelens profetier og okkult varsling, hersker der ikke tvivl: Den katolske kirke, betegnet som “den store skøge” i Åb. 17:5, har i århundreder båret en antikristelig rolle. Frans, som den første jesuitpave, blev anset for at sidde på “Satans trone”, ikke blot i symbolsk, men i bogstavelig forstand.Mange pegede på hans brug af jesuitternes solsegl - IHS - et gammelt okkult symbol, der refererer til Isis, Horus og Seb, en egyptisk treenighed fra solgudsdyrkelsen. Derudover har hans pilgrimstur til Vatikanets Necropolis2 - de dødes by - hvor han bad ved det, der hævdes at være apostlen Peters grav, vækket stærke reaktioner. Der blev talt om “åndelig overtagelse” - at Peters ånd skulle være “genopstået i Frans”.
Sådanne beskyldninger lyder absurde i ører uden for troens sfære. Men for mange mystikere udgør de en del af et større puslespil, der langsomt men sikkert samles: En pave, født af en romer, med navnet “Peter” i sin linje, som indvier sit pontifikat med interreligiøs enhed og besøg til de dødes by - og som leder kirken i en periode med verdensomspændende forandring.
Hvad nu?
Spørgsmålet er nu, hvem der overtager Sankt Peters stol. Ifølge nogle fortolkere er profetien allerede opfyldt - og derfor kan ingen sand pave længere vælges. Denne idé ses ofte i sedevakantistiske miljøer. Sedevacantisme er en retning inden for katolsk traditionalisme, der mener, at pavestolen har stået tom siden enten Pave Pius XII eller Pave Johannes XXIII - fordi efterfølgende paver anses som illegitime (pga. modernisme eller kætteri). I nyere år har nogle sedevakantister koblet deres lære til Malakias’ profeti og hævdet, at Benedikt XVI var den sidste “gyldige pave”, og at paver efter ham - særligt Frans - er falske profeter eller antikristelige skikkelser.
| “ | En italiensk præst er blevet ekskommunikeret fra den Romersk-katolske Kirke efter offentligt at have nægtet at anerkende pave Frans' autoritet og kaldt ham "antipaven". Fader Natale Santonocito, 61 år, blev forhindret i at modtage eller uddele sakramenter og deltage i liturgiske ritualer af Mauro Parmeggiani, biskoppen af Tivoli og Palestrina. Santonocito, sognepræsten ved San Cesareo Kirke nær Rom, havde lavet flere videoer på sociale medier, hvor han erklærede, at pave Frans aldrig blev legitimt valgt som pave, og hævdede, at paveembedet aldrig rigtigt blev opgivet af pave Benedikt XVI, da han trak sig tilbage i 2013.3 | ” |
Andre mener, at en endnu mere direkte opfyldelse er på vej. En pave, som måske bærer navnet Peter, og som skal føre verden ind i de sidste tider, hvor Antikrist står frem, og trængslen når sit højdepunkt. Denne idé optræder i værker som Peter Bander's "The Prophecies of St. Malachy" og i Ronald L. Contes eskatologiske spekulationer. Her antager man, at Malakias’ profeti slutter med en faktisk "Romeren Peter", og at han endnu ikke er trådt frem - og derfor skal opfyldelsen være mere konkret og voldsom: krise, trængsel, ødelæggelse af Rom, og verdensdom.
Ifølge Ronald L. Conte Jr.'s artikel "St. Malachy, Pope Francis, and the Last Pope" er pave Frans ikke den sidste pave. Han skriver at "Romeren Peter" i Skt. Malakias’ profeti er ikke én specifik person, men en symbolsk betegnelse for paveembedet som helhed. Alle paver er efterfølgere af apostlen Peter og biskopper af Rom, derfor kan “Romeren Peter” henvise til enhver fremtidig pave. Flere bibelske profetier (f.eks. Daniels bog og Johannes’ Åbenbaring) forudsiger store begivenheder før verdens ende, som endnu ikke er sket. Den sidste pave før Kristi genkomst vil ifølge Conte blive martyrdræbt under Antikrists tid - det er ikke sket med Frans. Hans konklusion er derfor at Pave Frans er ikke den sidste pave.
Andre forfattere, såsom Tom Horn og Cris Putnam, argumenterer i bogen "Petrus Romanus: The Final Pope is Here" (2012) for, at pave Frans er Romeren Peter - men anerkender, at nogle ser ham som en forløber og forventer en endnu mere præcis opfyldelse.
For nu står Vatikanet midt i sin største krise i nyere tid. Og mens verden venter på hvid røg, spekuleres der: Er næste pave en ren formalitet? Eller er vi ved slutningen - ikke kun af en paverække, men af en æra?
Uanset tro eller overbevisning er én ting sikkert: Med pave Frans’ død lukker en epoke med dyb splittelse. Og i mørket, hvor profetier og frygt trives, stiger spørgsmålene op som den kommende røg fra det Sixtinske Kapel: Er dette begyndelsen på enden, eller er Malakias' profetier én gang for alle sat på hylden med falsknerier?