Forstå islam
På den danske Hizb ut Tahrir side, gennemgår de hvordan muslimer skal forholde sig til det, de kalder et "sekulært kufr-styre" - et ikke-islamisk styre. Det er for muslimer "haram" at deltage i vantro politik, dvs. det er syndigt, en tilkendegivelse af at man ikke tror på Allah og hans sendebud. De skriver i en appel relateret til kommunevalget i danmark 2025, der har fået titlen "KUN PÅ BASIS AF ISLAM, VIL I OPNÅ SUCCES OG POLITISK SLAGKRAFT", at "valg i sekulære systemer, hvor politikerne bemyndiges til at varetage opgaver, der modstrider Islams klare principper og love, ikke er tilladt at anerkende eller tage del i på nogen måde"1. Ligeledes skriver de at "De er således en del af et sekulært kufr-styre, hvilket det er haram for muslimer at tage del i eller vælge repræsentanter til".
Årsagen er bl.a., som de skriver at det er "bystyrerne, der iværksætter store dele af den ikke-islamiske lovgivning, og de politiske planer rettet mod Muslimer i landet, som vedtages i Folketinget, eksempelvis inden for 'integration', 'antiradikalisering'-og- bekæmpelse af 'negativ social kontrol'". Det betyder at muhamedanere kun må deltage politisk, hvis de kan pege på en efterfølger af Muhammad, der vil fordre islamisk påvirkning af samfundet. "Knytter man muslimernes interesser til det sekulære politiske system, spiller man hasard med sin integritet og uafhængighed, hvilket vi ser gentagne eksempler på".
Appellen er i bund og grund, "Frem for at løbe efter sekulære partier og kandidater, bør vi samarbejde uafhængigt af disse for at værne om muslimernes integritet, holde fast i de islamiske principper og egenhændigt tjene muslimernes reelle interesser". Det betyder pakket ud, at det er et kald til at muhamedanerne skal "beskytte vores islamiske identitet samt at tage del i det globale arbejde for tilbagebringelsen af Islams politiske system og samfundsmodel på verdensplan".
Fra begyndelsen har islams kernemål været erobring, at overtage - man kan vælge at isolere Hizb ut Tahrir's appel som afsporet fanatisme, men 1400 års historie viser at det fra begyndelsen har været drivkraften - både for Muhammed og hans efterfølgere helt til i dag.
Islams politiske sejr i London
Siden Sadiq Khan blev borgmester i 2016, er islam trådt langt mere synligt ind i Londons offentlige rum. På Trafalgar Square er arrangementet "Eid in the Square"2 blevet udbygget til et stort, borgmesterstøttet event med scene, musik, mad og islamisk inspireret kunst. Begivenheden er i dag en fast del af City Halls kulturkalender og markerer, at den islamiske højtidsfejring nu er en officiel del af byens identitet. Samtidig er Ramadan-lys på Coventry Street og Piccadilly blevet et markant indslag i Londons bymidte3. Lysene tændes i fast tradition, og borgmesteren deltager som frontfigur, hvilket giver et stærkt visuelt signal om islamisk tilstedeværelse i hovedstadens centrum.På det institutionelle plan har "The London Plan 2021" gjort beskyttelse og planlægning af places of worship til et strategisk byudviklingsmål4. Denne bestemmelse sikrer, at religiøse institutioner får varig plads i byens struktur, og den har særligt givet muslimske forsamlinger bedre muligheder for at udvide eller etablere moskéer. Samtidig har City Hall udviklet et omfattende faith & belief-engagement-program, som inddrager religiøse samfund direkte i samarbejdet med kommunen og gør religiøse netværk til en fast del af det kommunale system.
I gadebilledet er muslimsk aktivitet blevet en fast del af hverdagen. De store pro-Palæstina-marcher, som har præget London siden 2023, har gjort muslimsk deltagelse synlig i hele byen og har gentagne gange ført til lukning af centrale gader. Disse demonstrationer har tydeliggjort, hvordan religion og politisk mobilisering smelter sammen i det offentlige rum og danner en ny social og kulturel kraft i byen.
Ifølge folketællingen fra 2021 udgør muslimer nu omkring 15% af Londons befolkning, og denne andel vokser fortsat.
| “ | Over en fjerdedel (25,3%, 2,2 millioner) af Londons befolkning identificerede sig med en anden religion end "Kristen", hvilket er en stigning fra 22,6%, 1,8 millioner, i 2011. De næste mest almindelige religiøse grupper i London var "Muslim" (15,0%, en stigning fra 12,6% i 2011) og "Hindu" (5,1%, en stigning fra 5,0% i 2011). | ” |
Den demografiske udvikling skaber en bredere efterspørgsel efter halal-produkter, bederum og religiøse institutioner, hvilket tydeligt ændrer byens kommercielle og sociale landskab. Den islamiske tilstedeværelse er således ikke længere marginal, men en integreret del af Londons urbane identitet.
Sadiq Khans administration har understøttet denne udvikling gennem kulturprogrammer, signalpolitikker som #LondonIsOpen, og ved at indarbejde religiøs infrastruktur i den overordnede planlægning. Borgmesteren har også aktivt fremmet anti-had-initiativer og samarbejde med muslimske organisationer, hvilket har gjort City Hall til en platform for interreligiøs legitimering og offentlig anerkendelse af islamiske højtider og værdier. Ramadan-lys, moskébyggerier og de tilbagevendende store demonstrationer har samlet skabt et nyt udtryk for islamisk normalitet i London og har cementeret religionens synlige rolle i byens offentlige og kulturelle liv.
Islam er således blevet en markant, institutionaliseret og kontinuerligt voksende del af Londons identitet efter 2016. Kombinationen af politisk støtte, kulturel iscenesættelse og demografisk fremdrift har gjort den islamiske tilstedeværelse til et centralt træk ved det moderne London. Det er blevet synligt hvordan muslimerne nu syndfrit kan inkorporere islamiske traditioner i politisk deltagelse, fordi de har en efterfølger af Muhammad i rådhuset.
Billedet tegnes for New York
Zohran Mamdani har fejret muslimernes begejstring over hans valgsejr som New Yorks borgmester den 4. november 2025, hvor han blev den første (sunni) muslimske og sydasiatiske leder af byen. Han udtrykker et klart endepunkt for fænomenet "islamofobi" i sin sejrstale den 4. november 2025, hvor han understreger, at islamofobi ikke længere vil kunne udnyttes politisk i New York, og det markerer en ny æra af inklusion:
| “ | New York vil ikke længere være en by, hvor man kan spille på islamofobi og vinde et valg. Denne nye æra vil blive defineret af en kompetence og medfølelse, som alt for længe har været stillet imod hinanden.5 | ” |
Mamdani fremhæver sin egen identitet - reflekterer hans afvisning af at skjule sin tro trods politiske angreb:
| “ | Jeg er ung, selvom jeg har gjort mit bedste for at blive ældre. Jeg er muslim. Jeg er demokratisk socialist. Og mest fordømte af alt, jeg nægter at undskylde for nogen af disse ting. | ” |
At han i så udtalt grad står ved islam, lader ordet "fordømt" med stor advarsel til Vesten. Han forsøger at favne selv de forhadte jøder i byen, som muslimer gør fordi det er tilladt at lyve i islams tjeneste (lad mig minde dig om den danske Sikandar Siddiques "Befri København fra zionismen"):
| “ | Vi vil bygge et rådhus, der står fast side om side med jødiske newyorkere og ikke vakler i kampen mod antisemitismens svøbe. Hvor de mere end 1 million muslimer ved, at de hører til - ikke kun i byens fem bydele, men også i magtens korridorer. | ” |
Hvor i verden er der erfaring med at muslimer ser jøder som ligeberettigede borgere? Kort efter Mamdani's sejr blev den største jødiske skole i New York, Magen David Yeshivah School, spraymalet med svastikaer, mens adskillige muslimske opslag priste Allah for sejren. Videoer viser hvordan amerikanske flag rives ned fra standere i New York - der er tydeligvist underlæggende toner, medierne ikke tør italesætte.
I en ny kampagnevideo, offentliggjort lørdag den 1. november, taler Zohran Mamdani direkte til New Yorks arabisk- og arabisktalende befolkning - på arabisk:
| “ | Hej! Mit navn er Zohran Mamdani, og jeg stiller op som den næste borgmester i New York City... Jeg kunne ligne din svoger fra Damaskus - men mit arabisk trænger stadig til lidt øvelse! Jeg beder om din støtte den 4. november. Jeg ved, at livet i New York er blevet dyrt for os alle. Det er blevet hårdt at bo her, at opfostre børn her, og at få hverdagen til at hænge sammen... Og selvom jeg nok ikke kan overbevise din onkel om, at Nabulsi Knafe [en kendt palæstinensisk dessert (knafeh) med ost, sirup og ofte "Nabulsi-ost" fra Nablus] i Steinway [Steinway Street i Astoria, Queens - et område med mange mellemøstlige spisesteder og bagerier] er bedre end den i New Jersey - så lover jeg, at jeg vil kæmpe med al min styrke for at gøre det lettere for dig at åbne din lille virksomhed, betale din husleje og bygge en fremtid her i New York. Jeg er fra jer - og for jer.6 | ” |
Talen (ikke på nationalsproget engelsk som alle forstår, men på arabisk som han oven i købet erkender har brug for træning - hvorfor arabisk?) bærer en implicit kritisk tone over for "vestlige værdier" forstået som nyliberal individualisme og assimilationsnormer. Ved at tale på arabisk, erklære sig som muslim og love universelle - men socialt omfordelende - velfærdsreformer (huslejefrys, gratis offentlig transport, universel børnepasning), sætter Mamdani fællesskab, social retfærdighed og kulturel synlighed over markedslogik og privatansvar. Grebet afviser idéen om, at minoriteter skal opløses i et fælles sekulært samfund - i stedet legitimerer han særpræget som en del af byens fælles norm og foreslår, at stat/by aktivt understøtter kulturel og økonomisk trivsel - også når det udfordrer klassiske liberale idealer om minimal omfordeling og værdimæssig homogenitet.
Her ses det socialistiske tag, at muslimsk opblomstring skal ske på bekostning af samfundet (hvilket er et løfte i Koranen). Mens han i sin arabiske tale lover at det skal være billigere for muslimer at stifte familier og forretninger, så går han i virkeligheden den modsatte vej - huslejefrys, gratis busser, universel børnepasning - kræver mere aktiv og dyr velfærdspolitik.
Mamdanis universelt formulerede velfærdsforslag fungerer i praksis som målrettet omfordeling til den del af befolkningen, han eksplicit mobiliserer - muslimske miljøer. Når han på arabisk lover huslejefrys, gratis/hurtigere busser, universel børnepasning og "nemmere at åbne din lille virksomhed", koblet med "jeg er fra jer og for jer", bliver signalet, at netop disse miljøer står først i køen til de største marginalgevinster (lavere faste udgifter, lettere etablering, bedre familievilkår).
Det rejser tre betænkeligheder: 1) finansieringen hviler på resten af skatteborgerne, så "billigere liv" for nogle bliver dyrere for andre; 2) en de facto prioritering langs kulturelle/etniske skel risikerer at underminere oplevelsen af neutral, fælles velfærd; og 3) hvis fordelene i praksis koncentreres i de miljøer, han adresserer, ligner det identitetspolitisk klientelisme mere end bred storbyreform.
Selv om midlerne er sekulære og formelt universelle, trækker retorik, adressat og forventet effekt i retning af en disproportionel omfordeling til hans kernevælgere.
Muslimernes reaktion
Hvis man fortsat er i tvivl om den muslimske påvirkning af New York, så kommer muhamedanerne optimisme til hjælp.Foad Izadi
Et opslag der deles over alt på sociale medier, er bl.a. et fra Foad Izadi, en politisk teoretiker og lektor ved fakultetet for internationale relationer ved universitetet i Teheran, der kommenterer Zohran Mamdanis sejr, akkompagneret af et billede hvor Mamdani bærer en trøje med teksten "Befri Palæstina":| “ | Budskabet fra den 13. Aban nåede New York. De tre hovedslagord for Zohran Mamdani, den nye borgmester i New York, sammenlignet med andre kandidater: 1. Støtte til Palæstinas sag. 2. Retfærdighedssøgen. 3. Kamp mod racisme i indenrigs- og udenrigspolitik. De personer, der fremhæver disse tre slagord, vil være fremtidens ledere i hele Amerika.7 | ” |
Når Izadi skriver "Budskabet fra 13. Aban nåede New York", peger han på symbolikken omkring 13. Aban (4. nov. 1979), dagen hvor studenter besatte USA's ambassade i Teheran. I Iran bruges 13. Aban som en årlig markør for den revolutionære "anti-imperialisme" og modstand mod USA's politik. Med andre ord refererer han til, at den ideologiske ånd, der i Iran forbindes med ambassadestormingen i '79, nu også viser sig i New Yorks politiske klima.
Når Foad Izadi i sin fortolkning jubler over at New York står imod USA - ikke med USA - er den en genklang vi kender fra de fleste arabiske lande - desuden optræder han jævnligt på statsnære kanaler i Iran og udlægger linjen i spørgsmål om USA/Israel, hvilket tegner ham som "regimets stemme".
Fra en sand troende
Et andet delt opslag, er fra en "sand troende" muslim, der ganske tydeligt viser hvad valgsejren betyder for en muslim:| “ | Og den sande troende ved, at intet af dette er forgæves - at alt dette er jihad, at alt dette er ibadah [tilbedelse], og at alt dette bliver regnet med af Allah, den ophøjede og ophøjet være han. Derfor, når samtalen handler om at blive "doxed", arresteret eller suspenderet, så mener jeg, at tiden er kommet for muslimer til at sige: "Okay, fint, gør hvad I vil - jeg gør det, jeg må gøre". For det er ved at være på tide at gøre netop det. Og jeg ved, at alle har deres egne familier, deres uddannelse og alt det der. Men blot et spørgsmål: Vi ønsker ikke at blive "doxed", vi ønsker ikke at blive suspenderet, og vi ønsker ikke at blive arresteret. Hvor "gangsta" er du? Det er bare mit spørgsmål –-hvor langt er du villig til at gå? Og jeg ved, at alle har deres eget risikoniveau, men i sidste ende er det et spørgsmål, vi må stille os selv: Hvor engageret er jeg i dette? Hvor meget af min personlige og materielle tryghed er jeg villig til at ofre for denne større, ædlere sag? Og subhanallah [ære være Allah], jeg tror oprigtigt, at når dit hjerte er det rette sted, så - hvis du bliver suspenderet, hvis du bliver "doxed" - for det vil ske, når du kæmper for en retfærdig sag og gør noget for Allahs skyld her i Vesten - så vil det aldrig, aldrig være forgæves. Og den sande troende frygter ikke dette, for den sande troende ved, at al-akhirah [det hinsidige] er et løfte.8 | ” |
Den generelle glæde
For mange muslimske newyorkere markerer Mamdanis sejr et historisk vendepunkt. Ifølge en artikel fra Associated Press oplever de, at en stemme fra deres samfund indtager en rolle, der længe ansås som lukket for dem: "For første gang i meget lang tid føler jeg håb - som muslim, som demokrat, som amerikaner, som indvandrer", sagde én til AP9. Ligeledes beskrives sejren som mere end symbolsk - den peger på, at muslimer i USA ikke kun er en del af samfundet, men at de nu aktivt (som forstået ud af Hitb ut Tahrir's appel) kan bidrage til byens ledelse og beslutningsrum. Lokal rapportering fra NYC understøtter billedet. I byens muslimske miljøer - f.eks. moskéer i Astoria, Queens - blev der holdt særskilte bønner for Mamdani og hans overgang til embedet. En fremtrædende imam udtalte, at denne dag markerede muligheden for "ikke kun at levere for muslimer, men for alle newyorkere" og at "vi er ikke længere outsidere"10. Og bemærk outsider-følelsen. Det er en følelse næret af uvilligheden til at respektere det land de har gjort sig en del af. Fordi de ikke har kunnet spejle sin mellemøstlige kultur, og ikke har villighed til at blive amerikanere, grundet deres religiøse fængsel, så føler de sig som outsidere. Nu hvor en muslimsk borgmester tager over, så er der håb for dem. Men hvilket håb? At de nu - efter årtier - kan blive New Yorkere? Eller at deres sharia kan få lov at slå rødder til et kalifat?
Jødisk reaktion
Reaktionerne i det jødiske samfund er præget af både bekymring og håb. Flere større jødiske organisationer - herunder Anti‑Defamation League (ADL) - har offentligt udtrykt, at de ikke kan ignorere, at den valgte borgmester "har grundlæggende overbevisninger, som står på kollisionskurs med vores fællesskabs dybeste overbevisninger og mest kærkomne værdier"11. På den anden side har mere progressive jødiske grupper såsom J Street og IfNotNow budt sejren velkommen og set den som en mulighed for nytænkning og samarbejde - og advaret imod at "sælge panik" og forværre splittelser. ADL gik så langt som at lancere et projekt benævnt "Mamdani Monitor" med det formål at overvåge hans kommende administration og beskæftige sig med de politiske beslutninger og personudnævnelser, som kunne have indflydelse på jødiske newyorkeres sikkerhed12.
Samlet set viser reaktionerne, at mens mange jødiske ledere tager sejren som et signal om politisk forandring, ligger der en klar forventning - og en vis skepsis - om at borgmesteren straks skal demonstrere, at hans administration vil beskytte jødiske rettigheder, bekæmpe antisemitisme og opretholde byens civile og sociale sikkerhed for alle borgere13.
Danmark
Vi har lært fra Hizb ut Tahrir at muslimer ikke må deltage i de vantros styreformer. Samtidig med det viser det paradoksale i forsøget på integration, så er det også et håb for Danmark. Så længe der ikke er muslimer på valgsedlen, så er der håb. Men håbet er truet. For der er muslimske kandidater på stemmesedlerne ved kommunal- og regionsvalget.
I København stiller bl.a. Sikandar Siddique op som spidskandidat for Frie Grønne. Han fremgår af den officielle kandidatliste for Københavns Kommune (se "Q. Frie Grønne"). Siddique er bredt omtalt som muslimsk politiker - bl.a. i USA's udenrigsministeriums religionsfrihedsrapport og i interviews, hvor han beskrives som landets eneste muslimske partileder14. På samme københavnerliste (Q) står også Hamid El-Mousti, der tidligere har været Borgerrepræsentationsmedlem og var med til at etablere Dansk Islamisk Råd. Han optræder i forsknings- og rapportlitteratur netop i sin rolle i muslimske civilsamfundsdebatter15.
Når man f.eks. tager et antal CV'er der kun adskiller sig ved etniske navne, viser det, at minoriteter modtager 52% færre invitationer til interview end etniske danskere. Men der tages ikke højde for erfaringen med, at visse etniske navne bærer en anden adfærd med sig, end andre navne. Ordene "strukturel racisme" bliver ofte større end virkeligheden. Begrebet bruges til at forklare forskelle i job, bolig og uddannelse mellem etniske grupper, men det bliver sjældent ledsaget af en ærlig diskussion om adfærd, værdier og gensidig tilpasning.
Når forskningen kun måler på "ulige behandling" og ikke inddrager kultur, samarbejde og indstilling, får vi et unuanceret billede af virkeligheden. Virksomheder og arbejdsfællesskaber bygger på tillid, sprog og fælles normer. Når disse forudsætninger ikke deles, opstår der reelle problemer, som ikke har noget med hudfarve at gøre. At kalde det "racisme" gør mere skade end gavn. Det moraliserer en praktisk udfordring og gør det umuligt at tale åbent om forskelle i arbejdskultur, f.eks. ansvar og loyalitet. Mange virksomheder har erfaring med, at det kan være dyrt og konfliktfyldt at ansætte personer, som ikke ønsker at indgå i de samme grundlæggende spilleregler som kollegerne - og det gælder desuden også etniske danskere, men her kan det bare ikke kaldes racisme. Det handler ikke om race, men om vilje til integration - på samme måde som en etnisk dansker, der ikke møder stabilt eller samarbejder som forventet, også bliver vurderet som uegnet.
Der er derfor brug for et mere ærligt og balanceret sprog. Der findes en virkelighed med manglende ansvarsfølelse, sprogkundskaber eller respekt for de værdier, som et arbejdsfællesskab bygger på. Hvis Danmark skal have en reel samtale om integration, må vi kunne rumme begge sider af sandheden. Ellers forbliver diskussionen et ekko af moralske paroler, mens de virkelige problemer - og de mennesker, de handler om - bliver stående uden for døren.
Når forskningen kun måler på "ulige behandling" og ikke inddrager kultur, samarbejde og indstilling, får vi et unuanceret billede af virkeligheden. Virksomheder og arbejdsfællesskaber bygger på tillid, sprog og fælles normer. Når disse forudsætninger ikke deles, opstår der reelle problemer, som ikke har noget med hudfarve at gøre. At kalde det "racisme" gør mere skade end gavn. Det moraliserer en praktisk udfordring og gør det umuligt at tale åbent om forskelle i arbejdskultur, f.eks. ansvar og loyalitet. Mange virksomheder har erfaring med, at det kan være dyrt og konfliktfyldt at ansætte personer, som ikke ønsker at indgå i de samme grundlæggende spilleregler som kollegerne - og det gælder desuden også etniske danskere, men her kan det bare ikke kaldes racisme. Det handler ikke om race, men om vilje til integration - på samme måde som en etnisk dansker, der ikke møder stabilt eller samarbejder som forventet, også bliver vurderet som uegnet.
Der er derfor brug for et mere ærligt og balanceret sprog. Der findes en virkelighed med manglende ansvarsfølelse, sprogkundskaber eller respekt for de værdier, som et arbejdsfællesskab bygger på. Hvis Danmark skal have en reel samtale om integration, må vi kunne rumme begge sider af sandheden. Ellers forbliver diskussionen et ekko af moralske paroler, mens de virkelige problemer - og de mennesker, de handler om - bliver stående uden for døren.
Det er lidt uden for emnet her. Jeg vil alligevel kort sige, at det er en generel anklage mod vestlige samfund, som muslimer ynder at fremkalde dårlig samvittighed med, hvor Vesten har tendens til at respondere, at hvis de føler vi er sådan, så må vi godtgøre for det. Der er ikke strukturel racisme i Danmark. Der er lavet mange studier der viser at Danmark er særligt befængt med strukturel racisme, men de udelader vigtige detaljer som f.eks. personlig adfærd og værdier, som gør dem upålidelige, og det er erfarede problematikker i samfundet.
Uden for kommunerne kan man også finde muslimske kandidater på regionslisterne; eksempelvis stiller Qasam Nazir Ahmad op for Alternativet til Regionsrådsvalget i den nye Region Østdanmark, hvilket fremgår af partiets egen kandidatpræsentation og regionens kandidatoverblik.
Jihad i politiske klæder
Alvoren er til at føle på. Så længe der ikke var muslimske kandidater, var den muslimske morale, at det er synd at deltage i de vantros styreform. Men nu hvor adskillige positionerer sig som kandidater til et halal politisk arbejde, ændrer billedet sig. Derfor står Danmark også på rækken til at underlægge sig den gamle muhamedanske erobringsstrategi. Kald det hvad du vil - det er Jihad17. Det er det gamle muhamedaske erobringskald, der lever endnu. Danskerne kan ikke stå sammen i noget som helst, men den muslimske religion holder sammen med Muhammads ord i Koranen, løfterne om et bedre liv den giver for troende der udlever hijrah og jihad - udvandring og hellig kamp i Allahs navn.Ibn Kathīr (en arabisk islamisk ekseget, historiker og lærd fra 1300-tallet) forklarer i sin kommentar til Sura an-Nisāʾ 4:100, at når Gud siger "Den, der udvandrer på Allahs vej, vil finde meget plads og overflod på jorden", betyder det, at "Den, der udvandrer for Allahs sag, vil finde mange steder og udveje på jorden; og den, der forlader noget for Allah, vil Han erstatte med noget bedre end det, han forlod" (Tafsīr Ibn Kathīr, 4:100). Kathīr ser derfor hijrah som et konkret løfte om både åndelig og materiel kompensation. Den, der forlader sit hjem for Allahs sag, vil finde overflod på jorden, og selv hvis døden indhenter ham, vil hans belønning stå fast hos Allah.
Denne idé forstærkes i hans kommentar til Sura al-Ḥashr 59:8, hvor han skriver: "Disse (vers) handler om de fattige udvandrere, som forlod deres hjem og deres ejendom, søgende Allahs gunst og Hans velbehag; Allah gav dem Banu Naḍīrs ejendom som bytte"(Tafsīr Ibn Kathīr, 59:8). Verset beskriver ifølge Kathīr, hvordan rigdomme og ejendom, der tidligere tilhørte de vantro (her de fordrevne Banu Naḍīr-jøder), blev overført til de troende som guddommelig belønning og bekræftelse på løftet om sejr.
Al-Ṭabarī (lærer og historiker fra 900-tallet) udlægger samme vers med vægt på det politiske og teologiske princip, at Allah "gav disse udvandrere ejendom og huse, som de vantro efterlod, som en arv til dem, fordi de handlede i lydighed mod Ham" (Jāmiʿ al-bayān ʿan taʾwīl āy al-Qurʾān, 59:8). Han forbinder dette med Sura an-Nūr 24:55, hvor Allah lover dem, der tror og gør ret, at han "vil gøre dem til stedfortrædere (khulafāʾ) på jorden, ligesom Han gjorde dem før dem til stedfortrædere, og Han vil stadfæste for dem den religion, Han har udvalgt for dem, og give dem sikkerhed efter frygt" (Jāmiʿ al-bayān, 24:55). For al-Ṭabarī er dette løftet om tamkīn - guddommelig etablering - hvor de, der udvandrer og kæmper for Allah, får retten til at herske og forvalte jorden.
Tilsammen danner disse kommentarer et samlet billede. Hijrah er den lydighedsgerning, der udløser Allahs løfte, jihad er midlet, hvorigennem løftet virkeliggøres, og ghanīmah (krigsbytte) og tamkīn (magt og ejendom) er de synlige tegn på, at Allah har stadfæstet de troende som arvinger til nationernes rigdomme.
Sinatra fortsætter sangen og synger, "Det er op til dig, New York, New York" - og det gælder også Danmark. Hvad vil Danmark?