Allerede ved sin første fremtræden på Peterskirkens balkon den 8. maj 2025 sendte Leo XIV et klart signal: "Fred være med jer alle!" lød hans første ord, men det var ikke blot fred inden for kirken, han talte om. I sin første korte tale betonede han ønsket om at fremme synodalitet - en kirke der vandrer sammen, går i dialog og åbner sig for verden.
I sig selv lyder dette smukt, men for den profetisk opmærksomme åbner det for en anden tolkning. For Bibelen taler om en kommende falsk profet, der i endens tid vil forene jordens folk i religiøs enhed - ikke for Guds ære, men for at lede verden til tilbedelse af dyret, antikrist (Åb. 13:11-17).
Baggrund og karriere: Fra Chicago til verdens scene
Leo XIV blev født i Chicago i 1955 og har gennem en livslang tjeneste både i Latinamerika og Rom arbejdet for at bygge broer mellem folk, kulturer og trosretninger. Som medlem af Augustinerordenen lagde han vægt på fællesskab og inklusion, og i Peru blev han kendt for at engagere sig dybt i lokale, kulturelt blandede samfund.I 2023 udnævnte pave Frans ham som præfekt for Biskoppernes Dikastri - en magtfuld post i Vatikanet, hvor Prevost blev en nøglefigur i arbejdet med at gøre kirken mere global, verdensomspændende og åben for internationale perspektiver - åbne den for verdens mange stemmer.
Synodalitet: Demokratisering eller opløsning?
Et af de centrale nøgleord i pave Leo XIV's første tale var synodalitet1 - et begreb, der har været omdrejningspunkt for pave Frans' reformer og nu føres videre med endnu større styrke.Synodalitet betyder bogstaveligt "at vandre sammen" og præsenteres som en fornyet måde at være kirke på. En kirke, hvor ikke blot biskopper og præster, men også lægfolk, kvinder, unge, folk af andre trosretninger - ja, selv ateister - inddrages i samtaler om kirkens fremtid, lære og praksis.
På overfladen lyder det som en åben og demokratisk bevægelse. Men dybere set indebærer denne model en radikal omformning af kirkens fundament, hvor kirken traditionelt har modtaget sin lære som en fast åbenbaring fra Gud, med apostlenes efterfølgere (biskopperne) som forvaltere, og hvor den åbner synodaliteten for, at sandheden nu skal "vokse frem" gennem samtaler og kompromisser mellem mennesker. Det, der engang blev set som uforanderlig guddommelig sandhed, risikerer at blive et spørgsmål om flertalsbeslutninger og kulturelle tilpasninger.
Under pave Frans' synoder så vi allerede tegn på dette, med forslag om velsignelse af homoseksuelle par, åbenhed for kvindelige diakoner og en mere vag formulering af kirkens lære om frelsen. Alt dette blev pakket ind i sproget om "lytten", "dialog" og "vandring sammen".
Leo XIV fortsætter nu denne linje. Når kirken åbner sig for verdens "mange stemmer", åbner den sig også for verdens mange ideologier - nogle af dem i direkte modsætning til evangeliet.
I bibelsk lys er dette en farlig udvikling - der leder til det, Jesus kalder en vandring i mørket. Paulus advarer om, at der i de sidste tider vil komme en tid, hvor folk "ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne." (2. Tim. 4:3.4). Fablerne er her de gamle hedenske myter - herunder "videnskaben" om evolution, som lever i "vandringen med verden". Paulus siger at "Også jer har han (Gud) levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn" (Ef. 2:1-2). Jesus sagde, "Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys" (Joh. 8:12).
Synodalitet kan ses som en smuk maske over en dyb opløsning: Sandheden relativiseres, Kristus nedtones, og kirken formes gradvist til en enhedsreligion, der kan rumme alle - undtagen dem, der fastholder den sande tro. Netop en sådan religiøs enhed, advarer Åbenbaringen, vil bane vej for den falske profet - en global religiøs leder, der forener verden i tilbedelsen af dyret (Åb. 13:11-17).
Traditionelle symboler, moderne agenda
Ved sin første optræden på Peterskirkens balkon sendte pave Leo XIV et stærkt visuelt signal til verden, da han bar den traditionelle røde mozetta - en kappe, der i århundreder har været symbolet på pavens autoritet og embede som Kristi stedfortræder på jorden2.Det var bemærkelsesværdigt, fordi hans forgænger, pave Frans, i tolv år konsekvent havde fravalgt denne kappe som et signal om ydmyghed og afstand fra pavens traditionelle regalier. Ved at iføre sig mozettan virkede Leo XIV som om, han tilbød en tilbagevenden til traditionen - noget, som mange konservative katolikker længe havde håbet på.
Men under den traditionelle overflade lød et ganske andet budskab i Leo XIV's ord, idet han som sagt talte om den synodale kirke. Hermed åbenbares en vigtig dynamik. Traditionen bruges som dragt - men ikke i gerning. Ydre former, historiske symboler og liturgiske klæder beholdes, men de kombineres med et indhold, der gradvist løsriver kirken fra sin fundamentale grundvold. Det er ikke underligt, for den falske profet Johannes så, beskrives som at have "to horn ligesom et lam, men talte som en drage" (Åb. 13:11).
Det er et velkendt mønster i religiøs historie, at forandringer ofte indføres bag masken af kontinuitet. Når ydre former bevares, dulmes opmærksomheden på de indre, dybe forandringer, der finder sted. På samme måde kan pave Leo XIV's traditionelle fremtoning tjene til at berolige trofaste katolikker, mens kirken bag kulisserne omformes til en platform for global religiøs enhed.
Johannes så en kvinde klædt i purpur og skarlagen (Åb. 17:4) - et billede på en religiøs magt, der udadtil udstråler pragt og fromhed, men som i virkeligheden fører folkeslagene væk fra den sande Gud. Pave Leo XIVs kombination af traditionens ydre tegn og kirkens nye indhold, kunne derfor meget vel være en nøje orkestreret del af den bevægelse, som forbereder vejen for den falske profet og antikristens verdensherredømme.
Oprindelsen af den romersk katolske moderkirke
Jesus Kristus grundlagde sin kirke i det 1. århundrede, baseret på Peters bekendelse om, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Denne tro - ikke Peter som person - var fundamentet for menigheden. Flere århundreder senere, under kejser Konstantin3 i det 4. århundrede, blev kristendommen omformet til en statsreligion, hvor kejsermagt og kirkeinstitution smeltede sammen.Den romersk-katolske kirke, som voksede frem i denne proces, hævdede senere, at Roms biskopper var Peters efterfølgere og modtog direkte autoritet fra Jesus. Historisk set var Peter imidlertid for længst død, og ingen direkte institutionel overlevering fra apostlene til den katolske kirke kan dokumenteres. Dermed blev en kirke, der oprindeligt var båret af tro, til en politisk magtinstitution, der påberåbte sig guddommelig legitimitet uden det fundament Jesus selv lagde.
Så den romersk-katolske moderkirke blev ikke startet af Jesus, den blev startet af den romerske kejser Konstantin, og den havde sit hovedkvarter i Rom, ikke i himlen. Konstantin blandede jødedom og Mithraisme samt nogle af de andre religioner fra den arabiske verden, der også tilbad solen, og bragte alle disse forskellige religioner sammen for at styrke Cæsars magt i Rom under én religion og én regering - en slags verdensregering på det tidspunkt.
Katolsk er et latinsk ord, der betyder universel, en kirke over hele verden. Konstantin forsøgte at forene alle religionerne i det romerske imperium til én, fordi religiøse skel kan være meget farlige, og de kan også rumme forræderi og modstand selv mod regeringen. Så Cæsar indså, at han kunne samle alle religionerne til én religion og kalde den kristendom, og samtidig ville den indeholde elementer fra alle de andre religioner. Den ville have jødedommens Yahweh, Sol Invictus-kultens soldyrkelse, den ville have elementer af Mithraisme, så alle kunne blive enige om at følge én religion, som Cæsar ville styre fra.
Det ses tydeligt, at det er præcis den plan der føres videre af den nye pave. Samme plan, samme endemål - ingen skal tilbede den levende Gud.