Alligevel er Israel blevet delt af israels fjender et utal af gange, de sidste 4.000 år efter Gud lovede Abraham landet og endeligt ved det "Britiske mandat" hvor 70% blev givet til jordanerne, mens Israel nu kun har omkring 20% tilbage.
Nationerne er allerede skyldige til dom - men det ser ud til at Israel vil blive yderligere delt. Verdens ledere afspejler Satans had som et evigt ekko, og planen om at udrydde Israel for at gøre Gud og Hans Ord til skamme, er Satans langsigtede strategi. Og lille beskyttede Danmark hægter sig på hadet.
Den 15. juli 2025 diskuterede Udenrigspolitisk Nævn situationen i Mellemøsten, hvor Danmark igen bekræftede sit engagement i at fremme to-statsløsningen gennem EU-drøftelser om Israel/Palæstina. En artikel fra 31. juli 2025 opsummerede Danmarks holdning som en klar støtte til to-statsløsningen siden 1948, med fokus på, at Palæstina ikke udråbte en stat i 1947, men at Danmark nu arbejder for gensidig anerkendelse1 2.
- Venstrefløjen (f.eks. EL, SF, Alternativet): Kræver ofte hurtigere handling, som anerkendelse af Palæstina og sanktioner mod Israel, for at realisere to-statsløsningen3 4 5.
- Regeringen og Moderaterne: Fokuserer på diplomatisk pres via EU og FN, med betinget anerkendelse som del af en forhandlet løsning6 7.
- Dansk Folkeparti: Støtter to-statsløsningen, men kun efter en fuld fredsaftale med sikre grænser8.
Disse udtalelser afspejler en bred konsensus i dansk politik om to-statsløsningen som den eneste vej til fred, selvom der er uenighed om tempo og metoder. Danmark fortsætter sit engagement gennem bistand, humanitær hjælp og diplomatiske kanaler for at støtte palæstinensisk statsopbygning.
Det var lille Danmark, men hele verden er engageret imod Gud.
147 ud af 193 FN-medlemslande (76%) anerkender i øjeblikket Palæstina som en selvstændig stat, hvilket repræsenterer det klareste mål for international støtte til en to-statsløsning mellem Israel og Palæstina.9 10 11. Det betyder at palæstinenserne nyder anerkendelse fra et betydeligt flertal af det internationale samfund. Pr. august 2025 anerkender 147 FN-medlemslande plus Vatikanet (som har observatørstatus) formelt Palæstina som en suveræn stat. Dette repræsenterer cirka tre fjerdedele af alle FN-medlemmer9 11 12.
Seneste momentum (2024-2025)
Det seneste år har været præget af et hidtil uset momentum i palæstinensisk anerkendelse, hvor 10 lande formelt anerkendte Palæstina i 2024:9 13.Europæiske lande:
- Norge, Irland og Spanien (koordineret anerkendelse i maj 2024)13.
- Slovenien (juni 2024)14.
Caribiske nationer:
- Bahamas, Trinidad og Tobago, Jamaica og Barbados9 13.
Andre regioner:
- Armenien og Mexico11.
Fire store vestlige allierede har annonceret planer om at anerkende Palæstina inden september 202510 15:
- Frankrig: Præsident Macron annoncerede anerkendelse ved FN's Generalforsamling i september, hvilket gør Frankrig til det første G7-land, der tager dette skridt16 17.
- Storbritannien: Premierminister Starmer forpligtede sig til anerkendelse, medmindre Israel accepterer en våbenhvile og fredsproces inden for otte uger12 16.
- Canada: Premierminister Carney annoncerede betinget anerkendelse afhængig af reformer i den Palæstinensiske Myndighed11 15.
- Malta: Annoncerede at formel anerkendelse vil ske ved den kommende FN-session18.
Internationale diplomatiske initiativer
Global Alliance for Implementation of Two-State Solution, etableret i september 2024, inkluderer denne alliance 84+ lande og organisationer, der arbejder mod implementering af en to-statsløsning. Alliancen er co-ledet af Norge, Den Europæiske Union og Saudi-Arabien, med regelmæssige møder i store hovedstæder, herunder Oslo, Bruxelles, Riyadh og Cairo19 20 21.New York-erklæringen (juli 2025)
Den seneste FN's højniveau-konference producerede ”New York-erklæringen”, som sikrede bred international støtte. Femten lande underskrev ”New York-opkaldet”, herunder stormagter som Australien, Canada og flere europæiske nationer. Erklæringen blev også støttet af den 22-medlems Arabiske Liga og hele Den Europæiske Union22 23 24 25 26 27 28.FN-konference deltagelse
Juli 2025's højniveau-konference om to-statsløsningen havde over 120 talere fra lande verden over, hvilket demonstrerer omfattende international engagement med spørgsmålet. Bemærkelsesværdigt boykottede USA og Israel begivenheden16 18 29.Regional opdeling
Den Europæiske Union: 11 ud af 27 EU-medlemslande anerkender i øjeblikket Palæstina, med Frankrigs kommende anerkendelse, der bringer dette til 12. Flere andre EU-lande, herunder Belgien, Malta og Luxembourg, overvejer anerkendelse14 17.NATO-medlemmer: 14 ud af 32 NATO-lande har anerkendt palæstinensisk statsret10.
G20-nationer: 10 G20-lande anerkender i øjeblikket Palæstina, med potentiel tilføjelse af Frankrig, Storbritannien og Canada, der bringer dette til 13 ud af 20 medlemmer30.
Mellemøsten og Afrika: Næsten alle lande i disse regioner anerkender palæstinensisk statsret31.
Asien: De fleste asiatiske lande anerkender Palæstina, med bemærkelsesværdige undtagelser, herunder Japan, Sydkorea og Singapore32 31.
Modstand og tilbageholdende lande
46 FN-medlemslande anerkender ikke Palæstina, herunder store vestlige magter11:- USA (fortsætter med at modsætte sig anerkendelse)16 27.
- Tyskland (ingen planer om anerkendelse på kort sigt)30.
- Australien (anerkender ikke, men støtter to-statsløsning)31.
- Japan og Sydkorea30 31.
Den nuværende israelske regering under premierminister Netanyahu modsætter sig to-statsløsningen og har afvist internationale anerkendelsesinitiativer27 33.
Konsekvenser
Den voksende internationale anerkendelse repræsenterer et betydeligt skift i diplomatisk momentum. Med Frankrig, der bliver det første permanente FN-Sikkerhedsrådsmedlem (ved siden af Kina og Rusland) til at anerkende Palæstina, forbliver kun USA blandt de fem permanente medlemmer uden anerkendelse10 17.Denne brede internationale støtte afspejler en global konsensus om, at en to-statsløsning - med en uafhængig palæstinensisk stat, der eksisterer side om side med Israel inden for internationalt anerkendte grænser - forbliver den eneste levedygtige vej til varig fred i Mellemøsten16 34 35.
Placeringen af en selvstændig palæstinensisk stat den politiske arenas vision
Den politiske arena, herunder FN, EU og de fleste internationale aktører, forestiller sig typisk en selvstændig palæstinensisk stat placeret i Vestbredden (inklusive Østjerusalem) og Gaza-striben. Dette baseres på princippet om en to-statsløsning, hvor Palæstina og Israel eksisterer side om side inden for internationalt anerkendte grænser, ofte med udgangspunkt i 1967-grænserne med mulige jordbytteaftaler36 37 38.Geografisk oversigt
Vestbredden udgør kernen i den foreslåede palæstinensiske stat. Dette område, som omfatter byer som Ramallah, Hebron og Nablus, er i øjeblikket opdelt i områder A, B og C i henhold til Oslo-aftalerne fra 1990'erne39:- Område A (18% af Vestbredden): Fuldt under palæstinensisk administrativ og sikkerhedsmæssig kontrol, med tæt befolkning39.
- Område B (22%): Palæstinensisk administrativ kontrol, men delt sikkerhed med Israel39.
- Område C (60%): Under fuld israelsk kontrol, inklusive bosættelser, hvilket komplicerer en fremtidig statsdannelse39.
Gaza-striben, beliggende ved Middelhavet og grænsende til Egypten og Israel, er en anden central del. Sammen med Vestbredden dækker disse territorier cirka 6.020 kvadratkilometer og huser over fem millioner palæstinensere40.
Østjerusalem betragtes som den fremtidige hovedstad for Palæstina af det internationale samfund, da det har dyb religiøs og national betydning for palæstinenserne. FN og EU understreger, at Jerusalem skal deles, med Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad, mens Vestjerusalem forbliver israelsk41.
International konsensus og udfordringer
Den internationale konsensus, som støttes af FN's resolutioner og to-statsløsningen, placerer den palæstinensiske stat inden for de territorier, der blev besat af Israel i 1967-krigen. Dette inkluderer mulige justeringer gennem forhandlinger for at sikre territorial kontinuitet og adgang mellem Vestbredden og Gaza. For eksempel foreslår nogle modeller en konfødereret struktur, hvor borgere kan bevæge sig frit, men med klare suveræne grænser42 38 43.Udfordringerne inkluderer israelske bosættelser i Vestbredden (over 600.000 bosættere), som betragtes som ulovlige under international lov, og den nuværende blokade af Gaza. Den israelske regering under Netanyahu afviser ofte denne vision, mens palæstinensiske ledere insisterer på fuld suverænitet over disse områder44 38 43.
Denne placering afspejler en bred global enighed om, at en levedygtig palæstinensisk stat er essentiel for varig fred i regionen, med fokus på gensidig anerkendelse og sikkerhed43 45 41.
Fred er umulig, så længe palæstinenserne afviser Israels eksistens
Mens verdens ledere igen samles for at tale fred og to-statsløsning, ignoreres en ubestridelig realitet: det palæstinensiske nationalcharter nægter fortsat Israels eksistensberettigelse. Det erklærer staten Israel for ulovlig, afviser enhver historisk og religiøs forbindelse mellem jøder og landet, og ophøjer kampen for Israels totale udslettelse til en national og religiøs pligt. Ethvert kompromis, enhver deling, afvises kategorisk. Dette er ikke en konflikt om grænser, men om eksistens. Når et folk definerer sin identitet gennem modstand mod et andet folks blotte ret til at leve, bliver “fred” et bedrag, en strategi til udslettelse.Alligevel vil verdenssamfundet fortsat tvinge Israel til kompromis. Logikken vil uundgåeligt kompromitteres, og i sin bestræbelse på at skabe fred vil menneskeheden stille sig på tværs af Guds evige løfter. Bibelen forudsiger præcist denne globale mentalitet. I Joel. 3:2-3 siger Herren, at Han vil samle alle folkeslag i dom, fordi "de delte mit land", som Gud har givet til Israel. Ligeledes advarer Zak. 12:3, at Jerusalem vil blive "Løftesten for alle Folkeslag", og at "enhver, som løfter den, skal rive sig på den" - rive sig til stykker - dvs. ødelægges. Ezek. 36:5 taler om, hvordan Israels fjender med hjertets skade fryder sig over at tage det hellige land til sig som deres ejendom. Salme 83 nævner nationer, der i forening råber: "Kom, lad os udslette dem som folk, så Israels navn ikke mere bliver nævnt".
Disse profetier beskriver en verden, der i blind arrogance forsøger at tilsidesætte Guds vilje og påtvinge en "fred", som i virkeligheden er forberedelsen til dom. Så længe palæstinenserne og deres støtter fastholder, at Israels udslettelse er vejen til retfærdighed, vil sand fred forblive en utopi – og ethvert forsøg på at gennemtvinge den vil kun fremskynde opgøret med den Almægtige.
Verden er imod Gud - ikke blot Israel
Det, vi ser i dag, er ikke blot et opgør mellem nationer. Det er en global konfrontation med Gud selv. Verden tror, den kæmper mod Israel - men i virkeligheden kæmper den mod den Almægtige. Gud har fra begyndelsen erklæret sin vilje, at Han, på grund af folkets ulydighed, ville sprede Israel blandt nationerne (5. Mos. 28:64), men i de sidste dage vil Han bringe dem tilbage til det land, Han gav deres fædre (Ezek. 36:24, Jer. 31:10, Es. 43:5-6). Denne genoprettelse er ikke en politisk tilfældighed - det er opfyldelsen af Guds løfter.Israels eksistens i dag, efter næsten 2.000 års eksil, er i sig selv et vidnesbyrd om endetiden. Intet andet folk har overlevet så lang en adspredelse og vendt tilbage til deres eget land med deres sprog og identitet intakt. Og som forudsagt, reagerer verden ikke med undren og ærbødighed, men med raseri. Nationernes ledere forenes i deres krav om at splitte landet endnu en gang, stjæle Jerusalem og give det til dem, der åbent erklærer, at Israel skal fjernes fra landkortet. Dette had er ikke rationelt - det er åndeligt. Salme 2 siger det klart - folkene larmer, og folkeslagene grunder på tomhed... De vender sig mod Herren og mod hans salvede". At kæmpe mod Israel er at kæmpe mod Gud.
Jo mere verden vender sig mod Israel, jo tydeligere ser vi opfyldelsen af profetierne. Jo mere de forsøger at splitte landet, jo nærmere kommer vi den endelige dom. Verden har stillet sig i opposition til Guds plan - og Han vil svare.