Julanis løfter - og den vestlige facade
Bag kaosset stod Abu Muhammad al-Julani, den nye syriske leder, som blot dage forinden i en tv-tale forsikrede Syriens druzere: "At beskytte dine rettigheder er vores øverste prioritet".Udtalelsen blev hurtigt tolket som et forsøg på at berolige både den vestlige offentlighed og landets minoriteter – “en ISIS-mand i jakkesæt, der siger, hvad Vesten vil høre”, som det blev beskrevet i flere kommentarer.
Samtidig havde Julani annonceret, at det nye Syrien skulle genopbygges med "Allahs hjælp", og at der ville blive indført et moralpoliti med beføjelser til at overvåge borgernes adfærd, påklædning og offentlige optræden - en institution kendt fra Iran og Saudi-Arabien, hvor den blandt andet håndhæver kønsadskillelse, beskeden påklædning og religiøse normer. "Efter det vil vi fokusere på at genopbygge dette land. Som vi sagde fra begyndelsen, er det en sejr med Allahs hjælp", udtalte han optimistisk - samtidig med at en af hans fremtrædende støtter, Ahmad Al-Sharaa, varslede det kommende moralpoliti.
Fra "beskyttelse" til massakre
Men løfterne om fred og beskyttelse blev hurtigt gjort til skamme. Da regimets tropper - under dække af at skabe fred - forlod As-Suwayda, rykkede væbnede beduin-militser og jihadister ind, og overgrebene tog til. I dagene efter kom de første meldinger om voldsomme massakrer på druzerne, inklusive voldtægt af børn, halshugninger, nedbrænding af kvinder i helligdomme og systematisk drab på civile.Sheikh Muwafaq Tarif, åndelig leder for druzerne i Israel, beskrev rædslerne i detaljer: "Hvad skete der i Syrien? De voldtog en 5-årig pige. De gik ind i et helligt sted, hvor kvinder havde søgt skjul, og brændte dem levende. De dræbte, halshuggede - det var ren udrensning. Det var kun, fordi de er druzere og ikke tror som dem".
Først dage efter, da jihadisterne havde trukket sig tilbage, blev det fulde omfang af overgrebene åbenbaret: Snesevis, måske over hundrede, druzere var blevet slagtet af de såkaldte Sunni General Security Terrorists.
Beduinernes rolle og hævnspiral
Beduin-militsernes indtog og overgreb var ifølge flere kilder selve startskuddet til voldsbølgen. Efter at druziske grupper svarede igen, opstod der en hævnspiral, hvor beduinerne begyndte at flygte fra området - vel vidende at deres angreb ville udløse konsekvenser.En beduin-kommandør udtalte til Reuters, at en ny offensiv mod israelsk-støttede druzere var under forberedelse, og at våbenhvilen kun gjaldt regimets styrker, ikke beduinerne selv. Snart efter blev det meldt, at væbnede beduin-stammer havde erklæret mobilisering og jihad mod druzerne, og at kampe stadig ulmede flere steder.
Samtidig kritiserede syriske sunnier, både journalister og borgere, regimet for at have forladt beduinerne og undladt at sikre deres evakuering eller sikkerhed - en erkendelse af regimets sammenbrud i regionen, og at druzerne nu reelt stod uden central beskyttelse.
Druzere vender sig til Israel
Midt i kaosset vendte druzerne sig til Israel, både symbolsk og konkret. I Sweida blev der viftet med druziske flag forsynet med en Davidsstjerne foran guvernørens bygning - et bemærkelsesværdigt signal om ønsket om israelsk beskyttelse. Flere drusiske landsbyer har ifølge lokale kilder bedt om at blive annekteret af Israel for at undgå yderligere overgreb.Druzernes hyldest til Israels forsvar (IDF) blev flere steder åbenlys, hvor de modtog israelske styrker med glæde - en gestus, der illustrerer desperation og bruddet med tidligere loyaliteter.
Samtidig appellerede Sheikh Hikmat al-Hijri, den åndelige leder for druzerne i det sydlige Syrien, om en akut nødhjælpskorridor til de kurdisk-kontrollerede områder i nord og øst. Denne rute, kendt blandt sunnier som "Davids-aksen", er designet til at undgå kontrol fra Julani-regimet og skabe alternative alliancer for at sikre druzernes overlevelse.
Israelsk indgriben og politisk reaktion
På israelsk side valgte Netanyahu og forsvarsminister Israel Katz at handle hurtigt og hårdt for at forhindre yderligere massakrer. Netanyahu udtalte i en offentlig erklæring: "Vi etablerede en klar politik: demilitarisering af området syd for Damaskus og beskyttelse af vores brødre, druzerne, i Jabal Druze. Da disse linjer blev brudt, og regimet begyndte at slagte druzerne, kunne vi ikke acceptere det. Jeg beordrede IDF til at handle - og handle kraftfuldt. Resultatet var en våbenhvile opnået gennem styrke, ikke bønner. Vi vil ikke tillade, at druzerne i Jabal Druze bliver skadet".Han refererede direkte til en samtale med Sheikh Muwafaq Tarif, druzernes leder i Israel, som havde mindet ham om, hvordan jøderne under Holocaust råbte på hjælp uden at nogen kom. "I dag bliver vi druzere slagtet, og vi beder om Israels hjælp".
Netanyahu svarede: "Han har ret. Vi handlede, og vi vil fortsætte med at handle, hvis det er nødvendigt".
Forsvarsminister Israel Katz var endnu mere direkte i sin kritik af Julani og det nye styre: "Jeg har ikke tillid til Assad, hverken faderen eller sønnen, og slet ikke til en leder som Julani, der samarbejder med jihadistiske grupper mod minoriteter - nu mod druzerne, i morgen mod Israel".
Sammenbrud og flugt fra Damaskus
Mens Israels aktioner tvang regimet og dets allierede til retræte fra As-Suwayda og for en stund standsede massakrerne, afslørede situationen samtidig total politisk ustabilitet i Damaskus. Præsident Ahmad Al-Sharaa og hans familie flygtede fra hovedstaden, og i løbet af natten blev centrale bygninger - herunder Radio- og TV-bygningen - overtaget af militærenheder. Samtidig blev tre toppersoner i overgangsadministrationen, heriblandt forsvarsminister Murhaf Abu Qasra, udsat for attentat.Ifølge kilder blev Julani selv set forlade Damaskus kort efter, hvilket for mange syrere stod som det endelige symbol på regimets kollaps og lederens svigt over for egne løfter og befolkning.
Kontrast mellem hensigt og realitet
Julani, der blot få dage tidligere havde bedyret, at "beskyttelse af druzernes rettigheder" var hans "højeste prioritet", endte altså med at overse - eller endda muligvis fremprovokere - en situation, hvor massakrer, hævn og etnisk udrensning fik frit spil. Drømmen om genopbygning "med Allahs hjælp" blev ikke alene saboteret, men forvandlet til et mareridt, hvor kun udenlandsk intervention kunne stoppe blodbadet.På samme tid blev løftet om et moralpoliti, der skulle sikre samfundets normer og moral, et dystert ekko af de regimer i regionen, hvor social kontrol, kønsadskillelse og overvågning har betydet mere undertrykkelse end beskyttelse for minoriteter.
Det historien igen og igen bevidner er, at der ingen tolerance findes i Islam, for mennesker der ikke tror som Islam foreskriver. Alt hvad der rører sig omkring den voksende mængde af muhamedanere der følger den dominerende islamisme, ender i død og ødelæggelse. Det er et historisk faktum, kendt over hele kloden. Og mens vi sidder er i Vesten og ser på ulykkerne i mellemøsten, så former vores egen undergang sig indefra, fra samme kræfter - hvis da ikke vi griber ind og stopper det i tide, hvilket i flere lande allerede er for sent.
Et Syrien i opløsning - og nye alliancer
Konsekvensen er et Syrien i total opløsning, hvor minoriteter som druzerne ser mod nye beskyttere, og hvor både interne og eksterne aktører griber ind. Israels indgriben standsede for en stund massakrerne, men udsigten til fred er fjern. Druziske ledere arbejder på at etablere forbindelser uden om det centrale regime, både mod Israel og kurderne, mens de opfordrer omverdenen til at reagere mod det, der bedst kan beskrives som en humanitær katastrofe og et politisk kollaps.Kort om Druze-trosretningen
Druzere er en religiøs minoritet, især i Syrien, Libanon, Israel og Jordan. Deres tro opstod i begyndelsen af 1000-tallet i Egypten under det fatimidiske kalifat.Druzisk tro udsprang af islam - nærmere bestemt den shiitiske Ismaili-gren - men udviklede sig hurtigt til noget helt andet. Druzere tror på én Gud, men de afviser næsten alt klassisk islamisk praksis. De tror på "tawhid" - Guds absolutte enhed. De ser Gud som uendelig og uden fysisk form.
De er meget hemmelighedsfulde om deres tro. Store dele af deres lære, hellige skrifter og ritualer er kun tilgængelige for de indviede (de såkaldte "uqqal" - de vise/åndelige ledere), mens "jukhal" (flertallet af druzere) ikke kender de dybere dogmer.
De tror på en række profeter, men den centrale figur er al-Hakim bi-Amr Allah, en fatimidisk kalif fra Egypten, der regnes som en guddommelig manifestation. De tror på sjælevandring/reinkarnation (tanāsukh). En død druzes sjæl fødes straks igen i en ny druzisk krop. De anerkender elementer fra andre religioner, bl.a. filosofi, gnosticisme, nyplatonisme og endda noget kristendom.
Druzere praktiserer ikke sharia, beder ikke de fem daglige bønner, faster ikke i Ramadan og tager ikke på pilgrimsrejse til Mekka. De har deres egne lukkede ritualer og mødes i særlige "khalwa"-huse. De er stærkt loyale over for deres lokalsamfund og land, og søger ikke at omvende andre - man kan kun være druser, hvis man er født ind i samfundet. Det er strengt forbud mod at konvertere og mod at indgå ægteskab med ikke-druzere. Kodeks for etik, ære, sandhed, beskyttelse af med-druzere og respekt for værtslandet.
Druzerne har gennem historien ofte været ofre for forfølgelse - ikke angribere. De har kun taget til våben i selvforsvar, typisk når deres eksistens har været truet af større magter (osmannere, islamistiske regimer, syriske centralmagter, ISIS m.fl.). Der er ingen ambition om at dominere, styre eller true andre grupper politisk eller religiøst. Tværtimod undgår de at blande sig i naboers trosliv og politik, ud over at sikre egen eksistens. I meget sjældne tilfælde (som netop i As-Suwayda eller under borgerkrigen i Libanon) har druzerne organiseret militser. Men det har altid været som lokal selvforsvar mod overgreb og trusler - aldrig offensiv jihad, ekspansion eller mission.
Med andre ord, Druzerne er hverken fysisk eller mentalt en trussel mod andre grupper. Deres grundlæggende filosofi og historiske opførsel er præget af fredelig sameksistens, intern loyalitet og selvforsvar. I konflikter bliver de ofte ofre - og kun undtagelsesvist, når de tvinges, kæmper de for overlevelse.