Maria som "Guds mor" er ikke accepteret universelt. Både logisk og Bibelsk er det forkert, for ganske vidst føde Maria Jesus, men Gud består også af Faderen og Helligånden - som hun ikke fødte. Bibelej kalder Maria for Jesu moder - "Hvad der er født af kødet er kød; og hvad der er født af Ånden er ånd" (Joh. 3:6). Maria fødte mennesket Jesus, ikke Gud. EN gud født af Maria, er en afgud - og det er hvad moderkirken har lavet sig3.
Historisk Kontekst fra Andet Vatikankoncil
Andet Vatikankoncil (1962-1965) revolutionerede kirkens syn på ikke-katolske kristne ved at erklære protestanter for "adskilte brødre" i dokumentet "Unitatis Redintegratio", hvilket fjernede den gamle mærkning af dem som kættere og åbnede døren for økumenisk dialog. Denne ændring var et svar på 500 års splittelse siden reformationen og søgte at fremme enhed gennem fælles bibliske grundlag, uden at kompromittere katolsk doktrin. Nu, næsten 60 år senere, ser "Mater Populi Fidelis" som en fortsættelse af denne strategi, hvor afvisningen af "Co-Redemptrix" - en titel der ofte opfattes af protestanter (og i Bibelen) som en overdrivelse af Marias rolle - hjælper med at fjerne potentielle stridspunkter i interkirkelig samtale.Dokumentet citerer koncilets ånd ved at betone Marias rolle som underordnet Kristus, hvilket resonerer med protestantisk teologi om "solus Christus" (Kristus alene som frelser), og det undgår titler der kunne ses som mariolatri. Kardinal Víctor Manuel Fernández fremhæver i forordet, at dette er en "særlig økumenisk indsats", der balancerer katolsk identitet med behovet for at invitere andre kristne ind i en fælles troserfaring.
Strategi for at inddrage kristendommen under katolsk domæne
Ved at prioritere titler som "Mor for de Troende", der er inkluderende og peger mod Kristus som eneste mægler (1. Tim. 2:5), forsøger Vatikanet at øge sin samlende kraft i kristenheden, hvilket i disse sidste dage ses som et led i pavens bredere vision om at bringe alle kristne under moderkirkens indflydelse. Det bygger på Leo XIV's engagement i økumenisme, inspireret af koncilet, og søger at mindske modstanden fra evangeliske og reformerte kirker, ved at fokusere på fælles elementer som Inkarnationen frem for kontroversielle marianske udtryk (herunder også "Guds Moder"). Kritikere inden for traditionelle katolske kredse ser det som en "maximalisme"-bekæmpelse, der potentielt svækker katolsk fromhed, men tilhængere af dialog argumenterer, at det styrker kirkens appel til en global protestantisk befolkning på over 900 millioner4.
Dokumentet adresserer direkte bekymringer fra protestantiske ledere, der har set "Co-Redemptrix" som en barriere for enhed, og det opfordrer til en fromhed, der er "åben for økumenisk indsats" uden at introducere nye dogmer. Det er ganske enkelt en taktisk bevægelse for at genskabe kristen enhed under katolsk lederskab, i tråd med koncilets opfordring til at anerkende "de elementer af sanctification og sandhed" i andre kirker.
Forstærket økumenisme
Udgivelsen af "Mater Populi Fidelis" falder sammen med stigende dialog-initiativer, som f.eks. møder mellem Vatikanet og protestantiske verdensorganisationer, og det signalerer en fortsat prioritering af enhed som svar på globale udfordringer som sekularisme5. Ved at afvise titler der kræver "hyppige forklaringer", skaber dokumentet plads for dybere samarbejde, potentielt førende til fælles bøn og teologiske samtaler der trækker protestantiske samfund tættere på Rom. Dette er et klart ekko af Andet Vatikankoncils vision om at overvinde splittelsen og genoprette "fuld synlig fællesskab i én kirke".Når vi ser Vatikanets seneste skridt i lyset af Bibelens forudsigelser for enden, bliver det tydeligt, at denne doktrinære "forenkling" ikke blot er teologisk diplomati, men et strategisk led i en langt større plan. Bibelen advarer om, at i de sidste dage vil en religiøs magt - "den store skøge" i Åbenbaringen 17 - ride på dyret og samle jordens konger og religioner i én global åndelig struktur, hvor sandhed og løgn smelter sammen for at tjene Antikrists formål.
Den katolske moderkirke fremstår mere og mere som denne samlende kraft, der - under dække af fred, enhed og kærlighed - søger at inkludere alle trosretninger i en fælles, menneskeskabt religion. Når kirken fjerner de udtryk, der skaber skel til protestanterne, og i stedet fremhæver titler, som alle kan acceptere, "klipper den en hæl og hugger en tå" for at favne alt og alle. Men i dette forsøg på at forene alt under ét banner, opløses grænsen mellem sandhed og vildfarelse.
Som vi nærmer os enden, ser vi, hvordan det, der begyndte som økumenisk dialog, nu vokser til en universel religion, hvor Rom søger at stå som moder og leder for hele den globale tro. Den kirke, som engang forfulgte dem, der holdt fast ved Skriften alene, smykker sig nu med tolerancens og enhedens klæder - men under overfladen er det stadig den samme magt, som Johannes så "beruset af de helliges blod" (Åb. 17:6).
Dermed bliver "Mater Populi Fidelis" ikke blot et dokument om Mariologi, men et profetisk tegn på tidernes modenhed. Den katolske moderkirke rejser sig igen for at blive den åndelige centrum for Antikrists verdensreligion - en skøge, der favner alle, men fornægter den eneste sande Gud.