Frankrig og Spanien siger ret klart, at de ikke anerkender Maduro som legitim præsident, men omtaler operationen som en overtrædelse eller mulig overtrædelse af princippet om ikke‑vold i folkeretten og efterlyser FN‑rammer og forhandlinger. Tyskland taler om "juridisk kompleksitet" og nødvendigheden af international ret, samtidig med at man politisk fordømmer Maduro og hans valg som "manipuleret". Venstrefløjspartier og enkelte kommentatorer kalder direkte aktionen "stats‑terrorisme", "illegal angrebskrig" og udtryk for, at USA igen indfører princippet om, at "den mægtige har retten”.
Olie og geopolitik nævnes i europæiske analyser, men oftest i baggrundsstykker og kommentarer, ikke som den officielle hovedforklaring; fokus ligger på Trumps magtdemonstration. Nogle mere systemkritiske europæiske analyser peger på, at EU's tilbageholdenhed over for USA også skyldes afhængighed af USA i Ukraine‑krigen og frygt for at udløse transatlantiske spændinger ved at kritisere Washington for hårdt.
Knibtangsmanøvre uden militær indgreb
Hvad kan det være Trump (og hans administration) har set, som Europas ledere ikke forstår? Han har set noget langt større end den klassiske forklaring om "olie" eller "narkotika" eller "terror". Det er det hele på én gang - og netop derfor giver Venezuela mening som mål. For det, der afgør den næste verdensorden, er ikke paneldebatter og topmøder, men energi, råstoffer, kapital, forsyningskæder og data. Den blok, der kontrollerer energien, kontrollerer tempoet i industrien - og dermed også tempoet i AI, avanceret produktion og militær kapacitet.I den logik er pointen ikke, at USA mangler Venezuelas olie. Pointen er, at Kina - og Kinas partnerskaber - ikke må have lov at dominere energien i den vestlige hemisfære. Det er præcis samme pointe med Grønland. Marco Rubio har i amerikanske interviews gjort linjen klar. USA kan klare sig uden Venezuelas olie, men vil ikke acceptere, at regionens energisektor fungerer som platform for USA's modstandere og rivaler. Kina er afhængig af netop Venezuelas og Irans olie. Kina køber langt størstedelen af Venezuelas råolieeksport (estimeret mellem 60-90%1), næsten al iransk olie (85-90 procent2) og knap halvdelen af Ruslands olie3. Derfor vendes "olie-argumentet" på hovedet - det handler om olie - men ikke for USA, det handler om at afskære en rival fra den energi, der driver industri, militær og teknologi.
Når USA så samtidig lægger pres omkring Irans olieflow og Ruslands energihandel, bliver Venezuela en del af et samlet greb - at afskære rivalens brændstof - ikke bare til vækst, men til krig, teknologi og geopolitisk rækkevidde. Det er den type strategi, der sigter mod at slå en modstander ud af balance uden nødvendigvis at møde dem i en traditionel frontlinjekrig. Hvis Venezuela og Iran begge falder - altså skifter politisk retning væk fra Kinas indflydelse og ind i et USA-venligt spor, vil Kina miste en dominerende del af sin olie, der ikke er reguleret af USA eller amerikansk-allierede systemer. Og uden energien forsvinder kapaciteten til at føre en stor konflikt (f.eks. Taiwan), ambitionen om AI-dominans svækkes, og idéen om en alternativ BRICS-reservevaluta mister fundament, fordi energi og råstoffer i praksis understøtter både produktion, handel og finansiel stabilitet.
Det er derfor, olieindtægterne nu bliver trukket ind under amerikansk beskyttelse via en præsidentiel ordre. Kontrollen over pengestrømmen er kontrollen over Venezuelas genopbygning (stabilisering og genopretning af landet) - og dermed kontrollen over, hvem der får adgang til felterne, terminalerne, raffinaderierne og kontrakterne. Reuters og AP beskriver, hvordan Trump samtidig har presset store olieselskaber for massive investeringer i Venezuelas energisektor og har signaleret et opgør med gamle erstatningskrav for at få ny kapital ind i landet under en ny politisk orden4.
Et slag mod Antikrists orden
Venezuela-hændelsen kan indeholde en dybere, profetisk struktur, hvor USA ikke blot er en stat blandt andre, men et instrument i en historisk plan. USA har af verdens elite være brugt som den politiske, økonomiske og militære muskel, der i århundreder har bygget systemet, som til sidst skal bære en global gennemgribende, grundlæggende ændring: en ny verdensorden, en omtegning af magtens geografi til et samlet "10-kongerige"-mønster og en endelig samling af autoritet, som ender i Antikrists rige.Som jeg før har pointeret, er USA's egne statssymboler - deres to segl - mere end pynt. På dollarsedlens bagside ligger den ufærdige pyramide med det altseende øje - med mottoet "Novus ordo seclorum" - afsløringen af "en ny verdensorden". Pyramiden har Osiris' øje i toppen - "Forsynets Øje" kalder nogle det, men det er Osiris' Øje - Satan der ser ud over sin verden og pyramiden som et symbol på styrke, varighed og et projekt under opbygning.
Det andet segl, "Fugl Fønix”, skildrer at den eksisterende orden brænder op, så noget andet kan rejse sig af asken. Det er derfor, føniks-motivet bliver ved med at dukke op i alternative gennemgange af seglets historie - ikke som den nuværende fugl (der er ørnen), men som idéen om genfødsel gennem kollaps. Historiske gennemgange af seglets udvikling viser faktisk, at en føniks optrådte i tidlige design, selv om den endelige forside nu er endt med den amerikanske havørn.
Det Trump også laver, er en konfrontation med en årtierlang nedbrydning, hvor venstrefløjspolitik - i USA og i den vestlige verden - har skubbet mod svækkelse, opløsning og overnationalt bureaukrati. I den ramme bliver "America First" ikke en slogan-krig, men et reelt retningsskifte - at vende en plan, der var designet til at tømme USA for selvtillid, produktionskraft og suveræn handleevne, og i stedet genopbygge musklen.
Derfor passer Venezuela også perfekt ind. Det er et slag om hemisfæren. Et slag om energien. Et slag om, hvem der kan drive næste teknologiske epoke. Og i endetidens lys er det samtidig et slag om, hvorvidt USA accelererer sin egen "brænd-op-for-at-genopstå"-rolle – eller om landet kan bremse den kurs og afspore den afsluttende overgang, som symbolerne for nogle peger imod.
Grønland
Trump taler om at "eje" Grønland, fordi Grønland i praksis er en nøgle til at eje feltet, hvor den næste stormagtsorden afgøres. Arktis som militær højdepunkt, råstofbank og fremtidig forsyningskorridor. Det er den samme logik som i Venezuela-sporet. ikke jagten på én vare, men kontrollen over energi, ressourcer, adgang og alliancer - alt det, der gør en rival mindre i stand til at føre krig, bygge industri og vinde teknologikapløbet.Det blev tydeligt, da Trump i denne uge sagde, at USA "har brug for at eje Grønland" for at forhindre Rusland eller Kina i at kunne få fodfæste der i fremtiden5. Udmeldingen kommer ikke ud af ingenting, men ud af en strategisk virkelighed. Grønland ligger der, hvor Nordatlanten møder Arktis, og hvor missiler, ubåde, satellitter og luftkorridorer skærer hinanden. Det er ikke "en ø" - det er et kontrolpunkt.
Den amerikanske tilstedeværelse handler allerede om det, der tæller i en ny type krig - tidlig varsling, missilforsvar og rumsuperioritet. Pituffik Space Base (tidligere Thule) er en af USA's nordligste installationer og har roller knyttet til missilvarsel, missilforsvar og ruminfrastruktur. I en verden, hvor kapløbet om AI, sensorer, data og militær beslutningshastighed bliver afgørende, er Arktis ikke en perifer isørken, men et sted, hvor man kan forkorte reaktionstider og udvide rækkevidde - og dermed gøre modstandernes muligheder dyrere og farligere.
Samtidig bliver Grønland mere interessant, jo mere Arktis åbner sig. Når is og havis trækker sig tilbage, bliver både råstoffer og sejlruter mere tilgængelige, og det gør Grønland til et magnetpunkt i konkurrencen om energi- og "energy transition"-materialer. Det er her, tankemønstret strammer til. Den, der sidder på kritiske mineraler, sidder på industrien. Den, der sidder på industrien, sidder på produktionen af chips, batterier, våbensystemer og datacentre. Den, der sidder på datacentre og energi, sidder på AI-kapacitet. Grønland bliver derfor et råstof- og positionskort i samme bunke.
Det er også derfor, Grønland trækker en hård reaktion fra både Nuuk og København. Grønlands politiske partier har i en fælles udmelding afvist ideen om at blive "amerikanere" og understreget selvbestemmelse, netop fordi presset opleves som mere end almindelig diplomati. Og mens Trump bygger sin begrundelse op omkring national sikkerhed og udenlandsk aktivitet, bliver hans konkrete påstande om russiske og kinesiske skibe "omkring Grønland" bestridt af nordiske diplomater, der henviser til NATO-efterretninger og manglende evidens for den type tilstedeværelse, han beskriver.
Når jeg lægger det ind i samme strategiske ramme som Venezuela, bliver "ejerskab" et ekstremt udtryk for det samme mål - at flytte nøgleressourcer og nøgleterræn ind i "venligt territorium" og ud af gråzoner, hvor rivaler kan købe sig ind, lave aftaler, bygge infrastruktur og langsomt gøre sig uundværlige. I den logik er den største fare ikke et dramatisk invasionsscenarie i morgen, men den stille normalisering af kinesisk kapital, russisk militær læring og ny logistisk adgang i Nordatlanten, indtil USA vågner op og opdager, at handlingsrummet er væk.
Det er også værd at huske - selvom Trump på punkter synes at trække verden væk fra den nye verdensorden, hvor USA ikke længere er toneangivende, så vil tiden fortsat gå mod enden. Og i det lys er Grønland endnu et trin i den topografiske og politiske omstrukturering, der ender i et "10-kongerige"-mønster - en verden, hvor territorier, korridorer og ressourcezoner samles og standardiseres, så den endelige globale styring kan fungere uden friktion. Grønland passer ind i det mønster, fordi det er både port og lås - en arktisk hængelås på Nordamerika, et springbræt mod Europa og en platform for overvågning og kontrol af himmelrummet over polen.
Desuden er Grønland ikke en del af Danmark på elitens verdenskort for de ti kongeriger. Grønland hører til Supernation #1, sammen med Amerika (Og Canada).
Det er også her, spændingen med "America First" bliver tydelig. Når venstrefløjspolitik i årtier har arbejdet mod amerikansk svækkelse, så giver Grønland mening som det modsatte træk - at gøre USA fysisk, strategisk og ressourcemæssigt vanskeligere at omgå. Ikke ved at trække sig tilbage, men ved at gøre kortet mere amerikansk - med færre åbne flanker, færre afhængigheder og færre steder, hvor rivaler kan bygge brohoveder.
Derfor er Grønland ikke en uvæsentlig bagatel. Det er den samme krigslogik i ny geografi. Energi, ressourcer, forsyningslinjer, sensorer, data og alliancekontrol. Venezuela rammer brændstoffet i syd, Grønland rammer højdepunktet i nord. Og når Trump siger "eje", siger han i realiteten - ingen gråzoner, ingen deling, ingen rival-adgang - Arktis skal være venligt territorium, punktum.
Så alt der sker her, kan synes at skubbe den nye verdensorden på afstand, samtidig med at der tegnes en stor streg i endetidens billede, der tydeliggør tidens ende for os.
Fortæling fa en amerikansk‑venezuelansk mand
Her er en fortælling fra en venezuelansk mand, der forklare hvorfor Maduro skulle væltes.| “ | Min familie – mine forældre, min søster, min udvidede familie – mistede alt. Deres arbejde, deres opsparing, deres investeringer: væk. Udslettet af et narkodiktatur, som har holdt Venezuela i et dødsgreb i over 25 år. Det, der skete med min familie, er sket med millioner – ja, millioner. Den venezuelanske masseflugt er den næststørste fordrivelseskrise på jorden efter Syrien. Det her er ikke bare en tragedie; det er en af de største humanitære katastrofer i vores tid. Men lidelserne stopper ikke dér. Dette regime har fængslet hundredvis af politiske fanger. Tusinder er blevet myrdet, simpelthen fordi de sagde fra. Mere end en tredjedel af befolkningen er flygtet. En tredjedel. Ikke for bedre muligheder eller for den amerikanske drøm, men for at overleve. For at leve. For at blive, betyder ofte død. Og mens verden måske ser Venezuela som en kollapset stat, så er det i virkeligheden en besat stat. Vores territorium, vores naturressourcer og vores institutioner er blevet overtaget af fjendtlige fremmede magter. Iranske militser, kinesiske virksomheder, russisk efterretningstjeneste – alle udnytter vores land med straffrihed. Venezuela er ikke længere bare en lokal krise; det er nu en geopolitisk trussel, der bringer hele den vestlige hemisfære i fare. Det er blevet en affyringsrampe for autoritær ekspansion i Amerika. Og midt i alt dette har én kvinde vovet at gå forrest i kampen for frihed: María Corina Machado. I 2024, imod alle odds, ledte hun en fredelig demokratisk opstand, som vandt valget. Hendes team smuglede fysiske stemmekvitteringer ud af landet – håndfaste beviser på sejren, som regimet forsøgte at begrave. Hendes mod har tændt en ild i hjertet på millioner af venezuelanere, der desperat vil tro på, at forandring stadig er mulig. Men nu har nogle sat spørgsmålstegn ved hendes beslutning om at dedikere sin Nobelpris til Donald Trump. Okay, det forstår jeg. Men her er sandheden: Det var et genialt strategisk træk på det globale politiske skakbræt. María Corina er ikke nogen tåbe. Hun ved præcis, hvilken slags mand Trump er. Hun ved, hvor meget han kampagnede for det – højlydt og utrætteligt – for at vinde netop den samme pris. Hun ved, hvor symbolsk og personligt den anerkendelse er for ham. Og netop derfor forstod hun, at denne gestus kunne være dét, der holder hans opmærksomhed rettet mod Venezuela – i en tid, hvor USA’s tilstedeværelse og pres i Caribien er stigende. Hun dedikerede ikke den pris for at smigre ham. Hun gjorde det for at beskytte og bevare den ene form for magt, som kan være med til at ændre historiens kurs. For hende handler det her ikke om stolthed. Det handler ikke om image. Det handler om frihed. Og lad os være helt klare: María Corina beder ikke om, at USA invaderer Venezuela. Hun fører ikke kampagne for krig. Venezuela er allerede invaderet. Det holdes som gidsel af en narkostat, oversvømmet af fremmede agenter og demokratiets fjender – russere, iranere, kinesere – som alle opererer frit og gør vores land og ressourcer til våben for at udvide deres indflydelse i hele Latinamerika. Det María Corina kalder på, det millioner af venezuelanere beder om, er støtte fra den eneste militærmagt på jorden, der er i stand til at imødegå den trussel og hjælpe med at befri vores folk. Det her er ikke imperialisme. Det her er befrielse. Hun spiller ikke partipolitiske spil. Hun spiller for Venezuelas liv. For det her er ikke teoretisk. Det her er ikke akademisk. Det her er liv eller død. Så ja, det er tid til at ære hendes mod – men vigtigere endnu er det tid for verden, især den frie verden, til at erkende, hvad der står på spil. Kampen for Venezuela er en kamp for frihed, for demokrati og for stabiliteten på et helt kontinent. Hvis vi virkelig bekymrer os om frihed, menneskelig værdighed og fred i Amerika, så må Venezuelas kamp betyde noget for os alle. ¡Que viva Venezuela! ¡Que viva María Corina Machado!6 | ” |