Jeg har igennem tiden fortalt hvordan verden stille og roligt er blevet ændret, for at tilvejebringe ti kongeriger. Siden 2001, hvor programmet "Krig mod Terror" blev iværksat, har vi set det samme mønster gentage sig i Mellemøsten og den omkringliggende region. Afghanistan blev slået i stykker efter invasionen i 2001, Irak blev væltet i 2003, Egypten fik sit gamle styre brudt op i 2011, Libyen faldt samme år ned i kaos efter Gaddafis fald, Yemen blev opslugt af opløsning og stedfortræderkrig, og Syrien gik fra protester til borgerkrig og videre til Assads fald i december 2024 og en ny overgangsorden under Ahmed al-Sharaa.
Det er ikke bare en række isolerede konflikter. Det er en lang, sammenhængende proces, hvor gamle stater bliver rystet, svækket, væltet eller omformet, så regionen gradvis kan indpasses i en ny overnational orden. Afghanistan, Irak, Libyen, Yemen og Syrien står som milepæle i den proces.
Det er netop her, Bibelens profetier om de ti konger træder frem med fornyet skarphed. Dan. 7:24 siger, at "de ti horn" er "ti konger", som skal fremstå, og Åb. 17:12 taler ligeledes om ti konger, som modtager kongemagt i den sidste fase. Det er ikke tilfældigt, at verden i moderne systemtænkning igen og igen bliver opdelt i ti regioner, som jeg viser i f.eks. "Trump, teknokratiet og de nye kort over verden", hvor
I nyheden "Club of Romes grænser for vækst" fortæller jeg om den alarmistiske bog, "Limits to Growth", der med adskillige dramatiske forudsigelser ansporede til befolkningseduktion - programmer til familierplanlægning, prioritering af ressourcer via politik og skift i investeringer med fokus på landbrug og tjenester samt reduceret fokus på materielle varer for at undgå overskridelse af planetens grænser. Forusigelserne slog selvfølgelig fejl som de altid gør, for de har kun ét formål - at skræmme en fri verden til underkastelse af en elite.
Et nyere projekt (officielt lanceret den 19. november 2020) kaldt "Earth for All" samler "Limits to Growth" op, for som de siger, "I 50 år, siden The Limits to Growth-rapporten og FN's topmøde i Stockholm i 1972, har verden ignoreret risikoen for systemkollaps1". De fortæller at:
| “ | Earth4All er et internationalt initiativ, der driver en af de mest ambitiøse overgange i vores tid: at omdanne vores økonomiske system til et, der sætter mennesker og planeten først. Støttet af verdensførende videnskabsfolk og økonomiske tænkere, støtter Earth4All fem ekstraordinære forvandlinger, der tilsammen skaber en vej mod vores vision: trivsel og velstand for alle på en stabil planet2. | ” |
Organisationens navn afslører hvad fokus i virkeligheden er: Jorden. De foreslår som citeret fem "ekstraordinære omvæltninger": at udrydde fattigdom, reducere ulighed, styrke kvinders rettigheder, transformere mad- og energisystemer. Det er alle elementer i FNs kommunistiske verdensmål3, der under parolen "social retfærdighed" vil gøre staben af gale mænd som Marx, Lenin, Stalin, Trotski stolte.
Disse omvæltninger skal ske simultant via investeringer i social samhørighed, bæredygtig energi og omstrukturering af arbejdsmarkedet (f.eks. højere lønandele til arbejdere frem for ejere). Samme gamle formular - igennem alarmisme søges der at anspore til underkastelse af deres løsninger til opfundne problemer. Og her kommer vi tilbage til de 10 kongeriger, for i projektets FAQ fortælles at:
| “ | Modellen analyserer verden gennem ti forskellige regioner. Hvordan blev disse valgt? Kan jeg få information om, hvordan ændringerne vil påvirke mit land eller min by? Earth4All-modellen inkluderer scenarier for ti regioner i verden: Sub-Sahara Afrika, Sydasien, Sydøstasien, Kina, Vesteuropa, Østeuropa og Centralasien, Latinamerika, Mellemøsten og Nordafrika, Stillehavsregionen og USA. Disse er makro-regioner, der gør det muligt for modellen at inkludere emner - som handel - der går ud over enkelte lande. Bortset fra USA, Indien og Kina er det ikke muligt at undersøge modellen for ét enkelt land. Ligeledes er det ikke muligt at bruge modellen for en enkelt by. Vi byder enhver indsats velkommen fra forskersamfundet for at omsætte modellen til analyser på landeplan eller finde ud af, hvad de to hovedscenarier i Earth4All, "Too Little Too Late" og "The Giant Leap", betyder for mindre geografiske områder. | ” |
Selvom kortene over den nye tiopdelte verden differerer en smule, er tendensen klar. Verden går imod en opdeling i ti regioner. Og den Mellemøstlige forberedelse begyndte i 2001. Afghanistan og Irak var ikke bare krige. De var begyndelsen på en omformning af området. Egypten og Libyen viste, hvordan ledere kan falde, mens hele statsordener svækkes. Yemen og Syrien viste, hvordan et land kan trækkes ind i så dyb opløsning, at det bagefter står åbent for en ny magtstruktur. Når man ser det i lyset af de ti kongeriger, er pointen ikke bare, at regimer falder. Pointen er, at suveræne nationalstater gradvis nedbrydes, så større regionale blokke kan tage form. Det er præcis den linje jeg har påpeget igennem årene, hvor Club of Romes ti-regioners kort læses som det moderne aftryk af Daniel 7 og Åbenbaringen 17.
Dermed bliver Iran heller ikke et særtilfælde. Iran er den store tilbageværende modstandsmagt i den del af verden, som i ti-regioners tænkningen hører til den mellemøstlige blok. Derfor giver det mening, at netop Iran nu bliver udsat for det samme tryk, som andre stater før det har oplevet. Sanktioner, international isolation, militær eskalation, ledelseschok og åben tale om, hvad der skal komme bagefter. I januar og februar 2026 udvidede USA sanktionerne mod Iran, og fra 28. februar blev landet ramt af åbne amerikansk-israelske angreb. Ayatollah Ali Khamenei blev dræbt, og et midlertidigt ledelsesråd overtog. Dermed er Iran ikke længere bare under pres udefra. Iran er trådt ind i den fase, hvor selve statsordenen rystes.
Det er ikke blot endnu en krise i Mellemøsten, men en fortsættelse af samme proces, som allerede har ramt Afghanistan, Irak, Libyen, Yemen og Syrien, der nu når frem til Iran. Først bliver landet udpeget - og det med rette - som et problem for regional stabilitet.
I det lys går planen tilbage til 1979, hvor der udspillede sig en fortællingskrig, hvor oppositionen igennem propaganda lykkedes med at give millioner af mennesker et fælles sprog for det, der skete. Shahen blev ikke blot fremstillet som en hård hersker, men som korrupt, ugudelig og underlagt fremmede magter, især Vesten og USA, mens Khomeini blev løftet frem som hans moralske modsætning - en from, urokkelig og retfærdig leder, der talte på folkets og islams vegne. På den måde blev den politiske konflikt omformet til et opgør mellem forræderi og trofasthed, mellem undertrykkelse og retfærdighed, og netop derfor fik revolutionen en følelsesmæssig og åndelig kraft, som Shahens regime ikke kunne matche. Det er samme mekanisme hver gang - verden indlevede sig igennem propaganda i coronakampagnen og frakastede sig alle værdigheder og friheder i narrativets navn.
Tilbage til nutiden. Når Iran nu ses som en regional trussel, kommer sanktionerne, presset, krigen og destabiliseringens næste trin. Til sidst står landet svækket, og spørgsmålet bliver ikke længere, om den gamle orden kan bevares, men hvilken ny orden der skal erstatte den. Det er nøjagtigt sådan de foregående led i kæden har udviklet sig, og det er derfor Iran nu fremstår som den næste store brik, der skal på plads.
Dermed bliver de ti kongeriger mere end et teologisk emne. De bliver den nøgle, der forklarer, hvorfor nation efter nation er blevet omformet, og hvorfor Iran nu står i centrum. Hvis verden bevæger sig mod store regionale blokke, og hvis den mellemøstlige region skal samles i en ny struktur, så kan Iran ikke blive stående uberørt som den gamle, suveræne, revolutionære stormagt. Iran må brydes ned, bøjes eller omformes, så det kan indpasses i den nye arkitektur. Derfor ligner det, Iran nu gennemgår, ikke bare endnu en krig. Det ligner den synlige tilrettelæggelse af det, Bibelen for længe siden varslede - at de ti konger skal træde frem, før den endelige samling af magten finder sted.
Så når jeg ser på tværs af Mellemøsten, fra Kabul til Teheran, ser jeg ikke syv separate historier. Jeg ser én historie. Jeg ser en region, der i et kvart århundrede er blevet bearbejdet gennem invasion, regimeskifte, borgerkrig, økonomisk kvælning og politisk opløsning. Og nu, hvor Iran selv er rykket ind i den samme ildring, bliver det stadig sværere at benægte, at profetien om de ti kongeriger ikke blot hører fortiden til som et religiøst symbol, men er ved at lægge sig til rette som en konkret nutidig virkelighed.
Jeg har før refereret til det tidligere Illuminatimedlem, Doc Marquis, der i en videorække med titlen "Secrets of the Illuminati" (2005-2008) bl.a. fortalte om planen om de ti kongeriger4. Han nævnte tilbage i den periode (for ca. 20 år siden) at - ud over Iran - ville lande som Cuba og Nordkorea også gennemgå en omstrukturering. Og i den historie, sker der også ting med Cuba. I marts 2026 er USAs pres på Cuba intensiveret med direkte fokus på regimeændringer i Castro-regimet, ledet af præsident Trump og udenrigsminister Marco Rubio. Trump har offentligt talt om en "venlig overtagelse" af Cuba og antydet, at øens diktatur snart falder, især efter olieblokaden ramte Venezuelas leverancer hårdt. USAs ambassadør i Havana, Mike Hammer, har udtalt, at "diktaturet vil ende" i 20265, hvilket signalerer stærkt pres for demokratiske reformer.
Om det er Bush, Obama eller Trump, om det er Frederiksen, Lykke eller Messerschmidt - enhver dynamik, enhver politisk drejning, ethvert ønske, intention og hver en anstrengelse, kan ikke undvige hvad Gud i fortiden så for fremtiden. Verden er et uafsporligt godstog der kører imod profetiernes opfyldelse. Det er ikke en bevægelse styret af dagens politikere, men det er de gamle magter og myndigheder i himmelrummet der er bag politikerne.
Det, der kan blive anderledes med Iran, er at opgøret kan brolægge vejen til Tredje Verdenskrig, hvor den endelige omstrukturering af verden hurtigt kan ske. Ud af disse ti kongeriger skyder endnu et rige op, og det er Antikrists, hvis fremkomst forventes at fødes ud af verdenskrigens endelige veer.
Tiden går tydeligvis mod sin afslutning. Den sidste trompet, der afslutter denne nådetid, lyder snart, og vi vil som Jesu forløste folk fjernes ud af verden for at Gud kan dømme. Jesus fortalte at det skulle være som i Lots dage (Luk. 17:28) og i den reference sagde Han at var der blot ti retfærdige i Sodoma, ville Han skåne byen (1. Mos. 18:32). Vi er mange der med længsel venter Jesu genkomst, og for at dømme verden, er Han nødt til at trække os ud, som Lot blev trukket ud af byen af englene (1. Mos. 19:16-17).
Tiden er spændende og skræmmende på samme tid, men vi er i Hans hånd, og Han er på tronen!