På Iran-fronten fortsatte en bølge af angreb i Teheran, som IDF (Israel Defense Forces, Israels forsvar) beskriver som målrettet mod missillagre, affyringsområder og luftforsvarsrelaterede depoter, herunder et underjordisk lager brugt til ballistiske missiler. IDF beskriver også en konkret hændelse, hvor et israelsk kampfly identificerede soldater, der betjente et luftforsvarssystem, og at både launcher og betjeningen blev ramt for at forhindre angreb mod israelske fly. Samtidig blev det i flere kildespor gjort tydeligt, at det netop er overgangen til underjordiske mål, der er ved at blive den næste store "rygrad" i kampagnen. Reuters-kilder beskriver, at krigen går ind i en anden fase, hvor man i stigende grad vil målrette dybt nedgravede ballistiske missil-sites og den infrastruktur, der gør det muligt at fortsætte salver i stor skala, og at en del af dette typisk vil kræve USA's tunge platforme og bunker-busting kapaciteter. Amerikanske B-2-bombere har i perioder anvendt tunge "penetrator"-bomber mod dybt begravede launcher-komplekser, og USA's ildkraft "skal stige dramatisk".
Det er værd at lægge mærke til, at USA på dette tidspunkt også løfter talrammen for kampagnen. AFP (Agence France-Presse, fransk nyhedsbureau) citerer et amerikansk CENTCOM-faktablad (U.S. Central Command, USA's regionale kommando for Mellemøsten) for, at USA har ramt mere end 3.000 mål i krigens første uge, herunder kommandocentre, luftforsvar, missil-sites og iranske flådefartøjer og ubåde. Samtidig fortsætter der en parallel debat om, hvad "sejr" overhovedet betyder. Her bliver Daniel Davis' NBC-kritik (Defense Priorities) kun mere relevant - at man kan nedkæmpe meget fra luften, men uden en tydelig konflikt-terminering, risikerer at stå med et voksende bombardement uden klar sluttilstand - og de seneste to døgn har netop budt på signaler om, at tidslinjen er uger snarere end dage, og at Washington samtidig taler mere åbent om, at Iran "ikke bør ledes af" det nuværende type styre.
Men det, der for alvor gør 5.-6. marts til en "forlængelse" af Tagryggen-nyheden og ikke bare en gentagelse, er Golfsporet - for her bevæger krigen sig fra at være en trussel mod energikorridoren til at ligne en faktisk, funktionel forstyrrelse af den. Som sagt nævnte jeg 3. marts, at Iran rammer eller forsøger at ramme Golfstater og energiknudepunkter, og at Hormuz og søtrafikken omkring Oman/Golfen udvikler sig til et selvstændigt chokspor. Nu kommer der to markører, der er svære at overhøre. AFP citerer data fra MarineTraffic for, at kun ni kommercielle skibe (olie-, last- og containerskibe, nogle med skjult position) er registreret gennem Hormuzstrædet siden mandag, efter at flere skibe blev angrebet søndag, og påpeger samtidig strædets betydning for omkring en femtedel af verdens olie og LNG. Og i et andet AFP-spor citeres FN's internationale søfartsorganisation (IMO) for, at omkring 20.000 søfolk og 15.000 krydstogtpassagerer sidder fast i Golfen, mens tanktransit er faldet drastisk. Det beskrives direkte som en humanitær og sikkerhedsmæssig krise for civil skibsfart. Det er med andre ord ikke længere kun "prisstigninger" og "risikovurderinger", men en udvikling hvor strømmen af skibe gennem chokpunktet i praksis bliver en del af krigens slagmark.
Her spejles
I den ramme er det alvorlige ikke kun bomberne og dødstallene, men det mentale skifte - at nationer udmattes, at håbet om stabilitet dør, og at den moralske bund skrider, så nihilisme og trods-ateisme - eller blot rå kynisme - spreder sig som en tåge. Når mennesker i en gudløs verden mister tillid til politik, institutioner og sandhed, vokser appetitten på "en ny løsning", en ny orden, en ny autoritet, som lover at stoppe kaosset. Her bliver Pike-fortællingen særlig mørk - jo større udmattelse, desto større villighed til at acceptere noget, man ellers ville have afvist – også åndeligt og moralsk. I samme spor taler Illuminatis protokoller. Som ofte citeret før giver Sions Viises Protokoller, protokol 10 udtryk for at netop denne udmattelse går forud for accepten af Antikrist: "Anerkendelsen af vores despot [som er Antikrist] kan også komme før forfatningens ødelæggelse; øjeblikket for denne anerkendelse vil indtræffe, når folkene, fuldstændig udmattede af deres herskeres uregelmæssigheder og inkompetence - noget, vi vil sørge for - vil råbe: 'Væk med dem, og giv os én konge over hele jorden, som vil forene os og udslette årsagerne til splid - grænser, nationaliteter, religioner, statsgæld - som vil give os fred og ro, noget vi ikke kan finde under vores herskere og repræsentanter.'"
Derfor er det ekstra skræmmende, når konspirationstænkningen kobler krigen til ideen om et planlagt globalt sammenbrud, et "rensende" folkemord og en fremtidig befolkningsreduktion, som forkyndt på Elitens Georgia Guidestones og tallet for menneskeheden "under 500 millioner". Igen - fra krig til total afvikling af menneskeværd - og til sidst et "fredsprojekt", der kun kan etableres, hvis verden først er knækket.
I et profetisk perspektiv bliver slutpunktet i narrativet den mest rystende tanke. At en global krise kan skabe scenen for en "fredsmægler", der i virkeligheden er en magtfigur, som samler verdens system under én orden. Det er her alvoren ligger. Hvis krigen først bliver til en udmattelseskrig for hele civilisationer, kan menneskeheden - i frygt og træthed - blive klar til næsten hvad som helst, bare nogen lover "fred". Den største fare er ikke kun våbnene, men den åndelige og moralske nedbrydning, der kan få mennesker til at bytte frihed og sandhed for en falsk frelse.
Men for os, der tilhører Jesus - vi ved Han er på tronen, og har set enden fra begyndelsen. Vi er Hans, og er i Hans nåde beseglet med Hans Ånd og opretholdes i Hans kærlighed. Og Han kommer snart og kalder os hjem til alt det, Han i 2000 år har forberedt alle der elsker Ham - "hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker Ham" (1. Kor. 2:9).
Samtidig fortsætter Iran med at brede gengældelsen ud over flere Golfstater - og her kommer der i de sidste døgn flere konkrete hændelser, som gør konflikten mere nærværende i storbyer og ved baser. I Qatar meldte forsvarsministeriet først, at luftforsvaret arbejdede på at afskære et indkommende missilangreb, mens brag blev hørt over Doha og røg blev observeret over byen. Dagen efter beskriver AFP, at Iran ramte Qatar med 10 droner fra daggry fredag, hvor ni blev skudt ned og én ramte et ubeboet område uden tilskadekomne - igen med understregning af, at Golfstaterne nu bliver ved med at være aktive mål i Irans luftkampagne. I Bahrain træder et andet element frem. Reuters citerer CENTCOM-chefen Brad Cooper for, at Iran torsdag nat affyrede syv angrebsdroner mod civile boligområder i Bahrain, hvilket - hvis mønsteret fortsætter - skubber konflikten yderligere over i et pres på samfund og civil robusthed, ikke kun militære installationer.
I Saudi-Arabien bliver basesporet endnu tydeligere. Det forlyder at der var et kombineret missil- og droneangreb mod Prince Sultan Airbase (en base med amerikansk tilstedeværelse), og at angrebet blev afværget, samtidig lød der også brag i Kuwait mod et mål knyttet til Ali Al Salem-basen. Det brede billede er - at Saudi-Arabien i disse døgn intercept'er flere typer indkommende trusler, og omtales med gentagne intercept-meldinger og diplomatiske deeskaleringsforsøg.
Det er netop her, at den måske mest opsigtsvækkende "økonomiske" nyhed falder ind som en forlængelse af Golfsporet. Reuters rapporterer, at De Forenede Arabiske Emirater overvejer at fryse iranske aktiver som straf for angrebene - et skridt der, hvis det realiseres, i praksis kan ramme Irans muligheder for at bevæge kapital og handle via Dubai, og dermed bliver en form for finansiel modoffensiv parallelt med den militære. Dubai har i årtier været en "finansiel ilt" for Iran, og et egentligt brud kan få konsekvenser langt ud over selve krigen. Golfens finans- og handelsinfrastruktur er skræmmende central på globalt plan og optræder nu som krigsfaktor på linje med missiler og bombefly.
Nordfronten (Libanon) er i de samme to døgn blevet endnu mere internationalt følsom. Times of Israel beskriver fortsatte angrebsbølger mod Hezbollah-infrastruktur i Beiruts sydlige forstæder (Dahiyeh), mens FN's fredsbevarende mission UNIFIL (United Nations Interim Force in Lebanon) selv rammes. AFP beskriver, at to ghanesiske fredsbevarere blev kritisk såret i et missilangreb ved Qawzah, og at Frankrigs præsident Macron kalder det "uacceptabelt", mens Libanons præsident Aoun lægger skylden på Israel. Samtidig siger UNIFIL, at tre medlemmer af deres observatørstyrke blev såret ved et angreb på en base i det sydvestlige Libanon, og at man vil undersøge hændelsen. Det er præcis den type hændelse, der kan ændre det diplomatiske pres i Europa, fordi det rammer en international mission, ikke bare lokale parter.
Andre "sidefronter" fortsætter med at understrege, at krigen er ved at få et regionalt netværkspræg. I Irak omtaler Reuters et droneangreb mod et hotel i Erbil, og i Kaukasus beskriver Times of Israel, at Aserbajdsjan trækker diplomater ud af Iran efter dronehændelser og trusler om gengældelse, mens Iran i det bredere spor afviser ansvar og konflikten bliver mere uforudsigelig i sine "sideudslag".
På den diplomatiske scene er der samtidig tegn på, at flere aktører forsøger at trække i nødbremsen uden at kunne ændre dynamikken på slagmarken. AFP citerer Kreml for, at Putin i en samtale med Irans præsident Pezeshkian støtter en "øjeblikkelig" våbenhvile og en tilbagevenden til en politisk løsning. Og Reuters-sporet beskriver, at Saudi-Arabien intensiverer direkte kontaktlinjer til Iran for at forsøge at dæmpe konflikten. Alligevel fortsætter kampagnen, og Iran bringer samtidig en fortælling ud til FN: Reuters citerer Irans FN-ambassadør for, at mindst 1.332 iranske civile skal være dræbt - et tal der ikke er uafhængigt verificeret og ikke skelner mellem civile og kombattanter.
Summen af de to døgn er derfor ikke "mere af det samme", men en tydelig eskalation i tre retninger samtidig: en mere målrettet luftkampagne mod Irans underjordiske og re-konstituerende kapaciteter, et Golfspor hvor baser, storbyer, finansielle knudepunkter og civil skibsfart presses, og en nordfront hvor internationale styrker (UNIFIL) rammes, hvilket kan løfte den diplomatiske risiko. Og netop i det krydsfelt står den samme ubesvarede nøgle: når både tidshorisonten udvides, og Golfens økonomiske pulsårer begynder at ligne en faktisk "lukning" snarere end en trussel, bliver spørgsmålet om slutmål og afslutningskriterier ikke mindre, men mere presserende.
Tredje verdenskrig kaster lange skygger ind over Jorden, sammen med den kommende trængsel. I denne tid skal vi huske at "den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef. 6:12). Verden er fortabt, den kan vi ikke gøre noget for. Men vi kan bede for alle de mennesker der endnu mangler at få frelsen. Det ligner unægteligt enden, og tiden er nu til at finde modet og kraften til uforsødet at forkynde evangeliet om håb, frelse og evigt liv hos den opstandne Søn, Jesus Kristus!