Rusland gennemførte i weekenden et af de største luftangreb mod Kyiv siden krigens begyndelse. Ifølge Reuters affyrede Rusland omkring 90 missiler og 600 droner, herunder Oresjnik-missilet, som kan bære både konventionelle og nukleare sprænghoveder. Angrebet ramte Kyiv og omegn, og ukrainske myndigheder oplyste, at fire mennesker blev dræbt og næsten 100 såret. Rusland hævdede, at angrebet var gengældelse for ukrainske angreb mod civile mål, mens Ukraine afviser at angribe civile2.
Reuters bekræfter, at russiske myndigheder opgjorde dødstallet i Starobilsk til 21, "mange af dem unge kvinder", men Reuters skriver også klart, at nyhedsbureauet ikke uafhængigt kunne verificere hændelsesforløbet, og at Ukraine nægtede at have ramt civile og hævdede at have angrebet en elite-dronekommandoenhed3. Sky News gengav tidligere russiske oplysninger om, at 86 teenagere skulle have sovet i bygningen, da den blev ramt4.
Det er samme ramme, som også går igen i Jyllands-Postens gengivelse af Ritzaus artikel. Angrebet forstås først og fremmest som russisk eskalation. I Europa blev reaktionen da også straks formuleret på den måde. EU's udenrigschef Kaja Kallas skrev, at Rusland var kørt fast på slagmarken og derfor terroriserede ukrainske byer med bevidste angreb mod civile. Hun beskrev brugen af Oresjnik som en politisk skræmmetaktik og "hensynsløs nuklear grænseekvilibrisme"5. Tysklands kansler Friedrich Merz kaldte ifølge Euronews angrebet en "hensynsløs optrapning" og gentog Tysklands støtte til Ukraine6. Mette Frederiksen udtalte "Det viser en total tilsidesættelse af menneskeliv... Vi skal øge vores støtte til Ukraine og presset på Rusland" og norges statsminister, Jonas Gahr Støre, understreger, at angrebet er "af en størrelse og karakter, vi ikke tidligere har set... Med angreb som dette viser Rusland et totalt fravær af vilje til at finde en vej mod fred og vælger i stedet at eskalere"1.
Men netop her opstår det spørgsmål, som stort set forsvinder i den europæiske reaktion. Hvad skete der i dagene før? Fredag blev et kollegium og undervisningsbygninger i Starobilsk i Luhansk ramt. Området ligger på ukrainsk territorium, men er under russisk kontrol. Reuters rapporterede fra stedet på en pressetur organiseret af det russiske udenrigsministerium og understregede, at hændelsesforløbet ikke kunne verificeres uafhængigt. Ukraine nægtede at have angrebet civile og hævdede, at man havde ramt en elite-dronekommandoenhed i området3.
Det er dokumenteret, at russiske myndigheder meldte om 21 dræbte ved et kollegium i Starobilsk. Det er også dokumenteret, at Ukraine nægtede at have ramt civile og hævdede, at målet var militært. Men hvis den russiske version helt eller delvist er korrekt, står Vesten over for en ubehagelig kendsgerning. Et angreb, tilskrevet Ukraine, ramte unge ukrainere på ukrainsk territorium under russisk kontrol - kort før Rusland svarede igen med et massivt angreb mod Kyiv.
Det er denne asymmetri, kritikerne hæfter sig ved. Når Rusland rammer Kyiv, følger fordømmelserne øjeblikkeligt, og angrebet fremstilles som et isoleret bevis på Moskvas eskalationsvilje. Når et angreb tilskrevet Ukraine rammer et kollegium i russiskkontrolleret Luhansk, bliver sagen langt mere forsigtigt behandlet, ofte med langt mindre politisk vægt. Det viser, hvordan nogle civile tab hurtigt bliver centrum for den internationale fortælling, mens andre forbliver marginale.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Ruslands optrapning ved Europas grænserDiesen advarer også om, at denne proces kan blive en selvopfyldende profeti. Europa siger, at Rusland før eller siden vil angribe NATO-lande, men samtidig skubbes krigen gradvist tættere på NATO-territorium gennem langtrækkende angreb, efterretninger, våbenleverancer og mulig brug af rum og infrastruktur omkring Østersøen. Hvis Rusland til sidst gengælder mod mål i eller nær Europa, vil det kunne bruges som bevis på, at advarslerne hele tiden var rigtige - selv om selve forløbet kan have været med til at fremprovokere den situation.
Derfor er det ikke nok at spørge, om Ruslands angreb mod Kyiv var brutalt. Det var det. Spørgsmålet er også, hvorfor den vestlige offentlighed næsten altid møder krigen i én retning - russiske angreb beskrives som eskalation, mens ukrainske angreb, også når de rammer områder med civile, ofte forstås som modstand, gengældelse eller militær nødvendighed.
Det betyder ikke, at Rusland frikendes. Men hvis Europas ledere kun fordømmer den ene sides civile tab, mister fordømmelserne karakter af princip og får karakter af krigsretorik. Og når hver ny russisk gengældelse bruges til at kræve mere militær støtte, flere våben, mere pres og mindre diplomati, bliver krigen fanget i en logik, hvor ingen længere ser sig selv som eskalerende part.
I den forstand er weekendens angreb mod Kyiv ikke kun en militær begivenhed. Det er også et eksempel på informationskrigens mekanisme. Én historie bliver centrum for europæisk vrede, mens en anden, få dage tidligere, forbliver i periferien. Og imellem de to historier vokser risikoen for, at Ukraine-krigen ikke længere blot er en krig i Ukraine, men den politiske og militære ramme, hvor NATO og Rusland bevæger sig tættere på direkte konfrontation.
Som nævnt før - det virker til at europas politikere stræber efter en krig.