EU er derfor på vej ind i en ny og langt hårdere fase i sin migrationspolitik. Efter flere års politisk pres, voksende støtte til højrefløjspartier og en vedvarende debat om manglende hjemsendelser, arbejder Unionen nu på et nyt fælles system, der skal gøre det langt lettere at deportere personer uden lovligt ophold. Kernen i ændringerne er en ny returforordning, som skal supplere EU's migrations- og asylpagt, der begynder at gælde fra 12. juni 20265.
Det er dog vigtigt at skelne mellem, hvad der allerede er gældende, og hvad der stadig er under forhandling. Selve Pact on Migration and Asylum blev vedtaget i 2024 og træder i anvendelse efter en toårig overgangsperiode, men den nye returforordning er et særskilt lovforslag, som Kommissionen fremlagde den 11. marts 2025 for at erstatte det gamle returdirektiv fra 2008. Europa-Parlamentet godkendte den 26. marts 2026 sin forhandlingslinje, mens Ministerrådet allerede havde fastlagt sin position i december 2025. Den endelige lov er derfor endnu ikke færdigforhandlet6.
Der er i mange år blevet skrevet - både artikler og bøger - om hvordan Europa er ved at gå i opløsning. Jeg har, bl.a. i "FN's plan om udskiftnings-migrering" fortalt om den gamle militærstrategi at svække befolkninger ved at blande dem. Det blev f.eks. eksekveret af Tiglat-Pileser da han migrerede folk fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Seferajim til Samaria (2. Kong. 17:24). Det er skræmmende identisk med det, vi ser i dag, hvor verdensherskerne tager folk fra selv samme områder og fylder ind i Europa. Derfor kan det virke stort, når europas politikere nu tvinges af en oprørt befolkning til at stramme op.
Sagen er blot, at det ingen effekt får - for det er for sent - hvilket selv Henry Kissinger gav udtryk for: "Det var en alvorlig fejltagelse at lukke så mange mennesker med en helt anden kultur og religion og begreber ind, fordi det skaber en pressionsgruppe i hvert land, der gør det" (se "Vejen til et globalt Kalifat"). Der er for mange, der får mange børn. Med mindre man ikke forstår mentaliteten hos denne menneskemasse, som selvfølgelig ikke nævnes ved navn, men som alle ved har sit fundament i Islam, så kan den sene opvågning virke håbefuld. Men det er onkostningsfrit for eliten, sagen er på plads.
Stramninger
Baggrunden for stramningen er, at EU's institutioner mener, at alt for få personer faktisk forlader Unionen efter et afslag. Kommissionen oplyste i 2025, at den samlede returandel kun lå omkring 20 procent, mens Rådet senere formulerede det sådan, at tre ud af fire personer med en returafgørelse fortsat bliver i EU i stedet for at rejse hjem. Det er netop dette hul mellem afslag og faktisk udsendelse, som de nye regler skal lukke2.Et af de største greb i forordningen er indførelsen af en fælles European Return Order og en stærkere gensidig anerkendelse af udvisningsafgørelser mellem medlemslandene. Tanken er, at hvis ét EU-land træffer en returafgørelse, skal andre lande i langt højere grad kunne håndhæve den uden at starte hele processen forfra. Oplysningerne skal deles gennem Schengen-informationssystemet, så personer ikke bare kan rejse videre til et andet medlemsland og undgå udsendelse dér2.
Reglerne skærper også pligterne for de personer, der får besked på at forlade EU. Ifølge både Kommissionens og Rådets linje skal de samarbejde med myndighederne, blandt andet om identitetsoplysninger, tilgængelighed over for myndighederne og hjemrejseprocessen. Rådet lægger op til, at medlemslandene kan nægte eller reducere ydelser, trække arbejdstilladelser tilbage og i nogle tilfælde bruge strafferetlige sanktioner over for personer, som ikke samarbejder. Parlamentets tekst åbner desuden for alternativer til frihedsberøvelse som meldepligt, pålagt opholdssted, økonomisk garanti og elektronisk overvågning2.
Den mest kontroversielle del er de såkaldte "return hubs". Kommissionen gjorde det i 2025 juridisk muligt for et EU-land at indgå aftaler med et tredjeland om at modtage personer, der skal returneres, så længe internationale menneskerettigheder og princippet om non-refoulement respekteres. Rådet har siden understreget, at sådanne aftaler kan gøre et tredjeland til både transitsted for videre udsendelse eller til endeligt destinationsland. Parlamentets linje går i samme retning og tillader udsendelse til et tredjeland, der accepterer personen på baggrund af en aftale med et medlemsland eller med EU2.
Det betyder i praksis, at personer kan blive sendt til lande, som ikke er deres hjemland, og som de i nogle tilfælde heller ikke har nogen reel tilknytning til. Euronews beskriver, at Parlamentets tekst åbner for, at irregulære migranter kan sendes til tredjelande uden forbindelse til deres oprindelse, hvis der findes en bilateral aftale om et sådant center. Samtidig fremgår det af Parlamentets egne dokumenter, at uledsagede mindreårige ikke må overføres under sådanne aftaler, mens debatten om familier med børn er langt mere kontroversiel. Euronews skriver, at både Parlamentet og medlemslandene ønsker at inkludere familier med børn i tredjelandsreturer, mens kun uledsagede mindreårige undtages7.
Forvaringsreglerne strammes også markant. Parlamentets linje giver mulighed for frihedsberøvelse i op til 24 måneder i tilfælde, hvor en person ikke samarbejder, risikerer at forsvinde, udgør en sikkerhedsrisiko eller på anden måde forhindrer udsendelsen. I Parlamentets pressemateriale står det også, at frihedsberøvelse i sidste instans kan bruges over for familier med børn og uledsagede mindreårige, når det vurderes nødvendigt og under hensyn til barnets bedste. Samtidig ville Rådet gå endnu længere på visse punkter; Euronews bemærker, at medlemslandene havde lagt op til en maksimal tilbageholdelse på 30 måneder, hvor Parlamentet stoppede ved 244.
For personer, som vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko, bliver reglerne endnu hårdere. Kommissionen foreslog obligatorisk tvangsretur i sådanne tilfælde, Parlamentets tekst åbner for op til 24 måneders frihedsberøvelse og permanente indrejseforbud, og Rådet siger direkte, at sådanne personer i visse tilfælde kan frihedsberøves i fængsel og få indrejseforbud, der overstiger den normale maksimumsperiode på ti år eller endda bliver tidsubegrænsede2.
Et andet stridspunkt er retssikkerheden. Euronews rapporterer, at både Parlamentet og Rådet ønsker at svække den nuværende ordning, hvor en klage normalt automatisk standser en udsendelse, indtil domstolene har truffet endelig afgørelse. I stedet skal domstolene i højere grad tage stilling fra sag til sag. Parlamentets tekst indeholder også bestemmelser om kontakt med "non-recognised third country entities" i forbindelse med tilbagetagelse og readmission, hvilket kritikere advarer kan åbne for samarbejde med regimer eller myndighedsenheder, som EU ikke formelt anerkender7.
Politisk markerer sagen et tydeligt højreskift i EU. AP, Euronews og Parlamentets egne afstemningsdata viser, at en alliance af centrum-højre og yderste højre bar forslaget igennem. Afstemningen i plenum endte med 389 for, 206 imod og 32 blanke, og den åbner nu for de afsluttende forhandlinger med Ministerrådet. Flere medier beskriver dette som endnu et tegn på, at migration i stigende grad behandles gennem kontrol, afskrækkelse og udsendelse frem for gennem asylbeskyttelse og integration3.
Kritikken har været massiv. Amnesty International siger, at Parlamentet har givet grønt lys til mere strafpræget frihedsberøvelse og deportation, at processen er kørt igennem uden tilstrækkelig menneskerettighedsvurdering, og at "return hubs" indebærer alvorlige risici for rettighedskrænkelser. Andre kritikere har advaret om, at sådanne centre kan blive retslige gråzoner eller direkte "human rights black holes", hvor mennesker sendes hen til lande, de aldrig har sat fod i8.
Samtidig bliver Italien ofte fremhævet som model for den nye linje. AP rapporterer, at Giorgia Melonis regering allerede driver to migrantcentre i Albanien, og at mindst ét af dem i slutningen af marts 2026 husede omkring 90 migranter. AP skriver også, at en uformel gruppe af lande, herunder Tyskland, Østrig og Grækenland, undersøger lignende aftaler, og at Kenya bliver nævnt som en mulig partner. Det viser, at diskussionen ikke længere kun handler om fremtidige lovtekster, men om konkrete forsøg på at flytte dele af EU's deportationssystem uden for Unionens territorium1.
Eu er med andre ord i færd med at ændre selve logikken i sin migrationspolitik. Systemet bevæger sig mod mere fælles håndhævelse, længere frihedsberøvelse, bredere brug af indrejseforbud og mulighed for at sende afviste migranter til tredjelande uden for EU. Men lige så vigtigt er det, at den endelige lov endnu ikke er vedtaget, og at de mest vidtgående elementer stadig skal forhandles færdige mellem Parlamentet og medlemslandene. Det, der allerede står klart, er dog, at EU bevæger sig mod en markant hårdere og mere eksternaliseret returpolitik end tidligere2.