Under havbunden mellem Iran og Qatar ligger South Pars/North Dome, verdens største sammenhængende gasfelt. Det rummer omkring 19 procent af verdens opdagede konventionelle gasreserver og er derfor ikke blot et regionalt energianlæg, men et af selve verdensøkonomiens skjulte knudepunkter. Når dette felt og de overjordiske anlæg omkring det rammes, er det ikke kun Iran og Qatar, der bliver berørt. Det sender rystelser ud gennem hele den globale forsyningskæde.

Det skyldes, at dette ene område ikke bare leverer gas. Det hænger også sammen med produktionen af flydende naturgas, helium, gødning, petrokemi, aluminium, elproduktion og i sidste ende også drikkevand gennem afsaltning i Golfen. Derfor er dette ikke bare endnu en krig i Mellemøsten, som "kun" påvirker olieprisen lidt. Det er et muligt brud i en koncentreret fysisk infrastruktur, som mange af verdens vigtigste systemer er afhængige af.

Et chok mod selve roden i det globale system

Qatar stod før krigen for omkring 77 millioner ton flydende naturgas (LNG) om året, svarende til cirka 20 procent af verdens samlede LNG-produktion. Samtidig stod Qatar for omkring 30 til 33 procent af verdens heliumforsyning. På iransk side slog angrebene ifølge analysen omkring 100 millioner kubikmeter gas om dagen ud, svarende til cirka 12 til 14 procent af Irans samlede gasproduktion. Samtidig blev leverancerne videre til Irak ramt, og det slog øjeblikkeligt 3.100 til 4.500 megawatt ud af det irakiske elnet.

Men det mest alvorlige er ikke bare, at produktion er gået ned. Det er, at store dele af den energi, som normalt ville have forladt Golfen, slet ikke er kommet ud på verdensmarkedet. Det understreger, at der ikke bare er tale om højere priser, men om fysisk utilgængelighed. Hvis 15 til 20 procent af verdens olie og flydende naturgas tages ud af markedet, så er det ikke blot "dyr energi". Det er energi, som ganske enkelt ikke er der. Den kan ikke bruges af kraftværker, industrier, transportsystemer, landbrug, skibsfart eller fabrikker.

Det ændrer hele regnestykket. Mange tænker intuitivt, at højere priser bare betyder, at markedet finder en ny balance. Men her er problemet, at det ikke kun er et spørgsmål om pris. Det er et spørgsmål om tilgængelighed. Når olien og gassen ikke forlader regionen, kan de ikke bruges andre steder. De kan ikke magisk erstattes af håb, pressemeddelelser eller politiske forsikringer.

Omkring 95 procent af trafikken gennem Hormuzstrædet er forhindret. Det betyder i praksis, at et af verdens vigtigste energiknudepunkter næsten er gået i stå. Og det sker oven i, at den internationale skibsfart i Rødehavet allerede har været stærkt svækket i længere tid. Dermed mister verden ikke bare ét udløb, men står med chokbølger i flere centrale handelsruter på samme tid.

Det rammer ikke kun energi, men hele hverdagen

For de fleste mennesker vil denne krise ikke begynde som en diskussion om geologi, LNG-anlæg eller industrielle varmevekslere. Den vil begynde i hverdagen. Først vil den mærkes på benzin og diesel. Så på opvarmning og strøm. Derefter på prisen i supermarkedet. Senere i forsinkelser, færre varer, længere leveringstider og til sidst måske på arbejdspladsen.

Det skyldes, at moderne økonomier er bygget på effektivitet, ikke robusthed. I årevis har virksomheder skåret lagre ned og organiseret produktion efter just-in-time-princippet, hvor varerne kommer præcis, når de skal bruges. Det fungerer godt, når verden er stabil. Men det fungerer dårligt, når ét vigtigt led i kæden bryder sammen. Og her er problemet netop, at dette ene chok rammer mange led på én gang. Hvis energien ikke kommer frem, kan en fabrik ikke køre normalt. Hvis helium mangler, kan visse chipprocesser ikke fortsætte som planlagt. Hvis aluminium fra Golfen udebliver, bliver andre industrikæder ramt. Hvis svovl og gødning mangler, påvirkes landbruget og minedriften. Og når ét led stopper, rammes det næste.

For almindelige mennesker vil det derfor vise sig som en kæde af mere konkrete problemer. Dyrere brændstof, dyrere fødevarer, dyrere fragt, dyrere flyrejser, dyrere reservedele, mindre udvalg og større usikkerhed om, hvornår varer faktisk kommer frem.

Fra helium og chips til biler, elektronik og hospitaler

Mange vil måske tænke, at helium og halvledere lyder som noget meget fjernt fra dagligdagen. Men sådan hænger verden ikke længere sammen. Helium bruges ikke kun i avancerede laboratorier. Det bruges i chipproduktion, i lækagetest, i kølesystemer og i MR-scannere. Når Qatar står for omkring en tredjedel af verdens helium, og denne strøm brydes, påvirker det mere end én niche.

Hvis chipproduktionen går ned i hastighed, rammer det hele kæden - biler, computere, netværksudstyr, industrimaskiner, hvidevarer og elektronik. Vi så da verden blev testet under coronaskandalen, hvordan en enkelt manglende chip kunne efterlade tusindvis af færdige biler stående ubrugelige. Samme mønster kan gentage sig her, men bredere og mere langvarigt.

Det betyder, at almindelige familier ikke bare kan opleve dyrere elektronik. De kan opleve længere ventetid på alt fra biler og reservedele til vaskemaskiner, pc’er og andre forbrugsgoder. Hospitaler kan samtidig blive presset, hvis heliummarkedet strammes så meget, at vedligeholdelse og drift af visse MR-scannere bliver sværere eller dyrere.

Det er netop derfor, denne krise er så alvorlig - den rammer ikke kun ét marked. Den rammer tværs gennem flere markeder på én gang.

Maden bliver dyrere - og nogle steder bliver problemet langt værre end dyrere priser

En af de mest direkte forbindelser til almindelige menneskers hverdag går gennem landbruget. Naturgas bruges til at fremstille ammoniak og derfra urinstofgødning, som er en af verdens vigtigste kvælstofgødninger. Qatar’s QAFCO-anlæg har en kapacitet på omkring 5,6 millioner ton urea om året, cirka 14 procent af verdens urea-handel. Hele Golfen stod samlet for omkring 43 til 49 procent af den søbårne ureaeksport og cirka 30 procent af ammoniakeksporten.

Når denne strøm brydes, begynder problemerne i landbruget. Men den nye tekst viser, at problemet er endnu dybere. Rusland står for omkring 19 procent af verdens eksporterede gødning, og Kina omkring 10 procent. Hvis disse lande samtidig begrænser eksporten, mister verden ikke blot Golfens gødning, men også store alternative kilder. Dermed bliver det langt sværere at kompensere.

For almindelige mennesker betyder det én ting - dyrere mad. Ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men over de næste måneder. Brød, ris, grøntsager, frugt, mejerivarer og kød bliver alle påvirket, fordi enten dyrkningen eller transporten bliver dyrere. I nogle lande handler det ikke kun om pris, men om udbytte. Hvis bønderne ikke får gødning i tide, falder høsten senere. Og når høsten falder, stiger priserne bagefter.

Det rammer især lande som Bangladesh, Pakistan, Indien, Sri Lanka og Brasilien. Bangladesh har allerede set store gødningsfabrikker lukke. Pakistan har fået drastisk reduceret gas til gødningssektoren. Indien risikerer store tab i urea-produktion (kvælstof) i en periode, hvor såning og høstplaner er afhængige af timing. Brasilien, en af verdens vigtigste landbrugseksportører, er stærkt afhængig af importeret gødning. Hvis disse lande rammes hårdt, bliver det et globalt problem, ikke blot et lokalt.

I de rige lande vil det i første omgang mærkes som dyrere indkøb. I fattigere lande kan det blive til reel fødevaremangel, social uro og i yderste fald hungersnød.

Det stopper ikke ved priser - det kan også ramme jobs og økonomisk stabilitet

En anden vigtig dimension i denne energikrise rammer et finansielt system, som allerede er skrøbeligt. Høj gæld, svagheder i banksystemet, store urealiserede tab og et erhvervsejendomsmarked, som mange steder aldrig kom sig efter nedlukningerne. Hvis energichokket varer længe nok, kan det blive gnisten, som antænder noget, der i forvejen er tørt.

For almindelige mennesker vil det ikke først og fremmest se ud som "systemisk finansiel stress". Det vil se ud som færre arbejdstimer, sværere adgang til lån, virksomheder der udsætter investeringer, byggeprojekter der stopper, svagere pensioner og mere nervøsitet i hele økonomien.

Det er vigtigt at forstå, at et energichok ikke kun giver inflation. Priserne på energi og mad stiger først. Men hvis virksomheder begynder at lukke produktion ned, og hvis forbrugerne ikke længere har råd til at holde det gamle forbrug oppe, så kommer næste fase. Efterspørgslen falder, aktiviteten går ned, og så rammes arbejdsmarkedet. Dermed kan man få den mærkelige kombination, hvor de nødvendige ting i hverdagen bliver dyrere, mens økonomien som helhed bliver svagere.

Det var den type mønster vi så i 2008, hvor olieprisen først steg voldsomt og senere kollapsede, fordi økonomien ikke kunne bære chokket. Derfor er det muligt, at priser på nogle områder senere falder igen - ikke fordi krisen er løst, men fordi efterspørgslen er blevet ødelagt af selve krisen.

Ingen går fri - heller ikke USA og Europa

En vigtig pointe er, at mange stadig tror, at nogle lande står udenfor. Men moderne økonomi fungerer ikke sådan. Selv lande, der omtaler sig selv som energimæssigt stærke eller "uafhængige", er bundet sammen med resten af verden gennem raffinering, skibsfart, råvarer, handel og prisdannelse.

Hvis Asien byder højere på LNG, omdirigeres skibe. Hvis Europa jagter diesel og gas, presses andre regioner. Hvis Sydkoreas chipindustri rammes, påvirker det bilfabrikker og elektronik over hele verden. Hvis Brasilien mangler gødning, påvirker det fødevaremarkeder i mange lande. Hvis Californiens raffinaderisystem er afhængigt af globale strømme, er USA heller ikke isoleret.

Europa er i denne sammenhæng særligt sårbart. EU’s gaslagre har ligget lavere end året før, og blandt de mest udsatte nævnes især Holland og Tyskland. Det betyder, at endnu et energichok kan ramme et kontinent, der allerede blev svækket af den forrige store energikrise.

Det, der gør krisen endnu mere alvorlig, er følelsen af svigt

Her er det værd at bemærke noget af det mest opsigtsvækkende i denne krise, som ikke kun er at Hormuzstrædet er blevet kvalt, men at den alliance og de vestlige sikkerhedsstrukturer, som millioner af mennesker er opdraget til at tro vil beskytte dem, fremstår tøvende, splittede og i flere tilfælde direkte afvisende, netop i det øjeblik hvor verdens vigtigste energipulsåre er under pres. Reuters har beskrevet, hvordan flere centrale amerikanske allierede hurtigt afviste at sende skibe for at genåbne strædet, mens Frankrig direkte slog fast, at NATO ikke er skabt til offensive operationer i Hormuz. Resultatet er, at mens regeringer diskuterer jura, mandat og geopolitik, bliver regningen skubbet videre til almindelige mennesker.

For familier er dette ikke en abstrakt strategidebat. Det er, som beskrevet, benzinregningen, madbudgettet, varmeregningen, flyrejserne, renten, opsparingen og pensionen. Når energipriserne stiger, bliver alt dyrere. Når markederne bliver urolige, bliver pensionsopsparinger mere sårbare. Når virksomheder presses af dyrere energi og usikre forsyningskæder, bliver arbejdspladser og lønninger mere usikre. Og når stater og alliancer ikke kan eller vil sikre fri passage gennem et stræde, som normalt håndterer omkring en femtedel af verdens olie og LNG, viser det os et politisk og moralsk svigt, når det virkelig gælder. For det er ikke ministre, topembedsmænd eller strategiske tænketanke, der først mærker konsekvenserne. Det er familier, unge, ældre, pendlere, lønmodtagere og pensionister, som ser deres rådighedsbeløb skrumpe, mens de samme institutioner, der skulle skabe sikkerhed, står og ser til.

Alvoren er til at føle på, at vi har en stor organisation som NATO, der er sat i verden for at beskytte os, træder fra når det virkelig gælder. Den politiske dovenskab, har valgt den lette vej - billighed, bekvemmelighed og kortsigtet stabilitet frem for robusthed. Hjernevirusen der har smittet vores ledere, ser uafhængihed i grøn energi - hvilket overlader vores stabilitet til vind og vejr, en ustabilitet som de mener borgerne kan betale sig fra med afgifter. De tillod denne afhængighed, fordi den var økonomisk behagelig, politisk nemmere at sælge i lefleri for borgerne, og fordi de undervurderede, hvor hurtigt geopolitik kan ødelægge et effektivt, men skrøbeligt system. Med andre ord ser vi nu at de er uegnede til at varetage det, vi har beskikket dem.

Tankerne vender tilbage til Illuminatis protokoller - Protokol 10, punkt 18 siger:


Vejen er banet for antikist, der kan komme og foregive at sætte alt i korrekt orden.