Som fortalt i nyheden "London, New York... hvad vil Danmark?" har Mamdani vist
- Tydelig religiøs identitetsmarkering som en del af den politiske autoritet (muslimsk selvforståelse gjort til signal).
- Et normskifte, hvor kritik af islam/"islamofobi" fremstilles som politisk uacceptabelt, hvilket kan afskærme ideologisk debat.
- Ambition om at flytte muslimske miljøer fra "marginal" til institutionel indflydelse ("magtens korridorer").
- Målrettet mobilisering af arabisk-/muslimske vælgergrupper, understøttet af økonomiske løfter, der kan styrke loyalitetsnetværk.
- Fortælling om kollektiv sejr/"ikke længere outsidere" koblet til moské-mobilisering, som kan øge disciplineret blokpolitik.
- Sympati og signaler fra mere hårdt ideologiske kredse (f.eks. symbolik/retorik om religiøs kamp og pligt) bruges som indikator på radikaliseret momentum omkring projektet.
Endnu to begivenheder føjer sig til det samlede signal. Mamdani blev indsat ved en markant ceremoniel handling, hvor han aflagde ed på en gammel koran med stærk symbolik, hvorefter han tilbagekaldte en executive order, der havde indført IHRA-definitionen af antisemitisme i byen - en definition, der også omfatter eksempler, hvor anti-zionistiske udsagn kan vurderes som antisemitisme.
To koraner
Ved den private midnats-indsættelse lagde Mamdani hånden på to koraner: 1) sin bedstefars koran (familiearv/identitet) og 2) en lille, bærbar "lomme-koran" fra New York Public Librarys "Schomburg Center for Research in Black Culture" - en håndskrevet koran, der er udateret og usigneret, og som derfor tidsfæstes ud fra skrift og indbinding til Ottomansk periode (af forskere anslået til sent 1700-tal/tidligt 1800-tal, mens NYPL peger på 1800-tallet, "Ottomansk Syrien")1.Det er omtalt som en "historisk førstegang", fordi en NYC-borgmester for første gang aflægger ed med islams koran som ceremonielt centrum - et symbol på repræsentation og et gennembrud for muslimsk synlighed i byens top. Kurator Hiba Abid (NYPL) fremhæver samtidig, at netop denne lille koran symboliserer "mangfoldighed og rækkevidde" blandt byens muslimer og “bringer elementer af tro og identitet sammen i New Yorks historie”2. Ligesom EU-forskningsprojektet, The European Qur'an (EuQu), der arbejder på at genfortolke Koranens rolle i Europas historie.
Den historiske koran stammer fra Arturo Schomburgs personlige bibliotek: en Puerto Rico-født sort historiker og bibliograf, hvis samling (ca. 4.000 genstande) blev solgt til NYPL i 1926 og dannede grundlaget for Schomburg Center. I dækningen kobles koranen til Schomburgs projekt om at dokumentere sorte kulturers globale bidrag - og til en bredere fortælling om mødet mellem islam og Black history (USA/Afrika/diapora). Hvordan Schomburg præcist fik koranen, er uklart, men forskere ser den som et udtryk for hans interesse for relationen mellem islam og sorte kulturer.
NYPL understreger også, at objektets "symbolik" ligger i dets folkelige karakter. Skrevet i sort og rød blæk, uden prangende illumination. Den lille, portable form antyder hverdagsbrug for en almindelig læser og indbindingen beskrives med en guldpræget medaljon med floralt motiv og meget fin naskh-skrift. Pointen i omtalen er, at betydningen "ikke ligger i luksus, men i tilgængelighed" - og at den tilhører landets største offentlige biblioteksystem og dermed i princippet "alle newyorkere"3.
Efter midnatseden blev det samtidig oplyst, at Mamdani ved en senere ceremoni på City Hall ville bruge sin bedstefars og sin bedstemors koraner (kampagnen gav ikke flere detaljer om familie-klenodierne).
Symbolik som legitimitet - "mere end en personlig ed"
Indsættelsen beskrives som historisk og stærkt iscenesat, og netop symbolikken er blevet brændstof i "overtagelses"-fortællingen. At en borgmester bruger koranen i selve magtoverdragelsen, tolkes af kritikere som et tegn på, at islam får en ny offentlig og institutionel placering i byen - ikke kun som privat tro - og det er præcis det, der ligger til grund for Mamdanis udvælgelse. Mamdani har bevidst været synlig omkring sin religiøse identitet og har mobiliseret muslimske vælgere på tværs af New Yorks bydele, hvilket netop er "mønstret" - kombinationen af identitet, mobilisering og institutionel magt - der gør øjeblikket politisk sprængfarligt.
Første politiske skridt: IHRA fjernes - og konflikten eksploderer
IHRA er en international organisation og står for "International Holocaust Remembrance Alliance". Den konkrete politiske handling, der har sat ild i debatten, er at Mamdani gjorde op med Eric Adams’ linje på antisemitismeområdet ved på sin første dag at ophæve den borgmesterordre, der havde forankret IHRA's "Working Definition of Antisemitism" (med de 11 illustrative eksempler) som officiel reference i New York Citys arbejde. Ophævelsen skete ikke ved en enkelt "IHRA-ordre", men gennem en bred tilbagetrækning, hvor Mamdani annullerede alle Adams’ executive orders udstedt fra og med 26. september 2024 - og dermed røg Adams EO 52 (8. juni 2025) med. IHRA er i praksis et fælles "arbejdsredskab" (ikke en lov), som myndigheder og institutioner kan bruge til at genkende antisemitisme. Det har en kort kerne-definition af antisemitisme og derefter 11 illustrative eksempler, som "kan tjene som illustrationer" i arbejdet. IHRA siger også udtrykkeligt, at kritik af Israel på samme måde som man kritiserer andre lande ikke i sig selv er antisemitisk. Eksemplerne skal derfor forstås som mulige måder antisemitisme kan vise sig på - ofte afhængigt af kontekst, hensigt, mønster.
De 11 illustrative eksempler er opdelt i 3 kategorier:
A. Klassisk/jøde-rettet antisemitisme
1. Opfordre til, hjælpe eller retfærdiggøre vold mod jøder i religiøs/ideologisk sprogbrug.
2. Dæmonisere/sprede myter om "jøderne" som kollektiv magt (f.eks. verdenskonspiration, kontrol med medier/økonomi/regeringer).
3. Beskylde jøder som folk for at være skyld i "alt der går galt" eller i store samfundsproblemer.
4. Benægte Holocaust - fakta, omfang eller metoder (f.eks. påstå at det er opdigtet/overdrevet).
5. Påstå at jøder (eller Israel) har opfundet/overdrevet Holocaust for egen vinding.
6. Loyalitetsanklagen: Påstå at jødiske borgere er mere loyale mod Israel/jøderne end mod deres eget land.
B. Israel-relaterede eksempler (kan være antisemitisme afhængigt af kontekst)
7. Nægte jøders ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde at selve idéen om staten Israel er et "racistisk projekt".
8. Dobbeltstandarder: Kræve noget af Israel, som man ikke kræver af andre demokratiske stater (f.eks. unikke "testkrav").
9. Nazisammenligninger: Sammenligne nutidig israelsk politik med nazisternes.
10. Kollektiv skyld: Holde jøder som gruppe ansvarlige for, hvad staten Israel gør.
C. Antisemitisme i praksis
11) Målrette chikane/vold/hærværk mod jøder eller jødiske institutioner (synagoger, gravpladser, skoler osv.) fordi de er jødiske.
EO 52 (den kommunale ordre, der tog IHRA ind i NYC's praksis) var ikke en lov, men instruerede byens myndigheder i at "overveje" IHRA-rammen, samtidig med at den understregede, at First Amendment-beskyttet tale ikke skulle begrænses. Nu fjernes dette fælles definitionsgrundlag fra byens formelle styringsdokumenter. Mamdani lod dog borgmesterkontoret mod antisemitisme bestå via en ny ordre, men uden at genindføre IHRA som ramme - en kombination som kritikere ser som et signal om svækket institutionel opbakning til Israel-relaterede antisemitisme-eksempler.
"Overtagelsen" - hvad kritikernes scenarie bygger på
Det, der umiskendeligt ligner en mulig islamisk overtagelse, handler i praksis sjældent om et pludseligt skift til religiøst styre. Scenariet beskrives typisk som en gradvis normalisering og institutionalisering af islamisk indflydelse gennem tre spor, som netop synes at blive aktiveret af de første begivenheder:1. Symbolsk dominans i toppen
Når en byleder bruger religiøse markører i embedets mest ceremonielle øjeblik, ses det som et signal om, at religion kan få større gennemslag i offentlig kultur og politisk legitimitet - og dermed flytte "normen" for, hvad der hører til i byens styre.
2. Politisk rammesætning af konflikter (særligt Israel/Palæstina)
Annulleringen af IHRA-ordren kan ses som et tegn på, at administrationen vil skabe større råderum for hård anti-zionistisk aktivisme, og at dette kan medføre mere pres på jødiske miljøer - eller i hvert fald svækket institutionel respons, hvis grænserne for antisemitisme flyttes.
3. Bemanding og udnævnelser
Jerusalem Post-teksten peger på bekymringer om Mamdanis omgangskreds og udpegninger, hvor der nævnes forbindelser til anti-zionistiske grupper blandt administrative appointees. I det "overtagelses"-narrativ bliver dette det vigtigste: ikke ceremonien, men hvem der får poster, adgang og beslutningskraft.
Jødiske bekymringer og israelske angreb
Mange jøder i New York udtrykker fortsat at de er urolige, og føjer nu bekymringen til, at Mamdanis første døgn sender et politisk signal, der kan få antisemitisme til at vokse på gaden, og samtidig gøre byens institutionelle respons mere uklar. En JPPI-undersøgelse fra slutningen af november viste, at 67% af de adspurgte forventede, at Mamdanis valg vil gøre byens jødiske samfund mindre sikkert5. Selvom Mamdani pegede på, at han fortsat vil beskytte jødiske newyorkere og bekæmpe hadforbrydelser, har den umiddelbare annullering af IHRA naturligvis næret frygten for stigende antisemitisme i byen, da der ikke længere findes en klar definition af hvad hadforbrydelser er.
Jihad
Det er svært ikke at få øje på Mamdanis første skridt i opfyldelsen I den optik kan hans tydelige religiøse symbolik og hans mobilisering ses som "stadie 1"-adfærd (synlig identitet og loyalitetsopbygning i et ikke-islamisk samfund), mens hans tidlige institutionelle kursændringer - især annulleringen af IHRA, der flytter grænserne for, hvordan antisemitisme og Israel/Palæstina-konflikten håndteres politisk - tolkes som tegn på et stadie 2 - "forberedelsesstadie", hvor et ideologisk projekt søger varig indflydelse via lovlige, demokratiske mekanismer.
London har vist os hvordan det ser ud når muhammedanere får indflydelse. Siden Sadiq Khan blev borgmester i 2016 er Islam blevet mere synlig og institutionaliseret i London. Borgmesterstøttede markeringer som "Eid in the Square" på Trafalgar Square og ramadan-lys i West End som stærke offentlige signaler.
Londons Plan 2021, gør planlægning/beskyttelse af "places of worship" til et strategisk mål, samt et kommunalt "faith & belief-engagement" der integrerer trossamfund i byens samarbejdsstrukturer. Store pro-Palæstina-marcher siden 2023 er et udtryk for religiøs og politisk mobilisering i gadebilledet. 15% af Londons befolkning er muhammedanere, hvilket øger efterspørgsel efter halal, bederum og moskéer. Islam er nu en voksende og "normaliseret" del af Londons offentlige og urbane identitet, drevet af politisk støtte, kulturprogrammer og demografisk udvikling - en udvikling der ikke stopper før sharia og kalifat er byens lov og orden.