Krig, oprustning og våbenkontrol på bristepunktet
På sikkerhedssiden fremhæver erklæringen, at tre regionale konflikter med nuklear dimension i løbet af 2025 "alle truede med at eskalere": Rusland–Ukraine med nye, destabiliserende taktikker og russiske hentydninger til atomvåben; en konflikt mellem Indien og Pakistan med grænseoverskridende drone- og missilangreb under atom-brinkmanship; og amerikansk-israelske luftangreb mod iranske nukleare faciliteter, hvor Bulletin understreger usikkerheden om, hvorvidt angrebene reelt begrænsede Irans kapacitet - eller tværtimod kunne skubbe til en mere skjult våbenkurs1.Samtidig beskrives stormagtsrivaliseringen som et "fuldgyldig våbenkapløb". Flere nukleare sprænghoveder og platforme i Kina og modernisering af leveringssystemer i USA, Rusland og Kina. Et særligt 2026-kendetegn er, at Bulletin trækker en linje fra missilforsvar til øget risiko for konflikt i rummet. De nævner et planlagt amerikansk, multilaget missilforsvarssystem, "Golden Dome", der skal omfatte rum-baserede interceptorer - noget, de advarer kan øge sandsynligheden for konflikt i rummet og drive et nyt våbenkapløb dér.
Det måske mest alarmerende "strukturelle" punkt i årets begrundelse er våbenkontrolens skrøbelighed. Bulletin fremhæver, at atommagterne i ringe grad taler om strategisk stabilitet og arms control, og at New START - den sidste store aftale, der begrænser strategiske atomvåben mellem USA og Rusland - står til at udløbe, hvilket ifølge erklæringen vil afslutte næsten 60 års bestræbelser på at dæmpe den strategiske nuklearkonkurrence mellem de to største atommagter. Dertil føjes en bemærkning om, at USA's administration kan overveje at genoptage eksplosive atomprøvesprængninger, som vil kunne accelerere en fornyet oprustningsspiral.
Biologi og AI: Nye frontlinjetrusler uden klare bremser
Hvor Doomsday Clock i 2010’erne typisk blev begrundet med en bred blanding af atomrisiko og andre menneskeskabte trusler, bliver 2026-udmeldingen mere markant ved at udpege biologi som et nyt grænseområde for eksistentiel risiko. Erklæringen løfter især begrebet “mirror life” frem, hvilket er laboratoriefremstilling af selvreplikerende spejlorganismer, som - hvis de nogensinde blev skabt og undslap kontrol – i værste fald kunne sprede sig uden at blive bremset af kendte biologiske mekanismer og dermed true økosystemer bredt. Samtidig konstaterer Bulletin, at der endnu ikke findes en international plan, der håndterer denne risiko1.Note om årene op til 2026
Biologi/teknologi-sporet er ikke kommet ud af det blå. I 2020 flyttede Bulletin uret ind i “sekunder”-æraen (100 sekunder), og i 2021 blev pandemien brugt som en direkte “wake-up call”, samtidig med at de kaldte et dysfunktionelt informationsøkosystem en trusselsforstærker. 2 I 2022 blev uret fastholdt på 100 sekunder i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine og de tilhørende nukleare trusler. 3 I 2023 rykkede de til 90 sekunder, “largely” på grund af Ukraine-krigens eskalationsfare, og i 2024 begyndte de mere eksplicit at beskrive, hvordan AI-værktøjer gør misbrug af biologi mere nærliggende. 4 I 2025 rykkede de yderligere til 89 sekunder og pegede på den kombinerede AI + biologi-trussel som noget, myndigheder og fagmiljøer tøver med at begrænse—hvilket sætter scenen for, at 2026 kan introducere “mirror life” som en ny, skarp risikokategori oven i de øvrige sikkerheds- og teknologiske drivere. 5AI fylder i det hele taget langt mere i den nyere "sekund-æra" af Doomsday Clock - og i 2026 bliver AI fremstillet som en dobbelt trussel - både som noget, der integreres i militære processer, og som noget, der kan gøre verden mere uklar og konfliktpræget gennem informationsforgiftning. Bulletin nævner, at USA, Rusland og Kina indarbejder AI på tværs af deres forsvarssektorer, og peger på modeller med usikker nøjagtighed og tendens til "hallucinationer" som en risikofaktor, når de bruges i kritiske sammenhænge. Samtidig advarer de om, at AI kan "supercharge" mis- og desinformationskampagner og underminere den faktabaserede offentlige samtale, der er nødvendig for at håndtere store globale trusler.
Når samarbejde bliver svaghed: Nulsumspolitik, autokrati og en verden uden bremser
Endelig lægger 2026-erklæringen vægt på et politisk "accelerant" - en global tendens, hvor flere stater - herunder atommagter - bevæger sig i retning af mere nationalistisk autokrati, og hvor udenrigspolitik i højere grad bliver tænkt som et nulsumsspil, hvilket vil sige, at enhver gevinst til den ene part opfattes som et tilsvarende tab for den anden - så samarbejde og kompromiser bliver set som svaghed, og risikoreducerende aftaler som noget, der hjælper modstanderen. Bulletin'ets pointe er, at autokrati i sig selv ikke automatisk udløser en eksistentiel katastrofe, men at en "os-mod-dem, nulsum tilgang" gør katastrofer mere sandsynlige, fordi den bremser internationalt samarbejde, svækker ansvarlighed og forstærker de øvrige trusler.I praksis betyder "nationalistisk autokrati" i denne sammenhæng en styrings- og beslutningskultur, hvor politisk magt koncentreres, opposition og kritiske institutioner får mindre spillerum, og nationale prestige- eller sikkerhedsnarrativer får forrang frem for kompromiser. Det er en risikofaktor, fordi netop de store trusler, Bulletin beskæftiger sig med, normalt dæmpes af langsomme, kedelige, men afgørende mekanismer - våbenkontrol-forhandlinger, fælles standarder, gennemsigtighed, inspektioner, dataudveksling og krisestyringskanaler. Når ledere og systemer bliver mere lukkede og mere drevet af nationalistisk konkurrence, bliver det sværere at indgå forpligtende aftaler og lettere at afvise dem som svaghed eller "fordel til modstanderen".
I sådan et klima bliver risikoreduktion sværere at sælge politisk, fordi selv stabiliserende tiltag kan blive læst som et strategisk nederlag. Resultatet kan blive oprustningsspiraler, kortere beslutningshorisonter og større tolerance for brinkmanship (man prøver at få fordel ved at vise, at man tør løbe en større risiko end modparten - men det øger også risikoen for fejl, misforståelser og ukontrolleret eskalation) – ikke nødvendigvis fordi nogen ønsker katastrofen, men fordi incitamentet til at bygge fælles “gelændere” falder (færre fælles spilleregler, mindre tillid, mindre kontrol og mindre evne til at stoppe en farlig spiral i tide). 2026-teksten formulerer det som, at den autokratiske trend "hæmmer internationalt samarbejde ... og fungerer som en forstærker af trusler" - altså en faktor, der gør det vanskeligere at vende udviklingen på tværs af nukleare og teknologiske risici.
Når Bulletin samtidig skriver, at udviklingen "mindsker ansvarlighed", handler det om, at farlige beslutninger lettere kan træffes uden effektivt indsyn, uden korrigerende modmagt og uden efterprøvelse - både nationalt og internationalt. Mindre offentlighed, færre uafhængige kontrolinstanser og et mere polariseret informationsmiljø betyder, at fejl, ulykker, eskalationstrin eller risikable programmer kan fortsætte længere, før de bliver bremset. I Bulletin'ets sprog bliver det dermed ikke én ny trussel, men en forværring af styringsevnen i en verden, hvor flere højspændte risikofelter allerede er i bevægelse.
I et længere historisk perspektiv passer den politiske diagnose ind i en udvikling, som Bulletin selv har fremhævet gennem de seneste år. Går vi tilbage til 2010, talte uret fortsat i minutter, og argumentationen hvilede blandt andet på, at der fandtes en realistisk vej via forhandlinger og aftaler - herunder en ny USA-Rusland-aftale som efterfølger til START-rammerne. Men i 2020 flyttede Bulletin for første gang uret til sekunder (100 sekunder) og begrundede skiftet med et trusselslandskab, hvor der - ud over de konkrete farer - var opstået en "ny vilje blandt politiske ledere til at afvise de forhandlinger og institutioner, der kan beskytte civilisationen på længere sigt".
Det er netop den linje, 2026 bygger videre på - et billede af, at de institutionelle og diplomatiske bremser, der før holdt risici nede, er ved at miste effekt. Derfor bliver 2026, med 85 sekunder til midnat, ikke kun præsenteret som en opgørelse over flere samtidige kriser, men som en vurdering af, at evnen til at styre sig ud af dem er blevet svækket af mere konfrontatorisk, nationalistisk og mindre ansvarlig global politik.
Ordet "midnat" i deres Doomsday Clock, har en åbenlys apokalyptisk klang, men for mange bibellæsere får billedet en ekstra resonans. For i Bibelen er "den mørkeste time" ofte knyttet til en sidste - trængslen. Uret afspejler bibelens billede af vores tid med tiltagende veer, en tid præget af krige og krigsrygter, uro blandt folkeslagene, bedrag, lovløshed og en verden, hvor menneskets egne systemer ikke længere kan skabe varig fred.
I den optik bliver Bulletin of the Atomic Scientists ikke en profetisk autoritet, men snarere et ufrivilligt samtidsspejl. Et sekulært ekspertpanel, der - med helt andre forudsætninger - alligevel beskriver et scenarie, der ligner den bibelske forkyndelse af, hvordan historien strammer til i tiden lige før Jesu genkomst. Doomsday Clock's "85 sekunder til midnat" bliver dermed for troende ikke blot et politisk-videnskabeligt alarmsignal, men også et kulturelt ekko af den gamle pointe - at verden bevæger sig mod et bristepunkt - og at håbet i sidste ende ikke ligger i menneskets evne til at holde tiden tilbage, men i at Jesus kommer igen. For os der tilhører Ham kommer Han for at vi skal tages ud af denne verden, og for de, der lades tilbage, for at komme til Jorden igen, for at oprette fredsriget.