Set fra Washington er aftalens kerne forholdsvis enkel. Iran må ikke ende med atomvåben, og Hormuzstrædet skal være åbent og sikkert for international skibsfart. Trump har sagt, at amerikanske skibe, fly og personel bliver stående omkring Iran, indtil landet lever fuldt op til aftalen, og han har samtidig truet med nye militære angreb, hvis det ikke sker. Allerede her ser man dog problemet: mens USA taler om opfyldelse af en eksisterende rammeaftale, siger Iran og iranske repræsentanter noget langt mere forbeholdent om både indholdet og rækkevidden af den.
Det gælder også den iranske 10-punktsplan, som nu danner udgangspunkt for forhandlingerne. Ud fra offentlige beskrivelser ser den blandt andet ud til at omfatte krav om ikke-angrebsgarantier, sanktionslettelser, afklaring af Irans nukleare rettigheder og en ordning omkring Hormuzstrædet. Men selv her er billedet uklart. Wall Street Journal har rapporteret, at den version, som iransk statsnær omtale har løftet frem, ikke er identisk med det arbejdsudkast, som amerikanerne siger, de faktisk forhandler på1.
Iran vil have suverænitet, sanktionslettelser, sikkerhedsgarantier og regional anerkendelse. USA vil have åben Hormuz, kontrol med uran, ingen atomvåben og ret til fortsat pres. Det er derfor, aftalen stadig virker så uklar — forskellen ligger ikke kun i detaljerne, men i hele formålet med aftalen. Det betyder, at den offentlige debat lige nu i høj grad handler om delvist lækkede og delvist politisk brugte beskrivelser af en aftale, hvis præcise tekst endnu ikke fremstår klart og entydigt offentligt.
Sikkerhedsgaratierne fa Irans side, består af tre lag. ingen nye amerikanske angreb, ingen omgåelse af våbenhvilen via Libanon-fronten - Libanon skal være omfattet af en troværdig våbenhvile - og ingen aftale som efterlader Iran militært eller strategisk ubeskyttet bagefter. Det er netop derfor, Iran ikke ser en almindelig kortvarig pause som nok. Landet vil have noget, der i dets egne øjne gør et nyt angreb sværere, dyrere eller politisk mindre sandsynligt.
Når Iran taler om suverænitet, mener de sandsynligvis ingen nye angreb, ingen tvungen underordning under amerikansk militærmagt, ingen fuld opgivelse af atomprogrammet og ingen løsning hvor Iran mister kontrollen over sine vigtigste strategiske kort. Det er derfor, deres krav bliver så brede - de forhandler ikke kun om våbenhvile, men om hvilken stat Iran må være bagefter2.
Hormuzstrædet
Det mest interessante og mest konkrete punkt er lige nu Hormuzstrædet. Våbenhvilen har ikke normaliseret trafikken. Reuters rapporterer, at skibstrafikken torsdag lå langt under 10 procent af det normale niveau, og at kun syv skibe havde passeret i løbet af de seneste 24 timer mod normalt omkring 1403. Iran kræver ifølge Reuters, at skibe bevæger sig gennem iranske farvande omkring Larak-øen og koordinerer passagen med Revolutionsgardens flåde. Samtidig citerede Reuters en iransk kilde via TASS (et russisk statsejet nyhedsagentur) for, at der højst vil blive lukket 15 skibe igennem om dagen. Det er altså ikke en fri genåbning, men en stærkt kontrolleret og politisk betinget passage.Iran forsøger ikke bare at styre passagen, men også at gøre den til en indtægtskilde. AP har rapporteret, at Iran allerede har opbygget en de facto betalingsordning gennem mellemled, og at nogle skibe har betalt høje beløb for passage4. Reuters skriver, at medieberetninger har peget på et muligt gebyr på 2 millioner dollars pr. skib, og Wall Street Journal har rapporteret, at nogle supertankere mødes med krav på op til netop 2 millioner dollars, at mindst fem skibe skal have betalt, og at betaling i nogle tilfælde kan ske i kryptovaluta eller kinesiske yuan5. Det vigtige her er ikke kun beløbet i sig selv, men at Iran forsøger at omsætte militær kontrol over et internationalt stræde til et varigt politisk og økonomisk magtmiddel.
Det er også derfor, der reageres så skarpt internationalt. FN's søfartsorgan IMO siger direkte, at transit gennem internationale stræder ikke må gøres betinget af told eller afgifter, og at en sådan ordning ville skabe en farlig præcedens6. Reuters' energidækning peger samtidig på, at bare udsigten til en iransk "toll booth"-model kan låse højere energipriser fast i lang tid fremover7. Omkring en femtedel af verdens olie- og gasstrømme gik før krigen gennem Hormuz, og selv efter våbenhvilen vurderer Barclays, at forstyrrelserne stadig svarer til 13-14 millioner tønder olie om dagen. Reuters citerer også eksperter for, at to uger langt fra er nok til at afvikle køen af skibe. Saudiske og emiratiske alternative rørledninger er taget i brug, men også de har vist sig sårbare, og Reuters rapporterer, at Saudi-Arabiens øst-vest-ledning blev ramt kort efter våbenhvilen. Hormuz er derfor ikke bare en militær front, men selve nøglen til den økonomiske virkning af hele konflikten.
Det andet store nøglespørgsmål er Irans berigede uran. Det Hvide Hus siger, at Iran har signaleret vilje til at aflevere sine lagre, og Washington fremstiller det som et hovedkrav. Men her er den tekniske baggrund afgørende. IAEA vurderede, at Iran ved tidspunktet for de tidligere angreb havde 440,9 kilo uran beriget op til 60 procent, og agenturet understreger samtidig, at det i dag ikke kender den nuværende størrelse, sammensætning eller placering af lageret, fordi inspektionsadgangen ikke er genetableret. Det betyder, at uran-spørgsmålet ikke blot er en diplomatisk detalje, men selve testen på, om en kommende aftale kan kontrolleres og håndhæves i praksis. Så længe det ikke er afklaret, vil USA næppe betragte processen som sikker, og Iran vil omvendt se spørgsmålet som et direkte angreb på sin strategiske handlefrihed.
Libanon
Det tredje sprængpunkt er Libanon. USA og Israel siger, at våbenhvilen med Iran ikke omfatter Libanon, mens Iran, Pakistan og flere andre aktører har fremført, at en troværdig regional deeskalering netop må inkludere Libanon-fronten. Reuters rapporterer, at Macron direkte har sagt til både Trump og Irans præsident, at Libanon må være med, hvis våbenhvilen skal være troværdig og varig8. Samtidig fortsætter Israel med at handle mod Hezbollah og har oven i købet åbnet for direkte forhandlinger med Libanon med fokus på afvæbning af Hezbollah og på sigt fredelige relationer9.Det giver spændinger i forhandlingerne, for Israel ser krigen mod Iran og krigen mod Hezbollah i Libanon som to adskilte konflikter, mens Iran ikke ser Libanon-fronten som en separat krig, men som en del af den samme regionale konflikt, fordi Hezbollah er en iransk allieret, og fortsatte israelske angreb i Libanon derfor i Teherans øjne er et fortsat angreb på den samme magtblok.
FN
Der er også et fjerde lag, som er værd at have med. Konflikten er nu så alvorlig, at den ikke kun håndteres bilateralt. FN's særlige udsending Jean Arnault er i Tehran og fortsætter sin diplomatiske rundrejse med Pakistan som næste stop. Det viser, at der nu foregår flere samtidige spor - et amerikansk-iransk forhandlingsspor, et regionalt pres omkring Libanon og Hormuz, og et internationalt spor, hvor både FN, europæiske regeringer og asiatiske importlande forsøger at forhindre, at denne våbenhvile bryder helt sammen.FN, tillige med de oversete europæiske politikere, forsøger med andre ord at sætte sig selv i spil, med det sædvanlige jammerlige opråb om tilbageholdenhed. Mens IAEA vurderer, at Iran før krigen rådede over 440,9 kilo uran beriget til 60 procent - nok til omkring ti atomvåben ved yderligere berigelse - og samtidig ikke kan fastslå materialets nuværende status, møder organisationen fortsat situationen primært med diplomati, humanitær bekymring og krav om tilbageholdenhed.
Det er intet mindre end en farlig undervurdering af et regime, der ikke blot brutalt undertrykker sine egne borgere, men også har demonstreret langtrækkende missilkapacitet langt ud over Mellemøsten og i år har vist, at truslen ikke kun gælder Israel, men hele regionen og potentielt store dele af Europa. Samtidig står Iran centralt i den regionale front mod Israel gennem sine støttede allierede og partnere i blandt andet Hezbollah, Hamas og Houthi-bevægelsen. Når FN i den sammenhæng igen og igen fokuserer på, om Israel og USA overholder alle konventioner, mens Teheran konsekvent bryder dem, forstærkes beviset for, at FN er en organisation, der fortsat har svært ved at forstå både regimets karakter og situationens alvor.
Kritikken bliver ikke mindre af, at UN Watch har dokumenteret, at FN's Generalforsamling i 2024 vedtog 17 resolutioner mod Israel, mod seks om resten af verden tilsammen - et mønster, som for mange bekræfter, at Israel fortsat mødes af en hårdere og mere selektiv målestok end verdens øvrige stater.
FN kan kun stå i vejen for verdens sikkerhed her. De kan danse selvhøjtidelige rundt som elefanten i glashuset og holde hånden over Iran, mens Israel og USA forsøger at eliminere en yderst potent global trussel. Det er pinligt og udmattende at være tilskuer til.
Det samlede billede er derfor, at det seneste "fremskridt" ikke bør beskrives som fred, men som en bevæbnet pause med tre uløste kerneproblemer. For det første skal det vise sig, om Hormuz reelt genåbnes som et internationalt stræde eller fortsætter som et iransk kontrolleret betalings- og tilladelsessystem. For det andet skal det afklares, om Iran faktisk vil afgive eller lade kontrollere sit berigede uran. For det tredje skal det vise sig, om Israel-Hezbollah-fronten i Libanon bliver koblet på en bredere regional aftale eller fortsætter som en undtagelse, der kan sprænge hele processen. Før de tre spørgsmål er løst, er våbenhvilen vigtig - men den er stadig langt mere skrøbelig end afsluttet.