USA's præsident Donald Trump har de seneste dage udløst en ny og usædvanlig skarp konflikt med flere europæiske lande ved at koble Grønland direkte sammen med told. Reuters rapporterer, at Trump har truet med en ekstra importtold på 10 procent fra 1. februar 2026 på varer fra Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Finland og Storbritannien, og at han vil hæve satsen til 25 procent fra juni, hvis USA ikke får lov til at købe Grønland. Udmeldingen sendte europæiske aktier ned og har genantændt frygten for en bred handelskonflikt mellem USA og Europa1.
I Bruxelles og i de berørte hovedstæder bliver udspillet læst som økonomisk tvang - en trussel om at gøre eksport dyrere og skade vækst, med det formål at tvinge en politisk indrømmelse frem. Reuters beskriver, at EU drøfter både diplomatiske kanaler og mulige gengældelsestiltag, og at der også har været omtale af store europæiske modtariffer, hvis konflikten eskalerer2.
Samtidig er der i Tyskland blevet luftet et opsigtsvækkende forslag om at bruge sport som pressionsmiddel. Reuters og flere andre medier har omtalt, at den tyske udenrigspolitiske politiker Jürgen Hardt har nævnt en mulig boykot af fodbold-verdensmesterskabet i 2026 som en "sidste udvej" i en konflikt om Grønland. 4 Det virker ved, at værtslande investerer enorme summer i at bruge en verdensbegivenhed til at vise prestige, styrke og succes. Hvis store lande udebliver eller opfordrer til boykot, rammer det både omdømme, sponsorindtægter, tv-aftaler og den politiske fortælling om, at værtskabet er en triumf. Derfor kan sport i yderste tilfælde blive brugt som ekstra løftestang, når handelspolitik og almindelig diplomati ikke længere flytter modparten.
Grønland er kernen i striden, men bag konflikten ligger et dybere økonomisk og politisk bagtæppe: Grønlands langsigtede ønske om at opbygge et stærkere økonomisk fundament, der kan gøre landet mindre afhængigt af Danmark og på sigt give større selvstændighed. Samtidig har Trump selv begrundet sit pres med, at Rusland og Kina øger deres tilstedeværelse i Arktis, og i den amerikanske debat bliver spørgsmålet om udenlandsk kapital og indflydelse i Grønland ofte nævnt som en sikkerhedspolitisk bekymring3.
Allerede i 2018 beskrev The Copenhagen Post, at to kinesiske oliegiganter, China National Petroleum Corporation og China National Offshore Oil Corporation, havde møder med Grønlands selvstyre om fremtidig olieefterforskning og spurgte ind til kommende licensrunder, som dengang var planlagt til 2021. Artiklen koblede den type råstofstrategi til Grønlands politiske og økonomiske motiv: at olieindtægter kunne give en økonomisk base, som kunne bringe Grønland tættere på uafhængighed af Danmark, selv om tidligere efterforskning havde haft begrænset succes4.
Den samme linje beskrives i en analyse i The Diplomat fra april 2025, hvor Grønland omtales som interesseret i at øge samhandel med Kina og endda signalere åbenhed over for ideer om en frihandelsaftale. The Diplomat forklarer også, at Grønland siden Selvstyreloven i 2009 har arbejdet for at tiltrække udenlandsk kapital til råstofprojekter, fordi forventningen var, at investeringer i mineraler og andre ressourcer kunne understøtte større økonomisk selvstændighed. Samtidig understreges det, at kinesiske investeringer i praksis ofte ikke bliver til store projekter, blandt andet fordi omkostninger og politisk risiko er høje5.
Når Trumps pres bliver forklaret af hans støtter, bliver denne kombination ofte fremhævet som helt central. Grønland har et økonomisk incitament til at åbne døren for kapital, og det kan i Washington blive opfattet som en mulig "indflydelseskanal" for Kina i Arktis. I den tankegang bliver hårdt handelspres mod europæiske lande et middel til at få en hurtig afklaring og forhindre, at Grønland gradvist får økonomiske bånd, der på længere sigt kan ændre sikkerhedsbilledet i regionen.
At amerikansk interesse for Grønland ikke er ny, er også en vigtig del af historien. Den historiske kerne går igen i flere kilder og kan opsummeres sådan: I 1867-1868, kort efter at USA købte Alaska, var der i amerikanske regeringskredse interesse for også at udvide amerikansk tilstedeværelse i Arktis. Associated Press beskriver, at udenrigsminister William H. Seward så Grønland som et område med naturressourcer, men at det ikke endte i et formelt tilbud, blandt andet fordi der ikke var politisk appetit på endnu et stort arktisk køb6.
I 1910 blev der ifølge Associated Press luftet en mere konkret idé om en byttehandel under præsident William Howard Taft, men Danmark afviste forslaget, og det faldt hurtigt til jorden.
Det mest konkrete og kendte forsøg kom i 1946, da præsident Harry Truman tilbød Danmark 100 millioner dollars i guld for Grønland. Motivationerne var især sikkerhedspolitiske i begyndelsen af Den Kolde Krig: Grønlands placering på den korteste rute over polen mellem Nordamerika og Rusland, og behovet for baser, overvågning og logistisk rækkevidde i Arktis. Associated Press beskriver dette som et formelt købtilbud, som Danmark afviste, men hvor USA fortsatte med at have militær tilstedeværelse gennem aftale7. En dansk gennemgang fra Visit Greenland nævner samme købtilbud og forklarer, at Danmark afviste at sælge, men at USA senere fik mulighed for at etablere baser gennem en aftale, blandt andet det, der i dag er Pituffik Space Base (tidligere kendt som Thule-basen)8.
Afslutningen på denne konflikt ligger på en knivsæg, fordi begge grundsætninger kan være sande på samme tid. På den ene side er det ikke svært at se, hvorfor Grønland fylder så meget i Washington. Arktis bliver strategisk vigtigere, og et Grønland, der søger økonomisk selvstændighed og derfor jagter kapital og råstofprojekter, kan blive sårbart over for langsigtet indflydelse fra stormagter, som USA betragter som rivaler. I den forstand peger Trumps linje på en reel bekymring, som europæiske regeringer ofte pakker ind i høflige formuleringer og langsomme processer, selv om udviklingen kan bevæge sig hurtigere, end man politisk har lyst til at indrømme.
På den anden side er selve måden, presset udøves på, potentielt selvødelæggende. Hvis man bruger told og trusler mod allierede for at tvinge en sikkerhedspolitisk løsning igennem, kan resultatet blive, at den vestlige sammenhængskraft svækkes netop på det tidspunkt, hvor den skal være stærkest. Det kan fremprovokere politisk modreaktion i Europa, øge ønsket om at løsrive sig fra amerikansk afhængighed, og i Grønland kan hårdt ydre pres paradoksalt nok gøre argumentet for hurtigere afstand til Danmark og nye økonomiske partnere mere attraktivt. Med andre ord - den strategi, der påstår at ville holde rivaler ude, kan risikere at skubbe parterne længere væk fra hinanden og dermed gøre døren mere, ikke mindre, åben.
Det er derfor knivsæggen. Hvis Trumps advarsel om Arktis og indflydelseskanaler har noget på sig - hvilket det beviseligt har, er det farligt at ignorere den og tale, som om alt kan løses med rutine og tid. Men hvis hans metode underminerer tillid, frivillige alliancer og fælles beslutningskraft, kan han svække det vestlige forsvar for frihed, som han siger, han vil beskytte. Udfaldet afhænger ikke kun af, hvem der "har ret", men af om USA, Danmark, Grønland og Europa kan finde en løsning, hvor Grønlands økonomiske vej mod større selvbestemmelse kan styrkes uden at blive en bagdør for rivaler - og uden at den transatlantiske alliance knækker under et pres, der i sidste ende kan koste mere, end det vinder.
Mange europæiske medier vægter Trumps provokerende metode tungt og behandler Grønland som en principiel suverænitetssag, mens de i mindre grad gengiver den forklaring, hvor Grønlands økonomiske løsrivelsesdrøm og udenlandsk kapital ses som en reel sikkerhedsrisiko. Det bidrager til, at debatten i Europa kommer til at handle mere om Trump som person - nu rabler det for den orange mand igen - end om det strategiske spørgsmål, som hans side mener står på spil.
Den vigtige pointe alle burde tale om er at økonomisk afhængighed sjældent er neutral. Grønland ønsker frigørelse fra Danmark - men Grønland vil aldrig blive fri, for når et lille samfund baserer sine fremtidige indtægter, arbejdspladser eller kritiske projekter på en stormagts kapital og marked, får stormagten et håndtag. Det håndtag kan bruges som pres, og pres kan blive til indflydelse. Derfor er spørgsmålet ikke kun, om en investering er god for økonomien her og nu, men om den over tid kan gøre politiske beslutninger dyrere at tage, hvis de går imod investorens interesser. Derfor står Trumps ord, om man kan lide ham eller ikke, lysende frem i problematikken, "Hvis vi ikke gør det, vil Rusland eller Kina gøre det"3.
