Som fremlagt i nyheden "USA strammer grebet for at holde ordenen" bliver det også beskrevet i The Jerusalem Post1, at der er meget mere på spil end europæiske medier og politikere evner at se.
Avisen beskriver operationen som langt mere end fjernelsen af en "narko-terroristisk diktator". Den fremstilles som et strategisk jordskred, fordi Venezuela i over et årti ifølge avisen fungerede som Ruslands, Irans og Kinas fælles indgang til Latinamerika - et brohoved, de tre magter brugte til at underminere amerikansk indflydelse i den vestlige hemisfære. Når Maduro fjernes "over natten", beskrives det derfor som et chok, der rammer selve den akse, der havde investeret tungt i regimet for at holde en anti-amerikansk platform i live.
I avisens fremstilling var Ruslands projekt i Venezuela ikke drevet af olie eller gældsinddrivelse, men af geopolitisk demonstrationen: at udfordre USA i dets eget nærområde. Venezuela bliver præsenteret som den brik Vladimir Putin kunne bruge til at signalere, at Rusland kunne projicere magt hvor som helst - også tæt på amerikanske grænser. Som eksempler nævnes både udsendelsen af TU-160 strategiske bombefly til Caracas i 2008 og leveringen/indsættelsen af S-300 missilsystemer i 2019. Pointen i artiklens logik er, at dette ikke var militære nødvendigheder, men bevidste provokationer, som skulle vise, at Moskva kunne operere "med straffrihed" i USA's baghave.
Teksten fortæller videre, at Rusland hældte over 10 milliarder dollars i at holde Maduro ved magten og endda accepterede venezuelansk olie som betaling på gæld, selv mens Rusland selv var presset af sanktioner. Det fremstilles som økonomisk irrationelt, men strategisk kalkuleret. Venezuela var tænkt som et pressions-middel mod USA, især som svar på amerikansk støtte til Ukraine og Georgien. Venezuela skulle fungere som en "skakbrik", der kunne holde Washington optaget i sin egen hemisfære, mens Rusland forfulgte mål andre steder.
Når Maduro fjernes på én nat, erklærer Jerusalem Post, at Ruslands strategi "nu ligger i ruiner". Operationen demonstrerer præcis det, Putin helst ville undgå - at amerikansk konventionel militær overlegenhed i den vestlige hemisfære stadig er uantastet. Artiklen læser Sergej Lavrovs afdæmpede reaktion - solidaritet og et tilbud om at "hjælpe med at sikre stabilitet" - som et tegn på russisk afmagt, og konkluderer, at Rusland hverken har logistik eller politisk vilje til reelt at udfordre amerikansk handling 6.000 mil fra Moskva.
For Iran fremstilles Venezuela som noget endnu mere ambitiøst - et forsøg på at etablere et strategisk fodfæste uden for Mellemøsten. Iran leverede efterretningstræning, overvågningsteknologi og støtte til "illegale netværk", til Maduro-regimet, der strakte sig fra Caracas til Hezbollah-operatører i Sydamerikas tri-border-område. For Teheran var Venezuela ikke blot en ven, men et bevis på, at Iran kunne bygge anti-amerikanske partnerskaber globalt og udvide det, teksten kalder "modstandsaksen" ud over Mellemøsten. Artiklen beskriver, at iranske statsmedier løbende fejrede Venezuela som et symbol på netop dette.
Maduro's tilfangetagelse placerer teksten samtidig i et øjeblik, hvor Iran i forvejen er presset af interne protester og international isolation. Teheran må nu "hjælpeløst" se sit latinamerikanske anker falde sammen, og at Khameneis retorik om at stå fast mod fjenden klinger hult, når Iran intet kunne gøre for at forhindre eller vende udviklingen. Den lægger endda en psykologisk pointe ind - at beskeden til protesterne i Teheran bliver, at Irans globale ambitioner hovedsageligt er propaganda.
Kinas rolle beskrives som den mest økonomisk tunge og derfor den mest tabsgivende. Beijing investerede over 62 milliarder dollars i Venezuela over det seneste årti, svarende til 53% af al kinesisk långivning til Latinamerika. I modsætning til Ruslands påståede primært geopolitisk motiverede engagement, fremstilles Kinas satsning som udtryk for "ægte strategiske ambitioner" om at sikre ressourcer og etablere økonomisk indflydelse i regionen. Venezuela - med enorme oliereserver - beskrives som et ideelt mål for en bredere kinesisk model - massive lån til råvare-rige lande, gunstig adgang til naturressourcer og gradvis opbygning af økonomisk afhængighed, der kan omsættes til politisk indflydelse.
Teksten understreger ydmygelsen ved timingen. Kinesiske embedsmænd har mødt Maduro i Caracas blot timer før amerikanske styrker slog til. Det fremstilles som en "spids" demonstration af, at kinesisk diplomati er magtesløst, når Washington beslutter sig. Artiklen refererer til, at Beijings udenrigsministerium udtrykte at være "dybt chokeret", hvilket den tolker som strategisk humiliation. Den fremhæver desuden, at Kina troede, Maduro kunne overleve på ubestemt tid med kinesisk støtte, men at det nu har lært, at selv enorme finansielle forpligtelser ikke kan beskytte autoritære klienter mod amerikansk militær handling, hvis USA ønsker regimeskifte.
Herfra trækker teksten de brede linjer. Venezuela var ikke bare en "almindelig" allieret, men selve udtrykket for en fælles strategi hos Rusland, Iran og Kina om at skabe alternative magtpoler, der kunne udfordre amerikansk hegemoni (overherredømme eller dominerende magt/indflydelse). Venezuela skulle bevise, at en multipolær verden kunne realiseres i praksis - også på USA's dørtrin. Men resultatet bliver det modsatte: Maduro's tilfangetagelse skal vise, at når USA vælger at håndhæve magt i sin egen indflydelsessfære, kan ingen kombination af russiske rådgivere, kinesiske milliarder og iransk efterretningssamarbejde forhindre det.
Og netop her ligger tekstens implicitte argument for, hvorfor det er vigtigt for Vesten at bryde en sådan alliance: Fordi Venezuela - fungerede som en samlende platform, hvor tre autoritære magter kunne omsætte investeringer, militær tilstedeværelse, politisk kapital og efterretningssamarbejde til konkret anti-amerikansk indflydelse i den vestlige hemisfære. Når den platform fjernes i én operation, kollapser hele projektet. Investeringerne "fordamper", og signalet sendes til andre autoritære regimer om, at russisk, iransk og kinesisk opbakning ikke nødvendigvis kan beskytte dem "når det virkelig gælder" - især ikke i USA's nærområde.
Til sidst pointerer Jerusalem Post, at kritikere fortsat vil debattere både lovlighed og klogskab i operationen, men den fastholder sin strategiske bundlinje: På én nat har USA demonteret et årtis arbejde fra Rusland, Iran og Kina for at underminere amerikansk indflydelse i Latinamerika, og det er en sejr i den større konkurrence mellem demokratier og autokratier om global indflydelse.
