Det er ikke alt han har overblik over og forstår - når det kommer til Israel, kender han ikke bibelens profetier, og da Israel ikke er et almindeligt brændpunkt, kan almindelig strategisk overblik ikke forklare den åndelige kamp der er for Israel. Men han er interessant i de almindelige verdslige anliggender.
"Venezuela kan være gnisten" - Kuhn kobler Irans uro til Madurós fald og en større domino-plan
Ifølge Kuhn, er det, der lige nu udspiller sig i Iran, langt mere end almindelige protester. I en længere gennemgang1 fortæller han, at han har talt med folk "direkte involveret" - rådgivere, strateger og en pensioneret general - og han beskriver situationen som en revolution, der kan føre til et hurtigt regimeskifte.I hans fortælling er én begivenhed især central - det, han beskriver som USA's offentlige operation i Venezuela, hvor Nicolás Maduro blev taget og fløjet ud for at møde anklager i New York. Det kan, mener han, være det, der for alvor har fået tingene til at bevæge sig i Iran.
Det er ikke bare protester - det er en revolution. Han siger, at uroen begyndte for omkring, nu 14 dage siden, og angiveligt har spredt sig til over 100 byer og bysamfund, inklusiv Teheran. Han fremhæver meldinger om, at demonstranter i nogle områder skulle have overmandet sikkerhedsstyrker og taget kontrol over dele af byer.
Pointen, han vil have frem, er enkel. Når en bevægelse bliver ved med at vokse, og når staten ikke længere kan holde grebet alle steder, så kan udviklingen pludselig tippe - og det er netop den type "vippepunkt", han mener Iran kan nærme sig.
Den vigtigste kobling i hans argument er, at det, der skete i Venezuela "for få dage siden", kan være katalysatoren for det, der sker i Iran. Han forklarer det sådan at Iran og Venezuela har i årevis været tætte allierede. Når USA meget synligt kan ramme en regeringsleder i et land, som Iran har stået sammen med, så sender det en besked: Hvis man presser for langt, kan tingene ændre sig meget hurtigt. Og netop fordi det ifølge ham blev gjort meget offentligt, er signalet ikke kun militært - det er psykologisk.
I hans ramme handler det altså ikke bare om Venezuela, men om at skabe usikkerhed i Teheran: "Hvis det kunne ske dér - kan det så ske her?"
Hvorfor skød luftforsvaret ikke? - og hvad det får Iran til at frygte?
Kuhn peger også på et teknisk element, som i hans fortælling bliver en nøgle til at forstå Irans bekymring. Under Venezuela-operationen, siger han, var der meldinger om, at russisk- og kinesisk-leverede luftforsvarssystemer ikke affyrede. Det bruger han til at stille et spørgsmål, han mener iranske ledere må stille sig selv:Hvis Venezuela havde moderne systemer, men de alligevel ikke blev brugt eller ikke virkede, og hvis Iran har systemer i samme familie, kan Iran så stole på, at deres værn faktisk beskytter dem, hvis presset bliver ekstremt?
Det er i hans øjne ikke kun et våbenspørgsmål - det er et spørgsmål om, hvorvidt regimet i Iran har en "sikker udvej", hvis situationen eskalerer. I Kuhns fortælling er den dybere frygt ikke bare, at protesterne vokser, men at regimet kan ende i en situation, hvor der ikke findes nogen sikker vej ud - at loyale styrker svigter i det afgørende øjeblik, at luftrum og flugtruter pludselig ikke længere kan kontrolleres, og at de samme "garantier", man har stolet på - våben, alliancer og afskrækkelse - viser sig ikke at kunne beskytte én, når presset bliver maksimalt. Og hvis eksemplet fra Venezuela står som et varsel, er mareridtet for Teherans inderkreds ikke nederlag i en debat, men at blive gjort til et offentligt trofæ - hentet ud, isoleret og stillet til ansvar uden mulighed for at forhandle sig fri.
Mistanken om en større aftale: Kina, Rusland - og "en kæmpe aftale"
Her bygger han videre til sin større pointe, at de store magter måske ikke er overraskede over udviklingen - og at der kan ligge stille aftaler bag kulisserne. Han fremhæver især Kina. Kina har ifølge ham bundet enorme summer i Venezuela (han nævner cirka 25 milliarder dollars i lån). Derfor undrer han sig: Hvis Kina har så meget at tabe, hvorfor så ingen reaktion?Han nævner også teorien om, at eksportversioner af visse systemer kan have "kontroller", som i praksis kan gøre dem mindre pålidelige i en krise og forklarer at eksportudgaver af våbensystemer kan have indbyggede kontroller eller “kill switches” (afbrydere), som sælgeren kan bruge til at slukke dem på afstand. Han mener ikke bare "nedgraderet" eller "sværere at vedligeholde". Han mener en aktiv, bevidst indbygget mulighed for, at producentlandet (f.eks. Rusland eller Kina) kan deaktivere eller neutralisere systemet, hvis de ønsker det.
I hans samlede billede peger det mod en mulig "handel" mellem stormagterne, hvor alle får noget - og hvor USA sætter rammerne.
Domino-kæden - fra Venezuela til Iran, Taiwan, oliepriser og Ukraine
Kuhns store pointe er, at Venezuela ikke står alene. Han skitserer en domino-strategi, som i hans øjne kan hænge sammen sådan:- Venezuela bliver første brik - USA viser handlekraft og signalerer, at "spillet kan ændre sig hurtigt".
- Iran bliver næste brik - når Irans allierede rammes offentligt, og når Iran samtidig er under pres indefra, kan regimet begynde at vakle.
- Kina trækker sig tilbage i "Amerikas sfære". Han bruger udtrykket "tilbage til Monroe-doktrinen" - idéen om, at stormagtsrivaler ikke skal dominere i USA's nærområde. I hans logik betyder det, at Kina accepterer nye grænser for sin indflydelse i Amerika mod til gengæld at få økonomiske fordele (gæld, olie, ro).
- Taiwan bliver roligere. Han kobler det til, at Kina i hans fortælling "opfører sig" og holder spændingen nede, fordi der er lavet en større aftale.
- Olie bliver løftestangen. Han mener, at hvis USA kan påvirke olieprisen markant ned (han nævner et scenarie omkring 40 dollar pr. tønde), så vil det presse Rusland økonomisk.
- Putin får et incitament til at slutte krigen i Europa. I hans fortælling kan en oliepris-krise give Putin en "legitim grund" til at sælge en afslutning på krigen til egne hardlinere - Ikke fordi han taber ansigt - men fordi økonomien tvinger det.
- NATO/EU's "krigstrommer" dæmpes. Han beskriver et ønsket resultat, hvor tempoet i europæisk oprustnings- og konfliktretorik falder, fordi konflikten i Europa glider mod en afslutning.
Han tegner visionen, som gør hele kæden meningsfuld i hans øjne: Hvis det iranske regime falder, kan Iran ifølge ham igen nærme sig Vesten - og det kan skabe mere stabilitet i Mellemøsten. Når man koger hans budskab ned, handler det om tre bekymringer, han mener driver udviklingen: 1) Regimer kan falde hurtigt, når protester breder sig, og staten mister grebet lokalt. 2) Signaler mellem lande betyder noget. Når et allieret regime rammes offentligt, kan det ændre kalkulen i andre hovedstæder. 3) Stormagter handler i pakker. Venezuela, Iran, Taiwan, olie og Ukraine kan - i hans verdensbillede - være brikker i én samlet forhandling.
Til syvende og sidst må tiden vise, om udviklingen i Iran tager form som et hurtigt skifte, eller om regimet formår at holde stand. Og om begivenhederne i Venezuela virkelig var et signal i en større kæde, eller blot endnu en brik i et verdensbillede, der lige nu ændrer sig fra uge til uge. Denne nyhed er derfor først og fremmest til orientering i et forsøg på at give nogle klare tanker og begreber at arbejde med, mens verden bevæger sig gennem stadig mere uro. I endetidens tumult kan det være en hjælp at følge med, holde hovedet koldt, og samtidig erkende, at vi endnu kun ser begyndelsen af, hvad der kan folde sig ud.