Det er netop dét, der gør hans vidneudsagn så opsigtsvækkende. Når en tidligere topfigur fra et af de selskaber, der stod centralt i vaccineudrulningen, træder ind i Forbundsdagens høringssal og siger, at vaccinen efter hans vurdering aldrig burde være blevet godkendt på den måde, den blev, så er det ikke en perifer historie. Det er en politisk og medicinsk sprængladning placeret midt i et officielt parlamentarisk opgør med coronaperioden1.
I sin skriftlige erklæring til kommissionen og i den offentlige høring rettede Sterz en grundlæggende kritik mod hele godkendelsesforløbet. Han argumenterede for, at centrale sikkerhedsundersøgelser blev forkortet eller udeladt, og at et sådant accelereret forløb kun ville kunne forsvares ved en sygdom af helt anden dødelighed - som eksempelvis Ebola. I Forbundsdagens egen sammenfatning citeres han for, at sådanne studier måske ville være acceptable ved et "killervirus", men ikke ved noget med en sygdomsprofil, som han sammenlignede med influenza2.
Sterz pegede blandt andet på, at der ikke blev udført karcinogenicitetsstudier (undersøgelser, der skal vise, om et stof kan fremkalde kræft), og at sikkerhedsprogrammet efter hans vurdering var utilstrækkeligt for en vaccine, der skulle gives til store dele af befolkningen. Regulatorerne har på deres side fastholdt, at sådanne studier normalt ikke kræves for vaccineantigener, og EMA's dokumenter om Comirnaty (EU-lægemiddelmyndighedens officielle godkendelses- og sikkerhedspapirer om Pfizer/BioNTech-vaccinen) siger også, at hverken genotoksicitetsstudier (undersøgelser, der tester, om et stof kan skade DNA eller arvemateriale i celler) eller karcinogenicitetsstudier blev udført, fordi komponenterne ikke blev forventet at have genotoksisk potentiale (at noget kan skade cellers DNA eller arvemateriale). Dermed står konflikten klart - Sterz angriber ikke blot et enkelt manglende studie, men hele den vurdering, som godkendelsen hvilede på3.
Han rejste også spørgsmålet om residualt DNA (små rester af DNA, som kan være tilbage fra produktionsprocessen i et lægemiddel eller en vaccine) fra produktionsprocessen. EMA oplyser, at plasmid-DNA (små ringformede DNA-stykker fra bakterier, som bruges som skabelon i bioteknologisk produktion) bruges i fremstillingen af mRNA-vacciner, og at små rester af nedbrudte DNA-fragmenter kan forekomme i det færdige produkt, men under fastsatte grænser og batchkontrol. FDA har samtidig sagt, at man ikke har identificeret sikkerhedsproblemer relateret til residualt DNA, og at integration i menneskeligt kromosomalt DNA vurderes som usandsynlig - altså at DNA’et ikke bare kom ind i cellen, men også helt ind i cellekernen (nukleus) og derefter blive indlejret i kromosomerne. Netop derfor blev dette punkt et af høringens mest følsomme. Ikke fordi spørgsmålet var ukendt, men fordi en tidligere Pfizer-toksikolog valgte at stille sig frem og hævde, at risikoen blev undervurderet fra begyndelsen4.
Dødstallene var et andet centralt stridspunkt. Pfizers post-authorisation-sikkerhedsanalyse frem til 28. februar 2021 registrerede 42.086 sagsrapporter og 1.223 rapporter med dødeligt udfald5. Det er et reelt tal, men dokumentet understreger også selv, at spontane bivirkningsrapporter ikke beviser årsagssammenhæng, at underrapporteringens omfang er ukendt, og at systemet bruges til signalopsporing snarere end til at fastslå endelige dødsårsager. Tysklands Paul-Ehrlich-Institut viser i sin samlede sikkerhedsrapport 2.133 mistænkte dødelige tilfælde knyttet til Comirnaty og 3.086 mistankeindberetninger om dødeligt udfald samlet efter covid-vaccination, men instituttet understreger samtidig, at tidsmæssig nærhed ikke i sig selv betyder, at vaccinen var årsagen6.
Det har igennem hele krisen været mantraet at det derfor er misvisende, når sådanne tal bruges som om de allerede er endelige beviser for et skjult dødstal. Både CDC og FDA understreger om passive bivirkningssystemer som VAERS, at de lider under underrapportering, rapporteringsbias og manglende verifikation, og at de ikke kan bruges alene til at fastslå årsagssammenhæng. Men netop dér ligger høringens betydning - ikke i at alle spørgsmål pludselig er afgjort, men i at de ikke længere kun stilles i alternative medier. De blev stillet åbent i Bundestag af en mand, der tidligere sad højt placeret i den industri, som stod midt i vaccinekampagnen7.
Høringen blev dermed ikke blot et opgør om vaccinerne, men også et opgør om autoritet. For på den ene side stod Helmut Sterz, tidligere chef-toksikolog hos Pfizer, og sagde, at grundlaget for godkendelsen var uforsvarligt. På den anden side stod Karl Lauterbach og andre eksperter og afviste hans konklusioner. Det, der gør historien så stærk, er netop dette sammenstød. Ikke mellem perifere kritikere og et lukket system, men mellem systemets egne stemmer, fremsat i offentlighed og under parlamentarisk ansvar1.
Øget kræfttilfælde
Derfor må man med rette blive mistænksom og ikke mindst eftertænksom med tanken på fremtidige "pandemier", når man læser nyheder som har fyldt sociale medier igennem coronakrisen mere end de almindelige medier, når man fortsat hører nyheder som disse:| “ | Flere unge i vestlige lande får tarmkræft, og også i Danmark stiger antallet. Forskere har længe grublet over, hvad forklaringerne kan være. Selvom der ikke findes ét klart svar, har forskere undersøgt forskellige teorier bag stigningen.8 | ” |
Alt andet end vaccinen får skylden - tarmbakterier, kost, arvelighed. Men mistanken om, at covid-vaccinerne kan spille en rolle i visse kræftforløb, bygger ikke på ét enkelt gennembrudsstudie, men på en række forskellige spor, der tilsammen har holdt debatten i live. Der er både tale om befolkningsdata, review-artikler, case reports og laboratoriestudier. Ingen af dem udgør i sig selv et endeligt bevis for årsagssammenhæng, men de bliver ved med at blive fremhævet af kritikere, fordi de peger i samme retning - at der kan være et signal, som ikke er blevet undersøgt til bunds.
Vaccine-cancerstudier
Det mest opsigtsvækkende befolkningsstudie er et stort sydkoreansk kohortestudie fra 2025, som rapporterede øgede 1-års-risici for flere kræfttyper blandt vaccinerede, herunder blandt andet thyroidea-, mave-, kolorektal-, lunge- og prostatakræft9. Det er netop denne type studie, der ofte bliver brugt som argument for, at mistanken ikke længere kun handler om enkeltsager, men også om signaler på populationsniveau. Samtidig er det et observationsstudie, og derfor er resultaterne blevet mødt med metodisk kritik og kan ikke alene bruges som et endeligt bevis for, at vaccinen var årsagen.Et andet centralt bidrag er Oncotarget-reviewet fra 2026 af Charlotte Kuperwasser og Wafik El-Deiry10. Her samlede forfatterne 69 publikationer med i alt 333 patienter og beskrev et mønster af kræfttilfælde, recidiver (kræft, der kommer igen efter at have været væk eller under kontrol) og usædvanligt aggressive sygdomsforløb i tidsmæssig nærhed til covid-vaccination eller infektion. Det var især hæmatologiske kræftformer (kræft i blodet, knoglemarven eller lymfesystemet), men også en række solide tumorer, som gik igen i materialet. Reviewet blev ikke skrevet som et bevisdokument, men som en systematisk gennemgang af de signaler, der efter forfatternes vurdering burde tages langt mere alvorligt.
Forfatterne understregede samtidig selv, at deres artikel ikke kunne fastslå kausalitet. Den var ikke designet til at måle risiko eller bevise, at vaccination var årsagen til kræftudviklingen. Dens betydning ligger derfor i, at den samler mange spredte fund og viser, at mistanken ikke står alene på enkelte opslag eller enkeltstående påstande, men også har fundet vej ind i den fagfællebedømte litteratur som et spørgsmål, der kræver videre undersøgelse.
Mistanken er også blevet konkretiseret i en Oncotarget-artikel fra 2026, som specifikt undersøgte en mulig sammenhæng mellem mRNA-vaccination og udvikling af hæmatologiske kræftformer11. Her blev en konkret sygehistorie kombineret med en litteraturgennemgang for at rejse spørgsmålet, om mRNA-vaccination i visse tilfælde kan være forbundet med udvikling eller aktivering af blodkræft. Det er ikke et bredt populationsstudie, men det er endnu et vigtigt eksempel på, at mistanken ikke kun handler om diffuse formuleringer, men også om specifikke kræftformer, som flere forskere nu forsøger at sætte under lup.
Ved siden af befolkningsdata og case reports findes der også laboratoriestudier, som bliver brugt til at forklare, hvorfor nogle forskere mener, at kræftmistanken ikke kan afvises som ren tilfældighed. Et studie fra 2024 af Zhang og El-Deiry fandt, at transficeret SARS-CoV-2 spike-DNA i kræftceller hæmmede p53-relaterede signalveje og øgede kræftcellers levedygtighed efter kemoterapi12. Netop p53 omtales ofte som en af kroppens vigtigste tumorhæmmende mekanismer, og derfor bliver sådanne fund brugt som en mulig biologisk forklaring på, hvorfor visse aggressive kræftforløb vækker bekymring.
Det samlede billede er derfor, at der endnu ikke foreligger et bredt accepteret bevis for, at vaccinerne forårsager kræft, men at der findes utallige signaler, case reports, review-artikler og mekanistiske studier - nok til at mistanken fortsat nægter at forsvinde. Det er netop dette spændingsfelt, der driver debatten. På den ene side manglen på endeligt bevis, på den anden side en voksende mængde materiale, som kritikere mener er for omfattende til blot at blive afvist som tilfældigheder.
Turbo-cancer
For mange mennesker er det, der er blevet kaldt "turbo-cancer”, ikke bare et ord fra nettet, men en brutal erfaring knyttet til konkrete ansigter, familier og dødsfald. Termen opstod, fordi nogle læger og patienter oplevede kræftforløb, der virkede usædvanligt aggressive, med hurtige recidiver, pludselig sygdomsprogression eller kræfttilfælde, som efter deres opfattelse udviklede sig langt hurtigere end forventet. Det var den oplevelse, som fik enkelte prominente fagfolk til at tage termen i brug som en advarselsbetegnelse, længe før spørgsmålet overhovedet blev drøftet i mere officielle sammenhænge. Siden er der kommet case reports, review-artikler og populationsstudier, som kritikere mener holder mistanken i live, selv om der stadig mangler et bredt accepteret bevis for årsagssammenhæng13.For dem, der står med personlige tab, opleves det derfor som utilstrækkeligt blot at få at vide, at sammenhængen ikke er "bevist". Kritikken lyder, at når så mange signaler, faglige advarsler og mistanker bliver ved med at dukke op, burde spørgsmålet undersøges langt dybere og mere uafhængigt, end det hidtil er blevet. I den optik handler debatten ikke kun om statistik og terminologi, men om hvorvidt mennesker, der mener at have set disse voldsomme kræftforløb på nært hold, bliver mødt med reel undersøgelse eller med automatisk afvisning.
Fra Bundestags høringssal til de familier, der siger de har set "turbo-cancer" på nært hold, løber den samme røde tråd - en vedvarende mistanke om, at noget alvorligt blev overset i hastværket. Helmut Sterz satte ord på den fra systemets inderside. De nyere studier og case reports har holdt den i live fra den videnskabelige periferi. Og de mennesker, der mener at have mistet deres kære til usædvanligt aggressive kræftforløb, nægter at lade den dø. Derfor er spørgsmålet ikke længere kun, om alt er bevist. Spørgsmålet er også, hvor længe det er acceptabelt at afvise en voksende mængde advarsler, signaler og personlige tragedier som noget, der ikke er værd at undersøge helt til bunds.