Rapporter fra internationale medier og menneskerettighedsorganisationer beskriver protester på tværs af landet - herunder Teheran, Mashhad, Qom, Shiraz og flere andre større byer. Det nøjagtige omfang er svært at fastslå uafhængigt (bl.a. pga. nedlukningen af kommunikation), men det vurderes som den største udfordring for styret siden 2022-protesterne ("Woman, Life, Freedom")1.
Ifølge Reuters har Revolutionsgarden (IRGC) erklæret intern sikkerhed som en "rød linje", og militæret siger, at det vil beskytte "strategisk infrastruktur" og offentlig ejendom. Vidner beskriver skud, og hospitaler modtager mange sårede - både efter skader fra slag og efter skud med skarp ammunition2.
Dødstal og anholdelser varierer på tværs af kilder (typisk i sådanne situationer, fordi adgang til data er begrænset):
- Reuters viderebringer tal fra rettighedsgrupper om omkring 65 dræbte (inkl. både demonstranter og sikkerhedsfolk) samt over 2.500 anholdte2.
- The Guardian omtaler over 50 dræbte og over 2.200 tilbageholdte ifølge Human Rights Activists News Agency (HRANA)1.
- Amnesty beskriver vilkårlige masseanholdelser, natlige razziaer og risiko for tortur/overgreb - og fremhæver, at børn/unge også rammes i nedkæmpelsen3.
Næsten totalt blackout: internet og telefoni skæres væk
Det, der især skiller sig ud denne gang, er omfanget af den digitale afkobling:- NetBlocks og andre overvågningsmiljøer beskriver en landsdækkende internet-blackout4.
- The Guardian omtaler et markant fald i trafik (i størrelsesordenen "næsten total" nedlukning) og advarer om, at en delvis "whitelisting" kan gøre blackout mere langvarigt og kontrolleret5.
- TechCrunch citerer internet-analytikere, der beskriver Iran som nær-total afskåret fra omverdenen6.
- Amnesty kalder internetnedlukningen et redskab til at skjule overgreb og i sig selv en alvorlig krænkelse3.
- RSF advarer om, at blackout isolerer journalister og gør dokumentation farlig og vanskelig7.
Konsekvensen er, at mange familier (især i udlandet) oplever at de kan ikke få kontakt, de ved ikke om deres nærmeste er i live, og må orientere sig via fragmentariske videoer og beskeder.
Reza Pahlavi og oppositionens rolle
En konkret faktor i de seneste dages eskalering er, at Reza Pahlavi (sidste shahs søn, i eksil) aktivt har opfordret til nye protester og til at "holde bycentre" samt til strejker i nøglesektorer. Reuters og AP beskriver ham som en markant stemme i udlandet - men også som en figur, der deler vandene og som regimet bruger i sin fortælling om udenlandsk indblanding2.International reaktion: fordømmelser – men begrænset indflydelse
Reuters rapporterer bl.a. om amerikanske udmeldinger (inkl. støtteerklæringer) samt en fælles europæisk opfordring til tilbageholdenhed fra Frankrig, UK og Tyskland2. Men samtidig er det uklart, hvor stor praktisk effekt internationalt pres kan få på kort sigt, især mens landet er digitalt lukket ned.Det, Irans borgere dokumenterer via Steven Kuhn
Samtidig findes der en bølge af dramatiske øjenvidneberetninger og af videoer i omløb - f.eks påstande om "millioner på gaden" i Mashhad eller om udbredte afhop blandt politifolk. Hvorfor denne dobbelt-dækning er nødvendig? Når Iran samtidig er ramt af en næsten total kommunikationsafbrydelse, opstår to parallelle virkeligheder: 1) Det dokumenterbare (Reuters/Amnesty/Guardian/NetBlocks osv.) - som bekræfter protester, crackdown og blackout1, 2) Det borger-dokumenterede (videoer/beskeder/vidnesbyrd), som kan være dybt vigtigt - men som ikke kan stemples som "verificeret" uden uafhængig efterprøvning.
Den ærlige løsning er derfor at gengive borger-dokumentationen som netop dét: dokumenterede vidnesbyrd, for det centrale lige nu er, at noget af dette ikke kan verificeres uafhængigt, fordi informationsstrømmen ud af landet er kraftigt begrænset.
I denne informationssituation spiller netværk fra iranere omkring i verden, private videoer og direkte beskeder en stor rolle. Jeg har tidligere refereret til Steven Eugene Kuhn, og han har bl.a. på Instagram offentliggjort en længere appel baseret på "hundredvis af beskeder og videoer fra Iran" og fra iranere i udlandet, der ikke kan få kontakt med deres familier.
Kuhn beskriver, at meget "begynder i Mashhad", og at der ifølge de indberetninger, han modtager, skulle være "lige under en million" i gaderne. Hvis det tal er korrekt, vil det indikere et historisk brud, fordi Mashhad ofte omtales som mere religiøst og mindre protest-præget. I de vidnesbyrd, Kuhn gengiver, beskrives sikkerhedsstyrker, der skyder ind i folkemængder og at folk bliver ramt foran deres egne hjem. Kuhn hævder, at "108 byer" nævnes igen og igen i de indberetninger, han modtager. Almindelige politifolk nægter at følge ordrer, lægger våbnene og at hele stationer i nogle tilfælde forlades. Iranske ledere søger visa i bl.a. Frankrig og Tyskland, og at værdier (beskrevet som guld) flyttes ud som led i det.
Et af de mest alvorlige udsagn i Kuhns gengivelse er påstanden om, at arabiske krigere fra Irak/Libanon skulle være hentet ind til at udføre drab.
Iran vakler: "afledningskrig" og en hårdere linje, der kan fastlåse alliancen
I nyheden Fra Maduro til Teheran - domino-teori om verdens uro gennemgår jeg Kuhn’s domino-model, som tænker geopolitik som en kædereaktion - Venezuela som signal, Iran som næste brik, Kina/Taiwan som forhandling, og olieprisen som presset mod Rusland og Ukraine.Men netop ved Iran ligger modellens svage punkt. Når et regime presses indefra, er regimeskifte kun én mulig udgang. To andre udfald kan være mere "profetisk interessante" - og de går i modsat retning af Kuhns ønskede stabilisering.
Når et styre som Irans presses indefra, opstår der et farligt mønster, man må have med i vurderingen - fristelsen til at flytte trykket udad. Et regime kan forsøge at overleve ved at skabe en ydre krise, der samler nationen, retfærdiggør undtagelsestilstand og gør enhver opposition til "forrædere" i en krigstid. I en sådan logik bliver Israel det oplagte mål - enten gennem direkte konfrontation eller (mere sandsynligt) via stedfortrædere og kontrolleret eskalation, som kan give regimet et narrativ om national overlevelse.
Samtidig er udfaldet af et oprør ikke nødvendigvis "frihed eller fald" - det kan også ende med det stik modsatte, at den hårde kerne Revolutionsgarden (IRGC) og Basij (en frivillig paramilitær milits i Iran, som fungerer som en del af Revolutionsgarden, forankret i den islamiske revolution og arbejder eksplicit for at beskytte styret og dets værdier), træder endnu mere åbent frem og strammer grebet.
Og netop det scenarie er profetisk interessant, fordi det ikke blot kan øge volden internt, men kan også cementere Irans ideologiske retning og gøre landet mere forudsigeligt i sin fjendtlighed mod Israel. I stedet for at oprøret svækker en fremtidig koalition, kan det altså - hvis den hårde kerne konsoliderer magten - hærde alliancen. Iran bliver endnu mere regimesikret og krigsparat, og det kan gøre det lettere for "det yderste nord" at regne med Persien som partner i en kommende konfrontation.
Med andre ord, uro i Iran kan i en tidlig fase se ud som en bremsende faktor, men hvis den ender i en IRGC-domineret konsolidering, kan den blive en katalysator, der gør den profetiske alignment mere fastlåst - og dermed mere relevant i retning af Ezekiel 38-39, Magogkrigen.
Så hvad skal vi tro? Når man ser på Iran som et sikkerhedsregime, er det mest realistiske udfald ved et vedvarende oprør ikke, at systemet pludselig åbner sig, men at den hårde kerne strammer grebet. I praksis betyder det, at IRGC og Basij - de kræfter, der eksisterer for at beskytte revolutionen og regimets ideologi - får en endnu mere direkte rolle i at styre gaderne, institutionerne og fortællingen om, hvad der foregår.
Et truet regime vælger næsten altid mere kontrol frem for reelle indrømmelser, fordi indrømmelser kan udløse en domino-effekt, mens hårdhed kan bryde momentum og isolere oppositionen. Og i en profetisk ramme, hvor tiden for Magog-krigen synes at være nær, bliver netop dette udfald interessant. Et Iran, der konsolideres under IRGC, vil typisk blive mere ideologisk fastlåst, mere kompromisløst i sin fjendtlighed mod Israel og mere robust som partner i en hård regional alignment. Derfor kan et oprør, som i begyndelsen ligner en svækkelse, i sidste ende paradoksalt nok ende med at skabe et Iran, der er mere regimesikret og dermed mere "forudsigeligt" i den retning, Ezekiels koalitionsbillede kræver.
Den Iranske kirke
Det, vi ikke må glemme i al denne snak om Iran er, at vi har søstre og brødre, som elsker Jesus og som vi skaldele evigheden med.Robby Dawkins, en international bestsellerforfatter, evangelist og passioneret kirkeudvikler i USA og i over 70 lande, begyndte i 2019 at oprette evangelistskoler i mellemøstlige undergrundskirker - i lande som Pakistan, Armenien og Irak. Hans mål er at uddanne ledere i det skjulte, for at de kan forvandle nogle af verdens farligste lande med evangeliets budskab.
Han fortæller om en besked han har fået fra en husmenighed i dert sydlige Iran.
| “ | I vores husmenighed her i det sydlige Iran beder brødrene mig om at skrive til dig for at bede kirken i Vesten om at bede for Iran. For os alle, som er gidsler under denne Islamiske Republiks ayatollaher og deres regime... moralpolitiet er tilbage og banker os til døde, fordi vi ikke overholder islamiske regler og love. Vi arbejder en hel måned for kun 100 dollars. Alle er sultne og psykisk ustabile på det her tidspunkt. På grund af sanktioner er der ingen medicin til os. I årevis har vi råbt om hjælp, men ingen kommer. Den Islamiske Republik er ikke Iran. Fortæl venligst kirken i Vesten: Den Islamiske Republik er ikke Iran. I går aftes bad alle her om, at Israel måtte være i sikkerhed. Vi bad i timevis, og vi hørte, at ingen døde. Og det var vi glade for. Men kære bror, vi var glade for angrebet. For det kan måske være begyndelsen på, at vores nation bliver invaderet af Israel og USA for at redde os. Vi beder om, at USA og vores jødiske brødre, israelitterne som vi elsker, kommer og sætter os fri. Og lad historien vide, at vi iranere er det eneste folk, som ønsker at blive invaderet af Vesten for at blive befriet fra denne islamiske djævel. Bed kirken om at bede for Irans uskyldige mennesker, for vi har været under angreb af disse dæmoner i mere end 47 år nu. Selvmordsraten er den højeste, den nogensinde har været. Hvis vi er kloge nok til ikke at tage vores eget liv, kan det ende med, at vi bare dør i fængsel, fordi vi ikke adlyder denne Islamiske Republik - eller fordi vi kender vores store jødiske konge, Jesus. Han er vores Gud. Bed dem venligst om at bede.8 | ” |
Vestens demonstrerende hykleri
Det er den mørkeste ondskab der har undertrykt iranerne i over fire årtier. Når iranere nu rejser sig mod præstestyret, burde enhver, der virkelig kæmper for frihed, reagere med samme kraft som de vestlige massedemonstrationer for Palæstina. Men i stedet ser vi en bemærkelsesværdig tavshed. Og netop den asymmetri afslører den underlæggende ondskab. Mange af de protestbølger, der i Vesten har præsenteret sig som "solidaritet", har i praksis fungeret som et redskab til at normalisere Hamas' fortælling og kanalisere vrede i én retning - mod Israel - mens Irans egen undertrykkelse af sit folk ignoreres.
Når frihedsråbene kun aktiveres, når Israel kan dæmoniseres, men slukker, når iranere bliver slået ned af samme regime, der finansierer Hamas og Hezbollah, bliver mønstret tydeligt. Det handler mindre om de undertrykte og mere om et narrativ, der skaber had mod Israel og skærmer Irans rolle. Derfor er Irans oprør ikke kun et indre opgør. Det er også en afsløring af, hvordan Vestens gader kan bruges som slagmark i en informationskrig - hvor "menneskerettigheder" bliver slogan, men målet i praksis bliver at vende folkemængder mod Israel og samtidig lade Teherans egne ofre stå alene.