De seneste tre døgn har Iran bevæget sig i et spændingsfelt mellem diplomati, militær optrapning og en fortsat - og ekstremt blodig - intern krise.
Tirsdag 3. februar begyndte med et signal fra Teheran om, at man i princippet var parat til at sende udenrigsminister Abbas Araghchi i "fair og lige" forhandlinger med USA - men kun hvis rammerne blev, som Iran ville have dem. Iran pressede på for at flytte de planlagte samtaler væk fra Istanbul og over til Oman, gøre dem bilaterale og indsnævre dem til udelukkende at handle om atomspørgsmålet - uden missiler, uden regionale stedfortrædere og uden et menneske-rettighedsspor om regimets behandling af demonstranter1.
Samtidig blev det tydeligt, hvor skrøbelig situationen i Hormuz-området er. En episode i Hormuzstrædet - hvor en gruppe bevæbnede småbåde nærmede sig et handelsskib, der nægtede at stoppe - blev rapporteret af UKMTO og fulgt tæt af maritime aktører2. Senere samme dag blev spændingen yderligere skærpet, da en amerikansk jager ifølge amerikanske oplysninger skød en iransk drone ned i nærheden af hangarskibet USS Abraham Lincoln, mens Det Hvide Hus samtidig fastholdt, at de planlagte samtaler stadig var på bordet3. Midt i alt dette brød en stor brand ud i Jannat Abad-markedet i Teheran - uden rapporter om tilskadekomne, men som endnu et dramatisk billede på et land i undtagelsestilstand4.
Onsdag 4. februar blev en dag, hvor forhandlingerne flere gange så ud til at vakle - og så alligevel blive reddet. Efter regionalt pres blev kursen ændret - samtalerne blev flyttet til Muscat i Oman, og en amerikansk kilde bekræftede, at mødet var sat til fredag5. Men uenigheden om hvad der overhovedet må forhandles om, stod skarpere end før. USA's udenrigsminister Marco Rubio sagde, at "meningsfulde" samtaler ikke kan afgrænses til atomprogrammet alene, men også må omfatte Irans missilkapacitet, støtten til regionale væbnede grupper - og regimets behandling af sin egen befolkning6. Iran fastholdt modsat, at missiler og øvrige emner er uden for forhandling og netop den konfliktlinje er nu selve knuden, der kan få diplomati til at kollapse.
Torsdag 5. februar er billedet, at forhandlingerne formelt stadig eksisterer - men at optrapningen fortsætter i praksis. Iran's Revolutionsgarde tilbageholdt to fartøjer i Golfen med mere end én million liter formodet smuglet brændstof og 15 udenlandske besætningsmedlemmer, ifølge iranske statsmedier viderebragt af Reuters6. Samme dag opsummerede Reuters, at parterne står fastlåst. USA presser på for en bredere pakke (atom, missiler, regionale netværk og menneskerettigheder), mens Iran forsøger at holde alting nede på én smal forhandlingsbane7.
Alt dette udspiller sig oven på den mest eksplosive del af Iran-historien lige nu. Protesterne og regimets nedkæmpelse af dem. Der findes ikke én endelig, uafhængigt verificeret dødsopgørelse, og tallene varierer voldsomt afhængigt af afsender og metode. Den iranske stat har tidligere meldt 3.117 dræbte, mens HRANA og andre uafhængige optællinger ligger højere. Washington Post beskrev for nylig et HRANA-tal på over 6.800 bekræftede dræbte og yderligere dødsfald under efterprøvning, og Guardian har omtalt stærke interne krav om en uafhængig undersøgelse, netop fordi spændet mellem officielle og uofficielle tal er så enormt8. I canadisk offentlighed blev Irans krise også synlig i weekenden lige før denne tre-dagesperiode, da der i Toronto blev afholdt en stor demonstration til støtte for oprøret i Iran. Canadiske medier beskrev den som "tusinder", mens andre opgørelser - blandt andet en klumme på Yahoo Canada, der henviser til politiets vurdering - har opereret med op mod 150.000 deltagere9.
I den strøm af tal cirkulerer der også et meget højere dødstal - 86.677 - som bliver delt som et "iransk kilde"-tal på sociale medier. Det tal er i øjeblikket ikke underbygget af de store internationale optællinger, der offentligt beskriver deres metode, men det lever videre som et udtryk for, hvor dyb mistilliden til regimets egne tal er - og hvor svært det er at dokumentere omfanget i et land, der gentagne gange har lukket information ned omkring protesterne10.
Det er derfor, de sidste tre døgn ikke bare handler om en forhandlingsdato i Muscat. De handler om, at Iran forsøger at købe tid og kontrollere dagsordenen, mens USA forsøger at udvide den - og mens regimet hjemme i Iran stadig står midt i en legitimitetskrise, hvor protesterne er slået hårdt ned, men hvor presset kan blusse op igen, hvis landet rammes udefra eller økonomien knækker yderligere11.
Krigsrisikoen stiger: USA-Iran-konflikt spidser til, Israel presser på om missiler
05. Februar, 2026