Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Bjørn Hilton Saggau, advarer i Altinget om, at kristendommen tiltrækker flere unge, men at de ofte møder dens mest ekstreme udgave online2. Han beskriver et digitalt univers, hvor kristendommen kobles sammen med hypermaskuline idealer, kulturkamp, nationalistiske fortællinger, korstogsretorik og militante ortodokse eller evangelikale stereotyper. Han har ret i, at der findes en falsk og politiseret kristendom, hvor kors, bibelord, tradition og mandighed bliver brugt som pynt på giftig nationalisme, vrede og magtbegær. Men hans diagnose rammer også ham selv, fordi han ikke klart skelner mellem politisk kristendom og bibelsk kristendom.
Det hykleriske billede
Kronikken kommer til at tegne et billede, hvor mandighed, evangelisk alvor, tydelig lære, bibelske gloser, modstand mod tidsånden og kritik af moderne ideologier bliver placeret i samme mistankefelt som ekstremisme. Det er et hyklerisk billede, fordi den samme kritik ikke rettes mod feminisme, liberal teologi, sekularisme, religiøs pluralisme, kønsopløsning eller den brede kirkelige tilpasning til verden. Den ene side må gerne tale om åbenhed, mangfoldighed, relevans, demokrati og fællesskab, men når bibeltro kristne taler om sandhed, synd, dom, omvendelse, mandigt ansvar og Kristus som eneste frelser, bliver det gjort til noget, der skal undersøges, forebygges og modereres.Men Bibelen er ikke neutral over for woke-ideologi, feminisme i oprør mod skabelsesordenen, teologisk liberalisme, sekularisme, islam eller nogen anden religion, der afviser Kristus. Den er heller ikke neutral over for seksuel synd. Kristendommen siger ikke, at alle veje fører til Gud. Jesus siger, "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Joh. 14:6). Det er ikke ekstremisme. Det er evangeliets centrum. Hvis dette bliver gjort mistænkeligt, er det ikke de bibeltro kristne, der har et problem med kristendommen, men de kirkelige dommere, der har et problem med Bibelens egen eksklusivitet.
Når kristendom skal være ufarlig for verden
Det er ikke forkert at advare imod en hård, ideologisk og politisk kristendom. Der findes en kristendom, som ikke er kristendom, men nationalisme med salmer, kulturkamp med kors, vrede med bibelvers og menneskelig styrke forklædt som åndelighed. Den skal afsløres. Men problemet opstår, når denne falske kristendom bruges som anledning til at mistænkeliggøre al kristendom, der ikke bøjer sig for tidens krav.For den kristne tro er i sin natur et opgør med verden. Den kalder mennesker ud af mørket. Den siger, at mennesket er en synder. Den siger, at afguder ikke frelser. Den siger, at alle andre religioner eller overbevisninger ikke leder til Faderen. Den siger, at kroppen ikke tilhører menneskets egen selvdefinition, men Skaberen. Den siger, at ægteskabet, kønnet, familien og menigheden ikke er sociale konstruktioner, men ordninger under Gud. Den siger, at Kristus alene er Herre.
Når dette bliver læst gennem det moderne samfunds filter, kommer kristendommen uundgåeligt til at se polariserende ud. Men det er ikke polarisering at skelne mellem sandhed og løgn. Det er ikke had at kalde synd for synd. Det er ikke ekstremisme at sige, at islam ikke frelser, at sekularismen er oprør mod Gud, eller at liberal kristendom er frafald, hvis den fornægter Bibelens Kristus. Det afgørende er, om sandheden bæres i Kristi ånd, ikke om den gøres ufarlig for dem, der ikke vil høre den.
Flere nyheder om Kristendom og Samfund
Eskalerende hetz mod kristneMandighed er ikke problemet
Kronikken problematiserer hypermaskuline idealer, og der findes bestemt en falsk mandighed, som er hård, selvhævdende, voldelig, kvindeforagtende og kødelig. Den har intet med Kristus at gøre. Men det betyder ikke, at mandighed i sig selv er farlig. Det betyder ikke, at unge mænds længsel efter ansvar, styrke, forpligtelse, autoritet, mod og retning er noget, kirkerne skal frygte.Bibelsk mandighed er ikke dominans, men ansvar. Den er ikke brutalitet, men villighed til at bære byrder. Den er ikke foragt for kvinder, men offervillig kærlighed. Den er ikke en politisk kampidentitet, men et kald til at stå under Gud og tjene i sandhed. Når kirkelige ledere behandler mandighed som et problem, mens de sjældent problematiserer feministisk oprør mod Guds orden med samme alvor, afslører de ikke nøgtern teologisk dømmekraft, men tidens asymmetri.
Det er netop denne asymmetri, der gør artiklens kortlægning forvirret. Den vil gerne advare mod en skævvredet kristendom, men ender med at bruge begreber, der også kan ramme dem, der ganske enkelt ønsker at følge Jesus alvorligt. Evangelisk alvor er ikke en stereotyp. Bibelske gloser er ikke i sig selv radikalisering. Tydelig forkyndelse er ikke en farlig æstetik. At tale om synd, dom, omvendelse og frelse er ikke en digital afsporing, men en del af bibelsk tro.
Den politiske kristendom findes på begge sider
Det virkelige problem er ikke, at unge søger kristendom, men at de ofte tilbydes politisk kristendom i stedet for bibelsk kristendom. Den findes både på højre og venstre side. Kristendommen kan forvanskes på flere måder. Den kan gøres til national identitet, civilisatorisk kamp, mandighedsmarkør og religiøs legitimation af staten. Men den kan også gøres til demokratisk sammenhængskraft, mangfoldighedsprojekt, dialogplatform og socialt fællesskab uden dom, omvendelse og frelse. I begge tilfælde bliver Kristus gjort til middel for noget andet end evangeliet.Begge dele er falske, hvis Kristus bliver middel for noget andet. Den ene vil have Jesus til at frelse nationen. Den anden vil have Jesus til at frelse demokratiet. Den ene taler om kristne rødder. Den anden taler om åbne fællesskaber. Men hvis evangeliet ikke står som dom over alle menneskelige systemer, bliver Gud gjort til tjener for denne verden.
Rededicate 250 i Washington viser, hvordan en politisk kristendom kan se ud, når nation, stat, bøn og patriotisme smeltes sammen. Tusinder samledes på National Mall til et Trump-støttet bønne- og lovsangsarrangement, delvist finansieret med offentlige midler, hvor talere fremstillede USA som en nation med et udtrykkeligt kristent kald, og hvor regeringsrepræsentanter, evangelikale ledere og national symbolik blev vævet sammen i én religiøs-politisk fortælling3. Det er ikke vækkelse. Det er religiøs nationalisme, hvor Jesus bruges til at genindvie et jordisk rige.
Men den kirkelige reaktion på denne fare kan selv blive en del af problemet. For hvis man bekæmper en falsk kristendom, der bruger Jesus som banner for nation og kulturkamp, med en anden falsk kristendom, der bruger Jesus som banner for demokrati, mangfoldighed og social sammenhængskraft, er man ikke vendt tilbage til evangeliet. Man har blot udskiftet det ene jordiske formål med et andet.
Tagryggen.dk i mistankens felt
Det er derfor ikke svært at se, hvordan hjemmesiden her og andre bibeltro advarende stemmer kan blive placeret i det landskab, artiklen advarer imod. Ikke fordi de forkynder vold, had eller nationalisme, men fordi de advarer mod woke, falsk religion, islam, globalisme, moralsk opløsning, frafald, liberal teologi og den kommende religiøse samling under Antikrist. I en tid, hvor selve modsigelsen af verdens ånd bliver mistænkelig, vil enhver profetisk advarsel hurtigt kunne fremstilles som ekstrem.Flere nyheder om Kristendom og Samfund
Bibelens gammeltestamentlige dødsstraffeDet er her, artiklen i altinget.dk's sammenblanding bliver farlig. Den ser ud som en analyse af ekstremisme, men den fungerer som en dom over alle kristne, der ikke vil reducere troen til samtale, fællesskab og demokratisk nytte. Den vil beskytte unge mod en gold, radikal kristendom, men risikerer selv at tilbyde dem en gold, ufarlig kristendom, der ikke tør stå i konflikt med verden.
Den sande advarsel
Der skal advares. Men advarslen må være bibelsk. Unge skal advares mod en kristendom af navn, der bruger Jesus som politisk symbol. De skal advares mod en kristendom, der gør nationen til frelsesprojekt. De skal advares mod en kristendom, der dyrker mandighed uden kors, tradition uden omvendelse, styrke uden ydmyghed og fjendebilleder uden evangelium - hvilket jeg. bl.a. gør i artikler som "Rededicate 250 og den falske kristendom: En bevægelse mod Antikrists globale religion" og "Turning Point USA og kulturel vækkelse".Men de skal også advares mod den kirkelige kristendom, som Saggau i artiklen selv kommer til at pege hen imod - en kristendom, hvor Jesus bliver samtalepartner for demokratiet, moralsk inspiration for det moderne menneske og religiøs støtte for et pluralistisk samfund, fordi de i artiklen får lov at stå som målestok for sund kristendom, mens spørgsmålet om sandhed, omvendelse, synd, frelse og Kristus som eneste vej næsten forsvinder. De unge skal ikke blot advares mod en hård og politiseret kristendom. De skal også advares mod en blød og tilpasset kristendom, der vil være relevant, men ikke frelsende og hellig.
Den sande kristendom er hverken politisk højrefløj eller kirkelig midter. Den er ikke racistisk nationalisme, ikke feminisme, ikke liberalisme, ikke sekularisme, ikke økumeni og ikke demokratisk socialisme. Bibelen ophæver ikke nationerne, for Gud har selv fastsat folk, tider og landegrænser (Apg. 17:26), men den gør heller ikke nationen til frelsesvej eller afgud. Nationen har sin plads under Gud, men Kristus alene er Herre. Bibelsk kristendom er Kristus korsfæstet og opstanden, Ham som eneste vej til Faderen, som dommer over synden, som frelser for syndere og som den kommende kongernes Konge og herrernes Herre (1. Tim. 6:14-15; Åb. 17:15; Åb. 19:16).
Derfor er spørgsmålet ikke blot, om unge søger kristendom. Spørgsmålet er, om de får den sande Kristus, eller om de får en politisk erstatning. Og her må både de højrereligiøse stemmer og de brede kirkelige dommere prøves på samme målestok - ikke om de er relevante for tiden, men om de bøjer sig for Guds ord. Under den målestok falder Emil Bjørn Hilton Saggau selv igennem. Han advarer imod en kristendom uden teologisk klangbund, men hans egen artikel giver ikke Skriften, evangeliet og Kristi enestående frelse den plads, som alene kan afgøre, hvad sund kristendom er. I stedet måles kristendommen på dens evne til at skabe åbne fællesskaber, modvirke polarisering og tjene demokratisk sammenhængskraft. Det er ikke en bibelsk målestok, men endnu en politisk anvendelse af kristendommen.
Se også