Der er så meget der kulminerer i dag, som i Bibelen er blevet forudsagt for tusinder af år siden, der kobler dagens begivenheder til endens tid – hvilket fortæller os, at nu er vi ved endens tid. Ikke endens tid som tiden efter Jesus, men trængslen, og endnu tættere på nutiden, bortrykkelsen af Jesu menighed.

I nyheden ”Når Skriftens mønster spejles i tiden: trængslen står for døren” sætter jeg fokus på Zef. 2:3-4 , der fortæller at i forbindelse med at Gaza lægges øde, opfordres alle ydmyge som har fulgt Guds retfærdighed (Jesus) til at søge retfærdighed og ydmyghed – og der er meget stolthed iblandt de troende opdelt i forskellige kirkesamfund – for måske kan vi blive skjult på Herrens vredes dag – dvs. blive bortrykket.

Men Gaza er ikke det eneste pejlemærke Gud giver os til at se tidens ende meget tæt på. Damaskus, der er Syriens hovedstad, hvor samme ondskab har overtaget som den, vi i denne artikel skal se Gud dømmer i Iran, den by skal blive så ødelagt at den går ud af byernes tal (Es. 17:1) – se evt. ”Israel, Mellemøsten og profetierne: krig, alliancer og geopolitik”.

Når man læser Jer. 49:34-39 , er det svært ikke at bemærke at det ikke bare er en løs historisk note, men et profetisk ord, som Gud har givet for at forberede sit folk. Profetien er rettet mod Elam – et navn der geografisk hører hjemme i det område, vi i dag kalder Iran – og den beskriver et forløb, som kulminerer ”i de sidste dage”. Det betyder, at teksten ikke blot taler om fortiden, men om en fremtid, der nærmer sig – og som i vores tid nu træder frem som vidnesbyrd om trængslens nærhed.

Profetierne i Ordet er ikke givet for at tilfredsstille nysgerrighed, men for at vække menigheden, kalde til bøn, give retning, og bekræfte at Gud regerer historien. Når vi derfor ser Iran stå som et af de mest aggressive og destabiliserende centre i Mellemøsten, og når vi samtidig ser mønstre, der svarer til Jeremias’ ord, er det ikke uansvarligt at tale om profetisk opfyldelse – det er at tage Guds ord alvorligt.


Elam er et bibelsk navn for en region og et folk i det persiske område. Iran er ikke et moderne ”tilfældigvis relevant” land i profetierne. Iran er netop Persien/Elam-området, som Gud omtaler igen og igen. Derfor er det hverken dristigt eller søgt at læse Jer. 49:34-39 som et profetisk budskab om Iran – tværtimod: profetien siger selv, at den handler om Elam, og vi ved hvor Elam hører hjemme geografisk.

Og det er ikke den eneste profeti. Ezekiel kapitel 38-39 nævner Persien i den koalition, der i de sidste dage kommer mod Israel med Magog – Rusland. Når Gud således både gennem Ezekiel og Jeremias taler om Persien/Elam i forbindelse med ”de sidste dage”, er det et stærkt vidnesbyrd. Iran er ikke en parentes i endetiden. Iran er en del af det landskab, hvor Gud udfolder både dom og frelse.

Profetien beskriver et forløb – og vi ser netop dette forløb træde frem. Jer. 49:34-39 er ikke bare et ”domsvers”. Det er en profetisk bevægelse Gud selv har tegnet i fem store trin. Det er netop derfor, man kan genkende opfyldelsen: fordi Gud ikke blot giver ét symbol, men en kæde af begivenheder, der hænger sammen.


Gud siger i Jer. 49:35 , at Han vil bryde Elams bue, ”den vældigste” eller ”den største” del af deres styrke. I profetisk sprog er buen ikke bare et poetisk billede, men et konkret symbol på militær kapacitet – det, et land stoler på som sin slagkraft, sin afskrækkelse og sin evne til at angribe. Når profetien derfor taler om at bryde buen, peger den på mere end et tilfældigt nederlag i en enkelt konflikt. Det er en handling, hvor Gud gør selve kapaciteten ubrugelig. Det handler om at knække rygsøjlen i den styrke, som Elam/Iran selv anser for sit stærkeste kort – ”det ypperste af deres Kraft”.

Det giver særlig vægt i en tid, hvor Iran netop har opbygget en aggressiv militær og strategisk slagkraft, både internt og gennem et regionalt netværk af proxyterorrisme – indirekte krigsførelse og våbenruter. Iran har i nyere tid bevæget sig fra ”kun” indirekte pres til at demonstrere direkte militære angrebsmidler mod Israel – blandt andet gennem massive missilangreb, som viste både rækkevidde og hensigt, selv om mange projektiler blev nedskudt. I den profetiske logik fungerer de angreb som en synliggørelse af, hvad ”buen” i moderne tid kan omfatte – Irans avancerede, langtrækkende og strategiske militære styrke.

Det er ikke en tilfældig historisk gentagelse, men en del af den sidste tids profetiske bevægelse. ”Buen” skal brydes i den endetids-horisont, hvor Gud griber ind og bringer dom over ondskab og aggression. Derfor bliver pointen ikke et ”måske” eller en løs mulighed, men et ”så siger Herren”. Irans militære styrke – netop den del landet regner som sin fineste og stærkeste – skal knækkes, fordi Gud selv har sagt, at Han vil gøre den ubrugelig.


Gud siger i Jer. 49:36 , at Han vil bringe ”de fire vinde” over Elam og sprede dem til alle himlens ender – og han føjer noget meget stærkt til, at der ikke skal være et eneste folk, hvor Elams fordrevne ikke kommer hen. Profetien beskriver altså ikke blot en lokal flugt til nabolande, men en spredning i global målestok, en diaspora så omfattende, at Elams ”bortdrevne” ender iblandt nationerne over hele jorden. Det er et kendetegnende punkt i teksten, fordi det giver et konkret og genkendeligt mønster – en nation, der rammes på en måde, så dens folk i stor skala forlader hjemlandet og slår sig ned vidt og bredt i verden.

I fortiden, da Elam blev dømt, bosatte de sig i Samaria, efter assyrerne erobrede dem (Ezra. 4:9-10). Susa er stedet, hvor Esters Bog foregår, og det er en tidligere hovedstad i Elam. Elamitter nævnes desuden i Apg. 2:9 på pinsedagen.

Når man ser på Irans nyere historie, står 1979 som et afgørende vendepunkt i denne sammenhæng. Med den islamiske revolution og regimets etablering begyndte en udvandring, hvor mange iranere flygtede, bosatte sig i eksil og i praksis blev spredt ud over store dele af kloden. Profetiens formulering om ”fire vinde” passer netop på denne form for spredning. Ikke én retning, men alle retninger – ikke én værtsregion, men mange – ikke en kortvarig bevægelse, men en vedvarende adspredelse. Før denne periode findes der ikke en persisk diaspora ”af betydning” i samme moderne forstand – iranere elskede deres land og havde ikke et naturligt mønster med at forlade det og slå sig ned permanent langt borte. Men efter revolutionen skete der noget, der vendte det mønster, og det er netop det, profetien beskriver – Gud bringer en kraftig rystelse, som medfører at Elams folk bliver fordrevne og spredt ud blandt nationerne.

Denne spredning har også en åndelig dimension, som gør profetien endnu mere talende. Mange iranere lever i dag i eksil udenfor Iran, og netop i diasporaen har mange mødt evangeliet og fået troen på Jesus. Når profetien taler om ”bortdrevne” blandt nationerne, er det ikke kun et billede af dom og tab, det er også et billede af, hvordan Gud fører mennesker ud, bryder et fængsel af ideologi og frygt, og åbner døre, der før var lukkede. Spredningen bliver dermed ikke blot et politisk resultat, men et profetisk tegn. Gud har sagt, at Elam skal spredes for alle vinde – og i vores tid ser vi en global iransk diaspora, som både bærer præg af undertrykkelsens alvor og samtidig rummer begyndelsen på den vending, profetien senere taler om. Iran har i dag den måske hurtigst voksende kristne befolkning i verden – læs mere i ”Irans åndelige slagmark - moskéer erstattes med husmenigheder”.


Gud siger i Jer. 49:37 , at Han vil ”knuse dem foran deres Fjender og dem, der står dem efter Livet”, og at Han vil ”sender Ulykke over dem” – Hans ”glødende vrede”. Det er ikke et diffust, symbolsk udsagn, men et direkte ord om, at Gud i de sidste tider vil rette sin dom mod det iranske regimes voldelige og gudløse kurs – og især mod dets lederskab og militære magtapparat. ”fjenderne” er i praksis især Israel, som regimet gennem årtier har truet, forbandet og lovet at udslette. Gud synes selv at tage stilling i den konflikt, hvor Iran har gjort sig til Israels erklærede modstander – ikke fordi Gud mangler barmhjertighed, men fordi der er konsekvenser ved vedvarende at borbande, angribe og søge ødelæggelse af Guds folk. Og Gud er tydeligt – ”Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får dem udslettet” – det er stærkt sprog, og det er ment stærkt. Det beskriver en situation, hvor Gud sætter en grænse, og hvor dommen ikke blot er et kort stød, men et vedvarende pres, der fortsætter, indtil Guds hensigt med dommen er fuldbyrdet.

Det ligger også i selve udtrykket ”knuse dem foran deres fjender”, at dette ikke er en skjult eller intern nedbrydning, men en dom, der udfolder sig synligt og uafviseligt i mødet med den modstand, Elam / Iran selv har fremkaldt. Gud siger ikke bare, at Elam vil blive svag - Han siger, at Elam vil blive bragt til fald i en konfrontationsramme, hvor fjenderne står nær nok til at se det. Det giver profetien en særlig, håndgribelig karakter. Dommen bliver ikke en vag historisk proces, man bagefter kan diskutere, men et punkt, hvor Gud demonstrerer, at Han er Herre over nationerne, og hvor de magter, der har rejst sig i had og forbandelse, møder en grænse, de ikke kan passere.

Samtidig fremhæver profetien ”dem (Irans fjener), der står dem (Iran)efter livet”. Det er ikke bare almindelig politisk rivalisering eller uenighed, det er dødeligt fjendskab. Og netop den formulering passer med det mønster, hvor Irans regime ikke blot har haft en skarp retorik, men har gjort truslen om død og udslettelse til en del af sit program – særligt imod Israel. Når profetien altså taler om, at Elam knuses foran dem, der ”står dem efter livet”, beskriver den et klima, hvor der er reelle kræfter, som ønsker Elams fald – men hvor Gud i sin suverænitet vender situationen til et retsopgør, der ikke blot handler om menneskers planer, men om Guds egen dom.

Udtrykket ”jeg sender Ulykke over dem”, er i teksten knyttet til Guds ”glødende vrede”. Det betyder, at dommen ikke drives af tilfældigheder eller blot af militær logik, men af Guds moralske reaktion på ondskab. Den glødende vrede er ikke et temperament, den er Guds hellige svar på vedvarende oprør, blodskyld og forbandelse. Når et regime over tid har gjort fjendskab, terror og aggression til en strategi – og når det samtidig retter denne aggression mod Guds folk – så siger profetien, at Gud ikke forholder sig neutralt. Han griber ind, og Han gør det med en vrede, der netop signalerer, at dette ikke kan fortsætte.

Det er her, princippet fra 1. Mos. 12:3 får sin profetiske tyngde. Gud har knyttet et løfte og et ansvar til Abrahams slægt: velsignelse til den, der velsigner, og dom til den, der forbander. Det er ikke blot en privat velsignelse til Abraham, men et grundlæggende pagtsord til det folk, Gud vil skabe af ham. Løftet står i samme åndedrag som ordene: ”Jeg vil gøre dig til et stort folk” og ”i dig skal alle jordens slægter velsignes”, hvilket viser, at ”dig” fungerer repræsentativt for den kommende nation, ikke kun for personen Abraham. Det bekræftes senere i GT, hvor den samme velsignelses-/forbandelsesformel anvendes direkte på Israel som folk, som i Bileams ord: ”hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!” (4. Mos. 24:9), nu sagt om hele Israel. Samtidig viser profeterne, at Gud konsekvent dømmer de nationer, der angriber eller forbander Israel, selv når Israel selv står under tugt; princippet fra 1. Mos. 12:3 udfoldes konkret i historien. I NT fastholdes linjen Abraham–Israel–Messias, hvor hedninger får del i Abrahams velsignelse gennem Kristus, uden at løfterne til Abrahams folk annulleres. Samlet peger dette på, at 1. Mos. 12:3 grundlæggende handler om Guds holdning til dem, der velsigner eller forbander Abrahams folk, Israel – med Abraham som den repræsentative rod, ikke som den eneste adressat.

Når et regime forbander Israel som en kontinuerlig praksis, bliver det ikke kun et politisk problem. Det bliver en stillingtagen imod Guds pagtshandling i historien. Derfor fremstilles dommen i Jer. 49:37 som en konsekvens af en langvarig, trodsig kurs. Gud har givet tid, Gud har advaret gennem profeterne, Gud har set blodet, truslerne og forbandelsen – og så kommer tidspunktet, hvor Han siger ”nok”.

Og så står der, ”Jeg sender sværdet efter dem, til jeg får dem udslettet”. Denne sætning bærer idéen om forfølgelse. Sværdet kommer ikke blot én gang. Det sendes ”efter dem”. Domsprocessen følger dem, presser dem, indhenter dem, og standser ikke før Guds mål er nået. Det er præcis derfor, det ikke kan beskrives som et ”kort stød”. Profetien tegner et billede af en dom, der bliver ved, og som skærer ned i det, der giver Elam/Iran kraft til at fortsætte sin aggressive mission. Det handler om at standse en bestemt magtudøvelse, en bestemt kurs – og Gud siger, at Han vil gøre det, selv hvis det kræver vedvarende domshandling over tid.

Men her er det også vigtigt at se profetien i sin helhed, for teksten fortsætter og viser, at Elam ikke forsvinder som folk. Profetien taler om fordrevne, og den ender med en genoprettelse i ”de sidste dage”. Derfor skal ”udslettet/fortæret” forstås i profetiens egen logik – Gud gør ende på det, der skal dømmes – den magt, den styrke, den ondskabsfulde kurs – uden at det ophæver, at Gud samtidig har en fremtid for folket. Dommen er total i sin hensigt, fordi den skal knuse den kraft, der står Gud imod. Men den er ikke skrevet som en benægtelse af, at der er overlevende, der senere kan få deres skæbne vendt.

Det giver også en vigtig åndelig pointe. Gud skelner mellem regimets ondskab og folkets skæbne. Netop derfor kan profetien både tale om glødende vrede og senere genoprettelse. Gud dømmer det, der har ophøjet sig i forbandelse og vold, og Han stopper det, men Han gør det med en længere plan i sigte – at mørket ikke skal få sidste ord over Elam/Iran. Så selv når Jer. 49:37 lyder som ren dom, ligger der allerede et profetisk princip indlejret. Det Gud knuser, er ikke et folk som sådan, men en magt og en retning – og dommen er vejen til, at noget nyt kan fødes frem, når Gud senere vender fortunerne i de sidste dage.


I Jer. 49:38 løfter Gud profetien op på et niveau, hvor det ikke længere blot handler om militær svækkelse og ydre pres, men om Guds direkte indgreb i selve magtens centrum: ”Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge og Fyrster”. Her taler Gud ikke i almindelige politiske vendinger. Han taler som Konge over konger, der træder frem og siger, jeg tager selv styringen i dette land, jeg etablerer mit herredømme dér ved dom og ret. Når Gud siger, at Han vil ”sætte sin trone” i Elam, er det derfor et stærkt kongeligt billede. Gud gør ikke bare noget med Elam, Han gør noget i Elam, og Han gør det med myndighed. Elams (Irans) fremtid i denne fase afgøres ikke primært ved diplomati, alliancer eller menneskers planer, men ved at Gud selv ”troner” – dvs. udøver sin kongevælde gennem en konkret doms- og regeringshandling.

Det næste i verset gør det endnu mere konkret: Gud vil ”tilintetgøre både konge og fyrster”. Det rammer direkte ind i idéen om regimeskifte ved Guds hånd. Profetien peger på en tid, hvor landets øverste magtlag ikke blot svækkes eller presses, men fjernes. Det handler ikke om en kosmetisk reform eller en gradvis liberalisering. Det er et opgør, hvor Gud tager fat i toppen – ”kongen” (den øverste leder) og ”fyrsterne” (de, der bærer magten med ham, hans inderkreds, systemets søjler). Med andre ord – Gud går efter selve regimets hoved og dets bærende struktur. Det er den profetiske nerve i vers 38. Den magt, der har gjort had, undertrykkelse og aggression til sin mission, bliver ikke ved at bestå. Gud siger, at Han vil fjerne den.

Det er også her, spændingen med Jerusalems tronemotiv bliver oplysende. Bibelen taler om, at Herren regerer fra Jerusalem i sit endelige synlige kongevælde. Men når Herren i Jer. 49:38 siger, at Han vil sætte sin trone i Elam, skal det forstås som et udtryk for, at Gud på et bestemt tidspunkt etablerer sin ret og dom i landet – ikke som om Jerusalems endelige centrum ophæves, men som at Gud i ”de sidste dage” gør Iran til et sted, hvor Hans dom og Hans beslutninger bliver gennemført med uomgængelig kraft. Man kan sige det sådan at, Jerusalem er centrum for Kristi kommende, synlige verdensregering – men før den tid kan Herren ”trone” i et land ved at ryste det, afsætte dets onde lederskab og gøre sin vilje gældende. Det er trone-sprog som doms-sprog. Gud tager sæde som Dommer og Konge, og Han fuldbyrder et opgør.

Netop derfor er vers 38 også profetisk aktuelt i en tid, hvor Irans lederskab fremstår mere ”skifte-modent” end længe. Når man ser en aldrende top, åben diskussion om succession, og et system som både presses udefra og er udfordret indefra, ligner det en historisk scene, hvor ”konge og fyrster” faktisk kan fjernes. Det er ikke det samme som at sætte et dato-stempel på profetien, men det viser, at profetien taler ind i noget, der er realistisk. Gud behøver ikke et mirakel for at fjerne en leder. Gud kan bruge sammenbrud, interne brudlinjer, ydre pres og pludselige begivenheder – og alligevel er det Ham, der gør det. Profetien vil netop, at vi skal se bag overskrifterne – når dette sker, er det ikke først og fremmest ”politisk tilfældighed”, men Guds domshandling.

Og vers 38 står ikke alene. Det er knyttet tæt sammen med det øvrige forløb. Gud bryder styrken, Gud presser, Gud forfølger med dom – og derefter siger Han: Nu går jeg efter hovedet. Det giver en indre logik. Først knækkes evnen til at fortsætte, så rystes landet, og derefter fjernes dem, der har ført landet ind i forbandelsen og voldens kurs. Det er regimeskifte som kulminationen på domsforløbet – når Gud ”tilintetgør konge og fyrster”, er det fordi Han afslutter en epoke.

Men der ligger også et afgørende håb i netop dette punkt. Når Gud siger, at Han vil sætte sin trone i Elam og fjerne lederskabet, er det ikke blot for at straffe – det er for at bane vej for det, Han selv senere lover, en vending, en genoprettelse. Regimet fjernes, så folket kan få en fremtid. Det betyder, at vers 38 ikke bør forkyndes med skadefryd, men med alvor og med det blik, Gud selv har, hvilket er dom over ondskabens struktur og barmhjertighed mod mennesker, der har været bundet under den. Når Gud siger ”jeg rejser min trone i Elam”, betyder det, at mørket ikke får sidste ord – Gud tager sæde, Gud tager kontrol, Gud gør op, og Gud åbner en ny vej. Det er et stærkt profetisk løfte. Iran er ikke urørligt. Iran er ikke udenfor Guds rækkevidde. Herren siger, at Han selv vil gå ind i landets centrum, fjerne dets onde top og gennemføre sin beslutning.

Må Iran blive en rystende advarsel til den elite, der med overvågnng, kontrol og magt driver verden imod trængslen. Vi ved at samme skæbne rammer det sidste verdensrige, men med Iran som forbillede sker det ikke som en overraskelse, men som opfyldelsen af et løfte om frelse og frihed for alle der gør godt, hvilket er, at gøre Jesus til konge i liv og dernæst samfund.


I Jer. 49:39 kommer profetiens store vendepunkt – det sted, hvor Gud viser, at Hans dom ikke er historiens sidste ord: ”Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne (vende Elams fangenskab), lyder det fra HERREN”. Det er ikke en løs bemærkning – det er et løfte, og det er tidsmærket. Gud siger ikke blot ”engang senere” eller ”på et tidspunkt.” Han siger ”i de sidste dage”. Dermed tager profetien selv sin egen fortælling ud af en snæver historisk ramme og placerer den ind i den eskatologiske afslutning – tiden op imod Jesu komme og oprettelsen af Hans rige. Netop derfor bliver dette vers så afgørende, når man taler om opfyldelse, for her siger Gud, at efter dom, efter rystelse, efter regimeskifte og efter sværd, kommer en guddommelig vending, som ikke blot er politisk, men dyb og gennemgribende.

At Gud vil ”vende Elams fangenskab” rummer langt mere end økonomisk opsving eller kortvarig fred. Det handler om skæbnens retning. Det betyder, at et folk, som har været under tryk, under frygt, under mørke og under et åndeligt og politisk fængsel, får sin situation vendt – ikke ved tilfældige menneskelige reformer, men ved at Gud selv griber ind. Når Han vender en nations fangenskab, handler det om at bryde det, der binder, og at åbne det, der var lukket. Det er derfor, dette løfte i profetisk forkyndelse bliver forstået som langt mere end regimeskifte. Det bliver forstået som barmhjertighed mod folket og som en dyb forvandling, der udfolder sig i landet og blandt dets mennesker.

Det er også her, man ser Guds karakter tydeligt. Han skelner mellem regimet og folket. Dommens hårde ord i Jer. 49:35-38 er ikke et udtryk for, at Gud ønsker et helt folk udslettet, men at Han vil gøre ende på ondskabens magtstruktur og den kurs, der har bragt både vold og forbandelse frem. Men så siger Han – når jeg har gjort op, vil jeg også genoprette. Det er ikke blot et ”efterskrift” for at bløde teksten op, det er selve profetiens mål – Gud dømmer for at befri. Han ryster for at frelse. Han knuser det onde for at åbne en vej, hvor mennesker igen kan trække vejret og finde liv.

Når det læses ind i endetidsperspektivet, bliver løftet endnu større. ”De sidste dage” er i bibelsk sprog ikke bare de sidste dage af en hvilken som helst periode; det er afslutningen på denne tidsalder, hvor Gud samler trådene, dømmer nationernes oprør, og forbereder Jesu synlige herredømme. Derfor bliver Jer. 49:39 set som et signal om, at Iran/Elam ikke blot står foran dom, men står foran en guddommelig omvendt skæbne netop i den periode, hvor Gud bevæger historien mod sin endelige kulmination. Det betyder, at Irans fremtid i profetien ikke er skrevet som ”mørke uden ende.” Den er skrevet som ”mørke, der brydes”. Det er et stærkt profetisk håb, fordi det siger at selv et land, der i årtier, nu 47 år har været et centrum for Islam – undertrykkelse og fjendskab mod Israel, kan blive vendt af Gud selv.

Gud vil føre en stor mængde iranere til tro på Jesus, og at den åndelige vending bliver så kraftig, at landet ikke blot bliver frit, men får en ny rolle. Billedet, der bruges, er tankevækkende. Som Saul i Apostlenes Gerninger var en religiøs fanatiker og forfølger, men blev vendt af Kristus og blev til Paulus, sådan kan Gud vende et helt folk, så en voldsom energi, der tidligere blev brugt imod Gud og imod Hans folk, bliver omkanaliseret til brændende nidkærhed for evangeliet. Det, som før var et system af frygt og had, kan Gud vende til frimodighed og mission. Pointen er ikke at romantisere lidelsen, men at forkynde Guds magt. Han kan tage det hårdeste, mest lukkede og mest kontrollerede samfund og gøre det til et sted, hvor Kristus bryder igennem.

Det er i denne sammenhæng, at den nutidige iranske diaspora også får en profetisk funktion. Spredningen har ikke kun betydet tab – den har også betydet kontakt med evangeliet, bibelsk undervisning, menighedsliv og frihed til at tro. Når Gud siden siger, at Han vil genoprette Elam, bliver diasporaen i denne forståelse en del af forberedelsen. Gud fører mennesker ud, vækker dem, lærer dem Jesus at kende – og bruger dem siden som redskaber, når Han vender skæbnen. Dermed bliver Jer. 49:39 ikke et isoleret mirakelvers, men afslutningen på en proces, hvor Gud har arbejdet gennem rystelse og spredning for at gøre folket parat til genoprettelse.

Og det er vigtigt at se, hvad vers 39 implicit fortæller om de foregående vers. Hvis Gud i de sidste dage vil genoprette Elam, så betyder det, at dommen ikke var meningsløs. Den var målrettet. Den var ikke udtryk for blind ødelæggelseslyst. Den var Guds måde at gøre ende på et mørke, der bandt både regionen og folket. Genoprettelsen er derfor ikke bare ”tilbage til status quo.” Den er et brud med fortiden. Det er en ny begyndelse, hvor Gud selv vender fangenskab til frihed, frygt til håb, og had til en mulighed for forsoning.

På den måde bliver Jer. 49:39 et af de mest håbefulde vers i hele profetien. Gud siger ikke bare, at Elam vil falde. Han siger, at Elam vil blive vendt. Og fordi det sker ”i de sidste dage”, bliver det samtidig et tegn på, at når Gud begynder at fuldbyrde disse ting, er vi tæt på den store afslutning – Jesus kommer snart, og oprettelsen af Hans rige står for døren, og den endelige retfærdighed, hvor nationerne ikke længere regeres af mørke – falske religioner, herunder ateisme – men af Jesus selv. Det er et løfte, der kalder til forbøn, at Gud må dømme ondskabens struktur, men også at Gud må frelse, helbrede og genoprette de mennesker, der har levet under den – og at Iran/Elam i de sidste dage skal opleve den vending, Herren selv har lovet.


Det stærkeste i Jer. 49:34-39 er, at profetien selv gør opmærksom på sin tidsramme. Vers 39 siger, at genoprettelsen sker ”i de sidste dage”. Det er ikke et løst udtryk. Det er en profetisk markør, som passer ind i den bibelske endetidskæde.

Samtidig står Jeremias 49 i en sammenhæng, hvor dommene over nationerne fortsætter ind i Jeremias 50-51. Disse Babylon-kapitler har stærke paralleller til Esajas 13-14, og de samme domsstrukturer og billeder løftes videre ind i Åbenbaringen 17-18, hvor Gud dømmer ”Babylon” i den sidste tid. Det betyder, at Jeremias’ domssektion står i et profetisk landskab, der netop kulminerer eskatologisk. Når profetien om Elam slutter med ”de sidste dage”, gør den det i en ramme, der allerede er indlejret i endetidens store domsmønster.


Når man ser på Mellemøsten i dag, er det ikke kun Iran, der står i bevægelse. Damaskus er igen og igen et brændpunkt. Skriften taler om Damaskus’ dom (Esajas 17), og det er ikke svært at se, hvordan regionens militære realitet gør det muligt, at en sådan profeti kan få sin fulde opfyldelse. Når våben, proxykræfter og krigslinjer går gennem Syrien, er Damaskus ikke bare et navn i en bog, men et aktivt knudepunkt i den konflikt, der omgiver Israel.

Når Israel står i sin dybeste trængsel, taler Skriften om ”Jakobs trængsel” (Jer. 30:7) og en trængselstid ”som hidtil ikke har haft sin Mage” (Dan. 12:1), som udfolder sig efter bortrykkelsen, og som kulminerer i Antikrists fald og Jesu genkomst. Det er i denne ramme, at profetierne om Iran/Elam får deres alvor. Gud ryster nationerne, Han dømmer ondskab, og Han fører historien frem mod den dag, hvor Kristus regerer synligt og retfærdigt.

Jer. 49:34-39 er et profetisk budskab, der både advarer og trøster. Det advarer, fordi Gud siger, at Han vil dømme Elams militære styrke og lederskab, og at dommen bliver så alvorlig, at den beskrives som sværd og udslettelse. Men det trøster, fordi Gud også siger, at han i de sidste dage vil genoprette Elam. Iran er ikke kun et land, Gud vil dømme, det er også et folk, Gud vil vise barmhjertighed.

Og når man ser de store linjer i vores tid – diasporaens spredning, den skærpede konflikt mod Israel, presset og de kommende omvæltninger i lederskab, og den voksende åndelige søgen blandt iranere – er det svært ikke at sige, at vi nærmer os med hast profetiens afgørende fase – hvilket er et kald til vågenhed, forbøn og frimodig forkyndelse. Gud har fortalt os, hvad der kommer, ikke for at skabe frygt, men for at styrke troen. Han er historiens Herre, og Han gør det, Han har sagt.

Hvis denne profeti er under opfyldelse – og meget peger på det – så er den rette respons ikke kun at forstå, men at bede, at Gud hurtigt bringer regimets mørke til ende, at Han beskytter Israel, at Han frelser mennesker i Iran og i hele regionen, og at Hans rige kommer, som Skriften lover.