Jeg har før skrevet om dæmoniske fyrster, hvordan de søger kontrol over samfundenes tinder for at undertrykke folket^[1] – i bund og grund for at få befolkningen væk fra Gud så de selv kan få mere magt. Jeg har tidligere skrevet at om at Bibelen fortæller om den persiske fyrste (Dan. 10:13), Grækenlands fyrste (Dan. 10:20), Magog (Ezek. kap. 38-39), Esajas fortæller i kap. 14 om Babels konge med reference til Satan, ligesom Ezekiel i kap. 28 refererer til ham som fyrste over Tyrus. Israel - Guds folk, har for Guds navns skyld fået erkeenglen Michael som fyrste over sig (Dan. 12:1). Den værste af alle fyrster, det er fyrsten der finder frækheden til at rejse sig mod fyrsternes Fyrste, Jesus Kristus, nemlig den endelige fyrste Antikrist, og nærmere ånden i ham, Antikrists ånd (1. Joh. 4:3), som bliver fyrste over kloden, igennem syv års trængsel^[2].

Jeg vil uddybe denne virkelighed igennem artiklen her. Jesus forklarede hvordan udfrielse og genbesættelse ser ud, både for en person og for en nation, hvilket viser os hvordan den dæmoniske verden arbejder med et samfund uden Gud.


Jesus taler om et menneske – men afslutter med ordene: ”Således skal det også gå denne onde slægt”. Det vil sige: det, Han beskriver, er også et mønster for hele generationer, for folk, for nationer.

Det er netop dette mønster, der kaster et skarpt lys over Danmarks historie. Jesus kom til det nordiske hedenskab gennem evangeliet. Kristendommen drev de gamle guder og ånder tilbage og Jesus blev Gud for nationen. Men i det sidste århundrede har Danmark som folk vendt sig bort fra den Kristus, der rensede huset. Huset er blevet ”fejet og prydet” – pænt, sekulært, velfungerende – men tomt. Og ifølge Jesu egne ord er et tomt hus ikke neutralt – det bliver en invitation til åndelige kræfter, der kan retunere med forstærket styrke.

Med andre ord fordrev Jesus guderne da evangeliet kom til Danmark. Nu fordrives Jesus – og vi har set guderne komme tilbage, hvilket viser sig gennem nogle velkendte bibelske figurer og deres ånd: Baal, Astarte (Ishtar), Molok – og den side af gudinden, der opløser køn og identitet. Vi vil samtidig se, hvordan Jesu ord om den urene ånd og det tomme hus rammer Danmark i dag med frygtindgydende præcision.


I oldtiden var religiøs overbevisning ikke et privat anliggende, men selve grundformen for en nations liv. Et folk uden kundskab til Gud opfattede næsten alt – krig, frugtbarhed, kongemagt, lov og orden – som udtryk for deres ”guds” vilje. Derfor blev deres guder i praksis den synlige form for deres kollektive åndelige og moralske tilstand.

Det hele begyndte i Babel, med tårnet der blev menneskehedens symbol på afgudsdyrkelse. De ville skabe sig et navn – én identitet, ét folk, én kultur. Hvor kom den idé fra – og hvorfor?

Gud har fra skabelsen beordret menneskeheden at mangfoldiggøre sig og sprede sig over hele Jorden (1. Mos. 1:28), hvilket Han, efter at have renset Jorden med syndfloden – efter Satans forsøg på at ødelægge al biologisk liv (det er en anden historie), gentog (1. Mos. 9:1; 1. Mos. 9:7). Alle efterkommere af Noa, inkl. generationen ved Babel, kendte denne ordre – det var ikke blot en velsignelse, men en direkte guddommelig befaling, så de vidste at de skulle spredes.

Derfor siger de, at de vil skabe denne identitet, for, som de sagde, ”at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden” (1. Mos. 11:4). Det var fundamentet i det dæmoniske forsøge på at oprette den første forenede verdensorden, dengang under oprøreren Nimrod, hvilket var Satans forsøg på – et forbillede på – at gøre hvad han får lov til her i endens tid – at oprette en ny verdensorden under sin egen Antikrist^[3]. Trangen til at sammensmædes som folk under guderne, var næret af guderne selv – de dæmoniske magter og myndigheder i himmelrummet, som Paulus nævner (Ef. 6:12).

Det er svaret på hvorfra idéen kom. Men hvorfor?

Et relativt nyt samfund var ideelt at vende mod Gud, og dermed underkaste hele Jordens befolkning Satans magt, ønsker og planer. En kerne i satanisme, selv i dag, er selvet – menneskelig selvophøjelse – vi er guder (1. Mos. 3:5), hvilket ligger i at ”skabe os et Navn” – et menneskeligt projekt imod Guds vilje. En spredning ville kræve infiltrering af multiple folkeslag, hvilket er langt mere komplekst. Og det ses i historien, for Gud tog sig selv et folk, Israel, og i den kristne æra, har Jesus taget mange flere.

Guds indgriben (sprogforvirringen) er derfor ikke blot straf, men en barmhjertig opløsning af en global enhed, der ville have ført menneskeheden direkte ind under Satans totale herredømme – og dermed ødelæggelse alt for tidligt. Når Satan kortvarigt får lov at gennemføre projektet i trængslen, er det med så stor ødelæggelse til følge, at hvis ikke Gud griber ind, er der intet menneske der vil overleve (Matt. 24:22; Mark. 13:20).

Dette initiale fundament af afgudsdyrkelse, blev af folket ført med fra Babel ud i verden – samme guder men nu med forskellige navne efter sprog-forvirringen. Herefter forstod folkeslagene sig selv gennem den gud, de tilbad - guden var nationens ansigt, og nationen var gudens legeme i verden. De to kunne næsten ikke adskilles.

I Egypten blev farao forstået som mere end et menneske. Han blev set som guddommelig – forbundet med Horus, solguden Ra og senere Osiris. Kongen var dermed ikke kun repræsentant for guderne, men blev opfattet som selve guddommens nærvær i riget. Når farao talte, var det gudens ord. Når han førte krig, var det gudens sejr. Den egyptiske stat og dens guder var vævet sammen til én enhed.

I Assyrien og Babylon ser vi noget lignende. Assyrien knyttede sit rige til guden Assur. Babylon knyttede sig til Marduk. Kongerne fremstilles i inskriptioner som dem, der regerer ved gudens mandat og for gudens ære. Rigets storhed blev tolket som bevis på gudens overlegenhed, og nederlag som gudens vrede eller svaghed. Guden var ikke en neutral idé, men nationens ”personlighed”, ophøjet til himmelsk plan.

Bibelen bekræfter dette billede, men gennem en profetisk linse. Den taler om hedningernes guder som tomme afguder, men samtidig som noget, der står bag dæmoniske kræfter (1. Kor. 10:20). Når et folk skaber afguder, skaber de ikke blot kunst – de åbner sig for åndelige magter, som så bruger de menneskeskabte billeder til at forme kulturen tilbage. Salme 115 siger, at afguder har mund, men taler ikke; øjne, men ser ikke – og slutter: ”Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!” (Sal. 115:4-8). Det er en åndelig lov – man bliver lig det, man tilbeder.

Derfor blev oldtidens guder i praksis nationernes naturlige inkarnation. Guderne bar folkets værdier, begær og frygt. Folket bar på sin side gudernes navn, symboler og moral. Kongen bar gudernes myndighed og ære som en levende koncentration af det hele.

Når et folk uden kundskab til den sande Gud formede sine guder, formede de samtidig sig selv. De skabte guder i deres eget billede – og blev selv omformet i gudernes billede. På den måde blev guderne ikke blot billeder i sten og træ, men levende mønstre, som nationen spejlede sig i, og som konger og ledere kom til at legemliggøre i deres styre. Sådan blev guderne i praksis til kød og blod i nationer, der ikke kendte Gud.


Oldtidens Danmark – før kristendommens gennembrud – var et polyteistisk, æresbaseret og stærkt hierarkisk samfund, hvor religion, vold, seksualitet og social orden var vævet tæt sammen. Den nordiske religion var centreret om guder som Odin, Thor, Freyr og Freja, som i de skriftlige og arkæologiske kilder fremstår som mægtige, men også moralsk ufuldkomne væsner præget af svig, vold, magtkampe og seksuelt korrupte^[4].

Religion, blót og menneskeofre
Den religiøse praksis var bygget op omkring blót (udtalt blåd) – offerritualer, hvor man bragte dyr og i visse tilfælde mennesker som gave til guderne^[5]. Nationalmuseet beskriver blót som et ”udvekslingsritual”, hvor man ofrede for at sikre gudernes gunst i form af regn, frugtbarhed, sejr og beskyttelse^[6]. Blót er den oldnordiske betegnelse for et hedensk offer- og kultritual i den germanske/nordiske religion før kristendommen^[7].

Arkæologiske fund fra blandt andet Trelleborg viser, at menneskeofre forekom. I en offerbrønd fandt man knogler fra både dyr og mennesker, tolket som del af en organiseret kultisk praksis fra sen jernalder/vikingetid^[8]. Nationalmuseet dokumenterer samme mønster: mennesker kunne ofres som ”den dyreste gave til guderne.

Religionen var samtidig et slægts- og høvdingebåret system, hvor man ofrede for fællesskabets lykke og overlevelse – ikke for universel moral eller syndsforladelse.

Ære, hævn og vold
Samfundet var ikke bygget på en guddommelig moral, men på ære. De tidligste nordiske love og sagaer viser, at blodhævn blev betragtet som et legitimt og forventeligt svar på æreskrænkelser^[9]. Den, der ikke hævnede en forbrydelse, bragte skam over sig selv og hele sin slægt.

Kristne præget love fra senere perioder forsøger netop at begrænse denne praksis – et vidnesbyrd om, at hævnlogik var den bærende konfliktløsningsmodel i hedensk tid.

Slaveri og trældom
Slaveri var dybt integreret i oldtidens danske samfund. Nationalmuseet skriver, at trælle var den laveste sociale klasse, uden frihedsrettigheder, og at de udførte samfundets hårdeste arbejde^[10].

Moderne forskning peger på, at slaveri ikke kun var økonomisk, men også seksuelt: slaver kunne bruges som konkubiner eller seksuelle ressourcer for deres ejere^[11]. Smithsonian Magazine sammenfatter forskningen sådan: slaveri havde ”dybe rødder” i Skandinavien, og slavehandel og fangetagning var centrale dele af vikingetidens økonomi^[12].

Seksualitet og ægteskab
Seksualmoralen før kristendommen var ikke styret af en hellig Gud, men af status, ære og sociale kontrakter. Forskningen viser, at

• polygyni og konkubinat var udbredt blandt mænd med status; man kunne have både hustruer og konkubiner^[13]
• konkubiner var ofte slaver eller kvinder af lav rang og havde ikke juridisk beskyttelse¹¹
• ægteskab var en slægtsalliance, ikke et sakramentalt forhold^[14]
• homoseksuelle handlinger blev vurderet ud fra maskulinitet/vanære, ikke som teologisk synd

Mænd havde bred seksuel frihed, mens kvinder blev holdt strengt ansvarlige for seksuel “ærlighed”, fordi deres seksualitet var tæt knyttet til slægtens ære.

Hvordan bliver samfundet ændret under kristendommen?
Da Harald Blåtand lader sig døbe og ”gør danerne kristne”, beskriver Nationalmuseet og flere historikere en markant kulturel omstilling:

• blót og menneskeofre ophører^{5, 8}
• blodhævn begynder at blive underlagt lov og ret⁹
• ægteskabet bliver monogamt og sakralt, og konkubinat forsvinder gradvist^{13, 14}
• slaveriets teologiske grundlag undermineres, fordi alle mennesker ses som skabt i Guds billede^{10, 11}

Kristendommen indfører dermed:

• et nyt syn på mennesket,
• en ny moral,
• en ny seksualetik,
• og en ny form for social omsorg (klostre, hospitaler, fattighjælp).

Med andre ord, afløste kristendommen et ære-, vold- og statusstyret samfund med et Gud-centreret samfund, hvor moral, ægteskab, lov og menneskesyn fik et nyt fundament.


Evangeliet om Jesus slog igennem, troen blev givet og Jesus blev bekendt som Herre. De nordiske guder, ånder, blót, varsler og kultiske ritualer, blev afdækket som mørke og afguderi – og skubbet tilbage af et nyt herredømme. Det skete overalt i verden hvor evangeliet blev forkyndt og taget imod.

Det gav en grundlæggende forandring. Kongemagten stod formelt under Kristus, og loven blev præget af en kristen forståelse af ret og uret, af menneskets værdi, af ægteskabets betydning. Hverdagen – dåb, ægteskab, begravelse, højtider – blev gennemsyret af et kristent sprog om synd, nåde, dom og frelse.

Danmark blev aldrig et perfekt kristent land, men landet blev et land, hvor Jesus Kristus var bekendt som Herre, og hvor gamle guder og ånder blev trængt i baggrunden. Den urene ånd blev drevet ud; huset blev fejet og prydet. Men et rent hus er ikke i sig selv sikkert. Det afgørende spørgsmål er: Hvem bor der?

Jesus beskriver at en ånd der drives ud, vandrer om og finder ikke hvile, hvorfor den vender tilbage. Den kalder mennesket for ”mit hus”, og har forhåbninger om at kunne flytte ind igen. Og da den kommer, ser denat huset er fejet (moral, orden, anstændighed), at huset er prydet (kultur, dannelse, velfærd), men det er ledigt.

Det er ikke fyldt af Guds Ånd. Der bor ikke nogen sand Herre der. Huset er menneskeligt set pænt, men åndeligt set tomt. Og netop det gør det attraktivt. Den urene ånd vender tilbage sammen med syv andre, værre end den selv. Sluttilstanden bliver værre end begyndelsen.

Overført til et folk som Danmark ser mønsteret sådan ud: Før Kristus var landet som sagt hedensk med afguder, ånder, blót – men uden at have kendt evangeliet. Med Kristus var landet renset fra afguderne, ”huset” blev renset, sandheden forkyndt og nationen var som sagt formelt underlagt Kristi herredømme. I frafaldet blev Jesus, i større og større grad, forkastet som Herre, Bibelen som autoritet blev underlagt de syndige fristelser og synd og nåde blev overdøvet af retten til at leve som man vil. Man vil være ”neutral” og sekulær.

Resultatet er ikke et tomrum, men et åbent hus. Og i lyset af hele Bibelens vidnesbyrd findes der ikke åndeligt neutrale rum. Enten fyldes huset af den levende Gud, eller også vil andre kræfter tage bolig. Når Gud forkastes, kommer afguderne tilbage – ikke nødvendigvis i samme skikkelse, men deres ånd vender tilbage med fornyet raseri.


Baal er i Bibelen navnet på en gud, som Israel vender sig til, når de svigter Herren. ”Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og dyrkede Baalerne; de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HERREN. De forlod HERREN og dyrkede Baal og Astarte” (Dom. 2:11-13)

Baal betyder “herre, mester, besidder”. Han er den, der tager Guds plads som den, der ejer og styrer. Kernen i Baals ånd er ikke først og fremmest en bestemt statue eller et navn, men at folket glemmer Gud, og noget andet tager pladsen som Herre.

I Danmark har denne proces stået på længe. Vi har bevæget os fra et samfund, hvor man ganske vist kunne være religiøst træt, overfladisk eller traditionel, men hvor man dog anerkendte, at Gud fandtes, og at Bibelen havde noget at sige – til et samfund, hvor Gud er skubbet ud som irrelevant.

Selvet bliver herre. Hvert individ definerer sandheden, moralen, meningen. Staten bliver den herre, der skal løse alle problemer, sikre mening, omsorg, identitet. Markedet og forbruget bliver den herrer, der erstatter Gud med økonomi, velstand, forbrug, oplevelser. Alt dette er moderne udtryk for Baals ånd – samme ånd som oldtidens Danmark tilbad som Thor.

Baal og Thor ligner hinanden meget som type, men de er bygget forskelligt op omkring samme kernefunktion: storm- og krigsgud, der beskytter fællesskabet gennem kontrol over vejret og voldskraft. Baal beskrives som en mægtig storm- og frugtbarhedsgud, ”skyernes rytter”, der bringer regn, sikrer høsten og fungerer som kongefigur blandt guderne, mens Tor er den nordiske tordengud, der med hammeren Mjølner beskytter både guder og mennesker mod kaosmagter og fjender. Det er måske ikke uden grund den danske nationalsang ”Kong Christian stod ved højen mast” er en hyldest til krig - til krigsheltemod, kongemagt og sømilitær ære.

Begge optræder som væbnede krigere: Baal med kølle eller lynspyd, ofte flankeret af tyr-symbolik som tegn på kraft og frugtbarhed, Thor med hammer, styrkebælte og torden som sit element. Baal er dog tydeligt forbundet med organiseret tempelkult, kongemagt og regn-/høstofre, hvor Thor i kilderne især knyttes til folkelig blót-kult for sejr, beskyttelse og velstand, og bærer en stærkere profil som “folkets beskytter” end som tempelkonge.

På frugtbarhedssiden rummer Baal både storm og landbrugsfrugtbarhed i én figur, hvor den nordiske tradition i højere grad lader Thor stå for torden og beskyttelse, mens frugtbarheds- og høstfunktionen glider mere over i Freyr. Ser man med udgangspunkt i én oprindelig gudekreds fra Baal, der spredte sig med sprogforvirringen ud i hele verden, kan man se Baal som en ”udelt” storm‑/frugtbarhedsgud, mens den samme grundfigur i Norden er blevet splittet funktionelt i Thor (torden/krig/beskyttelse) og Freyr (høst/frugtbarhed/velstand), men stadig bærer genkendelige træk af den samme oprindelige storm- og velsignelsesmagt.

Paulus beskriver samme mønster: ”Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr” (Rom. 1:21-23). Det er præcis det, vi ser: Gud forkastes, og skabningen – mennesket, staten, lysten, pengene – tilbedes.

Staten bærer i praksis Thors/Freyrs/Baals rolle som beskytter og rammesætter. Markedet/økonomien bærer Freyrs/Baals rolle som frugtbarheds- og velstandsgud. Selvet bærer Baals rolle som herre og konge i hjertet. Når Gud ikke længere er kendt som Gud, er det første skridt på en spiral mod afgrunden. Det næste skridt handler om seksualiteten.


I Det Gamle Testamente møder vi ved siden af Baal gudinden Ishtar eller Astarte (Dom. 2:11-13), som var en frugtbarheds- og kærlighedsgudinde, forbundet med seksualitet og kultisk prostitution. Hun er den, der tager seksualiteten ud af Guds gode rammer og gør den til noget centralt i afgudskulten.

Bibelen beskriver, hvordan kong Salomo ”fulgte Astarte, Zidoniernes gudinde” (1. Kong. 11:5; 2. Kong. 23:13), og hvordan folket igen og igen lokkes ind i en blanding af afgudsdyrkelse og seksuel umoral. Gud havde givet sin ordning for ægteskab og køn – ”som mand og kvinde skabte han dem” (1. Mos. 1:27; Matt. 19:4-6) – og samlet mand og kvinde i en livslang pagt. Astartes ånd er at opløse denne orden, at løsne seksualiteten fra pagten og gøre lysten til centrum – det er samme afgud Inanna, som jeg fortæller om i ”Pride - perversitetens ånd”.

Når Baals ånd først har løsnet folket fra Gud, bliver Astartes / Inannas ånd det næste skridt – den seksuelle revolution. Det ser vi også i den nytestamentlige diagnose af hedenskabet: ”Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så deres legemer blev vanæret iblandt dem … deres kvinder ombyttede den naturlige omgang til den mod naturen, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden …” (Rom. 1:26-32). Læg mærke til rækkefølgen i Romerbrevet – først forkastes Gud, dernæst bryder seksuel uorden igennem.

I Danmark har vi gjort det samme, blot med moderne ord: Seksuel moral løsrevet fra Guds ord er blevet normalt. Ægteskabet er ikke længere den selvfølgelige ramme for seksuelt samliv. Pornografien er blevet almindelig, tilgængelig og kulturelt accepteret. Reklamer, film, serier, musik – alt gennemsyres af seksualiserede billeder. De unge formes mere af skærmenes billeder end af Guds bud.

Det afgørende er ikke enkelte love eller konkrete statistikker, men det åndelige skifte. Hvor Bibelen forkyndte seksuel hellighed, kyskhed og ægteskabets hellighed, forkynder kulturen nu seksuel frigørelse, lystens ukrænkelighed og retten til at definere sin egen moral. Det er Astartes ånd i arbejde.

I oldtidens Danmark, kalde man hende for Freyja. Astarte og Freyja ligner hinanden som type. Begge er magtfulde, ambivalente gudinder, der forener kærlighed, seksualitet, frugtbarhed og krig i én figur – men de er formet af hver deres kulturs stil og værdier.

Set i ét samlet perspektiv danner Inanna/Ishtar, Astarte, Freyja og den katolske Maria som ”Himmeldronningen” et ubrudt motivbånd. En mægtig feminin himmelfigur, der står mellem guddom og mennesker, forbundet med liv, frugtbarhed, kærlighed – og i de ældre lag også krig og død. Inanna i Sumer og Ishtar i akkadisk/babylonsk tradition er eksplicit ”Himmelens dronning”, gudinde for kærlighed, sex, frugtbarhed og krig, knyttet til planeten Venus og til både livgivende og destruktive kræfter. Astarte i Levanten viderefører netop dette mønster – en høj gudinde for kærlighed, seksualitet, frugtbarhed og krig, tæt forbundet med kongemagt og stormguder som Baal, og i de bibelske tekster genkendes hendes kult i betegnelsen ”Himmeldronningen”, som Israels profeter angriber (Jer. 44:17-19).

Freyja i nordisk mytologi passer forbløffende godt ind i denne arkegudinde-type, selv om miljøet er et helt andet. Hun er gudinde for kærlighed, begær og frugtbarhed, men også for krig og de faldne krigere, idet hun får halvdelen af de døde fra slagmarken, mens Odin får den anden halvdel. Hun er smuk, erotisk, smykkebåret (Brísingamen), hersker i sin egen sal og rejser mellem verdener som magtfuld sejd-kvinde (en vølve, en kvindelig spåkone og shaman), på samme måde som Inanna/Ishtar og Astarte bevæger sig mellem himmel, jord og underverden og forener eros med blod og kongelig magt. Det er måske ikke så underligt at som den ene danske nationalsang ”Kong Christian stod ved højen mast” er en hyldest til krig, så så står den anden ”Der er et yndigt land” ved siden af og placerer poetisk Freja som gudinde over Danmark – Danmark er Frejas sal.

I romersk-katolsk tradition, overtager Maria titlen ”Himmeldronningen” (Regina Caeli), nu renset for krig og sex (omend korstog og præsters overdrevene sexmisbrug under tiden har skæmmet renligheden), men stadig som ophøjet, himmelsk kvindefigur, der står nærmest tronen og fungerer som mellemled og forbeder for mennesker. Teologisk forklares det inden for kirken ud fra hendes rolle som Kristi mor, men historisk kan man se en klar linje – den gamle rolle som himmelsk dronning og moder/elskerinde, der forbinder guddom og mennesker, vandrer fra Inanna/Ishtar til Astarte, spejles i figurer som Freyja, og ender i en kristen, ”afseksualiseret”, men stadig ophøjet version i Maria som Himmeldronningen.

Og når Astarte har sat sit præg på et folk, vil det næste uundgåeligt følge – Molok.


Molok er i Bibelen den gud, til hvem man ofrede sine børn. Gud siger med direkte ord: ”Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok” (3. Mos. 18:21), for ”med alt sådant har de Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene” (3. Mos. 18:24). Israel gjorde det alligevel: ”de byggede Baals Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at ofre deres Sønner og Døtre til Molok” (Jer. 32:35). Profeterne advarede og advarede, men når Gud blev forladt, flyttede trangen til ondskab ind sammen med afguderne.

Billedet er skræmmende. Et folk, der bringer sine egne børn som offer til en gud, for at vinde velsignelse, sikkerhed, frugtbarhed, velstand. Barnet bliver prisen for de voksnes ønskede fremtid. Når seksualiteten løsnes fra Guds rammer, og når individets selvrealisering bliver det højeste, vil børnene altid komme i klemme. Det er ikke tilfældigt, at det moderne opgør med kristen seksualetik og ægteskab følges af en gennemgribende accept af abort. I oldtiden kunne man stå foran en statue; i dag står man i en klinik. Men den åndelige struktur er slående ens.

Barnet betragtes ikke først som en gave fra Gud, men som et problem, der kan ødelægge planer, karriere, økonomi, identitet. Voksnes frihed, ønsker og komfort vægtes højere end det ufødte barns liv. Sproget ændres, så drab beskrives i kliniske, tekniske termer. Ritualet forgyldes med ord som ”rettighed” og ”omsorg”.

Man kalder ikke Molok ved navn. Man taler om ”valg” og ”rettigheder”. Men ånden er den samme. Barnet ofres for de voksnes skyld. Et folk, der i stor stil slår sine ufødte børn ihjel, står åndeligt set i Moloks skygge.

Og det er ikke kun abort. Når et folk opløser familien, gør ægteskabet skrøbeligt, sætter voksne behov før barnets behov, og accepterer, at børn vokser op med konstant brud, ustabilitet og rodløshed, ofrer det på en anden måde stadig sine børn. Det kan være pænt, civiliseret og psykologibegrundet, men ånden er den samme - barnet bliver prisen for de voksnes frihed.

I oldtidens Danmark, kaldte man Molok for Odin. Molok og Odin kan spejles som to forskellige ansigter af samme mørke arkefunktion – den guddom, der kræver blodige, ofte elitære ofre som pris for magt, sejr og orden.

Molok fremstår i Bibelen som vist, som den guddom, ved hvis kult børn blev brændt i ild som offer – ikke som almindelig, hverdagslig religion, men som ekstrem, grænseoverskridende kulthandling, hvor det dyreste man har (egne børn) gives op for at sikre velsignelse, sejr eller afværge katastrofe. Molok er derfor bundet til et offerbillede, hvor menneskeliv – og specifikt uskyldigt liv – bliver valutaen mellem menneske og guddom.

Odin står i den nordiske tradition som ”galgefyrsten”, den, der selv hænger spiddet i træet for at vinde runernes kraft, og som modtager hængte, spiddede eller på andre måder ”mærkede” ofre, ofte krigere og slaver, i sin helligdom. Odin er ikke først og fremmest frugtbarhedsgud, men krig, ekstase, visdom og kongemagt, og ofrene til ham er typisk knyttet til netop sejr, kongelig legitimitet og adgang til skjult viden. Man giver blod, liv og lidelse for at få del i hans magt. I et samlet mytisk perspektiv bliver Molok og Odin dermed to versioner af samme dybe funktion – den guddom, der står bagved konge, krig og skæbne, og som ikke tilfredsstilles af almindelige gaver, men kræver det ultimative offer – menneskeliv og smerte – for at åbne for sejr, magt og kosmisk indsigt.


Hvis vi ser på Danmarks åndelige historie i fugleperspektiv de seneste hundrede år, bliver mønstret tydeligt. Først modtog vi evangeliet. Jesus rensede huset. De gamle hedenske guder og ånder måtte vige. Lovgivning, moral og kultur var gennemsyret af en kristen grundtone, selv når troen var overfladisk. Siden vendte vi os bort fra Gud. Bibelen mistede sin autoritet. Syndsbegrebet forsvandt ud af prædikenen. Omvendelse og dom blev fremmede ord. Troen blev en privat mulighed, ikke en offentlig sandhed. Huset blev ”fejet og prydet” – men uden beboer.

Så skete der, hvad Jesus havde advaret om – den urene ånd vender tilbage og finder huset ledigt. Men den kommer ikke alene – den tager som sagt andre med, værre end sig selv. I åndelig forstand ser vi at Baal / Thor tager over mens Gud afvises. Gud forvandles fra Skaber og Dommer til en privat følelse. Staten, markedet, selvet og idéerne træder i stedet.

Astarte / Ishtar / Freyja løsriver seksualiteten fra Guds orden og ægteskabets pagt. Pornografi, samliv uden pagter, seksuel frigørelse som ideologi slår igennem. Transformerens ånd opløser kønnet. Mand og kvinde sættes til forhandling. Skaberværket selv gøres til et råmateriale, mennesket kan forme efter eget begær.

Molok får mængder af ofre – børnene betaler prisen. Ufødte børn mister livet; familier brydes; børns behov stilles bag voksnes frihed og lyst.

Bibelen beskriver denne bevægelse som en del af Guds dom over et folk, der afviser Ham: ”Derfor gav Gud dem hen” (Rom. 1:16). Når et folk ikke vil have Gud, får det lov at smage frugten af sin egen gudløshed. Det er ikke blot, at Gud passivt ser til, Han giver dem hen til det, de selv vil, og det bliver dem til dom. Det er konsekvensen udtrykt i den endelige trængsel der snart kommer over Jorden.

Det betyder også, at vi ikke står i en neutral kulturkamp, men i en åndelig krig. Paulus skriver, at ”den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef. 6:12). Bag de synlige idéer, lovændringer, debatter og bevægelser står åndelige kræfter, der vil én ting – at få et folk væk fra Kristus og dybt ind i afguderi.

Det ville være let at pege på ”samfundet”, ”politikerne”, ”de andre” og sige, at det er deres skyld. Men sandheden er, at Danmarks åndelige sammenbrud ikke først skyldes verden – det skyldes menigheden. Vi som troende har fået Jesus – vi blev gjort fri af fortidens afguder, og lærte sandheden at kende, lærte Jesus at kende. Men menigheden har mistet sin kraft. Kirken i Danmark har gennem årtier nedtonet forkyndelsen af Jesus Kristus, synd, nåde, omvendelse, dom og frelse. Mange prædikener er blevet moralske refleksioner, sociale budskaber eller religiøse stemninger – men uden korsets skarphed og evangeliets kraft. Og når evangeliet forsvinder, forsvinder også Åndens kraft, for evangeliet er Guds kraft til frelse (Rom. 1:16).

Menigheden er ikke under Guds dom, men den er blevet svækket, fordi den har forladt sit kald som lys og salt (Matt. 5:13-16). Det er ikke Gud, der har fjernet kraften – det er kirken, der har fjernet sig fra kraften. Når Jesus ikke længere forkyndes klart, mister kirken sin gennemslagskraft i nationen, og mørket får frit spillerum.

I stedet for klart at forkynde Guds hellighed, menneskets synd, Kristi kors, omvendelse og tro, Guds gode orden for ægteskab, seksualitet, barn og familie, har kirken alt for ofte nøjedes med at tilbyde lidt religiøs stemning, lidt almen etik, lidt trøst uden sandhed, lidt tradition uden omvendelse. Huset blev fejet – men er ikke fyldt af Guds Ånd.

Det er derfor ikke nok at beklage sig over ”gudernes tilbagekomst”. Det første kald går til Guds folk, et kald til at angre og bøje sig, bekende synden, sige sandheden, bryde med kompromiserne og igen give Jesus plads som Herre.

Løftet står stadig fast: ”Hvis mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land” (2. Krøn. 7:14). Der tales ikke om, at hele landet bliver ”kristent” i sociologisk forstand, men om at Gud har en vej også i dommens tid – omvendelse, ydmyghed, bønnens og bekendelsens vej. Husk, at når Jesus taler om den urene ånd og det tomme hus, er det netop for at understrege nødvendigheden af, at huset ikke blot renses, men fyldes – af Guds Ånd selv.


Hvis Danmark fortsætter på den nuværende kurs, vil det mønster, vi har set udfolde sig i USA og i resten af Vesten, ikke blot gentage sig her – det vil accelerere. De ånder, Bibelen beskriver, arbejder ikke kun i én nation – men søger global magt og kontrol. Når et folk som Danmark har kendt evangeliet, men senere forkaster det, åbner det som sagt døren for en genbesættelse, der er både dybere og mere gennemgribende end før. De tegn, vi allerede ser, er kun begyndelsen.

”Ofringen” af Danmarks børn tager til
Akkurat som Baal rettede sin kraft mod de unge, vil de danske børn og unge blive den primære slagmark. Allerede nu ser vi, hvordan en hel generation vokser op uden kristen påvirkning, uden bibelkundskab, uden sandhedens sprog. Hvis udviklingen fortsætter, vil Danmark fortsat skabe generationer, der i stigende grad løsrives fra Gud og fremmedgøres over for Ham.

Vi har længe set tegnene. Troen blandt unge er i årtier styrtdykket og deres værdier har løsrevet sig fuldstændigt fra kristen moral. Identitet, krop, mening og sandhed er i nogen grad blevet flydende og skoler og institutioner formidler værdier, der før stod Gud imod. Det vil vi se det tage til i styrke – Pride vil i fortsat outrere former pervertere samfundet.

Hvis intet ændres, fortsætter Danmark i retning af at blive et land, hvor kristne bliver et stort mindretal, ikke bare kulturelt, men åndeligt – og hvor kristendommen ikke blot er marginaliseret, men misforstået, mistænkeliggjort eller direkte uønsket. Danmarks Radio har i årevist kørt hetz på kristne sekter, uden at løfte sand kristendom op, hvilket har forårsaget national mistro hen imod afsky for det kristne samfund.

Moloks arbejde for en kultur, hvor livets hellighed opløses
Selv om Danmark allerede har nogle af verdens mest liberale abortlove, vil udviklingen ikke standse der. Moloks ånd stopper aldrig ved det ufødte barn. Når et samfund én gang har nedbrudt den grundlæggende respekt for livet, bevæger det sig uundgåeligt videre. Debat om aktiv dødshjælp normaliseres, de ældre begynder at se sig selv som en belastning. Psykisk sårbare unge ser døden som et muligt valg og Staten påtager sig rollen som forvalter af ”værdige” dødsforløb.

Danmark kan meget let følge Canadas eksempel, hvor ”medicinsk hjælp til at dø” er blevet en af de hurtigst voksende ”behandlingsformer”. I en kultur, hvor livet ikke længere ses som helligt, vil døden til sidst blive et politisk værktøj.

Ishtars dybere besættelse for opløsning af køn, familie og krop
Hvis Danmark ikke vender tilbage til Jesus, vil Ishtars ånd ikke blot fortsætte – den vil fordybe sig. Vi vil se pornografien blive endnu mere ekstrem og endnu mere tilgængelig for børn. Familie og ægteskab vil miste enhver betydning i lovgivning og normer og ægteskab blive statistisk irrelevant. Køn vil blive opløst i lov, skolemateriale og medicinsk praksis, mens børn undervises i seksuel identitet før de forstår biologi. Forældre vil miste retten til at beskytte deres egne børn.

Når staten – og ikke forældrene – definerer, hvad køn betyder, og hvad børn skal lære, har en fremmed gud allerede indtaget kulturen. Jeg glemmer aldrig hvordan Enhedslistens Pernille Skipper i det danske Folketing med stor overbevisning forsvarede at mænd kunne føde børn^[15]. Det er et eksempel på dæmonisk indflydelse i sjælen på danske politikere – tilvejebragt af gudernes øgede magt på høje steder i Danmark. Danmark bevæger sig hurtigt i retning af en reguleret kønsidentitetspolitik, hvor uenighed ikke blot ses som gammeldags, men som moralsk forkastelig.

Den kulturelle besættelse bliver officiel
I USA så vi Pride-flaget placeret i midten på Det Hvide Hus – over den nationale flagorden, som en kulturel erklæring. Biden postede på X at ”I dag sender Folkets Hus – dit hus – en klar besked til landet og til verden. Amerika er en nation med Pride”^[16]. Danmark vil se samme udvikling. Statslige institutioner vil i stigende grad markere sig åbent med køns- og seksualideologi. Vi har allerede set det, hvordan forretningskæder, fagforeninger osv. udstiller Freyjas/Astartes/Inannas regnbueflag. Pride vil blive en officiel identitetsmarkør for nationen frem for blot en fest og kritik vil blive mødt med sanktioner, fjernelse fra sociale platforme og social straf. Love vil indirekte tvinge borgere til at anerkende nye ideologiske dogmer.

Det, der begynder som tolerance, ender som statslig religion.

Revolutionens næste fase – modstand bliver strafbart
Når guderne overtager landets tinder, følger næste skridt altid det samme mønster. Enhver modstand skal nedkæmpes. Danmark vil se kristne organisationer miste støtte, platform eller adgang. Præster vil risikere juridiske konsekvenser for at citere bestemte bibelvers, fordi kritik af seksual- og kønsagendaen bliver klassificeret som ”had”. Arbejdsgivere skal kræve ideologisk loyalitet og borgere må censurere sig selv af frygt.

Dette sker allerede i mild form – men det vil eskalere. Når en falsk religion under afguderne overtager nationens moral, følger dens egen form for inkvisition.

Danmark på tærsklen
Fortællingen om Amerika viser et mønster – som det historisk altid har gjort. Der kommer en dag, hvor en nation krydser en linje – hvor tilbagefaldet ikke blot er sandsynligt, men ubeskriveligt vanskeligt at reversere – hvor kun Jesus kan genoprette. Danmark nærmer sig det punkt. Ikke fordi en bestemt lov vedtages, men fordi evangeliet forstummes, hvilket resulterer i at både unge og gamle er åndeligt tabt. En generel strukturel opløsning i samfundet, fordi kirken har mistet både stemme og rygsøjle.

Dét er øjeblikket, hvor landet ikke bare glider væk, men fanges af noget, der er større end politiske kræfter – en åndelig besættelse, præcis som Jesus beskriver i Matt. 12:43-45)

Hvis vi ikke vender tilbage til Jesus meget snart, vil vi se en generation uden kendskab til Gud, en kultur der accepterer døden som løsning, en identitetskrise der sluger en hel ungdom, en statsideologi der erstatter kristendommen, en voksende forfølgelse af dem, der holder fast ved sandheden – en åndelig besættelse, der bliver selvforstærkende.

Det ender ikke blot med kaos – det ender med konsolideret mørke – et Danmark, der en gang var et kristent land, men som genbesættes af de guder, Jesus fordrev, og som nu står stærkere, fordi huset blev forladt, fejet – og tomt.


Når et land bliver sekulært, opstår der ikke blot et religiøst fravalg, men et erkendelsesmæssigt tomrum: Hvem bestemmer, hvad ”det gode” er? – hvad ”frihed er”? I et demokratisk samfund besvares dette spørgsmål ikke gennem åbenbaring eller tradition, men gennem kollektive valg. Demokrati fungerer derfor ikke kun som en styreform, men som en moralproducerende orden, hvor love, domstole, institutioner og normdannelse fastlægger, hvad der i praksis ophøjes som dyd og nedtones eller forkastes som last. Dermed bliver demokratiske beslutninger aldrig åndeligt neutrale – de former nationens forståelse af godt og ondt.

I Platon, Staten Bog VIII beskriver Sokrates demokratiet som den forfatning, hvor frihed ophøjes til det højeste gode. Byen siges at være fuld af frihed og frimodighed, og et menneske kan ”sige og gøre, hvad han vil”. Det er netop denne frihed, der giver demokratiet dets umiddelbare tiltrækningskraft – men også dets indre sårbarhed.

Sokrates påpeger, at demokratiet ikke blot giver frihed – det undlader at definere, hvad frihed er. Frihed forstås ikke som lydighed mod sandhed eller orden, men som fravær af begrænsning. Dermed bliver frihed, ligesom ”det gode”, noget der opleves subjektivt snarere end noget, der erkendes objektivt. Hvad der føles som frihed for den ene, kan være opløsning for den anden – men demokratiet mangler et princip til at afgøre forskellen.

Det kommer til udtryk i Sokrates’ billede af demokratiet som et marked eller en ”basar”, hvor der findes et væld af livsformer, værdier og ordninger, og hvor enhver frit kan vælge det, der tiltaler ham. Valget er frit – men kriteriet for valget er ikke sandhed, det er præference. På samme måde bliver frihed ikke målt mod en objektiv orden, men mod individuel oplevelse. Netop her begynder forbindelsen til denne artikels hovedtema at blive tydelig. Når et folk gennem gentagne demokratiske valg vælger uden Gud som målestok, bliver det ikke blot et fravalg af Hans åbenbarede sandhed og frihed, men et aktivt omdefineringsprojekt af det gode. Gud fjernes ikke ved ét dekret, men ved tusind valg, hvor Hans Ord underlægges stemning, begær og samtidens moral. Og når Gud ikke længere er den som definerer sandhed, frihed og ansvar, opstår der ikke tomhed – men plads.

Sokrates viser videre, at demokratiet ikke blot er en styreform, men en sjæletype. Statens struktur spejles i menneskets indre liv. Det demokratiske menneske er kendetegnet ved, at ingen del af sjælen har varigt herredømme – alle lyster og impulser behandles som ligeberettigede. Friheden bliver retten til at skifte retning uden forpligtelse.

Her rammer Sokrates et afgørende punkt. Frihed løsrevet fra ansvar er ikke sand frihed, men et tegn på tab af indre orden. For hos Platon er frihed aldrig blot fravær af ydre tvang – sand frihed forudsætter, at fornuften har autoritet til at styre begæret. Når denne autoritet forsvinder, forsvinder også evnen til at bære ansvar – både personligt og politisk. Det demokratiske menneske beskrives som én, der den ene dag lever asketisk, den næste hengiver sig til nydelse, dernæst engagerer sig politisk eller filosofisk – uden kontinuitet og uden forpligtelse. Denne stadige vekslen fremstilles ikke som moden frihed, men som ansvarsløshed forklædt som frihed. Valget mangler binding, og friheden mangler mål.

Overført til nationens liv betyder det, at et folk, der ikke længere kan skelne mellem gode og onde valg, heller ikke kan tage ansvar for konsekvenserne af sine kollektive beslutninger. Og netop her bliver forbindelsen til afgudernes tilbagekomst tydelig. Når Gud fjernes som norm, vil noget andet uundgåeligt træde i Hans sted og give alternativ mening, retning og identitet. Demokratiet bliver mekanismen, hvorved det sker – ikke gennem tvang, men gennem legitime valg.

Denne indsigt kaster et klart lys over moderne bevægelser, der ikke søger at reformere eller forbedre samfundets orden, men arbejder for at opløse selve grundlaget for norm, moral og erkendelse. Når sandhed reduceres til magt, normer til undertrykkelse og ansvar til tvang, forsvinder enhver fælles målestok for, hvad der bør bevares. Frihed forstås da ikke længere som evnen til at leve i overensstemmelse med Guds sandhed, orden og frihed, men som retten til at nedbryde alle grænser.

Et menneske, eller en bevægelse, der ikke kan styre sig selv, vil heller ikke kunne bære frihedens ansvar i fællesskabet. Et eksempel er det, der i dag betegnes som woke-bevægelsen, der adskiller sig fra tidligere politiske eller moralske reformbevægelser, ved ikke primært at søge forbedring inden for en eksisterende orden, men ved at rette sit fokus mod nedbrydning af selve ordenens grundlag. Målet er ikke at erstatte én ”sandhed” med en bedre, men at underminere forestillingen om en sandhed som sådan.

Dermed bliver Sokrates’ advarsel i ”Staten” nærmest profetisk. Frihed afkoblet fra ansvar vender sig mod sig selv. Demokratiet har sit gode – friheden – men når dette gode løsriver sig fra sandhed og ansvar, åbner det døren for opløsning, som til sidst samles i én magt. Tyranniet opstår ikke på trods af demokratiet, men ud af dets indre logik, når det gode er reduceret til valg alene.

Her når vi frem til det punkt, hvor filosofi og teologi uundgåeligt mødes. Hvis ”det gode” skal være mere end et produkt af flertal og stemning, må det have et grundlag, der ikke selv er foranderligt. Det er ikke først en bibelsk påstand, men en erkendelsesmæssig nødvendighed. Et relativt kriterium kan ikke fungere som endelig målestok. Når Gud fjernes gennem demokratiske valg, fjernes ikke blot religionen, men selve forankringen af sandhed, ansvar og moral. Tomrummet fyldes ikke af neutralitet, men af andre herrer – præcis som historien, Skriften og Jesu ord om det tomme hus vidner om. Og således bliver demokratiets valg ikke blot politiske handlinger, men åndelige invitationer, hvor de gamle afguder igen får adgang til ”nationens sjæl”.

Frihed er ikke en naturtilstand, men et ordensfænomen. Den eksisterer kun, så længe der findes en fælles erkendelse af gudgiven sandhed, ansvar og grænser. Et demokrati, der tillader ubegrænset brug af friheden til at afskaffe de normer, som friheden hviler på, er ikke frit, men selvdestruktivt. Det er ikke autoritært at sige sådan – det er en logisk nødvendighed. En orden der ikke forsvarer sine egne forudsætninger, vil uundgåeligt blive opløst. Jesus siger at ”Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, kan det rige ikke bestå” (Mark. 3:24) – og det fanger præcis denne logik.

At stemme er ikke blot at udtrykke en mening. Det er at deltage i normfastsættelse for hele fællesskabet. Hver stemme bidrager til at forme lov, kultur og institutioner – og dermed også fremtidige generationers livsbetingelser. Derfor kan stemmeret ikke forstås som en værdifri rettighed løsrevet fra ansvar. Hvis stemmeafgivelse bruges til systematisk at nedbryde livets hellighed, familiens struktur, samvittighedens frihed og sandhedens plads, så er det ikke længere en legitim udøvelse af frihed, men et angreb på selve det fællesskab, der muliggør stemmeretten.

Et demokrati kan kun fungere, hvis der findes en forudgående målestok for det gode, som ikke selv er genstand for afstemning. Ellers bliver flertallet suverænt over sandheden. Her er Guds åbenbarede orden ikke et vilkårligt religiøst indslag, men den nødvendige reference, som gør ansvar muligt. Uden en objektiv moralsk orden reduceres frihed til magt, og stemmeret til et redskab for den stærkeste koalition – ikke for retfærdighed. At stemme imod denne orden er derfor ikke blot en anden politisk mening, men det er et valg mod fællesskabets overlevelse.

Alle ordener har – eksplicit eller implicit – grænser for deltagelse. Et demokrati, der ikke må beskytte sig mod åbenlyse og aktive destruktive kræfter, har i realiteten allerede opgivet sig selv. Det principielle punkt er dette: Frihedens ansvar indebærer retten – ja, pligten – til at sige, at ingen skal bruge friheden til at ødelægge den orden, som friheden selv hviler på. Det er ikke undertrykkelse. Det er selvopretholdelse.

Når et samfund først er nået til total normopløsning, er valget ikke længere mellem frihed og begrænsning, men mellem kaos og tvang. Da er det for sent at tale om demokratisk ansvar.

At insistere på, at stemmeret er et ansvar bundet til erkendelse af det gode, er et forsøg på at forhindre, at demokratiet bliver den mekanisme, hvormed nationen stemmer sig selv ud af eksistens. Med andre ord – stemmeret er ikke en ukrænkelig rettighed, men et ansvar for at bevare den orden, som gør frihed mulig. Når individer eller bevægelser bevidst og vedvarende bruger demokratiets mekanismer til at opløse sandhed, moral og samfundets grundpiller, har de ophævet deres egen legitimitet som medlovgivere. Et demokrati, der ikke fratager destruktive kræfter deres politiske indflydelse, har accepteret sin egen undergang.


Danmark står i dag ikke blot i en kulturel brydningstid, hvor afguderne inviteres tilbage igennem tolerance og frihedsprincipper, men på en åndelig skillevej. Vi har set, hvordan evangeliets tilbagetog ikke efterlod et neutralt landskab, men skabte et tomrum, hvor gamle guder – i nye former – har gjort deres indtog. Baals / Thors herreløshed, Astartes / Freyjas seksuelle opløsning, Moloks / Odins foragt for det ufødte liv og transformerens angreb på skaberværket er ikke historiske kuriositeter, men nutidige realiteter i vores nationale sjæl.

Men netop derfor står vi også på tærsklen til noget andet. Der findes kun én vej ud af mørket, og den består ikke i politiske beslutninger, kulturelle kampagner eller moralsk oprustning. Den består i det samme, der i sin tid forandrede Norden fra hedensk vildskab til et folk gennemlyst af evangeliet, nemlig forkyndelsen af Jesus Kristus.

Når Kristus igen får plads i nationen – når Han forkyndes klart, elskes helhjertet og modtages i tro – da fordrives mørket. Ikke med magt, men med lys. Ikke med kulturpolitik, men med omvendelse og sandhed. Ikke fordi vi er stærke, men fordi Han er Herre.

Derfor er denne artikel ikke blot en analyse af Danmarks åndelige tilstand, men et kald. Et kald til menigheden om at vende tilbage til evangeliets kraft. Et kald til hyrderne om igen at løfte røsten, bekende, stå ved og pege på Jesus. Et kald til det danske folk om at åbne døren for Ham, der alene kan bo i huset uden at ødelægge det.

Jesus sagde, at når huset står tomt, vender ånderne tilbage – men Han sagde også, at når Sønnen gør fri, da er man virkelig fri. Vi står mellem disse to ord. Gudernes tid vender tilbage, når Kristus fordrives. Kristi tid vender tilbage, når Hans folk igen forkynder Ham.

Det er ikke for sent for Danmark. Huset står stadig. Døren står stadig på klem og der er flere der skal frelses før vi hentes hjem. Og den Herre, som engang rensede dette land for mørke, er den samme i dag. Spørgsmålet er ikke, hvem der kan bo i huset. Spørgsmålet er, hvem vi vil lade bo her.

Må vores svar blive som Biblens sidste bøn, og i denne kontekst passende bøn i Bibelen ”Kom, Herre Jesus!” (Åb. 22:20). Jesus lærte os, at vores første anmodning i bøn altid bør være i retning af ”Komme dit rige. Ske din vilje på jorden som i himlen” (Matt. 6:10). Vores holdning bør altid være, at vi glæder os over og til Hans komme (2. Tim. 4:8) at vi skal blive i Ham ”for at vi, når Han åbenbares, må have frimodighed og ikke blive til skamme for Ham ved hans komme” (1. Joh. 2:28).

Jesus sagde ”Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad (dvs. Guds Ord)i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan” (Matt. 24:45-46).

Det er hårdt at sige, men Guds folk, ikke bare i Danmark, men i Vesten hvor Jesu navn har sat nationerne fri, står alle til at blive til skamme foran Jesus – vi fik Sandheden – vi modtog Hans nåde over vores samfund, og vi har igen mistet det til afguderne. Jeg er bange for at årsagen er, at mange under de gamle tilbagevendte guders hån af Jesus, er begyndt at skamme sig over Ham.

Frafaldet er tungt og dybt. Men der er endnu dem, der forkynder Jesus, forkynder Hans moral og sandhed hvor de er. Måtte Guds nåde dog kalde på flere, så vækkelseskaldet kan nå de sidste så vi kan komme hjem. Kom, Herre Jesus!

Som individer må vi troende stå imod de gamle guders undertrykkelse. Finder vi os selv undertrykt i tanker, følelser eller fristelser af den gamle dæmoniske verden, kan Guds nåde gøre os fri.

”Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte »retfærdigheden som brynje«, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod »frelsens hjelm« og Åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige” (Ef. 6:13-18).