Deres mange syn – givet over årtier – tegner et profetisk panorama af en fremtidig krise i Europa med særligt fokus på Norden. Det mest påfaldende i dag er, hvordan flere af elementerne synes at nærme sig opfyldelse i lyset af den aktuelle konflikt mellem Rusland og Ukraine:
- Synet om invasion fra øst, med russiske tropper, fremstår særligt aktuelt efter Ruslands invasion af Ukraine i 2014 (Krim) der i 2022 udviklede sig til fuldskala angreb. Det har genaktiveret den kollektive europæiske frygt for russisk ekspansion – præcis som det blev forudsagt i visionerne, hvor Europa reagerer svagt eller tøvende.
- Synet om Nordnorge som første mål, harmonerer med den geopolitiske virkelighed i Arktis og Nordkalotten, hvor spændinger mellem NATO og Rusland stiger[2]. Norges strategiske placering og Sveriges (7. marts, 2024) og Finlands (4. april, 2023) nylige NATO-medlemskab peger i samme retning som visionernes advarsler om krig i Skandinavien[3].
- Synene beskriver Europas passivitet – en reaktion, der minder om Vestens tilbageholdenhed i begyndelsen af Ukraine-krigen, før valget om eskalation blev organiseret. Det spejler tidligere begivenheder som invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968[4].
- Profetierne forener krig og dom med en kommende vækkelse, som opstår netop midt i krisen. Den profeterede korte, intense vækkelse under alvorlig nød, vil være en naturlig reaktion på, at netop prøvelser kan åbne hjerter for Gud – frafaldne som nye troende mennesker.
- Profetierne viser i sammenhæng at krig og kaos ses som forløbere for bortrykkelsen og fremkomsten af en global leder – Antikrist. Nuværende globale strømninger, centralisering af magt og teknologisk overvågning næres af netop den slags kriser, som visionerne forudsiger.
Til nyheden lavede jeg dette kort på Google Earth, som viser områder og byer som Birger Claesson fik beskrevet i sit syn, og hvordan det kommer til at gå byerne.
Først vil jeg give en lille biografi af de tre mænd:
Hvad herren abenbarede mig i et syn givet mig under en evangeliseringsrejse i jylland i midten af september 1928.
Jeg så - og jeg hørte: I det følgende skal jeg gengive Herrens budskab til mit hjerte for nu omkring halvtreds år siden. Intet er glemt i dette budskab, alle enkeltheder står stadig prentet i min bevidsthed, som var det hændt i går. Men hvorfor skulle det så vente i så mange år med at blive kundgjort - Selv fik jeg dette påbud fra Herren: Du skal ikke give det videre nu, tiden er ikke inde endnu, og mit folk vil ikke forstå eller erkende at det er mig, som bar talt, men når tid er inde skal du tale og ikke frygte, mange vil tage imod og tro, men endnu flere vil forkaste og håne min advarsel.
Synet: Bladevangelist var den gejstlige titel, som vi i pioner årene indenfor pinsevækkelsen anvendte på vore nybegyndere i evangeliets tjeneste. Vi fartede jo omkring i landet på vore cykler for at så ud evigheds ordets velsignede sæd igennem bøger, traktater og blade, i mit tilfælde Kirkeklokken, Evangeliebladet og senere Maranatha, som nu hedder Korsets Evangelium.
Det var en dejlig solbeskinnet septemberdag i 1928. Morgenfrisk og glad startede jeg fra byen Skjern, hvor jeg havde deltaget i et godt, evangelisk møde i Indre Mission og havde nydt gæstfrihed hos kære, kristne venner inden for denne mission. Bagagebæreren var belæsset med evangelisk såsæd foruden de fornødne personlige rejseeffekter. Jeg var forbi stationsbyen Troldhede og landskabet tegnede sig i tyverne endnu som et udstrakt, ensformigt hede landskab, men havde i øvrigt i denne første efterårsmåned sin skønneste farvetone med den blomstrende lyng. Veloplagt og vel til mode trådte jeg i pedalerne, medens Jeg nynnede for mig selv nogle af vore kære vækkelsessange. Jeg følte mig løftet, befriet og i et vidunderligt åndeligt samfund med min dyrebare frelser og den sagte nynnen gik lidt efter lidt over i jublende lovsang og gik naturligt over i sang i Ånden. Cyklen holdt sig pænt i højre vejside og benmusklerne arbejdede støt og uden besvær med at holde pedaltandhjulet og dets kædetrak i sin regelmæssige rotationsbevægelse. Hvad det angår, var der intet usædvanligt at bemærke. Kroppen fungerede helt normalt og cyklen rullede fremad mod Herning med sin rytter, som en hvilken som helst anden cyklist, som er ved sine fulde fem. Og dog hændte der noget meget mærkeligt. Mens jeg sang i tunger, hørte jeg pludselig en vidunderlig sang og musik. Skønheden og tonerne i sangen og musikken var ubeskrivelig betagende. Det hørtes først som noget langt borte, men så var det som om jeg blev løftet ud af mit eget legeme og faktisk så jeg min dødelige krop bevæge sig på cyklen, der - uden slinger, og uden at der var noget særligt ejendommeligt at mærke hos den cyklende bladevangelist stadig rullede fremad mod sit mål, Midtjyllands hovedstad Herning.
Nu blev sangen og musikken endnu tydeligere, og pludselig så jeg i Ånden under mig et stort udstrakt danmarkskort. Medens jeg med undren betragtede dette store landkort over mit fædreland, så jeg skyde op af jorden en vældig imponerende bygning i form af et kolossalt kors, der dækkede landet lige fra Skagen til Bornholm. Ud fra kors armene tegnede sig, som strålebundter en hel samling lukkede gårde. Selve bygningen virkede utiltalende og skummel. Gårdene, som formede sig som en vifte ud fra korsbygningens arme, var fyldt med mennesker. Og jeg blev endnu mere forundret, og et spørgsmål trængte sig på: Herre, hvad betyder dog dette?
RØSTEN: Som svar på dette spørgsmål hørte jeg en rest, som talte med stor myndighed, men også med en gribende tone af medlidenhed og sorg: Dette angår nådetidens afslutning! - Se nøje til! - Og nu syntes bygningen at komme nærmere, og med forfærdelse så jeg at den store korsbygning var et vældigt fængsel, let at kende på de små tilgitrede vinduesåbninger. Så, så jeg en hånd, som skrev hen over bygningens tag to navne. På den lange led: Protestantismen og på den korte led: Katolicismen. En knugende dødens stilhed rugede over hele den store bygning, I modsætning hertil var der stor tummel og larm i de mange fangegårde. Forvirring og uenighed prægede hele denne samling mennesker i fangenskab. Derefter så jeg atter hånden tegne over fangegårdene, navnene på alle mulige sekter og samfund, som efterhånden er blevet bygget op, i forbindelse med og ud fra, den store fængselsbygning. Meget mærkeligt så og hørte jeg i fangegårdene. Fra Baptistgården hørte jeg et afgjort og energisk råb Graven er os nok! Fra Indre mission lød det bestandigt: Vi har det hele i barnedåben! I gården som var betegnet med navnet Frelsens Hær hørtes klingende hornfanfarer, rungende Halelujah råb, en fane blev svunget over Herren med dens kendte emblem Blod og Ild, men ordet ild var overstreget. Metodistgården: Vi holder os til vor store John Wesley, og behøver ikke nogen pinseoplevelse! Også fra gården, som hed Missionsforbundet kom et særegent råb: Vi vælger selv, vi er ikke bundet til skriftens bogstav! Også vi i Pinsebevægelsen var med i denne samling af samfunds- og partigårde. Apostolsk kirke havde dette: Vor apostolske åbenbarelse om de overordnede embeder er den højeste sandhed! Og i Pinsebevægelsens gård lød der megen skrigen og hylden, og man talte i tunger og profeterede i munden på hinanden. Desuden en dyster undertone af stridigheder om magt og indflydelse. Og der var mange andre gårde, hvor man blot hyldede visse religiøse personligheder, som Josef Smith, Mormonkirkens grundlægger. Annie Beasant, Teosoffernes præstinde og Mary Baker Eddy, indstifteren af sekten Kristen Videnskabs absurditeter.
Så talte røsten igen og sagde: Har jeg ikke udstedt almindelig benådning for alle disse fanger? Hvorfor bliver de dog i dette fængsel?
I min Ånd råbte jeg så til Herren: Oh Herre Jesus, vis mig hvor den sande menighed er! Da så jeg skyde op, rundt omkring i hele landet, uden for fængslets mure, de dejligste grønne enge, vidunderlige græsgange, gennem alle rislede bække med det klareste rene vand. Overalt voksede buske med pragtfulde blomster og frugttræer med dejlige frugter. Overalt græssede store fareflokke med en mængde små lam. Over disse enge lød det med den inderligste tone af ømhed og kærlighed: Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde har givet sit liv for fårene og lammene!
Videre talte røsten til mig: Ser du alle disse menneskeflokke, indelukkede i deres snævre partigårde. De er kommet ud fra den store fængselsbygning og befinder sig virkelig under en åben himmel, og dog lever de stadig som fanger i disse gårde; thi de vil holde fast ved det menneskelige lærdomsvejr, som er imod mit levende og blivende ord. - Men lad mine trofaste vidner og tjenere og tjenerinder, som jeg har beseglet med min Ånd, højlydt forkynde nådetidens afsluttende budskab til mit folk. Vær uforfærdede og frimodige. Følger tillidsfuldt i jeres Herre og Mesters fodspor. Gå ud fra løgne lærernes og de falske profeters Babylon og hav intet samkvem med deres vederstyggelige urenheder. - Nu er tiden såre nær!
Og denne bøn kom op i mig: Oh Herre vis mig hvad der vil komme over vort land. Røsten svarede ikke direkte, men ude mod øst i horisonten trak mørke, ildevarslende uvejrsskyer sammen. Der hørtes med mellemrum et fjernt og svagt tordenbulder. Og lynene blinkede i et stadigt tiltagende tempo derude i den østlige horisont Pludselig var det som en hvirvelstorm fejede ind over landet, og i dette øjeblik forsvandt i et nu alle de smukke enge og græsgange sammen med deres talrige fåreflokke og alle deres små lam. På nogle få sekunder var himlen blevet sort af orkanagtige uvejrsskyer, som lod centnertunge haglsten regne ned over landet, mens lynene knitrede og som flammende pile slog ned på den store fængselsbygning, som snart var et vælddigt, bragende bål, hvis gnister føg hen over landet og forvandlede byer og landsbyer til rygende ruiner.
Med forfærdelse hørte jeg røsten hæve sig igen med stor myndighed og kraft: I min time, og på min befaling, kommer vredesdommen over den store skøge, den falske profet og det skarlagenrøde vilddyr!
Her sluttede synet og røsten lød sig ikke mere høre.
Jeg så - og jeg hørte: I det følgende skal jeg gengive Herrens budskab til mit hjerte for nu omkring halvtreds år siden. Intet er glemt i dette budskab, alle enkeltheder står stadig prentet i min bevidsthed, som var det hændt i går. Men hvorfor skulle det så vente i så mange år med at blive kundgjort - Selv fik jeg dette påbud fra Herren: Du skal ikke give det videre nu, tiden er ikke inde endnu, og mit folk vil ikke forstå eller erkende at det er mig, som bar talt, men når tid er inde skal du tale og ikke frygte, mange vil tage imod og tro, men endnu flere vil forkaste og håne min advarsel.
Synet: Bladevangelist var den gejstlige titel, som vi i pioner årene indenfor pinsevækkelsen anvendte på vore nybegyndere i evangeliets tjeneste. Vi fartede jo omkring i landet på vore cykler for at så ud evigheds ordets velsignede sæd igennem bøger, traktater og blade, i mit tilfælde Kirkeklokken, Evangeliebladet og senere Maranatha, som nu hedder Korsets Evangelium.
Det var en dejlig solbeskinnet septemberdag i 1928. Morgenfrisk og glad startede jeg fra byen Skjern, hvor jeg havde deltaget i et godt, evangelisk møde i Indre Mission og havde nydt gæstfrihed hos kære, kristne venner inden for denne mission. Bagagebæreren var belæsset med evangelisk såsæd foruden de fornødne personlige rejseeffekter. Jeg var forbi stationsbyen Troldhede og landskabet tegnede sig i tyverne endnu som et udstrakt, ensformigt hede landskab, men havde i øvrigt i denne første efterårsmåned sin skønneste farvetone med den blomstrende lyng. Veloplagt og vel til mode trådte jeg i pedalerne, medens Jeg nynnede for mig selv nogle af vore kære vækkelsessange. Jeg følte mig løftet, befriet og i et vidunderligt åndeligt samfund med min dyrebare frelser og den sagte nynnen gik lidt efter lidt over i jublende lovsang og gik naturligt over i sang i Ånden. Cyklen holdt sig pænt i højre vejside og benmusklerne arbejdede støt og uden besvær med at holde pedaltandhjulet og dets kædetrak i sin regelmæssige rotationsbevægelse. Hvad det angår, var der intet usædvanligt at bemærke. Kroppen fungerede helt normalt og cyklen rullede fremad mod Herning med sin rytter, som en hvilken som helst anden cyklist, som er ved sine fulde fem. Og dog hændte der noget meget mærkeligt. Mens jeg sang i tunger, hørte jeg pludselig en vidunderlig sang og musik. Skønheden og tonerne i sangen og musikken var ubeskrivelig betagende. Det hørtes først som noget langt borte, men så var det som om jeg blev løftet ud af mit eget legeme og faktisk så jeg min dødelige krop bevæge sig på cyklen, der - uden slinger, og uden at der var noget særligt ejendommeligt at mærke hos den cyklende bladevangelist stadig rullede fremad mod sit mål, Midtjyllands hovedstad Herning.
Nu blev sangen og musikken endnu tydeligere, og pludselig så jeg i Ånden under mig et stort udstrakt danmarkskort. Medens jeg med undren betragtede dette store landkort over mit fædreland, så jeg skyde op af jorden en vældig imponerende bygning i form af et kolossalt kors, der dækkede landet lige fra Skagen til Bornholm. Ud fra kors armene tegnede sig, som strålebundter en hel samling lukkede gårde. Selve bygningen virkede utiltalende og skummel. Gårdene, som formede sig som en vifte ud fra korsbygningens arme, var fyldt med mennesker. Og jeg blev endnu mere forundret, og et spørgsmål trængte sig på: Herre, hvad betyder dog dette?
RØSTEN: Som svar på dette spørgsmål hørte jeg en rest, som talte med stor myndighed, men også med en gribende tone af medlidenhed og sorg: Dette angår nådetidens afslutning! - Se nøje til! - Og nu syntes bygningen at komme nærmere, og med forfærdelse så jeg at den store korsbygning var et vældigt fængsel, let at kende på de små tilgitrede vinduesåbninger. Så, så jeg en hånd, som skrev hen over bygningens tag to navne. På den lange led: Protestantismen og på den korte led: Katolicismen. En knugende dødens stilhed rugede over hele den store bygning, I modsætning hertil var der stor tummel og larm i de mange fangegårde. Forvirring og uenighed prægede hele denne samling mennesker i fangenskab. Derefter så jeg atter hånden tegne over fangegårdene, navnene på alle mulige sekter og samfund, som efterhånden er blevet bygget op, i forbindelse med og ud fra, den store fængselsbygning. Meget mærkeligt så og hørte jeg i fangegårdene. Fra Baptistgården hørte jeg et afgjort og energisk råb Graven er os nok! Fra Indre mission lød det bestandigt: Vi har det hele i barnedåben! I gården som var betegnet med navnet Frelsens Hær hørtes klingende hornfanfarer, rungende Halelujah råb, en fane blev svunget over Herren med dens kendte emblem Blod og Ild, men ordet ild var overstreget. Metodistgården: Vi holder os til vor store John Wesley, og behøver ikke nogen pinseoplevelse! Også fra gården, som hed Missionsforbundet kom et særegent råb: Vi vælger selv, vi er ikke bundet til skriftens bogstav! Også vi i Pinsebevægelsen var med i denne samling af samfunds- og partigårde. Apostolsk kirke havde dette: Vor apostolske åbenbarelse om de overordnede embeder er den højeste sandhed! Og i Pinsebevægelsens gård lød der megen skrigen og hylden, og man talte i tunger og profeterede i munden på hinanden. Desuden en dyster undertone af stridigheder om magt og indflydelse. Og der var mange andre gårde, hvor man blot hyldede visse religiøse personligheder, som Josef Smith, Mormonkirkens grundlægger. Annie Beasant, Teosoffernes præstinde og Mary Baker Eddy, indstifteren af sekten Kristen Videnskabs absurditeter.
Så talte røsten igen og sagde: Har jeg ikke udstedt almindelig benådning for alle disse fanger? Hvorfor bliver de dog i dette fængsel?
I min Ånd råbte jeg så til Herren: Oh Herre Jesus, vis mig hvor den sande menighed er! Da så jeg skyde op, rundt omkring i hele landet, uden for fængslets mure, de dejligste grønne enge, vidunderlige græsgange, gennem alle rislede bække med det klareste rene vand. Overalt voksede buske med pragtfulde blomster og frugttræer med dejlige frugter. Overalt græssede store fareflokke med en mængde små lam. Over disse enge lød det med den inderligste tone af ømhed og kærlighed: Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde har givet sit liv for fårene og lammene!
Videre talte røsten til mig: Ser du alle disse menneskeflokke, indelukkede i deres snævre partigårde. De er kommet ud fra den store fængselsbygning og befinder sig virkelig under en åben himmel, og dog lever de stadig som fanger i disse gårde; thi de vil holde fast ved det menneskelige lærdomsvejr, som er imod mit levende og blivende ord. - Men lad mine trofaste vidner og tjenere og tjenerinder, som jeg har beseglet med min Ånd, højlydt forkynde nådetidens afsluttende budskab til mit folk. Vær uforfærdede og frimodige. Følger tillidsfuldt i jeres Herre og Mesters fodspor. Gå ud fra løgne lærernes og de falske profeters Babylon og hav intet samkvem med deres vederstyggelige urenheder. - Nu er tiden såre nær!
Og denne bøn kom op i mig: Oh Herre vis mig hvad der vil komme over vort land. Røsten svarede ikke direkte, men ude mod øst i horisonten trak mørke, ildevarslende uvejrsskyer sammen. Der hørtes med mellemrum et fjernt og svagt tordenbulder. Og lynene blinkede i et stadigt tiltagende tempo derude i den østlige horisont Pludselig var det som en hvirvelstorm fejede ind over landet, og i dette øjeblik forsvandt i et nu alle de smukke enge og græsgange sammen med deres talrige fåreflokke og alle deres små lam. På nogle få sekunder var himlen blevet sort af orkanagtige uvejrsskyer, som lod centnertunge haglsten regne ned over landet, mens lynene knitrede og som flammende pile slog ned på den store fængselsbygning, som snart var et vælddigt, bragende bål, hvis gnister føg hen over landet og forvandlede byer og landsbyer til rygende ruiner.
Med forfærdelse hørte jeg røsten hæve sig igen med stor myndighed og kraft: I min time, og på min befaling, kommer vredesdommen over den store skøge, den falske profet og det skarlagenrøde vilddyr!
Her sluttede synet og røsten lød sig ikke mere høre.
I 1928, mens han cyklede gennem det danske landskab, oplevede Ove Falg en stærk åndelig oplevelse. Han beskrev, hvordan han blev løftet op i ånden og så en stor korsformet bygning, der viste sig at være en fængselslignende struktur. På denne bygning stod navnene på forskellige kristne kirkesamfund, såsom protestantisk kirke og katolsk kirke. Hver celle i bygningen repræsenterede en bestemt kirkesamfund, hvor folk råbte deres trosbekendelser.
Udenfor denne struktur så han en smuk grøn eng med får og lam, der drak af en klar bæk. En stemme sagde til ham: ”Jeg er den gode hyrde, den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”. Senere i visionen blev himlen mørk, og ild faldt ned og ødelagde den korsformede bygning. Da han spurgte, hvor kirken var, svarede stemmen: ”Jeg har vist dig den. Det er min hjord, og jeg er den gode hyrde”.
Ove Falg delte ikke sin vision offentligt i mange år, da han blev rådet til at vente, indtil tiden var moden. Efter cirka 50 år blev han opmuntret til at dele sin oplevelse, som han gjorde med håbet om, at den ville inspirere til refleksion over kirkens enhed og autenticitet. Hans vision er blevet delt og diskuteret i forskellige kristne sammenhænge og betragtes af nogle som en profetisk advarsel mod sekterisme og en opfordring til at søge en dybere enhed i troen.
Jeg plejer at bede mellem klokken fire og seks om morgenen. Så hviler jeg mig igen en stund, og det er blevet en vane. Jeg vågner uden problemer om morgenen.
Og netop da jeg havde ligget vågen en stund omkring klokken fire den 12. december og var klar til at stå op, fik jeg øje på en stor, hvid skikkelse. Da jeg så den komme imod mig, blev jeg forfærdet og skælvede i hele min krop. Jeg var nemlig fuldstændig vågen. Men så hørte jeg ham sige:
— Frygt ikke! Du er højt benådet midt i din åndelige fattigdom. Og jeg vil vise dig, hvad der skal ske med Nordens folk i den sidste tid under denne nådes husholdning.
Så fik jeg se og høre følgende: Først så jeg, at fremmede hære kom og angreb Umeå. Og hele Umeå blev jævnet med jorden. Hvor de kom fra, kan jeg ikke sige.
Derefter så jeg fremmede hære angribe Östersund. Det var et luftangreb, som jævnede stort set hele Östersund med jorden. Det så ud, som om fjenden især ville tage Östersund for at oprette et hovedkvarter dér. Men den svenske hær holdt stillingen, så fjenden ikke kunne indtage byen, selvom den blev meget hårdt beskadiget.
Så så jeg et angreb fra havet, hvor Härnösand blev angrebet. Men fra en ø, som hedder Hemsö – hvor det svenske kystartilleri havde samlet ganske store militære styrker – beskød man de fjendtlige styrker, der nærmede sig. De holdt også stillingen dér, med hjælp fra det svenske flyvevåben.
Men mellem Örnsköldsvik og Härnösand så jeg masser af soldater blive kastet ud fra fly, som faldt ned med faldskærme i store mængder – i hundredvis, ja, det så næsten ud, som om det var tusindvis. De landede på et sted mellem Örnsköldsvik og Härnösand, og jeg hørte en stemme råbe:
— Det sted hedder Veda.
Derfra angreb de svenskerne i Härnösand og besatte hele byen. Det blev en overraskelse, et bagholdsangreb, som svenskerne ikke havde forudset, mens de var optaget af at forsvare sig mod angreb fra havet.
Så fik jeg se et angreb, som skete samtidig med angrebet mod Umeå. Det var et angreb mod Göteborg, og det var så frygteligt, at på bare nogle få sekunder – naturligvis kun i synet; det er klart, at det tager længere tid i virkeligheden – lå hele Göteborg jævnet med jorden.
Den svenske hær kunne ikke holde stand i de ydre bevogtninger i skærgården, men måtte give op. De fremmede soldater overtog de svenske befæstninger, opstillede deres egne våben dér og brugte dem til at beskyde Göteborg. De svenske landstyrker og kystartilleriet trak sig tilbage helt til Kungälv. Der gravede de sig ned og fik forstærkninger fra et andet sted, og herfra holdt de fjenden tilbage.
Dernæst så jeg, at der samtidig med dette også blev iværksat et angreb mod Malmö. Men Malmö blev indtaget, og det så ud, som om ikke ét eneste hus var faldet. Byen blev også udråbt som en fristad, og alle indbyggere, der blev i byen, skulle behandles loyalt.
Men samtidig med, at det skete, så jeg en stor, bred række af små både – formodentlig invasionsbåde – komme i fem rækker efter hinanden over en strækning, som jeg ikke præcist kan bedømme. Invasionen af de fremmede tropper fandt sted mellem Trelleborg og Ystad.
Samtidig med at de fjendtlige tropper gik i land mellem Trelleborg og Ystad, holdt de fjendtlige styrker den svenske hær bundet gennem et angreb mod Falsterbo, som fuldstændig forsvandt.
Derefter forsvandt tropperne. Jeg ved ikke, hvilke veje de tog, men de viste sig igen, og da havde den svenske hær måttet trække sig tilbage til Hässleholm. Men dér gjorde svenskerne voldsom modstand, og nogle af de fjendtlige styrker faldt.
Jeg så også to store mænd, som jeg forstod var generaler eller noget i den retning – de bar sådanne uniformer. Det var altså udenlandske generaler, og den ene sagde på meget dårlig svensk: — Hvis jeg havde vidst, at svenskerne ville bide så voldsomt fra sig, ville jeg have gennemført invasionen på en anden måde.
De havde formentlig lidt store tab. Fjenden kom ikke længere i den retning.
Dernæst så jeg, samtidig med disse angreb, et angreb mod Stockholm. Det var en fremmed flåde, der angreb. Den forsøgte at trænge ind gennem Vaxholm, men dér mødte den voldsom modstand fra den svenske flåde og det svenske kystartilleri, som beskød fjenden fra land – formentlig fra Oscar Fredriksborg. En del af denne flåde blev skudt ned, og jeg hørte en stemme råbe:
— Det skete i Oxdjupet.
De skibe, der trak sig tilbage, blev også skudt ned, og der var ikke ét eneste fjendtligt fartøj tilbage. Som et tegn på, hvor selve kampene fandt sted, fik jeg se et lille fyrtårn, som jeg ikke selv kendte til, men på det stod der skrevet: Brødstykket. Lige ved dette fyrtårn skete det store nederlag for fjenden.
Dette lille fyrtårn er formentlig et uanseligt et. Man hører aldrig om det, og kun få mennesker kender nok til dets eksistens. Jeg havde ingen anelse om, at det fandtes, men forleden gik pastor Alvar Blomgren i Örebro og jeg selv op på Örebro bibliotek for at finde ud af, om dette fyr eksisterede. Vi fandt nogle bøger, og da vi havde fortalt, hvad vi ville finde frem til, fandt vi en atlas. Så snart vi åbnede den, fik broder Blomgren straks øje på Brødstykket. Vi fik også nærmere se, hvor fyret var beliggende.
Og dette, sagde Herrens røst til mig, skulle være et bevis på, at det, jeg havde set, virkelig ville ske.
Det mest frygtelige af alt var, at mange hundrede flyvemaskiner fra den fremmede hær satte et luftangreb ind samtidig med angrebet fra havet, og derfor led Stockholms by store tab som følge af beskydningen ovenfra. Byen blev ikke indtaget af fjendens tropper, men den blev kolossalt ødelagt, og en stor del af civilbefolkningen, som havde nægtet at evakuere eller ikke nåede det, omkom fuldstændigt under ruinerne.
Jeg så også et angreb fra havet mod Västervik, og det kom så overraskende, at de fremmede tropper gik i land dér – men ikke før Västervik nærmest var jævnet med jorden. Der blev også kastet landtropper ind, som marcherede ind i landet. Jeg så dem ikke igen, før jeg atter så dem nær Söderköping. Og da hørte jeg en stemme råbe:
— Marchér mod Norrköping!
Da hærene, som var gået i land i Västervik, forsvandt – og mens de opholdt sig dér, inden jeg så dem igen i Söderköping – fik jeg et syn af, hvordan civilbefolkningen havde det i forskellige byer i vort land. Jeg så, hvordan fjendens soldater gik ind i husene og trak vores kvinder ud, mens kvinderne skreg hysterisk og råbte om hjælp. Jeg så også, at der i gadehjørnerne stod folk samlet – også ældre svenske mænd – men de kunne ikke gøre noget, selvom de så kvinderne blive slæbt bort under råb om hjælp. Soldaterne lo ad dem og sagde på gebrokkent svensk: — Ingen hjælper jer. Ikke engang Gud i himlen.
Så fik jeg se Sundsvall og dens indbyggere blive frygteligt behandlet af fjendens tropper. Det var et angreb fra havet, og samtidig som svenskerne var optaget af at forsvare sig mod det, blev der kastet tropper ned fra luften. De landtropper, som tidligere var blevet kastet ned mellem Örnsköldsvik og Härnösand, var marcherede gennem Härnösand, og de resterende sluttede sig som forstærkning til fjendens styrker i Sundsvall.
Der var altså fem steder i mit syn, der blev ramt af et samlet angreb på én og samme tid: Umeå, Göteborg, Malmö, Stockholm og Västervik.
Derefter så jeg Nyköpings by blive oversvømmet af fremmede tropper, som marcherede i tre retninger, og den ene af dem gik mod Katrineholm.
Så fik jeg se luftangrebene. Den hvide skikkelse trak sig tilbage og stillede sig bag mig, og jeg fik lov at se angrebene, som de vil blive i virkeligheden. Og jeg hørte stemmen råbe:
– Kumla!
Og så blev Kumla jævnet med jorden med et frygteligt drøn. Der kom masser af flyvemaskiner. Der var kun tre huse tilbage i Kumla, i retning mod Stenehäll. Da var også Kvarntorp allerede blevet udslettet – og hele strækningen mellem Kvarntorp og Kumla. Hallsberg så jeg på en utydelig måde, men det så ud til, at også Hallsberg var blevet meget hårdt ramt.
Så hørte jeg stemmen råbe:
– Örebro.
Da så jeg Örebro by som én stor ruinhob – grusbunke på grusbunke, stendynger overalt. Mere end halvdelen af byen gik under, men det så ud som om en del af byen mod Lindesberg- og Arboga-området blev skånet.
Så hørte jeg stemmen råbe igen:
– Fagersta.
Og det samme tordnende drøn lød dér. Det var et frygteligt angreb fra luften, og jeg så hele Fagersta jævnet med jorden. Ikke engang Västanfors station – nu kaldet Fagersta central – stod tilbage. Og broen over Västanforsån så jeg de fjendtlige tropper forsøge at reparere.
Så hørte jeg stemmen igen:
– Avesta. Og Avesta blev jævnet med jorden.
Derefter lød den samme stemme igen:
– Sandviken. Og heller ikke af Sandviken blev der noget tilbage.
Gävle så jeg på en meget, meget dunkel måde. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om byen blev ødelagt, men jeg har en fornemmelse af, at jeg også dér så nogle ruiner.
Så hørte jeg igen stemmen, og nu råbte den:
– Bofors.
Det blev et voldsomt luftangreb. Men den ene fjendtlige flyvemaskine efter den anden blev skudt ned, og Bofors kom stort set uskadet gennem kampen. Hele fabriksområdet var intakt. Der var kun nogle få huse, som blev beskadiget – men det skyldtes ikke selve angrebet, men at nogle af flyene eksploderede og tog omgivelserne med sig. Karlskoga så forholdsvis uberørt ud – formentlig slap den igennem uden nogen form for skade.
Så hørte jeg igen stemmen råbe:
– Borlänge.
Borlänge blev – med alle sine forstæder – fuldstændigt jævnet med jorden.
Derefter blev alt kulsort. Der blev helt mørkt over hele landet. Og straks hørte jeg stemmen råbe:
— Mørke falder over hele verden.
Da hørte jeg et stort klageråb blandt folkeslagene. Så så jeg en lysstråle oven over alt mørket, og ud af mørket så jeg en stor skare hvidklædte skikkelser, som blev bortrykket op mod lysstrålen. Derfra hørte jeg en vidunderlig sang om Lammet, som med sit blod har købt os alle fri til Gud.
Da råbte jeg: — Men kære Jesus, hvorfor skal alt dette komme over vores folk?
Da svarede stemmen:
— Læs de fire første vers af Salme 41.
Til sangmesteren. En salme af David. Salig er den, som tager sig af den fattige; Herren vil fri ham på ulykkens dag. Herren vil bevare ham og holde ham i live; han skal prises salig i landet. Du vil ikke overgive ham til hans fjenders vilje. Herren vil understøtte ham på hans sygeleje; hele hans sygdom forvandler du, Herre.
Dette folk har været et folk fuldt af barmhjertighed. Det har hjulpet fremmede landes folk i nød, og derfor har jeg villet se til dette folk. Jeg har ødslet med min nåde, og jeg har udgydt vækkelsens ånd over dette folk. Jeg har givet det flere muligheder end noget andet folk, for jeg elsker det. Og dem, som forbarmer sig over de arme, har jeg villet hjælpe – og jeg vil fortsat gøre det.
Jeg skal frelse mange, mange tusinder i dette land, fordi de selv har forsøgt at frelse andre. Men hvordan skal jeg kunne frelse dem? Jeg kan ikke lære dem at bede. Jeg kan ikke ydmyge dem – uden gennem nød. Og nu kommer nøden over dette folk, og mange er de, som skal frelses til evigheden gennem denne nød. Frygt ikke. Vær ikke bange. Det er min kærlighed, som er med i alt dette.
Jeg tror ikke, at bruden – det Kristusbekendende folk, som har ladet sig gribe af den vækkelsens ånd, som Herren udgyder særligt i de sidste dage – vil være med her. Måske i den første fase, men ikke når det frygtelige sker. Da kommer Jesus, vor Brudgom, for at hente den genløste skare, og alle de, som er rede, bliver bortrykket for at gå ind og skjule sig i kamrene ovenover lysstrålen.
Men der er mange bekendere, som vil blive tilbage i den mørke nat, fordi de ikke lod sig gribe i den sidste besøgelsestid, som Herren gav os gennem vækkelsens ånd. Og mange tusinder af dem – og mange tusinder af andre, som har kendt vejen men ikke haft mod til at gå den – de vil da, efter min opfattelse, komme til omvendelse.
Men det, jeg tidligere har beskrevet her, giver et billede af den store trængsel. Og i den trængsel vil de, som ønsker at nå herligheden, måtte give deres liv for Kristi skyld. Men en dag skal også disse, de antikristelige tiders martyrkristne, opstå.
Jeg så disse mennesker, klædt i hvidt, i store skarer, blive rykket op fra mørket mod lysstrålen, mens jeg hørte sangen: Du er værdig til at åbne bogrullen, for du har købt os til Gud med dit blod.
Og jeg hørte stemmen råbe:
— Tusindårsriget kommer; du får ikke lov at skue ind i det endnu.
Så forsvandt alt, og jeg fik en indre oplevelse af, at det tusindårige rige trådte ind – et rige, som vi måske ikke får lov at se ind i, før vi selv kommer til den tid.
Du spørger måske: — Så du ikke mere?
Jo, min ven, jeg så alt dette i fire timer, og jeg så meget, som min samvittighed forbyder mig at tale om. Jeg havde nemlig mange andre syner. Jeg troede, at jeg selv ville komme ud af denne åbenbaring gråhåret, men en slør blev trukket over det, og i hvert fald er jeg indtil videre forhindret i at nævne mere om det.
Men nu, venner, hviler nåden over os alle, og nådens dør står stadig åben. Vi har nu alle muligheder for at gøre os rede til den første bortrykkelse. Og du, som endnu ikke er frelst – jeg vil advare dig særligt.
Nogle siger måske, at vi har nedskrevet dette for at skræmme folk. Men det stemmer ikke med sandheden. For i så fald kunne vi jo også risikere, at vore egne menighedsmedlemmer blev bange. Nej, min ven – dette er et budskab fra himlens Gud. Det er ganske vist et rystende budskab, men det er en appel, hvori det lyder: — Lad jer forlige med Gud!
Stå op! Ryst fordomme og forudfattede meninger af dig og træd frem for at søge nåde, mens nådens dør endnu står åben. Natten kommer, da ingen menighed længere kan virke på jorden.
Nogle kirker og kapeller vil måske stadig stå tilbage – det er ikke sikkert, at alt forsvinder – og man vil søge dem her og dér i vort land. Men, min ven, man vil gå skuffet derfra.
For den skare, som var brændende og nidkær for Guds værk og sjælenes frelse, vil ikke være til stede ved de møder. De har gemt sig i kamrene deroppe, og når den store trængsel går frem med sine frygtelige rædsler, da er brudeforsamlingen samlet i Lammets bryllupssal over skyerne.
I dag, hvis du hører Herrens røst, så forhærd ikke dit hjerte. For hvis du fortsætter med at stå imod Guds kaldende røst, så husk: da vil du blive tilbage i mørket. Og den antikristelige forfølgelse vil blive så frygtelig, at det vil kræve stort mod at begynde vandringen med Gud dér.
Men i dag er Golgata-kilden åben – den kilde, som sprang frem, da Jesus, vor Frelser, råbte på korset: Det er fuldbragt!
Den strømmer stadig frem i dag. Der findes mulighed for renselse – også for dig. Salig er du, om du vågner.
Amen.
Og netop da jeg havde ligget vågen en stund omkring klokken fire den 12. december og var klar til at stå op, fik jeg øje på en stor, hvid skikkelse. Da jeg så den komme imod mig, blev jeg forfærdet og skælvede i hele min krop. Jeg var nemlig fuldstændig vågen. Men så hørte jeg ham sige:
— Frygt ikke! Du er højt benådet midt i din åndelige fattigdom. Og jeg vil vise dig, hvad der skal ske med Nordens folk i den sidste tid under denne nådes husholdning.
Så fik jeg se og høre følgende: Først så jeg, at fremmede hære kom og angreb Umeå. Og hele Umeå blev jævnet med jorden. Hvor de kom fra, kan jeg ikke sige.
Derefter så jeg fremmede hære angribe Östersund. Det var et luftangreb, som jævnede stort set hele Östersund med jorden. Det så ud, som om fjenden især ville tage Östersund for at oprette et hovedkvarter dér. Men den svenske hær holdt stillingen, så fjenden ikke kunne indtage byen, selvom den blev meget hårdt beskadiget.
Så så jeg et angreb fra havet, hvor Härnösand blev angrebet. Men fra en ø, som hedder Hemsö – hvor det svenske kystartilleri havde samlet ganske store militære styrker – beskød man de fjendtlige styrker, der nærmede sig. De holdt også stillingen dér, med hjælp fra det svenske flyvevåben.
Men mellem Örnsköldsvik og Härnösand så jeg masser af soldater blive kastet ud fra fly, som faldt ned med faldskærme i store mængder – i hundredvis, ja, det så næsten ud, som om det var tusindvis. De landede på et sted mellem Örnsköldsvik og Härnösand, og jeg hørte en stemme råbe:
— Det sted hedder Veda.
Derfra angreb de svenskerne i Härnösand og besatte hele byen. Det blev en overraskelse, et bagholdsangreb, som svenskerne ikke havde forudset, mens de var optaget af at forsvare sig mod angreb fra havet.
Så fik jeg se et angreb, som skete samtidig med angrebet mod Umeå. Det var et angreb mod Göteborg, og det var så frygteligt, at på bare nogle få sekunder – naturligvis kun i synet; det er klart, at det tager længere tid i virkeligheden – lå hele Göteborg jævnet med jorden.
Den svenske hær kunne ikke holde stand i de ydre bevogtninger i skærgården, men måtte give op. De fremmede soldater overtog de svenske befæstninger, opstillede deres egne våben dér og brugte dem til at beskyde Göteborg. De svenske landstyrker og kystartilleriet trak sig tilbage helt til Kungälv. Der gravede de sig ned og fik forstærkninger fra et andet sted, og herfra holdt de fjenden tilbage.
Dernæst så jeg, at der samtidig med dette også blev iværksat et angreb mod Malmö. Men Malmö blev indtaget, og det så ud, som om ikke ét eneste hus var faldet. Byen blev også udråbt som en fristad, og alle indbyggere, der blev i byen, skulle behandles loyalt.
Men samtidig med, at det skete, så jeg en stor, bred række af små både – formodentlig invasionsbåde – komme i fem rækker efter hinanden over en strækning, som jeg ikke præcist kan bedømme. Invasionen af de fremmede tropper fandt sted mellem Trelleborg og Ystad.
Samtidig med at de fjendtlige tropper gik i land mellem Trelleborg og Ystad, holdt de fjendtlige styrker den svenske hær bundet gennem et angreb mod Falsterbo, som fuldstændig forsvandt.
Derefter forsvandt tropperne. Jeg ved ikke, hvilke veje de tog, men de viste sig igen, og da havde den svenske hær måttet trække sig tilbage til Hässleholm. Men dér gjorde svenskerne voldsom modstand, og nogle af de fjendtlige styrker faldt.
Jeg så også to store mænd, som jeg forstod var generaler eller noget i den retning – de bar sådanne uniformer. Det var altså udenlandske generaler, og den ene sagde på meget dårlig svensk: — Hvis jeg havde vidst, at svenskerne ville bide så voldsomt fra sig, ville jeg have gennemført invasionen på en anden måde.
De havde formentlig lidt store tab. Fjenden kom ikke længere i den retning.
Dernæst så jeg, samtidig med disse angreb, et angreb mod Stockholm. Det var en fremmed flåde, der angreb. Den forsøgte at trænge ind gennem Vaxholm, men dér mødte den voldsom modstand fra den svenske flåde og det svenske kystartilleri, som beskød fjenden fra land – formentlig fra Oscar Fredriksborg. En del af denne flåde blev skudt ned, og jeg hørte en stemme råbe:
— Det skete i Oxdjupet.
De skibe, der trak sig tilbage, blev også skudt ned, og der var ikke ét eneste fjendtligt fartøj tilbage. Som et tegn på, hvor selve kampene fandt sted, fik jeg se et lille fyrtårn, som jeg ikke selv kendte til, men på det stod der skrevet: Brødstykket. Lige ved dette fyrtårn skete det store nederlag for fjenden.
Dette lille fyrtårn er formentlig et uanseligt et. Man hører aldrig om det, og kun få mennesker kender nok til dets eksistens. Jeg havde ingen anelse om, at det fandtes, men forleden gik pastor Alvar Blomgren i Örebro og jeg selv op på Örebro bibliotek for at finde ud af, om dette fyr eksisterede. Vi fandt nogle bøger, og da vi havde fortalt, hvad vi ville finde frem til, fandt vi en atlas. Så snart vi åbnede den, fik broder Blomgren straks øje på Brødstykket. Vi fik også nærmere se, hvor fyret var beliggende.
Og dette, sagde Herrens røst til mig, skulle være et bevis på, at det, jeg havde set, virkelig ville ske.
Det mest frygtelige af alt var, at mange hundrede flyvemaskiner fra den fremmede hær satte et luftangreb ind samtidig med angrebet fra havet, og derfor led Stockholms by store tab som følge af beskydningen ovenfra. Byen blev ikke indtaget af fjendens tropper, men den blev kolossalt ødelagt, og en stor del af civilbefolkningen, som havde nægtet at evakuere eller ikke nåede det, omkom fuldstændigt under ruinerne.
Jeg så også et angreb fra havet mod Västervik, og det kom så overraskende, at de fremmede tropper gik i land dér – men ikke før Västervik nærmest var jævnet med jorden. Der blev også kastet landtropper ind, som marcherede ind i landet. Jeg så dem ikke igen, før jeg atter så dem nær Söderköping. Og da hørte jeg en stemme råbe:
— Marchér mod Norrköping!
Da hærene, som var gået i land i Västervik, forsvandt – og mens de opholdt sig dér, inden jeg så dem igen i Söderköping – fik jeg et syn af, hvordan civilbefolkningen havde det i forskellige byer i vort land. Jeg så, hvordan fjendens soldater gik ind i husene og trak vores kvinder ud, mens kvinderne skreg hysterisk og råbte om hjælp. Jeg så også, at der i gadehjørnerne stod folk samlet – også ældre svenske mænd – men de kunne ikke gøre noget, selvom de så kvinderne blive slæbt bort under råb om hjælp. Soldaterne lo ad dem og sagde på gebrokkent svensk: — Ingen hjælper jer. Ikke engang Gud i himlen.
Så fik jeg se Sundsvall og dens indbyggere blive frygteligt behandlet af fjendens tropper. Det var et angreb fra havet, og samtidig som svenskerne var optaget af at forsvare sig mod det, blev der kastet tropper ned fra luften. De landtropper, som tidligere var blevet kastet ned mellem Örnsköldsvik og Härnösand, var marcherede gennem Härnösand, og de resterende sluttede sig som forstærkning til fjendens styrker i Sundsvall.
Der var altså fem steder i mit syn, der blev ramt af et samlet angreb på én og samme tid: Umeå, Göteborg, Malmö, Stockholm og Västervik.
Derefter så jeg Nyköpings by blive oversvømmet af fremmede tropper, som marcherede i tre retninger, og den ene af dem gik mod Katrineholm.
Så fik jeg se luftangrebene. Den hvide skikkelse trak sig tilbage og stillede sig bag mig, og jeg fik lov at se angrebene, som de vil blive i virkeligheden. Og jeg hørte stemmen råbe:
– Kumla!
Og så blev Kumla jævnet med jorden med et frygteligt drøn. Der kom masser af flyvemaskiner. Der var kun tre huse tilbage i Kumla, i retning mod Stenehäll. Da var også Kvarntorp allerede blevet udslettet – og hele strækningen mellem Kvarntorp og Kumla. Hallsberg så jeg på en utydelig måde, men det så ud til, at også Hallsberg var blevet meget hårdt ramt.
Så hørte jeg stemmen råbe:
– Örebro.
Da så jeg Örebro by som én stor ruinhob – grusbunke på grusbunke, stendynger overalt. Mere end halvdelen af byen gik under, men det så ud som om en del af byen mod Lindesberg- og Arboga-området blev skånet.
Så hørte jeg stemmen råbe igen:
– Fagersta.
Og det samme tordnende drøn lød dér. Det var et frygteligt angreb fra luften, og jeg så hele Fagersta jævnet med jorden. Ikke engang Västanfors station – nu kaldet Fagersta central – stod tilbage. Og broen over Västanforsån så jeg de fjendtlige tropper forsøge at reparere.
Så hørte jeg stemmen igen:
– Avesta. Og Avesta blev jævnet med jorden.
Derefter lød den samme stemme igen:
– Sandviken. Og heller ikke af Sandviken blev der noget tilbage.
Gävle så jeg på en meget, meget dunkel måde. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om byen blev ødelagt, men jeg har en fornemmelse af, at jeg også dér så nogle ruiner.
Så hørte jeg igen stemmen, og nu råbte den:
– Bofors.
Det blev et voldsomt luftangreb. Men den ene fjendtlige flyvemaskine efter den anden blev skudt ned, og Bofors kom stort set uskadet gennem kampen. Hele fabriksområdet var intakt. Der var kun nogle få huse, som blev beskadiget – men det skyldtes ikke selve angrebet, men at nogle af flyene eksploderede og tog omgivelserne med sig. Karlskoga så forholdsvis uberørt ud – formentlig slap den igennem uden nogen form for skade.
Så hørte jeg igen stemmen råbe:
– Borlänge.
Borlänge blev – med alle sine forstæder – fuldstændigt jævnet med jorden.
Derefter blev alt kulsort. Der blev helt mørkt over hele landet. Og straks hørte jeg stemmen råbe:
— Mørke falder over hele verden.
Da hørte jeg et stort klageråb blandt folkeslagene. Så så jeg en lysstråle oven over alt mørket, og ud af mørket så jeg en stor skare hvidklædte skikkelser, som blev bortrykket op mod lysstrålen. Derfra hørte jeg en vidunderlig sang om Lammet, som med sit blod har købt os alle fri til Gud.
Da råbte jeg: — Men kære Jesus, hvorfor skal alt dette komme over vores folk?
Da svarede stemmen:
— Læs de fire første vers af Salme 41.
Til sangmesteren. En salme af David. Salig er den, som tager sig af den fattige; Herren vil fri ham på ulykkens dag. Herren vil bevare ham og holde ham i live; han skal prises salig i landet. Du vil ikke overgive ham til hans fjenders vilje. Herren vil understøtte ham på hans sygeleje; hele hans sygdom forvandler du, Herre.
Dette folk har været et folk fuldt af barmhjertighed. Det har hjulpet fremmede landes folk i nød, og derfor har jeg villet se til dette folk. Jeg har ødslet med min nåde, og jeg har udgydt vækkelsens ånd over dette folk. Jeg har givet det flere muligheder end noget andet folk, for jeg elsker det. Og dem, som forbarmer sig over de arme, har jeg villet hjælpe – og jeg vil fortsat gøre det.
Jeg skal frelse mange, mange tusinder i dette land, fordi de selv har forsøgt at frelse andre. Men hvordan skal jeg kunne frelse dem? Jeg kan ikke lære dem at bede. Jeg kan ikke ydmyge dem – uden gennem nød. Og nu kommer nøden over dette folk, og mange er de, som skal frelses til evigheden gennem denne nød. Frygt ikke. Vær ikke bange. Det er min kærlighed, som er med i alt dette.
Jeg tror ikke, at bruden – det Kristusbekendende folk, som har ladet sig gribe af den vækkelsens ånd, som Herren udgyder særligt i de sidste dage – vil være med her. Måske i den første fase, men ikke når det frygtelige sker. Da kommer Jesus, vor Brudgom, for at hente den genløste skare, og alle de, som er rede, bliver bortrykket for at gå ind og skjule sig i kamrene ovenover lysstrålen.
Men der er mange bekendere, som vil blive tilbage i den mørke nat, fordi de ikke lod sig gribe i den sidste besøgelsestid, som Herren gav os gennem vækkelsens ånd. Og mange tusinder af dem – og mange tusinder af andre, som har kendt vejen men ikke haft mod til at gå den – de vil da, efter min opfattelse, komme til omvendelse.
Men det, jeg tidligere har beskrevet her, giver et billede af den store trængsel. Og i den trængsel vil de, som ønsker at nå herligheden, måtte give deres liv for Kristi skyld. Men en dag skal også disse, de antikristelige tiders martyrkristne, opstå.
Jeg så disse mennesker, klædt i hvidt, i store skarer, blive rykket op fra mørket mod lysstrålen, mens jeg hørte sangen: Du er værdig til at åbne bogrullen, for du har købt os til Gud med dit blod.
Og jeg hørte stemmen råbe:
— Tusindårsriget kommer; du får ikke lov at skue ind i det endnu.
Så forsvandt alt, og jeg fik en indre oplevelse af, at det tusindårige rige trådte ind – et rige, som vi måske ikke får lov at se ind i, før vi selv kommer til den tid.
Du spørger måske: — Så du ikke mere?
Jo, min ven, jeg så alt dette i fire timer, og jeg så meget, som min samvittighed forbyder mig at tale om. Jeg havde nemlig mange andre syner. Jeg troede, at jeg selv ville komme ud af denne åbenbaring gråhåret, men en slør blev trukket over det, og i hvert fald er jeg indtil videre forhindret i at nævne mere om det.
Men nu, venner, hviler nåden over os alle, og nådens dør står stadig åben. Vi har nu alle muligheder for at gøre os rede til den første bortrykkelse. Og du, som endnu ikke er frelst – jeg vil advare dig særligt.
Nogle siger måske, at vi har nedskrevet dette for at skræmme folk. Men det stemmer ikke med sandheden. For i så fald kunne vi jo også risikere, at vore egne menighedsmedlemmer blev bange. Nej, min ven – dette er et budskab fra himlens Gud. Det er ganske vist et rystende budskab, men det er en appel, hvori det lyder: — Lad jer forlige med Gud!
Stå op! Ryst fordomme og forudfattede meninger af dig og træd frem for at søge nåde, mens nådens dør endnu står åben. Natten kommer, da ingen menighed længere kan virke på jorden.
Nogle kirker og kapeller vil måske stadig stå tilbage – det er ikke sikkert, at alt forsvinder – og man vil søge dem her og dér i vort land. Men, min ven, man vil gå skuffet derfra.
For den skare, som var brændende og nidkær for Guds værk og sjælenes frelse, vil ikke være til stede ved de møder. De har gemt sig i kamrene deroppe, og når den store trængsel går frem med sine frygtelige rædsler, da er brudeforsamlingen samlet i Lammets bryllupssal over skyerne.
I dag, hvis du hører Herrens røst, så forhærd ikke dit hjerte. For hvis du fortsætter med at stå imod Guds kaldende røst, så husk: da vil du blive tilbage i mørket. Og den antikristelige forfølgelse vil blive så frygtelig, at det vil kræve stort mod at begynde vandringen med Gud dér.
Men i dag er Golgata-kilden åben – den kilde, som sprang frem, da Jesus, vor Frelser, råbte på korset: Det er fuldbragt!
Den strømmer stadig frem i dag. Der findes mulighed for renselse – også for dig. Salig er du, om du vågner.
Amen.
Claessons første kendte profetiske oplevelse, fandt sted i 1935, under en årlig konference kaldet Kölingaredsveckan. Her modtog han en åbenbaring om, at en verdenskrig ville bryde ud, men at Sverige ville blive skånet, fordi landet havde været en tilflugt for flygtninge. Denne profeti blev senere forbundet med Anden Verdenskrig, som Sverige undgik direkte involvering i.
Den 12. december 1950, modtog Claesson en fire timer lang vision, som han beskrev i sin bog ”Dom över Sverige” (1951). I denne vision så han en fremtidig invasion af Sverige af en ikke-navngivet fjendtlig magt. Flere svenske byer, herunder Umeå, Göteborg og Stockholm, blev angrebet og ødelagt. Visionen inkluderede detaljerede beskrivelser af militære operationer og civile lidelser.
Claessons profetier blev set som advarsler og opfordringer til omvendelse og bøn. Han troede på, at gennem forbøn og åndelig fornyelse kunne nationen undgå de forudsagte katastrofer. Hans budskaber blev taget alvorligt af mange og bidrog til en vækkelse i Sverige i 1950erne og 1960erne. Hans liv og virke har efterladt et varigt indtryk i svensk kristenhed, og hans skrifter læses stadig af dem, der interesserer sig for profetier og åndelig vækkelse.
Den l5 juni (1976) gav Herren mig et syn. Jeg gik i seng lige før midnat. Jeg var meget legemlig træt. Jeg havde været i faste og bøn en tid, og var blevet træt i sjæl og legeme. Jeg følte mig meget hvileløs. I ca. 1 time vendte jeg mig fra side til side, og blev klar over, at jeg ikke kunne sove, og jeg begyndte at bede.
Jeg begyndte at tale med den gode hyrde, og jeg følte hans mægtige salvelse komme ind i værelset og pludselig begyndte Herren at give mig et syn. Det var som om et mægtigt farveTV blev tændt i værelset. Og Herren begyndte at vise mig ting, som jeg kæmpede med i mit hjerte.
Synet begyndte med et landkort. Jeg så et kort over hele Europa- fra Storbritannien - tværs over til Rusland og fra Norge ned til Mellemøsten. For en tid studerede jeg kortet, og mens jeg så på kortet, begyndte noget mærkeligt at ske. Oppe i den øverste del af Norge begyndte kortet at skifte farve, det begyndte at blive rødt, og det rødlige gik fra den nordlige del halvvejs ned i Norge. Jeg bad til Herren og sagde: Hvad er det, Herre, du er ved at vise mig? Og Herren tillod, at jeg kom nærmere til den del af kortet. Jeg har bedt meget om det og Herren viste mig, hvad der var ved at ske. Det rødlige repræsenterer to ting. For det første repræsenterer det en åndelig fornyelse blandt folkene, men det havde også en anden betydning. Det repræsenterer en invasion af en fremmed hær. Og jeg så i dette område tusinder af kommunistiske tropper, det var den russiske hær, og Herren talte til mig, at meget snart ville dette komme til at ske. Rusland ville komme til at invadere Norges nordligste del, og Rusland ville besætte dette område af Norge. Der bliver en mængde råben op om dette i Europa. Der vil blive megen tale om det. Men Gud har vist mig, at resten af Europa ikke vil gøre noget ved denne situation. Rusland vil bare overtage her, ligesom de har overtaget Tjekkoslovakiet.
Så blev synet ændret. Nu blev jeg i Ånden ført ind midt i Europa, og jeg så på en imponerende mur. Mens jeg stod og så på denne mur, følte jeg, at jeg begyndte at ryste. Derefter så jeg muren begyndte at vakle, så begyndte den at falde, og jeg troede, den ville falde på mig, men jeg blev ført tilbage i. Ånden. Jeg så denne mur falde sammen, og Herren åbenbarede for mig, at muren repræsenterede grænsen mellem Øst og Vesttyskland. Og jeg så denne mur falde, og flere hundredetusinder soldater løb gennem muren med geværer i hænderne samt tanks og andet armeret maskineri. Og Herren viste mig meget klart, at kommunisterne ville bryde igennem ind i Tyskland og hele Tyskland blive besat af kommunisterne. Så hørte jeg geværskud og raketaffyringer, og nogle af de ting jeg så og hørte var frygtelige.
Og Herren viste mig, at der ville udbryde en krig i Europa, og at Tyskland ville være besat af russerne i en periode. Jeg så også, - og denne gang kom der en kommunistisk infiltration i de andre lande, - at der kom en forfølgelse af Guds folk, ikke blot fysisk forfølgelse, men på fjernsynet blev Guds mænd latterliggjort, løgne blev fortalt om Guds folk, og på dette tidspunkt ville krig bryde ud i Europa.
Herren viste mig også i dette syn, at der ville komme en fødevare-knaphed til Europa og mangel på vand. Der vil for mange af de tings vedkommende, vi har så rigeligt af nu, komme en tid, hvor vi ikke vil have dem så rigeligt.
Herren viste mig også, at når denne krig bryder ud i Europa, vil det blive bekendtgjort i Bryssel, at EEC (Fællesmarkedet) ikke længere kan fungere, og det vil blive opløst.
Jeg så også britiske tropper, som nu er i Irland, blive trukket ud af Irland og blive sat ind i Europa, og Herren talte til mig, at Irland ville blive kommunistisk domineret. På samme tid så jeg Skotland rive sig løs fra England og blive uafhængigt. Den krig, som vil blive i Europa, vil ikke blive en lang krig, men alle landene bliver involveret, men kun Tyskland og Nordnorge vil blive egentlig besat.
Jeg ved hvad jeg så, jeg ved, hvad Gud har vist mig. Men du må søge Gud for Åndens vidnesbyrd i dit eget liv, og hvis Helligånden vidner for dig i aften, at dette er sandt, så godtag det som fra Herren. Få dit liv i orden, bliv rede til at disse ting skal begynde at ske og bliv så rede til Herren Jesu genkomst.
Denne krig i Europa vil ikke blive en lang krig, for jeg så noget andet begynde at ske i synet. Jeg så en anden hær komme ud af Rusland mod syd. Det var en mægtig hær, og mange soldater var udstyret med heste. Der var også tanks og andre køretøjer, og jeg så denne og andre hære bevæge sig ned til Israels bjerge. Gud viste mig, at Rusland et kort stykke tid ville sende en hær til Israel, og da det så ud som om denne hær ville invadere Israel, så jeg himlene åbne sig og en uhyre stor hånd komme ned fra himlen og falde på den mægtige russiske hær, og med et mægtigt slag ødelægge Guds hånd denne hær.
Gud har vist mig sin store kærlighed til sit folk i Israel. Gud vil forsvare sit folk, Gud vil kæmpe for Israel, og når Rusland går til Israel for at ødelægge og plyndre, vil den almægtige Gud udrække sin hånd og endnu en gang kæmpe for sit folk, og den mægtige russiske hær vil blive afvæbnet ved Guds kraft!
Da dette skete, så jeg de store russiske tropper, som var i Europa, hurtigt blive trukket ud af Europa, og jeg sagde: Herre, hvorfor dette? Og Herren åbnede mine øjne, så jeg kunne se en anden del af synet, og jeg så den kinesiske hær bryde igennem Ruslands grænser og gå dybt ind i Rusland - plyndre, dræbe og ødelægge. Og den russiske hær, som var i Europa, blev trukket tilbage for at nedkæmpe kineserne. Og så begyndte noget at ske i Europa. Knapheden på fødevarer blev værre, og behovet for vand blev mere intens. Mægtige problemer kom til hele det indre Europa, og jeg bad i min ånd: Herre, hvorfor tillader du, at dette sker? - Gud sagde til mig: Dette er min hånd til dom, og jeg er i færd med at bruge disse ting til at bringe disse folkene tilbage til Gud, bringe disse nationer tilbage på deres knæ igen.
Disse ting vil blive gjort af den almægtige Gud. Og jeg så noget begynde at ske ned gennem hele Europa. Jeg så mænd og kvinder falde på deres knæ - på gaderne, i hjemmene, overalt råbte mennesker til Gud om hjælp, råbte til Gud om barmhjertighed. Gud vil gøre dette, Gud vil bringe vore nationer tilbage på deres knæ. Og da folket begyndte at råbe til Herren, så jeg Gud begyndte at besvare dette råb, og mit hjerte begyndte at skælve og min ånd begyndte at synge af glæde. Jeg så flammer falde fra himlen, falde ned over hele Europa og alle vore nationer. Gud begyndte at besvare folkenes råb, og Herren talte til mit hjerte, og dette er, hvad han sagde til mig: Der kommer en vækkelse til Europas nationer, som du ikke kan forstille dig. Men det vil ikke blive ved menneskelig kraft, det vil ikke være menneskers værk, det vil være Helligåndens mægtige værk.
Dette er højdepunktet af synet. Men Gud sagde til mig: Dette er grunden til, at jeg vil, du nu skal gå ud og forkynde mit ord og fortælle mit folk overalt, at de skal opløfte deres røst, forkynde Guds ord, vidne om Jesus overalt, uddele traktater, lægge bøger folks hænder, og selv om du ikke ser resultater nu, så vil du dog se resultaterne af det, du sår.
Halleluja! Og dette er vigtigt min ven: du kan sommetider føle dig mismodig, når du vidner for mennesker, og ingen synes at lægge mærke til det, når du deler traktater ud, og ingen synes at blive frelst. Men jeg vil fortælle dig, hvad du gør: du sår sæden i folks hjerter, og der er en tid til at så, og der vil blive en tid til at høste.
Og Dette er, hvad jeg så skulle ske: jeg så folk, som gik på gaderne, pludselig blive overbevist om synd, og jeg så dem løbe ind i deres hjem og trække skuffer ud, søge efter en traktat, der var givet dem. Jeg så dem falde på knæ, åbne traktaten og læse den igennem og give deres hjerte til Jesus.
Min ven; vedbliv at så sæden hvor end du færdes, vidn om Jesus, fortæl om hans kærlighed og kraft, og der vil komme en dag, hvor det, du fortæller nu, vil blive brugt af Guds Helligånd til at bringe mænd og kvinder ind i hans kongerige.
Jeg så ild på vort land. Den repræsenterede Guds velsignelse som svar på sit foks bøn. Og Herren viste mig noget, som chokerede mig i min ånd, Jeg troede, denne vækkelse ville vare i lang tid, men Gud viste mig, at det ville blive et meget hastigt værk. Det ville ikke fortsætte i årevis, i virkeligheden ville det ikke vare i et helt år, kun kort tid. Herren viste mig nøjagtigt, hvor længe det ville vare ved, men jeg føler mig ikke fri i Ånden i aften til at fortælle dig det.
Men denne vækkelse, Gud vil bringe, vil blive en mægtig bevægelse af hans ånd, og den vil flyde gennem nationerne, men kun for en kort tid. Jeg ønsker, du skal huske dette! Det vil blive for en kort tid. Gud vil gøre et hurtigt værk, og han vil gøre en brat ende på det i sin retfærdighed.
For da denne vækkelse nåede toppen af velsignelse, så jeg noget andet, som næsten fik mit hjerte til at briste. Mine øjne blev løftet op mod himlen, jeg så himlene skilles, og jeg så Herren Jesus stige ned fra himlen og folket blive løftet op for at møde Herren, - tusinder blev løftet op for at møde Jesus, båret op til himlen for at være med Herren.
Der var mange, som blev ladt tilbage, men Gud viste mig dette, at i en vækkelse, som kommer, vil Gud oprette mange frafaldne, Åh, halleluja! Gud vil genoprette mange frafaldne. Jeg tror, at Gud elsker de frafaldne, gør du ikke? Gud har en mægtig kærlighed til dem, og Gud vil genoprette mange af dem.
Gud viste mig også, at i mange kirker, som nu er døde og kolde, vil folk begynde at søge Gud, og Gud vil vække sin menighed. Gud vil sende genoprettelse til sit folk. Og mange af dem vil blive taget op for at møde Herren i luften. (l. Tess.4,l7).
Dette var virkelig højdepunktet af den åbenbaring, som Gud gav mig. Der var nogle få andre ting, en af disse ting var dette; efter menighedens bortrykkelse, da, - og kun da, vil EEC (Fællesmarkedet) komme til at fungere. Det vil blive fornyet, og Gud viste mig noget, som var meget mærkeligt for mig at se. Jeg kunne aldrig have forestillet mig det, men Gud viste mig faktisk, at Israel blev en meget speciel ven af Fællesmarkedet, og ud af denne forening ville Antikrist opstå, som vil regere med jernhånd på jorden.
Lyt til dette, det er Herrens ord: Dette siger vi jer nemlig med et ord fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ikke gå forud for dem, der er sovet hen. For Herren selv skal stige ned fra himmelen, Og der skal lyde en befaling med en ærkeengels røst og med Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå, derefter skal vi, som lever og bliver tilbage bortrykkes, tillige med dem, i skyerne for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. (1. Tess.4,15-17).
Jeg begyndte at tale med den gode hyrde, og jeg følte hans mægtige salvelse komme ind i værelset og pludselig begyndte Herren at give mig et syn. Det var som om et mægtigt farveTV blev tændt i værelset. Og Herren begyndte at vise mig ting, som jeg kæmpede med i mit hjerte.
Synet begyndte med et landkort. Jeg så et kort over hele Europa- fra Storbritannien - tværs over til Rusland og fra Norge ned til Mellemøsten. For en tid studerede jeg kortet, og mens jeg så på kortet, begyndte noget mærkeligt at ske. Oppe i den øverste del af Norge begyndte kortet at skifte farve, det begyndte at blive rødt, og det rødlige gik fra den nordlige del halvvejs ned i Norge. Jeg bad til Herren og sagde: Hvad er det, Herre, du er ved at vise mig? Og Herren tillod, at jeg kom nærmere til den del af kortet. Jeg har bedt meget om det og Herren viste mig, hvad der var ved at ske. Det rødlige repræsenterer to ting. For det første repræsenterer det en åndelig fornyelse blandt folkene, men det havde også en anden betydning. Det repræsenterer en invasion af en fremmed hær. Og jeg så i dette område tusinder af kommunistiske tropper, det var den russiske hær, og Herren talte til mig, at meget snart ville dette komme til at ske. Rusland ville komme til at invadere Norges nordligste del, og Rusland ville besætte dette område af Norge. Der bliver en mængde råben op om dette i Europa. Der vil blive megen tale om det. Men Gud har vist mig, at resten af Europa ikke vil gøre noget ved denne situation. Rusland vil bare overtage her, ligesom de har overtaget Tjekkoslovakiet.
Så blev synet ændret. Nu blev jeg i Ånden ført ind midt i Europa, og jeg så på en imponerende mur. Mens jeg stod og så på denne mur, følte jeg, at jeg begyndte at ryste. Derefter så jeg muren begyndte at vakle, så begyndte den at falde, og jeg troede, den ville falde på mig, men jeg blev ført tilbage i. Ånden. Jeg så denne mur falde sammen, og Herren åbenbarede for mig, at muren repræsenterede grænsen mellem Øst og Vesttyskland. Og jeg så denne mur falde, og flere hundredetusinder soldater løb gennem muren med geværer i hænderne samt tanks og andet armeret maskineri. Og Herren viste mig meget klart, at kommunisterne ville bryde igennem ind i Tyskland og hele Tyskland blive besat af kommunisterne. Så hørte jeg geværskud og raketaffyringer, og nogle af de ting jeg så og hørte var frygtelige.
Og Herren viste mig, at der ville udbryde en krig i Europa, og at Tyskland ville være besat af russerne i en periode. Jeg så også, - og denne gang kom der en kommunistisk infiltration i de andre lande, - at der kom en forfølgelse af Guds folk, ikke blot fysisk forfølgelse, men på fjernsynet blev Guds mænd latterliggjort, løgne blev fortalt om Guds folk, og på dette tidspunkt ville krig bryde ud i Europa.
Herren viste mig også i dette syn, at der ville komme en fødevare-knaphed til Europa og mangel på vand. Der vil for mange af de tings vedkommende, vi har så rigeligt af nu, komme en tid, hvor vi ikke vil have dem så rigeligt.
Herren viste mig også, at når denne krig bryder ud i Europa, vil det blive bekendtgjort i Bryssel, at EEC (Fællesmarkedet) ikke længere kan fungere, og det vil blive opløst.
Jeg så også britiske tropper, som nu er i Irland, blive trukket ud af Irland og blive sat ind i Europa, og Herren talte til mig, at Irland ville blive kommunistisk domineret. På samme tid så jeg Skotland rive sig løs fra England og blive uafhængigt. Den krig, som vil blive i Europa, vil ikke blive en lang krig, men alle landene bliver involveret, men kun Tyskland og Nordnorge vil blive egentlig besat.
Jeg ved hvad jeg så, jeg ved, hvad Gud har vist mig. Men du må søge Gud for Åndens vidnesbyrd i dit eget liv, og hvis Helligånden vidner for dig i aften, at dette er sandt, så godtag det som fra Herren. Få dit liv i orden, bliv rede til at disse ting skal begynde at ske og bliv så rede til Herren Jesu genkomst.
Denne krig i Europa vil ikke blive en lang krig, for jeg så noget andet begynde at ske i synet. Jeg så en anden hær komme ud af Rusland mod syd. Det var en mægtig hær, og mange soldater var udstyret med heste. Der var også tanks og andre køretøjer, og jeg så denne og andre hære bevæge sig ned til Israels bjerge. Gud viste mig, at Rusland et kort stykke tid ville sende en hær til Israel, og da det så ud som om denne hær ville invadere Israel, så jeg himlene åbne sig og en uhyre stor hånd komme ned fra himlen og falde på den mægtige russiske hær, og med et mægtigt slag ødelægge Guds hånd denne hær.
Gud har vist mig sin store kærlighed til sit folk i Israel. Gud vil forsvare sit folk, Gud vil kæmpe for Israel, og når Rusland går til Israel for at ødelægge og plyndre, vil den almægtige Gud udrække sin hånd og endnu en gang kæmpe for sit folk, og den mægtige russiske hær vil blive afvæbnet ved Guds kraft!
Da dette skete, så jeg de store russiske tropper, som var i Europa, hurtigt blive trukket ud af Europa, og jeg sagde: Herre, hvorfor dette? Og Herren åbnede mine øjne, så jeg kunne se en anden del af synet, og jeg så den kinesiske hær bryde igennem Ruslands grænser og gå dybt ind i Rusland - plyndre, dræbe og ødelægge. Og den russiske hær, som var i Europa, blev trukket tilbage for at nedkæmpe kineserne. Og så begyndte noget at ske i Europa. Knapheden på fødevarer blev værre, og behovet for vand blev mere intens. Mægtige problemer kom til hele det indre Europa, og jeg bad i min ånd: Herre, hvorfor tillader du, at dette sker? - Gud sagde til mig: Dette er min hånd til dom, og jeg er i færd med at bruge disse ting til at bringe disse folkene tilbage til Gud, bringe disse nationer tilbage på deres knæ igen.
Disse ting vil blive gjort af den almægtige Gud. Og jeg så noget begynde at ske ned gennem hele Europa. Jeg så mænd og kvinder falde på deres knæ - på gaderne, i hjemmene, overalt råbte mennesker til Gud om hjælp, råbte til Gud om barmhjertighed. Gud vil gøre dette, Gud vil bringe vore nationer tilbage på deres knæ. Og da folket begyndte at råbe til Herren, så jeg Gud begyndte at besvare dette råb, og mit hjerte begyndte at skælve og min ånd begyndte at synge af glæde. Jeg så flammer falde fra himlen, falde ned over hele Europa og alle vore nationer. Gud begyndte at besvare folkenes råb, og Herren talte til mit hjerte, og dette er, hvad han sagde til mig: Der kommer en vækkelse til Europas nationer, som du ikke kan forstille dig. Men det vil ikke blive ved menneskelig kraft, det vil ikke være menneskers værk, det vil være Helligåndens mægtige værk.
Dette er højdepunktet af synet. Men Gud sagde til mig: Dette er grunden til, at jeg vil, du nu skal gå ud og forkynde mit ord og fortælle mit folk overalt, at de skal opløfte deres røst, forkynde Guds ord, vidne om Jesus overalt, uddele traktater, lægge bøger folks hænder, og selv om du ikke ser resultater nu, så vil du dog se resultaterne af det, du sår.
Halleluja! Og dette er vigtigt min ven: du kan sommetider føle dig mismodig, når du vidner for mennesker, og ingen synes at lægge mærke til det, når du deler traktater ud, og ingen synes at blive frelst. Men jeg vil fortælle dig, hvad du gør: du sår sæden i folks hjerter, og der er en tid til at så, og der vil blive en tid til at høste.
Og Dette er, hvad jeg så skulle ske: jeg så folk, som gik på gaderne, pludselig blive overbevist om synd, og jeg så dem løbe ind i deres hjem og trække skuffer ud, søge efter en traktat, der var givet dem. Jeg så dem falde på knæ, åbne traktaten og læse den igennem og give deres hjerte til Jesus.
Min ven; vedbliv at så sæden hvor end du færdes, vidn om Jesus, fortæl om hans kærlighed og kraft, og der vil komme en dag, hvor det, du fortæller nu, vil blive brugt af Guds Helligånd til at bringe mænd og kvinder ind i hans kongerige.
Jeg så ild på vort land. Den repræsenterede Guds velsignelse som svar på sit foks bøn. Og Herren viste mig noget, som chokerede mig i min ånd, Jeg troede, denne vækkelse ville vare i lang tid, men Gud viste mig, at det ville blive et meget hastigt værk. Det ville ikke fortsætte i årevis, i virkeligheden ville det ikke vare i et helt år, kun kort tid. Herren viste mig nøjagtigt, hvor længe det ville vare ved, men jeg føler mig ikke fri i Ånden i aften til at fortælle dig det.
Men denne vækkelse, Gud vil bringe, vil blive en mægtig bevægelse af hans ånd, og den vil flyde gennem nationerne, men kun for en kort tid. Jeg ønsker, du skal huske dette! Det vil blive for en kort tid. Gud vil gøre et hurtigt værk, og han vil gøre en brat ende på det i sin retfærdighed.
For da denne vækkelse nåede toppen af velsignelse, så jeg noget andet, som næsten fik mit hjerte til at briste. Mine øjne blev løftet op mod himlen, jeg så himlene skilles, og jeg så Herren Jesus stige ned fra himlen og folket blive løftet op for at møde Herren, - tusinder blev løftet op for at møde Jesus, båret op til himlen for at være med Herren.
Der var mange, som blev ladt tilbage, men Gud viste mig dette, at i en vækkelse, som kommer, vil Gud oprette mange frafaldne, Åh, halleluja! Gud vil genoprette mange frafaldne. Jeg tror, at Gud elsker de frafaldne, gør du ikke? Gud har en mægtig kærlighed til dem, og Gud vil genoprette mange af dem.
Gud viste mig også, at i mange kirker, som nu er døde og kolde, vil folk begynde at søge Gud, og Gud vil vække sin menighed. Gud vil sende genoprettelse til sit folk. Og mange af dem vil blive taget op for at møde Herren i luften. (l. Tess.4,l7).
Dette var virkelig højdepunktet af den åbenbaring, som Gud gav mig. Der var nogle få andre ting, en af disse ting var dette; efter menighedens bortrykkelse, da, - og kun da, vil EEC (Fællesmarkedet) komme til at fungere. Det vil blive fornyet, og Gud viste mig noget, som var meget mærkeligt for mig at se. Jeg kunne aldrig have forestillet mig det, men Gud viste mig faktisk, at Israel blev en meget speciel ven af Fællesmarkedet, og ud af denne forening ville Antikrist opstå, som vil regere med jernhånd på jorden.
Lyt til dette, det er Herrens ord: Dette siger vi jer nemlig med et ord fra Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ikke gå forud for dem, der er sovet hen. For Herren selv skal stige ned fra himmelen, Og der skal lyde en befaling med en ærkeengels røst og med Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå, derefter skal vi, som lever og bliver tilbage bortrykkes, tillige med dem, i skyerne for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. (1. Tess.4,15-17).
Før etableringen af Victory Gospel Church, var Ron aktiv i missionsarbejde i Danmark i 1970erne. Selvom detaljer om denne periode er begrænsede, er det kendt, at han og Margaret tilbragte tid i Danmark, hvor de engagerede sig i kristent arbejde – jeg ved det, fordi jeg deltog på møder hvor han talte.
I 1980 grundlagde Ron og Margaret Victory Gospel Church i Southampton med en lille menighed på 28 personer. Under deres ledelse voksede kirken betydeligt og blev et åndeligt hjem for omkring 400 medlemmer fra over 50 forskellige nationer. Deres vision var at skabe en kirke i hjertet af Southampton, der kunne række ud til byens befolkning og hjælpe dem i nød.
Ron og Margaret White har en søn, Pastor Andrew White, som blev indsat som seniorpræst i Victory Gospel Church i 2005. Han fortsætter sine forældres arbejde og vision for kirken. Ron og Margarets tjeneste har efterladt et varigt aftryk i kristne samfund, og deres engagement i missionsarbejde og kirkeplantning har inspireret mange.
Jeg har gjort det på den måde, at jeg rykker teksten for den samlede fortælling lidt ind, så der kan skelnes mellem kommentarer og profetier. Og som sagt har jeg sammenflettet de tre profetier til én fortælling, så hvem der så hvad, er ikke synligt her. Mindre kommentarer ses i parenteserne.
Det begyndte i stilheden før daggry. I december 1950 lå Birger Claesson vågen, da en strålende skikkelse trådte frem i mørket og talte med myndighed, men også med ømhed: ”Frygt ikke! Du er højt benådet midt i din åndelige fattigdom. Jeg vil vise dig, hvad der skal ske med Nordens folk i den sidste tid af nådens husholdning”.
Begrebet ”nådens husholdning” eller ”nådens tid”, rammer ind i en større debat bag kristne, hvor uenigheden om hvorvidt konceptet ”dispensationalisme” er en realitet. Man mener, som med læren om bortrykkelsen, at det ikke var et begreb i den tidlige kristendom, og derfor et senere påfund fra 1800tallet. Den holdning leder ofte til stor forvirring, der sammenfletter Israel og den kristne menighed, og derigennem opstår også forvirringen ang. bortrykkelsen. Men begrebet kommer fra passager som Apg. 15:14-16 , ”Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn… Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen”. Paulus forklarer at ”der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind” (Romerne. 11:25). Jesus selv siger at jøderne ”skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende”.
Den sidste tid af ”nådens husholdning” er altså tiden lige før bortrykkelsen.
Så begyndte synet. Et kort over Europa foldede sig ud. Fra Norges nordligste del begyndte farven at skifte – rød. En røst forklarede: ”Dette røde symboliserer to ting: En åndelig vækkelse – men også en invasion fra øst”.
Russiske tropper marcherede ind i Nordnorge. Europas nationer forholdt sig passive, (ligesom de havde gjort med Tjekkoslovakiet, da Warszawapagtens tropper i 1968 invaderede landet for at knuse det reformvenlige styre i Prag. Også dengang så Vesten blot til uden at gribe ind).
Russiske tropper marcherede ind i Nordnorge. Europas nationer forholdt sig passive, (ligesom de havde gjort med Tjekkoslovakiet, da Warszawapagtens tropper i 1968 invaderede landet for at knuse det reformvenlige styre i Prag. Også dengang så Vesten blot til uden at gribe ind).
Nordnorge, særligt området omkring Finnmark, grænser direkte op til Rusland og ligger tæt på den russiske Nordflåde på Kola-halvøen – som er hjertet i Ruslands atomstrategi. Denne region er afgørende for Moskvas evne til at gennemføre gengældelsesangreb med atomvåben (anden-slagsevne). Et øget NATO-nærvær og overvågning fra norsk territorium ses derfor som en direkte trussel mod russisk sikkerhed.
Samtidig kontrollerer Nordnorge adgang til det såkaldte GIUK-gap (Greenland-Iceland-UK), som er en afgørende sømilitær passage. Herfra kan NATO skære Rusland af fra Atlanterhavet. Et angreb kunne derfor tjene til at sikre Russisk adgang til havet og svække NATOs strategiske stilling i nord.
Et angreb ville sandsynligvis begynde som en hybrid operation kombineret med elektronisk krigsførelse og cyberangreb. Russiske styrker kunne jamme GPS og kommunikation i området og lamme både civil og militær infrastruktur. Samtidig kunne specialstyrker og luftmobile enheder krydse grænsen fra Kola-halvøen og hurtigt besætte nøgleområder som Kirkenes, Pasvikdalen og strategiske højdepunkter i Finnmark. Dette kunne støttes af missiltrusler fra flåden i Barentshavet og måske endda marineblokader mod norsk søtrafik. Operationen ville være hurtig, målrettet og designet til at skabe et fait accompli – en situation hvor NATO må vælge mellem massiv eskalation eller accept af status quo.
Rusland kunne således opnå militær kontrol over Norges nordlige territorium, hvilket vil beskytte Kola-bastionen mod NATO’s efterretning og fremrykning. Det vil åbne op for russisk adgang til Nordatlanten, hvor Rusland kan true NATO-forsyningslinjer. Det vil splitte NATO politisk og teste alliancens evne til at reagere hurtigt på et angreb i periferien. Det kan bruges som et strategisk pressionsmiddel i en bredere konflikt – f.eks. som byttemiddel i forhandlinger om Ukraine, Østersøen eller atomvåben.
Et angreb på Nordnorge er ikke det mest sandsynlige første skridt i en konflikt mellem Rusland og NATO, men det er et realistisk scenarie, hvis Rusland ønsker at overraske, overbelaste og omgå NATOs stærkeste fronter i Østeuropa. Det nordlige Norge udgør en kombination af strategisk dybde, lav befolkningstæthed og høj geopolitisk værdi – og det gør området til en potentiel tændsats i en kommende stormagtkonflikt i nord.
Et angreb på Nordnorge vil næsten uundgåeligt eskalere ind i Sverige, enten direkte eller indirekte. Sverige er geografisk og militært ikke et perifert mål, men en kritisk bro mellem Nordnorge og det øvrige NATO. Hvis Rusland ønsker at vinde tid, skabe forvirring, og hindre NATO i at forsvare nordfronten effektivt, vil Sverige være en logisk og strategisk nødvendighed at angribe, true eller lamme – hvilket betyder, at Sverige må forberede sig på at være en tidlig krigszone i et sådant scenarie.
Angrebet på Sverige og krigens begyndelse
Samtidigt blev Sverige ramt af en massiv koordineret offensiv. Fem byer blev angrebet samtidig: Umeå, Göteborg, Malmö, Stockholm og Västervik. I nord blev Umeå jævnet med jorden. Östersund blev bombet sønder og sammen fra luften. Fra havet angreb fjenden Härnösand, mens tusindvis af faldskærmssoldater landede ved Veda og angreb byen bagfra.
Göteborg blev udslettet, og svenske styrker trak sig tilbage til Kungälv. I Malmö erklærede fjenden fristad – men samtidig invaderede de mellem Trelleborg og Ystad. Falsterbo blev udslettet. I Hässleholm mødte de svensk modstand. En udenlandsk general sagde: ”Havde jeg vidst, at svenskerne ville bide så voldsomt fra sig, ville jeg have lavet invasionen på en anden måde”.
I Stockholm angreb en fjendtlig flåde via Oxdjupet, men blev slået tilbage nær det ukendte fyr ”Brödstycket”. Claesson kendte ikke til dette fyrs eksistens, men da han senere søgte efter det sammen med en pastor i Örebros bibliotek, fandt de det straks i et atlas. Dette blev for ham (Birger Claesson) et konkret bevis på, at synet var ægte og fra Gud. Luftbombardementerne derimod ødelagde store dele af byen, og civile omkom i tusindvis.
Västervik blev jævnet med jorden, og tropper marcherede videre mod Søderköping og Norrköping. I Sundsvall blev kvinder slæbt ud af hjemmene, skrigende og råbende om hjælp. På gadehjørnerne stod civile mænd, også ældre, og så hjælpeløse til. De kunne intet gøre for at redde deres hustruer og døtre. Soldaterne lo hånligt og sagde med brudt svensk:
”Ingen hjælper jer – ikke engang Gud i himlen”.
Samtidigt blev Sverige ramt af en massiv koordineret offensiv. Fem byer blev angrebet samtidig: Umeå, Göteborg, Malmö, Stockholm og Västervik. I nord blev Umeå jævnet med jorden. Östersund blev bombet sønder og sammen fra luften. Fra havet angreb fjenden Härnösand, mens tusindvis af faldskærmssoldater landede ved Veda og angreb byen bagfra.
Göteborg blev udslettet, og svenske styrker trak sig tilbage til Kungälv. I Malmö erklærede fjenden fristad – men samtidig invaderede de mellem Trelleborg og Ystad. Falsterbo blev udslettet. I Hässleholm mødte de svensk modstand. En udenlandsk general sagde: ”Havde jeg vidst, at svenskerne ville bide så voldsomt fra sig, ville jeg have lavet invasionen på en anden måde”.
I Stockholm angreb en fjendtlig flåde via Oxdjupet, men blev slået tilbage nær det ukendte fyr ”Brödstycket”. Claesson kendte ikke til dette fyrs eksistens, men da han senere søgte efter det sammen med en pastor i Örebros bibliotek, fandt de det straks i et atlas. Dette blev for ham (Birger Claesson) et konkret bevis på, at synet var ægte og fra Gud. Luftbombardementerne derimod ødelagde store dele af byen, og civile omkom i tusindvis.
Västervik blev jævnet med jorden, og tropper marcherede videre mod Søderköping og Norrköping. I Sundsvall blev kvinder slæbt ud af hjemmene, skrigende og råbende om hjælp. På gadehjørnerne stod civile mænd, også ældre, og så hjælpeløse til. De kunne intet gøre for at redde deres hustruer og døtre. Soldaterne lo hånligt og sagde med brudt svensk:
”Ingen hjælper jer – ikke engang Gud i himlen”.
Det var et rystende billede af total afmagt – et samfund hvor mænd, kvinder og børn var overladt til en nådesløs fjende, og hvor råbet om hjælp druknede i fjendens hånlige latter.
”Ingen hjælper jer – ikke engang Gud i himlen”
Ganske kort om Brödstycket fyr. Det er et ubemandet fyrtårn fra 1882, beliggende i den nordlige del af Stockholms skærgård nær Ålands hav. Det blev oprindeligt udstyret med en veklampe (en type olielampe) og senere moderniseret med AGA-lys i 1907. Fyret har været en vigtig navigationshjælp for skibstrafikken og omtales både i historiske kilder og anekdoter – ofte som et lille, men symbolsk betydningsfuldt pejlemærke. Det illustrerer den store rolle, selv mindre fyrtårne har spillet i svensk søfartshistorie.
De fem byer der angribes samtidig – Umeå, Göteborg, Malmö, Stockholm og Västervik – danner en strategisk stjerneformet struktur. Umeå er indgangsporten fra nord – let mål for luftangreb og invasion fra Lapland/Karelen. Göteborg er et vigtigt forsynings- og havneknudepunkt på vestkysten, ramt hårdt for at lamme NATO-logistik. Malmö, der er tæt på kontinentet og Øresundsbroen, er en psykologisk vigtig og port til Danmark/Tyskland. Stockholm, landets hovedstad og centrum for politisk og militær ledelse, er et symbolmål. Västervik, en østlig kystby, anvendes som landgangspunkt for tropper, der senere marcherer mod Norrköping.
De samtidige angreb udgør en klassisk russisk shock and awe-doktrin – en strategisk chokkampagne, der søger at lamme modstanderen ved flere samtidige, dybe indtrængninger.
Hvorfor kan Hässleholm stå imod, mens andre byer ødelægges?
Hässleholm fremstår i synet som et sted, hvor modstanden bryder fjendens momentum. Det kan forklares på flere niveauer.
Militært-strategisk er Hässleholm et centralt trafik- og transportcentrum i Sydsverige – et jernbaneknudepunkt. Det er nemt at forsvare med få styrker, hvis man kontrollerer jernbanenet og vejkryds. Omgivelsernes terræn og skov, giver mulighed for nærkamp, bagholdsangreb og guerillakrig, hvilket mindsker fordelen for tungt russisk materiel. Her kunne lokale forsvarsgrupper eller Hjemmeværnet organisere en effektiv lokal mobilisering for modstand, der kan overraske fjenden.
Symbolsk kan Hässleholm repræsentere det folkelige Sverige, det almindelige, jordnære – som i krisetid finder en skjult styrke. Modstanden her kan være tegn på, at ikke alt er faldet – en glød under asken. ”Havde jeg vidst, at svenskerne ville bide så voldsomt fra sig...” – her antydes, at fjenden undervurderede den stedbundne vilje og evne til at kæmpe.
Hvordan kan Oxdjupet være et sted, hvor Rusland slås tilbage?
Oxdjupet er en smal og dyb passage ind mod Stockholms skærgård, historisk brugt af marinen. Det er et naturligt flaskehalsområde, hvilket gør det til et taktisk sted for modangreb.
Militært-strategisk vil fjendens flådefartøjer grundet begrænset manøvrefrihed, være tvunget til at sejle i kolonne – lette mål for miner, torpedoer og kystartilleri. Sverige kunne have hemmeligt placeret skjulte forsvarsinstallationer – kystbatterier, torpedoposter eller artillerienheder i skærgården. Svenske styrker har lokal navigationsviden og kan kende farvandet bedre – hvilket udnyttes i bagholdet.
Hvorfor ville Rusland erklære Malmö som en fristad?
Det virker umiddelbart paradoksalt, men giver strategisk og psykologisk mening.
Militært-taktisk virker erklæringen af Malmö som fristad, umiddelbart som en nådehandling. Fjenden tilbyder tilsyneladende befolkningen beskyttelse og stabilitet, uden at byen angribes fysisk. Birger forklarer at ”Alle indbyggere, der blev i byen, skulle behandles loyalt”. Men netop dette løfte om ”loyal behandling” afslører et dybere bedrag. Freden gives kun til dem, der bøjer sig. Ikke som en ret, men som en betingelse. I praksis betyder det, at modstand bliver strafbart, og tavshed bliver belønnet. Fjenden tilbyder tryghed for tavshed, fred for lydighed, men det er en fred uden sandhed – og derfor falsk.
Således bliver Malmö ikke en undtagelse fra invasionen, men et bevidst psykologisk våben. En by, hvor fjenden skaber et billede af fred for at lamme befolkningens dømmekraft og sprede forvirring. For mens byen erklæres neutral og fredelig, viser synet samtidig noget andet: ”...en stor, bred række af små både, sandsynligvis invasionsbåde... mellem Trelleborg og Ystad”. Mens Malmö ser fred, kommer den egentlige invasion lige sydøst for byen – via Skånes kyst. Fjenden lander i stilhed, organiseret og effektivt, mens befolkningen i Malmö får at vide, at der ingen fare er.
Det indre Sveriges ødelæggelse
I Nykøbing marcherede fjenden i tre retninger, én mod Katrineholm. En stemme lød:
”Kumla!” – byen blev udslettet. Det samme skete med Kvarntorp, Hallsberg, Ørebro, Fagersta, Avesta, Sandviken, Borlänge. Kun enkelte bydele stod tilbage. Gävle lå i ruiner.
Men i Bofors slog luftværnet fjenden tilbage, og fabriksområdet stod uberørt. Karlskoga forblev næsten helt uskadt.
I Nykøbing marcherede fjenden i tre retninger, én mod Katrineholm. En stemme lød:
”Kumla!” – byen blev udslettet. Det samme skete med Kvarntorp, Hallsberg, Ørebro, Fagersta, Avesta, Sandviken, Borlänge. Kun enkelte bydele stod tilbage. Gävle lå i ruiner.
Men i Bofors slog luftværnet fjenden tilbage, og fabriksområdet stod uberørt. Karlskoga forblev næsten helt uskadt.
Allerede fra første sætning præsenteres fjenden som koordineret, målrettet og flerdimensional. Fra Nyköping – en strategisk beliggenhed i Sydsverige tæt på Østersøkysten – deles invasionsstyrken i tre retninger. Det viser ikke bare militær præcision, men også hensigten om at dække og nedbryde hele den centrale del af landet. At navnet på byen Kumla udtales som et råb eller dekret, og at det straks efterfølges af udslettelse, antyder et element af dom eller øjeblikkelig henrettelse. Det er ikke bare krig – det er eksekvering. Det samme mønster gentages i by efter by.
Der opstår et billede af en stribe af ødelagte industribyer og logistiske knudepunkter – byer med jernbane, fabrikker og strategisk infrastruktur. Det er Sveriges hjerte, der rammes, ikke bare i geografi, men i funktion. Den indre styrke – transport, produktion, forsyning – lægges i ruiner. En af Nordsveriges største havnebyer Gävle – vigtig for import og eksport – er fuldstændig ødelagt. Dermed signaleres, at adgangen til at genopbygge eller forsynes fra havet også er lukket.
Men midt i ruinerne er der en undtagelse. Bofors – det historiske svenske våbenproduktionscenter i Karlskoga. Det er her noget vender. Her er det ikke fjenden, men luftværnet, som sejrer. Fjenden slås tilbage – og ikke bare delvist, ”...fabriksområdet stod uberørt”. Det viser igen, som med Hässleholm, at der stadig er operative kapaciteter i landet – et håb om modstand, om gengældelse.
Mørket og bortrykkelsen
Ove Falgs syn, som blev givet ham under en cykeltur i Midtjylland i september 1928, beskrev hvordan mørket og stormen pludselig brød løs, og hvordan de grønne enge, der symboliserer de sande troende i Kristus, forsvandt – et billede på nådetidens ophør og bortrykkelsens realitet.
I samme kronologiske tid, hørte Birger Claesson stemmen der forklarede synet sige: ”Borlänge!” – og byen forsvandt i støv. Da bredte mørket sig over hele landet. Det blev sort. Himlen blev dækket af orkanagtige skyer.
Ove Falgs syn, som blev givet ham under en cykeltur i Midtjylland i september 1928, beskrev hvordan mørket og stormen pludselig brød løs, og hvordan de grønne enge, der symboliserer de sande troende i Kristus, forsvandt – et billede på nådetidens ophør og bortrykkelsens realitet.
I samme kronologiske tid, hørte Birger Claesson stemmen der forklarede synet sige: ”Borlänge!” – og byen forsvandt i støv. Da bredte mørket sig over hele landet. Det blev sort. Himlen blev dækket af orkanagtige skyer.
Herrens dag, trængslens tid, den beskriver Gud i Bibelen som ”en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en Skyernes og Tågens Dag” (Zef. 1:15). ”HERRENS Dag, den kommer; ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag” (Joel. 2:1-2). ”Hvad vil I med HERRENS Dag? Mørke er den, ej Lys... HERRENS Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin” (Am. 5:18-20). ”Se, HERRENS Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede… Thi Himlens Stjerner og Billeder udstråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke” (Isa 13:9-10). Dog er det endnu ikke Herrens dag, men det er optakten til den, som da regnen begyndte i Noas Dage.
Ron Whites beskrivelse at tiden, går længere ned i Europa:
Krigen i Europa og dens følge
I Ron Whites syn fra 1976 blev det også vist, hvordan britiske tropper, som dengang var stationeret i Nordirland, blev trukket ud og sendt til kontinentet i takt med krigens udbredelse. Samtidig blev det vist, at Irland kom under kommunistisk indflydelse, og at Skotland løsrev sig fra Storbritannien og blev uafhængigt.
Efter Murens fald i 1989 og den efterfølgende genforening af Tyskland – en begivenhed som Ron White i 1976 så forud som en mur der faldt og lod kommunistiske tropper strømme igennem – syntes Europa at gå mod fred. Men i det profetiske syn blev afsløringen en helt anden. En ny uro opstod, og de gamle grænser mistede deres betydning. Hundredtusinder af soldater strømmede gennem grænsen (det skete i visionen efter Murens fald, som i virkeligheden fandt sted i 1989, men soldatinvasionen i visionen peger på en ny krig, som endnu ikke er sket – formodentlig 3. verdenskrig). Tyskland blev besat. Irland blev kommunistisk (det er endnu ikke sket, men kan tolkes profetisk som en fremtidig politisk forandring). Skotland løsrev sig (i virkeligheden har Skotland haft en stærk selvstændighedsbevægelse og afholdt en folkeafstemning om uafhængighed i 2014 – en mulig begyndelse på opfyldelsen af visionen).
En kort, men intens krig rasede. Der var mangel på mad og vand. Fællesmarkedet (EEC) kollapsede (det blev i virkeligheden opløst og videreført i Den Europæiske Union i 1993 – en udvikling, som kan ses som en bekræftelse af visionens forudsigelse). Der begyndte en bred forfølgelse af Guds folk. Det var ikke kun fysisk forfølgelse, men også en offentlig latterliggørelse og modstand mod kristne ledere og troende. På tv og i medierne blev Herrens tjenere hånet, løgne blev fortalt om dem, og troen blev fremstillet som ekstrem og tåbelig (det blev i Ron Whites syn forudset som en del af den forfølgelse, der ville gå forud for vækkelsen og bortrykkelsen – ikke som en del af trængslen, som først kommer efterfølgende).
I Ron Whites syn fra 1976 blev det også vist, hvordan britiske tropper, som dengang var stationeret i Nordirland, blev trukket ud og sendt til kontinentet i takt med krigens udbredelse. Samtidig blev det vist, at Irland kom under kommunistisk indflydelse, og at Skotland løsrev sig fra Storbritannien og blev uafhængigt.
Efter Murens fald i 1989 og den efterfølgende genforening af Tyskland – en begivenhed som Ron White i 1976 så forud som en mur der faldt og lod kommunistiske tropper strømme igennem – syntes Europa at gå mod fred. Men i det profetiske syn blev afsløringen en helt anden. En ny uro opstod, og de gamle grænser mistede deres betydning. Hundredtusinder af soldater strømmede gennem grænsen (det skete i visionen efter Murens fald, som i virkeligheden fandt sted i 1989, men soldatinvasionen i visionen peger på en ny krig, som endnu ikke er sket – formodentlig 3. verdenskrig). Tyskland blev besat. Irland blev kommunistisk (det er endnu ikke sket, men kan tolkes profetisk som en fremtidig politisk forandring). Skotland løsrev sig (i virkeligheden har Skotland haft en stærk selvstændighedsbevægelse og afholdt en folkeafstemning om uafhængighed i 2014 – en mulig begyndelse på opfyldelsen af visionen).
En kort, men intens krig rasede. Der var mangel på mad og vand. Fællesmarkedet (EEC) kollapsede (det blev i virkeligheden opløst og videreført i Den Europæiske Union i 1993 – en udvikling, som kan ses som en bekræftelse af visionens forudsigelse). Der begyndte en bred forfølgelse af Guds folk. Det var ikke kun fysisk forfølgelse, men også en offentlig latterliggørelse og modstand mod kristne ledere og troende. På tv og i medierne blev Herrens tjenere hånet, løgne blev fortalt om dem, og troen blev fremstillet som ekstrem og tåbelig (det blev i Ron Whites syn forudset som en del af den forfølgelse, der ville gå forud for vækkelsen og bortrykkelsen – ikke som en del af trængslen, som først kommer efterfølgende).
Det mærkes af alle kristne, at netop troen på Jesus og på Bibelen er en samfundssynd, som ingen tolererer. I 1976, da Ron White fik denne profeti, havde kristendommen stadig en kulturel dominerende position, i store dele af Vesten. Kirkelige værdier var bredt accepteret som moralsk fundament, f.eks. i lovgivning, skolevæsen og samfundsdebat. Ron Whites syn om en stigende forfølgelse af Guds folk i form af latterliggørelse, løgn og social udskamning synes derfor at pege profetisk frem mod vores tid, snarere end hans egen.
I dag bliver kristne og bibeltroende ledere hyppigt fremstillet som ekstreme, anti-videnskabelige eller intolerante i vestlig populærkultur og medier. Humor og satire rettet mod troende er udbredt i forskellige medier – f.eks. i serier som South Park, Family Guy, The Simpsons, hvor kristne oftest karikeres negativt. Sociale medier og debatformer har medført, at konservativ kristen etik, særligt i forhold til seksualitet, køn og familie, åbent hånes og udelukkes fra samtalen i akademiske og kulturelle rum. I 70’erne var det almindeligt accepteret at have kritiske holdninger til abort og homoseksualitet. I dag er sådanne synspunkter langt mindre socialt accepterede og kan mødes med stærk modstand i det offentlige rum. Bibelens advarsel om evolution og homoseksualitet som tegnet på at et samfund har forladt Gud (Romerne. 1:22-32), er et yndet mål for latter, da det går imod den menneskelige ”videnskab”.
Flere sager i Vesteuropa og Nordamerika har ført til, at kristne har mistet jobs, blevet fyret eller retsforfulgt for at udtrykke klassisk bibelsk moral. I Finland (2021–2024) blev politikeren og lægen Päivi Maria Räsänen retsforfulgt for at have citeret Bibelen i offentligheden om ægteskab og seksualitet. Hun blev frikendt, men sagen vakte international opmærksomhed[5]. I Canada og Storbritannien er der flere tilfælde hvor gadeprædikanter er blevet arresteret for hadtale blot for at læse bibelvers offentligt (f.eks. om ægteskab eller omvendelse). I USA er Kristne forretningsdrivende (f.eks. bageren Jack Phillips fra Colorado) blevet sagsøgt og udsat for offentlige kampagner, fordi de nægtede at lave produkter i strid med deres tro.
Akademikere og studerende, der udtrykker kristne synspunkter, oplever censur, aflysninger eller bliver udskammet som ”fundamentalister”. I EU’s institutioner ses stigende pres for at underminere kristne symboler og erstattet dem med ”inkluderende” sprog og symboler. I 2021 udstedte EU-Kommissionen et internt dokument, der frarådede brugen af ord som ”Jul” og ”kristne navne” for at fremme ”inklusion”. Dokumentet blev senere trukket tilbage efter massiv kritik[6].
Ifølge Open Doors’ World Watch List, forfølges over 360 millioner kristne verden over for deres tro – især i Mellemøsten, Asien og Afrika. I Vesten antager forfølgelsen ofte en ikke-voldelig, men systemisk karakter, som profetien beskriver. Forfølgelsen starter ikke med fængsler, men med latterliggørelse. Troskab mod Bibelen gøres til tegn på ekstremisme. Kristne marginaliseres i kultur, medier og politik. Kulturel latterliggørelse - juridisk pres og censur - politisk og social udskamning samt tab af ytringsfrihed og trosfrihed i praksis.
I samme periode, efter Nordnorge er besat, efter Tyskland og EU er faldet, angriber Rusland Israel.
Synet Ron White fik, viste, at krigen i Europa ville blive kort, for en ny hændelse fulgte. En stor russisk hær bevægede sig mod syd mod Israel. Tropperne, både med heste og kampvogne, nærmede sig Israels bjerge. Da invasionen syntes nært forestående, åbnede himlen sig, og Guds mægtige hånd slog hæren ned med kraft. Gud viste sin trofasthed mod Israel og greb ind for at beskytte sit folk.
Umiddelbart efter dette blev Ruslands tropper i Europa hastigt trukket hjem, og Herren viste årsagen. Kina invaderede Rusland fra øst, plyndrede og ødelagde. Samtidig forværredes fødevare- og vandmangel i Europa, og Gud sagde ”Dette er min dom, og jeg bruger disse begivenheder til at føre folkene tilbage til mig – tilbage på deres knæ”.
Et sidste kald til omvendelse
Efter nogen tid begyndte mennesker at søge Gud. Folk faldt på knæ – på gader, i hjem, i ruiner – og råbte til Gud. Og Gud begyndte at svare folkets råb.
Gud sagde: ”Der kommer en vækkelse til Europas nationer, som du ikke kan forestille dig. Men det vil ikke være menneskers værk, det vil være Helligåndens mægtige værk”. Men det blev en hurtig gerning. Ikke et værk, der skulle vare i årevis. Gud sagde: ”Det vil være kort. Jeg gør en brat ende på det i min retfærdighed”. Og mens vækkelsen nåede sit højdepunkt, åbnede himlen sig. Jesus steg ned, og de hellige blev rykket op for at møde ham i luften. Mange blev ladt tilbage. Gud sagde: ”I denne vækkelse vil jeg genoprette mange frafaldne. Jeg elsker dem. Og jeg vil vække min menighed i døde og kolde kirker”.
Umiddelbart efter dette blev Ruslands tropper i Europa hastigt trukket hjem, og Herren viste årsagen. Kina invaderede Rusland fra øst, plyndrede og ødelagde. Samtidig forværredes fødevare- og vandmangel i Europa, og Gud sagde ”Dette er min dom, og jeg bruger disse begivenheder til at føre folkene tilbage til mig – tilbage på deres knæ”.
Et sidste kald til omvendelse
Efter nogen tid begyndte mennesker at søge Gud. Folk faldt på knæ – på gader, i hjem, i ruiner – og råbte til Gud. Og Gud begyndte at svare folkets råb.
Gud sagde: ”Der kommer en vækkelse til Europas nationer, som du ikke kan forestille dig. Men det vil ikke være menneskers værk, det vil være Helligåndens mægtige værk”. Men det blev en hurtig gerning. Ikke et værk, der skulle vare i årevis. Gud sagde: ”Det vil være kort. Jeg gør en brat ende på det i min retfærdighed”. Og mens vækkelsen nåede sit højdepunkt, åbnede himlen sig. Jesus steg ned, og de hellige blev rykket op for at møde ham i luften. Mange blev ladt tilbage. Gud sagde: ”I denne vækkelse vil jeg genoprette mange frafaldne. Jeg elsker dem. Og jeg vil vække min menighed i døde og kolde kirker”.
I lande med forfølgelse af troende kristne, som Kina og Iran, Indonesien, Nigeria m.fl., ses en voksende kristen befolkning. Iran oplever en af de hurtigst voksende kristne befolkninger i verden. Ifølge forskellige kilder er antallet af kristne konvertitter fra islam anslået til mellem 300.000 og 1.000.000[7]. Forskere som Ladan Boroumand og Shay Khatiri har bemærket, at kristendommen vokser hurtigt i Iran, mens islam er i tilbagegang[8]. Ifølge en 2015-undersøgelse er der betydelige antal muslimske konvertitter til kristendommen i lande som Indonesien (6,5 millioner), Nigeria (600.000), Iran (500.000) og Algeriet (380.000), og i Marokko er der rapporteret om tusindvis af muslimske konvertitter til kristendommen, selvom mange praktiserer deres tro i hemmelighed på grund af risikoen for forfølgelse.[9].
Forfølgelse har igennem hele historien virket, at mennesker har søgt Gud. Der er ét sted vi naturligt henvender os når livet trues og vi ikke selv er tilstrækkelige, og det er hos Gud. Kristendommens udbredelse fra Israel i apostlenes dage, var forårsaget af forfølgelse. Og vi ser samme – nærmest mekaniske – hændelse i dag.
Kristendommen i Kina har oplevet en bemærkelsesværdig vækst siden 1970erne, især gennem uofficielle husmenigheder. Ifølge Asia Harvest er antallet af kristne i Kina steget fra omkring 1 million i 1949 til cirka 100 millioner i dag[10]. CBN News rapporterer, at Kinas samlede kristne befolkning, inklusive katolikker, forventes at nå 247 millioner inden 2030, hvilket potentielt vil gøre Kina til det land med flest kristne i verden[11]. Data fra Pew Research Center taler lidt imod og viser, at andelen af kinesiske voksne, der identificerer sig som kristne, har været stabil omkring 2% mellem 2010 og 2018[12], men det kan skyldes underrapportering, netop på grund af frygt for forfølgelse – hvilket bøger som ”China and End-time Prophecy” og ”Underground Church” af Eugene Bach dokumenterer.
Tidspunktet for det som Bibelen har forkyndt, at vi skal rykkes bort, har altid været et nidkært debatteret emne i kristne kredse. Skal vi bortrykkes før eller efter trængslen. Synene i disse samlede profetier, afslører hvad jeg har gennemgået detaljeret, i artikler som ”Menighedens bortrykkelse og Herrens dag” og ”Bortrykkelsens placering: En analyse af teologisk uenighed” – Jesus lader os ikke være genstand for Guds vrede – Han har frelst os fra denne vrede. Paulus nævner at vi skal vente Jesus komme fra himmelen – ”Jesus, der frier os fra den kommende vrede” (1. Tess. 1:10), for ”Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus” (1. Tess. 5:9).
Og nu, i synenes kronologi, beskrives bortrykkelsen før trængslen:
Samtidig forsvandt de grønne enge og hyrdens græsgange – de smukke områder, som i synet var blevet vist som de steder, hvor den sande menighed opholdt sig, uden for kirkesamfundenes fangenskab. De repræsenterede de troende, som fulgte den gode hyrde i frihed og ikke var bundet til religiøse systemer og sekteriske fængsler. At disse enge forsvandt, markerede, at nådetiden var slut – at tiden for fri bevægelse under hyrdens ledelse var forbi.
De religiøse fængsler – de mange kirkesamfund, som i synet var bygget op af menneskers lærdomme og magtkampe – blev flammernes bytte. En røst lød: ”I min time og efter min befaling kommer vredesdommen over den store skøge, den falske profet og det skarlagenrøde vilddyr”.
Og ud af mørket så man pludselig en stribe af lys – og en mægtig bortrykkelse fandt sted. Birger Claesson så hvordan hvide skikkelser blev løftet op fra jorden mod lyset, mens de sang: ”Du er værdig til at bryde bogrullen, for du har købt os til Gud med dit blod”
De tilbageblevne hylede i fortvivlelse. Og Herren sagde: ”Dette er min kærlighed. Jeg vil redde mange – men kun gennem nød. Jeg kan ikke lære dem at bede uden gennem trængsel”.
Straks efter brød en voldsom storm løs. Hagl på størrelse med sten faldt over byer og landsbyer.
De religiøse fængsler – de mange kirkesamfund, som i synet var bygget op af menneskers lærdomme og magtkampe – blev flammernes bytte. En røst lød: ”I min time og efter min befaling kommer vredesdommen over den store skøge, den falske profet og det skarlagenrøde vilddyr”.
Og ud af mørket så man pludselig en stribe af lys – og en mægtig bortrykkelse fandt sted. Birger Claesson så hvordan hvide skikkelser blev løftet op fra jorden mod lyset, mens de sang: ”Du er værdig til at bryde bogrullen, for du har købt os til Gud med dit blod”
De tilbageblevne hylede i fortvivlelse. Og Herren sagde: ”Dette er min kærlighed. Jeg vil redde mange – men kun gennem nød. Jeg kan ikke lære dem at bede uden gennem trængsel”.
Straks efter brød en voldsom storm løs. Hagl på størrelse med sten faldt over byer og landsbyer.
Vi ser her at ud af denne krig, dette mørke som er både et fysisk og åndeligt mørke, som formodentlig vil gå over i historien som Tredje Verdenskrig, vil Jesus hente os hjem. Jeg har før nævnt at tidligere satanist Doc Marquis, der opvoksede i en illuminati-familie, mundtligt har fortalt David Bay fra Cutting Edge Ministries at Tredje Verdenskrig ”er planlagt til kun at vare 13 uger, eller 91 dage! To andre tidligere satanister har uafhængigt bekræftet denne tidsplan”[13].
Disse syn synes tidsmæssigt at passe ind i den tidsramme. Og en interessant ting her er, at Birger hører sangen fra de bortrykkede, som Johannes også hørte, efter han selv, på Herrens dag (Åb. 1:10), blev bortrykket til himmelen (Åb. 4:1). Da han kommer til himmelen ser han 24 ældste (Åb. 4:4) der synger netop disse ord, ”Og de sang en ny sang og sagde: Du er værdig til at tage bogen og åbne seglene derpå; for du blev slagtet og har genløst os til Gud ved dit blod, af hver slægt og tungemål og folk og nation; og har gjort os til konger og præster for vor Gud” (Åb. 5:9-10). Når du læser det på dansk, så afkobler bibelselskabet de 24 ældste fra dem, de synger om – men det er forkert, og uden at gøre et større studie af det her (men som du kan læse mere om i artiklen ”Menighedens bortrykkelse og Herrens dag”), så forklarer Johannes hvem det er i Åb. 1:6 , da han i sin hilsen inkluderer sig selv ibland os, som Jesus har løst ”af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader” (Åb. 1:5-6). De der er genløst med Jesu blod og som er både konger og præster for Gud, det er de 24 ældste, som repræsenterer alle bortrykkede, og de er i Himmelen før Jesus bryder det første segl, der igangsætter trængslens 7 år.
De der bliver tilbage, som havde afvist Jesus og havde fundet sig til rette med kirkepolitik og teologisk menneskeværk, er blevet så forhærdede at Gud med trængslen forsøger at kalde dem tilbage til sig. I Åb. 7:9-14 ser Johannes disse mennesker, og det er en stor trøst for alle os, der har familie og venner der kender evangeliet, men som i vores velstillede samfund er selvtilstrækkelige – Gud rækker i kærlighed sin opdragende hånd ud for at redde alle der kommer til fornuft.
Jesus taler om denne tids menighed, Laodikea, og mens Han burde være hovedet for denne menighed, er den overtaget af et nikolaittisk lederskab, og Jesus står udenfor og banker (
Men der er der også dem, der hverken vil eller kan elske Jesus, dem ser Johannes også i Åb. 9:20-21 og i Åb. 16:8-9).
Vi har ofte set adskillelsen fra Gud i ildsøen som et sted, hvor folk fortyder og i evighed, uden håb, kalder på en chance mere. Men jeg tror ikke det er tilfældet. De mennesker er der, fordi deres had til Gud ikke kan slukkes, men vil eskalere som Hans nåde og velsignelse fjernes fra dem. De angrer ikke, men forbander i al evighed.
Ron White så hvad der skete efter bortrykkelsen:
Efter bortrykkelsen
Når bortrykkelsen har fundet sted, indtræder en dramatisk ny tid for jorden. Vækkelsens ild, som brændte kortvarigt op til bortrykkelsen, slukkes, og mørke falder over hele verden. Både Ron White og Birger Claesson beskriver, hvordan tusinder bliver taget op for at møde Herren i luften – mens mange bliver ladt tilbage. Umiddelbart herefter ses global fortvivlelse, dom og kaos. Ove Falg ser den kristne verden reduceret til et åndeligt fængsel, hvor navnemenigheder og sekter bliver tilbage og ramt af ild og vrede.
Efter bortrykkelsen genopstår det europæiske fællesskab (EEC) i ny skikkelse og bliver centrum for en ny verdensorden. Ifølge Ron White opstår Antikrist ud af denne struktur, i tæt alliance med Israel. I denne tid intensiveres forfølgelsen af dem, der kommer til tro efter bortrykkelsen, og de, der tidligere havde forkastet nådens kald, må nu møde dommens realitet.
Efter dette, som Claesson beskriver det, træder tusindårsriget frem – ikke som noget mennesket kan se ind i på forhånd, men som den store afslutning på dommen og begyndelsen på fred under Jesu regeringsstyre. I denne tid er alt håb forbundet med Guds løfter om frelse for de, der lader sig bøje under hans hånd – og med advarslen til de lunkne og ubeslutsomme: tiden er ikke længere.
Når bortrykkelsen har fundet sted, indtræder en dramatisk ny tid for jorden. Vækkelsens ild, som brændte kortvarigt op til bortrykkelsen, slukkes, og mørke falder over hele verden. Både Ron White og Birger Claesson beskriver, hvordan tusinder bliver taget op for at møde Herren i luften – mens mange bliver ladt tilbage. Umiddelbart herefter ses global fortvivlelse, dom og kaos. Ove Falg ser den kristne verden reduceret til et åndeligt fængsel, hvor navnemenigheder og sekter bliver tilbage og ramt af ild og vrede.
Efter bortrykkelsen genopstår det europæiske fællesskab (EEC) i ny skikkelse og bliver centrum for en ny verdensorden. Ifølge Ron White opstår Antikrist ud af denne struktur, i tæt alliance med Israel. I denne tid intensiveres forfølgelsen af dem, der kommer til tro efter bortrykkelsen, og de, der tidligere havde forkastet nådens kald, må nu møde dommens realitet.
Efter dette, som Claesson beskriver det, træder tusindårsriget frem – ikke som noget mennesket kan se ind i på forhånd, men som den store afslutning på dommen og begyndelsen på fred under Jesu regeringsstyre. I denne tid er alt håb forbundet med Guds løfter om frelse for de, der lader sig bøje under hans hånd – og med advarslen til de lunkne og ubeslutsomme: tiden er ikke længere.
Flere af elementerne i disse syner er allerede sket. Berlinmurens fald i 1989 og Tysklands genforening blev i visionerne forudset som indledningen på en ny geopolitisk æra, hvor gamle grænser mistede betydning. Også Europas voksende splittelse, med Irlands uafhængige kurs og Skotlands selvstændighedsbevægelse, er træk der i stigende grad ses udspille sig.
I lyset af verdenshistorien bærer visionerne en alvor, som ikke længere blot kan tolkes symbolsk. De kalder os til at våge og bedømme tidens tegn – og søge Herren, mens det endnu er muligt.
Det er ikke digt eller skræmmebillede – det er advarsel og håb. Dommen er virkelig. Vreden er virkelig. Men nåden er endnu større. ”Søg HERREN, medens han findes, kald på ham, den Stund han er nær!” (Es. 55:6). Nådens dør står stadig åben. Men ikke længe endnu.
[2] Se også ”Rusland truer Norge over Svalbard”
[4] Begivenhederne i Tjekkoslovakiet i 1968 – kendt som ”Pragforåret”, er et historisk eksempel på, hvordan Sovjetunionen slukkede en spirende frihedsbevægelse med militærmagt – mens resten af verden stort set blot så til. Dette fungerer i teksten som et profetisk forbillede på, hvordan verden igen kan reagere passivt, hvis Rusland marcherer mod Vesten – f.eks. gennem Norden – uden egentlig modstand. Reaktion fra Vesten og FN var protester, men ingen militær indgriben. USA, midt i Vietnamkrigen, undgik konfrontation med Sovjet. I FN fordømte flere lande invasionen, men Sovjet blokerede effektiv handling. Med andre ord: Vesten så til – uden at gribe ind. I dag ser Vesten til, mens de fodrer krigsmaskinen i Ukraine, hvilket synes at ligne en forventning og arbejde for en bred europæisk krise, hvorigennem Antikrist kan rejse sig.
[6] ”EU advice on inclusive language withdrawn after rightwing outcry”, The Guardian, d. 30-11-2021
[7] ”Christianity in Iran”, Wikipedia
[8] ”Growth of religion”, Wikipedia
[9] ”Christian population growth”, Wikipedia
[10] ”Christians in China Stats”, Asia Harvest.
[11] ”China Set to Be Most Christian Nation by 2030”, CBN, opdateret d. 15-01-2023
[12] ”China’s Christian population appears to have stopped growing after rising rapidly in the 1980s and ’90s”, Pew Research Center, d. 12-12-2023.