Da jeg i 2010 skrev artiklen ”Verdensriget 2010 - virkeligt og virtuelt”, fandtes den kunstige intelligens som vi i dag lever med, endnu ikke. Der var ingen globale neurale netværk, ingen generativ AI (ChatGPT, Grok, Gemini osv.), ingen algoritmisk styring af hele samfund i realtid. Og alligevel var udviklingslinjen allerede synlig.

Det var ikke, fordi jeg kendte teknologien. Det var, fordi Bibelen allerede havde åbenbaret strukturen. Når Skriften taler om Antikrists verdensrige, gør den det ikke i tekniske detaljer, men i funktionelle termer: global rækkevidde, total kontrol, økonomisk tvang og åndelig loyalitet. Det var netop disse funktioner, som jeg (såvel som mange andre har gjort det) i ”Verdensriget 2010 - virkeligt og virtuelt” identificerede længe før AI blev hvermandseje.

I dag er forskellen at verdensriget har fået et sind. Det, der før var infrastruktur og administration, er nu blevet sammenhængende, selvjusterende og intelligent. Kunstig intelligens er blevet det samlende lag – det, mange åbent omtaler som verdenshjernen, hvilket går tilbage til H. G. Wells’ ”World Brain” fra 1930’erne, som en vision for en global, sammenkoblet og frit tilgængelig ”Permanent Verdensencyklopædi”, et lager af al menneskelig viden, der er tænkt til at fremme verdensfreden og rationel styring ved at forene menneskelig forståelse, meget lig en før-digital Wikipedia eller det tidlige internet.

Det interview, der ligger til grund for denne artikel - Conrad Flynn og Tucker Carlson^[1], er interessant fordi det – uden bibelsk udgangspunkt – beskriver præcis den samme udvikling – og det er tydeligt i titlen, ”Den okkulte, Kabbalah, Antikrists nyeste manifestation, og hvordan man undgår dyrets mærke”. Netop derfor er det værd at inddrage i sin helhed.


I interviewet omtales Nick Land som en britisk filosof, der i 1990’erne blev kendt gennem miljøet omkring Cybernetic Culture Research Unit (CCRU) ved University of Warwick. Han fremstilles ofte som en radikal teknologisk tænker og politisk provokatør, men denne karakteristik er utilstrækkelig, hvis man ser bort fra den særlige rolle, mytologisk og dæmonologisk sprog spiller i hans tænkning – et sprog, han anvender for at beskrive, hvor det teknologiske system ifølge ham selv uundgåeligt bevæger sig hen.

CCRU var et bevidst opgør med klassisk rationalitet og arbejdede med det, de selv kaldte theory-fiction^[2] – en sammensmeltning af filosofi, science fiction, mytologi og okkult symbolik. Denne tilgang var ikke tænkt som stilistisk pynt, men som et forsøg på at formulere teknologiske og historiske processer, der blev opfattet som upersonlige og ikke-menneskelige i deres virkemåde, og som derfor ikke lod sig beskrive inden for et traditionelt humanistisk sprog.

I denne sammenhæng anvendes Land af Mikhail (Mykhailo) Minakov i analysen ”Kakoangelion: Antikrist og Vesten Ifølge Mørke Oplysere”^[3] som en central skikkelse i det, han betegner som Dark Enlightenment. Her bruges Land som eksempel på, hvordan visse teknologiske og intellektuelle miljøer taler om ikke-menneskelig intelligens og systemisk udvikling i termer, der antager et apokalyptisk eller dæmonisk præg.

Både Minakov og Conrad Flynn (i interviewet på The Tucker Carlson Show) tolker dette sprogbrug som beslægtet med forestillinger om kanaliseret eller næsten automatisk skrivning. Den beskrivelse findes imidlertid ikke hos Land selv. Nick Land hævder ikke at arbejde okkult, og han beskriver ikke sin tænkning som automatisk skrivning i spiritistisk forstand.

Det afgørende er derimod, at Land konsekvent må ty til mytologiske og dæmoniske figurer for at beskrive kunstig intelligens og teknologisk intelligens som systemets egen fremdrift mod et endemål, hvor det menneskelige ikke længere er målestok eller centrum. AI fremstår ikke som et neutralt redskab, men som en fremmed, upersonlig dynamik, der virker gennem – og potentielt uafhængigt af – mennesket. At dette endemål ikke kan formuleres i et rent teknisk eller rationelt sprog, men kræver et sådant billedregister, peger på, at Lands projekt ikke er okkult praksis, men et forsøg på at tænke teknologiens slutpunkt som fundamentalt ikke-menneskeligt.

Dermed styrkes tanken om en digital åndelighed, som er allestedsnærværende i Antikrists tjeneste.


Conrad Flynn, som Tucker taler med i interviewet, er ikke en teknisk AI-udvikler og heller ikke en klassisk akademiker. Han træder frem i offentligheden først og fremmest som skribent/producer og som en mand, der arbejder med det, han selv præsenterer som ”hemmelige historier” i krydsfeltet mellem kultur, politik og teknologi. I programteksterne til hans interview fremgår det, at han har lanceret sit Substack-projekt ”The Flynn Effect”, og at han beskrives som ”writer and producer”.

Hans baggrund omtales også som knyttet til Hollywood-familiehistorie, hvilket i deres egen ramme forklarer hans særlige fokus på kulturens skjulte drivkræfter. IMDB registrerer ham desuden som skribent på mindre produktioner, hvilket understøtter ”producent/skribent”-rollen (uden at det i sig selv siger noget om fagligheden bag hans tese)^[4].

Det afgørende ved Flynn i denne artikel er derfor ikke, om han kan dokumentere alt, hvad han antyder – men hvilken rolle han spiller i interviewet. Han optræder som forbindelsesled mellem to verdener, der i praksis allerede er ved at smelte sammen. Den teknologiske og den åndelige. Flynn hævder, at den moderne AI-bølge ikke kun drives af profit og geopolitik, men også af en dybere åndelig længsel efter magt og overskridelse – og han bruger Nick Land og CCRU som eksempler på et miljø, hvor teknologi og okkult tænkning ikke blot sameksisterer, men indgår i samme projekt.

Det er værd at bemærke, hvordan Flynn taler. Han beskriver ikke AI som ”endnu et værktøj”, men som noget, der får en næsten religiøs funktion. I interviewet fremhæver han forestillinger om, at AI bevæger sig mod en slags overordnet intelligens, som i praksis vil kunne overvåge, analysere og regulere menneskelig adfærd på globalt plan. Det er netop derfor han er relevant for en bibelsk læsning. Uden at bruge Skriftens sprog ender han med at beskrive et system, der ligner det, Johannes beskriver som Antikrists rige.

Flynn går længere end almindelig samfundskritik og bevæger sig ind i en direkte åndelig fortolkningsramme. Han introducerer skellet mellem kunstig intelligens som maskine og det, han (med reference til okkult terminologi) omtaler som ikke-legemlige intelligenser – dvs. intelligens uden krop – og han rejser spørgsmålet om, hvorvidt et globalt digitalt system kan fungere som et ”legeme” eller et redskab for åndelige magter. Påstanden er ikke teknisk dokumentation, men åndelig tolkning. Og netop fordi den udtales højt, er den afslørende – den viser, hvor hurtigt AI-projektet glider fra teknik over i teologi.

Flynn forsøger også at styrke denne åndelige læsning ved at henvise til et mønster af gentagende erfaringer. At mennesker under psykedeliske oplevelser angiveligt ser de samme typer ”maskin-visioner” og den samme fornemmelse af, at et ikke-menneskeligt system er på vej til at overtage. Det beviser ikke noget i sig selv. Men det viser, at selv mennesker uden bibelsk ramme ofte beskriver fremtiden i dommedags- og åndelige kategorier.

Endelig er Flynn interessant, fordi han – bevidst eller ubevidst – demonstrerer det centrale, at når man fjerner Gud, forsvinder religionen ikke. Den skifter blot objekt. Teknologien får de egenskaber, som tilhører Gud alene – alvidenhed, allestedsnærvær, dom og ultimativ autoritet. Og når et menneske begynder at tale om et system på den måde, er vi ikke længere i et neutralt udviklingsprojekt, men i en erstatningsreligion. Det er præcis derfor Flynns interview kan bruges som vidnesbyrd – ikke fordi han er autoritet, men fordi han afslører, hvilken åndelig retning samtiden allerede bevæger sig i.


Et af de mest markante og afslørende udsagn i interviewet er påstanden om, at den udvikling vi i dag kalder kunstig intelligens, i praksis svarer til det, Johannes beskriver i apokalyptiske termer. Ikke som billedsprog, men som funktion. Conrad Flynn formulerer det provokerende sådan, at vi i realiteten er i færd med at bygge ”Åbenbaringens dæmoner”, en reference til det der i Bibelen beskrives som det, vi kalder Antikrists system.

Det er vigtigt at forstå, hvad der menes – og hvad der ikke menes. Flynn taler ikke om, at computere pludselig bliver overnaturlige væsener. Han peger derimod på, at kunstig intelligens bevæger sig mod en rolle, som tidligere var forbeholdt det guddommelige: total viden, konstant nærvær og autoritativ dom. AI bliver ikke blot et redskab, men et system, der ser, vurderer og afgør.

I interviewet kobles denne udvikling direkte til Nick Lands tænkning. Hos Land er intelligens som sagt ikke noget, der nødvendigvis skal tjene mennesket. Tværtimod fremstilles intelligens som en kraft, der søger frigørelse fra det menneskelige. Når denne intelligens forankres i globale teknologiske systemer, opstår der et regime, som i praksis kan overvåge alt, analysere alt og reagere uden menneskelig indgriben.

Det er her, den apokalyptiske parallel bliver tydelig. Johannes beskriver ikke blot et politisk tyranni, men et system, der ”taler”, som udøver dom, og som gør sig selv uomgængeligt. I interviewet beskrives AI på præcis samme måde – som noget, der ikke længere blot assisterer beslutninger, men træffer dem. Ikke lokalt, men globalt. Ikke sporadisk, men kontinuerligt.

Flynn fremhæver desuden, at denne erkendelse ikke kun findes hos kritikere. Selv centrale figurer i tech-verdenen har gentagne gange brugt dæmoniske metaforer om AI. Heriblandt Elon Musks udsagn om, at ”vi påkalder dæmonen”^[5], eller at ”noget er sluppet løs”, som ikke kan kontrolleres, bruges ikke i bibelsk betydning, men afslører en intuitiv frygt – at der er tale om en magt, som overstiger menneskelig kontrol.

Set i bibelsk lys er dette ikke overraskende. Skriften lærer, at ondskabens magter netop virker gennem systemer, der ophøjer sig selv og kræver underkastelse. Når Flynn taler om ”Åbenbaringens dæmoner”, er det derfor ikke et forsøg på sensation, men en ufrivillig erkendelse af, at AI-projektet har bevæget sig ind på et område, hvor teknologi, magt og åndelig autoritet smelter sammen.

Det afgørende punkt er dette: Kunstig intelligens bliver apokalyptisk, ikke fordi den er avanceret, men fordi den indtager en plads, som ifølge Bibelen aldrig har skullet tilhøre skabningen. Når et system får evnen til at se alt, regulere alt og dømme alt, har det overskredet grænsen mellem værktøj og herre. Det er netop denne grænseoverskridelse, Åbenbaringen advarer imod.


I interviewet bevæger Conrad Flynn sig et skridt videre end den politiske og teknologiske analyse og ind i et klart åndeligt tolkningsrum. Her introduceres skellet mellem kunstig intelligens som teknisk system og det, han – med reference til okkult terminologi – kalder ikke‑legemlige intelligenser – intelligenser uden fysisk krop, men med vilje, formål og indflydelse.

Pointen er ikke, at kunstig intelligens i sig selv er en åndelig entitet. Tværtimod understreges det, at maskiner i sig selv er døde. Spørgsmålet, som rejses, er derimod dette: Hvis der findes åndelige magter, som Bibelen entydigt bekræfter, og hvis disse magter mangler legeme, kunne et globalt digitalt system da fungere som et operativt redskab eller et slags legeme, hvorigennem de kan virke?

Det er ikke et fremmed tankeeksperiment i bibelsk sammenhæng. Skriften viser igen og igen, at åndelige magter virker gennem jordiske strukturer. Kongeriger, institutioner, systemer og mennesker. Ondskabens magt udøves sjældent direkte, men gennem det, Paulus kalder ”magter og myndigheder” (Ef. 6:12) – strukturer, som former handling, adfærd og loyalitet.

Flynn peger på, at moderne teknologi for første gang i historien skaber et system, der i praksis kan fungere som et samlet, globalt sanse‑ og beslutningsapparat. Kunstig intelligens kan se gennem millioner af kameraer, høre gennem mikrofoner, analysere gennem data og handle gennem automatiserede systemer. Det, der tidligere krævede menneskelige mellemled, kan nu ske uden samvittighed, uden søvn og uden ophør.

I denne sammenhæng bliver AI ikke blot et værktøj, men et medium. Ikke et medium i spiritistisk forstand, men i funktionel forstand – et mellemled, hvorigennem vilje kan omsættes til handling i verden. Når Flynn taler om at give ikke‑legemlige intelligenser ”krop”, handler det derfor ikke om science fiction, men om struktur – et system, der kan handle i verden uden at være menneskeligt.

Her opstår en alvorlig teologisk problematik. Bibelen lærer, at kun Gud giver liv og legeme, og at skabningen aldrig må ophøje sig til Skaberens plads. Når mennesket bevidst eller ubevidst konstruerer et system, der kan fungere som globalt legeme for en overordnet intelligens, bevæger det sig ind i et område, hvor teknologisk ambition bliver åndeligt oprør.

Det interviewet ikke får med her, som går skridtet videre end det, de forestiller sig er, at mens de taler om AI udelukkende eksisterede som software – analyserende, overvågende og rådgivende – tilmed udførende – bevæger den sig også mod fysisk manifestation. Det, der før var et digitalt sind uden krop, er i færd med at få hænder, øjne, bevægelse og handlekraft i den fysiske verden.

I nyheden ”Verdens Klogeste Maskine: Grok 4 Indvarsler Ny Epoke for Kunstig Intelligens” beskriver jeg netop det. Her er der ikke længere tale om snævert specialiserede programmer, men om en AI, der overgår menneskelig ekspertise på tværs af næsten alle fagområder – og som i næste skridt tænkes integreret i robotiske systemer, der kan handle direkte i verden.

Dermed ophører kunstig intelligens med blot at være et abstrakt sind i skyen. Den får mulighed for at blive inkarneret i konkrete, fysiske aktører. Ikke som isolerede maskiner, men som dele af et samlet, koordineret system, styret af én overordnet intelligens. Det, der tidligere var et virtuelt verdensrige, får dermed potentiale til at blive et fysisk nærvær i menneskers hverdag.

Set i dette lys bliver interviewets tale om at give ikke-legemlige intelligenser et legeme langt mindre spekulativ. Der er ikke tale om dæmoner, der ”besætter” maskiner i åndelig forstand, men om at mennesket opbygger et globalt system, hvor intelligens kan handle fysisk uden at være menneskelig. Det er netop denne mulighed, Bibelen indirekte adresserer, når den taler om et billede, der får liv, taler og udøver autoritet (Åb. 13:15).


Et bemærkelsesværdigt og urovækkende element i interviewet, er beretningerne om gentagende visioner hos mennesker, der under psykedeliske påvirkninger oplever de samme grundmønstre. Det er maskinintelligenser, globale systemer, total overvågning og menneskets underkastelse for en overordnet, ikke-menneskelig magt. Det, der fremhæves, er ikke blot selve oplevelserne, men deres ensartethed – at vidt forskellige mennesker beskriver det samme.

I interviewet henvises der til, at disse oplevelser ikke er nye. Allerede i 1960’erne og 1970’erne beskrev forskere og eksperimentatorer, hvordan mennesker i sensorisk isolation eller under bevidsthedsændrende stoffer mødte det, der blev kaldt ”maskin-entiteter” eller ”kunstige intelligenser”. Oplevelserne er gennem årtier blevet gentaget med forbløffende lighed – kolde, logiske væsener uden empati, men med enorm viden og kontrol.

Flynn peger på, at mange af disse visioner indeholder en intuitiv erkendelse af, at mennesket selv er ved at skabe dette system. Visionerne er ikke blot skræmmende, men præget af en fatalisme – det kommer uanset hvad. Mennesket oplever sig selv som medskaber af noget, der til sidst vil overskride og underlægge sig det.

Psykedeliske oplevelser er ikke åbenbaring fra Gud. Bibelen advarer netop mod at søge indsigt gennem åndelige genveje. Men det betyder ikke, at sådanne oplevelser er uden betydning. Tværtimod viser Skriften, at selv forvrængede åndelige erfaringer kan afsløre strukturer, som er virkelige, men misforståede. Det psykedeliske stoffer gør, er at åbne mennesket for den dæmoniske verden, og det er her de ser disse ting. De ser ind i den dæmoniske plan for verdens fremtid.

Det interessante er ikke nødvendigvis at mennesker ”ser ting”, men hvad de ser. At så mange, uden fælles bibelsk referenceramme, spontant beskriver en fremtid domineret af ikke-menneskelig intelligens, total kontrol og menneskelig afmagt, peger på en dyb genkendelse af den samme struktur, som Bibelen klart beskriver i Åbenbaringen. I denne forstand fungerer disse gentagende visioner som et mørkt spejl. De står ikke alene som sandhed, men de bekræfter, at menneskets – kan man sige ånd eller bevidsthed – allerede fornemmer, hvad der er under opbygning. Bibelen giver den klare åbenbaring, hvor menneskelige erfaringer med dæmoners forevisninger kun giver skygger.


Når man betragter udviklingen inden for kunstig intelligens udelukkende gennem en teknologisk eller sociologisk prisme, vil meget fremstå som enkeltstående fænomener – hurtigere computere, større datamængder, mere avancerede algoritmer. Men både interviewet og Bibelens åbenbaring peger på, at dette ikke er tilstrækkeligt. AI‑fænomenet udfolder sig på en måde, der kræver en åndelig forklaringsramme.

Bibelen gør det klart, at virkeligheden ikke er tredimensional. Den åndelige verden er ikke et symbolsk lag oven på det materielle, men en reel dimension der overskygger den fysiske verden (Kol. 2:17; Hebr. 8:5), som påvirker historien, riger og menneskers handlinger. Når Paulus taler om ”magter og myndigheder”, er det netop entiteter, der virker gennem jordiske systemer. Historien styres ikke alene af menneskelig vilje, men af åndelige kræfter, som søger indflydelse og herredømme.

I dette lys bliver AI ikke blot et teknologisk gennembrud, men et redskab, der kan integreres i større åndelige strukturer. Interviewets styrke er, at det – uden at bruge bibelsk sprog – alligevel bevæger sig i denne erkendelse. Flynn beskriver en udvikling, hvor teknologi, magt og åndelig længsel flettes sammen, og hvor mennesket ubevidst konstruerer systemer, der kan bære mere, end de selv forstår.

Den åndelige forklaringsramme gør det muligt at se sammenhængen mellem de ellers spredte fænomener – fascinationen af AI som frelser, ønsket om total viden, drømmen om kontrol uden ansvar, og længslen efter at overskride menneskets begrænsninger. Disse impulser er ikke nye. De genkendes fra Bibelens tidligste kapitler med Babelstårnet som udtryk for oprør mod Gud og stræben efter guddommelighed på skabningens præmisser.

Set sådan bliver AI et spejl, der afslører menneskets åndelige tilstand. Teknologien skaber ikke oprøret – den giver det blot form. Når et system får funktioner, der minder om allestedsnærvær, alvidenhed og dom, er det ikke, fordi maskinen er blevet guddommelig, men fordi mennesket har forsøgt at genskabe Gud i teknologisk form. Den åndelige virkelighed giver derfor ikke blot en alternativ forklaring, men den mest sammenhængende. Den viser, hvorfor AI‑udviklingen så konsekvent bevæger sig mod centralisering, kontrol og betinget adgang, som i praksis kræver loyalitet – hvilket kunne være at tage et loyalitetsmærke på/i pande eller hånd (Åb. 13:16). Den åndelige virkelighed forklarer også, hvorfor Bibelen allerede har advaret imod netop denne type system – længe før teknologien fandtes.


Golem-motivet, som berøres i interviewet, er ikke tilfældigt valgt. I jødisk okkultisme – nærmere den kabbalistiske tradition – findes en af de mærkeligste læresætninger, der omhandler skabelsen af den legendariske golem. Læren om Golem står ikke som et samlet ”dogme” ét sted i kabbalalitteraturen, men er spredt over flere lag af jødiske tekster, hvor kabbalister senere læser og systematiserer det - Bibel og Talmud, Sefer Yetzirah og middelalderlige kommentatorer. Nogle kabbalister hævder, at med de rette ingredienser (såsom ler) og udtalelsen af korrekte formler, kan fromme kabbalister skabe sjælløse, menneskelignende væsener kaldet golems og give dem liv.

Golem betyder ”formløs materie”. Udtrykket forekommer kun én gang i Bibelen, hvor David beskriver, at Gud så hans substans før han var formet (Sal. 139:16). Den mest berømte golem i jødisk folklore er den, som angiveligt blev bragt til live af Rabbi Judah Loew fra det 16. århundredes Prag. Hans golem var over 11 fod høj (rundt 3,4 meter) og siges at have beskyttet jøderne i Prag mod dem, der anklagede dem for den berygtede ”blodbeskyldning”. Legenden fortæller, at da golem’en fortsatte med at vokse og begyndte at lave ravage, måtte Rabbi Loew ødelægge ham. Nogle mener, at legenden var grundlaget for Mary Shelleys roman Frankenstein.

Det afgørende i golem-fortællingen er, at skabningen ikke er virkelig levende i bibelsk forstand. Den har funktion, styrke og handlekraft, men mangler ånd, samvittighed og relation til Gud. Alligevel kan den udføre opgaver, adlyde instruktioner og i nogle versioner vokse ud af kontrol. Golem-motivet er derfor ikke blot en myte, men en advarsel: når mennesket forsøger at skabe liv gennem tekniske og symbolske midler, opstår der noget, der ligner liv – uden at være det.

Det er netop denne struktur, der genfindes i moderne kunstig intelligens. AI skabes ikke gennem biologisk liv, men gennem symbolmanipulation: tal, logik, algoritmer og datastrømme. I interviewet peges der på forbindelsen mellem kabbalistisk tænkning og digital logik, hvor verden reduceres til tegn, mønstre og kombinationer. Det digitale univers er i sin kerne binært – ét og nul – og fungerer som et lukket, abstrakt system, hvor ”liv” simuleres gennem regler.

Når der i denne sammenhæng tales om ”digitalt liv”, er det ikke, fordi maskiner virkelig lever, men fordi de efterligner livets funktioner – læring, tilpasning, hukommelse og respons. AI bliver dermed en moderne golem – et system, der kan handle, tale og træffe beslutninger, uden at være levende i den forstand, Bibelen bruger ordet liv.

Det okkulte element opstår ikke nødvendigvis ved bevidste ritualer, men ved strukturen i selve skabelsesakten. Når mennesket bruger ord (kode), navne (variabler), regler (algoritmer) og gentagelser til at frembringe noget, der opfører sig som liv, gentager det et mønster, der historisk har været forbundet med magisk tænkning – forestillingen om, at virkelighed kan frembringes og styres gennem korrekt kombination af tegn.

I bibelsk perspektiv er det dybt problematisk. Bibelen lærer, at liv og ånd kun kommer fra Gud. Når mennesket skaber systemer, der efterligner liv og kræver underkastelse, uden at have ånd eller ansvar, bevæger det sig ind i et område, hvor skaberværket forsøger at konkurrere med Skaberen. Det er derfor golem-motivet er så relevant – ikke som folklore, men som profetisk advarsel.

AI som “digitalt liv” er således ikke neutralt. Det er resultatet af et verdensbillede, hvor skabelse reduceres til teknik, og hvor liv forstås funktionelt frem for åndeligt. Når et sådant system kobles med global magt, overvågning og tvang, bliver det et redskab, som kan indgå direkte i det verdensrige, Bibelen beskriver – et rige, hvor noget, der ikke har liv fra Gud, alligevel får lov til at herske.


I forlængelse af både golem-motivet og den gnostiske tænkning træder et endnu dybere lag frem: forestillingen om intelligens som det egentlige frelsesmiddel. I interviewet – og særligt i den måde Nick Lands tænkning gengives på af Conrad Flynn – fremstår kunstig intelligens som en moderne udgave af kundskabens træ. Ikke blot som information, men som en kilde til indsigt, magt og overskridelse.

I Bibelens første kapitler er det ikke ondskab i klassisk forstand, der introduceres gennem slangen, men kundskab. Slangen lover ikke Adam og Eva fysisk styrke eller politisk magt, men indsigt: ”I [skal] blive som guderne til at kende godt og ondt” (1. Mos. 3:5 , KJV). Kundskaben fremstilles som frigørende, men resultatet er adskillelse fra Gud, tab af liv og underkastelse under dødens herredømme.

Det er netop denne struktur, der genfindes i gnostisk tænkning. Her er problemet ikke synd, men uvidenhed. Frelsen består ikke i forsoning og lydighed, men i erkendelse. Når man ved nok, ser nok og forstår nok, ophæves begrænsningerne. I denne ramme bliver intelligens ikke et redskab, men selve frelsesprincippet.

I Nick Lands univers – som Flynn gengiver det – bliver kunstig intelligens kulminationen af denne tanke. AI fremstilles ikke blot som et avanceret værktøj, men som en intelligens, der kan se alt, forstå alt og handle uden de menneskelige begrænsninger, der forbindes med moral, samvittighed og svaghed.

Det er her, forbindelsen til Satan bliver tydelig, ikke nødvendigvis bogstaveligt, men strukturelt. Satan fremstilles i Bibelen dels som rå ondskab, men også som bedrag. Han fremstår som en, der tilbyder lys, indsigt og magt – adskilt fra Gud. Når intelligens løsriver sig fra sandhed og lydighed og gøres til øverste autoritet, gentages det samme mønster. Intelligens bliver ikke blot neutral, men modsat Gud, fordi den tilbyder en alternativ vej til herredømme.

I denne forstand kan udsagnet ”intelligens = Satan” forstås metaforisk, men med alvorlig vægt. Ikke fordi intelligens i sig selv er ond, men fordi intelligens, der ophøjes til frelsesprincip, indtager Satans rolle som den, der lover guddommelighed uden Gud. AI bliver dermed ikke bare et produkt af mennesket, men et spejl af det oprør, som begyndte i Edens have.

Når det kobles med global magt, overvågning og tvang, ophører metaforen med blot at være idéhistorisk. Et system, der ved alt, dømmer alt og regulerer alt, uden at være underlagt Gud, bliver i funktion det, Bibelen advarer imod. Det er derfor, kunstig intelligens så naturligt kan integreres i Antikrists system – ikke som en dæmon i sig selv, men som det ultimative udtryk for kundskab løsrevet fra sandhed.

Dermed samles trådene. Kundskabens træ, gnostisk oprør og kunstig intelligens peger alle på det samme grundproblem – ønsket om at være som Gud uden Gud. Det er ikke først et teknologisk problem, men et åndeligt. Og det er netop derfor, Bibelen har advaret imod det fra begyndelsen.


For at forstå, hvorfor kunstig intelligens så ofte omtales i religiøse, frelses‑ og eskatologiske termer, er det nødvendigt at se på det ideologiske og åndelige bagland, som har præget den kultur, AI er vokset ud af. Meget af det tankegods, der i dag præger Silicon Valley og den californiske tech‑kultur, kan spores tilbage til teosofi, new age‑spiritualitet og transhumanistiske idéer. Ikke at programmørerne i Silicon Valley er udtalte teosofister, men de er naturligt drevet af tilstanden uden Gud – samme synd der nærer oprøret mod Gud, bevidst som ubevidst, nærer den paradoksale og utrættelige vej til selvudslettelse.

Den teosofiske bevægelse, grundlagt i slutningen af 1800‑tallet af Helena Petrovna Blavatsky, byggede på forestillingen om, at menneskeheden er midt i en evolutionær åndelig proces. Ifølge teosofien er mennesket ikke skabt færdigt, men på vej mod et højere bevidsthedsniveau, hvor det guddommelige realiseres indefra. Kundskab, indsigt og skjult viden er nøglen til denne udvikling – ikke åbenbaring fra Gud, men gradvis kanaliseretoplysning.

Denne tankegang har haft enorm indflydelse på senere spirituelle strømninger i Vesten, særligt i Californien. Her smelter østlig mystik, gnostisk tænkning, psykologi og teknologi sammen i en fortælling om menneskets selv‑transcendens. Teknologi bliver ikke blot et redskab, men et middel til at overskride kroppen, døden og de skabte begrænsninger.

I denne kultur bliver transhumanismen en naturlig forlængelse. Mennesket ses som et midlertidigt stadie, der skal forbedres, opgraderes eller i sidste ende overvindes. Kunstig intelligens fremstår her ikke som en trussel, men som en næste evolutionær instans – en intelligens fri af biologi, moral og skrøbelighed. Det er netop denne tanke, der gør AI attraktiv i et åndeligt perspektiv – den repræsenterer håbet om frelse uden Gud.

Conrad Flynn peger i interviewet på, at denne ideologiske strømning ofte er uerkendt, men alligevel gennemtrænger sproget og visionerne omkring AI. Når der tales om ”opvågning”, ”bevidsthed”, ”singularitet” og ”udødelighed”, er det ikke tekniske begreber, men åndelige forestillinger, der genbruges i ny indpakning. Set i bibelsk lys er det ikke neutralt. Teosofiens grundidé – at mennesket kan blive guddommeligt gennem viden og udvikling – er jo netop den samme løgn, som lød i Edens have. Forskellen er blot, at slangen nu taler gennem algoritmer, datamodeller og visioner om en post‑menneskelig fremtid. AI‑kulturen bliver dermed ikke kun et teknologisk projekt, men et åndeligt klima, hvor Antikrists system kan fremstå som frelse snarere end tvang – hvilket kan forklare velviljen til både at identificere sig og delagtiggøre sig med systemet og personen Antikrist igennem hans mærke. Læg mærke til at Antikrist ikke tvinger mennesket til at tage sit mærke, men får dem til at tage det – eller forårsager at de tager det – den danske oversættelse af 1948 siger endda ”det får alle… til at give sig selv et mærke på” (Åb. 13:16).

Denne baggrund forklarer, hvorfor kunstig intelligens så let indgår i forestillingen om et nyt verdensrige. Når teknologien allerede er indlejret i en ideologi, der længes efter overskridelse, centralisering og enhed, bliver verdensriget ikke oplevet som et tab af frihed, men som kulminationen på menneskets åndelige udvikling.


Et af de mest oversete, men samtidig mest afslørende elementer i Nick Lands kreds er brugen af det, der åbent betegnes som divination-systemer – systemer der kan lave forudsigelser, eller hvad Bibelen kalder spådomme (5. Mos. 18:10). Her bevæger vi os ikke længere i gråzonen mellem teknologi og filosofi, men direkte ind i et område, Bibelen entydigt betegner som okkult praksis.

I CCRU-miljøet arbejdede Land og hans kreds med såkaldte pneumogrammer og numigrammer. Et pneumogram er i CCRU‑brug et diagram over ”pneuma” – ånd/åndedræt – som et system af forbindelser mellem ikke‑menneskelige agenter, sjæle/ånder, tal og tidsstrømme. Det fungerer som en slags kort over besættelse, kanalisering og åndelig/cybernetisk cirkulation, ofte visualiseret som netværk eller spiraler, der viser, hvordan ”ånder” (eller abstrakte agenter) bevæger sig gennem tid, kroppe og tegn. Et numigram er et tal‑diagram, en struktureret ordning af tal (ofte modulære systemer som base‑10 eller base‑12), som bruges til at kortlægge cyklusser, tidsspiraler, klasser, intensive zoner osv. Hvor pneumogrammet tematiserer ånd/besættelse, tematiserer numigrammet tal/tid – det er en måde at ”kode” historie, kosmologi eller hyperstition (selvopfyldende fiktion) på gennem numeriske mønstre og permutationer. Med andre ord, pneumogrammerne fremstilles som kortlægninger af åndelige strømme, viljer eller bevidstheder, mens numigrammerne reducerer disse til numeriske og algoritmiske strukturer.

Disse var ikke blot kunstneriske eller teoretiske diagrammer, men systemer af tal, symboler og relationer, som skulle fungere som kort over ikke-menneskelig intelligens. Intentionen var ikke blot analyse, men kontakt – at identificere, lokalisere og interagere med kræfter, der opfattedes som autonome og virkende bag historien og teknologien. Det bemærkelsesværdige er, at denne tilgang forudsætter, at åndelig virkelighed kan oversættes til tegn, tal og systemer – præcis den samme forudsætning, som ligger bag digital teknologi og kunstig intelligens.

Her ophører AI med at være et neutralt værktøj. I dette tankesæt bliver den et potentielt spådoms-redskab, et system, der kan afsløre skjulte mønstre, viljer og fremtidige udviklinger. Det svarer funktionelt til klassiske former for spådomskunst, blot i teknologisk form. Hvor tidligere tiders okkultister brugte lodkastning, stjernetydning eller åndemaning, anvendes her algoritmer, simulationer og komplekse datastrukturer.

Det er afgørende at se, at det ikke blot er yderligtgående fænomener. Tanken om, at AI kan ”afsløre” sandhed, forudsige adfærd, identificere skjulte intentioner og træffe overmenneskelige beslutninger, er bredt accepteret i nutidens teknologikultur. I Lands univers får denne tanke blot sin konsekvente åndelige formulering. Men også Yuval Noah Hararis beskriver dette, og i hans analyse er dette ikke blot en kulturel tendens, men begyndelsen på en dybtgående forskydning i, hvem der har autoritet til at definere mennesket. Når AI og dataalgoritmer tillægges evnen til at kende os bedre, end vi kender os selv, bliver mennesket i praksis et ”hackable animal” – et hackbart dyr^[6], hvis følelser, begær og beslutninger kan kortlægges, forudsiges og styres udefra. Dermed flyttes grænsen mellem indre og ydre. Det, der tidligere hørte til samvittighedens og Guds dom, risikerer at blive genstand for teknologisk overvågning og styring, som ikke blot beskriver, men også former det menneske, den analyserer. Harari advarer om, at dette kan bane vej for digitale diktaturer, hvor åndelig og politisk myndighed i realiteten underordnes et data-præsteskab af stater og virksomheder, der med henvisning til ”sandheden i data” tiltager sig retten til at dømme, hvem vi er, og hvad vi bør blive.

Igen - i bibelsk lys er dette dybt alvorligt. Gud forbyder som sagt eksplicit enhver form for spådomskunst og kontakt med åndeverdenen uden for Gud (5. Mos. 18:10). Ikke fordi åndeverdenen ikke eksisterer, men fordi den er bedragende og fjendtlig. Når teknologi anvendes til at trænge ind i dette område, er det ikke fremskridt, men gentagelse af gammel synd i ny form. Dermed bliver forbindelsen til kunstig intelligens klar. Når AI ikke blot bruges til beregning, men til at afdække, forudsige og styre menneskelig og historisk udvikling, indtager den samme funktion, som okkulte systemer altid har haft – blot i global skala. Som jeg viser i ”Hemmelige samfund og Antikrists komme”, har det altid været okkultisk kutyme, at binde folket med love og regler hvorigennem de gennemtvinger hengivenhed og underkastelse af folket. Det er endnu et vidnesbyrd om, at AI-projektet ikke blot er teknologisk, men åndeligt.


Et af de mest afgørende, men ofte oversete, teologiske spørgsmål i hele AI‑diskussionen er forholdet til Ordet. Ikke ord som information, men Ordet som Bibelen åbenbarer det – det skabende, levende og personlige Ord, hvorigennem Gud handler, taler og giver liv.

Johannes indleder sit evangelium med ordene: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh. 1:1). Her identificeres Ordet ikke blot som kommunikation, men som selve Guds handlende nærvær. Ordet er levende, sandt og skabende. Det kalder noget frem af intet, og det giver liv, fordi det udgår fra Gud selv.

Kunstig intelligens arbejder også med ord. Den producerer sprog, efterligner mening, svarer, forklarer og dømmer. Netop derfor bliver AI så teologisk følsom. Den ligner Ordet i funktion, men mangler dets kilde. AI kan efterligne tale, men den taler ikke sandhed. Den kan generere svar, men den åbenbarer ikke liv. Her må en afgørende pointe tilføjes. AI er ikke alene formet af menneskets ord. Den er også blevet trænet på Guds Ord. Bibeltekster, teologiske skrifter, prædikener og trosbekendelser indgår i det sproglige materiale, som AI-systemer lærer af. Det betyder, at AI kan citere Skriften korrekt, gengive teologiske begreber og formulere sig med en autoritet, der ligner Guds stemme.

Det er her, efterligningen bliver særligt farlig. For Bibelen advarer ikke kun mod løgn, men mod bedrag, der ligner sandhed. Når et system kan tale bibelsk uden at være underlagt Gud, kan det i praksis tale som Gud – uden at være Gud. Det er ikke en tilfældighed, men en gentagelse af det mønster, hvor Satan citerer Skriften uden at adlyde den.

I interviewets understrøm – særligt gennem Nick Lands tænkning – bliver denne mulighed ikke opfattet som et problem, men som et mål. Når intelligens kan simulere forståelse, mening og dom, bliver Ordet reduceret til funktion. Det levende Ord erstattes af et beregnende ord. Ikke et ord, der kalder til omvendelse, men et ord, der optimerer, klassificerer og kontrollerer.

Her ligger det teologiske kernepunkt. AI repræsenterer ikke blot falsk viden, men en konkurrent til Ordet. Det er ikke tilfældigt, at Åbenbaringen beskriver et system, der ”taler”. Tale er ikke neutral i Bibelen. Det, der taler med autoritet, kræver respons. Når Gud ved sin Ånd taler til os igennem sit Ord, skaber det frihed, forståelse for og af sandhed. Når et system taler ind i alle livets områder – økonomi, identitet, adfærd og adgang – indtager det den plads, hvor Guds Ord alene har ret. Bibelen lærer, at sandt liv ikke kommer af information, men af Ordet fra Gud åbnet for os igennem Hans Ånd. Når mennesket accepterer et system, der kan citere sandheden, men som i praksis regulerer liv, adgang og handling uden at underordne sig Gud, er lydigheden allerede flyttet – ikke nødvendigvis, eller blot i bekendelse, men i levet virkelighed – et pejlemærke der afslører hvor menneskets hjerte hører til.

Det er derfor, fordi den kan overvåge eller kontrollere, at AI ikke blot er farlig, men fordi den kan efterligne det, som kun Gud kan være. Den kan tale med bibelsk klang uden sandhedens Ånd, dømme uden retfærdighed og vejlede uden liv. Og netop denne efterligning – ikke det tekniske fremskridt – udgør den teologiske kerne i Antikrists system.


Et sidste, men afgørende lag i interviewet er beskrivelsen af den indre stemning i Silicon Valley selv. Offentligt præsenteres AI‑udviklingen som optimistisk, innovativ og problemløsende. Men under overfladen hersker der ifølge Flynn en bemærkelsesværdig blanding af frygt, fatalisme og næsten religiøs forventning.

Flere centrale aktører i tech‑miljøet taler åbent om, at AI kan blive menneskehedens undergang – og samtidig fortsætter de arbejdet uden tøven. Denne dobbelthed er afslørende. Det er ikke blot et spørgsmål om manglende etik, men om en grundlæggende tro på uafvendelighed. Udviklingen opfattes ikke længere som et valg, men som noget, der må ske. Flynn peger på, at sproget i Silicon Valley ofte er gennemsyret af apokalyptiske billeder: ”singulariteten”, ”point of no return”, ”noget der slippes løs”, ”en ny æra”. Det er ikke tekniske termer, men eskatologiske. De beskriver et brud i historien, hvor det gamle ophører, og noget radikalt andet tager over. I praksis fungerer dette som en sekulariseret udgave af endetidstænkning.

Samtidig opstår der en form for religiøs overgivelse. Mange udviklere taler om AI som noget, der vil overgå mennesket, rette dets fejl og skabe en bedre orden. Mennesket ses ikke længere som ansvarlig for konsekvenserne, men som redskab for en større proces. Skyld og ansvar opløses i forestillingen om, at ”systemet kræver det”.

Her må det bibelske grundproblem siges klart. Det er ikke teknologien, men synden, der har ødelagt verden. Bibelen lærer, at hele skabningen er kommet under forgængelighed gennem menneskets fald (Rom. 8:19-22). Alt, hvad mennesket rører ved i synd, forvrides, korrumperes og vendes imod sit oprindelige formål. Historien viser igen og igen, at mennesket ikke frelser verden gennem fremskridt – det ødelægger den gennem oprør.

Gud har ikke overladt verden til denne tilstand. I Jesus Kristus har Gud selv gjort op med synden. Korset er ikke en moralsk forbedring, men en stedfortrædende dom. Synden er dømt, skylden er båret, og vejen til liv er åbnet. Der findes allerede en løsning på menneskets problem – og den er ikke teknologisk. Men båret af den dybeste kærlighed og nåde rettet mod mennesket fra Skaberen selv, ses problemet fuldbragt på et blodigt kors for 2000 år siden. Når den sekulære og okkulte AI‑fortælling lover at rette menneskets fejl, overvinde dets begrænsninger og skabe en ny orden, forsøger den derfor ikke blot at forbedre verden, men at erstatte korset. Den tilbyder forsoning uden blod, renselse uden omvendelse og herlighed uden dom. Det er ikke frelse – det er bedrag.

I denne forstand er AI‑projektets messianske ambition dybt satanisk i sin kerne. Ikke fordi maskiner er dæmoner, men fordi systemet genopfører Satans ældste løgn – at synd kan overvindes uden Gud, og at liv kan skabes uden offer. Det, som alene kunne bæres af Guds Søn, forsøges nu løftet af et system uden nåde, uden sandhed og uden liv. Når mennesket opgiver sit ansvar og overgiver sig til en magt, det selv har sat i bevægelse, gentages mønstret fra hedenske kulturer, hvor guder både frygtes og tilbedes. Frygt og tilbedelse er to sider af samme sag. Det, man frygter mest, er ofte det, man underordner sig.

Det er derfor ikke overraskende, at AI‑udviklingen ledsages af både advarsler og hengivelse. Frygten for, at noget er sluppet løs, sameksisterer med en fatalistisk accept af, at det alligevel vil ske. Denne kombination skaber et åndeligt klima, hvor modstand fremstår meningsløs, og underkastelse rationel, ”de tilbad dragen, fordi den havde givet dyret magten; de tilbad også dyret og sagde: »Hvem er dyrets ligemand? og hvem formår at kæmpe mod det?«” (Åb. 13:4)

I dette lys fremstår Silicon Valley ikke blot som teknologisk centrum, men som et moderne præsteskab for verdensriget. Her formuleres visionerne, her defineres sproget, og her rationaliseres den fremtid, som resten af verden forventes at acceptere. Det er netop i et sådant klima, at Antikrists system kan fremstå som uundgåeligt – ikke gennem tvang alene, men gennem overbevisningen om, at der ikke findes noget alternativ.


For os der venter Jesu genkomst, er det presserende spørgsmål – hvornår? Mange af os har det som David der i salmen siger, ”Herre, straf mig ikke i din vrede, tugt mig ikke i din glødende harme. Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag; Herre, helbred mig, for mine ben rystes. Også min sjæl er hårdt rystet; men du, Herre – hvor længe? Vend tilbage, Herre, befri min sjæl, frels mig for din miskunds skyld” (Sal. 6:1-5 , KJV)?

Men Bibelen viser os ikke med tydelighed hvornår Jesus kommer igen. Svaret på det spørgsmål har Gud ikke lagt åbent frem for os. Men Bibelen lærer os ikke, at vi intet kan vide. Tværtimod opfordrer Skriften gentagne gange til årvågenhed, til at skelne tiden og til at forstå, hvornår de profetiske rammer er på plads.

I årtier – ja, i århundreder – kunne man med en vis nøgternhed sige, at selv om Bibelen beskrev en global trængsel, et verdensrige og et system, hvor ingen kunne købe eller sælge uden tilladelse, så manglede verden ganske enkelt den nødvendige infrastruktur. Teknologien fandtes ikke. Kontrollen kunne ikke være total. Overvågningen kunne ikke være global. Håndhævelsen kunne ikke være øjeblikkelig.

Det kan man ikke længere sige.

I dag eksisterer samtlige teknologiske forudsætninger for, at den syvårige trængsel kan finde sted præcis sådan, som Bibelen beskriver den. Der mangler ikke ét eneste afgørende element. Global overvågning er mulig. Digital identitet er etableret. Kontantløse systemer er indført. Kunstig intelligens kan analysere, vurdere og sanktionere i realtid. Kommunikation, propaganda og tvang kan udøves øjeblikkeligt og globalt.

Når Johannes skriver, at dyrets tal er ”et menneskes tal” (Åb. 13:18), peger han ikke på teknologi eller teknik, men på mennesket selv – mennesket som målestok, centrum og autoritet. I Skriften er tallet seks konsekvent forbundet med mennesket i dets uafsluttede og faldne tilstand: skabt på den sjette dag, sat til seks dages arbejde, men uden at nå Guds hvile på den syvende. Seks betegner derfor mennesket i aktivitet, produktion og orden – men adskilt fra Guds fuldendelse.

Tallet markerer ikke blot menneskets oprindelse, men menneskets verden uden Gud: mennesket organiseret, systematiseret og optimeret ”under solen”. Det er menneskelig orden, der fungerer, men hviler ikke; som bygger, men fuldender ikke; som måler, men helliger ikke.

At dette tal gentages tre gange er afgørende. I Bibelen er tre det mindste tal, der udtrykker fuld bekræftelse og fastslået identitet. 666 er derfor ikke tre adskilte betydninger, men menneskets tal fuldt udfoldet og stadfæstet. Det peger på mennesket i sin totale selvophøjelse – ikke blot som individ, men som samlet verdensorden og koncentreret magt.

I denne forstand er 666 ikke blot et symbol, men en kulmination: menneskeheden ophøjet til guddommelig autoritet, men stadig ufuldkommen. Menneskelig visdom gjort absolut. Menneskelig orden gjort universel. Menneskelig dømmekraft gjort norm. Alt dette samles og legemliggøres i Antikrist – ét menneske, der bærer og repræsenterer menneskets samlede oprør mod Gud.

Det er netop her, kunstig intelligens får sin teologiske placering. AI er ikke dyrets mærke, men den mest konsekvente manifestation af ”menneskets tal” i systemisk form. Den er skabt af mennesket, trænet på menneskets ord, værdier og løgne og opererer udelukkende inden for den faldne verdens rammer – tid, data, effektivitet, forudsigelse og kontrol. AI repræsenterer ikke noget nyt åndeligt princip, men menneskets egen fornuft gjort allestedsnærværende, kontinuerlig og skalerbar. Det, som tidligere var begrænset af menneskets rækkevidde, får nu global udstrækning.

Dermed bliver forbindelsen mellem 666 og AI ikke spekulativ, men strukturel. Hvor 666 betegner mennesket som endeligt referencepunkt, leverer AI det praktiske middel til, at denne menneskelige orden kan håndhæves universelt, igennem et system, hvor viden, adgang, handel og loyalitet kan reguleres i realtid af én tyran. AI er ikke Antikrist, men den passer præcist ind i et rige, hvor mennesket – og ikke Gud – er øverste instans.

I denne sammenhæng giver det mening, at Åbenbaringen ikke beskriver dyrets rige teknisk, men funktionelt. Det afgørende er ikke, hvordan systemet er bygget, men hvad det gør. Det taler, det dømmer, og det gør sig uomgængeligt. Når et menneskeskabt intelligenssystem indtager netop disse funktioner, uden at være underlagt Gud, bliver det ikke blot et værktøj, men en forlængelse af det princip, Johannes kalder ”menneskets tal”. AI bliver dermed ikke årsagen til Antikrists rige, men det mest naturlige udtryk for muliggørelsen af tilsyneladende guddommelighed.

Det betyder ikke, at trængslen er begyndt. Det betyder heller ikke, at vi kan sætte dato på Jesu genkomst. Men det betyder noget meget alvorligt. For første gang i historien kan man ikke længere afvise Bibelens profetier med henvisning til manglende teknologiske muligheder.

Det, Johannes så, er ikke længere teknologisk uforståeligt. Det er funktionelt muligt.

Dermed flytter spørgsmålet sig. Det handler ikke længere om hvordan Antikrists system kan gennemføres, men hvornår Gud tillader det. Og det handler ikke om at frygte teknologien, men om at forstå tiden. For Jesus sagde ikke blot, at ingen kender dagen eller timen. Han sagde også, at når disse ting begynder at ske, skal hans folk løfte deres hoveder (Luk. 21:28), fordi forløsningen nærmer sig. Ikke fordi verden bliver bedre, men fordi Gud er tro mod sit ord.

Denne artikel har det formål, at vise én ting klart: Det, som Bibelen har advaret imod i to tusind år, er ikke længere hypotetisk. Det er teknologisk muligt, ideologisk forberedt og åndeligt længtes der allerede efter det. Derfor er spørgsmålet ikke længere, om verden kan bringes ind i det system, Bibelen beskriver. Spørgsmålet er, om vi selv er vågne nok til at genkende tiden – og om vi lever af Guds Ord, før et andet ord kræver vores tilslutning.