Men her er det afgørende at se én ting klart fra begyndelsen. Den påståede modsigelse er ikke født af Bibelens tekst, men af vores egne traditioner, julespil, film og overfladisk læsning. Når vi læser, hvad der faktisk står, og lader Matthæus og Lukas få lov til at tale færdigt, falder brikkerne på plads. Evangelierne modsiger ikke hinanden – de supplerer hinanden.
Det moderne menneske læser ofte evangelierne, som om de var journalistiske referater skrevet efter nutidens standarder – kronologiske minut-for-minut-beretninger, hvor alt nævneværdigt må være med, og hvor enhver udeladelse opleves som en fejl.
Så når Lukas efter tempelberetningen skriver ”Da de nu havde fuldført det alt sammen, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, vendtede tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret” (Luk. 2:39), tager skeptikeren det straks sådan at ”Se! Lukas siger, de gik direkte fra templet til Nazaret. Ingen Egypten. Ingen omvej. Matthæus har opfundet historien!”
Men læg mærke til at Lukas skriver ikke, at de vendte tilbage samme dag, han siger ikke ”straks”, og han siger ikke, at der ikke skete noget imellem. Han laver en fortællemæssig overgang – de gjorde alt, hvad loven krævede omkring Jesu fødsel – og så fører han os videre til det næste, der er vigtigt for hans fortælling, nemlig Jesu opvækst i Nazaret.
Lukas er ikke en TV-reporter. Han er en antik historiker, der udvælger og strukturerer begivenheder efter Guds ånds ledelse og efter et teologisk formål. Og det samme gør Matthæus. De er ikke journalister, men inspirerede forfattere.
I mange sind er ”julehistorien” en sammenblanding af alt muligt. Josef og Maria, der ankommer til Betlehem sent om aftenen, lige i sidste øjeblik. En hård hjerteløs ”krofar”, der smækker døren i. En stald, en krybbe, hyrderne, og – naturligvis – de tre ”konger”, der står klar ved stalddøren samme nat med deres gaver.
Alt dette er dramatisk, rørende og velegnet til krybbespil og film – men det er ikke sådan, Bibelen fortæller det.
Når kristne så får hele dette blandede billede i hovedet og bagefter læser Matthæus og Lukas, så virker beretningerne modstridende. Men modstriden ligger ikke i teksten. Den ligger i vores traditioner, der klipper og klistrer. Lad os derfor – lægge traditioner, film og sange til side og lytte til det, Gud faktisk har ladet skrive.
Lukas giver os en meget jordnær, enkel beretning.
Maria bor i Nazaret i Galilæa. Josef er af Davids hus og slægt, forankret i Betlehem, Judæa. Kejserens påbud om folketælling tvinger Josef til at rejse til sin fædreneby. Maria følger ham – Lukas bemærker netop dette, fordi det sandsynligvis har været usædvanligt, at hun overhovedet tog med.
De rejser til Betlehem, og Lukas siger ikke, at de lige netop når frem ”i sidste sekund”. Der står: ”medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde” (Luk. 2:6). Altså har de været i byen noget tid, da fødslen nærmer sig. Jesus fødes, svøbes, lægges i en krybbe, fordi der ikke var plads for dem i herberget – ikke et moderne hotel, men et rum, sandsynligvis i et hus, hvor der allerede var fyldt af andre slægtninge. Samme nat får hyrderne på marken englebesøg og går ind til barnet. De finder netop det tegn, englen har givet dem – et barn i svøb, liggende i en krybbe. De lovpriser Gud.
Otte dage efter omskæres Jesus, sådan som loven krævede, og fyrre dage efter fødslen (jf. Luk. 2:21-22 og 3. Mos. 12:2-4) går Josef og Maria til templet for at bringe renselsesofferet. Det er her, vi møder Simeon og Anna. Lukas nævner, at de bringer det fattige folks offer – to duer eller to turtelduer. Det betyder, at de endnu ikke har fået de kostbare gaver, Matthæus nævner: guld, røgelse og myrra.
På dette tidspunkt er Jesus altså stadig i enkel, fattig tilstand. Intet spor af visit fra rige ”vismænd fra Østerland”. Det passer godt med, at disse må være kommet senere.
Først herefter skriver Lukas sin overgangssætning, ”Da de nu havde fuldført det alt sammen, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, vendtede tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret” (Luk. 2:39).
Det er her, skeptikeren springer til konklusionen, at ”Aha, se, Lukas siger: fødsel, templet – og så direkte hjem. Ingen plads til Egypten”. Men det er en læsning, de lægger ned over teksten. Lukas siger blot at når vi er færdige med alt det omkring fødslen og lovens forskrifter, ender familien i Nazaret. Han redegør ikke for alt, der kan være sket imellem.
Lukas fortæller sammenhængen fra Nazaret til Betlehem til templet og endeligt til Nazaret. Han har fokus på at Jesus opfylder loven, at han mødes og bekræftes i templet, at hans opvækst er forankret i Nazaret. Alt andet er sekundært i hans projekt og udelades uden kommentar.
Matthæus fokuserer på andre ting. Hos ham er det især vigtigt at vise at Jesus er Davids søn, Messias, at hans fødsel er knyttet til Betlehem i Judæa og at hele forløbet opfylder specifikke profetier.
Hos Matthæus træder visemændene – magi’erne fra Østerland – frem. De kommer ikke til en stald, men til et hus i Betlehem. Jesus omtales ikke som spædbarn (brephos), men som et lille barn (paidion), hvilket passer godt med, at der er gået noget tid siden fødslen. Herodes’ opførsel bekræfter dette – han lader alle drenge i Betlehem og omegn dræbe, fra to år og ned, ”svarende til den tid, han havde fået besked om af vismændene” (Matt. 2:16). Det betyder, at han regner tilbage fra det tidspunkt, hvor de så stjernen – altså selve fødselstidspunktet – og polstrer sin grusomhed med en sikkerhedsmargin.
De vise mænd når altså sandsynligvis først frem nogen tid efter fødslen, måske et år eller noget i den retning. På dette tidspunkt er Josef og Maria stadig i Betlehem. Matthæus nævner intet tempelbesøg, ingen Simeon eller Anna – ikke fordi det ikke er sket, men fordi det ikke tjener hans teologiske formål i denne del af beretningen.
Efter de vise mænds besøg, advares Josef i en drøm om at Herodes vil søge at dræbe barnet. De flygter til Egypten. Her bliver de, indtil Herodes er død. Først derefter får Josef igen englebesøg og føres tilbage til Israels land. Men fordi Herodes’ søn Archelaus regerer i Judæa, våger Josef ikke at slå sig ned dér. I stedet drager han til Galilæa, til Nazaret. Dermed opfyldes også profetien om, at Messias skulle kaldes Nazaræer.
Det vil sige at Matthæus og Lukas mødes netop på dette punkt. Begge ender med Jesu opvækst i Nazaret; de har blot fortalt forskellige dele af vejen derhen.
Når man læser begge evangelier uden fordomme, står det næsten selvskrevet, hvor opholdet i Egypten hører hjemme.
Lukas fører os frem til tempelbesøget og stopper derefter i vers 38 med Simeons og Annas vidnesbyrd. Vers 39 er en kort overgang – de fuldførte alt efter loven og vendte til sidst tilbage til Nazaret. Lukas forklarer ikke i detaljer, hvor lang tid der går, eller hvad der sker imellem.
Matthæus spænder ud netop i det hul, Lukas lader stå. Tidslinjen – beskrevet i sammenhængende sprog – ser således ud:
Josef og Maria forlader Nazaret og drager til Betlehem. Jesus fødes, hyrderne kommer kort efter. Otte dage senere omskæres han, og omkring fyrre dage efter fødslen bringer forældrene ham til templet i Jerusalem, hvor de møder Simeon og Anna, stadig som en fattig familie uden guld og ædelgaver. Efter tempelbesøget vender de tilbage til området omkring Betlehem. De bosætter sig dér i et hus, hvor tiden går, og barnet vokser lidt til. På et senere tidspunkt ankommer vise mændene, som var blevet ledt af stjernen og først søgte Jesus i Jerusalem, men siden blev sendt til Betlehem. De finder barnet i huset, tilbeder ham og giver deres gaver. Efter deres besøg advares Josef i en drøm; familien flygter straks til Egypten. Her bliver de, indtil Herodes dør. Så fører Gud dem tilbage – ikke til Judæa men til Galilæa. De slår sig endelig ned i Nazaret, og dér vokser Jesus op.
Matthæus udfylder således det hul i historien, Lukas i sin komprimerede stil blot springer over. Der er ingen modstrid. De to vidnesbyrd går i hak som tandhjul. Den ene udelader, hvad den anden fortæller – men ingen siger, at den andens oplysninger er forkerte.
“Men Lukas siger jo, at de vendte tilbage til Galilæa – betyder det ikke, at der ikke var plads til Egypten?”
Læg mærke til, hvordan Lukas formulerer sig, når han fortæller om hjemkomsten: ”Da de nu havde fuldført det alt sammen, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret” (Luk. 2:39). Han siger ikke, at de gik lige fra templet til Nazaret uden nogen mellemstation. Han siger, at når man ser på den pakke af begivenheder, der vedrører Jesu spæde tid under loven – fødsel, omskæring, renselse, fremstilling i templet – så ender den fase med, at familien til sidst bor i Nazaret. Det er ikke en datoangivelse. Det er en narrativ lukning.
Det er fuldstændig normalt i antik historieskrivning, at man springer mellem større faser uden at nævne alle mellemtrin. Selv i vores hverdag taler vi sådan: ”Efter vi var flyttet til København og havde fået styr på alle papirer og praktiske ting, flyttede vi tilbage til Jylland”. Ingen hører den sætning og siger: ”Aha! Så kan I ikke have været i Tyskland imens!”. Man forstår instinktivt, at taleformen opsummerer en periode og springer detaljer over. Lukas gør præcis det samme. At kræve af ham, at han i en enkelt overgangssætning skal understrege: ”Bare rolig, imellem tempelbesøget og Nazaret lå også et længere ophold i Betlehem, et besøg af nogle vise mænd, en blodig episode med kong Herodes, en flugt til Egypten og et ophold dér på en ukendt periode”… er urimeligt. Det er ikke sådan, fortællende litteratur fungerer – heller ikke i dag.
Lukas’ tavshed om Egypten betyder ikke, at han mener, det aldrig fandt sted. Matthæus’ tavshed om hyrderne betyder ikke, at han fornægter deres eksistens. Evangelisterne udvælger begivenhederne efter formål. Lukas vil vise at Jesu dybe forankring i Guds lov og tempeltjenesten, hvordan Jesus allerede som spæd mødes i Guds hus og anerkendes som frelser af gudfrygtige israelitter, hvordan han vokser op i Nazaret og senere vender tilbage til templet som tolvårig.
Matthæus vil vise hvordan Jesu fødsel i Betlehem opfylder profetien om Davids by, hvordan hedninger (vise mænd) kommer og tilbeder ham, hvordan Herodes agerer som en ny Farao, hvordan Guds søn går ned i Egypten og kaldes ud derfra, som hele Israel gjorde, og hvordan også Nazaret er profetisk forbundet med hans kald og navn.
Når man ser det, bliver det næsten selvindlysende, hvorfor de hver har valgt netop de detaljer, de har. Forskellen er ikke modsigelse – det er teologisk fokus.
Hvis man beder mange kristne gengive julehistorien, får man ofte noget i denne retning: Josef og Maria rider på et æsel, ankommer sent og halvt i panik til Betlehem, hvor en gnaven krovært afviser dem og sender dem ud i en stald. Jesus fødes dér samme nat. Hyrderne og de tre konger dukker op på skift eller samtidig og lovsynger. Næste dag er det hele slut.
Men prøv at se, hvor meget af den ”historie” der slet ikke står i Bibelen. Der står ikke, at de ankom i sidste øjeblik. Der står ikke, at der var en ”krofar”. Der står ikke, at de vise mænd kom samme nat.
Der står ikke, at de var tre, eller at de var ”konger”.
Alt dette er senere pynt, føjet på af sange, spil og billeder. Jo mere vi binder os til det, jo sværere får vi det, når skeptikeren spørger. For så forsøger vi at forsvare noget, som Bibelen aldrig har sagt. Når vi derimod gør, hvad Bibelen selv kalder os til – gransker Skriften – så forsvinder mange af de såkaldte ”modsætninger” som dug for solen. Vi opdager, at problemerne sad i vores egne hoveder – ikke i Guds ord.
Endnu en vigtig pointe er at hvis nogen virkelig havde sat sig for at ”opdigte” en glat og kunstig historie om Jesu barndom, hvad ville de så have gjort? De ville sandsynligvis have sørget for, at alle detaljer i alle skrifter lignede hinanden til punkt og prikke. Ingen oversprungne led, ingen nuancer, ingen stofudvalg. Alt skulle stemme mekanisk.
Men evangelierne bærer præg af noget helt andet, nemlig to uafhængige vidner, der fortæller netop det, de er blevet ledt til at fokusere på. De er enige på de centrale punkter – Jesu fødsel i Betlehem, opvækst i Nazaret, jomfrufødslen, tidsrammen under Herodes – men de fortæller forskellige detaljer. Det er netop sådan, ægte vidnesbyrd plejer at se ud.
Når man sætter Matthæus og Lukas sammen, sker der noget interessant. Den ene belyser og udfylder den anden. Lukas’ påstand om, at familien til sidst ender i Nazaret, forklarer, hvorfor Jesus gennem hele sin tjeneste bliver kaldt ”Jesus fra Nazaret”. Matthæus’ beretning om Betlehem og Egypten forklarer, hvorfor han både kan være ”Davids søn fra Betlehem” og samtidig ”Nazaræer”, og hvorfor Herodes’ barnemord rammer drenge på op til to år. I stedet for at se modsætning ser vi pulsslag af dyb sammenhæng.
Det oprindelige spørgsmål lød: Hvis Matthæus har ret i flugten til Egypten og det længere ophold dér, hvordan kan Lukas så have ret i, at de ”vendte tilbage til Nazaret” efter tempelbesøget?
Svaret er, at spørgsmålet bygger på en falsk forudsætning. Lukas siger ikke, at de uden ophold og uden mellemstationer gik direkte fra templet til Nazaret. Han siger, at når man ser på den fase af Jesu spæde liv, der handler om fødsel og lovens forskrifter, så ender historien med hans opvækst i Nazaret. Matthæus fortæller i detaljer, hvad der skete efter tempelbesøget, men før den endelige etablering i Nazaret – de vise mænd, Herodes, barnet som lille barn i et hus i Betlehem, flugten til Egypten, opholdet dér og den senere tilbagevenden.
Der er ingen modsigelse. Der er blot to vinkler på den samme virkelighed.
Når skeptikere bruger disse forskelle til at angribe evangeliernes troværdighed, afslører de ofte mere om deres egne fordomme mod Skriften, end de afslører fejl i teksten. De kræver af Guds ord, at det skal leve op til deres kriterier, og de læser selektivt og overfladisk. Men når man lader Bibelen være sin egen fortolker, læser afsnittene i deres sammenhæng og forstår forskellen på tavshed og benægtelse, forsvinder ”modsætningerne”, og Guds ord viser sin indre enhed.
Derfor behøver kristne ikke stå og stamme, når spørgsmålet kommer. Vi behøver ikke ”finde på noget”. Vi kan roligt svare: Matthæus og Lukas taler sandt begge to. Lukas fortæller begyndelsen og slutningen af den tidlige barndom, Matthæus udfylder midten. Familien var i Betlehem, de var i templet, de fik besøg af hyrder og senere af vise mænd, de flygtede til Egypten, og de vendte hjem til Nazaret. Alt sammen på den måde og i den orden, Gud i sin visdom har ladet sine vidner nedskrive det.
Og når støvet fra de kritiske angreb har lagt sig, står én ting tilbage: ”skriften kan ikke omstødes” (Joh. 10:35). Det er ikke Bibelen, der står for fald, når skeptikerens ”paradoks” opløses – det er derimod endnu et menneskeligt angreb, der viser sig at hvile på sand, mens Klippen står fast.