Spørgsmålet om Jesu fødested er ikke et lille sideemne for særligt interesserede bibelnørder. Det går lige ind i hjertet af, hvem Jesus er. Enten er Han den lovede Davids søn, som skulle komme fra Davids by – Betlehem – sådan som profeterne har sagt (Mika. 5:1), eller også er Han en religiøs lærer, som senere er blevet pyntet op med fromme fortællinger for at passe ind i GT’s mønstre.

Det er der slaget står. Og det er derfor, der i dag gøres så meget ud af at så tvivl om Betlehem – og dermed Guds Ord.


Man peger for det første på, at det kun er Matthæus og Lukas der overhovedet nævner Betlehem i forbindelse med Jesu fødsel. Markus – det ældste evangelium efter de fleste forskeres vurdering – begynder med Jesus som voksen, der træder frem ved Jordan. Markus siger at ”Jesus kom fra Nazaret i Galilæa” (Mark. 1:9), og her siges intet om Betlehem. Paulus, der i øvrigt er tavs om hele Jesu barndom, nævner heller ikke Betlehem, selv om han godt ved, at Jesus er ”født af Davids slægt” (Rom. 1:3).

Dertil kommer Johannes-evangeliet. I kapitel 7 hører vi folkemængdens diskussion på løvhyttefesten. Nogle siger, at Jesus kan være Messias, mens andre protesterer: ”Har skriften ikke sagt, at Kristus kommer fra Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, hvor David var fra?” (Joh. 7:42). De kender ham som en mand fra Galilæa. Ingen træder frem og siger: ”Men han er jo netop født i Betlehem – I kender bare ikke hele historien”. Heraf drager mange den konklusion, at hverken Johannes eller hans læsere har kendt til nogen Betlehem-tradition.

For det andet hævdes det, at Matthæus og Lukas skaber hver deres teologiske ”rammefortælling” for at få Jesus placeret i Betlehem. Matthæus lader Josef og Maria være hjemmehørende i Betlehem – der er ingen rejse ned fra Nazaret. Vismænd, stjerne, Herodes, barnemordet og flugten til Egypten – alt sammen kun hos ham. Lukas derimod lader familien bo i Nazaret og ”tvinger” dem til Betlehem via en romersk folketælling under Quirinius. Her er der ingen vismænd, ingen Herodes, ingen flugt til Egypten, ingen barnemord – kun hyrderne på marken og den stille fødsel i stalden.

Kritikerne siger: Når samme begivenhed sættes ind i to så forskellige rammer, med hver sin teologiske pointe, er planen tydelig – Betlehem er ikke historie, men teologisk kulisse. Matthæus vil samle GT-profetierne som perler på en snor: ”for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne”. Lukas vil fortælle, at hele verdenshistorien (kejserens beslutning, folketællingen) bøjer sig for Guds plan. Begge bruger Betlehem som scene – men scenen er skrevet ind efter GT, siger man.

For det tredje trækkes historien hos Lukas om folketællingen under Quirinius frem som ”rygende pistol”. Quirinius er historisk kendt for en folketælling i år 6 e.Kr., mens Herodes den Store døde i 4 f.Kr. Deres regeringer overlapper ikke. Enten tager Lukas fejl, eller også strækker han de historiske facts for at få Josef og Maria til Betlehem på rette tidspunkt. I begge tilfælde får man sået tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kan stole på hans fortælling.

For det fjerde har nyere arkæologi leveret nyt stof til skeptikerne. I Galilæa ligger en lille landsby, Betlehem Haglilit – Galilæas Betlehem – i Zebulons område (jf. Jos. 19:15). Nogle forskere, især arkæologen Aviram Oshri, har arbejdet med den tanke, at Jesus måske blev født hér. Her finder man tydelig jødisk bosættelse fra Jesu tid, et værksted der fremstillede stenkar til rituel renselse, ruinerne af en stor byzantinsk kirke med en klippehule ved apsis, rester af noget, der kan være et kloster, og en massiv forsvarsmur omkring byen. Det ligner et vigtigt kristent center.

Når man samtidig – endnu – ikke har udgravet tydelige spor fra Jesu tid under Fødselskirken i Judæas Betlehem, bliver konklusionen for nogle, at måske er hele ”Davids by”-motivet flyttet fra Galilæas Betlehem til Judæas Betlehem, for at få Messias til at passe til Mikas profeti. Matthæus skulle da have ”byttet om” på Betlehem’erne for at få profetien til at fungere.

Til sidst samler man det hele i en mistanke: Når kun de ”sene” evangelier Matthæus og Lukas nævner Betlehem; når Markus og Paulus tier; når Johannes har en folkemængde, som tilsyneladende ikke kender til nogen Betlehem-fødsel; når de to fødselsfortællinger er så forskellige; når Lukas’ folketælling giver hovedbrud; og når arkæologien ikke synes at støtte Judæas Betlehem, men til gengæld Galilæas – ja, så er det nærliggende, siger man, at Betlehem-fødselen er en teologisk konstruktion, ikke en historisk begivenhed.

Det lyder overbevisende, når man læser det første gang. Men læg mærke til noget: Hvor meget af kritikken bygger på det, der ikke siges – på tavsheden, frem for at bygge på det, der faktisk er vidnesbyrd om?


En stor del af mistroen står og falder med det klassiske ”argument fra tavshed”. Markus nævner ikke Betlehem – ergo har han ikke kendt historien. Paulus nævner ikke Betlehem – ergo må han også have været uvidende, eller også er det en sen tradition. Arkæologerne har ikke udgravet spor fra Jesu tid under Fødselskirken – ergo har byen ikke været beboet på den tid.

Det lyder snusfornuftigt, men det er i virkeligheden en logisk glidebane.

Tavshed er ikke bevis. Det er ikke engang et stærkt indicium, hvis man ikke først spørger: Var der nogen grund til at nævne det? Var der praktisk mulighed for at undersøge det? Hvad er genren, hvad er formålet?

Lad os begynde med Markus. Hans evangelium er knivskarpt komponeret som fortællingen om Jesu tjeneste, lidelse, død og opstandelse. Der er intet om hans barndom, intet om Josef og Maria, intet om Nazarets dagligliv, ingen fødselshistorie, ingen slægtsbog. Hvis vi skal bruge tavsheden som bevis, må vi så ikke være konsekvente?

Markus nævner ikke jomfrufødslen. Skal vi så også afskrive den? Markus nævner ikke engang Jesu opvækst i Nazaret i detaljer – Jesus ”kommer” bare derfra. Skal vi så også tvivle på selve Nazaret?

Nej, vi forstår uden problemer, at Markus har valgt en bestemt indgang. Han vil ikke skrive en fuld biografi, men forkynde Kristus som den lidende tjener og den sejrende Guds Søn. At han intet siger om Betlehem er derfor ikke bevis for noget som helst – andet end, at han ikke har fundet det nødvendigt at tage fødselsfortællingen med i sin komposition.

Det samme gælder Paulus. Hans breve er lejlighedsskrivelser – skrevet ind i konkrete situationer, konflikter og spørgsmål i menighederne. Når han nævner historiske ting om Jesus, gør han det fordi de har teologisk-pastoral vægt i situationen: han blev ”født af en kvinde, født under loven” (Gal. 4:4), han er ”af Davids slægt” (Rom. 1:3; 2. Tim. 2:8), han døde, blev begravet, opstod på den tredje dag (1. Kor. 15:3-4).

Paulus nævner ikke Betlehems hyrder, ikke vismændene, ikke englen Gabriels besøg, ikke drengen i templet, ikke bjergprædikenen – skal vi derfor konkludere, at disse ting er senere påfund? Hvis vi følger den historisk-kritiske metode konsekvent, ender vi hurtigt med at stå med et tomt skelet, hvor vi kun tør holde fast i de få ting, der både passer ind i et snævert kildesyn og kan bekræftes udefra.

I den bibelkritiske tænkning bliver tavsheden næsten en rettesnor for sandhed. Det, der ikke nævnes, regnes som et skjult bevis imod teksten. På den måde kan tavsheden langsomt gnave sig ind i tilliden til evangelierne – og det stopper ikke ved Betlehem.

Den samme fejlslutning ses i arkæologien. Man siger at der ikke er fundet afgørende spor fra Jesu tid under Fødselskirken i Betlehem – ergo har byen ikke været beboet dengang, ergo kan Jesus ikke være født dér. Men det overser en helt afgørende ting – den massive, århundredlange bebyggelse, der ligger ovenpå.

Man kan ikke grave, som man vil, midt i et tætbebygget område, hvor en af verdens ældste kirker står. Meget af det, vi gerne ville vide, ligger bogstaveligt talt under lag på lag af historie og helligdomsbeskyttelse. At man ikke har fundet det endnu, er ikke det samme som, at det ikke findes. Ser man det lige i øjnene, er det et skræmmende tyndt fundament at bygge mistro på.


En anden grundsøjle i kritikken er anklagen om ”teologisk konstruktion”. Matthæus og Lukas har en teologisk dagsorden – derfor kan vi ikke stole på deres historiske udsagn. Det lyder hurtigt sådan at fordi de vil vise, at Jesus opfylder GT, må de nødvendigvis have digterisk manipuleret med historien.

Men det er en mærkelig målestok at bruge på antikke tekster. Ingen historiker vil sige, at en gammel kilde pr. definition er utroværdig, fordi forfatteren har en overbevisning eller et mål. Tværtimod. Ofte er det netop den overbevisning, der gør ham nidkær for at fortælle, hvad der faktisk er sket – det er i sig selv ikke en blåstempling, men det er heller ikke en valid afvisning.

Evangelierne skjuler ikke, at de vil noget. Lukas siger det direkte at han skriver til Teofilus for, at han ”kan lære at kende, hvor pålidelige de ting er, hvorom du er blevet undervist”. (Luk. 1:4). Han har undersøgt det nøje, talt med øjenvidner og samlet materialet i en klar og ordnet fremstilling. Det er historisk arbejde – som så også er teologisk præget. Matthæus skriver tydeligt til et jødisk publikum, og han gør meget ud af at vise, hvordan Jesu liv opfylder Skriften.

Det betyder ikke, at han opfandt begivenhederne. Det betyder, at han udlægger dem. At han fortæller den historie, der virkelig er sket, med tydelig fremhævelse af Guds plan.

Her er det vigtigt at skelne mellem to ting: At en tekst er teologisk formet og at en tekst er historisk falsk.

De to ting er ikke det samme. Hvis Gud virkelig handler i historien, vil en sand skildring både være historisk og teologisk. Spørgsmålet er ikke om ”Matthæus er teologisk?” men, ”lyver Matthæus om, hvor Jesus blev født?” Det er præcis det, kritikerne i praksis beskylder ham for, når de kalder Betlehem en ”konstruktion”.


Når vi løfter blikket fra NT og ser på den tidlige kirkes vidnesbyrd, tegner der sig et meget klart billede. Der er en vedholdende og konkret tradition om et bestemt sted i Betlehem i Judæa – en hule – som Jesu fødested.

Allerede i det 2. århundrede skriver Justin Martyr, der selv kom fra Palæstina, om Josef, at ”da barnet blev født i Betlehem, og Josef ikke kunne finde et logi i landsbyen, fandt han ly i en bestemt hule nær landsbyen. Mens de var der, fødte Maria Kristus og lagde ham i en krybbe, og her fandt de vise mænd, der kom fra Arabien, ham”^[1].

Et andet tidligt skrift, Jakobs Barndomsevangelium (Protoevangelium Jacobi), fortæller lignende: Josef er på vej, Betlehem er nær, tiden er inde, og han finder en hule, hvor Maria føder. ”Og han fandt en hule der, bragte hende dertil, og satte sine sønner hos hende og gik for at lede efter en hebraisk jordemoder i området omkring Betlehem”^[2]. Denne tradition er altså ikke et middelalderligt påhit, men går tilbage til det 2. århundrede.

I begyndelsen af 200-tallet skriver Origenes, der boede i Cæsarea, om Betlehem og fortæller, at man viser en bestemt hule i byen, hvor Jesus blev født. ”Vedrørende Hans fødsel vises der i Betlehem den hule, hvor Han blev født, og krybben i hulen, hvor Han blev indhyllet i svøbningstøj… de øverste præster og de skriftkloge blandt folket, på grund af denne profetis klarhed og tydelighed, lærte at Kristus skulle fødes i Betlehem. Og denne opfattelse var også udbredt blandt jøderne; af denne grund fortælles det, at da Herodes spurgte de øverste præster og de skriftkloge blandt folket, hørte han fra dem, at Kristus skulle fødes i Judas Betlehem, ’hvor David kom fra’”^[3].

Og i 300-400-tallet bor Hieronymus i Betlehem i omkring 40 år. Han fortæller, hvordan kejser Hadrian omkring år 135 e.Kr. indviede hulen til Adonis – en hedensk gud. Formålet har formentlig været at “okkupere” et kristent helligsted og erstatte kristen tilbedelse med hedensk kult. ”Selv mit eget Betlehem, som det er nu, det mest ærværdige sted i hele verden, hvor salmisten synger: sandheden er spiret op af jorden, var overskygget af en lund af Tammuz, det vil sige Adonis; og i den selvsamme hule, hvor det spæde Jesusbarn havde givet sit første skrig, blev der sørget over Venus elsker”^[4].

Hvad fortæller alt dette os? For det første, at traditionen om hulen i Betlehem i Judæa er både tidlig og geografisk konkret. Vi taler ikke om en diffus forestilling om ”et eller andet sted i Judæa”, men om et helt bestemt sted, der tidligt bliver pilgrimsmål.

For det andet, at denne tradition tilsyneladende står uimodsagt i mødet med jødisk og hedensk modstand. Hvis Jesu modstandere havde kunnet demonstrere, at han slet ikke var født dér – at hele Betlehem-historien var en kirkelig konstruktion – så ville det have været oplagt ammunition mod de kristne. Men vi hører ikke om nogen sådan polemik.

For det tredje viser Hadrians indgriben noget interessant. Hvorfor vælge netop den hule til Adonis-kult, hvis ikke det faktisk var et kristent centrum? Romerne var ikke dumme; de vidste godt, hvor de kristne samledes, og hvad de ærede. At man vil ”besætte” stedet med hedensk kult er indirekte et vidnesbyrd om, at der var noget at besætte.

Det betyder ikke, at vi kan bygge en matematisk ”beviskæde” som i et fysik-eksperiment. Men det betyder, at der findes en tidlig, samstemmende og geografisk præcis tradition fra den del af verden, hvor det faktisk skete, der peger på Betlehem i Judæa som Jesu fødested. Det skal vejes op imod en moderne mistanke, der hovedsagelig bygger på tavshed, sproganalyser og teorier flere tusind år senere.


Hvad så med Galilæas Betlehem, Betlehem Haglilit? Skal vi bare ignorere, hvad arkæologien har fundet der? På ingen måde. Fundene er spændende og giver os indblik i den verden, hvor Jesus voksede op.

Vi ved fra GT, at der fandtes et Betlehem i Zebulons område. Josua nævner det blandt byerne i længen Zebulon (Jos. 19:15). Dommerbogen taler om dommeren Ibsan ”fra Betlehem” – men tilføjer, at han blev begravet i ”Betlehem i Israel” (Dom. 12:8-10). Mange har med god grund identificeret dette med Galilæas Betlehem.

Arkæologisk har man fundet tydelige spor af jødisk beboelse i området i århundrederne omkring Jesu tid – blandt andet et værksted, der har fremstillet stenkar til rituel renselse. Det peger på et bevidst jødisk ønske om at leve efter renhedsforskrifterne (lerkar kunne blive urene, modsat stenkar, Ifølge jødisk lov, set i Mishnah Kelim 10:1). Senere, ca. 500 e.Kr., bygges der en stor kirke på stedet, nogenlunde på størrelse med Fødselskirken i Judæas Betlehem, med en klippehule ved apsis. Man har fundet mosaikker, rester af noget, der kan være et kloster, og en ringmur omkring byen.

Alt dette viser, at Galilæas Betlehem var et vigtigt sted i oldkirkelig tid. Måske har man æret det som en central lokalitet fra Jesu hjemegn, måske har nogle traditioner knyttet bestemte hændelser til det.

Men læg mærke til én ting. Der findes ingen tidlige skriftlige kilder, der forbinder Galilæas Betlehem med Jesu fødsel. Ingen Justin, ingen Origenes, ingen Hieronymus, ingen pilgrimme fra de første århundreder, der sige: ”Her – i Galilæas Betlehem – blev Jesus født”. Men Judas Betlehem nævnes.

Mistanken om, at arkæolog Aviram Oshri og andre vil bruge disse arkæologiske fund til at vælte Betlehem i Judæa, bygger igen på tavshed. Fordi vi (endnu) ikke har fundet tilsvarende spor under Fødselskirken, og fordi vi har fund heroppe, må fødestedet være flyttet. Men sådan kan man ikke drive seriøs historik. Det er helt i orden at sige at Galilæas Betlehem belyser Jesu hjemegn og den tidlige kristendoms udbredelse i Galilæa. Det er noget ganske andet at påstå, at derfor er NT’s klarhed om fødestedet forkert.


Kritikken mod Lukas hviler ofte på en enkelt sætning: ”mens Kvirinius var landshøvding i Syrien” (Luk. 2:2). Den har været en slagmark i næsten to århundreder. For hvis Jesus blev født under Herodes – og Herodes efter den traditionelle datering døde i år 1 f.Kr.^[5] – hvordan kan Lukas så tale om en folketælling under Kvirinius, som først blev guvernør i år 6 e.Kr.? Det er her, mange moderne bibelskeptikere slår sig til tåls og erklærer Lukas historisk upålidelig.

Men når man faktisk tager kilderne alvorligt – både de romerske, de jødiske og de kristne – tegner der sig et helt andet billede. Ikke et billede uden vanskeligheder, men et billede, hvor Lukas’ oplysninger viser sig at stå på en langt stærkere historisk grund, end den kritik der rejses imod ham.

To optællinger – ikke én
Det første, der skal siges højt er, at Lukas taler ikke om den samme optælling som den, Josefus omtaler i år 6 e.Kr. Lukas bruger et vigtigt lille ord, der ofte forsvinder i oversættelsen – han kalder folketællingen i Luk 2 for ”den første indskrivning” under Kvirinius, ”(Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien)” (Luk. 2:2). Alene det ord bør få enhver nøgtern læser til at standse op. ”den første” antyder, at der har været mindst én mere. Lukas kender altså til en tidligere optælling end den, der fandt sted i år 6 e.Kr. – og han skelner udtrykkeligt mellem dem.

Denne skelnen bekræftes netop af historien selv. Josefus fortæller om den senere optælling i år 6 e.Kr., hvor Judas fra Galilæa gjorde oprør mod romernes krav om opgørelse af formuer og skatteudskrivning. Det er den samme begivenhed Lukas henviser til i Apg. 5:37 : ”Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i skatteudskrivningens dage”. Lukas bruger her et andet ord end i Luk 2 – fordi han taler om en anden optælling.

Med andre ord: Lukas kender til to optællinger. Det gør Josefus også. Kritikken bygger på den forudsætning, at der kun fandtes én.

Justin Martyr kendte til folketællings-registrene
Vi går et skridt længere tilbage end Josefus og Lukas, til Justin Martyr, der skrev omkring år 150. Justin, selv fra Palæstina, henviser i First Apology kap. 34 til konkrete beskatningsregistre fra Herodes’ tid: “...som du også kan konstatere fra beskatnings registrene foretaget under Cyrenius (Kvirinius), din første statholder i Judæa”^[6]. Og i kapitel 46 skriver han: “Ved den første folketælling i Judæa, under Cyrenius, rejste Josef fra Nazaret til Betlehem…”^[7]

Dette viser tre ting. 1) Justin kendte den romerske administration bedre end nogen moderne akademiker. 2) Der eksisterede officielle registre, som han henviser sine læsere til, og 3) Justin skelner – ligesom Lukas – mellem en første optælling og en senere.

Her er altså et uafhængigt, tidligt kirkefædres vidnesbyrd, der støtter Lukas’ skelnen.

Orosius daterer den tidlige optælling til 2 f.Kr.
Den kirkehistoriske forfatter Paul Orosius (ca. 375–418) skriver i Histories Against the Pagans (VI:22 og VII:3), at den folketælling, der fandt sted “under Kvirinius”, fandt sted i år 752 ab urbe condita – dvs. 2 f.Kr. efter vores kalender^[8]. Det passer præcist ind i perioden mens Herodes var i live – og dermed i Matthæus’ kronologi.

Orosius kendte sine romerske kilder og brugte dem bevidst til at forsvare evangeliernes historiske pålidelighed. Hvis den eneste optælling under Kvirinius var den i 6 e.Kr., ville hans datering være en katastrofe for hans argument. Men den passer – fordi der fandtes en tidligere, mindre kendt optælling.

Kunne Kvirinius have haft en tidligere administrativ rolle?
Skeptikeren spørger: ”Hvordan kan Kvirinius have været landshøvding før 6 e.Kr.?” og svaret er: Fordi ”landshøvding” i romersk praksis ikke nødvendigvis betød ene guvernør, men ofte en af flere med overlappende myndighedsområder.

Josephus fortæller flere steder, at Sentius Saturninus og Volumnius begge var ”præsidenter” eller ”guvernører” over Syrien på samme tid^[9]. Han siger endda, at Herodes selv var prokurator over hele Syrien (samme tidspunkt som Saturninus og Volumnius) – altså med guvernør-lignende myndighed^[10]. Når tre personer kan have guvernørbeføjelser samtidig, er det ikke mærkeligt, at også Kvirinius har kunnet fungere i en lignende rolle før 6 e.Kr., især i forbindelse med militære eller administrative særmissioner.

Der findes faktisk indicier på det. Aemilius Secundus-indskriften (Lapis Venetus). I 1600-tallet fandt man en romersk indskrift, hvor Quintus Aemilius Secundus fortæller at efter ordre fra Kvirinius ”lavede optællingen af 117 tusinde borgere i Apamea”^[11]. Det er et direkte bevis på, at Kvirinius havde census-myndighed i Syrien uafhængigt af den senere folketælling i Judæa. Det viser, at Kvirinius kunne have fungeret som landshøvding/legat før år 6 e.Kr. Han havde beføjelser til at beordre optællinger. Den slags administrative særstillinger fandtes hyppigt i det romerske system. Det gør Lukas’ udtalelse historisk plausibel – ikke problematisk.

Saturninus gav ordren – Kvirinius overvågede den
Den mest sammenhængende forklaring – og den ældste i kirkelig tradition – er denne: Saturninus gav selve ordren til folketællingen omkring 2 f.Kr. Kvirinius havde samtidig en officiel rolle i Syrien og fungerede som overordnet administrator i forbindelse med indskrivningen. Derfor siger Lukas korrekt, at optællingen skete mens Kvirinius var landshøvding. Og derfor kan Lukas med god grund kalde dette for den første optælling under Kvirinius.

Den senere optælling i år 6 e.Kr. – den skatteudskrivning Judas fra Galilæa gjorde oprør imod – var den anden. Konklusionen er derfor, at Lukas står historisk stærkere end hans kritikere. Når man samler alle kilderne ses altså at

• Lukas’ tekst skelner mellem første og senere optællinger.
• Justin Martyr kendte til folketællingsregisteret og henviser til det.
• Orosius daterer den tidlige optælling til 2 f.Kr. i Herodes’ regeringstid.
• Josephus viser, at Syrien ofte havde flere samtidige guvernører med overlappende ansvar.
• Aemilius Secundus-indskriften viser, at Kvirinius havde sær-beføjelser til folketælling før 6 e.Kr.
• NT’s egen skelnen mellem optællingen ved Jesu fødsel (Luk 2) og skatteopgørelsen i Apg 5 er præcis og historisk korrekt.

Det er ikke Lukas, der står med et forklaringsproblem. Det er hans kritikere, der har arbejdet ud fra en for simpel og for snæver forståelse af romersk administration. Når kilderne får lov at tale, står dette tilbage, at Lukas er en fremragende historiker. Det er teorierne imod ham, der halter.

”Jesus fra Nazaret” – og alligevel født i Betlehem
En del af kritikken fastholder nærmest, som om det var et dogme, at fordi Jesus over hele NT kaldes ”Jesus fra Nazaret” eller” Nazaræer”, kan Han ikke være født i Betlehem. Johannes 7 bliver brugt som et nøglested – folket mener at vide, at Messias skal komme fra Betlehem, men Jesus kommer jo fra Galilæa. Altså er Han diskvalificeret.

Men enhver, der har levet bare lidt, ved, at man sagtens kan have mere end én adresse i sit liv. Man fødes ét sted – vokser op et andet sted – bor tredje sted som voksen. Man omtales gerne med den by, man er mest kendt fra. Det er ikke et moderne fænomen. Allerede i antikken identificerede man ofte personer ved den by, hvor de havde boet og virket, ikke nødvendigvis den landsby, hvor de blev født.

At Jesus forbindes med Nazaret, betyder derfor ganske enkelt, at det er dér, Han er vokset op, og dér, folk forbinder Ham med. Det udelukker overhovedet ikke, at Han blev født i Betlehem.

Johannes 7 skal i særlig grad læses i lyset af hele Johannesevangeliets måde at skrive på. Johannes elsker misforståelser som litterært og teologisk greb. Nikodemus forstår ikke, hvad ny fødsel er. Kvinden ved brønden forstår ikke det levende vand. Jøderne forstår ikke, hvad det vil sige at rive templet ned og bygge det op på tre dage. På samme måde forstår folket ikke Jesu sande oprindelse. De ser Ham som en mand fra Galilæa. De kender ikke Hans virkelige udspring – hverken i himlen eller, for den sags skyld, Hans fødselshistorie.

Det er i Johannesevangeliets logik ikke en ”afsløring” af evangeliernes konstruktion, men en afsløring af folkets blindhed.


En ofte overset linje i diskussionen er titlen ”Davids søn”. I jødisk forventning på Jesu tid var Davids søn langt fra en blid, lidende frelser. Skrifter som Salomos Salmer tegner et billede af en messiansk konge, der knuser hedningerne og bringer politisk og militær sejr til Israel. Set i det lys er det bemærkelsesværdigt, at de første kristne holder så fast i at kalde Jesus netop for Davids søn – ikke bare i et åndeligt, men også i et historisk slægtskab. De binder Ham til Davids hus og til Davids by, også selv om Hans liv og død umiddelbart ikke opfylder de jordiske forventninger til en sejrrig messiansk konge.

Hvis Hans fødsel i Davids by havde været let at tilbagevise – hvis det havde været almindelig viden, at Han kom fra et andet Betlehem, eller at Han var født et helt tredje sted – ville det have givet modstanderne en let sejr. Man behøvede bare at sige: ”Han er ikke Davids søn. Han blev ikke født i Davids by. Han er fra en galilæisk landsby uden forbindelse til løfterne”.

Men vi ser det modsatte. De første kristne gentager utrætteligt, at Han er af Davids sæd. De forbinder Ham med Betlehem i Judæa. De peger på Mika 5: ”Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas Tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være Hersker i Israel” (Mika. 5:1). De gør det i en verden, hvor både jøder og hedninger var til stede og i live, som kunne protestere, hvis de overdrev eller fabrikerede for meget.

Det er langt mere plausibelt, at de holder fast i denne forbindelse, netop fordi den er sand – også historisk.


Det er vigtigt at se, at diskussionen om Betlehem ikke står alene. Den står i en større teologisk og åndelig sammenhæng.

Hvis man én gang har besluttet, at evangelierne ikke kan fortælle historie, men kun teologi, at profeti og opfyldelse ikke kan være ægte, men må være tilbageprojekteret, at menneskelig erfaring og moderne akademisk system er overdommer over Guds åbenbarede ord – så vil man altid finde grunde til at tvivle. Så bliver tavsheden hos Markus og Paulus ikke blot en iagttagelse, men et våben. Så bliver hver eneste historiske vanskelighed ikke blot en opgave til ydmyg undersøgelse, men en undskyldning for at rive endnu en sten ud af fundamentet.

Det mest alvorlige er ikke, at man tvivler på Betlehem, men at mistroen bliver selve princippet. ”Hvis det passer for godt med GT, må det være opfundet”. ”Hvis to evangelier fortæller historien forskelligt, må ingen af dem være pålidelige”. ”Hvis vi endnu ikke har fundet de arkæologiske spor, betyder det, at teksten tager fejl”. Det er et åndeligt valg maskeret som neutral videnskab. Og det valg står i dyb konflikt med den måde, Jesus og apostlene selv forholder sig til Skriften på.

Jesus spørger aldrig: ”Kan vi nu være sikre på, at Mika 5 ikke er en efterkonstruktion?” - Han siger: ”I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse” (Luk. 4:21). Apostlene prædiker ikke: ”Vi mener, at nogle profetier er typologisk anvendelige.” De siger: ”Nej, her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel” (Apg. 2:16).

Det betyder ikke, at vi skal være naive eller afvise seriøs historisk og sproglig undersøgelse. Men det betyder, at der er en forskel på at undersøge i troskab – og på at bruge kritikken til at frigøre sig fra Skriftens autoritet.


Det helt centrale til sidst er følgende: Jesu fødsel i Betlehem er ikke pynt på evangeliet. Betlehem bærer ikke frelsens vægt — den bæres af Jesu død og opstandelse. Men Betlehem bærer troværdighedens vægt. For når profetierne peger på Davids by, og evangelierne samstemmende fastholder den, bliver spørgsmålet om Betlehem et spørgsmål om, hvorvidt det bibelske vidnesbyrd står til at stole på. Her ligger Betlehems egentlige betydning som den historiske forankring, der viser, at Gud handler i tid og sted, og at Hans ord står fast.

Men når vi tager hele vidnesbyrdet alvorligt – evangeliernes samstemmende udsagn, den tidlige kirkes tradition om hulen i Betlehem, den manglende modpolemik i oldtiden, det faktum at Jesus både er ”fra Nazaret” og samtidig ”Davids søn”, og den dybe sammenhæng mellem løfterne i GT og opfyldelsen i NT – da står vi tilbage med noget helt andet. En Gud, der handler konkret i historien. En frelser, der virkelig fødes i Davids by, sådan som Gud havde lovet. Et evangelium, der ikke er spin, men opfyldelse. Så bliver Betlehem ikke en sentimental julescene, men et tegn på, at Gud ikke lyver. At Han, som lovede David en søn på hans trone, også lod Ham fødes i Davids by på det rette tidspunkt.

Derfor er kampen om Betlehem ikke ligegyldig – det er en kamp imod Guds Ord. Og derfor er det ikke ligegyldigt, om vi bøjer os under Skriftens samlede vidnesbyrd eller lader os styre af en mistro, der i virkeligheden hviler på tavshed, fragmenter og formodninger mere end på klippegrund.

”Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas Tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være Hersker i Israel. Hans Udspring er fra fordum, fra Evigheds Dage” (Mika. 5:1). Det ord enten står – eller falder. Der er ingen mellemvej. For hvis Gud virkelig har talt, og Hans løfter virkelig slår rod i tid og sted, så er Betlehem ikke et poetisk billede, men en del af den faktiske, guddommeligt styrede historie, hvor Messias trådte ind i verden. Men hvis profetien derimod blot er hentet frem og bøjet, tilpasset og poleret, så Jesus kunne passes ind i den – da er vi et skridt fra den dybeste afgrund. For da har vi accepteret den gamle løgn fra Edens have: ”Har Gud virkelig sagt?”

Det er ikke Betlehem alene, der står på spil. Det er hele den tillid, der bærer troen. Tilliden til, at når Herren taler, så taler han sandt – og når Han lover, så opfylder Han. Hvis vi på dette punkt begynder at rokke ved Ordet, og lade os forføre af den moderne mistros sirenesang, så er vi allerede trådt ind på den sti, hvor Eva gik – væk fra troens hvile og ind i tvivlens giftige selvstændiggørelse.

Og det begynder aldrig med at forkaste alt. Det begynder med blot ét enkelt spørgsmål: ”Er dette nu også sagt af Gud? Kan vi være sikre? Må vi ikke selv dømme, hvad der kan være sandt?” Men det spørgsmål er ikke neutralt. Det er den ældste fristelse i verden. Det var sådan slangen talte – det er sådan sekter og kontrollerende lære opstår.

Men Skriften kalder os til noget andet – at bøje os, ikke over Ordet, men under Ordet. At tage imod det, ikke som menneskers ord, men som Guds eget (1. Tess. 2:13). Betlehem er ikke evangeliets centrum – Golgata og den tomme grav er. Men Betlehem er en af de sten, der bærer konstruktionen af Guds trofasthed. Siger vi, at den sten er løs, får hele bygningen revner.

Derfor må vi sige det med samme klarhed, som profeterne sagde det. Hvis Betlehem står, står Ordet. Hvis Betlehem falder, falder vores tillid med det. Og netop derfor må vi afvise tvivlens stemme, som kun lyder from i begyndelsen, men som fører os ind i det samme mørke, hvor Eva engang vaklede, da hun lyttede mere til slangen og tvivlede på Guds Ord.

Gud har talt. Det er vores kald at tro Ham. Og at lade Betlehem – Davids by – stå som det, det er, nemlig Guds eget bevis på, at Hans løfter ikke kan brydes, og at Hans Messias virkelig kom til verden, præcis som Han havde sagt det. Og det er historisk bevist.