Der er en påstand, som igen og igen dukker op, når nogen vil så tvivl om jødernes forbindelse til Israel, og det er at de jøder, som i dag bor i Israel, ikke er ”ægte jøder”, men i virkeligheden et andet folk, og at man derfor burde DNA-teste dem for at finde ud af, hvem der virkelig er Abrahams efterkommere.

Det er i den retning Tucker Carlson går, i et februar 2026 interview med USA’s ambassadør til staten Israel, Mike Huckabee^[1], hvor han pressede Huckabee med spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare DNA-tester alle i Israel for at finde ud af, hvem der er Abrahams efterkommere – hvorfor laver man ikke bare genetiske tests på befolkningen i landet for at afgøre, hvem der har ”ret” til det. Det lyder måske for nogle som et skarpt og nærmest videnskabeligt spørgsmål. Men i virkeligheden bygger det på en række forkerte forudsætninger, som falder fra hinanden, så snart man prøver dem af, bibelsk og logisk.

Det afgørende er at Tucker forsøger at gøre spørgsmålet om Israels folk til et spørgsmål om moderne biologisk sortering. Men Bibelen gør det ikke til et laboratorie-spørgsmål. Bibelen behandler det som et spørgsmål om pagt, historie, folkekontinuitet, hjemvenden, stammernes videre eksistens og Guds trofasthed gennem dom, eksil og genoprettelse.

Og det er netop derfor, hans argument ikke holder. En anden ting er, at nutidens Israel er et mirakel – ikke bare genoprettelsen, men opretholdelsen som et lille indeklemt land omringet af fjender. Det er alene Gud der kan stå bag opfyldelsen af de gamle profetier, bl.a. 5. Mos. 30:1-5 , der siger at når Israels folk efter at være blevet spredt blandt folkeslagene kommer til omvendelse og ”vender tilbage” til HERREN, så vil HERREN ”vende” deres fangenskab/ulykke, samle dem folkeslagene, føre dem tilbage til landet, gøre dem godt, mangfoldiggøre dem, og omskære deres hjerter så de elsker HERREN.

I 5. Mos. 4:30 , bruger Gud udtrykket ”i de sidste dage” og beskriver, at Israel i trængsel vender om til HERREN og adlyder hans røst. Forbindelsen til 5. Mos. 30:1-6 er tematisk parallelt med det, at Israel ”omvender” sig til ”Gud og adlyder” (5. Mos. 30:2) samt den efterfølgende genoprettelse. Verset giver eksplicit ”sidste dage”-rammen for en tilsvarende omvendelsesbevægelse. 5. Mos. 31:29 taler om, at der vil komme ondt over Israel ”i de sidste dage” pga. frafald, der passer med den samme forudsigelse om frafald, dom og senere vending. De ”sidste dage” er en tidshorisont for kulmination af ulykken, hvilket kan ses som indgang til 5. Mos. 30:1-6 passagens efterfølgende genoprettelse.

Sagen er, at Gud tager ikke fejl. Han samler ikke det forkerte folk i det gamle land, og giver ikke de forkerte et nyt hjerte – som Ezek. 11:17-20 og Ezek. 36:24-30 på samme måde taler om – men Han giver det til dem, Han har lovet det til.

Når Tucker Carlson spørger ”Hvorfor tester vi ikke alle i landet genetisk for at finde ud af, hvem der er Abrahams efterkommere?”^[2], så lyder det umiddelbart simpelt. Men det er kun simpelt, fordi han skjuler nogle store antagelser inde i spørgsmålet.

Han antager blandt andet at man kan afgøre Israels identitet ved en moderne genetisk test, at jøderne i dag kun kan regnes for Israels folk, hvis man kan bevise en form for biologisk renhed, at hvis der har været diaspora, blanding eller konvertitter, så falder jødernes identitet bort og at ”jøder” og ”Israel” i virkeligheden er to forskellige ting.

Det sidste er helt afgørende. For hele hans tanke bygger på, at man kan skille ”jøderne” fra ”Israel” og så bagefter spørge, om jøderne overhovedet er de rette mennesker. Men netop den adskillelse er bibelsk falsk.

Noget af det mest ødelæggende ved hele den type argumentation er forestillingen om, at Israels tolv stammer på en eller anden måde forsvandt ud af historien, og at ”jøderne” senere kun blev en lille rest, eller måske endda noget helt andet. Men det er ikke sådan Bibelen historisk set fremstiller det. Efter rigets deling under Rehabeam og Jeroboam, blev Israel ganske vist delt i et nordrige og et sydrige. Men det betyder ikke, at Israels stammer derefter blev fuldstændig adskilt sådan, at Juda stod alene, og de øvrige stammer blev til et helt andet folk. Tværtimod viser Skriften, at mennesker fra de nordlige stammer igen og igen sluttede sig til Juda, Jerusalem og tempeltjenesten.

Flere artikler om Israel

Det fik du ikke at vide om Israel i 2010

16. december, 2010

Det er sandt, at navnet Israel blev en betegnelse for de ti nordlige stammer, mens Juda er de to sydlige – men Israel som folk, er stadig Israels tolv stammer.

I 2. Krøn. 11:13-16 står der, at præsterne og levitterne i hele Israel kom til Juda, og at der fra alle Israels stammer kom mennesker til Jerusalem for at søge Herren, Israels Gud. Det stoppede ikke dér. I 2. Krøn. 15:9 samler Asa ikke bare Juda og Benjamin, men også folk fra Efraim, Manasse og Simeon, fordi mange israelitter var gået over til ham. Bibelen tegner altså ikke et billede af, at Juda blev ét folk og resten af Israel noget helt andet. Tværtimod sker der en samling omkring Juda, Jerusalem, templet og Davids hus. Allerede før de store eksiler ser man derfor, at Israel ikke er en mekanisk opdeling, hvor ”jøderne” er én ting og resten af Israel en anden ting.

Den samme linje bliver endnu tydeligere efter eksilet. I Ezra. 2:1-2 omtales den hjemvendte rest som ”Israels Folk”, men i Ezra. 4:12 kaldes den samme gruppe ”Jøderne, som drog op til os fra dig”. I Ezra. 5:1-5 profeterer Haggaj og Zakarias for ”Jøderne i Juda og Jerusalem”, men de gør det ”i Israels Guds Navn”. Og i Ezra. 6:16-21 kaldes den samme hjemvendte menighed ”Israelitterne”, der fejrer tempelindvielsen, mens der ofres syndofre – tolv gedebukke ”for hele Israel” efter tallet på Israels stammer. Det er svært at forestille sig en tydeligere bibelsk afvisning af tanken om, at jøderne skulle være blevet et andet folk end Israel.

Nehemias bekræfter præcis det samme. I Neh. 1:2 spørger han om ”Jøderne, den Rest, der var undsluppet fra Fangenskabet”, men i vers 6 beder han for ”dine Tjenere Israelitterne”. Det er den samme rest, der først kaldes jøder og derefter israelitter. I Neh. 13:16 tales der om ”Jøderne i Jerusalem”, men i vers 18 siges det, at deres synd bringer vrede over ”Israel”. Bibelens eget sprogbrug gør altså ikke jøderne til et fremmed folk ved siden af Israel – den taler om dem som Israels fortsatte historiske virkelighed.

Est. 2:5 viser ikke i sig selv, at ”Israel” og ”jøde” er identiske betegnelser. Men det viser, at betegnelsen ”jødisk” i den senere bibelske periode (efter eksilet i Babylon) er bredere end Juda-stammen alene, eftersom Mordokaj som er Benjamit kan kaldes ”en jødisk Mand”.

Den samme sammenhæng fortsætter i Det Nye Testamente. I Joh. 3:1-10 er Nikodemus ”en af jødernes rådsherrer”, men Jesus tiltaler ham som ”lærer i Israel”. Endnu stærkere er Apg. 2, hvor den forsamling, Peter taler til, først beskrives som ”jødiske mænd” (Apg. 2:14), derefter tiltales som ”Israelitiske mænd” (Apg. 2:22), og til sidst sammenfattes som ”hele Israels hus” (Apg. 2:36). Og i Rom. 11:1 siger Paulus, som selv er jøde: ”også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme” – ligesom Mordokaj. Det betyder, at Det Nye Testamente ikke kender til nogen modsætning, hvor jøderne er ét folk og Israel et andet. Tværtimod viser både Det Gamle og Det Nye Testamente, at jøderne er den historiske fortsættelse af Israel.

Når nogen derfor påstår, at folket i Israel ikke er ”ægte jøder”, eller at jøderne i virkeligheden skulle være et fremmed folk uden reel forbindelse til Israel, så strider det ikke bare mod historien, men mod Bibelens egen måde at fortælle historien på. Skriften lærer ikke, at jøderne overtog Israels navn. Den lærer, at det folk, der i den senere historie kaldes jøder, netop er det samme pagtsfolk, som fortsat omtales som Israel, israelitter, hele Israel og Israels hus.

Flere artikler om Israel

Krigen i Gaza, 2008/2009

03. januar, 2009

En af de mest sejlivede myter er idéen om, at de ti stammer blev totalt opslugt, forsvandt ud i verden og dermed ophørte med at have nogen forbindelse til det folk, man senere kalder jøder. Men Skriften tegner et andet billede.

I 2. Krøn. 30 sender Hizkija bud ud til hele Israel og Juda og skriver endda breve til Efraim og Manasse for at kalde dem til at holde påske i Jerusalem (2. Krøn. 30:1). Nogle lo af budbringernes kald, men ikke alle. I 2. Krøn. 30:1 1 står der, at nogle fra Asher, Manasse og Zebulon ydmygede sig og kom til Jerusalem.

Det er vigtigt. For her ser vi ikke et folk, der er forsvundet ud af historien som noget helt andet. Vi ser rester af de nordlige stammer, som stadig kan kaldes, stadig kan reagere, stadig kan søge Herren og stadig kan samles med Juda i Jerusalem. I samme kapitel omtales folk fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon (2. Krøn. 30:18). Igen ser man, at Israels stammer ikke er forsvundet i den betydning, Tucker og andre har brug for.

Senere, under Josija, ser man det samme. I 2. Krøn. 34:6 omtales områder i Manasse, Efraim og Simeon, og i 2. Krøn. 34:9 står der, at man modtog penge ikke bare fra Juda og Benjamin, men også fra Manasse, Efraim og ”det øvrige Israel”. Læg mærke til udtrykket: ”det øvrige Israel”. Det er fuldstændig uforeneligt med idéen om, at Israel på dette tidspunkt allerede skulle være blevet noget andet end det folk, der samles omkring Jerusalem.

Hvis Tuckers tankegang var rigtig, skulle man forvente, at den bibelske tekst efter eksilet taler om en lille, afgrænset rest, som kun er Juda og som ikke længere på nogen meningsfuld måde kan kaldes Israel som helhed. Men det gør teksten ikke.

Ved templets indvielse efter hjemkomsten bringer man i Ezra. 6:17 som sagt syndofre i form af tolv gedebukke efter tallet på Israels stammer. Det er ikke et tilfældigt tal. Det er ikke symbolik uden indhold. Det viser, at den hjemvendte menighed ikke tænker: ”Vi er kun en løsrevet judæisk gruppe uden forbindelse til resten af Israel”. Tværtimod optræder de som en rest, der repræsenterer hele Israel.

Det er præcis den tanke, Tucker ikke kan få til at passe med sit DNA-argument. For hans model kræver et reelt historisk brud, at ”jøderne” (sydriget, Juda og Benjamin – sammen kaldt Juda) og ”Israel” (nordriget, de 10 stammer) må være blevet adskilt. Men når Skriften efter eksilet stadig tænker i tolv stammer, er den adskillelse ikke der.

Nogle kunne måske sige: ”Ja ja, men det er Det Gamle Testamente. Senere forsvandt hele Israel vel”. Det gjorde det ikke. Det Nye Testamente taler stadig på en måde, der kun giver mening hvis Israels fortsatte identitet ikke er opløst.

I Luk. 2:36 nævnes Anna, og hun beskrives som værende af Ashers stamme. Det er et meget vigtigt punkt. For hvis stammeidentiteten var totalt forsvundet, hvorfor nævnes det så? Igen - Paulus siger om sig selv i Rom. 11:1 , at han er israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Det samme siger han i Fil. 3:5) Det viser at man allerede dengang, omtalte jøder som israelitter.

I Apg. 26:7 taler Paulus om vore tolv stammer, som tjener Gud i håbet om løftet. I Jak. 1:1 skriver Jakob til de tolv stammer i adspredelsen. Det ødelægger hele Tuckers model og viser, at han dels er uvidende, og dels er et redskab i Satans hånd imod Israel.

Flere artikler om Israel

Hadet der aldrig slukkes

23. april, 2007

Det Nye Testamente siger ikke at Israel er forsvundet, og nu står vi tilbage med et folk, som man i virkeligheden burde DNA-teste for at se, om de overhovedet har forbindelse til Abraham. Det Nye Testamente taler stadig om Israel, om Abrahams slægt, om Benjamins stamme, om Ashers stamme, om de tolv stammer. Det er bibelsk kontinuitet. Ikke biologisk laboratorieracisme.

Jesus taler heller ikke, som om Israels folk er blevet så historisk uklart, at man først må indkalde genetikerne. Han siger i Matt. 10:6 , at disciplene skal gå til de fortabte får af Israels hus. Og i Matt. 15:24 siger Han, at Han er sendt til de fortabte får af Israels hus.

Hvis Tucker havde ret i, at hele spørgsmålet om, hvem der er Israel, i praksis er så opløst, at det må afgøres genetisk, så bliver Jesu sprog mærkeligt. Men det er det ikke. Jesus omtaler Israel som Israel, også selv om folket er under romersk besættelse, spredt, såret, åndeligt forkomment og i behov for omvendelse. At være fortabt er ikke det samme som at være ophørt med at være Israel.

Det er faktisk en meget vigtig skelnen. For hele Tuckers argument glider umærkeligt fra at der har været spredning og blanding, til at konstatere at derfor er de ikke det virkelige Israel. Men Bibelen siger tværtimod, at et folk godt kan være spredt, dømt, fortabt og under tugt – og stadig være det folk, Gud taler til og handler med.

Det Nye Testamente viser altså, at Israel ikke var ophørt med at være Israel, selv om folket levede under fremmedherredømme og delvis i adspredelse. Men så opstår det næste spørgsmål naturligt: Hvis Israel fortsat er Israel, hvad så med den lange diaspora? Ophæver adspredelse folkets identitet? Er en jøde ikke længere jøde, hvis hans slægt i generationer har levet uden for landet? Det er netop her, det moderne argument om Polen, Østeuropa eller andre lande kommer ind. Og det er netop her, argumentet bryder sammen, for Bibelen lærer aldrig, at eksil ophæver folkets identitet.

Tucker argumenterer at Israels nuværende premierministers forfædre ikke kom fra Israel inden for den nedskrevne historie. Netanyahu har ingen skøde. ”Bibi Netanyahu, på den ene side, er hans familie fra Polen, de kommer fra Østeuropa. Så hvordan ved vi, at han har en forbindelse til de mennesker, som Gud lovede jorden til?”

Men også det argument kollapser, så snart man tænker det igennem. Diaspora ophæver ikke identitet. Hvis en jøde i Babylon ikke længere var jøde, fordi han boede i Babylon, så ophørte eksilet med at give mening som begreb. Hele pointen med eksilet er jo netop, at folket er revet bort fra landet, men stadig er folket. Daniel var i Babylon. Ezra virkede i Perserriget. Nehemias tjente ved et fremmed hof. Mordokaj og Ester levede i eksilet. Ingen af disse blev til et andet folk, fordi de levede uden for landet. Man bliver ikke til et andet folk, bare fordi ens slægt i generationer har levet i diaspora.

Hvis Tucker vil gøre diaspora til et argument imod jødisk identitet, så gør han store dele af den bibelske historie meningsløs. Bibelen lærer tværtimod, at Gud ville sprede sit folk blandt nationerne og siden føre det tilbage, som set i 5. Mos. 30:1-5 , tillige med Jer. 31:10 og Ezek. 36:24) At et jødisk menneskes familie i en periode har levet i Polen, Rusland, Yemen, Irak, Marokko eller Spanien, er derfor ikke et argument imod vedkommendes jødiske identitet. Det er i mange tilfælde netop udtryk for den lange historie af adspredelse, forfølgelse og overlevelse.

Når Tucker taler om ”skøde” eller ejendomsbevis, flytter han spørgsmålet over i en moderne, individualiseret kategori. Men Bibelens tale om landet fungerer ikke sådan. Landløftet gives først til Abraham, dernæst til Isak og Jakob, og videre til deres efterkommere som folk. Det er en pagtshistorisk ramme, ikke et moderne ejendomsdokument med matrikelnummer.

Flere artikler om Israel

Israel, Herrens udvalgte folk

11. marts, 2006

Det betyder ikke, at alle moderne politiske handlinger derfor automatisk er rigtige eller retfærdige. Det er vigtigt at sige. Man kan godt kritisere staten Israel politisk, moralsk og juridisk uden at benægte, at jøder er jøder – Bibelen gør det igen og igen – dom og omvendelse er et gennemgående tema for Israel. Det ene spørgsmål er om alle Israels politiske beslutninger er rigtige? Det andet spørgsmål er om jøder virkelig jøder, eller er de et falsk folk uden forbindelse til Israel? Det første kan diskuteres. Det andet er et langt mere grundlæggende angreb.

Selv hvis der fandtes konvertitter eller blanding, beviser det stadig ikke ”falske jøder”. Det er her, Tuckers argument viser sin dybeste svaghed. Selv hvis han kunne påvise, at nogle jødiske grupper gennem historien har optaget konvertitter eller været præget af blanding, følger det stadig ikke, at de derfor er ”uægte”. For Bibelen lærer ikke, at Israel kun består af mennesker med matematisk ublandet blodlinje. Tværtimod ser man allerede tidligt, at folk uden for den oprindelige slægt kan blive knyttet til Israels folk.

Ved udgangen af Egypten drog der en blandet flok med (2. Mos. 12:38). I 2. Mos. 12:48-49 ser man, at en fremmed kunne slutte sig til pagtsfolket gennem omskærelse, og at der skulle være samme lov for den indfødte og for den fremmede, som opholdt sig iblandt dem. Rut er det mest kendte eksempel. Hun var moabitisk, men blev knyttet til Israel og blev endda stammoder i Davids slægt (Rut. 1:16-17; Rut. 4:13-17).

Hvad viser det? Det viser, at Bibelen ikke arbejder med en moderne racerenhedstanke, hvor et folks identitet ophæves, så snart der forekommer indslusning af fremmede. Hvis det var tilfældet, ville man allerede i det Gamle Testamente tale om ”uægte israelitter”. Men det gør Skriften ikke. Det betyder også, at hele argumentet ”der har måske været et fremmed element, derfor er de ikke rigtige jøder” falder sammen. Selv hvis man antager, at enkelte grupper eller slægter senere i historien kom ind i det jødiske folk gennem konversion, så ophæver det ikke folkets samlede historiske kontinuitet.

Der er også en mere grundlæggende logisk fejl. DNA kan måske bruges til at sige noget om populationshistorie, blanding, slægtskabsmønstre og vandringer. Men det kan ikke bære den teologiske, historiske og moralske vægt, Tucker lægger på det^[3].

Han vil bruge genetik til at besvare et spørgsmål, der i Bibelen er langt bredere: Hvem er dette folk i pagtshistorisk forstand? Hvordan har Gud bevaret en rest? Hvordan fortsætter Israel trods dom og eksil? Hvordan hænger Juda, Benjamin, Levi og rester af de andre stammer sammen? Hvordan taler Skriften om ”hele Israel” efter eksilet? Hvordan taler NT stadig om tolv stammer? Det kan en moderne DNA-test ikke afgøre.

Den kan slet ikke fastslå stammeidentitet i den bibelske betydning. Den kan ikke sige at ”Denne mand er af Zebulon, denne af Issakar, denne af Juda”. Den kan heller ikke afgøre pagtsstatus. Tuckers model er derfor ikke bare ubibelsk. Den er også intellektuelt grov. Han tager et redskab, der kan noget begrænset, og bruger det, som om det kunne afgøre hele spørgsmålet om et folks identitet og historiske ret. Det kan det ikke, og her rammer vi egentlig sagens kerne.

Det, Tucker foreslår, er i virkeligheden at et helt folk må bestå en slags biologisk ægthedsprøve for at blive anerkendt som sig selv. Det er en dybt problematisk måde at tænke på. Ikke bare historisk, men også bibelsk. Bibelen taler ganske vidst om slægter og stammer. Men den taler aldrig om, at Guds folk må stille sig op foran et moderne genetisk domstol for at blive erklæret ”ægte”. Den måde at tænke på er ikke bibelsk pagtstænkning. Det er en moderne, forvredet blodlogik.

Flere artikler om Israel

Situationen i Guds land, Israel.

11. september, 2005

Og hvis man først accepterer den logik, hvor stopper den så? Hvor meget blanding må der være, før et folk ikke længere er sig selv? Hvor mange generationer i eksil gør en slægt ugyldig? Hvor meget diaspora gør pagten irrelevant? Hvor meget historisk spredning skal der til, før Gud ikke længere regner et folk for det folk, han talte til?

Bibelen svarer ikke sådan. Tværtimod siger Gud i Jer. 31:35-37 , at Israel fortsat vil bestå som folk for Hans ansigt, så længe sol og måne lyser og havet bruser. Det er en meget stærk tekst. Den siger ikke, at Israel fortsætter som folk kun så længe mennesker kan fremlægge et biologisk certifikat. Den siger, at Guds trofasthed bærer folket.

Når Bibelen altså viser en fortsat linje fra Israels stammer til det folk, der senere kaldes jøder, hvorfor dukker påstanden så igen og igen op om, at nutidens jøder i virkeligheden er et andet folk? Her kommer Khazar-fortællingen ind. Den fungerer som et forsøg på at indsætte et historisk brud dér, hvor Skriften i stedet viser kontinuitet. Med andre ord – Khazar-påstanden er ikke hovedsagen, men et redskab til at benægte, at jøderne fortsat er knyttet til Israel.

Kort fortalt var khazarerne et tyrkisktalende steppefolk eller snarere en forbundsstat af tyrkiske stammer, som fra slutningen af 500-tallet til 900-tallet opbyggede et rige i området nord for Kaukasus, omkring nedre Volga, Don og det nordlige Sortehav/Kaspiske område. De blev en vigtig magt mellem Byzans og de islamiske kalifater og tjente meget på handel og kontrol over handelsruter.

Det, som gør dem særligt kendte i dag, er, at dele af den khazarske elite – og sandsynligvis i hvert fald noget af rigets overklasse – antog jødedommen engang i tidlig middelalder. Der findes gamle traditioner om en khazarsk hersker, der valgte mellem jødedom, kristendom og islam, men detaljerne og omfanget er historisk omdiskuteret. Det sikre er, at forbindelsen mellem Khazaria og jødedom er reel som historisk fænomen, men dens størrelse og betydning er stærkt debatteret.

Khazar-riget svækkedes i 900-tallet og blev til sidst knust, især efter angreb fra Kievriget/Rus. Derefter forsvandt khazarerne gradvis som selvstændig stormagt og blev opslugt af andre folk og magter.

Mens khazarerne var et virkeligt historisk folk, og der er historiske kilder til en forbindelse mellem khazarisk elite og jødedom, er det noget helt andet end den moderne påstand, at nutidens jøder derfor skulle være ”khazarer” og ikke have forbindelse til det bibelske Israel. Det er dér, den polemiske brug af Khazar-navnet går langt videre end det, man kan sige nøgternt om selve folket.

Jeg behøver ikke bygge hele argumentet på detaljerede historiske udredninger om khazarer. Det er faktisk ikke nødvendigt for at afsløre fejlen. For selv hvis man forestiller sig, at der i historiens løb har været grupper, som er gået ind i jødedommen, så annullerer det ikke den bibelske og historiske kontinuitet mellem Israel og jøderne.

Det er netop det, Tucker forsøger at opnå. Han vil flytte diskussionen fra spørgsmålet om et folks fortsatte eksistens til spørgsmålet om biologisk mistanke. Fra historisk kontinuitet til genetisk tvivl. Fra pagt til prøverør. Og når man først gør det, er spillet let. Så kan man altid sige, at dette folk ikke er ”rent nok”, ikke ”oprindeligt nok”, ikke ”ægte nok”. Men den slags argumenter kan bruges imod næsten ethvert folk på jorden. Og bibelsk set er de især misvisende, fordi Gud netop bevarer sit folk gennem knuste, spredte og ydmygede historiske forløb – ikke gennem steril biologisk isolation.

Igen - Paulus siger i Rom. 11:1 : ”Har Gud da forskudt sit folk? Nej, langtfra! også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme”. Som bevis nævner han sig selv – han er israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Det er meget vigtigt. Paulus var ikke uvidende om Israels historie. Han kendte eksil, diaspora, fremmede magter, blandede forhold, splittelse, dom og frafald. Alligevel siger han ikke: ”Måske er dette folk i virkeligheden blevet noget helt andet”. Nej. Han siger, at Gud ikke har forkastet sit folk.

Flere artikler om Israel

Rør ikke Guds øjesten

28. april, 2004

Når man hører moderne røster sige, at Israels jøder ikke er de virkelige jøder, så står man derfor i direkte spænding med Paulus’ måde at tale på.

Når Tucker Carlson taler om DNA-test for at afgøre, hvem der er ”Abrahams efterkommere”, så lyder det for nogle som modig ærlighed. Men i virkeligheden bygger det på en række fejl.

• Han forudsætter et historisk brud mellem jøderne og Israel, som Bibelen ikke lærer.
• Han overser, at mennesker fra de nordlige stammer igen og igen knyttede sig til Juda, Jerusalem og tempeltjenesten (2. Krøn. 11:13-17; 2. Krøn. 15:9; 2. Krøn. 30:1-18 ; 2. Krøn. 34:6-9).
• Han ignorerer, at den hjemvendte rest efter eksilet optræder som repræsentant for hele Israel (Ezra. 6:17).
• Han ser bort fra, at Det Nye Testamente stadig taler om stammerne, om Israel, om Abrahams slægt og om de tolv stammer (Luk. 2:36; Rom. 11:1; Apg. 26:7; Jak. 1:1).
• Han gør diaspora til et argument imod identitet, selv om Bibelen gør diaspora til en del af Israels historie uden at ophæve folket (5. Mos. 30:1-5; Jer. 31:10; Ezek. 36:24).
• Han tænker i moderne biologisk ægthed, hvor Bibelen tænker i pagt, dom, rest, hjemvenden og Guds trofasthed.
• Og han forsøger at reducere et folks historiske og bibelske identitet til noget, et laboratorium skulle kunne godkende.

Det kan et laboratorium ikke. Det afgørende svar er derfor dette: Jøderne er ikke blevet et falsk folk, bare fordi Israel blev splittet, spredt, dømt og sendt i eksil. Bibelen viser det modsatte. Den viser, at Gud bevarede en historisk kontinuitet, at rester fra flere stammer samledes med Juda, at den hjemvendte rest blev forstået som ”hele Israel”, og at denne identitet stadig genkendes i Det Nye Testamente.

Derfor falder hele idéen om, at man i dag skulle kunne afskrive Israels jøder som ”uægte” og kræve DNA-test som bevis, ikke bare på ét punkt, men på hele fundamentet. Det er ikke bibelsk tænkning.

Det er ikke sund historisk tænkning. Og det er ikke ærlig logik. Det er blot en gammel mistanke i moderne forklædning.

Det vigtigste argument, særligt hvis man som Tucker Carlson kalder sig selv kristen^[4], er at Gud tager ikke fejl.