Isaks førstefødte Esau var oprindelig arving til de store rigdomme efter Abraham og Isak og kunne være blevet en af Israels patriarker. Men således blev det ikke. Han satte ikke mere pris på sin arv, end at han solgte den for en ret mad. (1. Mos. 25:24:34.) Han fik i stedet sorg, skam og vanære. Og dermed såede han frøet til det had, som siden har fulgt araberne mod det jødiske folk.

For bedre at forstå Obadias´ beretning om Edom, må vi se på grundlæggeren, Esau. I ældre tider blev Edom kaldt for Mount Seir, som var givet til Esau af Herren selv. (5. Mos. 2:10-12 og Jos. 24:4.) Esau overtog emiternes land, og hans sønner uddrev horiterne, som levede der, skønt Esau havde taget en datter af en af de ypperste horiter til hustru.

Edom, Esaus hjemegn, var velsignet af Gud med bjerge og store græssletter. Det var et langstrakt land, som gik fra sydenden af Det døde Hav til Aqabab golfen. I græsk tid blev det kendt som Petra.


Vi læser om Esaus had i Obad. 1:10-15: ”På grund af volden mod din broder Jakob skal du dækkes af skam, og du skal blive udryddet for evigt. Fordi du kun så til på den dag, da fremmede førte det bort, han ejede. Da udlændinge kom ind gennem hans porte og kastede lod om Jerusalem, var også du som en af dem. Men du skulle ikke se ned på din broders dag, på hans bortførelses dag. Du skulle ikke glæde dig over Judas børn på deres ødelæggelses dag. Du skulle ikke tale store ord på trængselens dag. Du skulle ikke gå ind gennem mit folks port på deres undergangs dag. Sandelig, du skulle ikke se ned på ham for det onde, som kom over ham på hans undergangs dag, og ikke strække hånden ud mod det han ejer på hans ulykkes dag….” (Se også Sal. 137:7, Ez. 25:12-14 og Amos. 1:11 og 13.)

Flere artikler om Israel

Israel, Herrens udvalgte folk

11. marts, 2006

Det var et stærkt had, der startede imellem 2 tvillingbrødre og som stadig lever efter 4000 år, og måske endog er tiltaget i styrke. Hadet startede hos Esau, som også viste sig, da han nægtede Israels folk at drage gennem sit land. (4. Mos. 20:14-21.)

Efter at babylonierne havde ødelagt Jerusalem, blev også Edom ødelagt, ganske som Herren havde forudsagt. (Obad. 1:4.) Senere blev landet overtaget af nabatæerne. De få edomiter, der var tilbage, drog til det sydlige område i Judæa, hvor de blev kendt som idumæere. Fra denne slægt kom kong Herodes, som fortsatte det ældgamle had ved at forsøge at dræbe de kristne, fordi de troede på jødernes Messias. (Apg. 12:1-4. Om Herodes´ død kan vi læse i vers 23.)

Efter romernes ødelæggelse af templet i år 70 eft. Kr. forsvandt idumæerne fra historien som et kendt folk. Men de har levet spredt blandt araberne og er i nyere tid kendt som palæstinensere. Men Herrens dom vil ramme dem, hvor de end er, og udrydde dem, som det er sagt så tydeligt flere steder i Bibelen..

Flere artikler om Israel

Situationen i Guds land, Israel.

11. september, 2005

Edomiterne ligesom deres slægtninge amalekiterne leder efter deres broder med sværd. ”På grund af volden* mod din broder Jakob, skal du dækkes af skam, og du skal blive udryddet for evig.” Obad. 10. (Se også igen 5. Mos. 2:10-11.)


Edomiternes og amalekiternes had var så stærk, at Herren dømte dem til udslettelse. Nogle få amalekiter overlevede på grund af kong Sauls ulydighed (1. Sam. 15:18-19.) Haman, der århundreder senere lagde planer for at udslette det jødiske folk, var en edomit.

Edomiternes had til Israel vakte HERRENs vrede, så han sagde til dem. “Som du glædede dig, fordi arven til Israels hus blev lagt øde, sådan skal jeg gøre med dig. Du skal lægges øde, Seir-bjerge, sammen med hele Edom, alt sammen. Da skal de kende, at jeg er Herren.” Ez. 35:15.

Det er bedrøveligt, at flere end 200 mill arabiske muslimer, der bor i Mellemøsten samt én milliard muslimer på verdensplan ikke ved noget om Obadias´ profeti.

I dag lever mange muslimske arabere i forfærdelig uvidenhed. De lande, hvor det er værst, er Irak, Iran, Sudan, Pakistan, Afghanistan, Somalia og Bosnien. Og 75 % af alle flygtninge kommer i dag fra disse muslimske lande, der har det tilfælles, at hadet mod Israel er meget stort.

Flere artikler om Israel

Rør ikke Guds øjesten

28. april, 2004

Det er en forbavsende bekræftelse, at disse lande har ødelagt sig selv gennem deres had til Israel. Desuden var Hitler en af de værste jødehadere, men hans had førte til, at jøderne igen fik deres eget land.

Herrens vrede mod Edom og ligesindede arabere brænder i dag, som den gjorde for 4000 år siden, da profeterne Esajas, Ezekiel, Joel og Amos udtalte Herrens ve imod Edom.

“Du skal kende, at jeg er Herren. Jeg har hørt alle dine bespottelser, som du har udtalt imod Israels bjerge og sagt: De ligger øde. De er overgivet til os….. Ez. 35:12.

Edom er som land ophørt med at eksister. Men problemerne med folket er ikke ophørt. Og der kommer en vredens dag fra Herren. (Ob. 1:15.) Det vil være Messias selv, der går imod dem. Nationerne har svigtet ved ikke at gå imod dem og standse dem i deres had og griskhed ved at ville røve det land, der er Herrens.

”Hvem er det, som kommer fra Edom, i blodrøde klæder fra Bosra. Han, som er så herlig i sin dragt og i sin vældige kraft? Det er Jeg, Jeg som taler i retfærdighed, som er mægtig til at frelse! Hvorfor er din klædedragt så rød og dine klæder lig hans, som træder i vinpressen? Jeg har trådt vinpressen, jeg alene, af folkene var der ikke én mand med mig. Jeg har trådt på dem i min vrede og trampet dem ned i min harme. Deres blod sprøjtede på mine klæder, og hele min dragt blev tilsølet.” Es. 63:1-3.

Flere artikler om Israel

Vatikanet, Arafat m.fl. vil hindre Gud i at nå sit mål

09. december, 2003

Det er tydeligt, at Herren Jesus Kristus er vred over, at nationerne blot har ladet situationen i hans eget land køre derudad, indtil situationen er blevet, som den er. Men vil vi ikke hjælpe HERREN, kan han selv. I en vinpresse bliver der ingen druer tilbage, de knuses alle, således også med Edoms efterkommere.

”Men på Zions bjerg skal der være udfrielse, og det skal være en helligdom. Israels hus skal tage sine ejendomme i eje. Jakobs hus skal være en ild og Josefs hus en flamme. Men Esaus hus skal blive til strå. De skal sætte det i brand og fortære det, og der bliver ingen som overlever af Esaus hus, så sandt Herren har talt.” Obadias 17-18.

Derefter samles de frelste fra Israels hus på tempelbjerget ”for at holde dom over Esaus hus. Men riget, det skal tilhøre Herren.” Obad. 1:21.


Tænk over hvad det er, apostlen siger her; Han er trofast og retfærdig, så han forlader os synderne…

”Trofast”, hvad vil det sige? Det er måske lettest at forstå. Det han lover, det sker.

Vore tanker er langt fra den herligste sandhed,Gud har åbenbaret for os. Men apostlene troede det, som var forkyndt for dem, og derfor talte de. Derfor har også Johannes sagt: ”Hvis nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen…. Og han er en soning for vore synder.”

Flere artikler om Israel

Israel i endetiden

04. november, 2003

Det er ikke noget tvivlsomt men en stor virkelighed, det Skriften fra begyndelsen af har åbenbaret, at Gud gav sin egen Søn til en soning for vore synder. At Herren lagde alle vor synder på ham, og at han, forsoneren, fuldbragte alt ved at dø i vort sted på Golgata. ”Han udslettede skyldbrevet mod os, som var skrevet med bud, det som gik os imod. Det tog han bort, da han naglede det til korset.”

Gud er retfærdig, så han ikke to gange kræver opgør for samme skyld. Men når vi kommer og bekender vore synder, giver han os det, som kostede ham så dyrt, nemlig syndernes forladelse.

En anden apostel, Paulus, har også klart talt om dette. I Romerne. 3:25 står der, at Gud har sat Kristus som en nådestol ved troen på hans blod, for at vise sin retfærdighed i det, at han tilgiver synderne.

Meningen er, at dersom Gud havde tilgivet synd uden at gøre Kristus til syndoffer, så havde han ikke været retfærdig. Fordi hans guddommelige retfærdighed krævede, at synden skulle straffes. Men nu har Gud sendt sin egen Søn til en forsoning, for at vise sin retfærdighed i det,at han tilgiver synder. Så dermed både mennesker og ånder, og ikke mindst vor anklager, Djævelen selv, skulle se at når syndere benådes, så er det langtfra et tilfældigt indfald men har en fuldkommen lovlig grund: At både loven og retfærdigheden er tilfredsstillet.

Flere artikler om Israel

Vil vi velsignes eller forbandes?

01. juni, 2003

Når så alt er fuldbragt for os, og vi vil stå frem for nådestolen og tage imod forsoningen, da er det retfærdigt, at alle vore synder ikke gælder, og heller ikke tilregnes os mere. Og hvordan skulle vi virkelig vove at være trygge og glade i nåden, hvis den ikke bygger på retfærdighed, på en høj og guddommelig ret?

Lovet være Gud! Han er fuldkommen tilfredsstillet ved en forsoning, som gælder i evighed. At vi har fået nåde og retfærdighed i ham der bygger på en fuldbragt og gyldig betaling, en løsesum som er godtaget af Faderen.
Uddrag fra C. O. Rosenius´s skrifter