Allerede tidligt i Bibelen gør Gud det helt klart, at mennesket ikke kun er skabt til at overleve på planter. Efter syndfloden udvider Han menneskets næringskilder og siger direkte, at det, der lever og bevæger sig, må tjene som føde (1. Mos. 9:3) – ligesom de grønne urter – samtidig med at Han sætter en tydelig grænse ved blodet, som ikke må spises (1. Mos. 9:4). Det er værd at lægge mærke til, at Gud faktisk bruger bibelsk ”plads” på at kommunikere det, som en bevidst ordning. Kød er ikke en senere menneskelig opfindelse eller et kulturelt påfund, men en del af Guds egen provision for menneskets næring, indført med alvor og rammesat af Hans egne bud.

Paulus advarer i 1. Tim. 4:3 om en særlig form for falsk fromhed, hvor det ikke længere er taknemmelig modtagelse af Guds gaver, men menneskeskabte regler, der bliver målestokken for åndelighed, hvor de ”kræver afhold fra spiser, som Gud har skabt til at nydes med taksigelse”.

KJV siger direkte ”kød”, hvor den danske siger ”spiser”, Amplified Bible siger ”bestemte slags føde”, for i Bibelens sprog betyder det ikke nødvendigvis kun kød i moderne forstand, men mad generelt. Alligevel er pointen netop, at spørgsmålet i praksis typisk har drejet sig om animalsk føde – de samme typer forbud, som kendes fra jødisk praksis og senere kirkelige fastesystemer. Kernen er ikke kostvalg som sådan, men at visse fødevarer gøres til religiøse tabuer og påbud, knyttet til forestillinger om særlig fortjeneste, renhed eller ”merit” – et system af selvretfærdighed, hvor man søger Guds velbehag gennem askese.

Derfor løfter Paulus spørgsmålet op på skabelsesplan. Den mad, Gud har skabt til menneskets næring, kan ikke erklæres åndeligt ”ond” eller forbudt uden at kaste en skygge over Skaberen. Den rette respons er at modtage den ”med taksigelse” som gave, ikke at gøre afholdelse til en frelsesvej.

Sådanne påbud er historisk er blevet institutionaliseret – fra tidlige asketiske og gnostiske miljøer til senere kirkelige kalendere med faste- og afholdesesdage, hvor brud på kødforbud kunne kategoriseres som synd, og hvor dispensationer kunne uddeles af en religiøs autoritet. Samme mønster kan genopstå i nye klæder, når kødspisning gøres til moralsk eller quasi-religiøst tabu under ideologier, der påberåber sig ”højere” indsigt. Uanset form og farve er Paulus’ mål tydeligt – Guds gaver modtages i tro og taknemmelighed – og ingen har ret til at gøre det Gud har skabt til føde, til et religiøst forbud som tegn på sand åndelighed.


Netop dette kaldt til forbud kommer op i en ny dokumentar, der forsøger at dokumentere at Jesus (og den tidligste ny-testamentlige Jesus-bevægelse) var imod dyreofringer og i praksis vegetarisk – og at kirken senere har undertrykt / fortrængt de tekster og spor, der peger i den retning. Det præsenteres som en hemmelighed der med magt er holdt skjult af kirkelige magter. Rammen er dermed både et angreb på at spise kød, og på kirken. Kirken fremstilles således som konsekvens, som Satans redskab til at holde menneskeheden i synd mod skaberværket, og mod Guds befaling og orden. Samme dæmoniske drivkraft, der fører mennesker i den grønne klimabølge ind i vegetarisme, er drivkraften bag denne dokumentar.

Dokumentaren ”Christspiracy”, streamet fra christspiracy.com (en ordleg med Kristus og konspiration) har kapret mottoet, ”What Would Jesus Do?” og pirrer nysgerrigheden med ”Dokumentaren de ikke vil du skal se”. De mener at Christspiracy er en banebrydende dokumentar, der afslører den største cover-up i 2.000 år – en dokumentar, der for altid vil omforme din forståelse af tro, etik og vores forbindelse til skabelsen.

Hjemmesiden informerer:


Deres baggrundshistorie er at Skabelsen af Christspiracy er en moderne version af David og Goliat.


Jeg vil gennemgå de punkter der kommer frem i dokumentaren, der argumenterer for at det er uhelligt, uetisk, uåndeligt at spise kød.


Dokumentarens første og mest grundlæggende årsag til, at man ikke bør spise kød, er det, man kan kalde skabelsesordens-argumentet. Det er ikke bare en løs henvisning til ét bibelvers, men en hel fortællekæde, hvor Eden bliver gjort til både målestok og ideal for, hvad der er ”rigtigt”.

Dokumentaren begynder med at sige, at hvis man vil forstå, hvad der er sandt og godt, må man gå helt tilbage til begyndelsen: ”Hvis du går helt tilbage til den oprindelige skabelse...”. Det er ikke en neutral historisk bemærkning, men et normativt greb – hvordan bør det være. Ved at pege på ”den oprindelige skabelse” antydes der, at Guds første design afslører Guds egentlige intention med livet, og at alt, der afviger fra den oprindelige orden, derfor i bedste fald er et kompromis og i værste fald en fejl.

Når dokumentaren først har sat Eden som referencepunkt, fylder den referencepunktet med en bestemt moral – Eden var en verden uden død og uden blod. Den siger det direkte og meget kategorisk: ”Der var ingen dødsfald, ingen blodsudgydelse…”. Og herfra drager den en logisk og følelsesmæssig stærk slutning: hvis der ikke var død og blodsudgydelse, kunne der heller ikke være kødspisning, for kød indebærer drab. Derfor siger de: ”…intet spiste kød”. Med andre ord forbindes kød ikke bare med et spørgsmål om kost, men med en bestemt verdensorden, nemlig en orden hvor død er blevet normaliseret. Dokumentaren bruger altså Eden som bevis på, at kød ikke hører hjemme i ”den rene skabelse”, fordi kød i sig selv er bundet til blod og død. Allerede her bliver kød gjort til et symbol, et tegn på, at man lever på en måde, der passer til en syndefuld verden, snarere end til den verden Gud oprindeligt skabte.

For at give denne fortælling et bibelsk håndtag, peger dokumentaren konkret på 1. Mos. 1:29 , hvor Gud giver urter og frugt med kerner som føde til mennesket. I dokumentarens brug fungerer dette vers som en slags original menu fra Gud. Når Gud i begyndelsen giver mennesket planter til føde, læser dokumentaren det som mere end en midlertidig beskrivelse – den læser det som en rettesnor. Derfor ender den med en konklusion, der ikke bare er historisk, men normativt ladet, ”mennesket var vegetar” – hvilket skildres som den sande, evigt gældende identitet og en skabelsesbestemmelse. Hermed bliver skabelsesargumentet en direkte modsætning til tanken om, at kød blot er et neutralt spørgsmål om kultur og præference.

Det afgørende i dokumentarens skabelsesargument er imidlertid ikke kun, at Eden beskrives sådan. Det er, hvad dokumentaren gør med beskrivelsen. Når den siger ”original skabelse” og kobler det med ”ingen død, ingen bodsudgydelse” og ”ingenting spiste kød”, bliver Eden præsenteret som det, man bør sigte imod. dokumentaren siger ikke nødvendigvis i én kort sætning at ”Eden er lov for os i dag”, men dens hele struktur bygger på, at man bør rette sig efter det oprindelige. Det er derfor skabelsesargumentet får en idealistisk funktion. Eden er billedet på det gode, det rene, det gudgivne – og dermed bliver kødspisning, allerede før dokumentaren overhovedet når til Jesus, noget der smager af afvigelse fra Guds bedste.

Samtidig har argumentet en vigtig understrøm, som dokumentaren udnytter – en moralsk intuition om, at blod og ”drab” er problematisk. Når dokumentaren understreger ”ingen død, ingen bodsudgydelse”, er det ikke bare for at opstille en logisk præmis, det er også for at vække en reaktion. Hvis Guds oprindelige verden var uden blod, hvordan kan en praksis, der kræver blod, være i harmoni med Gud? Skabelsesargumentet får altså en etisk klang. Kød er ikke bare ”anden slags føde”, det er føde, der implicerer død. Og fordi Eden fremstilles som det sted, hvor død ikke fandtes, bliver kødspisning automatisk sat i kontrast til Guds rene intention.

Herfra følger en sidste vigtig bevægelse, som ofte ligger implicit, men som dokumentaren i praksis bygger videre på i resten af fortællingen. Når Eden gøres til idealet, bliver alt post-Eden let læst som et forfald. Dokumentaren bruger ikke nødvendigvis ordet ”faldet” hver gang i netop dette afsnit, men den etablerer en ramme, hvor kødspisning bliver et tegn på, at mennesket lever i en orden præget af død. I den ramme bliver det naturligt for dokumentaren senere at sige, at hvis vi ønsker at leve i overensstemmelse med Guds rige, barmhjertighed og den kommende genoprettelse, så må vi begynde at leve efter den orden, der ligner Eden – og dermed er afholdenhed fra kød ikke bare et kostvalg, men en tilbagevenden til skabelsens renhed.

Hvis man skal beskrive dokumentarens skabelsesordens-argument i én sammenhængende sætning, er det at Guds oprindelige verden var uden død og uden blodsudgydelse. Derfor var der ingen kødspisning. Fordi Gud i begyndelsen gav vegetabilske kilder til føde, er plantekost den oprindelige og dermed den rigtige orden, som man bør rette sig efter. Og netop derfor bliver kød, i dokumentarens optik, ikke bare ”tilladt mad”, men et kompromis med en dødslogik, som ikke hørte hjemme i den verden Gud først skabte.

Bibelen

Når vi ser alt dette i Bibelens lys, så er der nogle klare misforståelser. Det er rigtigt, at der var ingen blod i Edens have. De dyr vi i dag kender som rovdyr og ådselædere, de spiste vegetabilsk. Men synden kom ind i verden, og skabelsen som var underlagt mennesket, blev ændret som mennesket selv.

Mennesket så nu sin nøgenhed, og Gud, som den første, slog to dyr ihjel, for at dække mennesket med skindkjortler (1. Mos. 3:21). Efterfølgende bragte Abel (det fjerde menneske på Jorden) ”en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave” (1. Mos. 4:4). Abel opdrættede får (1. Mos. 4:2), og man må spørge – hvorfor gjorde Abel det? For at have nok får at tælle, til at kunne falde i søvn om aftenen? Vi ved ikke direkte hvorfor Abel gjorde det, men baseret på denne tekst, var det for at ofre, og sandsynligvis også for at få uld og mælk – hvilket i de religiøse kredse, der taler om dyre-rettigheder, anses for voldtægt af de brødre og søstre vi har i dyrene.

Men, det er uundgåeligt at konkludere, at Gud selv slagtede dyr efter syndefaldet, og at mennesket ligeledes gjorde det. Men – vi kan endnu ikke antage at de spiste dyrene. Men det bliver meget tydeligere efter syndfloden. For i forbindelse med at syndfloden – og alt hvad der i den begivenhed ændrede sig – efterlod en Jord vi ingen anelse har om hvordan var (2. Pet. 3:5-6), bød Gud, som sagt tidligere, helt specifikt mennesket at nu skal de spise kød (1. Mos. 9:3).

En pointe der er vigtig at få med er, at dyrene selv spiser hinanden. Der er intet etisk i det for dyrene. De kan ikke leve af grønne urter alene, ligesom mennesket ikke kan det – hvorfor Gud specifikt siger at vi der lever efter syndfloden skal spise kød.

At holde Edens have som etisk mål for nutiden, er himmelråbende naivt. Vi dør. Vi bliver syge. Mens det, at der ingen blod var i Edens have er sandt, i den dybeste menneskelige anatomi – og formodentlig også dyrenes anatomi (se artiklen, ”Ben, kød og blod”), så er blod og død efter syndefaldets virkelighed, en del af vores verden. Vi kan på ingen måde leve ideelt efter Edens have-foreskrifterne, for vegetabilsk føde alene er, på denne nye Jord (efter syndfloden), ikke nærende nok. Kød er i dag livsnødvendig i en sund nærende kost (se nyheden ”Når klima-religionen gør hverdagen ubetalelig”).

En anden argumentation mod Edens have som nutidig forbillede er, at Gud gav mennesket ”urter der bærer frø” og dyrene ”grønne Urter” (1. Mos. 1:29-30).

Til mennesket giver Gud alle planter / urter, der sætter frø og alle træer, der bærer frugt med kerne som føde. Det er planter, hvor frøet er tydeligt og kan sås (korn, bælgfrugter, grøntsager m.m.), tillige med frugter fra træer, hvor frøet (kernen) er i frugten. Pointen er både ernæring og videre dyrkning. Mennesket får den del af vegetationen, der er frøbærende, dvs. den del, der kan forædles, forvaltes og formeres bevidst.

Til dyrene gives alle grønne planter / urter som føde. Det hebraiske ord kan dække græs, blade, urter i det hele taget – uden specifik betoning af frø eller frugt. Fokus er alt det grønne, som naturligt vokser frem som græs, blade, urter – dyrenes mere ”græssende” fødegrundlag, i modsætning til menneskets målrettede brug af frø- og frugtplanter.

Teologisk / litterært kan man sige, at teksten tegner et billede, hvor mennesket får en særlig rolle som forvalter af de frøbærende planter (og dermed landbruget), mens dyrene forsynes med den generelle grønne vegetation. Det understreger både fællesskab (alle er planteædere i skabelsesordningen) og forskel (mennesket har en mere differentieret, kultiverende relation til jorden).

Sagen er, at i dag spiser mennesker også en lang række ”grønne urter” og plantedele, som i Gud i Eden gav dyrene til føde. Forskellige græsarter kan spises som ”græsjuice” (f.eks. hvedegræs), hvor man udtrækker saften men ikke spiser den seje fiber, og mange græsser er generelt spiselige. Blade fra træer og buske. FAO nævner, at blade fra træer og buske (f.eks. visse hække som chaya i troperne og bøg i Europa) er eller har været brugt som menneskeføde^[1]. Mange afgrøder, der typisk dyrkes som foder til kvæg og får (f.eks. kåltyper, roer, kløver, lucerne, timothegræs), har dele, som også kan spises af mennesker, og enkelte – som grønkål – er i dag almindelige ”superfoods” i menneskers kost.

Hvis vi skal følge anvisningerne fra Eden og ikke spise kød, så har den vegetarbevægelserne / dyrerettighedsbevægelserne store selvransagelser forude.


I dokumentarens argumentation er herredømme et helt centralt knudepunkt, fordi det menes at være den mest brugte ”kristne nøgle” til at legitimere menneskets brug af dyr, herunder slagtning og kødspisning. Dokumentaren fremstiller derfor herredømme-spørgsmålet som noget, der ikke bare handler om et enkelt bibelord, men om hele Vestens religiøse forhold til dyr. Den beskriver hvordan det over tid ”udviklede sig til et religiøst system”, hvor Gud i praksis giver en slags tilladelse: ”Ja, du har tilladelse til at gøre dette... Du har herredømme over jorden”.

Umiddelbart efter bliver herredømme udlagt som den styrende idé: ”Herredømme er det princip, der vejleder alle vestlige religioners syn på dyr”, og dokumentaren kobler det videre til institutionaliserede former for slagtning til markedet, ”kosher og halal”. Med andre ord fremstilles herredømme som den teologiske motor, der har gjort drab på dyr åndeligt acceptabelt og kulturelt normaliseret.

For at gøre konflikten skarpere, lader dokumentaren først den gængse (eller i hvert fald en udbredt) herredømme-læsning blive sagt højt i en meget rå form. Den citerer skabelsesbefalingen ud fra 1. Mos. 1:26 : ”Lad dem have herredømme over havets fisk … og over husdyrene”, og så kommer definitionen, som dokumentaren vil i kamp med: “Herredømme betyder at have magten til at styre eller håndtere efter eget valg”. Den udlægning trækkes helt ud i dens konsekvens: ”Fordi Gud har givet os herredømme over jorden... derfor er det op til os, hvad vi vil gøre med den”. Her bliver herredømme til et ejerskabs- og råderetsargument. Dyrene er ”vores”, og derfor må vi i princippet gøre med dem, hvad vi vil. I dokumentarens opbygning fungerer dette som den fejlagtige og problematiske forståelse, der muliggør kødspisning uden samvittighedsnag.

Og netop her laver de sit afgørende drej. De hævder, at når man undersøger herredømmets ”oprindelige oversættelse”, dukker en helt anden betydning frem. Fortælleren siger: ”Men da vi undersøgte den oprindelige oversættelse af ordet ’herredømme’, blev vi overraskede over at lære, at dominion faktisk betyder at tjene i forvalterskab for andre, som Gud gør over os”, og analogien strammes med et hverdagsbillede: ”eller som forældre gør med deres børn”. Her bliver herredømme ikke en licens til udnyttelse, men et ansvarligt forældreskab: autoritet forstås som omsorg, ikke som udbytning.

Dokumentaren giver også den alternative oversættelse et mere teknisk ord: ”Så det ord, der er blevet brugt, er forvaltning”. Den forklarer, hvad ”forvalterskab” indebærer – ikke som sentimentalitet, men som lederskab under ansvar: ”at være lederen, vejlederen, den der styrer på en ansvarlig måde”. Og så formuleres essensen i en sætning, der fungerer som dokumentarens tese: ”Herredømme betyder ganske enkelt, at vi har et ansvar for at passe på den skabte verden”. Herredømme bliver altså omfortolket fra ”ret” til ”pligt” - ikke retten til at disponere, men pligten til at vogte skaberværket.

Det kulminerer i dokumentarens mest slagkraftige sammenfatning, der også er et direkte angreb på den menneskecentrerede hierarkitænkning, ”vi er tjenerarten, ikke herskerarten”. I dokumentarens logik betyder det, at hvis Herredømme virkelig handler om forvaltning og omsorg, så kan man ikke uden videre bruge herredømme som teologisk frikort til at dræbe dyr for mad. Argumentets retning er ikke bare ”vær sødere ved dyr”, det er – herredømme forstået korrekt vender hele begrundelsen for udnyttelse om. Når mennesket er ”tjenerarten”, passer det dårligt med at behandle dyr som ”vores at gøre med, som vi finder passende”.

Som et ekstra moralsk tryk kobler dokumentaren denne sande herredømme-forståelse til et bredere etisk ideal om medfølelse. Den siger at, ”Den sande oversættelse af herredømme mindede mig om medfølelse…” og nævner buddhismens første forskrift: ”ikke at dræbe nogen følende væsen”. Pointen er ikke, at kristendommen skal blive buddhistisk, men at rigtig herredømme-lære ifølge dokumentaren naturligt bør pege mod ikke-vold og beskyttelse af svage væsener – snarere end mod slagtning og kød.

Apropos den ofte etisk ophøjede buddhisme, så overraskes forfatterne af dokumentaren over, at buddhister – der jo mener at dyr er vores reinkarnerede slægtsfæller – at selv Dalai Lama spiste kød. Buddhismen har en forskrift om ikke at ”dræbe noget sansende væsen” og dokumentaren siger, at buddhister ikke vil ”dræbe et dyr og spise et dyr”. Samtidig fremhæver den en udbredt nuance, at købe / spise kød ikke anses som det samme som at slå ihjel, fordi ”karma er intension” – derfor kan “karmisk vægt” være ”lettere”, hvis man ikke havde intentionen om at dræbe. Dokumentaren problematiserer dog straks den nuance i moderne sammenhæng – supermarkedskød er ”dræbt med det specifikke formål at blive spist”, så man kan have ”nogen deltagelse” i drabsmaskinen ved at konsumere det.

Bibelen

Mens dokumentarens definition af ordet ”herredømme” i særdeleshed kommer til udtryk i den grønne klimabevægelse, hvor alverdens ødelæggende kræfter retfærdiggøres i klimaets navn – landjord plastres til med naturødelæggende solcelleparker og vindmølleparker (se artiklen ””).

Det er både logisk men også synligt, at når mennesket frasiger sig herredømmet over Jorden, og staten overtager, så udmynter det sig i overgreb og rovdrift. Forskning i ejendomsrettigheder viser, at sikker privat råderet over land typisk fører til mere effektiv og langsigtet forvaltning, fordi ejeren både bærer tabet ved forringelse og gevinsten ved investeringer i jordens kvalitet. Globale analyser finder, at lande med mere sikre jordrettigheder opnår højere land brugseffektivitet, blandt andet ved at begrænse statens mulighed for vilkårlig ekspropriation og dermed fremme langsigtede investeringer og rationel arealanvendelse^[2]. I natur- og biodiversitetspolitikken erkender EU, at offentligt ejet natur ikke er tilstrækkelig til at nå målet om at beskytte 30 procent af landarealet. Derfor fremhæves frivillig naturbeskyttelse på privat jord som en uundværlig del af strategien^[3]. Private lodsejere kan indgå fleksible, juridisk bindende aftaler om varig beskyttelse af levesteder og arter, hvilket kombinerer lokalt kendskab med juridisk forpligtelse og supplerer de statslige naturarealer^[4]. Samlet peger disse erfaringer på, at privat ejerskab, under passende regulering, ofte giver bedre forvalterskab end statslig overtagelse alene, både i forhold til effektiv arealudnyttelse og beskyttelse af biodiversitet^[5].

Når Gud til mennesket – både før og efter syndefaldet siger at vi skal gøre os til herre over Jorden (1. Mos. 1:26; 1. Mos. 9:7) – så er det ikke fordi vi får carte blanche til at hærge og ødelægge – men Gud vil vi skal bruge den, gøre nytte af den, hvilket er en utvetydig anbefaling til at passe på den. Og bemærk – det er mennesket Han giver Jorden til – ikke institutioner og stærke økonomiske kræfter – heller ikke stater – men individer. Meningen er, at du og jeg skal kunne bo her, som dyrene, eje vores stykke af Jorden og derved have personlig forvalterskab med både tab og vinding for øje.

Forfatterne til dokumentaren, har det religiøse verdensbillede der siger dem, at spise dyr er forkert – derfor er korrekt forvalterskab over Jorden, at tjene dyrene, tjene skabelsen. Men det er ikke hvad Skaberen selv sagde, ”Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde” (1. Mos. 9:3).

Når dokumentaren siger, at supermarkedskød er dræbt for at blive spist, og at køb derfor er deltagelse, så følger den ekstreme konsekvens, at det eneste kød, der ikke implicerer medansvar, er kød, som ikke er frembragt ved målrettet menneskelig slagtning for mad (f.eks. selvdøde dyr eller kød fra dyr dræbt af rovdyr). Den logik bringer os i konflikt med Skaberens forordning – som de forsøger at trække os tilbage til, ”Kød af sønderrevne Dyr må I ikke spise, I skal kaste det for Hundene” (2. Mos. 22:31), og ”Enhver, der spiser selvdøde eller sønderrevne Dyr… skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften” (3. Mos. 17:15), og ”I må ikke spise noget selvdødt Dyr” (5. Mos. 14:21). For Gud er det urent at spise selvdøde eller sønderrevne dyr (dræbt af rovdyr).


Dokumentaren bruger påskelammet som en følelsesmæssig og teologisk afprøvning af den almindelige antagelse, at Jesus spiste kød uden problemer. Den gør det ved først at fremhæve, at den jødiske påske i traditionel forståelse netop indebærer kød. Louis Caruana, en katolsk dekan for filosofi siger, at Jesus ”spiste måltider der inkluderede kød” og at det var ”en del af påskemåltidet”. Det understreges, at ”et lam blev slagtet”. Dermed etablerer dokumentaren den præmis, som den vil udfordre, at hvis Jesus deltog i påsken på almindelig jødisk måde, indebærer det et lam og dermed drab og kød.

Så skifter dokumentaren fra ”historisk / rituel konstatering” til en moralsk konfrontation. Intervieweren stiller spørgsmålet helt direkte: ”Hvordan ville Jesus dræbe et dyr?”. Det er kernen i argumentet som dokumentaren vil gøre utænkelig, at Jesus selv skulle have udført den handling. Den fortsætter med at forme et konkret billede, der skal fremkalde ubehaget. Caruana siger, at det er et ”ubehageligt billede” at forestille sig Jesus ”med en kniv” skulle ”skære struben på et lam”. Dokumentaren lader ham selv sætte ord på, hvorfor det strider imod den intuitive Jesus-forestilling – det virker ”ondskabsfuldt”. Og så rammer den det helt centrale, fordi Caruana erkender, at billedet er ”inkonsistent” med Jesus, sådan som de fleste opfatter Ham.

Det er vigtigt at se, hvad dokumentaren gør her. Den forsøger ikke først og fremmest at modbevise påskelammet med tekstkritik – den forsøger at skabe et moralsk spændingsfelt, hvor den almindelige antagelse (”Jesus spiste lam”) begynder at føles forkert, fordi den kolliderer med Jesu karakter som barmhjertig og ikke-voldelig. Ved at få en katolsk præst til selv at kalde billedet ”ondskabsfuld” og ”inkonsistent”, får dokumentaren en form for indefra-bekræftelse – selv dem, der mener Jesus spiste kød, må indrømme, at det er svært at forene med Hans etos (troværdighed, karakter og autoritet).

Derpå udvider dokumentaren argumentet med en lille, men vigtig antydning, at selv hvis man siger, at Jesus ikke personligt slagtede lammet, så er Han stadig knyttet til en praksis, hvor et dyr dør for måltidet. Men dokumentarens pointe er, at problemet ikke kun er ”hvem holdt kniven”, men hvad Jesus som moralsk forbillede kan forbindes med. Derfor fungerer spørgsmålet ”hvordan ville Jesus dræbe et dyr?” som en prøvesten – hvis svaret er ”det kan man næsten ikke forestille sig”, så har dokumentaren allerede vundet en stor del af sin sag, nemlig at kødspisning – i hvert fald i påske-konteksten – ikke harmonerer med Jesus-billedet.

Dokumentaren bruger altså påskelammet på denne måde – den accepterer først præmissen om, at påsken involverede lam og offer, og derefter bruger den et stærkt, konkret scenarie (Jesus med kniv, halsen skåret over) til at få både seeren og en repræsentant for traditionen til at indrømme, at scenariet er ”ukomfortabelt”, ”ondskabsfuld” og ”inkonsistent”. Det er hele argumentets motor – ikke primært tekstbevis, men et etisk og karakterbaseret sammenstød mellem ritualets blod og Jesu barmhjertighed.

Bibelen

Bibelen antyder ret tydeligt, at Jesus spiste kød (i hvert fald fisk – som dokumentaren også forsøger at demontere – mere om det senere), men den siger ikke direkte, at Han selv dræbte dyr.

Evangelierne fortæller, at Han som barn og voksen deltog i påskefesten i Jerusalem (f.eks. Luk. 2:41), og påskemåltidet indebar efter loven, at man spiste påskelam (2. Mos. 12:3-11). Der er ingen der kan betvivle at Jesus fulgte Loven – Han siger selv at Han kom for at opfylde den (Matt. 5:17). I det ligger selvfølgelig at lovens krav om ofringer fik sin endelige opfyldelse i Jesu offer, men også at Jesus spiste lam ved påskemåltiderne, som loven foreskrev, selv om lammet.

Jesus giver selv folkeskarerne fisk at spise ved bespisningsunderne, hvor fisk er en del af det måltid, Han deler med dem, hvilket forudsætter, at fisk som føde er accepteret i Hans egen praksis. Ligeledes får Jesus efter opstandelsen et stykke stegt fisk af disciplene og ”han tog det og spiste det i deres påsyn” (Luk. 24:42 ‑43), hvilket viser, at selv i Hans opstandne legeme spiste Han fisk. Tilmed beredte Han et måltid for disciplene der var ude at fiske, ”Jesus siger til dem: »Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget«… »Kom herhen og hold måltid!«… Så går Jesus hen og tager brødet og giver dem det, ligeledes også fiskene” (Joh. 21:10-13).

I spørgsmålet om at dræbe dyr, findes der ingen tekst, der siger, at Jesus personligt slagter eller fanger et dyr. Evangelierne lægger vægt på, at Han spiser sammen med andre, ikke på ”jagt‑scener”. I den jødiske kontekst var slagtning af dyr typisk knyttet til husholdningen eller tempelpræsterne (f.eks. ved påskelammet), så fraværet af en specifik beretning betyder ikke nødvendigvis, at Han aldrig har dræbt et dyr eller været i nærheden af slagtning – bibelteksterne har bare et andet fokus.

Men som jeg tidligere har citeret, så var Gud den første til at dræbe to dyr, for at lave skindkjortler til Adam og Eva efter syndefaldet (1. Mos. 3:21).


Dokumentarens ”fisk er måske ikke fisk”-argument er et forsøg på at neutralisere et af de mest almindelige modargumenter mod en vegetarisk Jesus – at evangelierne beskriver fisk både ved bespisningsmiraklerne og i opstandelsesberetningerne. I stedet for at sige ”teksterne tager fejl” i almindelig forstand, prøver de at skabe plads til, at det vi læser som fisk, kan skyldes symbolik eller fejloversættelse, og at nogle fortællinger endda kan læses uden fisk overhovedet.

Først lægges der vægt på, at der i traditionen findes variation, og at ”fisk”-delen ikke altid står lige stærkt i alle gengivelser. Den siger, at i Jesu egen genfortælling af brødunderet nævner Han overhovedet ikke fisk, og de hævder også, at der findes versioner af bespisningsfortællingerne ”uden referencer til fisk overhovedet”. Pointen i filmens opbygning er at skabe tvivl om, hvor fast fiskedelen egentlig er i fortællingerne. Hvis der findes versioner af historien, hvor der kun er brød og ingen fisk, så kan man ikke længere sige: ”Fisk må have været en uundgåelig del af den oprindelige begivenhed”.

Dernæst skifter den fra ”tekstvariation” til ”sprog / symbol”-sporet: Den siger, at de ord, der bruges for fisk i disse historier, i virkeligheden er blevet misforstået: ”ordene brugt for fisk er faktisk en fejloversættelse”. Her nævner dokumentaren to konkrete græske ord som nøgler til misforståelsen.

Det første er ichthus. I stedet for at behandle det som almindelig ”fisk”, knytter dokumentaren ordet til kristen symbolik og siger, at ”det græske ichthus… er også et hemmeligt symbol for Jesus”. Pointen er at hvis ”ichthus” i den tidlige kristne verden fungerer som et kodesprog / symbol, så kan ”fisk” i fortællingerne være mere end mad – det kan være et tegn, en titel eller en teologisk markør, som senere læsere har taget alt for bogstaveligt.

Det andet ord er phosphagion. Dokumentaren siger, at det ikke betyder fisk, men noget i retning af tilbehør: ”Phosphagion betyder faktisk en slags pålæg eller noget, der spises sammen med brød”. Den brugte pointe er at hvis et nøgleord, der i nogle traditioner er oversat som fisk, egentlig bare betyder ”noget man spiser sammen med brød”, så falder hele ”Jesus spiste fisk”-konklusionen fra bespisningshistorierne, fordi teksten ikke nødvendigvis beskriver et dyr.

Når man samler dokumentarens ræsonnement, bliver det en kæde i tre led. For det første hævdes det, at ”fisk” ikke er stabilt i traditionen, og at nogle gengivelser kan læses uden fisk. For det andet hævdes det, at Jesus selv i én genfortælling ikke nævner fisk. For det tredje hævdes det, at græske nøgleord enten er symbolske (”ichthus” som hemmeligt Jesus-symbol) eller fejloversatte (”phosphagion” som tilbehør), så ”fish” i vores bibler kan være resultat af misforståelse.

Kort sagt, er det dokumentarens måde at sige, at selv hvis der står ”fisk” i mange bibler, behøver det ikke betyde, at Jesus faktisk spiste et dyr, men det kan være et symbol, en fejloversættelse eller et tilføjet / varierende element i traditionen.

Bibelen

Jeg har lige citeret fra Joh. 21:10-13 , hvor Jesus tilbereder brød og fisk til disciplene. Fiskene, som i dokumentarens objektiv er ”tilbehør”, beskrives af Johannes som værende ”tilbehør” der fanges med fiskenet i vandet og trækkes op – Johannes nævner 153 stykker ”tilbehør”, som tilbederes over ild (Joh. 21:9). Hvad var tilbehøret? Vandaks? Åkander? Andemad? Alger? Kan du forestille dig Jesus riste brød og åkander til disciplene. Eller at Han ristede ”ingenting” kaldt ”fisk”, for at symbolisere sig selv?

Det bliver meningsløs sludder, der afkobler teksten fra almindelig historisk kendskab til hvordan mennesker levede og spiste. Simon-Peter og hans bror Andreas var fiskere (Matt. 4:18), og jeg kan ikke forstille mig, at de fiskede efter søens vegetariske retter – der er formodentlig bedre metoder hvis man vil høste søens planter – noget skarpere måske.

I historien om tempelskatten, hvor opkræverne anklagede Jesus for ikke at betale den, og Jesus sagde, ”kast en krog ud, og tag den første fisk, som kommer op; og når du åbner dens mund, så skal du finde en statér; tag den og giv dem den for mig og dig!” (Matt. 17:27). Det er meget svært at beskrive søens ”tilbehør” der er fanget med en krog og som har en mund, som værende søgræs, eller åkander.

Hvis man fortsat føler der er et loop-hole i Bibelens forsøg på at kommunikere dyret fisk, så tydeliggør Paulus hvad der menes, når man taler om fisk (ichthus) og siger, ”Ikke alt kød er ens; men mennesket har sit, kvæget sit, fuglen igen sit og fisken (ichthus) sit” (1. Kor. 15:39). Der tales om kød og fisken er kød i bibelsk betydning. Det giver ganske enkelt ingen mening at bytte fisk ud med tilbehør. Igennem hele historien er ichthus symboliseret med en fisk, ikke åkander eller andemad.


Argumentationen for, at Jesus var vegetar, hviler i høj grad på en bestemt ”alternativ” kildelinje, nemlig ikke-kanoniske traditioner, især det, den kalder Ebionitternes evangelium, og beslægtede udsagn om en tidlig Nazaræisk / Jakob-orienteret Jesusbevægelse. Den prøver ikke først og fremmest at bevise vegetarianisme ud fra de kanoniske evangelier, men at vise, at der fandtes en tidlig Jesus-tradition, hvor vegetarisme var en del af identiteten, og at denne tradition senere blev overskygget eller undertrykt.

Første led i dokumentarens kæde er at etablere et miljø omkring Jesus, hvor plantekost fremstilles som normen. Den knytter dette til Johannes Døberen. Den siger, at Ebionitternes evangelium (sammen med Josefus) fremstiller Johannes som én, der ”ikke spiser andet end planteføde”, og konkluderer at ”Johannes Døberen bestemt ikke spiste kød”. Pointen er, at hvis den profetiske forløber og asketiske reformskikkelse lever sådan, bliver det plausibelt (i dokumentarens logik), at den samme åndelige strømning omkring Jesus havde en tilsvarende praksis.

Herfra går dokumentaren videre til et familie / retning-argument. Den siger, at Jesus ”ganske simpelt viderefører familietraditionen”, og skærper det ved at generalisere: ”alle i denne familie ser ud til at være vegetarer”. Det er ikke et enkeltstående udsagn om én person, det er en påstand om en hel ”kultur” eller tradition, der omfatter Jesu nærmeste kreds. For at gøre det mere konkret hævder dokumentaren, at centrale apostle, Mattæus og Peter var vegetarer. Derefter udvider den det fra individer til bevægelse: ”hele Nazaræer-bevægelsen... var vegetarer”. Dermed flytter argumentet sig fra ”måske Jesus” til ”en tidlig Jesus-bevægelse, der praktiserede det”.

Som et slags autoritativt ”stempel” på denne bevægelses selvforståelse citerer dokumentaren, at ”en nazaræer” (i Epiphanius’ gengivelse) siger, at det var sådan, de levede ”fordi Jesus lærte os at være vegetarer”. Det er en afgørende sætning i filmens logik, fordi den gør vegetarismen til noget, der ikke blot er en senere askese eller en lokal tradition, men noget der direkte henføres til Jesu undervisning som årsag – vi er vegetarer, fordi Jesus lærte os at være det.

Herefter binder dokumentaren det sammen med et andet spor, som skal håndtere det mest oplagte modargument – påskelammet. Den siger, at Jesu sidste måltid burde have været centreret om et påskelam, men at den ebionitiske tradition fremstiller Jesus som én, der netop afviser kød i denne kontekst. Den beskriver nadveren som ”hans sidste protest”, og at den ”burdehave været centreret omkring et påskelam”. Men så kommer nøglepåstanden: ”I det ebionitiske evangelium afviste Jesus specifikt at spise kød ved påsken”. Dokumentaren forsøger dermed at gøre ebionitternes version til den tradition, der forklarer, hvordan man kan forstå Jesu sidste måltid uden at gøre Ham til én, der spiser lam.

Den samme ebionitiske tekstlinje bruges også til at give vegetarismen en dybere teologisk begrundelse. Den knyttes til et opgør med offerkult og dyredrab. I dokumentarens gengivelse siger Jesus, ”Jeg er kommet for at ødelægge ofrene” og advarer, at ”hvis du ikke holder op med at ofre, vil vreden ikke vige fra dig”. I filmens argumentation betyder det, at Jesus ikke blot ”personligt foretrak grøntsager”, men at han var imod det system, der institutionaliserer drab på dyr – og at vegetarismen derfor bliver en konsekvens af Jesu projekt. Hvis Jesus vil have ofrene til at ophøre, bliver en praksis der bygger på dyredrab (også for mad) i filmens ramme noget, der arbejder imod hans intention.

Til sidst forsøger dokumentaren at forebygge den indvending, at ”hvis det var sandt, ville kirken jo vide det”. Den svarer med et undertrykkelses- og overskyggelsesnarrativ. Den siger, at Jesus som vegetar ”blev aktivt undertrykt af kirken”. Den sætter det ind i en historie om, at kirken fremhævede nogle skrifter og brændte eller fortrængte andre: ”Kirken fremhævede Pauls skrifter, der talte for kødspisning, mens de brændte de bøger, der ikke passede til deres nye doktrin”. Og den gør det til en konflikt mellem to tidlige strømninger, hvor Jakob-linjen tabte – tekster knyttet til ”Jakob, Jesu broder” blev ”overskygget af det, Paulus skrev”. I dokumentarens samlede fortælling er det derfor ikke overraskende, at den ebionitiske tradition ikke er almindelig kendt. Den blev, ifølge filmen, ikke bare glemt tilfældigt, men skubbet ud af historien.

Bibelen

Selvom argumentet allerede er dækket, vil jeg kort sige, først og fremmest, at om Ebionitternes evangelium er et falsum eller ikke, så er argumentet at Jesus taler imod dyreofringer logisk i det lys, at Johannes omtaler Jesus som Guds lam (Joh. 1:29), og Jesus fremstillede sig selv som ”løsesum for mange” (Mark. 10:45) og forklarede ved påskenadveren at ”dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt. 26:28). Det er tydeligt, at Jesus taler om sig selv som det sidste påskelam, det endelige og sidste offer, én gang for alle (Rom. 6:10; Hebr. 7:27; Hebr. 9:26; Hebr. 10:10). Læses passagen fra Ebionitternes evangelium i den kontekst, er det klart, at hvis man fortsat sætter sin lid til dyreofringerne og afvise Jesu offer, så er vreden bestandig.

Når det er sagt, så regnes Ebionitternes evangelium i dag ikke som et sandfærdigt evangelium på linje med de kanoniske evangelier, og det har flere grunde, der hænger tæt sammen.

For det første findes selve evangeliet ikke bevaret, men kun nogle få korte fragmenter citeret af Epifanios i det 4. århundrede – og han citerer netop for at afsløre og kritisere Ebionitternes lære, ikke for at bevare teksten neutralt. Det betyder, at den viden om evangeliet der er i dag, er stærkt indirekte og filtreret gennem en fjendtlig kilde.

For det andet viser tekstanalysen af fragmenterne, at der er tale om en harmoniseret bearbejdelse af de allerede eksisterende synoptiske evangelier, især Matthæus og Lukas, snarere end en selvstændig og ældre tradition. Evangeliet dukker desuden først op i kilderne i det 2.-3. århundrede, altså efter at de fire kanoniske evangelier var i omløb og havde høj status i menighederne.

For det tredje bærer fragmenterne tydelige spor af bevidst teologisk redigering – elementer som jomfrufødsel og stærk betoning af Jesu guddommelighed er fjernet eller omformet, så teksten passer til Ebionitternes adoptionistiske kristologi (at Jesus ikke var Gud søn fra fødslen, men blev senere adopteret som Guds søn) og deres fastholdelse af Moseloven, samtidig med at Paulus og den paulinske teologi afvises. Det opfatter de tidlige kirkefædre som manipulation af den apostolske tradition snarere end som et legitimt alternativ.

Endelig fik Ebionitternes evangelium aldrig nogen plads i den fremvoksende kanon. Det optræder ikke på tidlige kanonlister, og forfattere som Irenæus, Eusebius og Epifanios omtaler selve gruppen som kættersk. På den baggrund vurderer de fleste forskere i dag, at evangeliet er et sent, ideologisk omredigeret produkt, der først og fremmest er vigtigt som vidne til en bestemt jødisk‑kristen sekt, men ikke som et historisk mere pålideligt eller normativt evangelium end de kanoniske.

Med andre ord, hvis Ebionitterne fiflede med Jesu guddommelighed og holdt fast i religiøse – selvforherligende praksisser, så giver det god mening at fremhæve sin asketiske renhed og ophøjethed igennem afholdenhed fra kød. Det er samme følelse og drivkraft der mærkes hos mange vegetarer i dag – de er bedre, mere omsorgsfulde og medlidende mennesker, end os der frådende flænser kødet af dyreknogler så fedtet driver ned af ansigtet.


Til sidst vil jeg nævne Daniel-argumentet. Der er mange flere argumenter som at slagteriarbejde – eller massemord – skader mennesker psykologisk / socialt, hvorfor systemet er moralsk råddent. Eller når man taler frilandsdyr, så er glade dyr på marken” ofte propaganda. Virkeligheden er stress, sygdom og døde dyr. Der er så meget propagandistisk sludder, at det ikke er værd at spilde tid på.

Men dokumentarens Daniel-argument fungerer som et internt bibelsk bevis på, at afholdenhed fra kød ikke bare er en privat præference, men kan fremstilles som et mønster for gudfrygtighed. De bruger Daniels historie til at gøre plantekost til et tegn på troskab og renhed, og den bruger samtidig moderne kristen sundhedsretorik som ”The Daniel Plan” (et kristent inspireret sundheds- og livsstilsprogram, der kombinerer tro, kost, motion, fællesskab og mental sundhed), som en slags selvmodsigelses-afsløring – man påkalder sig Daniel som autoritet, men ender med at anbefale kød alligevel.

Argumentationen bygges op ved først at fastslå Daniels resultat som noget næsten overnaturligt tydeligt. Dokumentaren opsummerer hans udfald sådan, at Daniel blev ”10 gange klogere, sundere og stærkere”. Pointen er, at Daniel ikke bare klarede sig fint, men han fremstår markant bedre end dem, der spiste normalt. Allerede her har dokumentaren gjort den vigtigste retoriske manøvre. Den kobler kostvalg til både sundhed og åndelig kvalitet (10 gange klogere). Daniel bliver altså ikke bare et eksempel på ernæring, men på en gudgivet styrke, der kommer af lydighed.

Dernæst gør dokumentaren forklaringen meget enkel og næsten formel: ”Hans hemmelighed var, at han sagde nej til kød”. I dokumentarens logik bliver det ikke et komplekst historisk spørgsmål, men et hemmeligt princip – nøgleårsagen bag Daniels fremgang. Og den fuldender det ved at præcisere, hvad han valgte i stedet – han ”spiste kun grøntsager”. Derved etableres en direkte årsagskæde, afvisning af kød til fordel for plantekost giver gudfrygtig styrke / visdom / sundhed.

Herefter skifter dokumentaren fra bibelsk fortælling til nutidig anvendelse, og her ligger en vigtig del af argumentets kraft. Den vil vise, at moderne kristne selv intuitivt ved, at Daniel står for et bestemt kostideal, men at de ikke følger det konsekvent. Fortælleren siger, at han ”gik på nettet” for at se på ”the Daniel Plan”, og at han blev ”chokeret” over at finde ”kød-baserede opskrifter”. Han nævner konkrete eksempler på ”kyllingebryststrimler” og ”grillede lammekoteletter”. Det er ikke tilfældige madvarer – de er udvalgt, fordi de lyder som præcis den slags kød, Daniel-idealet i dokumentarens fremstilling skulle afvise.

Dermed arbejder Daniel-argumentet på to planer samtidig. På det ene plan siger dokumentaren at Daniels eksempel viser, at gudfrygtig kost er grønt, og at kød er noget, man siger nej til for at være ren og trofast. På det andet plan siger den at når moderne kristne bruger Daniel som brand og alligevel serverer kød, udstiller det en åndelig inkonsistens – fordi Daniel netop er kendt for at afstå. Derfor bliver ”The Daniel Plan med kød” i dokumentarens optik ikke bare en fejl i opskriftsamlingen, men et symptom på, at man vil have bibelautoriteten uden at tage den alvorligt.

Det er også vigtigt, hvad dokumentaren ikke gør i dette punkt. Den diskuterer ikke Daniels historiske kontekst (hoffets mad, mulige urene elementer, afgudsofferproblematik osv.) i selve argumentets præsentation. Den forenkler bevidst til en klar moral: Daniel valgte grøntsager frem for kød, og Gud ærede det med overlegen styrke og visdom. Netop derfor fungerer Daniel for dokumentaren som ”gudfrygtig model” – ikke fordi Daniel bare var sund, men fordi hans kostvalg fremstilles som en synlig markør for troskab – og dermed bliver kødspisning let placeret på ”kompromis”-siden af skellet.

Bibelen

Når historien om Daniels kost læses som den står, bindes kosten ikke sammen med Daniels intellekt, men hans udseende: ”Prøv engang dine Trælle i ti Dage og lad os få Grøntsager at spise og Vand at drikke! Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds, som spiser Kongens Mad; så kan du gøre med dine Trælle, efter hvad du ser… Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre Huld end alle de unge Mænd, som spiste kongens Mad.” (Dan. 1:12-15)

Klogskaben er ikke koblet til maden, men til Gud – mad gør mæt, ikke klogere, ”Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt i al Skrift og Visdom; Daniel forstod sig også på alle Hånde Syner og Drømme… Og når som helst Kongen spurgte dem om noget, der krævede Visdom og Indsigt, fandt han dem ti Gange dygtigere end alle Drømmetydere og Manere i hele sit Rige” (Dan. 1:17-20).

Men betyder det at Daniel aldrig spiste kød? Hvis ikke, hvorfor så nævne denne diæt på kun 10 dage, hvis det var Daniels generelle diæt? Hvad siger Daniel selv? I Dan. 10:1-3 fortæller han at han under 3 ugers faste ikke spiste kød og vin, ”Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået” (Dan. 10:2-3). Med andre ord, når Daniel ikke fastede, spiste han kød og drak vin.

Det hele falder fra hinanden, når Bibelen får lov at forklare. Det giver ingen mening at læne sig op ad tvivlsomme skrifter – der desuden i egen samtid blev modgået.


Måske bør jeg slutteligt nævne hvordan dokumentaren hævder, at der fandtes en tidlig Jesus-tradition knyttet til Jakob (Jesu bror), som var mere ”oprindelig” og i højere grad forbundet med ikke-vold / vegetarisme, men at denne linje senere blev skubbet ud af historien af den paulinske hovedstrøm. Den formulerer det som en bevidst prioritering i den tidlige kirke: ”Kirken forstærkede Pauls skrifter, der var til fordel for kød”, samtidig med at den ”brændte de bøger, der ikke passede med deres nye doktrin”.

Resultatet, siger dokumentaren, var at teksterne fra ”tilhængerne af Jakob, Jesu bror, gik tabt for historien” og ”kom i skyggen af det, Paulus skrev”. Dermed bliver Paulus fremstillet som den afgørende figur, hvis skrifter ”effektivt erstattet det oprindelige budskab fra Jesus og Jakob”. I dokumentarens logik er det netop derfor, vegetarisk / anti-offer-tradition ikke er mainstream i dag – ikke fordi den aldrig fandtes, men fordi ”Jakob-linjen” tabte kampen om overlevering og autoritet til ”Paulus-linjen”.

Dokumentaren kalder ikke Paulus direkte ”falsk apostel”, men den lægger en tydelig antydning i den retning ved sin rammesætning. Paulus beskrives som stærkt anti-vegetarisk og som en drivkraft bag et skifte væk fra ”den oprindelige” Jesus / Jakob-linje, mens kirken samtidig skulle have ”forstærket Pauls skrifter, der talte for kød” og fortrængt andre tekster. Det efterlader indtrykket af, at Paulus ikke bare havde en anden vægtning, men at hans indflydelse fungerede som en erstatning af Jesu og Jakobs oprindelige budskab – uden at dokumentaren behøver sige ordene ”falsk apostel” højt.

Det er ofte resultatet når man forsøger at vride bibelske lærdomme. Der er en bevægelse der tager Jesu ord i evangelierne som den ultimative rettesnor – ord som er sagt under loven, før Jesus selv indstiftede den nye pagt. Derfor bliver Paulus, der uddyber og forklarer de gode budskaber i den nye pagt, en falsk indfiltrator i den kristne tro, hvilket jeg fortæller mere om i artiklen ”Paulus, kristendommens fjende eller forkynder?”.

Dokumentaren påstår, at ”kirken skjulte / brændte tekster” og dermed aktivt undertrykte sandheden om en vegetarisk Jesus, og at kirken fremhævede Paulus mens andre bøger blev fortrængt. Den siger videre, at hvis det er rigtigt, så fremstår moderne kristendom som et kompromis eller direkte hykleri – man prædiker barmhjertighed, men lever i praksis på en fødevareform, der bygger på dyredrab.

Men faktum er, at virkeligheden ikke passer til den fortælling. Vi har et usædvanligt rigt og tidligt tekstgrundlag for både NT og den tidlige kirkes skrifter, og ”undertrykkelse” forklarer ikke i sig selv, hvorfor en påstand skulle være sand. Den kræver dokumentation, og den må vejes mod kildekritik, datering og uafhængige vidnesbyrd. Når dokumentaren gør sin tese til ”det, der blev skjult”, flytter den bevisbyrden fra indhold til dramatik, men historisk set er det netop indholdets kildestatus, nærhed til begivenhederne og overleveringens bredde, der afgør vægt – ikke hvor ”hemmelig” en tradition kan fremstilles.

Derfor kan dens moralske anklage mod ”moderne kristendom” ikke stå alene. Selv hvis man er enig i kritik af industriens brutalitet eller ønsker højere dyrevelfærd, følger det ikke heraf, at kirken må have skjult den ”sande” Jesus, eller at almindelig kristen praksis dermed er hykleri. Set er en retorisk slutning, som kræver langt stærkere historisk dokumentation end dokumentaren faktisk leverer – og som ikke findes.

Kunne Jesus dræbe et dyr? Som gennemgået, stegte Han fisk og brød til disciplene der havde været ude at fiske. Det indebærer implicit at Han have renset dem, hvilket betyder at skæl og indvolde blev fjernet. Hvis ikke det slog fisken ihjel, så gjorde ilden det, hvorover den blev tilberedt. Så jo, Jesus kunne og slog et dyr ihjel. Hvad med et lam? Hvis dokumentarens etik skal følges, at det at købe kød delagtiggør i ”mordet” på dyret, så er Jesus ”skyldig” der også, da Han fulgte loven og spiste påskeofferlammet. Om Han med egne hænder slagtede et lam, det er der hverken dokumentation for eller imod, men Gud selv, om det var Jesus eller Faderen er irrelevant – begge er Gud, tog livet af de to første dyr efter syndefaldet, for at give Adam og Eva skindkjortler.

Denne dokumentar er teologisk, etisk, moralsk og historisk makværk. Men jeg synes, i lyset af tidens modning til Paulus’ advarsler om at tiden kommer for forbudt spise, at det var værd at vise, at det vitterligt er makværk.